De Danskes Land -- Achton Friis

MELLEM SEJERØ BUGT OG JAMMERLAND BUGT

De to store, spidse Halvøer Asnæs og Refsnæs, Sjællands vestligste Fremspring, rager som en tvedelt Rod fra en Kindtand ud i Havet mellem Kattegat og Storebelt, indesluttende den lange og smalle Kalundborgfjord. Den sydligste og mindste af Halvøerne, Asnæs, er et forholdsvis lavt Land med Enge og udstrakte Skove, og med vide, dyrkede Marker, et udpræget Herregaardsland-skab, der saa godt som altsammen hører under Lerchenborg Gods. Det bedste ved det i landskabelig Henseende er de smukke Udsigter over Havet i Syd og især over Fjorden i Nord med det pragtfuldt formede Refsnæs i Baggrunden.

Lerchenborgs Park med dens Lindegange, Rosengaard og klippede Buske og Træer er i sin Art noget af det fineste, vi har i Landet. Men Halvøens to store Skove, Forskoven og Vesterskoven, rummer lidet af Interesse; de bestaar mest af typisk, forstdrevet Bøgeskov af den Art, som vi har Mængder af. — Det er mærkeligt, at Godsets Ejere, som har Masser af fint kultiveret Land, ikke synes at have haft ringeste Sans for at bevare den pragtfulde Strækning af rent Naturlandskab, som dannede den yderste Del af denne herligt isolerede Halvø, men har udslettet næsten alle de naturlige Værdier, Landskabet her rummede. — Til omtrent midt i 90’erne henlaa Halvøens yderste Spids „Dyrehaven", som rummede omtrent 400 Tdr. Land, i fuldstændig Naturtilstand med Moser, Tjørnekrat og stenstrøede Marker, indrammet mod Øst af Vesterskoven og mod de tre andre Sider af Fjord og Hav.

Godsets sidste adelige Ejer, den nu over halvfjerdsaarige Grev Lerche, kom hertil som ung Mand, fuld af nymodens Ideer. Han foretog en gennemgribende Barbering af Kuskenes lange Skæg efter engelsk Mønster, han udryddede den 400 Stk. store Daavildtbestand i „Dyrehaven", og endelig blev paa dennes Grund anlagt den store „Asnæsgaard" og tre Fjerdedele af dens Areal lagt under Plov.

Endnu findes yderst ude de mest umedgørlige Mosestrækninger urørte rundt omkring i Terrænet og giver et lille Begreb om, hvor vidunderligt her maa have været, mens det laa helt hen i urørt Tilstand. Et fuldkomment Dyrenes Paradis. Fasaner letter enkeltvis eller i Flokke, naar vi passerer disse Mosestrækninger, som i denne knastørre Sommer er helt udtørrede, og hvor Siv og Iris og store Graasten hæver sig over den magre Grund, hist og her bevokset med lave, forblæste Tjørne.

— Ud mod „Dyrehaven" staar Vesterskoven endnu med høje, forblæste Træer af mange forskellige Arter, enkelte helt udgaaede — et ualmindelig smukt Skovbryn. Og Øst for Asnæsgaarden findes langs Fjorden en vidunderlig smuk Strand-

vej mellem Skovbrynet og Havstokken, mest med Sandstrand og skovklædt Klint, hvorfra der er en pragtfuld Udsigt ind mod Kalundborg og over mod Refsnæs, der løfter sig gennem Septemberdisen som et usandsynligt Drømmeland over Fjordens blege Vandflade. Uhaandgribelig synes Kirken derinde, hævende sine Spir som et Bundt spidsede Kæmpeblyanter op over Byens Tage, og endnu mere uhaandgribeligt og skønnere svæver mod Luften det himmelhøje Radiotaarn, et Edderkoppespind af Jærn, dette den nye Tids Babelstaarn, fra hvilket alle Jordens Tungemaal spredes. Det er som en vældig Plante, som Solen har kaldt frem af Grunden paa en eneste Nat ...

Fra Asnæs’ Herregaardsidyller lokkes jeg hurtigt over mod denne Kyst.

Øst for Kalundborg strækker det nærmeste Land sig ret lavt og jævnt ud mod Saltbækvig-Bækkenet, hist og her med et lille Højdedrag eller en enlig Bakke-knude — et temmelig kedeligt Land helt fra Jammerlandbugtens Nordside til Kaltred Øst for Saltbækvig. Men Vest for Kalundborg bliver det hurtigt anderledes. Vejen gaar straks tilvejrs uden for Byen og stiger i kraftige Ryk og Slyng mellem store Bakkedønninger. Allerede ved Raklev er man inde i et kaotisk Bakkeland, det typiske Refsnæslandskab, hvis Højder kulminerer med den 64 m høje Banke ved Nyrup, og som naar sin største Skønhed paa Klinterne ved Kongstrup, men fortsætter i mægtige Linjer helt til den yderste Odde.

Skøn og betagende er Refsnæs til enhver Tid. Men som jeg netop havde Held til at se det, var det et Vidunderland, et Æventyr, et Digt af Guder. — Drivende Taageslør kommer ind fra Havet som hvide, vandrende Søjler, skiftende med ildhvidt Sollys. Hen over det vældigt formede Bakkeland glider de blændende Taa-ger, hænger fast en Stund i Kirkespir eller Bakketoppe, river sig løs paany og glider videre med Glorier af Solen over sig. Bilen jager pludselig fra et varmt og sommerligt Lys ind i en klam, raakold Skystøtte, hvorfra en Kælderkulde slaar sammen om os. Saa farer den ud igen, og Landet ligger med Perlemorsglans over de duggdrivende Agre under en Aabning i det lave Taagehav, der ses til alle Sider som en solbelyst Snemark. Skyer falder som Dampe fra Eksplosioner ned fra Universet og kaster sine Hære henover Landet, men brydes og søndres bestandigt af Solens gyldne Lanser. Bakker, Vejrmøller og Oldtidshøje løfter sig som ensomme Spøgelser over den hvidkolde Flade, der skinner som Edderkoppespind.

Overalt langs Vejen og paa Højderne ser jeg Gravhøje. Ikke mindre end 4 prægtige Dyssekamre finder jeg paa en lille Vejstrækning mellem Kongstrup og Ellede, det smukkeste af dem ganske nær den førstnævnte By.

— Disen er bleven tættere, da jeg naar ud til Listrup Bakke, som løfter sig til over 60 Meters Højde kun 3 Kilometer fra Oddens Spids. Langt ude over Havet i Syd samler Taagen sig til en tæt og jævn Banke; det ser ud, som Horisonten ligger flere Grader højere, end den skal — et solbelyst Ishav uden Bevægelse, med en aldeles lige, ubrudt Horisont. Langt ude fra det usynlige Hav kommer den taktfaste Dundren af et Skibs Motor, og en Tudebøje hyler som et saaret Dyr, der ligger og dør derude — haabløst og ene.

— Jeg naar gennem en lille Bevoksning af smukke Skovfyr ud til Halvøens yderste Huk mod Havet.

Alle tager herud til dette Sted for at nyde Udsigten. Det gjorde jeg ogsaa; men hvilket Held, hvilken Udmærkelse, at netop jeg i dette Tilfælde ikke bliver behandlet som alle andre! — Idag er Udsigten fuldstændig skjult — her er slet ingen.

Dyssekammer ved Kongstrup paa Refsnæs.

Det yderste Refsnæs med Fyret, set fra Sydsidens Klinter. Bemærk den lave Taagebanke, der naar til Fyrets Midte.

Hulegen i Daverup Skov.

Udby Jættestues Vogtere.

Taagen er bleven saa tæt, at jeg intet ser uden den og en lille Cirkel omkring mit høje Stade. Det er, som om jeg staar ved det yderste Hav, i hvis matte Dønninger en død Sol spejler sig. En graa Sandtunge skyder ud under mig i Dybet, hvor Dønningen bryder dovent og langsomt mellem Ralstenene langs Havstokken ; med lange Mellemrum hører jeg Suget, det er som Havets tunge, trætte Aandedrag, dets sidste Rallen. To Dampere brøler med hver sin Røst langt ude i Ensomheden. Sandet dernede ligner størknet Lava op mod Havets matte Sølvskær.

Rundt til alle Sider staar Taagen som en Mur, lige saa tæt som Fyrets grønlighvide Væg, der løfter sig over mig. Jeg er alene i hele Verden med det store Taarn. Ikke en Fugl ses eller høres. Lige ved min Side paa den stejle Skrænt, som er brudt af mange Skred, gror Græs, Bukketorn og den tornede, blaagrønne Sandtidse. Bag Fyret aner jeg Fyrreskoven med dens hvidlige Grønt og blegblaa Skygger, næsten helt skjult i Taageglansen. Jeg er som inde i en Kugle af Hvidhed — et grænseløst Intet, hvor Himmel og Hav og alle Elementer flyder sammen. Og midt i dette staar Jeg — paa en lille solbeskinnet Plet, blot med nogle faa Farver omkring mig, Græsset, Urterne og Buskene.

Et Edderkoppespind ved min Fod er trukket op med straalende Perler af Dugg, et vidunderligt Diadem — en skøn Ligkrans.

— Hvor forskelligt er dog alt dette fra hin Dag for længe siden, da vi med „Rylen" for i Brandstorm forbi denne høje Klint paa Vej mod Nord fra Musholmene til Sejerø. Stormen fra Vest, som jog med tunge Byger, rejste Søen højt, „Rylen" knejsede og dukkede sig, tog Søerne mod sin Side med et Dunk og baskede sig som en Ederfugl, mens Regn og Saltvand føg hen over den. Da saa vi Klinten derinde, kun et Par Hundrede Meter borte, som en sort Klippe rage ud imod os, og med Kysterne til begge Sider synlige milevidt — som et kæmpemæssigt Strygejærn pegende ud i Havet.

Jeg savnede en Skikkelse derinde øverst paa det høje Huk, en Mand i en Kappe, som svang Armen og raabte ud til os gennem Stormen. For jeg mindedes „Reginsmaal", hvor Odin i en gammel Mands Skikkelse staar inde paa en Pynt og raaber ud til Sigurd og hans Mænd, som i forrygende Storm sejler forbi:

Hvem rider dér

Rævils Heste,

høje Bølger,

brusende Hav?

Sejlhestene er

vaade af Sved;

Vovens Hingste

sig mod Vinden ej staar.

Og Regin svarer:

Her er vi med Sigurd

paa Søtræer.

Bør har vi faaet

næsten til Bane,

brat over Boven

Bølgen falder;

Stavnfolerne styrter.

— Hvem spørger om det?

Men Odin kom jo ikke for vores Skyld. Vi var bare ombord i en Fiskerskude, tre drivvaade Mænd, som ikke var paa Heltefærd. Men vi var under Havets Fortryllelse — paa samme Vis som de gamle Nordboer, vore Forfædre, som elskede dette Hav, og som forstod at skildre det, helst i Storm og Uvejr, naar Rans Døtre rakte deres graadige Arme ud mod de Søfarende.

Hvilke Digtere de var, strænge og bevidste i deres Form. Stoltere Ord om eget Værk end Egill Skallegrimsens er aldrig sagt af nogen Mand:

Aarvaagen var jeg,

Ord jeg bar

Med Tungen sammen,

Stilled dem slig,

at styrte vil ej

Mit Lovkvad sammen

i lange Tider.

Op til vor Tid har Stormens og Havets Stemmer talt til os gennem vore store Digtere, i Ewalds „sortladne Hav“, i Thøger Larsens Digt om Vesterhavsbræn-dingen, i Johannes V. Jensens „Den jydske Blæst“. Det er Folkene af den gamle nordiske Races bestandige Hymne til det Element, som de kendte, fra de første Gang befor det i en udhulet Egestamme, og som altid siden har lokket dem.

Hvor mærkeligt, at vi aldrig har haft Malere, som har været jævnbyrdig med vore Digtere i deres Skildring af Havet. -—

Tjørnekrattet er rimeligvis de sidste Rester af gamle Skove, som i tidligere Tider har dækket Bakkerne, og som paa Grund af sine Torne bedst har kunnet modstaa de græssende Dyrs Angreb. Der findes ganske vist hist og her paa Refs-næs andre Smaarester af disse gamle Skove, bestaaende af lidt forkrøblet Eg, Bøg og Ask. Men herude paa Klinterne er det foruden Tjørnene mest Benved, lidt Hassel og Bævreasp, Roser, Slaaen og Enebær, samt den prægtige Sandtidse, den smukkeste af dem alle, som i Mængde gror paa Klinteranden.

De storslaaede, mærkeligt formede Klinter, som strækker sig langs næsten hele Halvøens Sydside, er stærkt eroderede af Havet. Refsnæs, saa vel som store Strækninger af Odsherred indenfor den, er uden Tvivl en Randmoræne, som er dannet af Bræen under dens Vandring; alle de paralleltløbende Bakkerækker langt inde i Landet mod Øst viser Slægtskab med Halvøen.

Henimod Solnedgang staar jeg paa den bratte, mærkeligt formede 43 m høje Bakkeknude lige Øst for Tømmerup, med Udsigt til alle Sider over lave Strækninger og til den lille By Ubberup, hvor „Bommandens" Hus laa, Gærningsstedet for et uhyggeligt Mord, som fandt Sted omkring Midten af forrige Aarhundrede og længe satte Omegnens Beboeres Sind i Bevægelse. Morderen blev senere halshugget paa denne Bakke, som var Egnens gamle Rettersted.

En ung Mand inde i Tømmerup fortalte mig, at han som Arbejder ved den Skærvefabrik, hvis Maskiner nu arbejder sig ind i Bakken og allerede har naaet dennes Top, har været med til at bringe 5—6 Skeletter for Dagen, som laa allerøverst tæt under Jordsmonnet — Rester af Forbrydere, som er henrettet heroppe. Og en ældre Mand i samme By meddelte mig, at Bakkens gamle Navn er Kjeld-bjerg, og at en Oldtidshøj, som laa nær dens Top, er bleven udslettet ved Grusgravningen.

