ODDEN OG MEJLHOLM
En Dag ved Middagstid letter vi fra Hjortø og gaar ind over Fladvandet mellem Øen og Taasinge, hvor vi ankrer op nogle Hundrede Meter vesten for de to smaa Holme Mejlholm og Odden. De to lave Græsholme, af hvilke Mejl-holm er 4,7 og Odden 15,7 Tdr. Land, ligner snesevis af andre i disse Farvande. De er ganske lave uden anden Vegetation end Græs og Smaablomster. Vandet heromkring er meget grundt, og vi lister os frem med Baaden for ikke at blive hængende.
Mellem de to Holme er en Afstand paa kun ca. 150 m, og paa denne Strækning ser vi, da vi nærmer os, noget, der paa Afstand ligner et umaadeligt Stakit. Det er en Mængde Køer, der staar paa Rad mellem Holmene i Vand til Knæerne. Snart spadserer de et Par Skridt, snart staar de igen stille; de er aabenbart paa Vej fra Odden til Mejlholm — men i denne Hede er der jo ingen Grund til at jage for stærkt, og man kan ligesaa godt staa her og spejle sig i Vandet som prøve paa at finde ædeligt Græs oppe paa Land i den Tørke! —
— „Sommetider kommer de helt hjem til Hjortø, naar de bliver kede af at være alene derude, “ havde gamle Kathrine sagt til mig, „og saa gaar de igen derover, naar det passer dem!“ — Der er halvanden Kilometers Spadseretur over Fladvandet fra Mejlholm til Hjortø!
Tilsidst tørner Baaden mod Bunden udfor Oddens Vesterstrand, og vi vader ind til Bredden. Det er en fortærende Hede, Hjærnen smelter og Nyrerne krymper sig. Ikke en Vind rører sig, i Sydvest staar lavt en tyk, ulden Dis, og langt ude fra den Kant høres en tung Dundren, som vi tror er Torden, men som lidt efter bliver til en Motors taktfaste Stempelslag.
Paa Holmens fuldstændig tørre Grund, der har en Farve omtrent som Pimpsten, vokser foruden det solsvedne, støvede Græs kun nogle faa Tidsler, der er ganske frodige, og nogle enkelte Totter af falmet Engelskgræs.
En Falk letter fra Øens modsatte Side, da vi gaar op over Land, tilsyneladende en Dværg- eller Lærkefalk. Nogle Præstekraver og et Par Muddersnepper flyver ud fra Stranden, enkelte Stormmaager og en stor Mængde Dværgterner kredser over os. Naturligvis havde Øen ogsaa sine Lærker — hvor findes Lærken ikke! Over hver eneste af disse Smaaøer, ja over den mindste Holm hænger de som en lille syngende Sky i Solen. —
Der stod en enlig Bruskok ved en Grøft inde midt paa Holmen, en stor, næsten helt udvokset Unge. Den saå paa os med tilsyneladende fuldkommen Ligegyldighed, da vi gik hen imod den; da vi kom den paa 7—8 m.s Hold, fjærnede den sig tilfods. —
Her er saa stille, at vi tydeligt hører Folk snakke sammen ovre paa Birkholm og Lyden af Aarer, som løftes af Aaretoldene og kastes ned paa Bunden af en Baad derovre. Heden er ved at smelte os, Solen blænder og steger os som paa en Rist. — Over det kun en Kilometer brede „Knudedyb" ser vi den lille svale Lund ved Skovballe paa Taasinge — Skovballe med sin Kro! Vi gaar her som de Fordømte i Middelalderens Helvede, hvor man fra Fremmedlogen havde Udsigt til de højere Rangklasser i Paradisets svale Løvhytter -— for at have en eklatant Maalestok for sin egen fornedrede Tilstand.
— Det maa blive Torden til Natten, alt i én raaber paa Vand — Regn i Strømme, og Brag og Glimt — en Udvej af dette knastørre, hede Helvede!
Hvad har vi ikke allerede set af Ulykker paa Markerne i denne underlige Sommer 1921. Her findes intet Græs for Kvæget — kun noget, der ligner et skabet Skind over en Bund, der er som revnet Lava. Paa de knastørre Marker med de udtørrede Vandhuller staar Kvæget og brøler ind mod Landsbyerne, Bønderne maa to Gange om Dagen køre Vand til Køer og Heste. — Men Faarene! Bliver de mon nogensinde vandede, naar de staar bundne paa Markerne i denne Tørke, hvor Græsset ikke har Væde til at læske dem? Jeg har aldrig set det! —
Vi fandt herovre 30—40 Graaænder og 6 Krikænder, som ved vort Komme tog til Vingerne og lagde sig ud paa Vandet. Vi saa desuden her for første Gang paa vor Rejse Stenvendere, ét Par, som desværre lettede paa meget langt Hold. Af Stormmaager fandtes her mange rugende.
— Aldrig har jeg paa nogen anden af de rottehærgede Øer i Sognet set Jorden saa gennemrodet som her. Holmen sér ud, som om den har været under Trommeild; særlig nogle store Tuer var aldeles gennemhullede som et Sold. Flere Steder sank vi med et Bump dybt ned i Jordsmonnet, hvor dette var helt undermineret. Og Rotternes „Veksler" gaar overalt som et Net gennem Græsset.
— Køerne ligger paa en Odde og stirrer efter os og tygger avet om, da vi gaar i Baaden. Gud maa vide, hvad det er, de tygger paa! Deres Blik følger os bestandigt, deres Ører er fremstrakte, og de vaade Snuder vejrer engang imellem imod os. Det er det eneste vaade, vi fandt herovre — naar undtages et Par smaa Saltvandslaguner.
Ved Solnedgangstid lettede vi og gik ned mod Birkholm.
Nord for denne, lige da vi begyndte at spejde efter den yderste Kost i Sejlløbet, saå vi paa en Række Bundgarnspæle 9 Svartbagmaager og 3 Skarver, der sad paa Rad og først lettede, da vi var paa 60—70 Meters Hold. Det er længe siden, vi har set saa mange af disse det aabne Havs store Fugle, Skarven overhovedet ikke siden paa Langesand ved Vresen.
Skarven er en imponerende Fugl; der er en besynderlig Ro og Storhed over den, noget fuldstændig modsat af de hysteriske Hættemaager og Terner, som disse Smaafarvande ellers byder paa. Skarven „dekorerer" paa en Bundgarnspæl langt mere end Maagen, der minder om et Haandtag paa en Stok. Skarven bryder Pælens Forlængelse paa Skraa og bliver mere samhørig med den som med en naturlig Sokkel. Med sin forvredne S-Linje staar det grønlig-sorte Gespenst af en Fugl silhouetskarp mod Himlen.
Skarverne lettede før Maagerne. Vi saa de tre Kroppe lægge sig langsomt forover — saa foldedes Vingerne ud, og de steg som tre mærkelige Tegn, kredsende
op over Vandet, gled langsomt som tre underlige Hieroglypher ud mod de tor-densvangre Skyer over Solens Brandrødme i Vest — og svandt som et stort mene tekel mod den fjærne Aftenhimmel.
Maanen er kommen frem, da vi lægger os tilankers udenfor den lille Baade-havn paa Birkholms Sønderstrand. Fra en fuldstændig skyløs Himmel straaler den nedover Smaabølgerne, der stille plasker mod „Rylen“s Borde. Smaasejlere i Mængde kommer listende vesterfra, styrende ned mod Marstal; et Par af dem river sig løs fra Flokken, kommer nærmere og forankrer i vor Nærhed. Hele den stille Nat hører vi Sang fra Baadene, der kommer forbi — fjærnt og nær over Havet. Det er Folk, der vender hjem fra en eller anden Fest paa en Ø vesterude.--