De Danskes Land -- Achton Friis

ØERNE I KORSHAVN

Er det Solen? —

Halvvaagen mærker jeg, at et Lys skinner paa mit Ansigt, og at en mild Luftning sagte vifter hen over det. Mit Leje gynger under mig, let og stille. Ligger jeg paa en sejlende Sky ----

Det toner i mit Øre af Fuglesang fra nær og fjærn — er det Lærker, der synger? Gennem de lukkede Øjenlaage aner jeg gyldne Farver bølge om mig.

Er jeg i Himlen!--

Jeg aabner Øjnene og ser mig om. Lige over mit Ansigt ser jeg en perlemorsfarvet Luft med rosarandede Smaaskyer, der blænder mig, saa jeg drejer Hovedet bort. Dér ved Siden af mit Ansigt gynger sagte op og ned en gylden Firkant paa den hvide Væg. Over den, paa det lave Loft, løber lysende Riller i Slangebugter som Smaabølger efter hinanden.

Lærkesangen stiger; den og saa en sagte klukkende Lyd udenfor Væggen er det eneste, jeg hører. Nej — nu kommer af og til med lige Mellemrum nogle underlige, dumpe Drøn rullende. Det ved jeg, hvad er — det er Skipper, der snorker inde ved Siden af. Nu er jeg paa Jorden igen!

Javel — det er „Rylen“s Kahyt. Jeg er ikke i Himlen, jeg er i Korshavn. Klokken er kun 4. Ganske stille, for ikke at vække de andre, lister jeg mig overende og stikker Hovedet op gennem den aabne Kappe over mig.

Til at begynde med ser jeg ingenting for det intense Sollys og de lette Morgentaagers blændende Reflekser; men saa dukker de frem Ø ved Ø rundt om mig. Grønne, gyldne og rosa Farver lyser gennem de bølgende Slør. Fra Stranden i Nordøst danner Solen en flydende Bro lige ind under „Rylen“s Sider henover det af Morgenbrisen fint riflede Vand, der pylrer sagte mod Baa-dens Planker.

Og pludselig fanges mit Øje af noget, som bevæger sig derinde paa den nære Strand, kun halvtreds Meter fra mig. -— Dér gaar otte store, graa Fugle i det høje Græs paa Rad efter hinanden ned mod Stranden, roligt græssende.

Det er Graagæs.

Jeg ser, hvor deres blanke, velpudsede Fjer lyser glansfuldt i Solen; de er saa nær, at jeg indbilder mig at kunne høre Rusket i Græsset af de stærke, røde Næb. Deres varme, graa Farver spiller mod det saftiggrønne Græs og den røde Tang. De gaar saa tillidsfuldt, de skønne Fugle, saa roligt og selvbevidst, som var det Paradisets Have, de vandrede i. Hvert af deres Skridt er velovervejet, saa fuldt af Værdighed, deres kølige Øjne lyser af Klogskab. En enkelt af dem rejser af og til den lange Hals og ser sig om, aarvaagen og med Næbet løftet, — saa græsser den roligt videre sammen med de andre.

Et fjærnt Maageskrig — en Strandskades Hvippen — ellers kun Lærkesangen.

Jo, det er alligevel Himlen! —

Saa falder det mig ind, at dette jo kun er faa Timers Vej fra Hovedstaden. Mon noget Menneske nu gaar derinde og har en Anelse om, at han kun er nogle Mil fjærnet fra et Sted, hvor Livet former sig som her! For et Døgn siden gik jeg endnu selv derinde i Gaderne mellem stinkende Automobiler og larmende Sporvogne, og nu er jeg her, vaagnet midt i Herlighederne.

Og midt i Arbejdet.

Igaar Morges gik vi i Kerteminde første Gang ombord i „Rylen“ og stævnede ud paa vor lange Rejse. Bag os laa alle de endeløse, kedsommelige Forberedelser, i vort Kølvand hvirvlede en Byge af betalte Regninger som visne Blade for en Efteraarsblæst.

Foruden Johannes Larsen og mig selv bestod Deltagerne for denne Sommerrejses Vedkommende af Johannes Larsens Søn, Maleren Andreas Larsen, der skulde fungere som Motormand og Kok. Desuden vor Skipper, den 87-aarige Skibsfører Christian Andersen fra Kjerteminde, Johannes Larsens mangeaarige Ven og Jagtfælle, endnu en Sømand af „reneste Vand“ og virkende som en rask Mand midt i Tresserne.

— Vorherre maa egenhændig have lavet Vejret denne Dag for vor Starts Skyld; en herlig mild sydøstlig Brise gik med lette Bølger ind mod Landet, og vi stod Nordøst paa ud mod Stavreshoved over et Hav, der laa blyfarvet med blændende Glimt under en tindrende Sol og en Himmel, der var falmet og bleg af Lys.

Enkelte Maager møder vi af og til, tavse og vagtsomme glider de forbi, vandrende ind og ud af vor Synskreds, Svartbagmaager, store Havmaager og Storm-maager. Men selve Neptunus’ Hilsen fik vi først, da vi rundede Fyens Rev, hvor et Marsvin kom anstigende paa tværs af Baadens Retning, væltede sig i Vandskorpen og sprang et Par Gange helt op af Søen foran Stævnen, hvorpaa det pludselig forandrede Kurs, gik under Vandet langs Siden af os og forsvandt agterude. Vi saa tydeligt den graa Krop som en Torpedo gennem det klare, grønlige Vand — ikke mere Udtryk i dens Ansigt end i en Klump Støbestaal.

Vi gik i ærbødig Afstand norden om Lillegrunden og stod saa Sydvest over, rundende Fyens Hoved, der med sine hvasse og barske Klinter staar som et Par truende Knytnæver ud mod Kattegat. Kun nogle Skalleslugere laa og flød paa Søerne herude mellem Revet og Fyens Hoved.

Ved Middagstid ankrede vi op i Korshavn.

Ved første Blik under Indsejlingen minder denne lille øopfyldte Bugt ved Hinsholm i meget høj Grad om Stavnsfjord paa Samsø; men Øerne i den første er færre og mere ensartede, og det viser sig snart, at de i Karakteren er ret forskellige fra dem i det lille samsingske Arkipelag. De har et barskere Præg, de har hist og her høje og skarpe Klinter, og deres sparsommere Bevoksning er mere forkrøblet og forblæst.

De største af Smaaøerne i Korshavn, Mejlø og Bogø, er henholdsvis 70,2 og 63,6 Tdr. Ld., herefter kommer et Par Smaagnallinger som Vejlø Kalv paa 1,5 og Enø paa 1,2 og endelig en Krumme som Ægø, der er 0,4 Td. Ld. Vejlø selv er nu landfast som Modsætning til sin „Kalv“, og Langø, som ogsaa tidligere var havomflydt, har faaet samme Skæbne.

Korshavn. Skrænterne paa Mejløs Nordvestside.

Korshavn. Udsigt over Mejlø fra dens Nordside. I Baggr. t. v. Enø, t. h. Bogø med den høje Bakke.

Romsø. Ved Skovfogdens Hus.

Romsø. Englændernes Brønd fra Krigen 1807—14.

I Læ bag disse Smaaøer og Holme er det, at „Rylen“ nu svajer for sit Anker en skønne Majmorgen. Vi ligger i det smalle Farvand mellem Mejlø og Bogø. Klokken er 6 Morgen, og vi er ved at tørne ud. Øst for os ligger Mejlø med sin knudrede Ryg lige under Solens Straaler; hele dens lange Krop skælver i Lyset under en skyløs Himmel. Inde under Øens Bred og helt ud i Fladvandet ligger mægtige, fra Klinten nedrullede Kampesten, og indenfor disse paa den smalle, sandede Forstrand ligger vældige Bunker af den fine, hvidlige „Madrastang", fra hvilken Sollyset blændende kastes tilbage. Opad Klintens Sider kravler Tjørne, vindblæste og forkrøblede, men hist og her allerede med enkelte lysende Blomster paa deres Sydside.

Ude i Nord skimter vi det store Hav; det ligger blankt og stille. Men herinde staar Morgenbrisen strid fra Øst ud af Gabet, og Vandet mellem Holmene er dybblaat i Farven som anløbet Staal. Fra den nære Strand høres i den stille Morgenstund tydeligt Vindens Hvisken i den tørre Tang.

Vi drikker Morgenkaffe paa Dækket, mens Maagerne flokkes om os og æder de Bidder, der som Rester fra de Riges Bord kastes i Søen; selv paa disse fjærne Fugleøer er Maagerne ved at blive Husdyr.

Solen stiger og begynder at give Varme, alting vaagner rundt omkring os. Lige med et kukker en Gøg ovre fra Krattet paa Langshoved.

Vi gaar i Jollen for at gøre Landgang paa vor første Ø, og faa Minutter senere springer vi iland paa Mejløs Vestside.

MEJLØ

Som alle Øerne i Korshavn er den ubeboet, ligger i Stubberup Sogn, Odense Amt og hører under Baroniet Scheelenborg. Som de andre er den udyrket og ligger hen til Græsning. Den er lang og smal som en Tarm med Hovedretning fra Nord til Syd og er den nordligste af Øerne herinde, er godt 2 km lang og blot et Par hundrede Meter paa det bredeste Sted. Dens Flademaal er 70,2 Tdr. Ld.

Fra sin Nordspids, hvis høje Klint er stejl som en Mur, falder Øen i store Bølger sydover. Over dens knudrede Banker og opad dens Klinters Sider gror Tjørne i enkelte, vindhærgede Buske eller i smaa sammenfiltrede, tætte Krat, givende Ungkvæg og Plage Læ, naar Storm og Byger slaar, og ydende Skjul for rugende Gravand og Skallesluger — selv piskede og avede af Stormen fra Vest. Men hverken Storm eller Hagl eller Alverdens Djævelskab kan faa Has paa en saa genstridig Ting som en gammel Tjørn; den tætner sig blot under Modgangen mere om sit inderste Væsen, skyder Ryg og la’er staa til, mens Alverdens Ulykker raser hen over den.

Et sikrere Kompas end disse gamle, forblæste Buske findes ikke. Med den høje Forkrop vendt mod Øst og den forblæste Bag mod Vest ser de ud, som om de har staaet her i al Evighed. Som vi ser dem fra Stranden, silhouetagtige imod den blændende Morgensol, ligner de forstenede Fortidsuhyrer, der engang paa deres Vej fra Havet opefter pludselig er ramte af en Forbandelse, der har standset

og dræbt dem. Men dybt inde i deres stenede Knokler brager det af Saft, og hvert Foraar tænder som nu et lysende Bloster over de fine grønne Blade paa deres Ryg.

Kommen op over Klinterne forfærder vi en Flok unge Plage, der græsser nær en lille rund Ferskvandsdam i en af Øens Lavninger. De slaar bagud af Rædsel, ventilerer med Skrald og Brag i Retning af Fjenden og galopperer med dundrende Hovslag over til Øens modsatte Bred. Ungkvæget vender det brede Øre til og staar og vejrer efter os til vi gaar; saa følger de efter og prøver at nappe os i Ærmer og Buksebag, mens Savlet drevler fra Mulerne.

Jordsvaler kredser over Klintens Rand, og højt over vore Hoveder svæver Mængder af den store Havmaage, Larus argentatus, hvis Reder vi finder rundt om ved Stranden og paa de grønne Skrænter nær denne. Men Rederne er alle tomme eller blot med et enkelt Æg i —

Det er nok mere end Sten, der interesserer Stenfiskerne herudenfor! Æggerøveri er ogsaa godt og giver nok saa hurtigt noget i Skrutten. Stenene skal dog først forvandles til Brød! — Ogsaa Bønderne inde paa „Fastlandet" ynder denne Kost og gør Forretninger med Varen; igaar saa vi en Pige, som med en stor Kurv paa Armen i Timevis samlede Æg ovre paa Bogø! Det er ikke underligt, at de her rugende Maagearter er stærkt i Aftagende. Disse Holme, som for blot 20 Aar siden endnu var et Eldorado for en Ornitholog, er nu sammenlignelsesvis for en Fattiggaard at regne.

Fra Herregaarden føres for ringe Tilsyn med Holmene, og Bønder og Fiskere plyndrer herovre, som de har Lyst til.

— Strandskader farer to og to eller i Smaaflokke med skarpe Skrig strandlangs forbi os, tre Par Gravænder letter efter hinanden fra Stranden og flyver tilhavs. Viber tumler over Lavningerne, og fra Læet paa Østsiden hører vi Tornsangeres og Gærdesangeres Melodier, mens Engpiberen sidder paa Marken og synger sin lille, ensomme Visestump. Præstekraverne triller afsted mellem Smaa-stenene i Stranden, hvor en gul Vipstjært jager efter Fluer, og ude paa Fladvandet sejler et Par Skalleslugere langsomt omkring, bestandig holdende Øje med os herinde. En stor Flok Graaandrikker holder til i Farvandet lige Syd for Øen.

Paa Øens nordlige Del er de vestlige Skrænter, der staar med 14 m høje Klinter ud mod Havet, hist og her foruden af Tjørn bevokset med Slaaen og Enebær, stærkt forblæste og med Vedbend ved Foden.

Paa Østsiden er Øens frodigste Steder, under de lave Skrænter gror kraftige Hyldebuske, Naur, Vrietorn, Tjørn og Roser, og øverst paa Skrænternes Kam staar skærmende Tjørn, Roser og Slaaenbuske, selv frygtelig forkrøblede og forslaaede af Blæsten.

Et Par vilde Kaninunger farer forvirrede rundt om Benene paa os og forsvinder i deres Huller. Det ser ud, som om nogen stod dernede og halede dem ind med en Snor — Svup! Overalt, hvor vi gaar, tumler Kaniner forfjamskede rundt mellem Tjørne eller farer som et Skud fra Hul til Hul. De er den eneste Form for vilde Pattedyr paa Korshavns Øer og findes her endda kun paa Mejlø.

— Den lille Enø er næsten fuldstændig dækket af Tjørnekrat. Et voldsomt Lavvande har idag gjort den landfast med Mejlø.

Den smalle Ø er ganske lav, kun over dens sydlige Del hæver sig nogle Smaabakker med Skrænter baade paa Øst- og Vestsiden, dækkede af spredte

Hyld, Tjørn og Roser. Øen har udentvivl aldrig været dyrket. Men midt paa den aabne Slette paa dens Midte fandt vi mellem de spredte Tjørne Mængder af gamle, udprægede Skovbundsplanter, saaledes Mælkeurt, baade den blaa og den røde, samt store Masser af Kodrivere og Anemoner. Øen har da i en ikke altfor fjærn Fortid været skovbevokset, og Skoven er fældet for Veddets Skyld — en Skæbne, der er overgaaet de allerfleste af vore Smaaøer.

Vi fandt derimod ingen Eksemplarer af den sjældne, blaa Iris, som efter Sigende skal være truffet her paa Øen og ellers inden for Landets Grænser kun vokser paa Saltholm og Øerne i Nakskov Fjord.

— Gøgen kukkede i Østskræntens Krat, da vi gik i Baaden og roede bort.

VEJLØ KALV

Henpaa Eftermiddagen samme Dag ror vi til den ganske lille, kun halvanden Td. Ld. store Vejlø Kalv, der tæt skovklædt med rige, kuplede Løvtræer ligger som en mærkværdig frodig og fredet Oase inderst inde i dette lille forblæste Arkipelag.

Roturen var højst besværlig. Allerede ca. 200 m fra den lille Ø’s Nordstrand stikker vi uhjælpelig fast i Dynd og Tang. Vi maa alle i Ballen. Johannes Larsen smider Sko og Bukser, jeg tager mine lange Søstøvler paa, og „Mester" klæder sig splitternøgen, mens Skipperen bliver siddende i Jollen for at passe paa den.

For hvert Skridt synker vi i Mudder og Ælte til højt op paa Skinnebenet. Det var en forfærdelig Svedetur at naa ind til Bredden; vi begyndte at forstaa, hvorfor Øen var saa „fredet"!

Men det betalte sig at have taget Tørnen.

Sjældent har jeg set noget saa idyllisk og fuldkommen uberørt som denne lille Ø. Straks paa den smalle, stærkt skraanende Strandbred mødte vi en myldrende Plantevækst. Her stod Strandmalurt og Kokleare i store, svulmende Klynger, her groede Mængder af vild Asparges, hist og her isprængt store Klynger af blomstrende Hindebæger. De ligefrem sloges om Pladsen.

Umiddelbart bag Forstranden staar Skovbrynet, som er tæt besat med Tjørne, der luder ud over den lave Skrænt, og bag dette løfter Egepur, store Ege og andre Løvtræer deres Kroner. To Ringduer letter med klaprende Vinger fra Egene, da vi bryder gennem Krattet, og forsvinder ind over Hinsholm. Rundt om os vokser Vrietornen tæt, og i Skovbunden Mangeløv og prægtige Enebærbuske; Linde og frodige Skovæbletræer gror i Mængde herinde. Gennem et Krat af næsten mandshøje Ørnebregner, som med deres kraftige Stammer ligner en mærkelig Fortidsskov, kommer vi om til Øens Sydskrænt over en overvældende yppig Skovbund. Her, under et herligt lille Lindekrats Skygger, finder vi den plettede Gøgeurt, og opad Tjørnene ude ved Sydskræntens Rand slynger sig et Væld af Vedbend og Caprifolium helt op til Tjørnenes Top. Overalt finder vi Liljeconvaller i Mængde, blandet med Kodrivere og Anemoner — saa store, at de næsten virker som smaa Buske.

En stor Flok Graaandrikker svømmer tæt inde under Stranden, en Vipstjært vimser rundt over Sandet, og en Solsort slaar inde i Krattet sine bløde Toneklunk.

— Saa idyllisk og frodig som denne har sikkert alle de andre Øer i Korshavn været, inden de blev plyndrede for deres Skovvækst.

Paa sine Steder er Skoven næsten fuldstændig uigennemtrængelig, og det er besynderligt at se, hvorledes de forskellige Arter af Træer har samlet sig, dels i smalle Bælter langs Bredderne, dels i smaa tætte Samfund inde paa Midten, og i denne haarde Kamp for Tilværelsen dog ligesom har læmpet sig efter hinandens Krav. —

— Det er et lille Stykke dansk Urskov, her findes, den har saaet sig selv og Menneskehaand har aldrig rørt den.

BOGØ

Sent paa Eftermiddagen gjorde vi Landgang paa Bogøs Sydkyst.

Som Modsætning til alle de andre Øer herinde er den fuldstændig blottet for Træbevoksning og danner en besynderlig Modsætning til den lille frydefulde Urskov Vejlø Kalv, som uden Tvivl kun har været fredet, fordi det mudderfyldte Fladvand, der omgiver den paa alle Sider, har gjort den utilgængelig, saa den ikke har været udsat for Rasering af Brændehuggernes Økser. Kun en eneste Busk vokser paa Bogø, en Tjørn, som staar paa Sydvestsiden i Læ af Klinten og som er saa ældgammel, at man kunde tro, det var en Forstening, om den ikke i sin øverste Top endnu bar et Par grønne Blade. Ellers findes over hele Øen kun det lave, stride Græs med enkelte, fattige Smaablomster hist og her strøet over de kuplede Bakker.

Øen er ligesom Mejlø langagtig fra Nord til Syd, men noget mere buttet i sin Form. Dens øde Terræn er dog godt for noget: her findes en storartet Udsigt fra dens nøgne Bakker, af hvilke den største paa Sydenden naar en Højde af 22 m — ikke saa helt ringe af en Ø paa 63,6 Tdr. Land. Mod Nord og Øst findes lave Skrænter og paa Nordøstsiden en lille Mose, „Hættemaagemosen" med store Tuer af Stargræs og gule Iris.

Staar man her paa Bogøs højeste Banke, ligger hele Korshavn med dens Øer som et Landkort omkring en. Over Bugtens Vand i Syd toner foran „Hertugskoven" inde paa Hinsholm de Hviders gamle Herresæde Scheelenborg frem mellem blaanende Trægrupper, og højt hæver sig derinde det røde Tag af Stub-berup Kirke, under hvis Hvælvinger efter Sagnet Marsk Stig ligger begravet. Helt ude i Synskredsen fra Nordvest til Nordøst ser man gennem Varmedisen over Havet utydeligt de fjærne Konturer af Jylland, Samsø og Refsnæs. Lige foran os i Nord har vi Mejløs gyldent lysende Klinter, og udenfor disse Fyens Hoveds krumme Tap.

— Nede fra Lavningerne ved Bakkens Fod hører vi den lille Engpibers melankolske Fløjten. Lige i Nærheden spankulerer 2—3 Par Rødben Klirer, langhalsede af Skræk over vor Tilstedeværelse og ivrigt forsikrende hinanden, at værre Pak har aldrig været i Nærheden af deres Reder. Nede paa Stenene i Stranden huserer en gul Vipstjært; naar en Flue kommer indenfor dens Synskreds, bliver Vipstjærten til en pludselig opstaaende, lokal Hvirvelvind, og man ved aldrig, hvor den ender — men den ender altid med Fluen i Næbet. Viber tumler afsted i Luften med Volter og sære Sving, under Flugten en Bold for de latterligste Indfald.

Skyggen af store, tavse Maager glider forbi os henover Bakkens Græs. Men højt oppe i Luften staar — over hver eneste af de smaa Øer — en lille Sky af syngende Lærker.

Her udfor disse Kyster færdedes ofte han, den store Sørøver, Kongens Drabsmand, Hustruhævneren, den mægtige Marsk Stig. Over disse Øers Bakker har hans svingende Master og Sejl varslet hans pludselige Komme eller vist hans ilsomme Flugt. Paa sine Farter mellem de to faste Punkter, som han benyttede og havde befæstet, Sprogø og Hjelm, er han sikkert ofte tyet herind i den lille afsides liggende og trygge Korshavn.

I Sydøst vandrer Blikket over Bugten til Herregaarden Scheelenborg, det ældgamle Eskebjerg, som tilhørte de Hviders Slægt og hvor Marsken Stig Andersen fødtes. Efter Pontoppidans „Danske Atlas" synes det, som om Korshavn forhen har været langt større end nu og rummet endnu flere Holme. I Syd har Bugten utvivlsomt staaet i Forbindelse med Dalby-Bugtens Bund, det nuværende Egense har været havomflydt, og Marsken har kunnet sejle sine Skuder helt ind under det gamle Eskebjergs Mure.

Pontoppidan omtaler den indbringende Sælhundefangst, som paa hans Tid fandt Sted fra disse Holme, da man undertiden paa én Dag kunde nedlægge 70 Stykker og „tage af Tran saavelsom Skind en god Vinding".

Nu meldes der aldrig mere om, at Sæl har vist sig i den lille Havn. Men lige Nord for Bogø, hvor dennes stejle Lerklint falder ned mod Søen, omtrent 100 Meter fra Stranden, ligger der en mægtig Kampesten, som med sin flade Overdel rager omtrent 1/2 Meter op over Vandet. Og oppe paa Klintens yderste Kam ses endnu den Dag idag et dybt og bredt Hul i Jordsmonnet. Det er et gammelt Jægerly, hvorfra fordum mangen glatløbet, lang Bøssepibe har peget ud mod Stenen, hvor den ensomme Sæl skød sig op for at fordøje og for at tørre sin vædeglinsende Pels i Solen. Men ogsaa dette er nu forbi. Blodet er forlængst skyllet af dette Alter for Hubertus, og Jægerlyet ligner snart ethvert andet Hul. Faa véd, hvad dets Bestemmelse har været; snart er det hele glemt, og Grønsvær et breder sig derover.

Medens vi overalt paa Øen fandt Stormmaagernes Reder plyndrede, og kun de skrigende Fugle i Luften viste os, at de rugede her, mødte der os idag under vor Vandring paa langs ad Øen et smukt og bedaarende Syn i en Lavning, som ligger ikke langt fra Nordspidsen. Her findes den føromtalte lille Mose, hvis Bredder er tæt bevokset med vandomflydte Tuer, bestaaende af Stargræs og blomstrende, gul Iris. Her fandt vi en stor Koloni af Hættemaager, hvis Reder paa dette vanskeligt tilgængelige Sted foreløbig havde undgaaet Plyndring. Fuglene havde næsten allevegne lagt Æggene i Tuernes Midte, saaledes at Iris’ens høje Stængler med de gyldent lysende Blomster dannede et allerkæreste, lille Lysthus omkring Rederne, der hver for sig, især yderst ude, dannede en lille, selvstændig Ø i det blaa Vandspejl. Henimod to Hundrede Par Hættemaager rugede her.

Men hvor utroligt det end lyder, da vi et Par Dage senere gensaa Stedet, var

Idyllen borte — saa godt som alle Rederne var nu tømte for Æg. Og Spor af store Træsko rundt om i den bløde Bund viste, at det denne Gang var Mandfolk, der havde været paa Spil.

Dette skete en Ugestid efter den Dag, paa hvilken al Ægindsamling efter Loven skal ophøre. —

Men om Aftenen, naar vi gaar tilkøjs, ser vi paa alle Øens Skrænter rugende Maager. De hænger i paa en Frisk, saa længe de kan lirke et Æg ud! De, der ikke ligger, samler Æde — for Livet skal bestandig gaa rundt, trods alt. Og hvert Minut i den lange, sollyse Dag ser vi derinde i Stranden de store, graa Kampesten forvandlede til Altre for den store amour — Hanmaagen staaende med hvide, viftende Vinger højt paa sin Mages — o, saa underdanige Ryg, skrigende som en besat: den evige Opstandelses Symbol, Livets egen frydefulde, lystelige Pendant til vore Kirkegaardes blankpolerede Granitsøjle med den af Sorg nedbøjede Postelins-Due.

Ligesom Mejlø er det usandsynligt at Bogø nogensinde skulde have været dyrket, ikke det mindste Spor tyder derpaa. Plovjærn og Spade har aldrig furet dens Bund, kun Klangen af Brændehuggernes Økse har lydt i dens gamle Skov engang i længst forsvundne Dage.

Vi maatte fra den friske Korshavn paa en lille Ekspedition ind i den lunkne Odensefjord for at besøge Vigelsø, den anseligste-af de faa Smaaøer, som denne Fjord rummer, og vistnok den mindst kedelige af disse.

Kommen ind gennem Gabet ser man straks paa alting, hvor man nærmer sig „Fastlandet", Indlandet. Paa alle Sider har man den gamle, hævede Fjordbund, de flade, frugtbare Strækninger. Og det friske Pust fra Havet er borte.

Som Landet er lavt, er Fjordvandet grundt. Sejladsen ind gennem Fjorden er kedelig. Fjordens Kyster er lave og ensformige. Helt herud mærker man Storbyens Virkninger, allerede ses i Horisonten dens Kirketaarne og Osen fra dens Fabriksskorstene, og Fremskridtet viser sin forædlende Indflydelse ogsaa paa Landskabet, helt ud til Enebærodde, hvor der endnu for faa Aar siden fandtes et ejendommeligt og mærkeligt Planteliv.

Henpaa Eftermiddagen gled vi ind i det smalle Farvand mellem Klintebjerg og Vigelsø og ankrede op udfor Øens Landgangsbro.

1-2

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela