De Danskes Land -- Achton Friis

MELLEM ARNBORG OG FOLDINGBRO

K"aar man har fulgt Landevejen mod Syd fra Herning og er naaet til Gammel Arnborg Kro, skal man vige af mod Sydvest ad Vejen forbi Arnborg Kirke, som ligger ved Rind Aa, umiddelbart før denne forener sig med Skjernaaen. Den lille Kirke er en af de enkleste og naiveste romanske Landsbykirker, vi har, men den er endnu næsten intakt udvendig, kun Sydsidens Vinduer er forstørrede. Baade Bygningen selv og dens Beliggenhed er herlige. En lille Kløft i Terrænet gaar gennem selve Kirkegaarden og aabner en yndig Udsigt ned over Dalen, hvor Aaen slynger sig.

Vi fortsætter ad Vejen mod Sydvest, hvor den følger Skjernaaens Løb, kører over Broen ved Skarrild sydpaa, hvor vi krydser en ny Strøm, Karstoft Aa, og nærmer os nu en lille Samling Huse, som hedder Døvling, altfor ringe til at kaldes en Landsby. Mellem Døvling og Karstoft, men nærmest den første, ligger et lille Indsand, nogle Flyvesandsklitter med en langstrakt Sandgryde, der paa langs over sin Bund har en Mængde ældgamle Vejspor. Tre smukke Oldtidshøje, som ligger nær hinanden paa Sandflugtsdannelsernes højeste Punkt, viser hvilken uhyre Alder disse Klitter maa have. Over Højens skaldede, næsten helt sorte Sider gror Tyttebærbuske med modne Bær mellem Pletter af Lyng, Pors og Revling og store, irgrønne Mospuder. Stedet vilde være meget smukt, hvis ikke hele Østsiden var dækket med nogle tarvelige Bjergfyr, der her ikke synes at kunne have anden Opgave end at bryde Skønheden og Harmonien. Men her i disse Egne slipper man overhovedet ikke fri for den ene Plantage, før man naar den anden. Næsten hele den tolv Mil lange Strækning fra Herning og ned til Løgumkloster i Sønderjylland danner en uoverskuelig Række af mere eller mindre sammenhængende Granplantninger. Jylland er ved med Magt at blive forvandlet til et Naaletræsland, og faa Steder er denne Vold mod dets Natur mere iøjnefaldende end her.

Hvis man tror, at man er frelst og kan faa Elendigheden paa Afstand ved at bestige det berømte Svoilibjerg ved Sønder-Omme, saa tager man slemt fejl. Den stakkels Bakkes Ry er forældet; i en Omkreds af vel 300 Tdr. Land er den dækket af ca. 20-aarige Graner, og kun den, der har Mod til at entre op ad den næsten lodrette Stige, der fører op ad det obligatoriske Træstillads paa dens Top, faar endnu et Kig mellem Grantoppene ud over det omgivende Landskabs jævne, dyrkede Marker til andre Plantager. Kun mod Øst ser man saa temmelig uhindret ud over

Sønder-Omme Fladen og mod Nordøst helt ud mod Brande Fladerne. Pier faar man endnu et lille Indtryk af, hvor mærkeligt dette Landskab maa have været, denne umaadelige Istidsslette, forhen kun brudt af Aaløbets Dalfurer, der kulminerer i det vældige Skjernaa-Delta ude i Vest.

Endnu mere hærget og trøstesløst synes Landskabet herfra videre mod Syd over Grindsted til Heinsvig, hvor jeg atter forsøger at slippe for Granernes Omklamring ved at bestige den 85 Meter høje Banke Præstehøje, der imidlertid ogsaa, for at den besøgende kan faa Flovedet ovenud af Naaletræerne, har maattet forsynes med et Stillads, der rager nogle Alen op over disse.

Alle de forhen berømte Udsigtspunkter synes klædte med Skafotter og Galger!

— Naar man staar paa dem og lader FIaanden glide hen over deres svære Bjælker og solide Planker, griber man uvilkaarligt sig selv i denne Tanke: Det er da rart her midt i denne Fattiggaard endelig at se et ordentligt Stykke Tømmer. Hvor mon det kan være kommen fra? For det er det eneste brugbare af den Slags, man har Udsigt til!

Jeg tager videre herfra mod Syd til Klelund, stadig gennem samme Form for Landskab, som Hedens Velgørere har skabt. Kun hist og her findes endnu en lille Hedestump, der godt kan forsvinde uden at Skaden øges. Værst af alt herude er de saakaldte „levende Hegn“ af Gran og Bjergfyr. Disse langstrakte, nøgne Stammer med en udgaaet Dusk i Toppen, der som Benrade med forpjuskede Strudsfjer i Kraniet staar i Række ad Diger og Markskel, er hverken Skønheds-aabenbaringer eller Værn mod Vinden. Døde Hegn bør de kaldes!

Omkring den store Klelund Langdysse, en af de længste, der kendes i Landet, ser der ikke stort bedre ud. Dyssen, som er ganske lav, men af ikke mindre end 125 Meters Længde, ligger paa et Sted, som kaldes Klelund Hede, og som indtil for faa Aar siden var en aaben Hedestrækning, men nu er totalt ødelagt af Beplantning. Et Bjergfyrshegn ganske tæt opad Dyssen er af fremragende Virkning.

— Hertil kommer, at næsten alle Dyssens Randsten er slæbt væk af Beboerne i Omegnen, naturligvis efter først at være sprængt i Stumper. Højst en Snes Stykker er tilbage. Regner man, at der har været en Sten for hveranden Meter, hvilket sikkert ikke er for højt, maa Dyssen have været omgivet af omtrent 125 saa-danne, hvilket vil sige, at et Hundrede er ødelagt — sammen med Stenene i de to Gravkamre, som maa have været her foruden det østligste, der er skaanet. — Det er godt gjort! — Dyssen hører sammen med ca. 30 andre Oldtidsgravsteder, bl. a. endnu en Langdysse ved Vittrup i Lindkund Sogn. Tilsammen danner de en mærkelig isoleret Gruppe, som ligger helt udenfor de almindelige Stenalderbebyggelser i Kystlandene, og her i Midtjylland ikke har nærmere Naboer mod Nord end ved Hagebro og Ulvedal, de sydligste Udløbere fra Kolonierne langs Limfjorden.

Mellem Brørup og Holsted ligger den kolossale Tirslund-Sten, som ganske vist ikke er noget Oldtidsminde, men som af Befolkningen er bleven knyttet til en Begivenhed i vor Oldtidshistorie, sandsynligvis paa Grund af dens imponerende Størrelse og den sære Plads, Naturen har anbragt den paa. Det er en af de største Vandreblokke, Bræen har slæbt ind i vort Land; den er 4 Meter høj og omtrent 5 paa den længste Led, og overgaas kun i Størrelse af Dammestenen ved Hessel-agergaard paa Fyen og et Par andre. Den ligger paa en Lysning i et gammelt

Egekrat, der har dækket Stedet saa længe Folk kan huske, og som er Rester af fordums Egeskove. Men dette Krat, som kun er 8—10 Tdr. Land stort, er nu indespærret i en 90 Tdr. Land stor Rødgransplantage, som truer med at kvæle det lave Purl, der danner Krattets karakteristiske Yderkanter. Inde mellem Granerne findes hist og her Smaaege indeklemt, enkeltvis eller i Smaagrupper, allevegne prisgivet Naaletræerne. „Tirslund Plantage1', som ejes af et Aktieselskab, er Egnens Stolthed. Med sin Festplads, der har en af Kampesten muret Talerstol og et forrygende Mindesmærke for Oberst Dalgas, er den virkelig en Slags Seværdighed, der konkurrerer med de bedste Forbilleder.

Det er forstaaeligt, at den vældige Granitblok, som Tirslund-Stenen er, har sat Folkefantasien i Bevægelse, og at den ifølge Sagnet af Harald Blaatand var udset til at smykke Thyras Gravhøj ved Jelling. Men det er forholdsvis sent, at Sagnet er bleven fæstnet til denne Sten. En langt ældre Tradition, som findes optaget i Jydske Krønike i 1340’erne, udpeger den nu forsvundne „Svinglingsten" paa Bække Mark som Genstand for Kong Haraids Bestræbelser, en Antagelse, der lyder sandsynligere, fordi denne laa i Hærvejens nærmeste Nabolag. Efter at denne Sten er bleven kløvet i Slutningen af det 18. Aarhundrede og ført til Nør-holm, hvor den blev benyttet til Trappefliser og Vandingstrug, overførtes det hjemløse Sagn til Tirslund-Stenen.

Forøvrigt har ogsaa denne været truet, endda i mere civiliseret Tid, da Oberst Dalgas i Halvfemserne fik i Sinde at lave den til et Monument for Hedeselskabet og hugge en Indskrift i den — tiltrods for at den var fredlyst siden 1832! — Det skete dog heldigvis ikke. I Stedet fik Hedesagens første Forkæmper selv i 1895 ovennævnte Monument i den nærliggende Plantage, hvilket altsaa kan betragtes som en Lynafleder. Den i Formen meget smukke Sten har desværre faaet kløvet et Stykke bort af sin øverste Runding. Hvordan eller hvornaar det er sket, vides ikke. Maaske er det en Frostsprængning. I nyere Tid har en Mængde Turister paa temmelig pøbelagtig Vis foreviget sig ved at indridse eller ligefrem indhugge sine Navne paa den, især paa dens Nordsides smukke, glatte Flade, uden smaaligt Hensyn til Nationalmusæets Fredningsmærke ved dens Fod.

Gamle Folk fra Nabobyerne brugte indtil for en Snes Aar siden Betegnelsen „æ Luund" i Stedet for Tirslund; men paa Stedet hævdede Beboerne, at her i Hedenskabets Tider laa en Offerlund for Tyr, og at dette har givet Stedet dets rigtige Navn — og deri har de utvivlsomt Ret. Det lille Egekrat er da formodentlig den sidste Levning af den hellige Lund.

Fra de magre Hosebinderegne med deres knastørre, sandede Jorder er vi havnet i Udkanten af de gamle Jydepotteegne. Det er saa at sige fra Asken og i Ilden!

Det er her i disse Egne, men især vestenfor, nærmere mod Varde-Kanten, at Pottemageriet i Aarhundreder dreves og længe var en indbringende Hjemme-industri, hvis Varer ikke alene var landskendte, men i Læssetal og Skibsladninger fandt Vej til Udlandet. Det er først og fremmest disse Egnes Jordbundsforhold med det hyppigt forekommende Glimmerler, hvis faa Procent af fine Sandskorn hovedsagelig bestaar af Kvarts, som har betinget dette smukke Haandværk, der jo desværre nu forlængst er en Saga.

Det er Træskomagerne, Hosebinderne og Pottemagerne, der ligesom Kniplerskerne i Tønder-Egnen prægede Hjemmeindustrien i disse midt- og vestjydske Egne og paa de fleste Steder skaffede Almuen dens Hovedindtægt til langt op imod vore Dage — hvor de omtrent samtidig forsvandt. Men ældst iblandt dem er Pottemagerne, hvis Virksomhed stammer ned i lige Linje fra de Haandvær-kere, hvis Urner vi finder i vore Oldtidsgrave.

Gamle Folk sagde ofte: „Ja, den Tid, man hjalp sig med de „sorte Potter", da hørte man ikke al den Snak om Mavekatarh, Tarmkatarh, daarlig Fordøjelse og alle de mange Mavehistorier, der nu plager Menneskeheden." Og disse Udbrud støttes af en Udtalelse i V. Sehesteds Bog om Jydepotteindustrien (1881), hvor han hævder, at disse Kar er „fuldstændig uden Fare for Sundheden i Modsætning til glasserede, emaillerede eller fortinnede Kar. De taale Ilden bedre end andre Lerkar uden at springe. Maden svides ikke i dem. De er meget hensigtsmæssige til at gemme Svinefedt i og sætte al Slags Slagtemad hen i, og de give aldrig nogen Afsmag, selv om Sagerne henstaa nok saa længe i dem. Deres eneste Fejl er, at de er skøre."

Overlærer J. Olsen i Varde har i en Bog om denne Industri (1903) givet en indgaaende Beskrivelse af Jydepotternes ret indviklede Fremstilling. Det var bestandig Kvinder, som drejede Potterne, og det forgik paa et Brædt, som laa over Pigens Knæ. Drejeskive kendtes ikke. Det var de mest forskelligartede Ting, som fremstilledes, lige fra store Kogegryder og Stegepander til Kaffekander, Ølpotter, Tallerkener, Mælkekander, Blomsterpotter, Stegegryder, Kartoffelgryder, Farve-potter, Kakler, Lysepotter til Talg, Æbleskivepander, Vaffelformer, Tragte, Lysestager, Vaser til Pynt, Legetøj, Kakkelovnsrør, Vandspande og Brandspande.

I Gaarde, hvor man lavede Potter, fandtes en „Pottestue" som særligt Værksted for „Pottepigen". Havde man ingen saadan fastboende, engageredes en i „Pottetiden", som varede fra Midten af Marts til hen i Oktober. Det hændte dels at hun arbejdede paa Akkord og fik Løn efter det Antal Potter, hun fremstillede i Sommerens Løb, dels at hun fik Ophold og Materialer mod at modtage Halvdelen af Salgsprisen som Løn. Men lige saa ofte var det Skik, at hun fik fast Løn for Tiden. — I Potteindustriens Blomstringsperiode kunde det være en fin Bestilling at være Pottepige; var hun ferm, kunde hun levere 10—11 Læs Potter paa en Sommer. Ja i 1787 fortæller Lauritz Smith, at en Pige kunde lave indtil 18 Læs å 200—250 Stk. pr. Læs, altsaa ca. 4000 Potter, i Løbet af 7 Maaneder. Da et Læs havde en Gennemsnitspris paa 27 Kr., vil det sige, at Pottepigen paa en Sommer kunde tjene en Sum, som i Tiden var en lille Formue. Det var ikke underligt, at hun var efterstræbt som Kone af de unge Karle! — Noget lignende Tal har man fra Regnskaber helt op til Aar 1860. Et enkelt Sogn, Horne, leverede i Tiden heromkring paa et enkelt Aar 270,400 Potter, eller 676 Læs å 27 Kr. — Det giver for dette enkelte Sogn en Aarsindtægt paa godt 18000 Kr.

Endnu i 1861 findes 36 Sogne, hvor man fremstiller Jydepotter. Men allerede omkring Aar 1900 er denne Industri ganske sporadisk. Der laves endnu paa denne Tid enkelte Jydepotter, f. Eks. i Rousthøj og Vorbasse—Heinsvig. Men som en Bondemand sagde: „Det er mere til Luksus end til Praksus!" Sidst optræder de blot som Kuriositeter med Paaskrifter som „Erindring fra Varde" eller lignende.

Anderledes var det, da Pottehandlerne for Landet rundt paa deres svingfulde Læs, ja helt til Mecklenburg, Holsten og Lauenborg, hvorfra Varerne videretrans-porteredes til Berlin, Leipzig, Dresden og Wien. Med Skippere gik de fra Hjerting til Husum, Hamborg eller Holland, eller de for fra Hjarbæk til Limfjordsbyerne, Kjøbenhavn eller Norge. Der var aabenbart en god Avance for Mellemhandlere ogsaa dengang. Potter, som paa Stedet solgtes for et Par Skilling, kostede f. Eks. i Kjøbenhavn 24—30 Skilling pr. Styk. Det er dog nogle Hundrede Procents Stigning under Transporten.

„Pottemændene“, som drog Landet rundt med deres Læs, betragtedes udenfor deres Hjemland som en Slags Halv-Taaber, om hvem der gik ganske lignende Historier som om Molboerne. Men det var en Skæbne, som de dengang delte med alle Jyder. — Det er jo imidlertid et Synspunkt, som man nu, ikke alene indenfor Handelen, er kommen bort fra.

Første Gang, de sorte Potter nævnes, er i en gammel dansk Lægebog fra sidste Halvdel af det 14. Aarhundrede. Senere sporer man dem i Peder Laales Ordsprog fra 1515, hvor der staar følgende: „Tvi dig, saa sort du est, sagde Gryden til Lerpotten."

Men som før nævnt gaar denne Husflid helt tilbage til forhistorisk Tid og staar i direkte Afstamningsforhold til Oldtidsfolkenes Pottemagerkunst. Med Hensyn til vore Oldtidskars rigere og ædlere Ornamentik maa det tages i Betragtning, at de fleste af disse er fundet i Grave, hvor man for at hædre den døde har hensat Kar med den rigest mulige Udsmykning. Ornamentikken bliver naturligvis ogsaa ringere, eftersom det efterhaanden udelukkende er Almuen, der frembringer Varen, og Udsmykningens Fattighed staar i Forbindelse med, at Karrene kun anvendes i den jævne Husholdnings Tjeneste.

Men af og til sporedes endnu i Formerne et mærkeligt Slægtskab; der kan pludselig dukke en eller anden Genstand op med en Fornemhed i Linjerne, saa man mindes de bedste Urner fra vore Gravfund. Ja, disse graasorte Efterkommere af vore gamle Urner kan have en forbløffende Lighed med selv saa fornemme Forgængere som de uglasserede, tre Tusind Aar gamle Vaser fra Han-Dynastiet. Skønt de er drejede af en eller anden lille Marens eller Kjestens Hænder ovre i det fjærne Vestjylland, er de gjort med en Ømhed og en Skønhedssans, som er overraskende.

2-24

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela