ØER I NAKSKOV FJORD
Det regner og regner--
Det er ikke den milde, grødetunge Sommerregn, men en strid, sur og susende Væde fra en skifersort Himmel, kommende i haarde Kast for Sydveststormen, som tung og haardnakket jager ind over Fjorden.
„Rylen" skumpier som en Omnibus paa en opkørt Landevej og slider i sin Kæde, og rundt om den vandrer Søerne som store, graa Dyr i Efteraarsmørket. Men hernede i Kahytten er Lyset tændt i sin Stage paa Bordet, og Piberne er igang. Lyset og vi selv varmer Rummet en Smule op, saa Væggene driver af mat Væde, hvori vi kan tegne blanke Figurer med Fingrene som paa vaade Ruder. Gør vi det, samler Væden sig til Draaber, som triller ned i smaa Sæt, til de havner mellem Dynerne nede i Køjebænkene. —
Vi ligger saadan nu paa andet Døgn. Det var igaar Eftermiddags, vi gik ud fra Nakskov i det samme Vejr; vi var blevet enige om, at vi lige saa godt kunde ligge her mellem Holmene og tage Chancen som i den kedsommelige Havn. Allerede Dagen forinden var jeg kommen til Nakskov fra København for at afvente „Rylen“s Ankomst fra Kjerteminde. Den kom først ind sent om Aftenen, da jeg havde installeret mig paa et Hotel, og derved undgik jeg en lille natlig Oplevelse ombord. Johannes Larsen og Skipper havde før de gik til Køjs pumpet Baaden læns. Da den førstnævnte vaagnede om Morgenen ved 4-Tiden og stak Haanden ud af Køjen for at samle sin Dyne op, der var gledet af ham, stak han Armen i Vand til Albuen. Han strøg en Tændstik og saå, at Støvler og Træsko sejlede gladelig rundt i Havvand, der stod V2 Alen over Dørken. Saa purrede han Skipper, og de tørnede ud og pumpede læns. Men allerede ved 8-Tiden var der igen Vand i Kahytten. Ved at brække et Par af de indvendige Borde fra under Dørken fandt Skipper en Læk saa stor, at man kunde putte en Tommelfinger ind i den. Hvorfra Lækken skrev sig, aner ingen; men nu blev den grundigt stoppet, og siden fik vi ingen Vand ind fra den Kant.
Saa meget mere kommer der ovenfra! Efteraaret er over os i hele sin sure Majestæt. Og dog har vi idag først den tredje September. —
Hele Natten svinger Blæsten mellem Vest og Nord og veksler med Støvregn og buldrende Byger; og Morgenen kommer med sydvestlig Kuling og vedholdende Styrtregn. Om Dagen sidder vi paa Køjebænkene og skutter os af Kulde og længes efter det næste Maaltid, eller vi ligger paa langs og læser. Endnu har vi ikke tabt Taalmodigheden; men vi beslutter, at dersom dette varer en Uge, sejler vi til Nakskov og gaar i „Biografen". — Saavidt kom det dog Gudskelov ikke med os!
Forankrede mellem Slotø og Vejlø ligger vi jo ellers baade lunt og godt for Vejret i Læ af den lange Enehøje Ø, der som en Bølgebryder læer for Fjorden i Vest og tager det værste Skrub af for os.
Nakskovfjorden har tidligere været én af de ørigeste i Danmark. Straks udenfor Havnen fører Sejlløbet forbi den lillebitte Trelholm og gaar siden ind mellem den lidt større Kuddeholm og Barneholm, som er 17,7 Tdr. Land og har en enlig Bondegaard. Herefter svinger Løbet mod Nordvest ind mellem de større Holme Vejlø (68,3) og Slotø (34,6 Tdr. Land). Syd for sidstnævnte ligger Smaa-holmene Dueholm, Kaareholm og Smedeholm. Vestligst ligger Rommersholm og den største af dem alle, Enehøje Ø, 180,1 Td. Ld. Slotø, Vejlø og Enehøje Ø har hver sin Gaard, medens Smaaholmene er ubeboede. De hører alle til Sandby Sogn i Maribo Amt.
Det vringlede Sejlløb kan i Tykning og Mørke være slemt nok at hitte Rede i. Saaledes løber Barneholm ud deri med et lille Rev, der bærer Navnet Frederik Holms Hage, fordi en gammel Skipper altid løb paa Grund dér, naar han passerede „Brændevinsstenen" — en stor Sten, som endnu paavises og har sit Navn af at Skipperne, naar de stod ud af Løbet, altid tog sig en Saapken naar de naaede Stedet. Skipper Holm løb flere Gange paa ved fuldt Dagslys, men han har maaske haft „Brandtaage" ombord. —
Foruden de nævnte Øer og Holme rummede Syd- og Østsiden af Fjorden tidligere en Mængde andre, saaledes Savnsø, Stensø, Færgeland, Lille- og Store Vejlø, Langø og Ydø — Navne, som nu alle findes inde paa Fastlandet, af hvilket de er opslugte og hvor de siden er inddæmmede. Enkelte af disse Smaaholme, der laa nær Nakskov, spillede en Rolle ved Byens Belejring i 1659, først som danske og siden som svenske Befæstningsanlæg. Fjorden, Byen og Holmene rummer et af de stolteste men tillige mest dystre Kapitler i denne Krig.
Det var herude paa Kysten mellem Taars Færgested og Grimsted Strand at Carl Gustav gik iland den 6. Februar 1658 med sine 2000 Ryttere efter at være redet over „den forfærdelige, mirakelske Is“ fra Spodsbjerg paa Langeland. Lige efter ham fulgte 3000 Mand Fodfolk med 16 Kanoner og landede samme Sted, Dele af den Hær, hvormed Svenskekongen passerede Nakskov paa Vej mod København og med hvilken han var ifærd med at underlægge sig hele Danmark. -— Denne Gang overgav Nakskov sig glat, ganske uforberedt som den var. Men da Carl Gustavs Folk Aaret efter vendte tilbage, da de svenske Tropper efter Nederlaget ved København oversvømmede Landet, kom Turen anden Gang til Byen, og denne Gang bed Borgerne fra sig.
Byens Besætning bestod af ca. 850 Mand, hvoraf 280 Ryttere og omtrent 600 Mand Fodfolk, af hvilke sidste 400 Borgere og Bønder, som var ganske uøvede Folk. Med denne Styrke maatte Oberst Kørber forsvare Fæstningen mod 2000 Soldater, alle veløvede Krigskarle under en Jærndisciplin og under Anførsel først af General Wrangel, siden af selve Otto Stenbock.
Foruden Byens Volde, der ligesom Københavns var anlagt efter det hollandske, bastionære System, blev Smaaholmene Stensø og Færgeland, Kuddeholm og Barneholm ved hastigt anlagte Batterier sat i Stand til at modtage Svenskerne.
En mere haardnakket og heltemodig Kamp end denne er næppe ført af Danske paa dansk Grund. Beretningen skal læses Blad for Blad; kun i sine Dimensioner stilles den i Skygge af Forsvaret af København. Denne Hob sammenskrabede Folk holdt Byen mod Anfald af Evropas bedste Soldater i halvtredje Maaned — fra 1. Maj til 15. Juli. Det Svar, som Byens Borgere gav General Wrangel paa hans Anmodning om Overgivelse den 16. Maj omtales i et Rimbrev fra de samme Dage saaledes:
„Men høflig nok ham svaret blev:
Vi Frederik har svoret,
Med mindre haarden Nød tildrev,
Vi gave ej forloret.“
Man behøver kun at læse Feltmarskal Stenbocks Breve, hvori han holder Carl Gustav å jour med Belejringens Gang, for at se hvorledes de Folk holdt Ord. Se blot hans bestandig gentagne: „Vi havde haabet — men desværre.“ —
Kun langsomt vandt Svenskerne frem. Ved Erobringen af den lille Stensø nedsabledes alle dens 70 Forsvarere til sidste Mand. De blev saavidt vides alle begravede af Svenskerne paa selve Holmen. Saaledes indtages efterhaanden alle de befæstede Smaaholme først efter haarde Kampe. Kuddeholm og Barneholm befæstes paany efter Indtagelsen af Svenskerne, som nu herfra daglig bestryger Byen med deres Kanoner. Inde i Byen falder Soldater, Borgere, Kvinder og Børn i Flæng mellem hinanden for Kanonilden; særlig Batteriet paa den nære Stensø er farligt. Bomber og Sten falder ustandseligt i Gaderne, intet Sted er sikkert. Søndag den 19. Juni brager en Granat ned gennem Kirketaget mens 130 Altergæster er forsamlet derinde. Præsten saares for Alteret i Hoved og Arm, og Kalk og Disk lægges øde. Som ved et Mirakel saares af hele den øvrige Forsamling kun ét Menneske, en ung Pige. — En Kone bliver skudt tværs over hjemme i sin Stue. Philip Grovsmeds Hustru faar Hovedet skudt af, just som hun sidder paa sin Sengekant og „giver sit Barn Patte“, Barnet findes, endnu med Patten i Munden, paa sin døde Moders Bryst og overløbet af hendes Blod — og saaledes videre i én Uendelighed.
Samtidig lider alle Byens Borgere Nød af enhver anden Art. Men hvor lidt deres Mod er knækket faar man at vide Natten mellem 29.—30. Juni, da de efter en Maaneds Belejring gør Udfald og tilbageerobrer Stensø! —
Men medens Nøden i Byen stiger til det utrolige — Nakskov fik ikke som København Tilførsler udefra under Belejringen — kommer Dag for Dag de svenske „Approcher“ (Løbegrave) nærmere til dens Mure. Da de den 10. Juli er skudt helt ind under Byens Volde maa Kørber, efter at alt Byens Krudt er opbrugt, gaa til Underhandling om Overgivelse. Den 15. bliver Kapitulationen underskrevet. Den sluttes mellem „Gustaf Otto Stenbock, Grefve af Bogesund, Friherre til Ørestrøm og Cronebæk, Herre til Torpa og Lefva, Kongelig Majestæts og Sveriges Riges Raad, Feltmarskal, Krigsraad, Generalguvernør i Skaane, Halland og Blekinge, Overlandsdommer i Vesternorrland, Lapmarken, Jemte-land og Herjedalen og Oberst til Hest og til Fods“ — og hans Modpart „Hr. Joachim Kørber, K. M. af Danmarks og Norges Overkommanderende i Fæstningen Nakskov og Oberst til Hest."
Den lille Flok Forsvarere blev efter Kapitulationen behandlet af Fjenden med en usædvanlig Grandezza, gennem hvilken man sporer disse Soldaters Værdsættelse af Modstanderen: Alle slipper frit bort „med Sæk og Pak, med fuld Honnør, vajende Faner og Kugler i Munden" (!). Bondesoldaterne faar fri Afmarsch til deres Gaarde; ingen svenske maa forlede danske, hvervede Soldater, som føres til Holsten (Kiel), til at forlade sin Fane og gaa i svensk Tjeneste. Alle Flygtninge i Byen gives frit Lejde og Sauvegarde-Brev. Syge Soldater plejes i Byen til de er raske og hjemsendes derefter. Og Oberst Kørber skal „med sit Tjenerskab tilligemed Over- og Underofficerer, saavel Betjente som Reformerte til Hest ligesom ogsaa de gemene Ryttere og Volontære med flyvende Faner, ladte Karabiner med spændt Hane og Pistoler samt deres Heste og som enhver ellers særlig udruster sig, med Hustru og Børn, Drenge og Piger, Sak og Pak, Vogne og Bagage og alle dem tilhørende Mobilier, ogsaa hvad de til nu af Heste og andre Sager har faaet til Bytte af Svenskerne, have en fri og sikker Ud- og
Afgang til det forhen nævnte Sted i Holsten og skaffes derhen--
Saaledes sket i Lejren for Nakskov den 15. Juli 1659.“
Blandt de svenske Fanger i Byen, som befriedes ved Kapitulationen, var den under Taasinge omtalte „Frøken Hedevig“s Mand, Ebbe Ulfeld, der under Belejringen havde staaet i hemmelig Forbindelse med Fjenden og givet denne mangen værdifuld Oplysning om Forholdene ved Byens Befæstning.
— Efter Fredsslutningen i 1660 blev Nakskov som bekendt evakueret for Fjender og kom atter i dansk Besiddelse.
Danske Atlas siger, at Grev Otto Stenbocks Frue just som Byen overgav sig til Svenskerne „gjorde Barsel i Skovlænge Præstegaard og siger der at have født Grev Magnus Stenbuk, som, efter at han i tvende Feltslag havde været Danmark fatal nok, endelig 1713 blev fangen i Tønning, og altsaa endede sit Liv i Dannemark, ligesom han dér havde begyndt det--“
Næsten tre Hundrede Aar er gaaet siden „den mirakelske ls“ slog Bro for Svenskehæren over Sunde og Belter. Men derinde ser vi endnu Spiret paa Nakskovs lille gamle Kirke løfte sig op over det lave Land gennem Regntaagerne, endnu vrider det smalle Sejlløb sig paa samme Sted mellem de yderste, lave Holme. Og trods Vender, Hanseater, Svenskere og Fjender af enhver Art, trods taabelige Krige og endnu taabeligere Konger er dette flade Land med dets Holme og Øer dog bestandig dansk — en Omstændighed, der ingenlunde er mindre „mirakelsk“ end saa meget andet, der faar Skyld for det!