— En ensom, halvt udgaaet Hyld staar paa Bakkekammen, bogstavelig talt paa Gravens Rand, dens gamle Rødder stikker halvt ud gennem Gruset.

Hvor er dette Sted smukt i denne Aftenstemning, da Taagerne nu ved Solfaldstid er spredte, og alt Landet vidt og bredt ligger synligt under mig, Kalund-borgfjorden under en kobberrød Sol i Vest, i Nord Saltbæk Vig med sine blegblaa Vande. Tæt ved i Sydøst ligger paa en anden, spids og regelmæssig formet Bakketop en Oldtidshøj, der staar solbelyst, skinnende som Ild mod den dybe Himmelfarve.

Den gamle Hyld rødmer i den nedgaaende Sol, dens halvt visnede Blade hvisker i den stille Aftenbrise.

— Og her, netop paa dette skønne, fredfyldte Sted, har saadanne grufulde Begivenheder fundet Sted ...

Landet mellem den inderste Del af Saltbæk Vig og Jammerland-Bugtens Nordside er landskabeligt af ringe Interesse. Midt i et fladt og kedeligt Landskab ligger Landsbyen Frankerup, som endnu virker meget gammeldags. Med sine smukke Boliger langs Vejen, der er omgivet af store, frodige Træer, er den en hyggelig og morsom lille By.

— Her i Udby Sogn findes en af vort Lands berømteste Jættestuer, liggende nær Udby Landsby med en vidunderlig Udsigt over det vide, lave Land. Skønt dette Land mellem Tissø og Kalundborgfjord er frygtelig ensformigt og kedsommeligt, naar man færdes nede i det, ser det pragtfuldt ud fra denne Højde. Det var ikke tilfældigt, hvor de Gamle valgte deres Dødes Hvilested, det var ofte gjort med fin Sans for Landskabets Skønhed.

Indvendig er Jættestuen en af de smukkest formede, jeg har set, Stenene er forbausende regelmæssige, valgte med stor Omhu. Den ene Bæresten har en indvendig Flade paa ca. I1/* x 2 Meter, og en af de to store Dæksten, som danner hele Loftet, er omtrent 2x2 Meter. Fladerne kunde ikke være finere, om de var omhyggeligt tilhuggede. — Hvilket Arbejde at finde saadanne Marksten og slæbe dem herop!

Gangen har mistet nogle af sine yderste Sten, inden den blev fredet. To af dem staar inde i Haven hos den Boelsmand, som ejer Lodden, og hvis Hus ligger tæt opad Gravkamret. En Høj med et mindre, delvis sammenstyrtet Gravkammer ligger ca. 40 m Sydøst for dette. Endnu en Jættestue findes ved en Gaard ca. 200 m i Sydsydvest, og et fjerde Gravsted ligger omgivet af store Træer i Sydvest; de er alle synlige her fra Stedet.

Manden, som bor i Boelsstedet og ejer Lodden, er født her, og hans Forfædre i fire Slægtled har ejet Stedet i Rækkefølge før ham. Han udlaaner Nøglen til Gravkamret, og de Beløb, han indkasserer for dette, andrager fra 30—50 Kr. om Aaret. Det er jo ikke overvældende; men paa Baggrund af den Fattigdom, der raader paa Stedet, bliver det en helt anselig Pengesum. Det virkede næsten

22* naturstridigt at se en smeldfed, jydsk Hoppe staa inde i Stalden, saa velplejet og skinnende, som hørte den hjemme i en Herregaardsstald. Den virkede i enhver Henseende som en mærkelig Kontrast til de to fattige Mennesker, som ejer den.

Den lille 50-aarige, forhutlede Boelsmand synede ikke af meget ved Siden af sin fine Hest. Hans gamle Mor holdt sig inde i Stuen; men da jeg i et Glimt saå hendes Ansigt gennem Ruden, fik jeg ligefrem et Choc. Det var „love at the first sight“. Jeg ligefrem skjalv af Sindsbevægelse, da jeg bad om Lov til at fotografere hende. Men minsandten — hun sagde ja. Sønnen ilede ind og iførte sig sin fine Lærreds-Søndagsjakke og stillede sig op ved Siden af hende. Selv forblev hun i Sæk og Aske. Lad de unge om at udstaffere sig — skulde en anden En ikke ha’ Lov til at ligne sit Arbejde!

Det er et Par af de rareste Mennesker, jeg har mødt — disse to Helligdommens Vogtere. Men de er ogsaa Himlen halvtreds Meter nærmere end de fleste andre Folk paa Egnen.

1-42

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela