OMKRING HOLBÆK FJORD
Naar man fra de kraftigt formede Bakkelandskaber omkring Sejerøbugten tager mod Øst og ad Landevejen til Holbæk nærmer sig Landet om Holbæk Fjord, virker Landskabet herinde straks ensformigt, fladt og kedeligt. Men svinger man fra Landevejen mod Nord over Maarsø og nærmer sig Hørby, kommer der hurtigt Bevægelse i Terrænet. Efterhaanden som Vejen stiger, løfter sig til alle Sider over Sletterne skøntformede, blide Aase, men overalt splittet af smaa, funklende Vandarme — de allerinderste Blænkere fra det store, nordsjællandske Fjordsystem, som skiller Østen fra Vesten.
Saa snart man er kommen over de smukke Enge, hvor Tuse Aa langsomt bugter sig ud mod Fjordens Bund, har man overskredet Grænsen mellem den store Holbækslette og det høje Bakkeland, som danner Halvøen Tusenæs. Den Blanding af Blidhed og Kraft, som præger Halvøens runde Former, er typisk sjællandsk. Og sjællandsk er det, at man helt herinde ved den største danske Øs Midte møder det friske Hav i Hundreder af Skikkelser, stykket ud i Fjorde og Sunde og Bredninger, de ældgamle Sejlveje helt ind til Øens bankende Hjærte, Handelsveje eller Hærveje alt efter som Tidernes Puls slog, hvor Flaader har trængtes paa Liv og Død fra længe før Sagaerne blev til.
Faa Steder har man et Udsyn over dette mærkeligt, havdelte Land som fra Tusenæs’ Banker. Endnu har det herude bevaret sin Friskhed og Luften sin Saltsmag gennem det barske Pust fra den brede Isefjord — i langt højere Grad end ved Roskildefjorden, der har sat Saltet overstyr og er bleven et bredt Flodløb med Snese af Smaaarme og lunkne Vande, saa man inderst knap kender Grænsen mellem Fjorde og Aaer.
Jeg staar herude paa den 62 m høje Bavnehøj. — Rundt om mig er Bakketoppen dækket af et Krat af Slaaen, Hvidtjørn, Roser, Benved, Hyld og enkelte smaa, forkrøblede Ege, og i Læ af dette nogle faa Aske. Det er Rester af Bankens Urbevoksning, som nu har samlet sig heroppe, endnu uantastet af Øksen. Lyset straaler festligt over Buskene i Krattets Sydside, hvor Slaaen og Hyben kæmper om en Plads i Solen. Bærrene paa Slaaenbuskene hænger i fede Klynger mellem de smaa, kun skillingstore Blade; deres sømmelige Blaat virker klædeligt og net paa Baggrund af Hybenbærrenes uanstændige Rødt — Læbestift over hele den bare Krop! De sidste er for Øjet, de første spiser man. Jeg kan for øvrigt blot ved Synet af Slaaenbærrenes snerpende Blaat smage dem saadan som jeg aad dem, da jeg var Dreng — allerede længe før de var modne. Man vendte Tæerne indad ved denne Fornemmelse og lignede en Kryds- og Tværsopgave i Ansigtet af
lutter Nydelse. Men det er kun dumme Drenge, der handler saadan med Guds Gaver, de samme, som gaar og bryder „Heidenroslein“ af og stikker sig paa den. Man bliver klogere med Tiden. Slaaenbærrene skal ha’ lidt Modgang først — naar man i de tidlige Novemberdage nyder dem friske fra Buskene, hvor Nattefrosten just har faaet deres smaa Hjærter til at skælve, da har de den rette Aroma, denne Blanding af Beskhed og Sødme, af Hede og Kølighed, som kun den bitre Erfaring kan frembringe.
Morgenbrisen har renset Luften, i det klare Vejr ser jeg milevidt over Land og Fjorde. Kun i Nord og Nordvest rager andre Banker op og spærrer for Synet, blandt disse det 53 m høje „Kulbjerg" og det 46 m høje „Bøgebjerg". Til de andre Sider ses vide Sletter, bølgende Bakkedrag og blinkende Vande. Holbækfjorden ligger blank som et Sølvskjold lige under Formiddagssolen, bag den svinder Landets Dønninger bort i glitrende Taager. Rundt om mig ligger de lavt faldende Marker med Gaarde og Huse og Landevejenes lige Trærækker i lyse Kalkfarver, hist og her med smaa grønne Skovklatter.
Paa Bankens sydlige Hæld, hvor Solen er stærkest, staar straalende Kongelys i høje Stager med blændende gule Flammer og med lange Solskygger hen over det korte Græs.
Ved Krattets Vestside finder jeg lige i Udkanten en Indgang til et Grævlingebo, tydelig kendeligt fra Rævens Hule blandt andet paa den Uorden og Malproperhed, som præger dets Omgivelser. Tabt Halm ligger i lange Striber, som peger fra Boet ud over Markerne mod de Steder, hvor den er stjaalet. Grævlingen er et Svinebæst — vel at mærke udenfor sin Bopæl! Den er aabenbart allerede ved at udstyre denne til Sovekammer under den lange Vinterdvale. Jaja, saadan skulde man ha’ det!
Knap en Kilometer vestligere kommer jeg op i et kaotisk formet Bakkedrag, hvor Agre, levende Hegn og store Diger af Sten og Jord slynger sig op og ned, og hvor det højeste Punkt er det mærkeligt formede Kulbjerg med dets skovklædte Top.
Hvor smilende er ikke ogsaa Landet her, frodigt overalt med fine Marker og Smaaskove jævnt skraanende ned mod den yndige Fjord.
Kulbjerg kaldes ogsaa „Børnehøj", og et uhyggeligt Sagn knytter sig til den. Det siger, at da den sorte Død paa Valdemar Atterdags Tid gik over Danmark, satte den ogsaa sine frygtelige Spor her paa Tusenæs. Da blev nogle Folk herude enige om at standse den sorte Vandrer ved at søge at formilde ham, og det kunde sikrest gøres ved frivilligt at ofre ham levende Mennesker. — Da man nu forsamledes for at drøfte hvem der skulde være Ofrene, kom der et Par Tiggerbørn ind og bad om lidt Mad. Det tog ikke Folkene lang Tid at afgøre de to smaa Staklers Skæbne. Snart efter førte Flokken dem med sig op paa Kulbjerg. Her gravede Folkene et dybt Hul i Jorden, satte nogle Spisevarer derned, og gav saa de sultne Børn Lov til at gaa ned og tage for sig af den gode Mad. Straks da Børnene begyndte at spise, begyndte man at kaste Hullet til, og de smaa græd og klagede over, at der kom Jord paa deres Mad. Det brød Folkene sig ikke om, men hastede med at faa dem helt dækket med Jorden.
Men oppe fra Stedet, hvor dette skete, kan man endnu i stille Nætter høre de stakkels døde Børns Graad.
Den skændede Set. Sørens Kilde i Holmstrup.
Udsigt fra „Dejlighedsbakken" over Bramsnæs Vig og Bugt.
Hist hvor Vejen slaar en Bugt...
,Kongsgaarden“ i Lejre. Fagaden mod Haven.
— Sagn af denne Art kendes flere Steder i Landet; saaledes er det almindeligt i Egne, som har været stærkt truet af Stormfloder; her gravede man efter Sagnene levende Børn ind i Havdigerne for at besværge Vand og Storm til at skaane disse. Men et saadant lille menneskeligt Træk som dette, at Børnene græder over at deres Mad bliver griset til, er usædvanligt; det kaster et mærkeligt Skær af Sandsynlighed og Sørgmodighed over dette Sagn.
Fra den bakkede Halvø tager jeg Vejen mod Syd over de store Flader, som under Navn af „Holbæksletten" strækker sig Syd og Vest for Fjorden. Et udmærket Overblik over dette Landskab faar jeg fra Søsirup Kirkebakke, men endnu bedre ses Landskabet fra den bratte og spidse Bakke, der ligger stejlt som et Fort lige Vest for Kirken. Herfra hindrer intet Udsigten over denne mærkelige gamle Bundmoræneslette, der fuldkommen skovløs og flad som en Pandekage, men med store Bøndergaarde som Syltetøjsklatter over den fede Dejg, breder sig til alle Sider, i Syd og Sydvest begrænset af Grøntved Oredrev, Højlandet ved Kongsted og Knabstrup og de store Skovstrækninger om Jyderup, men mod Vest strækker sig uden Grænser forbi de vældige, moseagtige Flader bag Løvenborg, saa langt at Jord og Himmel længst ude synes at smelte sammen.
Nogle faa Kilometer sydvestligere løfter Nørre-]ærnløse Kirke sit anselige romanske Taarn op over Sletten. Den er en af Holbæk Amts mærkeligste Landsbykirker baade ved sin Ælde og sin Skønhed. Den sidste har den delvis bevaret trods den slette Behandling, den var Genstand for under en Restaurering i 1895. Dens Skib og det senere tilbyggede Taarn er af Kamp, men dens prægtige Kor og Apsis er opført af det i disse Egne ret hyppigt anvendte Materiale Fraadsten og stammer fra det 12. Aarhundrede.
Fraadstenen eller Kildekalken, dette mærkelige, næsten lavaagtige Stof, er en gullighvid Kalkstensdannelse. Den er pragtfuld i Stoffet og forvitrer paa en overordentlig malerisk Maade. Da den tillige paa Grund af sin store Porøsitet er meget let og samtidig nem at bearbejde, fandt den i ældre Tid hyppig Anvendelse som Byggemateriale i de Egne, hvor den forekommer, især til Kirker. Ved Maglekilde og Vintremøller, den sidste kun to Mil Øst for Nørre-Jærnløse, er et Par af de Steder i Danmark, hvor den findes i rigest Mængde.
Koret med Apsis er i sin Art et af de smukkeste Arbejder, vi har i Landet. De lette Lisener bærer for oven en Buefrise, og over denne og den enkle Gesims er Taget dækket med „Munke og Nonner". Tre Vinduer, af hvilke de to yderste er runde, det midterste kløverformet, sidder i Apsis ovenover en lille Niche med en Søjle — den sidste er gentaget andre Steder paa Kirken. Mærkeligst ved det hele er „Lindormen", denne vor ældste Kirkebygningers bestandige Trusel — nu afløst af Menighedsraadene — her fremstillet som et uhyggeligt, larveagtigt Fabeldyr, der er anbragt under Buefrisen, kravlende nedad med Retning mod det midterste Vindue, som dens Hoved er i farlig Nærhed af.
Med sine dejlige Former og med Farver, der spiller fra køligt Blaagraat til lysende Okker, er dette Kor noget af det festligste, man kan tænke sig.
—- Et Landskab af en ejendommelig Vildhed, den kraftigste Modsætning til Holbækslettens kultiverede Tamhed, danner Egnen omkring det nære Mørkemosebjerg, et helt lille Alpelandskab, som man maa søge Mage til oppe i Odsherreds alvorligste Egne. Besynderligt er det at komme herop i disse Højder lige
nede fra den lille Maglesø, som ligger fuldstændig indelukket ved Bankernes østlige Fod. De mægtige Bakker rundt omkring synes at have væltet sig op og ned som Dønninger i et oprørt Hav, hvis Fraaden har været paa sit højeste, da en mægtig Røst har standset al Bevægelse i et eneste Nu, og alt er stivnet i en pludselig Krampetrækning.
Lerede Pløjemarker, Græsfelter og Stubmarker, adskilt ved lange Diger, styrter sig op og ned rundt omkring mig. Vejrmøller, som ellers synes højtliggende nede fra Dalene, svinger deres solglinsende Vinger dybt under mit Stade. Længst ude, hvor Bakkelandet brat synker ned mod Fladerne, skifter Landet pludselig Farve. Det er, som om jeg befinder mig paa en høj Ø, omgivet af et Hav af blaanende Fjærntoner — med hvide Gaarde og Kirker saa langt Øjet rækker, og saa nær hinanden, at det ligner sammenhængende Byer. Kun i Syd løfter mørke Skove sig yderst paa Bakkeøens Rand som en takket Vold op mod den klare Luft.
— Er dette virkelig Sjælland!
Det virker helt beroligende, at jeg en Milsvej ude i Nordøst skimter en lille blinkende Fjord, omgivet af blide Skove paa mildt rundede Aase — et Glimt af „Tempelkrogen" og Bramsnæsvig og „Dejlighedsbakken".
løvrigt behøver jeg ikke at flytte mig langt for at finde Idyllen. Den kommer jeg uformodet midt ind i, da jeg nogle Minutter senere kører gennem den lille Landsby Iglsø, som sammen med sin „Sø", der blot er en stor hyggelig Dam, og sin Vejrmølle ligger nær ved Landevejen, der fører mod Nord til Holbæk, og som med sine yndige Haver og prægtige gamle Boliger synes næsten helt at være bleven glemt af den nye Tid.
— Paa min Vej herfra mod Nord gør jeg en lille Afstikker til det smukke Dyssekammer paa Jørgen Pedersens Mark ved Vallestrup, et anseligt Oldtidsminde, som ligger i et lavt, men smukt bølget og fuldstændig aabent Landskab. Ved sin Regelmæssighed minder den i nogen Grad om den tidligere omtalte Overligger paa et af Kamrene paa „Dyssegaarden“s Mark ved Ruds Vedby.
Jeg tager videre mod Nord til den nære Tveje-Merløse Kirke, hvor jeg atter ligesom i Nørre-Jærnløse Kirke finder Fraadstenen anvendt som Byggemateriale. Oprindelig er denne dog af Kamp og uden Taarn, opført i 12. Aarhundrede, men maa efter flere Spor at dømme snart efter være nedbrændt, hvorefter den er genopført i sin nuværende Skikkelse, forsynet med sine enestaaende Tvillingtaarne, der ligesom den øverste Del af Skibet er af Fraadsten. Er Kirken i Nørre-Jærn-løse et yndigt lille Klenodie af en Landsbykirke, saa er denne i sin storstilede Alvor imposant og alvorlig som en Domkirke. Dens Taarne, som har givet Mer-løse Sogn sit Øgenavn (Tveje Ø: en tvedelt Gren), er afgørende for dens store Stil. Fra en aflang, rektangulær Grundflade, som gaar paa tværs af Skibets Længderetning, deler den sig for oven i de to Taarne, hvis Alvor og Tyngde bliver fuld af Ynde paa Grund af deres indad skraanende Flader og de øverste mindre Taarne, som ender i bikubeformede Kupler med knapformede Prydelser som Afslutning. — Vi har kun en eneste Landsbykirke til i Landet med Tvillingtaarne, Fjenneslevlille, for hvilken denne aabenbart har været Forbillede; men den er i Sammenligning med dette mærkelige og ædle Bygningsværk ret kedsommelig.
Det er hævet over enhver Tvivl, at Tveje-Merløse-Kirke ikke alene er Landets smukkeste og fornemste Landsbykirke, men den er overhovedet en af vore mærkeligste Bygninger. Det var Arkitekten Professor H. Storck, som i 1895 kom til at lede dens grundige Restaurering, og at det var paa Tilskyndelse af Murermester Licht, at man hentede Materialet til Restaureringen i det gamle Fraad-stensbrud ved Vintremøller, som man i den Anledning aabnede paany. Kirken bevarede takket være dette ikke alene sin oprindelige Arkitektur, men tillige sin Patina. Jeg har næppe nogensinde set noget Bygningsværk, hvor Form og Stof har dannet en mere fuldkommen Harmoni.
Landskabet omkring den allerinderste Del af Inderbredningen, Bramsnæsbugt og Tempelkrogen fanger ikke min Interesse; det er for meget Ferskvandsidyl og Turist-Attraktion, det virker kedeligt, naar man kommer fra Tusenæs, og især naar man har de havprægede og barske Egne fra Odsherred og Kalundborgegnen i Minde. Af større Interesse er kun den lille mærkelige Halvø Munkholm, og selv set fra denne er Landskabet trist og dødt. Kun til den Side, hvor Halvøen er forbundet med Kysten ved det mærkeligt formede Drag, og hvor den ældgamle Stendæmning med dens Vej snor sig over mod Kysten ved Eriksholm, er Billedet smukt, set fra de høje Klinter paa Nordsiden.
Stedets Navn viser, at Halvøen tidligere har været en Ø i Fjorden. Men hvoraf kommer Navnet Munkholm? — Paa Højderne herude har man fundet store Samlinger af Murbrokker med svære Munkesten imellem, og dette i Forbindelse med Stedets Navn kunde tyde paa, at her har ligget en Kirkebygning. Men det er Sorø Kloster, som her i Middelalderen havde sin Ladegaard, og det er af denne, Stenene i Grunden maa være de sidste Rester.
Kommer man fra Eriksholm mod Vest ad Vejen op i Bakkerne, faar man en ganske smuk Udsigt over de brat faldende Bakkedrag med de herlige Trægrupper ned over Tempelkrogen og de skovklædte Strækninger paa dens østlige Bred — et typisk, midtsjællandsk Landskab, omend bestandig en Ferskvandsidyl.
Noget anderledes virker Stedet, naar man vestfra kommer hertil. Landskabet med alle de kringlede smaa Sunde og Vige, som danner Bramsnæsbugtens sydlige Udløbere, tager sig brillant ud fra Landets Højder — det bølgende Terræn med de utallige Veje, Skovene, de prægtige Halvøer, som sønderdeler Vandene. Alt er som det skal være.
Fra „ Dejlighedsbakken “ ved Bugtens Østside ser man ud over den lille Bramsnæsvig og Bugten til den store Bredetved Skov ved Eriksholm. — En lille højstammet Bøgeskov staar paa Bakkens Top, hvorfra Sædmarker sænker sig i bløde Fald dybt mod den lave Kyst. Rundt om mig vandrer græssende Kvæg, enkelte Lærker letter foran min Fod og staar paa stive Vinger over de duggvaade Marker. Blæsten suser morgenkold gennem de visne Bøgeblade, og Solen sender flakkende Lys gennem Skyernes Rifter over Fjorde og Lande.
Ja — alt er som det skal være! Men Landskabet er næsten for fint tilrettelagt for Publikum — Stof til Theatermaleri! Mistanken er paa Forhaand vakt ved det afskrækkende Navn „Dejlighedsbakken“......
En nydelig Vej fører herfra mod Sydvest gennem Skoven ved Tempelkrogens Østside, omgivet af gamle Bønderboliger, som naar deres største Skønhed i den lille højtliggende Landsby Ordrup, en mærkelig gammeldags By, beliggende nærved det føromtalte Fraadstensbrud ved Vintremøller.
Tempelkrogen fortsætter mod Syd i en bred, næsten milelang Lavning ned mod Aastrup, Elverdams Aadal, omgivet af lave Bakkedrag og gennemstrømmet af Elverdams Aa, der bugter sig gennem frodige Enge. Navnet er malende og smukt — og det er et af de yndefuldeste Landskaber, jeg kender, rigt, men beskedent, ikke brovtende med sin Velstand, Kulturen i dens skønneste hjemlige Form, det danske Lavland med dets Aa og Smaalunde og græssende Kvæg.
Det opstemmede Vand i en lille Dam nær Aaen danner Tilløb til den hundred-aarige Elverdams Vandmølle, hvis Overfaldshjul endnu er i Gang. Tværs over den ældgamle Gaardsplads fører en paa høje Støtter hvilende Akvadukt, en ældgammel Trærende, Vandet hen til Hjulet. Denne Rende er ikke blot grøn og mosgroet, men saa bevokset med langt Græs og brogede Urter, at det ser ud, som om den har revet sig løs fra Grunden og taget Jordsmonnet og hele dets Bevoksning med sig op — omtrent, som hvis en Kæmpehøj pludselig havde rejst sig paa gloende Pæle. Møllen er helt igennem en af de besynderligste Bygninger, jeg har set; man er hundrede Aar tilbage i Tiden, naar man staar inde paa den store Gaardsplads, hvor kun Stuehuset er fra de senere Aar.
— De gamle Vandmøller fortrænges af Stubmøllerne og disse atter af de hollandske Vejrmøller, ja selv dem er man allerede forlængst bleven vant til kun at møde som Ruiner. Nu er det Dampmøllernes Tid, alt det gamle skal gaa til Grunde. Men Elverdams Vandmølle bør aldrig rammes af den almindelige Skæbne. Kan den ikke bevares helt som et af de smukkeste Minder i sin Art om en svunden Tid!
Elverdams Aadal — hvilket henrivende Navn, saa blidt og hjemligt, saa dansk i sin Klang! Det er som Toner af en Folkevise. Og saadan virker Dalen overalt, hvor man færdes i den. Det er Lavlandets skæreste Poesi.
I den skønne Kirke i Sonnerup møder man denne Stemning igen, her er selv Stenene i Samklang med denne Blidhed — atter Fraadstenen fra Vintermøller, der saa yndefuldt har føjet sig for Bygmesterens og hans Svendes Hænder.
Og den samme Stemning mødte jeg paany i den lille Landsby Rye. Her fandt jeg en gammel Gaard, „Rostmosegaarden" hedder den, som i sine omtrent to Hundrede Aar gamle Længer endnu bærer Minder om en Tid, da Æventyr og Sagn gik fra Mund til Mund i de mørke Aftener omkring Tællepraasen i Bondens Stue, naar Rokkehjulet snurrede og Karterne gik.
Det var ganske tilfældigt, jeg fandt herind. Jeg var paa Jagt efter „Kalle-kærssoen", det mystiske Uhyre i Svineskikkelse, som er i Slægt med Gravsoen og Glumsoen, og som har haft sit Domæne i Nærheden af Rye. Sagnet fortæller om dette Utyske, at det boede i en Stenkiste paa det Sted, hvor Sognevejen fra Rye til Jenslev rammes af Sognevejen, der nordpaa fører til Kirke-Hyllinge.
Kallekærssoen var forgyldt over hele Kroppen og havde en skarp Ryg, hvis Bestemmelse var at skære Folk op, naar den rendte ind mellem Benene paa dem.
I begmørke Aftener lyste den som en Ildstribe, naar den for hen ad Vejen. Blot Synet af den kunde faa Folk til at gaa fra Forstanden, og det betød altid Ulykke at møde den. Mellem Nytaar og Helligtrekonger havde den Grise, og i stille Nætter kunde Folk høre den hyle langt væk. — Alt dette er berettet i fuldt Alvor af Folk paa Egnen saa sent som i 1910. Og i 1914 hændte det Set. Hansaften, da en Del Unge var samlede til Blus paa en Høj i Nærheden, da Baalet var udbrændt og der blev en Pavse i Legen, at man hørte nogle langtrukne Hyl langt borte fra. En gammel Mand udbrød da: „Det var saamænd Kallekærssoen; det er et daarligt Varsel!" Og der gik et Gys af Uhygge gennem Forsamlingen. — Saa nær er vi ved Overtroen endnu!
Paa min Vej gennem Rye var det, at jeg opdagede „Rostmosegaarden"; efter dens Ydre takserede jeg den til at være et Sted, hvor jeg kunde faa suppleret min Viden om det grumme Fabeldyr. Og jeg tog ikke fejl, selv om det kom anderledes, end jeg havde tænkt.
Det var som at træde ind paa en Gaardsplads fra Holbergs Tid, da jeg fra den mørke Port kom ind mellem de fire gamle Længer, hvis Regelmæssighed kun brødes af Stuehusets Bislag.
Men inde paa Gaardspladsen sad en ung Kvinde, lys og skøn som selve Freja. Ved en Ideassociation satte jeg uvilkaarligt Gudindens Navn i Forbindelse med Galten Gyldenbørste, som var hendes „Ganger", naar hun i Spidsen for Aserne for gennem Luften paa Asgaardsrejen! Er Kallekærssoen i Slægt med dette Dyr, saa har vi jo Gudesagnet om Ganger og Rytterske lige ved Haanden! Hun saa straalende ud, som hun sad der og legede med Gaardens Katteflok — atter Freja, som leger med Fritterne, Forspandet for hendes Vogn ...
Da jeg var kommen saa vidt i mine Meditationer, vendte hun sig om. Og jeg var ikke længe om at komme tilbage til Nutiden! Der fulgte en formel Præsentation, og to ældre Damer blev bragt tilveje, den unge Piges Mor, som ejer Stedet, og en Moster, som var paa Besøg.
Familien kendte Kallekærssoen saa godt af Omtale, som om den engang havde været et af Gaardens Husdyr. Det var mærkeligt at sidde her i den lyse Havestue, hvor Solen faldt ind gennem Vinduerne, og lytte til de to ældre Damers fantastiske Fortællinger om Svinedyrets og dets Fællers Bedrifter i de mørke Nætter. Som Børn havde de begge været uhyre angst for dette Fabeldyr, som især Indbyggerne i Ejby snakkede saa meget om, og som bestandig omtaltes som et Faktum. Mange andre mystiske Væsner var paa Spil i hin ikke fjærne Tid. Ulykke førte det altid med sig at møde disse Utysker, som optraadte i de mest forskelligartede og mærkværdige Skikkelser.
De to Søstres Mor kom engang i en bælgmørk Nat gaaende alene hjem ad Vejen gennem Byen, da hun pludselig mødte et Spøgelse, som i Skikkelse af en Vindueskarm (!) fulgte hende hele Vejen langs Strædet, til hun naaede Rostmosegaarden. Hun blev syg af Rædsel og gik straks i Seng — men otte Dage efter var hun død ...
Ude ved Kallekæret staar lige i Vejsvinget syv høje Asketræer. Men Damerne fortæller, at indtil for faa Aar siden har der staaet hele tolv paa Stedet; og de kaldtes altid „Soen og de elleve Grise".
— Saa mødte jeg dog atter i denne gamle Gaard et lille Eventyr, lige som jeg var paa Vej til at forlade disse Egne. Det kommer oftest uformodet — og man faar det maaske saa meget kærere fordi man véd, at man aldrig skal møde det igen.
Det tænkte jeg paa, da jeg sagde Farvel til Freja, hendes Mor og hendes Moster.