De Danskes Land -- Achton Friis

MELLEM VARDE OG HOLSTEBRO

I Egnene mellem Ribe og Nørre-Skast møder man næsten overalt det samme ensformige, opdyrkede Landskab, som nu er karakteristisk for de gamle, vest-jydske Hedesletter, og som kun faar en Smule Afveksling, hvor det gennemskæres af Kongeaaen og Sneum Aa. Agrene er kun brudte af jævne Mosestrækninger, hvis Siv af og til strækker sig langt ind i Sædemarkerne, af Plantager og enkelte Lyngstrækninger. De fleste Folk, man træffer herude, har lige saa lidt ydre Særpræg som Landskabet; det er jo det sædvanlige Fænomen, at Omgivelserne sætter sit Præg paa Befolkningen, og i disse Egne ser det ud som en Hævnakt fra Naturens Side.

Herfra til op omkring Varde rummer Landskabet endnu stedvis en Afglans af tidligere Skønhed. Det bliver ret bølget som Modsætning til mod Syd og Vest og hæver sig ved Grimstrup endog til Højder paa 47 Meter, fra hvilke der ofte er fremragende Udsigt over disse gamle Hedeegne.

Et lille Stykke Østen for hvor Landevejen Ribe-Varde og Esbjerg-Kolding krydser hinanden, findes en Levning af et ældgammelt Skovlandskab, det berømte Grimstrup Krat, som strækker sig over et Areal paa godt 4 □ km., og som endnu giver et fortrinligt Indtryk af et ægte Stykke jydsk Urskov. Særlig mærkeligt er Krattet, hvor det i Østsidens Læ forsøgsvis har rejst sig til virkelig Skov, saaledes i den nordlige Del ved Vejen mellem Grimstrup og Roust, hvor Egene naar 3—4 Meters Højde med Stammer paa 3—8 cm’s Tykkelse. Gud ved, hvor gamle disse Træer egentlig er? Det er de pauvreste Ege, jeg har set; men Stedet rummer en ejendommelig Skønhed. Skovbunden er rig paa Bregner og alle mulige blomstrende Urter, og Lyngen strækker sig i brede Baner ind over Lysningerne. Nærmere Grimstrup er Egebevoksningen blandet med Røn, Ask, Birk og Hassel og brudt af aabne Pletter med Bregner, Gederams, Høgeurt og mange andre. Allersydligst, men især paa Vestsiden er Krattet mest lavt og krybende, men trodsigt bidende sig fast paa de smukke Bakkehæld. Egepurrene er her ofte kun af Størrelse som en Tallerken, ganske lave og flade og med Blade af Størrelse som en Femøre. Med deres jærnhaarde Ved og de smaa, krøgede Stammer minder de om japanske Miniaturtræer.

Ogsaa omkring Varde naar det aabne, bølgende Land ofte en mærkelig Skønhed, understreget af dets Oldtidshøje, der dækker mange af Aasene nær Byen.

Hist og her krydses disse Aase af ældgamle Vejspor, som har Forbindelse med Højene, og fra Højdedragene aabner sig ofte Udsigter 3—4 Mil ud over Landskabet,

Vejen herfra indenfor de allerede beskrevne Egne langs Vestkysten op til Ringkjøbing Fjord byder ikke paa nævneværdige landskabelige Oplevelser. Det er først, naar man over Ovtrup og Nørre-Nebel er naaet til Bakkerne ved Lønborg med deres Udsigt over det vældige Skjernaa-Delta, at man staar overfor et Landskab af en helt ny og mærkelig Stemning. Herfra ser jeg ud over den milevide Engflade, hvorigennem Skjernaaen med dens mange Arme gaar i brede, sølvhvide Bælter ud mod Havet. To Mil borte bag dette hvælver sig gennem Disen et vældigt Bakkedrag som et bulet Skjold. Det er Dejbjerg Hedes 60 Meter høje Banker.

Som omtalt under Randersegnen springer Skjernaaen af Jorden faa Hundrede Meter fra Landets andet, store Aaløb, Gudenaaen. Jeg paastod der, at den ikke er af saa god Herkomst som sin store Bror; og det viser sig da ogsaa her, hvor den er paa det sidste, at den ialfald har taget sig større Opgaver paa, end den fører igennem. De Vandmasser, den slæber med sig, har gjort den til en brøst-fældig Olding, den maa ledes og hjælpes for at finde ud til sin Grav i Fjorden; og dens Gammelmandstrusler om at oversvømme og ødelægge er man kommen uden om ved at snyde den med nogle tarvelige Kneb i Form af Kanaler og dreje den, hvorhen man vil. Men den har gjort sit til at forhale Afgørelsen, og det Mudder, den slæber med sig, har samlet sig ved dens Begravelse, saa Udløbet nu ligger 5000 Fod længere ude i Fjorden end for blot 100 Aar siden.

Det er mærkeligt at tænke sig, at den sammen med Gudenaaen danner Vandvej helt fra Kattegat til Vesterhav. Den Mand, som med en lille Kajak vil starte fra Randersfjordens Munding, kan ro tværs gennem hele Jylland fra Hav til Hav, hvis han blot vil bære Fartøjet den halve Mils Vej, hvor Aaerne endnu er for spæde til at bære ham. Jeg lader herved Ideen gaa videre til Liebhavere.

Skjernaaen kan ikke ses fra noget bedre Sted end Lønborg Bakker. Jeg passerede den siden i al dens Vælde Syd for Skjern, en vældig, flodlignende Strøm med Bifloder i mindre Format styrende samme Vej, ligesom kviende sig ved at forene sig med den. Men paa disse store Flader nede ved selve Aaløbet danner dette ikke noget rigtigt Billede — det virker utilfredsstillende med den brede Flod i det lige saa flade Landskab. Hvor er sammenlignelsesvis hele den Strækning, som Gudenaaen gennemløber, rig og mangfoldig i sin Virkning! — I hele sit Løb gaar Skjernaaen gennem langt mere ensartet Land, et af de Landskaber i Jylland, som fra Naturens Haand er stedmoderligst behandlet, og som „Kulturen" siden har hærget stærkest.

Jeg saa flere Gange Storken her paa Lav. Den ene Gang var ved Lønborg By, hvor en Familie paa fem Medlemmer havde tilhuse paa Toppen af en Lysmast lige ved Landevejen. De vendte allesammen Næbet mod Sludet, skuttede sig og saa sure ud i Ansigtet. Det er heller ikke det bare Sjov at være Søjlehelgen i Storm og Regnskyl.

Det ser ud til, at Skjern er ved at nedlægge sine Fabrikker til Fordel for Storkene — to af Byens højeste Skorstene var fuldstændig røgfri og husede paa deres Top hver sin knebrende Familie. Jeg talte ialt 23 Storke i Byen, og de lader til at være det seværdigste ved denne Stad, udvendigt beset. Byen er forøvrigt et udmærket Udgangspunkt, centralt beliggende i en af de bedste, vestjydske Egne.

En Milsvej Øst for Skjern ligger en fredet Del af den store Sønderomme-Flade, Borris Hede, et Areal paa 3500 Tdr. Land, som i 1902 købtes af Staten for at anvendes til Skydeøvelser for Militæret. Da Størstedelen af disse gamle Hedeflader ellers er saa spættede af store og smaa Plantager som et Panterskind, er det landskabeligt af Betydning, at denne Plet ligger hen som Prøve paa en saadan ganske pandekageagtig Hedestrækning. Den er saa fuldstændig jævn og flad, at den egentlig kun er en Farve under den uendelige Himmel. Især paa dens sydlige Del hen imod Hvollig faar man endnu et fuldtro Billede af denne Form for Heden i dens Velmagtsdage; der er her endnu Steder, hvor man intet ser uden denne lyng- og revlingklædte Flade, over hvilken kun et eller andet fjærnt Kirkespir hæver sig.

Hvollig danner en dyrket Oase 4—5 km Syd for Militærets Feltlejr; men Sønden for denne kommer atter en vid Hede, som naar omtrent ned til Landevejen Skjern-Sønderomme. Forbi Hvollig løber den store Omme Aa, som danner et af Skjernaaens anseligste Tilløb. Her ved Hvollig er den en vild og rivende Strøm, overernæret af de sidste Dages Regnskyl. Af samme Grund er ogsaa Borris Hede for Tiden saa sur og vandfyldt, at man næppe kan færdes udenfor Vejene. Det maa „retten vær stræng" for de sølle Jenser at ligge paa Maven i denne Suppedas og skyde med Gevær! — I Øjeblikket er Heden paa grotesk Vis mærket af Infanteriets Virksomhed, idet alle mulige Kulisser, der forestiller Huse, Gaarde, Vejrmøller og Kirker er stillet op paa den som Markering for Afstandene. En Mængde Grøfter og opkastede Volde hører med til Sceneriets Udstyr.

Over Heden saa jeg to Lærkefalke. Og siden stødte jeg paa en lille Harekilling, der rædselslagen for op ved Vejsiden og med Ørerne fladt henad Nakken stak af i lange Spring ind over Lyngen, saa Vandsprøjtet stod efter den som et Kølvand efter en Motorskrue.

Om den forhen saa vide og øde Hede dannedes en Mængde dystre Sagn om Røvere og deres Ugærninger. Længe efter Røvernes Udryddelse vedblev der i de mørke Efteraarsnætter at brænde Lys over det Sted herude, hvor de havde haft deres Tilhold. Et af disse Sagn antyder, at ogsaa Egnens Folk deltog i Røvernes Plyndringer af de vejfarende —- den uhyggelige Fortælling om Karlen, som efter et natligt Ridt over Heden kom paa sin skummende Hest til en Bondegaard, efter at en Stimand havde grebet om Tøjlerne og søgt at standse ham. Karlen, som var bevæbnet med en Sabel, havde drevet til med et Hug over Røverens Arm og befriet sig for Grebet. Da han nu stod af Hesten, saa han en Tingest hænge og dingle ved Tøjlen. Det var en Menneskehaand. Og da han undersøgte den inde ved Lyset, saa han, at det var hans Faders afhuggede Haand, som var stivnet i sit Greb.

Blot halvanden Mil vestligere møder man en helt anden Form for Landskab. Det er det vældige Bakkeland, som begynder nede ved Vognbjerg Hede og følger Skjernvejen mod Nord omtrent helt til Holstebro og ligeledes Vejen fra samme By op til Syd for Ringkjøbing — et af de vildeste og pragtfuldeste Hedelandskaber, der findes i Landet og endnu stedvis af en betagende og mærkelig Skønhed. Dette gælder først og fremmest de Dele af Dejbjerg Hede, som endnu er sparet for Ødelæggelse, Strækningerne Syd for Dejbjerg Plantage ned over Vognbjerg Hede og ligeledes Nord for Plantagen til Tophøj Øst for Lem Kirke.

Paa det 60 Meter høje Bakkedrag Syd for Plantagen er rejst et Monument for Oberst Dalgas; det staar paa en kunstig dannet „Kæmpehøj", som er opkastet midt imellem to pragtfulde Oldtidshøje og skæmmer disse ved sin Smagløshed. Men fra Stedet har man endnu herlige Udsigter, mod Vest over den tindrende Ringkjøbing Fjord til Holmslandsklit, mod Syd over Vognbjerg Hede og Kvem-bjerg Bakker til Skjernaa-Deltaet, mod Øst en halv Snes Mil ind over Landet, hvor man bag Sønderomme- og Brandefladerne skimter de fjærne Højder ved Øster-Nykirke og Nørre-Snede.

Navnet Dejbjerg er tydet som „de Dødes indviede Plads", og dette i Forbindelse med det fremtrædende Sted i Landskabet synes at vise, at her har været en Hovedplads for Oldtidsfolkets Gudsdyrkelse. Yderligere bestyrkes denne Antagelse ved Fundet af de to mærkelige Dejbjergvogne, nogle af de kosteligste Oldtidsskatte, vort Nationalmusæum rummer. De fandtes i 1881 og 1883 i den nære „Præstegaardsmose".

Ogsaa den sydligere liggende Vognbjerg Hede med dens Kreds af Oldtidshøje danner et pragtfuldt Landskab. De brune Høje paa Baggrund af de fjærne, blaa-nende Vidder bag Skjernaadalen er et enestaaende smukt Billede. Overhovedet maa hele denne mægtige Hedestrækning have været storslaaet og prægtig, før Plantagerne splittede den.

Naar man fra Dejbjerg Kirke bevæger sig blot nogle faa Kilometer sydpaa, kommer man til de berygtede Kvembjerg Bakker, i hvis Nærhed en af Jyllands største Kjeltringkolonier har ligget. En flink Bonde ved Navn Overgaard, som jeg paa min ensomme Færd ud til Stedet traf paa Marken, forlod straks sit Arbejde for at kunne følge mig og vise Vej derud. Egnen er nu for en stor Del opdyrket, men endnu findes dog en Del spredte Hedestrækninger Syd for Dejbjerglund, og de store Banker, som bærer Navnene Toppet Kvembjerg og Flade Kvembjerg, ligger endnu med deres Omgivelser hen i den bare Lyng.

Med Hjælp af endnu en Bonde, hvis Agre grænser op til Stedet, fandt vi Tomten af det berømteste af Kjeltringkoloniens Huse, som laa lige paa Grænsen af de tre Sogne Skjern, Stauning og Dejbjerg, og som var navnkundigt, blandt andet fordi det var Stamhus for de berygtede Dejbjerg Rakkere. Nogle Graapile gror som lave, forblæste Buske omkring Stedet, og en lille Bæk løber højt pludrende forbi i sit dybe Leje, næsten helt skjult under højt Græs og Ukrudt. De har haft nemt til Vand, Folkene her, og det er vel en af Grundene til, at de har slaaet sig ned netop paa dette Sted. I øvrigt er Tomten iøjnefaldende allerede paa lang Afstand ved det høje, lyse Græs, der gør Karreen fremtrædende mellem Lyngbuskene; paa nært Hold ser man tydeligt Digerester omkring den lille, nu helt øde Kalgaard, og svage Spor af Marker findes endnu, skønt disse forlængst er sprunget i Lyng.

En stor Mængde Tomter af de andre Rakkerhuse spores Norden for denne, mere eller mindre tydeligt ligger deres græsklædte Firkanter i Lyngen. Bonden, som bor her, og som er ca. 40 Aar gammel, siger, at i hans Drengeaar stod endnu enkelte af de faldefærdige og forladte Rønner herude. Der har oprindelig været tolv Huse ialt.

Det mærkeligste ved Stedet nuomstunder er selve Landskabet, der fuldstændig beherskes af de vældige Tvillingbakker, som ligger paa Hældet Syd for Rakkerkoloniens Tomter og er af en sær og uhyggelig Skønhed midt paa den mørke, lynggroede Hede. Gaar man nordpaa fra Bakkerne, stiger Terrænet hurtigt, og man faar de to Højes tunge Masser op imod de lave, vide Engdrag om Skjern-aaen. Heroppe fra skal det ses, dette mærkelige og betagende Landskab med de to Kolosser i Forgrunden og med Udsigterne mod Vest til Bakkerne ved Stauning og over Fjorden mod Holmslandsklit og Vesterhavet bag denne.

En lille Hedesø ligger østen for Bakkerne i Lavningen, og en dyb, sandet Hulvej fører forbi dem og svinder i det fjærne. — En storslaaet Natur, endnu ensom og vild som den har været næsten overalt, hvor Natmandsfolkenes Æt slog sig ned.

Nogle af de mest berømte Slægtsnavne indenfor „vore Folk“ er knyttet til dette Sted, saaledes Abrahamslægten og Museslægten, ligesom Kvembjerg-Familien, der fik Stednavnet hæftet paa sig som et Kendemærke, der bares af en lang Række Kjeltringer herfra. En Mand ved Navn Christen Simonsen, født i Stauning 1797, der havde en Del af sine Oplysninger fra sin Oldefader, har i sin Tid fortalt en Del om de første Rakkeres Ankomst hertil; det er trykt i Aarbog for dansk Kulturhistorie 1894. Chr. Simonsen siger: „Den første Rakker ved Kvemborg(!) var en Underofficer, der hed Niels. Hans Kone døde, og de havde to Sønner paa seks og otte Aar. Dem vidste han ingen Raad til at forsørge; og sætte dem i Opfostringshuset paa Kongens Regning nænnede han ikke, thi saa skulde de tjene Kongen alle deres Dage; saa foretrak han at rømme med Børnene. Han var i hans Uniform med Kaarde ved Siden. Da han kom her i Aanum Sande, blev han tre Militær va’r, der kom efter ham. I hans store Angst saa han, der laa en flaaet Helmos ved Siden. Den gik han hen og parterede med hans Kaarde. Da de tre saa det, vendte de og gik tilbage. Nu var han jo Rakker! — Han gik omkring og gjorde Akkord med Beboerne i Stauning, Dejbjerg og Skjern om at sætte et Hus paa Skellet mellem de tre Sogne. Det blev gjort ved de tre Sognes Hjælp paa den Betingelse, at Niels skulde forrette deres Rakkerarbejde for en ordentlig Betaling. Det var jo langt bedre for Folk end før, da de skulde have alt det Rakkerarbejde udført af de omløbende.“ — Siden hen giftede Niels, hvis Efternavn var Clemmen-sen, sig med en Pige fra Letter og fik en Søn Jens, der arvede Embedet efter ham.

Ganske bortset fra at Historien maaske ikke i Enkeltheder er helt paalidelig, er den overordentlig karakteristisk. En ikke ringe Del af Natmandsfolkene var bortrømte Soldater; og hvor foragteligt Rakkerarbejdet forekom Samtiden vises ved, at det blotte Syn af Manden, som kun én eneste Gang giver sig i Kast med et dødt Kreatur, er tilstrækkeligt til at mærke ham: han kan ikke mere blive Soldat, man gider ikke engang straffe ham; thi i hele Samfundets Øjne er han fra samme Øjeblik en uren, som ingen kan have Samkvem med. „Nu var han jo Rakker!“

Fra Skallingen. Udsigt fra „Høje Knolde" mod Nordvest over den store Sandslette.

Fra Skallingen. Udsigt over Klitarealet paa Sydvestsiden ud mod Yderkysten i Syd.

Fisker Marius Høj i Lønne ved Varde.

Udsigt fra Flyvesandsbakkerne nær Grønby ved Oksbjerg mod Nordvest.

Udsigt fra isoleret Klitbanke Vest for Filsø over Heder og Enge til Søen.

Hundredaarig Gaard i Blaavands vestlige Del. Stalden i Stuehuset til højre.

Toppet Kvembjerg og Flade Kvembjerg, set fra Nord.

Niels Kristian Kvembjerg fra Bjørnemose ved Skjern. Sidste Ætling af de Kvembjerg Rakkere. 88 Aar.

Det maa have været i sidste Halvdel af 17. Aarhundrede, Niels Clemmensen kom til Kvembjerg og bosatte sig. Ægteparret fik 6 Børn, hvoraf kun to levede. Den ene, Sønnen Jens, som fødtes 1697, blev et forrygende Skarn, der endte i livsvarigt Tugthus. En af hans Efterfølgere i Rakkerhuset og Embedet var Jørgen Loddel, som skal have været en Bondekarl fra Aanum, der flygtede fra Militærtjenesten og efter Sagnet kom ind paa Rakkerhaandværket ved samme Kneb som Niels Clemmensen, idet han under Forfølgelsen gav sig til at hjælpe en Rakker, der stod og flaaede en Helmis ved Vejsiden. — Denne Vej til Redning fra Lovens Arm synes altid at have været farbar og sikker. Man har Eksempler paa, at dødsdømte Forbrydere har kunnet redde Livet ved at paatage sig Bøddel- eller Rakkerarbejde, og at Kvinder kunde slippe for Dødsstraf ved at ægte Bødlen eller Natmanden.

At følge Kvembjergfolkenes Færd, selv blot i Hovedtrækkene, vilde blive for indviklet her og ligger udenfor Opgaven. Det er en Saga, som H. P. Hansen har skrevet grundigt ligesom de andre Kjeltring-Dynastiers. Fælles for Slægtens Medlemmer var en stor Frugtbarhed, de ynglede som Kaniner. Og efterhaanden som Bønderne ind i det 19. Aarhundrede selv bekvemmede sig til at udføre en Del af det Arbejde, som havde dannet Rakkernes Embede, blev Beboerne af det Dusin Natmandshuse, der efterhaanden havde klumpet sig sammen ved Kvembjerg Bakker, mere og mere til Besvær for de forsørgelsespligtige Sogne.

Stamhuset paa Stedet, Niels Clemmensens „Kvembjerghus“, gav Anledning til en indviklet Strid mellem de tre Sogne, paa hvis Skel det laa. Amtsraadet resolverer i 1827, at Dejbjerg, Skjern og Stauning Sogne skal bidrage lige meget til dets Beboer Sophie Jensdatter og hendes Børns Forsørgelse. Men Stauningboerne hævder, at ganske vist ligger Husets Indgang i deres Sogn; men Sovekamret ligger minsæl inde paa Dejbjerg-Skjerns Grund, og da man maa gaa ud fra, at Børnene er født i Sovekamret, saa hæfter de ialfald ikke med Hensyn til Rakkerbørnene! — Efter 7 Aars Tovtrækkeri om denne Sag giver Amtet i 1834 Stauningboerne Medhold! Hvorpaa de to Kommuner, som blev hængende paa den, indbyrdes fortsatte Striden. Men allerede i 1837 blev det gamle Stamhus solgt af Ejeren til Fattigkommunen, som lod det nedbryde, hvorved Grænsestridighederne endtes.

Da Jacob Rindom fra Sorte Kro som Dreng i 1860’erne passede Faar i Nærheden af „Abrahams Kiiel“, som laa i Nærheden, vogtede han sig selv for at komme hen til dette berygtede Sted, hvor en af Egnens Rakkere ved Navn Abraham skulde have dræbt og udplyndret en Kræmmer og puttet hans Lig i Kilden, i hvilken ogsaa Laang Margret efter Sagnet havde gemt Ligene af 7 dræbte Børn, som hun havde taget Hjærterne ud af. Denne Abraham blev efterhaanden en berømt Eventyrskikkelse; det er om ham, Carit Etlar skrev sin fantastiske Fortælling „Abraham Musen og hans Sønner“.

De Kvembjerg Rakkere voldte Beboerne i Omegnen mange Bryderier ved deres Omstrejfen og lovstridige Handlinger. En gammel Mand, L. Korsholm fra Dejbjerg, nedskrev i Halvfjerdserne sine Erindringer om disse Folk, saaledes som de levede deres Liv i første Halvdel af forrige Aarhundrede. De levede mest af ulovlig Jagt, Fiskeri, Blikkenslagerarbejde o. lign., forøvrigt tiggede og stjal de. En Kvinde, Ingeborg Kat, gjorde sig særlig bekendt ved sammen med et Par Mandfolk at gemme sig under Stenkister ved den ensomme Landevej gennem Heden og derfra overfalde og plyndre de Vejfarende. Hun var et mandhaftigt Fruentimmer, „som jeg ogsaa erindrer med en vis Frygt". Hun havde været flere Gange i „Viborre-Hus“; og engang, da hun skulde paagribes, „ladede hun Vaabnet og lod sine Ledsagere skyde løs“.

Om en, der hed Anders Christian, og som var daarlig tilbens, fortaltes der,

at han en Gang havde overfaldet en Mand paa Heden for at røve hans Penge, men at denne havde været ham for stærk og til sidst havde lagt ham ned og skaaret hans Sener over i „Hambredderne“ (Knæhaserne). Siden kørte Kjelfrin-gen omkring i en lille Vogn med to smaa, gule Heste for. — En anden ved Navn Niels Jensen Kvembjerg, som en Tid ejede Kvembjerghus, men siden boede et Par Aar i Snejbjerg, kom efter en omskiftelig Tilværelse omsider tilbage og meldte sig til Dejbjerg Fattigvæsen. Man takserede hans Nødstilstand til 24 Skilling, som han fik udbetalt omgaaende, hvorpaa han drak dem op og samme Aften hængte sig i et Hus nærved Skjern.

At der gaves Folk med Humør mellem de Dejbjerg Rakkere, fremgaar eksempelvis af H. P. Hansens Beretninger om den store Spilopmager Christian Kvembjeg, født i 1850. Christian var straffet flere Gange for Betleri og var en uforbederlig Drukkenbolt. Tiltrods for at han var lille af Vækst, udsatte han sig Gang paa Gang for Prygl ved sine Bedrifter paa Markeder og ved Fester, men slap ved sin Gesvindighed som Regel godt fra det.

I en Cirkus for en Beriderske rundt i Manegen og spjættede ud med Benene, da Christian tog til Mæle og raabte til hende: „De æ endda nowe kjønn Bien, do haar mi lille Piig — men do haar jo Kinder som Fattemands Røwballier!" En vældig Lattersalve bragede løs fra Tilskuerne, og Direktøren, en lang og smal Rad, satte efter Christian. Men denne fortsatte, alt mens han retirerede: „Do haar jo Loor aa Bien som en Tenksme (Klire) — op ad æ Røk som en Ryw-skawt — en Hue som en Tørrestak, en Hals som en Ref, Ører som Aakandblaa’e, aa Ywn som Tranlamper — balkansk Nies mæ Swintryyn aa en Mund som en Blævverrøw!"

Utallige Historier om ham viser ham som Indehaver af det typiske Kjeltring-Mundlæder -— en Kæft, som faar alle andre til at forstumme.

Jeg har været saa heldig at træffe to af de sidste renlivede Ætlinge af Kvem-bjerg-Folkene, Ægteparret Niels Christian Kvembjerg og Mæt Mari Mus, der nu begge er oppe i Firserne. Mæt Mari, hvis Forældre var Johannes Mus og Else Kathrine Andersdatter fra Dejbjerg, er født i 1851 i Viborg Tugthus, hvor Moderen dengang sad. Niels kom til Verden i Kvembjerg 1844. De blev gift 1870 og boede først en Tid i „Musereden“, det vestligste Hus i Kolonien ved Kvembjerg Bakker. Senere flyttede de rundt til forskellige Steder i Sognet, indtil de paa deres gamle Dage bosatte sig i Bjørnemose. De fik 13 Børn, af hvilke 6 er døde og 3 rejst til Amerika. — Niels og Mæt har været brave Folk; og for nogle Aar siden var de Genstand for Hyldest af Befolkningen, idet denne i 1920 fejrede deres Guldbryllup ved en Fest i Dejbjerg Missionshus!

Det lille Hus i Bjørnemose staar nu tomt, idet de gamle i Begyndelsen af Maj 1932 blev flyttet til Alderdomshjemmet i Stauning ved Skjern. Men her hændte det, at Niels en skønne Dag begyndte at blive voldsk mod Mæt Mari, og saa galt gik det til sidst, at Naboerne maatte komme den gamle Kone til Hjælp. Saa førtes Niels efter blot en Maaneds Ophold til Sindssygehospitalet i Viborg. Og der opsøgte jeg ham samme Aar, Dagen før jeg besøgte Mæt Mari i Stauning.

Viborg Sindssygehospital er bygget i 1877 paa det Sted, hvor forhen Tugthuset laa. Saaledes hændte det da, at den gamle Niels Kvembjerg, trods sin Hæderlighed, ligesom mange af sine Forfædre havnede paa „Viborrehus" Grund.

Mit Møde med Niels formede sig ret bedrøveligt. Han var en stille og skikkelig

Patient og gjorde ikke mindste Indtryk af at være sindssyg. Skønt han kun havde været her to Maaneder, havde han allerede erhvervet Kælenavnet „Bedstefar", og han dannede en mærkelig Modsætning til mange af de uhyggelige Individer, han her maafte færdes imellem. Han er den sødeste gamle Mand, man kan tænke sig, af Ydre ligner han en jævn, jydsk Husmand, skønt han er af ægte „Rakker-slaw". Trods sine 88 Aar er han med det friske Udseende, de glatte Kinder og hele sin harmoniske Legemsbygning at se til som en Mand paa femogtres. Han er lidt langsom og tungttalende, hvad han ingenlunde altid skal have været. Af og til lyste det op med et rapt Glimt i hans Øjne, og et pludseligt Skøjersmil kunde forvandle Udtrykket i hans triste Ansigt.

For trist er han! Det viste sig straks, saasnart jeg fortalte, at jeg kom for at faa en Hilsen med fra ham til Mæt Mari. I samme Øjeblik, som jeg nævnede hendes Navn, brast han i Graad. — „Hon haar aaller skrøwwen te mæ,“ sagde han, „aa no haar A wot hær i tow Maaneder! — Helsen hend no fra mæ aa sej, te hon ska skryww, hon mo ændele skryww te mæ!“

Børnene skriver heller aldrig til den gamle, ingen synes at bekymre sig om ham mere. Taarerne løb stille ned ad hans Kinder, og han gjorde intet Forsøg paa at skjule dem. — Nu gaar han her i sin pæne blaa Bluse, bliver hæget om og har alt, hvad han hidtil har savnet. Men Mæt Mari og Børnene og Friheden har han ikke. For Savnet af den sidste er nok dybt. Man kan kun finde én Sammenligning med denne gamle Kjeltring, som har tilbragt hele sit Liv under aaben Himmel og uden Tvang — det er en gammel Rovfugl bag et Burs Tremmer. Jeg har sjælden set et sørgeligere Syn.

En Mængde Mennesker i hans høje Alder vilde næppe føle Opholdet paa dette Sted som noget slemt, tværtimod. Her er henrivende i denne smukke Park omkring de mange Bygninger med Udsigt over den dejlige Viborg Sø — et Asyl nærmest! Men han saa ud, som om det pinte ham, han kan ikke vænne sig til

det. Og jeg havde Indtrykket af, at han gik og følte sig som en pæn, fornuftig Mand mellem lutter gale. Der var afskrækkende Typer imellem dem.

„A trowwed endda, at A blot skuld te Ringkjøwing," sagde han, „aa saa satt di mæ op i en Bil, aa saa kjor mæ hærop!“

Jeg lagde Armen om den gamles Skulder, og vi gik saadan frem og tilbage i Havegangen og snakkede. Jeg forsøgte at tale med ham om andre Ting, men han kresede bestandig om det samme.

„Hvor haar A arbejdet — ja, hwor haar A et’ arbejdet aa slidt i mi Daww — aa no sedder A hær!“

Saa begyndte han pludselig i en hviskende Tone at snakke til mig om at faa ham ud. Bare faa ham ned paa Alderdomshjemmet igen. Jeg ved ikke, hvorfor han betragtede mig som en Vorherre. Men saa løj jeg for ham.

„Kære gamle Niels," sagde jeg, „jeg skal prøve paa, om jeg kan gøre noget, for at De kan komme hjem igen. De skal se, det gaar nok i Orden."

Men saa kom der pludselig et Udslag af hans heftige Sind. Med en Voldsomhed, som var forbavsende hos en saa gammel Mand, vendte han sig imod mig, greb mig med et haardt Tag om Armen med den ene Haand, slog sig med den anden for Brystet, saa det drønede, og raabte ind i mit Øre: „Om A haaj tusind Kroner hær i mi Lomm, saa vild A gi Dem dem aal’, hvis De vild ta mæ med herfræ! A haar aaltier arbejdet aa hat mi Frihied."

— Den gamle Niels fik tændt en Cigar af den Pakke, jeg havde med til ham. Og han blev efterhaanden roligere. Men da vi skiltes, var hans sidste Ord endnu en Bøn til mig om dog endelig at faa Mæt til at skrive.

Allerede Dagen efter traf jeg hende i Alderdomshjemmet i Stauning.

Jeg blev ganske overrasket ved Synet af denne gamle Kone. Trods sine 81 Aar ser hun mindst 20 Aar yngre ud, akkurat ligesom Niels -— men det er tilsyneladende ogsaa det eneste, hvori hun ligner ham. Denne henrivende Morlille, saa sød og smuk og med det mest indtagende Smil paa det ungdommelige Ansigt, forbavsede mig allermest ved sin Fremmedartethed. Baade Haarets og Øjnenes Farve og ikke mindst Ansigtets Form viser udpræget Middelhavsrace, kun med meget ringe nordisk Indblanding. De levende og skælmske Øjne virker besynderligt til hendes Væsen, som er forsigtigt og stilfærdigt. Men hun ser hele Tiden ud, som om hun véd noget forfærdelig morsomt, der slet ikke kan fortælles. Over alle hendes Bevægelser er der endnu en mærkelig Gratie. — Hun skal ligesom sine mange Søstre have været en farlig Skønhed og meget ombejlet, hvad man ikke et Øjeblik tvivler om. En lillebitte, fin Skabning er hun, nydeligt og sirligt klædt i en sort Kjole, som er smukt syet, og med et fint, mørkt Hovedklæde.

Jeg fortalte om mit Besøg hos Niels og bragte hende Hilsnerne fra ham, og sagde forøvrigt, at han længtes meget efter hende og hver Dag gik og ventede paa Brev fra hende. Jeg behøvede ikke at bruge stærke Ord, det saa jeg paa hende. Det hele gjorde aabenbart Indtryk paa hende. Men jeg fik en Følelse af, at Forestillingen om et Gensyn med ham ikke vakte den samme ublandede Glæde, som hos ham.

Hun faldt snart til Ro, da jeg ikke kunde sige noget som helst om Niels’ Tilbagevenden. Og da jeg fik Lov til at tegne hende, kom Smilet snart tilbage paa hendes Ansigt. Dette Smil var næsten det eneste, hun aabenbarede om sig selv — hun er meget tavs og indesluttet. Men da vi havde rejst os, hørte jeg hende siden gaa rundt i Stiftelsen og berette for de andre gamle Koner om Niels: „Han haar ’et godt i Viborre, sæjje han, han haar’et regtig saa godt. Aa no skal A da ha skrøwwen te ham!“

Mit Besøg hos hende vakte umaadelig Opsigt hos alle de gamle Koner i Stiftelsen. Hun blev Dagens misundte Heltinde, og Billedet maatte naturligvis forevises for Beboerne. — Forstanderinden lovede at sørge for, at Mæt Mari fik et Brev sat i Stand til Niels. Og siden fik jeg at vide, at dette allerede var sket den næste Dag.

Forøvrigt slap Niels hjem ikke mange Maaneder efter. Han føler sig overbevist om, at det er mig, der er skredet ind og har lavet et Mirakel til Fordel for ham. Det bedste ved det hele er, at de to Gamle nu lever udmærket sammen, de er uadskillelige, og hyppigt ser man dem trisse rundt med hinanden ved Haanden som et Par gode Børn. Saaledes stod Sagerne, da jeg sidst hørte om dem. Gid det maa vare ved!

Jeg besøgte Parrets Hus i Bjørnemose, en lille, nu meget forfalden Bindingsværkslænge paa Grænsen af Mosen og det østlige Fald af Dejbjerg Bakker. I den lille inddigede Have staar Ribs-, Stikkelsbær- og Solbærbuske foruden Løg, Rabarber, Kartofler og en Mængde Køkkenurter. Det hele passer sig selv nu, der er ingen mer, der hæger om det. Men dette ene Rakkerhus i Landet haaber jeg nu vil blive fredet og komme til at staa som et Minde om nogle af de sidste af Slægten.

De naaede alligevel vidt, disse to. Hvor mange Natmandsfolk kan prale af at have holdt Guldbryllup i et Missionshus! — Man fortæller mig, at Parrets Humør ved Festen stod helt paa Højkant. Selve Præsten dansede med Mæt Mari, og under Dansen tjattede hun pludselig til ham og sagde: „Hvor æ Di da fjale!“ Det er nok en Replik, hun husker fra sine favre Ungdomsdage, da hun sagtens af og til virkelig har haft Brug for den.

Fra den nærliggende Bundsbæk Vandmølle har man et smukt Indtryk af Landskabet omkring Bjørnemose. Over den blanke Mølledam med de sejlende Ænder ses vidt over Mosen, hvor Kjeltringhuset ligger under de mørke Dejbjerg Hedebakker med deres prægtige Kæmpehøje.

Omtrent midt paa denne Hede, et Par Kilometer Nordøst for den lille Landsby Råbjerg, findes et Sted, som rummer et af de uhyggeligste Minder om Kjeltrin-gernes Færd, Højen, hvor Casper Hoje (Hodde) blev myrdet af Ann Mari Grønning.

Den ulykkelige Ann Mari, der sank saa dybt i Elendighed, som kun en Kjel-tringkvinde kunde, var født i 1836 som Datter af en Kjeltringpige. Om Faderen ved man intetsomhelst, men det menes, at hun vistnok er kommen til Verden i Dejbjerg Sogn. Det hele er karakteristisk og synes ikke at være nogen god Start. Det siges, at hun havde arvet sit Folks sletteste Egenskaber; og kun med denne Arv i Eje blev hun ti Aar gammel bortliciteret til en Husmand i Sønderaas Huse for 1 Td. Rug om Aaret. Hun var lige til sit tyvende Aar en skikkelig Pige. Først i Tyveaars-Alderen begynder hun at strejfe omkring, betle og stjæle. De daarlige Egenskaber udvikledes hurtigt, efter at hun i 1858 blev Kæreste med Casper Hoje, en Kjeltring fra Rind Sogn og en frygtelig Bandit. Sammen med ham strejfede hun nu Landet rundt, og sammen fik de Gang paa Gang Fængselsstraffe for Tiggeri og Tyveri. Slagsmaal deltog de hyppigt i, og Fuldskab hørte til Dagens Orden, naar Brændevin var til at faa.

— Paa denne Vis holder de to elendige Mennesker sammen i fireogtyve Aar. Hver Gang Lovens Arm slipper dem løs, finder de hinanden igen med en mærkelig Trofasthed. Men en Sommerdag i 1882 kommer saa deres sidste, fælles Vandring.

— Jeg er gaaet ind i en Bondegaard i Råbjerg for at spørge om Vej og er saa heldig at finde den bedst mulige Mand. Det er Bonden Jens Laurids Jensen, som fortæller mig, at han som 13-aarig Dreng var tilstede, da Liget af Casper Hoje var bleven fundet, og Herredsfogden kom ud til Stedet med sine Folk. Bonden fulgte mig ud paa Heden, skønt han stod midt i det travleste Høstarbejde. Og imens vi vandrede op over Bakkedraget mod Stedet, fortalte han, dels efter Hukommelsen, dels støttet paa Retsprotokollen, som han har læst i Eftertryk, følgende, som kun meget lidt afviger fra H. P. Hansens Oplysninger, men har et Par enkelte nye Detaljer:

Den 22. Juni var Casper sammen med nogle Dejbjerg Rakkere nede og fiske ved Stauning Fjord, mens Ann Mari opholdt sig hos Ingeborg Mæster, som boede i det før omtalte Hus i Bjørnemose. Ann Mari drak Brændevin, blev svirende og satte Huset „po fir glowend Pæl’“. — Næste Formiddag hentede Casper hende, og de trak nordpaa sammen over Heden. Ann Mari bar 3 Pund Aal, som Casper havde stanget, samt en Flaske Brændevin i sin Kurv.

De naaede det afsides, højtliggende Sted ude paa Heden omtrent ved Middagstid. Her besluttede de sig til at holde Hvil ved Foden af en lille Høj og lagde sig ned i Lyngen. Men en Strid imellem dem, som vistnok er opstaaet af Skinsyge hos Casper mod en Ven af Ann Mari, Anders Rasmussen i Røgind, blusser pludselig op med stor Voldsomhed. Casper, som ofte har truet Ann Mari paa Livet og mishandlet hende, sætter sig pludselig over Ende og giver sig til at hvæsse sin Kniv, idet han siger de forjættende Ord: „Imaaren inden Medde ska Do aa Anders et’ si Suel, saa møj ska I fo aa smaag a den hær Knyw!“

— „Naar Casper loved en Ting, saa stod han bagved!“ sagde Bonden. „Og det vidste Ann Mari.“ —

Da Casper kort efter faldt i Søvn, tog hun sin lille Lærredspose, en „Flæske-pose“, ca. V2 Alen bred og 1 Alen lang; og heri lagde hun i det ene Hjørne en nævestor Sten. Saa snoede hun Posen til en Tamp, greb med Haanden om den tomme Ende og svang Vaabnet mod Caspers Hoved.

Stenen ramte ham i den ene Tinding, men han kom op paa Knæene ved Slaget og vilde værge for sig. Det næste Slag ramte den anden Tinding, og nu sank han sammen i Lyngen. Saa kom et tredje, dødbringende Slag midt i Panden, det knuste Hjærneskallen. Det viste sig senere ved Obduktionen, at ogsaa Brystkassen var knust •— —

„Men Ann Mari havde jo meget at hævne,“ siger Fortælleren. „Og nu havde det stakkels forhutlede Menneske da endelig faaet Fred for sin Plageaand.“

Da det var helt forbi, skar hun Lyngtorv af og dækkede Liget til med dem. Saa tøvede hun lidt. Og før hun forlod sin gamle Ven, knælede hun ned paa Stedet og bad en Bøn til Vorherre om, at han vilde være hans Sjæl naadig.

Saa gik hun bort over Heden og vandrede hen til Røgind til Anders Rasmussen. Da hun hen paa Dagen naaede derhen, var det første, hun sagde til Anders: „No er A bløwwen ow mæ Casper!“ — „Hwodden æ de gawwen te?“ spurgte Anders. — „A haar slawwen ham ihjæl,“ sagde Ann Mari.

Anders lovede, at han ikke skulde fortælle det videre, og hun blev hos ham i 3—4 Dage. Saa først vandrede hun alene ud over Heden ad Herning-Kanten til. —

Der gik en Uge, inden Casper blev funden. Nogle Folk, som arbejdede i Heden, saa en Tøjflig stikke ud mellem Lyngtørvene. — Ann Mari blev dømt fra Livet; men Dommen ændredes til livsvarigt Tugthus. Hun indsattes i Kvindefængslet paa Christianshavn i 1883, men blev benaadet efter 14 Aars Forløb paa Grund af en uhelbredelig Sygdom.

— Kort efter sin Frigivelse havnede Ann Mari hos et lignende Vrag som hun selv, Søren Hampen, der boede i en Rønne ved Landevejen mellem Sunds og Herning. I „Den jydske Hede“ giver Mylius-Erichsen en gribende og uhyggelig realistisk Skildring af sit Besøg hos Parret og af den elendige Tilværelse, de førte. Det mærkeligste ved denne er den gamle Kjeltringkvindes stadige Dvælen ved sit 14-aarige Fængselsophold. Aldrig i sit Liv har hun haft det saa dejligt, og hun længtes bestandig tilbage bag Fængslets Mure.

Ann Mari døde i 1901, 64 Aar gammel. Hun blev begravet paa Sunds Kirke-gaard. Degnen vilde, som han plejede, have sunget en Salme over Liget, men det satte Præsten sig paa det bestemteste imod. Kun et Par Sogneraadsmedlemmer overværede pligtskyldigt Begravelsen. Af Kranse var der naturligvis ingen.

Min Ledsager og jeg staar ved Foden af en lille Oldtidshøj, en af de mange, som dækker den høje Lyngslette. Bonden peger paa en lille, aflang Fordybning i Jordsmonnet ved Randen af Højens Nordside. Stedet er bevokset med Totter af højt, lyst Græs, der svajer for Vinden, mens Jordsmonnet deromkring er dækket af lav, strid Lyng og Rensdyrlav — den magreste Hedejord, jeg nogensinde har set. I den nævnte lille Fordybning saa Bonden Caspers Lig hin Sommerdag i 1882, just da det var bleven fundet.

Det vældige Landskab er alt for ædelt til at danne Ramme om dette Rakkerdrama. Men det er jo forøvrigt paa saadanne Steder, man i gamle Dage rejste Retterstederne! Over det høje, lyngklædte Plateau hæver sig 18 Rundhøje, af hvilke to Par Tvillinghøje „Tolunde" og de sydligere liggende „Enlunde" er de største — tredive Kirketaarne kan tælles fra de sidste, siger Bonden. Sammen med Landet omkring Kvembjerg Bakker rummer dette Sted ikke alene nogle af de mærkeligste Minder om det urolige og lovløse Natmandsfolk, men de er med deres uregelmæssige Former og vældige Udsigter et Par af de skønneste og mest karakteristiske Hederester, vi har tilbage.

— Casper Hoje blev begravet i „Rakkerhjørnet" paa Dejbjerg Kirkegaard, en afsides Plads, hvor ogsaa en Mængde andre af hans Fæller fra Egnen er „kaast hen". Ikke alene i levende Live holdt Samfundet disse Folk paa Afstand, selv efter Døden blev de som urene holdt borte fra Godtfolk. Her ligger paa dette uhægede Sted opad Diget Tue ved Tue i det græsklædte Jordsmon, hver for sig dækkende over en af „vore Folk" — navnløse Grave uden Kors eller Plade. Her ligger blandt andre den gamle Johannes Mus og hans Kone Else Kathrine, og ligeledes den gamle Jens Kvembjerg, Niels Christians Far, og dennes Far igen. Den sidste, der er begravet her, er Maren Jensen, som døde i 1932 og var gift med Rudolf Kvembjerg, en Søn af Niels Christian og Mæt Mari. Men hun har skam faaet en fin Ligsten, og der er beregnet Plads til Manden ved Siden af hende! En Grav rummer en af Mæt Maris Søstre, Kristine, som boede Nord for Alkjærsig Teglværk ved Skjern, og som først døde for et Par Aar siden. Ligesom Mæt og de andre Søstre skal hun i sine unge Dage have været en usædvanlig smuk, mørk Kvinde.

Min Ven Niels Christian Kvembjerg var med til at bære Casper Hojes Kiste, da den langt om længe blev ført til Dejbjerg Kirkegaard. Det var jo en Slags Rakkerarbejde. Han fik ligesom de andre Bærere 2 Kroner for at udføre det. — „Aa haar aaller i mi Daww sit saa stuer en Følle te nowwen Begrawwels, som te den!“ sagde Niels Christian engang siden. — „Hvordan det?" spurgte Tilhørerne. — „Jow, men det war jenne Flowwer," sagde Niels Christian.

Hvordan Vejen til Himlen har formet sig for Kjeltringerne fra det Øjeblik, de naaede Kirkegaarden, ved man ikke. Men inden de naaede saa vidt, var den kringlet nok. Se blot paa Rakkerstolene fra Dejbjerg Kirke, som nu findes i Ring-kjøDing Musæum! I Kirken havde de deres Plads under Taarnet, der var at betragte som en Slags Bagtrappe til Paradiset. Rakkerne skulde komme til Kirken før Godtfolk og indtage deres Pladser, som de ikke maatte forlade igen, før alle andre var gaaet. Det er Synd at sige, at disse Stole er gæstfrit indrettet. Det er Torturredskaber, bogstavelig talt. Sædet er 9 Tommer bredt fra Forkant til Rygstød ; og ovenover dette, som skraaner svagt fremefter, er anbragt en vandret liggende Fjæl, hvis Kant rammer den siddende i Nakken, om han gør Forsøg paa at læne sig tilbage. Sovet har Kjeltringerne ialfald næppe her, og et enkelt Ord af Prædiken har maaske af og til overrasket disse Syndere — om Røveren paa Korset eller den rige Mand i Helvede for Eksempel, og om meget andet belærende og godt og smukt. Der var jo mange vittige Hoveder imellem dem, og Ordene er næppe altid faldet paa Klippegrund.

Den vidt kendte „Gammel-Casper“, der byggede sit Hus paa Mørup Hede ved Snejbjerg af Træet fra Galgen paa æ Gallihyw, er født 1759. Af hans talrige Efterkommere lever endnu én, det er førgen Frederik Caspersen, som jeg opsøgte i Harkes Teglværk ved Ølgod, hvor han er Teglbrænder. Hans Moder var den bekendte „Sjønng-Sine“ fra Snejbjerg, Faderen en omvandrende Arbejdsmand. Jørgen Frederik blev født i 1880 i Debel i Lindknud Sogn, og Moderen døde, da han var 8 Aar gammel, hvorpaa Drengen blev udliciteret til et Husmandspar i Give for 30 Kr. om Aaret.

Sin Far saa Jørgen kun én Gang. Han blev som syvaars Purk en Dag sendt et Ærinde hen til en Gaard, hvor der sad et Par Mænd og drak, og da disse fik Jørgens Navn at vide, opdagede den ene, at han var Far til Drengen. Han tog sin Pung op af Lommen og tømte dens Indhold ud i Jørgens FIaand. Der var ialt 7 Øre — det var den eneste Arv, Drengen fik efter sine Forældre.

Kaarene, hvorunder Jørgen levede i Husmandshjemmet, var elendige, og han blev hyppigt mishandlet af sin Madmoder. Da han i Tiaarsalderen blev angrebet af Tuberkulose i Benene og maatte holde Sengen, pryglede Plejemoderen ham op med en Kæp og jog ham til Arbejde, skønt han næppe kunde støtte paa Benene. Dødssyg blev han langt om længe bragt til Vejle Sanatorium, hvor en Operation reddede hans Liv. 14 Aar gammel slap han fri fra sin Plageaand og kom som Tjenestedreng til en Gaardmand i Farre.

Han fortæller mig, at i Skolen haanede Kammeraterne ham bestandig for hans Afstamning og skældte ham ud for „saadan en forbandet Omløber“.

— „A vidst jo eet straks, hwa det betød," siger han, „men A vild endda nødde, te min Bø’en sku blyw taalt saa’en te!“

Det behøver han ikke at frygte for. Skønt hans Afstamning og især hele hans Barndom har dannet fremragende Forudsætninger for, at han skulde blive et tarveligt Menneske, saa har noget Tømmer i ham gjort, at han er bleven en udmærket og dygtig Mand. Det er ganske logisk, naar han peger tilbage paa sit lange Stamtræ af Natmandsfolk og Kjeltringer — han sendte mig for ikke længe siden sin Stamtavle helt tilbage til 1759 — og med Stolthed viser, hvad han modsætningsvis har drevet det til. Og det er heller ikke saa lidt. I det lille nette og pæne Hjem trives 7—8 sunde Børn, Døtre af en udmærket Mor — der forøvrigt ligesom Manden er af berømmelig Slægt, omend af en anden Art: hun er et Søskendebarn af vor jydske Nationalhelt, hin brave Dragon Niels Kjeldsen.

Jørgen Frederik Caspersen. Af Natmandsslægt fra Rind.

Mæt Mari Mus, gift med Niels Kr. Kvembjerg. Af Kjeltringslægt fra Dejbjerg.

„Kjeltringhuset" i Bjørnemose, hvor Niels Kr. Kvembjerg og Mæt Mari Mus boede.

Tomten af Rakkerhuset paa Grænsen af de tre Sogne Dejbjerg, Stauning og Skjern.

Udsigt fra Bundsbæk Vandmølle mod Dejbjerg Bakker.

Kjeltiringen Casper Hoje, som dræbtes af Ann Mari Grønning.

Kjeltringen Christian Kvembjerg.

Da jeg straks ved mit Komme fortalte Jørgen Frederik, at jeg havde Hilsen med til ham fra H. P. Hansen, greb han en Bog fra sin Hylde og kastede den foran mig paa Bordet: „Saa kinne Di wal den?“ sagde han. Det var „Natmændsfolk og Kjeltringer“. Det overflødiggjorde en lang Indledning til vort Møde! — Han har én Lidenskab (hvilken han som Modsætning til de 7 Øre ikke har arvet efter sine Fædre), nemlig en voldsom Trang til Læsning. Og han har samlet sig et pænt lille Bibliotek, der næsten udelukkende bestaar af Rejsebeskrivelser og Værker med historisk, især lokalhistorisk Indhold. De er godt slidt ved Brug, saa det er ikke som Dekorationsgenstand, Reolen staar i hans Stue.

Lige fra første Øjeblik havde Synet af denne mærkelige Mand næsten fascineret mig. For det første var der hans Væsen. Han har en forbavsende Talestrøm og en Gestus, som er absolut ujydsk. Han minder mig i hele sin Fremtræden om Blichers „Tatere" -— gesvindt og slagfærdig, en Mand med et forbløffende Mundlæder og absolut ugenert overfor den fremmede. Han kan beruse sig i sin egen Talefærdighed og kan næppe sidde stille, naar han snakker. Hans Blik er intelligent og smukt, men kan næsten blive stikkende i dets overstrømmende Livfuldhed.

Men mærkeligst af alt er dette Hoved med de kraftige Træk, som sidder paa den klejne Krop med de lidt skraa Skuldre og de svage Ben. I første Øjeblik forekom han mig semitisk — der syntes at være lidt „Ghetto" som hos Polakkerne i Københavns Smaagader. Men dette slaar ikke til. Han er af Præg Vestasiat, men ikke jødisk. Denne Mand med en Kosakuniform paa kunde vandre ind i et af Wereschtschagins Billeder af Folk fra de russiske Grænseomraader mod Asien uden at vække den fjærneste Opsigt. Han synes racemæssigt at være udsprunget fra de Stammer, som lever i Evropas vestligste Grænseegne mod Kaukasus, Lilleasien og Balkan, i hvilke der er stærk Indblanding af vestasiatiske Folkeslag, den samme Blanding, som parret med orientalsk Race findes paa Sicilien og i Spanien mellem de evropæiske Zigøjnere.

Før jeg nogensinde selv havde set en Efterkommer af vore jydske Kjeltringer, havde jeg læst H. P. Hansens fortrinlige Bog om dem, hvori han saa minutiøst og omhyggeligt, som det er muligt, gør Rede for deres Slægtskabsforhold, især paa Grundlag af Kirkebøger, Retsprotokoller, Forhørsakter og Tugthusarkivalier. Materialet er samlet med en beundringsværdig Energi, der er uden Tvivl gjort rent Bord paa denne Arbejdsmark, saa næppe det ringeste Straa er tilbage.

Paa et enkelt Punkt kan Forfatteren dog ikke have Ret i de Ræsonnementer, han har bygget op paa sit Materiale. Det er, hvor han taler om Kjeltringernes Racepræg. Han konkluderer paa Grundlag af sit Kendskab til deres Afstamning, at de alle er „gode Jyder", og han hævder, at de heller ikke af Ydre fjærner sig fra Gennemsnitstypen af almindelige Jyder. — Det Billedmateriale, Bogen bringer, og som paa et Par Undtagelser nær er det samme som Fotografierne i Mylius-Erichsens Bog om „Den jydske Hede", støtter efter min Mening ikke dette Ræsonnement. Og blandt de 4 Ætlinge af Kjeltringer, som jeg siden selv har mødt og afbildet, peger de to absolut derimod.

„Gode Jyder" — dermed maa vel her menes Folk af overvejende nordisk Racepræg. I de tre skandinaviske Lande, hvor Racen endnu findes renest, træffer vi den nu inden for Danmarks Grænser rigest repræsenteret i Vestjylland, altsaa netop i de Egne, hvor Kjeltringerne hovedsagelig holdt til. Men over de femten Repræsentanter for disse, som „levende eller døde" er faldet i mine Hænder, ser Regnskabet racemæssigt saaledes ud:

Casper Bastrup: Udpræget nordisk.

Christian Andersen („æ Suunds Amerikaner1'): Overvejende nordisk.

Ann Mari Grønning: Nordisk? (Billedet uskarpt).

Niels Chr. Kvembjerg: Overvejende nordisk.

Jens Chr. Pedersen („Æ hwiid Dreng"): Nordisk med dinarisk Indblanding.

Jens Faartyv: Mediterran med ringe nordisk Indblanding.

Kræ Bjøstrup: Østbaltisk med ringe nordisk Indblanding.

Ingeborg Mæster (Bjøstrup): Østbaltisk-mediterran-nordisk.

Kjælle Casper: Overvejende dinarisk.

Inger Mari Glistrup: Udpræget mediterran.

Casper Hoje: Sydvest-Asiat (Hindu).

Stærke Hans: Overvejende nordisk.

Christian Kvembjerg: Udpræget østbaltisk.

Mæt Mari Mus: Mediterran med ringe nordisk Indblanding.

Jørgen Fr. Caspersen: Vestasiatisk. (Araboid). Panden nordisk.

Altsaa 2 udpræget nordiske, 4 overvejende nordiske, 4 overvejende fremmedartede og 5 af stærkt udtalt fremmed Racepræg. Jeg vil hævde, at om man nok saa mange Gange udvalgte 15 Jyder i Flæng udenfor Natmandsfolket, vilde man næppe en eneste Gang kunne finde en lignende Liste.

Men hvorfra skriver da dette fremmede Racepræg sig? —

Jeg vil pege paa én Mulighed. Langs de gamle Hovedfærdselsveje gennem Jylland, især Hærvejen, maa Befolkningen fra de ældste Tider have været usædvanlig stærkt udsat for Isprængning af fremmede Elementer. Det var en international Route, hvor allerede Venderne sydfra var naaet op paa deres Hærgningstogter. Her huserede senere vore egne og fjendtlige Hæres Lejetropper, for begges Vedkommende Folk af alle mulige Nationaliteter — „Tater og Polakker", som de undertiden benævnes i Samtiden — især under det 17. Aarhundredes mange Krige. De tog for sig af Retterne paa enhver Maade, disse Bestier, og ingen kunde forhindre det. Adskillige deserterede, blev her i Landet og øgede det lovløse Pak omkring dette Strøg.

Er der ikke netop ved disse Krydsninger skabt fremragende Forudsætninger for, at Kuldet overvejende bliver tarveligt — at et stort Antal faar i Vuggegave saadanne Egenskaber, som netop kan frembringe den fødte Omstrejfer? Og da Afkommet jo næppe er bleven forkælet af Samfundet, hvori det er dukket op, har Vilkaarene sikkert støttet de medfødte Betingelser for, at Resultatet er bleven en outcast. — Til en saadan Oprindelse kan iøvrigt flere af de i det foregaaende nævnte Kjeltringtyper pege hen, strængt taget alle de fremmedartede undtagen dem med de asiatiske Træk, Casper Hoje og Jørgen Frederik Caspersen. Det er fra Omstrejfere, Folk udenfor Samfundet, at vore Rakkere rekrutteredes. Men efterhaanden som disse Embeder indskrænkedes eller helt ophævedes, bl. a. ved at Folk selv bekvemmede sig til at udføre en Del af det „urene" Arbejde, blev Rakkerne og Natmændene fra fastboende Folk paa ny Omstrejfere, „Kjeltringer", som dreves ud i ulovligt Erhverv, fordi de skyedes som pestbefængte. Og atter blev de vide Heder deres Tilflugtssted. De formerede sig kraftigt, hvad Jagterne paa dem i forrige Aarhundredes første Halvdel viser, da de fangedes i Hundredvis.

Men allerede Aarhundreder, før dette fandt Sted, er de første Zigøjnere, de virkelige Tatere, fra Sydvest-Asien strømmet ind over Evropas Grænse, og snart efter viser de sig ogsaa flokkevis her i Landet. Taterne blev hurtigt erklæret fredløse, de forfulgtes overalt i Riget med Ild og Sværd. Men trods alt udryddedes de ikke og vedblev at færdes her. Endnu op imod vore Dage er der Gang paa Gang udstedt Forbud imod deres Omflakken; men først i det sidste Par Menneskealdre er de langsomt helt forsvundet. Deres Tilholdssteder maatte nødvendigvis blive de samme som vore hjemlige Kjeltringers, og de levede i lange Tider under omtrent samme Vilkaar. Det kan næppe undgaas, at de ofte maa have mødt hinanden — selv om Retsprotokollerne ikke viser, at de har optraadt sammen, og Kirkebøgerne intet nævner om, at de har indgaaet Forbindelser.

I den Overgang, da Rakkerne var Embedsmænd, har de udentvivl socialt følt sig hævet over de virkelige Tatere. Der er dog iøvrigt intet til Hinder for, at en Embedsmand, selv om han end var adskilligt højere paa Straa end en Natmand, vilde kunne holde Stævnemøde med en Zigøjnerske, saa der faldt Børn efter dem. Men det er jo nok sandsynligt, at han vilde være en haard Benægter, hvis han blev udlagt som Barnefar.

Der kan være hændt mangt og meget ude i Lyngen et Par Hundrede Aar igennem, som ikke har fundet Vej til Kirkebøgerne. Og jeg maa sige, at jeg heller ikke betragter Retsprotokollerne og disses ofte højst problematiske Vidneførsel med nogen religiøs Ærbødighed. Kjeltringerne levede et Liv, som heller ikke med Hensyn til kønslig Forbindelse var let at kontrollere. Enkelte af dem holdt sammen som Ægtefæller Livet igennem; men mange avlede Børn til højre og venstre uden smaaligt Hensyn til Kirke og Præst. Og naar man, ofte aarevis efter at de havde skiftet Forbindelse, ved en Tilfældighed fik dem trukket frem og forhørte dem, vilde de nemt kunne føre Alverdens Kirkebøger og Retsprotokoller bag Lyset med Hensyn til Paternitetsspørgsmaal.

Dommerfuldmægtig E. Falbe-Hansen, som deltog i Kommissionens Arbejde med Forhørene over Kjeltringerne efter den store Jagt paa dem i 1863, har nedskrevet sine Erindringer herom i 1910.

De Methoder, der er anvendt under Forhørene, røber han i sit Skrift med stor Frimodighed. Kommissionen tog fat paa sin Opgave med sammenbidte Tænder. „Man var dengang ikke bange for at anvende lidt mild Tortur med Lænker, Spændetrøje, lidt hemmelige Klø i Arresterne, smal Kost o. s. v. — Alle var dengang enige om, at sligt var uundgaaeligt, og der maatte sikkert ogsaa skarp Lud overfor disse Umennesker(!) — Selv kan jeg ikke sige mig fri for at være gaaet lidt over Stregen, og navnlig anvendte jeg jævnlig Pryglestraf for de mindste Overtrædelser af Arrestreglementet ---.“ Arrestforvareren, hører vi, „var en ret

raa Person, og det var hans største Lyst at give Rottingslag, som han uddelte med Kraft og Færdighed og med et langt Spanskrør, hvis yderste Ende ramte nøjagtigt og bed fælt ...“

Vi maa anerkende den Ærlighed, som faar Dommerfuldmægtigen til at indrømme i 1910, at han er gaaet over Stregen i 1863. Ikke alle vilde gøre det saa hurtigt. — Men tænk paa Værdien af de Tilstaaelser, som er tilflydt Retsprotokollerne under saadanne Forhold!

Hvad Kjeltringernes Sprog angaar, da er dette selvfølgelig det slettest mulige Bevis for en fremmed Afstamning. Det er ganske afgjort erkendt som et hjemmelavet Tyvesprog. Race gaar iøvrigt altid paa tværs af baade Sprog og Nationalitet. En Mand med et 6-Tal til Næse, Læber som Bagen paa en Bavian og Haar som en Krølhaarsmadras kan hedde Kresten Rasmussen, bo i Hammerum, tale de Indfødtes Sprog til Fuldkommenhed og paa alle mulige Maader være en „god Jyde“. Men han render ikke fra sit Hylster. Det er ikke umuligt, at der er „Embedsmandsblod" baade i Casper Hoje og Jørgen Fr. Caspersen, og Røsten er utvivlsomt Jacobs — men Huden er saagu’ Esaus!

Hvad Digterne har sagt om disse Folk er med Hensyn til deres Afstamning ikke af nogen Interesse. For Digterne maa det være Hovedsagen, at de har frembragt god Kunst. Og den maa altid være subjektiv! — Naar saa stor en Digter som Steen Blicher eller en fremragende Maler som gamle Hans Smidth har ladet sig fængsle af den Romantik, som efter deres Mening ombølgede „vore Folk“, saa har de derigennem bragt os Kunstværker af umaalelige Værdier. — Her ude paa den stille, vildsomme Hede, hvor ingen „Fakta" har besværet deres let bevægelige Sind, modtageligt for alle Stemninger, har de vandret lykkelige med Gudfader ved Haanden og drømt deres skønne Drømme.

Modsætningsvis findes der mellem de Beretninger om Kjeltringlivet, som forekommer i H. P. Hansens Bog, mange, som virker stærkt ved deres knappe Nøgternhed eller deres krasse Realisme. Jeg tænker blandt andet paa Fortællingen om Johannes Guldsmeds Endeligt.

Johannes, som var gift med Ann Mari Mæster, var d. 5. November 1868 til Marked i Kollund ved Rind sammen med en Mængde andre af Egnens Kjeltrin-ger. Han var bleven godt fuld hen paa Aftenen, men tiggede alligevel gode Folk for en Firskilling til mere Brændevin. Ved Løfte om ikke at drikke mere den Dag fik han samlet ind til to hele Flasker, og med denne Beholdning i Baglommerne ravede han afsted bort fra Byen — og forsvandt.

Sidst i Marts Maaned næste Aar fandt en Hjorddreng Johannes’ Lig i en Mergelgrav ved Kollund. Der blev sendt Bud efter Ann Mari, og da hun saa Manden, udbrød hun: „De æ endda stræng aa ta si Mand i saarn Stelling" — hvad hun saavist havde Ret i! Men saa fortsætter et Øjenvidne:

„Saa ljædt Ann Mari i hans Lomm — aa Guj, A glæmmer et aalder •— tuk æ Taald a æ Flask, laawt te’et aa saa’e: Smaag te’et, Engebaarre -— de’ haar saa-mænd engen Skaa’e tawn!"

Saa løftede hun Flasken; men inden hun satte den for Munden, sagde hun: „Ska vi saa mindes Johannes!"

— Kjeltringerne havde ofte medfødt Vid, og i Livet fik de Lejlighed til at udvikle det til et udpræget Galgenhumor. Men de synes efter alt at dømme gennem-gaaende at have været uligevægtige af Temperament og at have haft slette Nerver. Tilfældet med Ann Mari tyder paa, at hendes maa have været ikke saa lidt sløvede.

Vejen mellem Skjern og Holstebro fører gennem en af de prægtigste Strækninger i Vestjylland. Man skal helst tage den med Holstebro som Udgangspunkt, da Indtrykket af Landskabet tiltager i Styrke paa Færden sydover.

Saasnart man er kommen vel forbi Nørre-Felding og nærmer sig Skindbjerg, begynder der at komme Bevægelse i det ellers ret jævne Landskabs Overflade. Heden bliver almindelig paa større Strækninger — et Sving af Vejen ned i en dyb Slugt, og man er omgivet af Lyng til alle Sider; Bilen stønner og hvæser for at arbejde sig op over en ny Bakke. Saa naår man det smukke Præstbjerg, et jydsk Bjærglandskab med bølgende Fald til alle Sider og milevide Udsigter over Heder og dyrket Land. Hvilken mærkelig Modsætning til de evindelige, jævne Flader længere mod Øst mellem Herning, Sunds og Simmelkjær!

Endnu mere gribende virker dette Land set fra de mægtige Omme Bakker, der som et bredt Højland med enkelte fremspringende Bakkeknuder strækker sig paa begge Sider af Vejen, løftende sig til Højder paa 275 Fod og med Udsigter over Kløfter og lavere Højderygge fjærnt og nær. Ikke mindre end 14 Oldtidshøje dominerer Plateauet heroppe, der staar med skarpt afgrænset Fald ned mod de omgivende Lavninger, saa at man befinder sig som paa en Ø, omgivet af Fjærn-hed.

Men hele dette dejlige Stykke Land heroppe, hvorover Lyngen ene har hersket i Aarhundreder, og hvor kun Oldtilshøjenes tunge Masser har raget op over det brune Tæppe, er nu overalt beplantet med Smaagraner, der staar med 1/2 Meters Mellemrum i lange, tætte Rækker. Om blot 4—5 Aar er det prægtige Sted forvandlet, om mindre end 20 Aar er et af de skønneste og mest karakteristiske Landskaber, Vestjylland ejer, fuldstændig udslettet.

En halv Snes Kilometer, før man naar Skjern, møder man paa et nyt Højdedrag endnu en anselig Samling Høje „Hanning-Højgruppen“, som bestaar af 15 Stykker, der ligger tæt sammen i en Række paa tværs af Landevejen fra Nordvest til Sydøst.

Hele denne Vejstrækning er endnu en af de mærkeligste i Landet, det vældigt formede Landskab, den fører igennem, er med de overdaadige Udsigter storslaaet og smukt. De enkelte Hedestrækninger, som findes her, kan endnu give et Begreb om disse Egne i gamle Dage, hvor fremfor nogen anden Del af Jylland de omstrejfende Natmandsfolk og Kjeltringer færdedes, hvor de har travet ad den gamle Vej med Glarkister, Bliktøj og Vugger paa Bagen — den mærkeligste Staffage, den jydske Hede har haft.

2-28

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela