MELLEM HELSINGØR OG GILLELEJE
Oftere og oftere, mens jeg færdedes inde i og omkring den store Skov i det nordøstsjællandske Indland, meldte sig i min Bevidsthed én bestemt Tanke, Længslen efter Kysten, det aabne, salte Hav! Og endelig en Dag styrede jeg mod dette Maal ad Vejen fra Hillerød mod Helsingør.
Næsten hele denne Strækning er meget ensartet, dyrkede Marker med enkelte Smaaskove og store „Hegn“, et typisk, nordøstsjællandsk Bondeland. Men i samme Øjeblik man faar Kysten ved Snekkersten i Sigte, er det som Laaget bliver taget af en Æske — frit, aabent Land, med det dejlige blaa Sund og Sveriges fjærne Kyst. Det virker som en Aabenbaring af selve „salten Østerstrand".
Og saa endelig Helsingør, den ældgamle Købmandsby, endnu med sine sære Gader og Gyder, og hvor jeg fra mine Vinduer i Jærnbanehotellets øverste Etage bestandig har det bedaarende hjemlige Syn af Sundet og dets Sejlere for Øje. Det er et af de dejligste Steder, jeg har dvælet paa mine mange Rejser. Det pragtfulde og minderige gamle Kronborg Slot med dets Volde og irrede Kobbertage fuldender hele det skønne Billede.
— Mine første Ture herfra gjaldt imidlertid Landet indenfor Nordkysten. Jeg tog straks mod Vest gennem Egnene om Teglstrup Hegn, Gurre, Esrom, Pennehave Aa og Søborg.
— Det var en sval, men straalende Dag lige i Begyndelsen af Juli, den yndige Tid, hvor Hylden staar i pragtfuldeste Flor. Jeg kender ikke noget dejligere, finere Træ end Hylden. Dens grønlighvide Blomster med det rene Skær er jomfrueligt skønne. Og hvor er den frodig netop her! Faa Steder har jeg set den i saadanne Mængder som i det nordøstligste Sjælland, allerhyppigst nær Helsingør. Langs alle Hegn, ved næsten ethvert Hus og hver Gaard staar den og løfter sine lysende Skaaler, der straaler i Solen som grønlig Sne.
— Vore gamle Bønderkvinder dyrkede en Mængde Urter baade til Glæde og til Lægedom. For deres Duft dyrkedes i Haverne Balsam, Mynte, Matrem, Salvie, Kamilleblomst, Malurt og Ambra, som i tørret Tilstand kom i en „Krydderpose“, der foruden at dufte hjalp mod mangen Slags Værk. „Sæppelfi“ eller „Simpelfi“ (Æblegeranie) puttede man i Øret mod Tandpine, den hvide Saft af „Stolt Hendrik“s Stængel smurtes bag Øret som „Flueplaster" mod Ørepine, hvide Liljer lagdes paa daarlige Øjne. Malurt og Perikum satte man paa Brændevin — heldigvis ikke glemt endnu! Afkog af Rødbynken anvendtes mod „Durkløb" (Diarré) hos baade Mennesker og Dyr. I Skoven opsøgte man Flyverøn, hvis Rødder ikke havde været i Forbindelse med Jorden, men havde fæstnet sig i Revner paa andre Træer, og som tillagdes mangen Slags helbredende Virkning.
Højest blandt alle Vækster elskedes og agtedes Hylden. Dens Blomster og Blade, ja selv dens Bark fandt man Brug for, længe inden man var begyndt at anvende dens Bær. Bladene bankedes i Stykker og brugtes mod Bylder og anden Betændelse, af dens tørrede Blomster anvendtes Afkog mod Forkølelse. Barken blev kogt i sød Fløde og brugtes ogsaa som Lægemiddel. Hylden fandtes overalt; den var ikke alene en nyttig Vækst, men den betragtedes som hellig og maatte ikke krænkes.
Thiele fortæller i sine Danske Folkesagn (1818) om denne Folketro: Der bor i Hylden et Væsen, som kaldes Hyldemor eller Hyldeqvind. Hun hævner den Overlast, som tilføjes Træet. En Mand i Helsingør, som omhuggede et saadant Træ, faldt pludselig død til Jorden. — I en lille Gaard i Helsingør staar en Hyld, som i Tusmørket gaar rundt og kiger ind ad Vinduerne til Børnene. — Man maa aldrig lave Husgeraad af Hyldens Træ; Børn, som ligger i Vugger, hvori saa-danne Ting findes, faar ingen Ro. Hyldemor kommer og dier dem, saa deres Bryster bliver opsvulmede. — Thiele har dette fra et Værk af David Monrad, som bærer Titlen „Den hedenske Christenhed". — Fra Boesens Beskrivelse af Helsingør citerer han: Det besynderlige Lægedoms-Træ Hylden, som især i Danmark er bekjendt og dér synes at have ret hjemme, har Navn af Hildi, en Lægedomsgudinde, som med sine Geister eller Under-Guder har Bolig under samme Træ, ihvor det saa findes; hun har skænket Indbyggerne dette Træ og taaler ikke, at det vanhelliges og misbruges. Fra gamle Tider af finder man, at de Danske have elsket og æret Hylden og plantet den ved Mure, Bagerovne, i snævre Stræder mellem Væggene eller ved deres Gjærder. Det er en uryggelig Levning, som endnu findes hos den overtroiske Almue, at den maa tilbede den Gudinde Hildi, førend den tager af Hylden, med denne Bøn: „O Hildi Moder, Hildi Moder! Lad mig tage noget af Din Hyld, saa vil jeg lade Dig tage noget af mit!“ Dette gentages tre Gange; og forseer man sig herudi, bliver man straffet1).
— Hildi lever vistnok ikke mere, selv i de ældste og mest ensomt boende Bønders Tanker; maaske kendes ikke engang hendes Navn iblandt dem.
Et Par Kilometer Vest for Helsingør gaar Vejen ind gennem Teglstrup Hegn, der strækker sig helt fra Gurre By op til Hellebæk. I sin smalle, sydlige Del har Skoven en 67 m høj Bakke, fra hvis Top der er fortrinlig Udsigt over Egnen, og dens nordlige Del omkring Ellekilde rummer nogle dejlige Smaasøer. Ganske herlig er det unge Bøgehegn, som omgiver en Vej, der omtrent i Skovens Midte fører fra Esromvejen mod Sydvest til Horserød Overdrev. Den bærer det højpoetiske Navn „Løvsalsvejen“, og med fuld Ret; det er en af de yndigste Skovveje, jeg har set.
Mærkeligt nok har netop denne Del af Skoven været omgivet af Uhygge, lige til vore Dage har Stedet været befolket med Spøgelser, og utallige Versioner af Sagn om dette er endnu i Omløb. Overtroen fik et Opkog, da for mange Aar siden en Skovløber, som havde været i Helsingør og solgt en Ko, paa Hjemvejen blev slaaet ihjel ved „Løvsalsbommen“ og frarøvet sine Penge, hvorefter Drabsmanden nedgravede Liget mellem Træerne. Saa sent som i 1880-erne, lige efter det oven-
’) Sml. Arnkjels: Cimbrische Heyden-Religion. Pag. 179.
nævnte Mord, var „Spøgeriet i Teglstrup Hegn“ almindeligt Samtalestof Landet over og bredte sig til Dagbladenes Spalter. Det paastaaes, at endnu kan en natlig Vandring ad „Løvsalsvejen“ være forbundet med rystende Oplevelser. — Det er ikke nemt at fremkalde nogen Uhyggestemning paa dette Sted under det sol-tindrende Løv paa de unge Bøge langs den dejlige Vej. Det burde henstilles til de Herrer Mordere at vælge Scenerier, der i højere Grad passer til deres Haand-værk.
Jeg fortsætter endnu et Par Kilometer ad Esromvejen, men drejer saa sydpaa for at komme til Gurre, Ruinen af Valdemar Atterdags Slot. — Der er endnu saa meget tilbage af den gamle Borg og dens Befæstningsmur, at Grundplanen tydeligt kan ses. At der overhovedet er noget synligt af Ruinen, skyldes en Række Udgravninger i 1830-erne. I over to Aarhundreder havde den da henligget som en Jordhøj, over hvilken der groede Aske og vilde Kirsebærtræer. Ikke mindre end 10,000 Læs Smaasten, Grus og Jord bortkørtes, inden det væsentligste af Ruinen kom for Dagen. I 1890’erne fornyedes Udgravningerne af Nationalmu-sæet, og Ruinen underkastedes en foreløbig Istandsættelse, som fortsattes i 1928. De foretagne Undersøgelser viser at Midtertaarnet, Anlæggets ældste Del, maa være opført i 2. Halvdel af 12. Aarhundrede, medens Ringmuren af Munkesten først er opført paa Valdemar Atterdags Tid. Hele Anlægget er meget lille, Ydermuren med dens Hjørnetaarne spænder over et Felt, som kun er 42x37 m, medens Midtertaarnets Ydermaal er 15 x ll‘/2 m og har Mure paa knap 2 m’s Tykkelse. De bevarede Kampestensmure af dette Taarn, som kun staar i en Højde af godt 21/2 m, er Rester af dets Kældermure, inden for hvilke der er fundet Spor af en Brønd. Disse Kældermure har dannet Fundament for et Taarn af Munkestensmurværk, som sandsynligvis har dannet mindst to Stokværk. Taarnet har været en Donjon eller „Barfred“, der maaske øverst har haft en Hvælving med Vægtergang. Borgen har ligget paa en Holm, som oprindelig helt har været omgivet af Søen, over hvis Vandspejl Holmens øverste Punkt kun hævede sig V/2 m. Mens Midtertaarnet er opført paa denne Holms Top, ligger de omgivende Befæstningsmure ved dens lidt lavere Fod.
At det er Valdemar Atterdag, som har skænket Gurre dets Betydning, frem-gaar af at Slottets Navn allerførste Gang nævnes i 1361, da Kongen byggede et Borgkapel paa Stedet. Borgens Glansperiode falder i Valdemars, Olufs, Margrethes og Erik af Pommerens Tid, Herskere, som alle vides at have været her. Men langsomt svinder dens Betydning, og pludseligt, efter Aaret 1534, tier Historien om den. Maaske er den bleven lagt øde under Grevens Fejde. Thi siden hører man kun Stedet nævne som Jordegods, som Ruin eller ligefrem som Stenbrud. — Henover dets sammensunkne Rester gror vilde Urter og Skovens Træer i omtrent et Par Hundrede Aar.
Men paa dette øde Sted lever Sagnene. Her færdes Kong Valdemar med sin elskede Tove, her omkring gaar hans natlige Jagt. Sagnet om Valdemar Atterdag og Dronning Helvig, om Toves Tryllering og hendes grusomme Død har mere end noget andet dansk Sagn inspireret vore Digtere. Valdemars og Toves Kærlighed lever hos Oehlenschlåger, H. C. Andersen, Ingemann, Heiberg, Chr. Winther, Hauch, J. P. Jacobsen, Drachmann og Ludv. Holstein — et helt Aarhun-dredes Digtere har sunget om Gurre, og Sagnet vil næppe dø.
Hvad gør det saa, at Sandheden er helt anderledes, at Grundlaget for Sagnene og Digtningen er forkert! For seks Hundrede Aar siden er der hændt noget, som har sat Folkets Sind i Bevægelse, og som er bleven omdigtet Gang paa Gang, indtil det har faaet en Skikkelse, som endelig har skabt herlig Kunst!
— Alt hvad man med Sikkerhed ved om Valdemar Atterdags Besøg paa Gurre ved Esrom, er at han opholdt sig her i 1374 og atter Aaret efter, da han døde paa Borgen i Oktober, kort Tid efter at han her havde ført Forhandlinger med Udsendinge fra Hansestæderne. Historien kender ingen andre Begivenheder, som sætter ham i Forbindelse med Stedet.
Og hvad Tove angaar, da har Svend Grundtvig paavist, at hun er Valdemar Atterdag ganske uvedkommende. Hun var Valdemar den Stores Frille i denne Konges Ungdom og fik med ham Sønnen Christoffer, der døde tidligt. Det er om Valdemar den Store og Tove, at Middelalderens Folkeviser og Sagn handler, og det er i disse Dronning Sofie, som hævner sig paa Tove ved at volde hendes kvalfulde Død. Først i det 16. Aarhundrede henføres Sagnene til Valdemar Atterdag.
Ogsaa Skuepladsen for Begivenhederne er bleven flyttet. Det er fra Egnene om det sydsjællandske Gurre i Kjøng Sogn ved Vordingborg, vi har de fleste af Sagnene. Byfogden i Vordingborg, Knud Daliin, har i 1743 optegnet Sagnet og knyttet dette til Slottet „Gurrø“ eller„Gorrøe“ ved Kjøng. Peder Syv har bevaret Sagnet i sin Folkeviseudgave 1695 og maa sandsynligvis have hørt det i Omegnen af Næstved, hvor han var Præst 1660—64, kun et Par Mil fra det sydsjællandske Gurre. Her findes ogsaa andre Optegnelser af Sagnet, saaledes Mette Gjøes fra 1663. Enkelte Steder nævnes Vordingborg som Skueplads for Dramaet. — Atter sydsjællandsk! Sagnet findes ogsaa mellem Thieles „Danske Folkesagn" (opt. 1817). Thiele siger selv, at i det nordøstlige Sjælland har Kong Valdemar et andet Gurre! Men han har heroppe ikke fundet Spor af Sagnene om Volmers og Toves Kærlighed. Hans Kilder maa være Erik Pontoppidans Danmarkshistorie og Resens Atlas, hvis Sagn han har sammendigtet.
Foruden en gotlandsk Version af Sagnet findes der ialt én midtsjællandsk Optegnelse, fire sydsjællandske og én eneste nordsjællandsk; men den sidste er saa sen som 1840 og findes i „Rasks Morskabslæsning", og den handler om Kong Valdemars Forhold til sin Dronning.
— Men Pigen og Ungersvenden, som i de lyse Nætter maaske endnu gaar og drømmer om Valdemar og Tove ved Gurresøens Bredder eller ved den gamle Ruin — de søger ikke det „Kundskabens Træ", som røgtes af virkelige Forskere. Og for dem er J. P. Jacobsens Gurresange af langt højere Værdi end al historisk Sandhed. Maaske vil de endogsaa, naar de her vandrer tæt ved hinandens Side, nynne stille hen for sig: Jeg tror der er skønnest i Danmark. De vil her aldrig mere opskræmmes af „Den flyvende Jæger", han som forhen jog gennem Natten i Spidsen for sit Tog med Hujen, Støj og Piskesmæld, bagefter et Kobbel af kulsorte Hunde. Han er forlængst af Vantroen manet i Graven.
Ogsaa dette Sagn, der stærkest er knyttet til det nordsjællandske Gurre, genfindes i sydsjællandske Egne, baade fra Vallø, Stevns, Herlufsholm og Gurre ved Vordingborg. Men dette Volmersagn er utvivlsomt oprindelig nordsjællandsk, først optegnet af Suhm i Slutningen af 18. Aarhundrede. — Spøgelseridtet gaar ifølge den nordsjællandske Tradition fra Gurre til Søborg tværs over Pennehave Aa.
Paa Gurre Slotsruin. Søndre Befæstningsmur, set fra Taarnets Sydside. I Baggrunden en stor Ask.
Gurre Slotsruin. Midtertaarnets Østside, set mod Syd. Samme Ask i Baggrunden.
Hyld ved Gaarden Bregnehøj paa Helsingørs Overdrev.
Broen over Pennehave Aa mellem Villingerøds og Hornebys Jorder.
Over denne, som skiller Villingerøds og Hornebys Jorder, findes Rester af en gammel Træbro, som aldrig maa borttages, fordi Kongen rider over den. Ogsaa Vest for Esrom Sø i Gribskov-Egnene findes Sagnet om dette Ridt, Beboerne har i Hundredtal berettet om det som en virkelig Oplevelse. Det er her som andre Steder Sagnet om Odin, den gamle enøjede paa Slejpner! Han er bare bleven glemt under sit rette Navn.
Ruinen er meget smuk; overordentlig malerisk virker den frodige Bevoksning, der som en naturlig Ramme føjer sig omkring de lave, graa og røde Mure.
Den lille sydlige Rest af Søen om Ruinen er jo forlængst tilgroet, og den større nordlige Del begynder det at gaa haardt ud over — Stedet er i de sidste 30 Aar forandret næsten til Ukendelighed paa Grund af Bevoksning. Buske, Krat og Graner har sammensvoret sig mod alt, hvad der engang var smukt i Landskabet. Kun fra den 37 m høje, aabne Bakke ved dens Østbred virker Søen endnu ret fri og smuk.
Det gør godt at komme ud i det friske Pust over det høje, aabne Land langs Nordsiden af Esrom Sø. Fra den højtliggende Harridshøjgaard er Udsigten over Søen og det mellemliggende Landskab med den dejlige Forgrund ganske usædvanlig smuk. Fra intet andet Sted har jeg faaet et saa fordelagtigt Indtryk af den ellers saa kedsommelige Sø. I det hele taget er den bedst fra Bakkerne ved dens Nordbred.
Tæt ved denne Bred ligger Resterne af det berømte Esrom Kloster, som nu kun er en enlænget Bygning, der ejes af Staten, men er udlejet til forskellige private Formaal. Klosteret oprettedes i den tidlige Middelalder, da tætte Skove endnu dækkede hele Egnen. Det er Biskop Eskil, som er dets Stifter, men Aarsfallet for dets Oprettelse kendes ikke nøje. Det var dog til allerede i Midten af det 12. Aar-hundrede og blev hurtigt et af vore mægtigste Klostre, Moderkloster til en Mængde andre, og det raadede over uhyre Jordegodser. I det 14. Aarhundrede havde det Indtægter fra ikke mindre end 89 sjællandske Besiddelser! — Og det gik her som saa mange andre lignende Steder, at den strænge Klostertugt slappedes ved den tiltagende Rigdom. Og Broder Rus’ forføreriske Bedrifter fik Skylden for Udskejelserne.
Hans Tilsynekomst netop paa denne Tid var saa commode, at den uvilkaarligt vækker Mistanke. Naar Hellighed forvandles til Hedenskab, naar Kyskhed vakler og bliver til Utugt, naar Nøjsomhed ændres til Vellevned og Drukkenskab, da er det rart at kunne skaffe Fanden tilveje og gi’ ham Skylden!
Broder Rus’ Tilsynekomst i Klosteret ændrede Forholdene i en forrygende Grad. Han blev Kok paa Stedet, og ved sin Kunst kildrede han de hellige Mænds Ganer. Ham var det, som oven i Købet førte Kvinder inden for Klostermurene — „hvorved han kom meget i Abbedens Gunst“, siger Krøniken! Men da foruden den behagelige Verdslighed baade Kiv og Ondskab holdt sit Indtog i Klosteret, opdagede en Bonde, at det var selve Fanden, som var Skyld i det hele. Djævelen blev fordrevet, som en cadeau til Folket, og selve Abbeden, i hvis særlige Gunst han havde staaet saa højt, maatte bekvemme sig til i Kirken at prædike og mane for Broder Rus, saa han forvandledes til en rød Hingst og „forsvandt i Helvedes Vold“. — Han kom dog efter Krøniken at dømme paany saa meget til Hægterne,
at han herfra for ind i Kongen af Engellands Datter, af hvem han siden blev uddrevet af „en Abbed fra Saxenland".
Fanden har vel for Resten aldrig hverken før eller siden kendt til Bolignød; naar han desuagtet bestandig maa flytte, er det fordi der overalt er Brug for ham. Derved faar den gamle Rad jo efterhaanden en hel Del Synder paa sin Kappe, mens Godtfolk slipper fri for Tiltale, hvad der er særdeles bekvemt.
— Klosteret bestod endnu efter Reformationen, men Klosterlivet opløstes dog i 1559, og Kirken nedbrødes kort efter. Under Frederik IV blev Bygningen ved Rytterdistrikternes Oprettelse Bolig for Regimentsskriverne, siden for Amtsforvalterne. Derefter benyttedes Lokalerne for Filialen af Kronborg Amtsstue.
Klosteret har oprindelig dannet et firlænget Bygningskompleks, men østre, vestre og nordre Fløj er nedbrudte, og tilbage er kun den søndre Fløj. Det er en meget smuk Bygning i to Stokværk af røde Munkesten med mærkelige, forskelligt formede Blindinger. Den er i det 15. Aarhundrede bleven udvidet med et nyt Parti mod Øst, som — ialfald set fra Haven — ikke gaar helt i Flugt med det ældre, men møder dette i en stump Vinkel. Fløjen har senere gennemgaaet flere Forandringer, sidst i 1881—82.
Dens gamle dejlige Rum er af mægtige Dimensioner, og over det hele løfter sig den kolossale Tagkonstruktion af svære Egebjælker. Det er den Dag idag en baade imponerende og meget smuk Bygning, tiltrods for de Forandringer, den i Tidens Løb har undergaaet.
Jeg ser „Broder Rus’ Kælder", som vistnok er et tidligere Køkkenrum, men med mægtige Piller, som bærer de skønne Krydshvælvinger. Her er man endnu helt tilbage i den gamle Munketid, intet er forandret. Ved den ene Væg staar en mærkelig Jærnrist, ca. 23/4 Alen lang, om hvilken Sagnet siger, at Broder Rus blev ristet paa den, efter at han var afsløret. Men det er en daarlig Idé. Hvem vil tro, at man kan plage selve Fanden med hans eget Element! Desuden ser dette Apparat mere ud til at have været anvendt til at stege Kalve og Svin paa.
Endelig kommer jeg til et Landskab, der vækker mig af den Døs, som de evindelige Idyller har faaet mig til at synke hen i. Det sker, da jeg søger efter Broen over den lille Pennehave Aa, der som før nævnt rinder mellem Villingerøds og Hornebys Jorder. Jeg naaede Broen ad en Vej fra Villingerød mod Øst over et Bakkedrag, som kaldes „Kjællingbjerg", og kom herfra ned til et Sted, hvor der ligger nogle faa Smaarønner, der bærer Navnet „Rusland", et ægte Sandflugtslandskab, som tilsyneladende oprindelig har været helt lyngdækket.
Hvor fattigt og mærkeligt er dette Sted ikke lige efter Gurres og Esromegnens fede Herligheder -— men hvor smukt! Den lille Aa, som knap er to Meter bred, lister sig sagtmodigt pludrende afsted gennem et Dalføre, hvor en Smule fattig Engvegetation har fundet Tilflugt ved dens Bredder.
Hvilken Farverigdom over dette ensomme, fattige Sted, Farver som man har savnet inde i de rige Egne! Enkelte Graapile staar langs Aaløbet og fortsætter et Stykke ind over Dalsænkningen, men standser pludseligt, hvor denne naar Sandbankernes Fod. Sorte Tørveskruer og enkelte røde Unghøveder pranger mod det langstraaede, hvidaksede Græs i Dalen. Straalende Tjærenelliker klatrer opad Bakkesiderne, Stedmodersblomster, Engtidsler, Rødbynke, store Forsamlinger af
Gaaseurter, Ranunkler, Blaamunke, Kæruld med flagrende Faner — alt „Ukrudtet" befinder sig som hjemme i denne Ørken!
Mest forbavsende virker det allerførste Syn ud fra Bakkeranden, naar man kommer vestfra og intetanende pludselig skuer ud over de bratte Fald med de fattige Marker med Vejens dybe, sandede Hjulspor, som øverst er en veritabel Hulvej og siden slynger sine to hvide Furer dybt gennem Lynghede og usle Agre.
Det virker jydsk, dette Landskab; men i Virkeligheden er det et ægte Stykke Nordsjælland, og det hænger sammen med det store Sandflugtslandskab, som med Afbrydelser strakte sig milevidt langs Nordkysten fra Helsingør helt til Lynæs.
— Broen over den lille Strøm er kun nogle gamle Brædder, der er lagt paa-iværs over et Par Bjælker, som gaar fra Bred til Bred. Hvor gammel den er, ved ingen. Og mon den for øvrigt har været noget videre i Brug, siden Kong Volmer ved Nattetid for over den med sit Spøgelsefølge fra Gurre til Esrom! — Jeg gik naturligvis over den og konstaterede, at den formodentlig endnu kan bære en Mand paa en Hest, især hvis de har stærk Fart paa. Men helt sikker paa dens Bærekraft i et saadant Tilfælde er jeg ikke; min Pegasus er Remonte, og jeg tør ikke ride den endnu, men trækker den altid efter mig af Frygt for buck-jumping. Den græssede ved Bredden, mens jeg alene skred over Broen.
Ruinen af det gamle Søborg Slot ligger blot en halv Mils Vej Vesten for dette Sted tæt ved den lille Landsby Søborg. Oprindelig var det Biskop Eskil, som her paa en Ø i Søborg Sø byggede denne Borg saa stærk, at Kongen ikke havde Mage til den, den første Teglborg i Norden. Den blev hurtigt en Torn i Øjet paa Valdemar I., og da der udbrød Stridigheder mellem ham og Bispen, bemægtigede han sig simpelthen Borgen, og den kom aldrig mere, saa længe den eksisterede, ud af Kongernes Hænder. Dette hændte i Aaret 1161. Borgen, som var Landets mægtigste, gemte i Aarenes Løb en Mængde berømte Fanger indenfor sine skumle Kældermure, saaledes Ærkebispen Jens Grand, som sad her i 20 Maaneder fra 1294—95, og hvis dramatiske Flugt herfra er kendt.
Forlængst er den stolte Borg sunket i Grus, sandsynligvis ligesom Gurre lagt øde under Grevens Fejde; thi efter den Tid bliver alt tavst om den — Stedet nævnes kun som Stenbrud!
Af det vældige Borganlæg, som skylder forskellige Perioder sin Tilblivelse, er nu kun ubetydelige Rester tilbage. Allerede i Beg. af 19. Aarhundrede har Privatfolk gravet paa Stedet, og Frederik VIL lod i 1850 foretage omfattende Udgravninger, assisteret af tyve Mand af Hestgarden! Disse sidste Undersøgelser blev ved deres dilettantiske Udførelse skæbnesvangre for Stedet og har besværliggjort senere Arbejder af Arkæologerne. Bl. a. lod den ivrige Konge den brede og dybe Voldgrav helt dække til med Fyld fra Ruinen, hvorved denne mistede sit karakteristiske Præg. Nationalmusæet har senere ved gentagne omhyggelige Arbejder bødet paa Skaden, og det er lykkedes dets Folk at fremdrage Planen i det Virvar af Ruinrester, som dækker Borgpladsen.
— Besøget paa Ruinen var en uhyre Skuffelse. Det hele er i Aarenes Løb bleven omdannet til et Anlæg med friserede Gange. Det ligner ikke noget Borganlæg, men et Sted for Folkeforlystelser. Ogsaa Landskabet omkring Stedet har lidt ubodelig Skade. Borgpladsen har tidligere været omflydt af Vande, men disse er helt forsvundne ved Udtørring.
I Muren paa den nære Søborg Kirke sidder en Munkesten, som bærer en lille Runeindskrift. Kirkens ældste Del er fra det 13. Aarhundrede, og Stenens Alder passer godt nok, endnu længe efter hin Tid var Runealfabetet i Anvendelse. Heri er intet mærkeligt. Det er Indskriftens Ordlyd, som i al sin Knaphed er af sjælden Art. Der staar ikke andet end: „pæn: f. Yrsæ“ — det er utvivlsomt „Den fagre Yrsa“ Navnet paa Runeristerens Elskede.
Dette er josaa skønt, at vi kunde græde over det — vi som lever i en Tid, hvor „fager" ikke mere kan siges, og hvor ingen Kvinde kan bære Navnet Yrsa.
Hvem er han, som i sin Elskovskvide ristede disse Runer i Stenen — og hvordan saa hans Elskede ud! Han har vel mistet hende. For det er kun Tabet og Sorgen, som skriver Kvad paa tre Ord, der lever i syv Hundrede Aar . . .
— I Kirkens Vaabenhus er indmuret en Runesten paa omtrent 3/4 □ m’s Størrelse, hvis Inskription er trukket op med fed, sort Oljemaling. Det ser hæsligt ud. — Graveren slog ud med Haanden hen imod den og raabte: „Sankta Maria!" Jeg troede, det var et Udbrud af Rædsel ved Synet; men det viste sig at være Indskriftens Ordlyd.
Nordøstsjællands yderste Kyst fra Helsingør til Gilleleje er i næsten hele sin Udstrækning ødelagt af Villaer og Sommerhuse. Den er en forværret Fortsættelse af Strækningen København—Helsingør. For et halvt Hundrede Aar siden var det her ligesom tidligere ved Skagen nogle faa Kunstnere, som opdagede Strandens vilde Skønhed, og de slog sig i Fred og Ro ned i de smaa Fiskerlejer, som skiltes ved lange, øde Kyster. Men Direktører og Grosserere fulgte i Kunstnernes Spor, hvorefter disse flygtede og søgte til andre Ørkener. Og endelig kom de sidste Dages Pengearistokrati, Bagere, Spækhøkere og Grønthandlere. Fra Hotellernes Spisesale lyder nu Jazz og Tænders Gnidsel, og Stranden ligner paa en Højsommerdag med alle de nøgne, blegrøde Kroppe et Stykke dobbelt belagt Rejemad. Men Efteraar og Vinter staar Skuepladsens uhyggelige Kulisser alene tilbage, tomme Hoteller og forladte Villaer glaner med blindede Vinduer mod hinanden, i tætte Rækker rager de op over de triste Steder, hvor ethvert Spor af Natur er udslettet.
— Men indenfor denne Kyststrækning findes virkelig endnu Steder, hvor man kan søge hen og i Fred glæde sig over det idylliske Landskab. Dette gælder saa-ledes Smaasøerne indenfor Hellebæk. Og inde bag Ellekilde ser man fra den 41 m høje Banke ud over et prægtigt Stykke Bondeland, mod Syd helt ned til Horserød, og mod Vest til Klosterris Hegn.
Smukkest af alt her er den sydlige Udkant af Hornbæk Plantage, paa et Sted hvor nogle mægtige Skovfyrre danner Brynet ud mod det aabne Land, som i blide Fjærntoner strækker sig milevidt bag Forgrunden af Fyrrenes pragtfuldt formede, forblæste Kæmpestammer. Stedet er et af de ejendommeligste og skønneste indenfor hele denne Kyst.
Men iøvrigt er hele den Del af Hornbæk Plantage, hvor Skovfyrren er herskende, i sin Art en af de prægtigste i vort Land. Langs Stranden paa de lavere Steder findes en „Troldeskov" med sært forvredne Former og med en herlig Skovbund af Lyng, Rensdyrlav og Revling. Modsætningsvis naar Fyrrene paa den indre, højereliggende Del en Kraft og Frodighed, som ikke mange andre Steder i Landet, og under dem trives et Krat, hvor Eg, Røn, Smaabøg, Hassel og Enebær gror i broget Forvirring, mens Bunden dækkes af Blaabær og Tyttebær, og frodige Kaprifolier slynger sig opad de svære Stammer. —
Det var her paa Kysten mellem Hornbæk og Villingerød, at hin dramatiske Begivenhed fandt Sted den 19. November 1774, da den skotske Skude „Nelly & Isabell“ strandede her, og hele dens 6 Mand store Besætning skylledes overbord og omkom i Braaddet paa Kaptajnen nær, som reddedes af otte Fiskere fra Hornbæk, efter at disse havde gjort mange forgæves Forsøg paa at bjærge hele Besætningen. Blandt de mange Begivenheder af lignende Art, som Beboerne af denne Kyst har oplevet, blev denne den berømteste paa Grund af det Indtryk, den gjorde paa Johannes Ewald, som digtede „Fiskerne" med denne Tildragelse som Hovedmotiv.
Under Førsteopførelsen af Stykket paa Det kongelige Theater var der en lille Gruppe Tilskuere, som fremfor alle andre tiltrak sig Opmærksomheden. Det var fem af Redningsmændene fra Hornbæk, som overværede Opførelsen. En Samtidig fortæller herom: „Midt imellem de pyntede Damer i de oplyste Loger saå man ligeoverfor Scenen de fem gode Fiskere i deres simple, brune Dragter med kortklippet Haar paa engelsk Manér og alle med det beskedneste Væsen, alle med de prægtigste Fysiognomier."
Det har nok været drøjt for de brave Redningsmænd at blive fikseret af det nysgærrige Publikum, og ikke mindst at skulle fordøje de besynderlige Ting, som foregik paa Scenen. Disse jævne Folk, for hvem det har været noget fuldkommen naturligt at komme nødstedte Fæller til Hjælp, maa have haft svært ved at genkende sig selv og Begivenhederne paa deres hjemlige Strand, saaledes som de har afspejlet sig i Ewalds romantiske Sind. Jeg vil tro, at de har haft det hedt under deres tykke, brune Tøj. Men det er Heltens almindelige Skæbne, at Hyldest bringer ham til at svede.
Dette yderste, nordøstlige Sjælland rummer en meget blandet Befolkning. Det gælder ikke mindst Fiskerne, hvad enhver nogenlunde omhyggelig Iagttager vil kunne se. Alle disse Fiskerlejer maa være opstaaet forholdsvis sent. Gilleleje nævnes overhovedet ikke før omkring Aar 1500; men gennem hele det 16. Aar-hundrede faar de alle en stærk Tilvækst, hvilket falder temmelig nøje sammen med Sildefiskeriets Tilbagegang i Øresund.
Der siges i Beretninger fra hin Tid altid „Bønderne paa Gilleleje"; man brugte dengang næsten aldrig Ordet Fisker, men de var af Næringsvej rene og skære Fiskere og havde ikke andet at leve af end Søen. Aar 1580 følger en pludselig, voldsom Opgang for Gilleleje, og her nævnes to Aar senere ikke mindre end 70 Fiskerboliger. Men de Folk, som øger Indbyggerantallet, er strømmet til alle Vegne fra, og de danner ikke altid den ædleste Tilvækst. I et Kongebrev fra 1580 staar der følgende: „... saa at undertiden kommer Manddrabere og andre Landløbere, som for deres Misgærninger, rømmer fra et Sted til et andet, og tilkøber dem en Part af et Hus og sig siden dér paa Fiskerlejerne underholder."
Læg Mærke til nogle Navne paa Folk fra Stedet i disse Tider: Laurits Skaa-ning, Jens Jyde, Rasmus Fyenbo, Peder Skagbo, Jep Odsing (fra Odsherred), Niels Aabo, Jens Vendelbo o. s. v. — Det er Fremmede tilhobe. Og den gamle Befolkning ser sig efterhaanden gal paa alle disse nye Elementer, som kommer og tager Pladsen op. De rager i Klammeri med dem og giver dem af og til nogle sikkert velfortjente Tærsk.
Allerede 1610 er den gyldne Tid forbi, uden at man kan paavise Grunden, og i de følgende Aar synes Forarmelsen at være fuldstændig i saa godt som alle disse Lejer. Men fra Midten af det 18. Aarhundrede tager alle disse Fiskerlejer paany et stærkt Opsving. Da er det atter helt nye Slægter, som træder til; en fornyet stærk Indvandring maa have fundet Sted, og med denne følger en anden Udvikling. Men med Freden mellem de forskellige Lejer indbyrdes blev det ved at være saa som saa. De kendte naturligvis kun hinanden under nedsættende Øgenavne: „Rotterne" i Hornbæk havde til Naboer „Kattene" i Aalsgaarde; i Villingebæk boede „Hanerne" og i Gilleleje „Kineserne". Raagelejefolkene, som oprindelig havde boet ved Aalsgaarde, hvor deres Boplads hed „Ræveleje", blev fordrevet herfra af Svenskerne i 1658—60 og flygtede til Gilleleje, hvor de imidlertid fik en saa ublid Modtagelse, at de flygtede videre og grundlagde Raageleje.
Mellem „Rotterakket" i Hornbæk og „Katterakket" i Aalsgaarde stod det særlig slemt til. Men „Rotterne" var Indehavere af baade Kirken, Kirkegaarden og Kroen, og „Kattene" nødtes til at søge derhen, før eller senere — om ikke før, saa naar en Aalsgaardemand døde og skulde i Jorden. Saa blev hans Kiste stillet paa fire Stænger, og strandlangs vandrede „Kattene" med deres Byrde til Hornbæk Kirkegaard. — Efter Begravelsen samledes man paa Kroen og drak, saadan som Skik var; og man maatte blive „ruset", ellers var Festen mislykket.
Fiskerlejerne havde i ældre Tid saare lidt med Bønderbyerne at skaffe, blandt andet fordi Samkvemmet hindredes af elendige, trælse Sandveje. Men forlængst er disse Hindringer bortryddede, fortrinlige Veje forbinder By med By, Stridsøksen er dybt begravet i Sandet og alle Uoverensstemmelser er glemte. End ikke et eneste af de gamle Øgenavne huskes mere herude. Katte og Rotter, Ræve, Haner og Kinesere har uden smaalige Hensyn til Biologien giftet sig med hinanden paa Kryds og Tværs.
Midt imellem de to smukke, fremspringende Klinter ved det 40 m høje Nakkehoved og det 33 m høje Gilbjerghoved ligger Sjællands nordligste By Gilleleje. Dens gamle Præg af Fiskerleje er saa godt som helt udslettet af moderne Bebyggelse. Men blandt dens Fiskere, især mellem de gamle, findes endnu prægtige, vaskeægte Typer, Folk som har levet med i det gamle, haarde Fiskerliv paa Stedet, da her endnu ingen Havn fandtes, og da alle de store Sejlbaade efter en altid besværlig og ofte livsfarlig Landing paa selve Kysten maatte hales højt op paa Sandstranden for at være i Sikkerhed under Højvande og Paalandsstorm.
Af Fiskerne besøgte jeg blandt andre den 80-aarige Kæmpe Martin Nielsen. Hans store, mærkeligt formede Hoved med de kraftige Ansigtstræk og hans sværlemmede, høje Skikkelse virkede fremmedartet mellem de andre Fiskere, jeg saa; ingen af dem havde Træk tilfælles med ham, ingen var af hans Dimensioner. Han er utvivlsomt af indvandret Slægt og virker fuldstændig som en Vestkystsvensker, en Fisker fra Hallands Strand.
Han er et herligt Menneske, det er mig en Glæde at tale med ham, ja blot at være i Stue med og sidde og se paa ham. Jeg har sjældent mødt en Mand med et mere myndigt Væsen, og samtidig saa blid og elskelig. — Han er en af dem, som har været med i det farlige og besværlige Liv herude, længe før Lejet fik sin Havn, og mangen Gang har han landet paa den aabne Strand i rygende Paa-landsstorm ved Efteraars- og Vintertid. Selv har han prøvet mangt og meget, og adskillige Ulykker har han været Vidne til, saaledes da i hans yngre Aar en af hans Brødre og en Fætter samtidig druknede under Forsøg paa at lande i en Nordvestkuling med svær Sø. De to gik ned i Braaddet, da Baaden kæntrede ved en Revle, mens en tredje som var med dem reddede sig op og kom ridende ind paa Baadens Køl gennem Brændingen. Da var Broderen kun 18 Aar gammel.
Men hvor dette skarpe, groftformede Ansigt med de glimtende Øjne, som har set saa meget af Livets Alvor, dog endnu kan tindre af Munterhed! Der blev ligesom Solskin i Stuen, naar han sagde en af sine smaa, stilfærdige Morsomheder. Saa straalede hans Ansigt, Øjnene skinnede, og den ellers strænge, sammenknebne Mund aabnede sig i et vældigt Smil.
„Jeg har desværre kun et eneste Barn, en Søn,“ sagde han, „og det viste sig jo snart, at han ikke kunde taale Søen, saa han kom ikke til at følge i mit Kølvand. Saa blev han Postbud — for Landjorden kan han jo da taale! Og nu bor jeg hos ham og hans flinke Kone, der begge to er saa gode og rare imod mig. Men det allerbedste er, at han har faaet hele otte Børn — saa der har han rigtignok været meget dygtigere end mig! Og hvor er ’et dejligt med alle de Unger, det kan skam faa Tiden til at gaa!“
Og saa slog han Munden vidt op i et stort, tavst Smil — ligesom „Skarphedin med den tavse Latter", tænker jeg — og lange, fine Rynker bredte sig fra Øjenkrogene over hele det store Hoved.
Denne Gamling, som endnu ikke bruger Briller, sidder og laver de fineste Sildenet med Masker, som var det en Knipling. Det er hans Trøst, at han har dette Arbejde, det faar Tiden til at glide, naar Børnene ikke er hos ham. Han har lavet saa mange af disse Net, saa man tror, de maa kunne dække flere Tønder Land. — Det er en Optimists Arbejde. Han regner vel med, at Sildestimerne, der er i bestandig Aftagen i vore Farvande ligesom Rødspætterne, atter vil indfinde sig ad Aare. Thi nuomdage ser det daarligt ud med Fangsten, Fiskene bliver borte, og Fiskerne gaar paa Land og bliver Værter for „Landliggerne"; de flytter om Sommeren ud af deres Boliger for at gøre Plads og bor selv mange Gange i Udhusene — hvor de for Resten kan have det lige saa komfortabelt som forhen i deres snævre Køjerum paa Søen. Og eftersom disse Gæster snart optræder i lige saa store Skarer paa Kysten som Sildene udenfor den, har de reddet Fiskernes Økonomi. Ingen klager heller over denne Ændring af Tilstanden, thi man kan nu en langt større Tid af Aaret vandre rundt i de broderede Morgensko og ryge sin Pibe. Man behøver ikke engang at tilvirke Net til denne Form for Fangst, Byboerne gaar af sig selv direkte i Hyttefadene.
Da jeg træder ud af den Gamles Stue, hvor alt endnu har mindet mig om Livet i hans Ungdom, og kommer ud i Byen, er det som pludselig at blive rykket et Par Menneskealdre frem i Tiden. Det vrimler af Ungdom paa Veje og i Stræder, en solbrunet, herlig Slægt, som har hentet sig Sundhed ved den vide Strand. — Det er ikke nemt at være konsekvent og stadig jamre over, at en gammel Kultur gaar til Grunde, naar man ser, hvad vi har faaet i Stedet!
Lige imod mig kommer et næsten nøgent Pigebarn paa 17—18 Aar jollende henad Gaden. I en Snor foran hende hopper en hvid Ged, som har meget mere travlt end hun og haler hende efter sig i kaade Bukkespring, og Pigen hopper
efter og synger af fuld Hals. Geden bræger ellevild. Det er Faun og Nymfe midt paa Byens Gade, vandret ind lige fra Urskoven! — Og langs Stranden leger Hærskarer af Ungdom, solbelyst i det varme Sand. Hvor smukke de er allesammen! Disse prægtige, slanke Broncedrenge med Lemmernes Senefletninger og de spillende Rygmuskler. Og disse Piger, hvis museglatte Hud har faaet Lød af Sol og Sommervind og Saltvand. Her henter de Sundhed nok for hele det lange Aar inde i Byerne.
Og her møder jeg hende, selve „Strøget“s lille Fé, Københavnerinden i al hendes Glans og Herlighed, flyttet ud i Naturen — hun, som ikke har sin Mage nogetsteds i Verden, sød og uskyldig som en Eventyrprinsesse, hun, som uden at være smuk er Jordens yndigste Væsen. Her henter hun al den Styrke og Sundhed, som skal lyse paa vore Gader hele den graa og triste Vinter igennem, saa Solen kan blive ved med at skinne for os, og selv den sureste Hverdag kan blive skøn.
Her gaar hun sejrende henad Vejen lige imod mig. Men jeg vil væbne mig imod hende og siger til mig selv: Øjnene sidder lidt for langt fra hinanden, Næsen er en Smule for kort, Munden altfor truttet. Men det nytter ikke, for Øjnene er som to straalende Stjærner, Næsen er et lille Mirakkel af Lune og Finhed, og Læberne — de kan heller ikke beskrives.
Og jeg viger stille tilside for hende og tilbeder hende. For hun er som et undergørende Helgenbillede, og jeg tror paa hendes Magt.
Fra Fogedgaarden i Tibirke. Et Ftjørne af Gaardspladsens Yderlænger.
Gammel Gaard i Skævinge. Stor Pil ved Gaarden. Hyld i Forgrunden.
i—•>..
Broder Rus’ Kælder i Esrom Kloster.
Døbefonten i Lille-Lyngby Kirke.
Udsigt fra Tibirke Bakker mod Arresø. Ellemosen er delvis skjult af Bakken i Baggrunden.
Udsigt fra ovennævnte Bakke i Baggrunden over Ellemosen mod Arresø.
Høslæt ved Torpelille paa Halsnæs.
Asserbo Ruin. T. v. Dele af Ruinen, t. h. den stenpikkede Gaardsplads. I Forgrunden en gammel Birk.