MASNEDØ
Det er en stille, lysende Septembermorgen med drivende Soldis, da jeg fra Havnen ved Masnedø gaar op over de jævne Flader, hvor Duggperler glimrer i Roemarkerne og i Stubbens Edderkoppespind — bort fra den uophørlige Rumlen af ankommende og afgaaende Tog, Drøn fra Rangeringen og Færgernes Dommedagsbrøl, som har holdt mig vaagen hele Natten — ud i Stilheden paa Øens Vestside. Her ser jeg fra det lille Højdedrag ud over Farvandene, hvor Solen er ved at sprede Disen og hvor just i dette Øjeblik snesevis af Sejlere, Galeaser, Yachter, Kuf’er og Tjalke er ved at lette og med de fulde Sejl søger at fange den fine Vestenbrise og drive østerud, mens Sejlenes Duge lyser i alle Toner fra dybrødt til orange gennem Solglans og Taager. Det er et Billede saa eventyrligt og pragtfuldt, at det leder Tanken hen paa Valdemarernes Dage, paa Venderkrigenes Tid, da de kampberedte Flaader med Bredfokkene hejst eller med de blinkende Aarerader langs Siderne saa ofte løb ud fra netop dette Sted. Her fra Masnedøs lave Høje har Øboerne ofte spejdet, naar de store Flaade-opbud fandt Sted, naar Sjællændere, Fyenboer, Jyder og Skaaninger stævnede sammen for at gaa mod den fælles Fjende.
Thi paa den Tid var Farvandene om Masnedø at betragte som Rigets vigtigste Flaadebasis. Mange Gange finder vi hos Saxo Stedet nævnt som Krigsflaadernes Samlingssted, lige til det under Knud VI’s Regering endelig lykkedes Absalon at faa Vendernes Magt fuldstændig knækket i det berømte Slag ved Rygen, om hvilket Saxo beretter, at der af Fjendens fem Hundrede Skibe kun slap femogtredive bort.
Her i Farvandene var Brændpunktet for disse hundredaarige Kampe. Her omkring virkede det berømte Fribytterlag, der under Vethemans Kommando havde til Opgave at rense Farvandene for Røvere og som var for et veritabelt Korstog at regne, hvor den gamle rene Vikingeaand rejste sig i al sin Grumhed for at værge Hjem og Arne. Her i Nærheden var det, at Skjalm Hvides Broder Auden blev overfaldet og dræbt af vendiske Sørøvere, hvad der gav Anledning til, at hele Folket rejste sig og benyttede sig af sin Ret overfor Kongen til at forlange Krigstogt. Da blev Julin angrebet og indtaget, og Hævnerne førte Røverne ud paa aaben Mark og bandt dem til Pæle, hvorefter man sindigt aabnede deres Maver, trak Tarmene ud og viklede dem om Livet paa disse „vilde og grusomme Barbarer", som Saxo kalder dem! „Det var et sørgeligt Skue“, tilstaar han, „men det havde en overmaade nyttig Virkning for Danskerne." Jaja, det skulde ikke komme an paa mere af den Slags! Rundt om Murene paa Absalons By var der Mængder af oprejste Stænger med spiddede Venderhoveder, hvilken Dekoration man ved Tidernes Gunst bestandig var i Stand til at forny, naar den faldt ned. „Dette,“ siger Saxo, „jog Sørøverne stor Skræk i Blodet, og dette gruopvækkende Syn bidrog meget til at gøre Ende paa deres Uvæsen.“
Men det var, som tidligere omtalt, ikke lutter Smaabander af Fjender, man havde med at gøre. Efter Beretningerne faldt der ved Lyrskov Hede ikke mindre end 15,000 Vender! Det kan yderligere nævnes, at der efter Harald Gilles Saga i „Heimskringla“ i Aaret 1135 kom en vendisk Flaade paa halvtredje Hundrede Skibe til Norge, ethvert af Fartøjerne med 2 Heste og 44 Mand ombord -— det er en Hær paa 11,000 Mand og 500 Heste! Fjenderne gjorde Landgang ved Købstaden Kongshelle, og efter en heftig Belejring indtog, plyndrede og afbrændte de denne store, befæstede By. — Senere, i 1157, berettes der i Knytlingesaga om en vendisk Flaade paa 600 (Saxo siger 1500!) Skibe, der forliste paa Hallandsskærene i den samme frygtelige Uvejrsnat, hvor Hertug Valdemar efter Mordet i Roskilde paa sin Flugt til Jylland kom i Havsnød under Sejerø.
Men naar Venderne i saadanne Skarer kunde optræde paa Togter i saa nordlige Farvande, da er det forstaaeliigt, at de danske sydlige Øer har haft stadige Besøg af dem, og der er adskillige Beviser for, at disse Fjender ofte har siddet fast paa Øerne i længere eller kortere Tid. Lolland var jo en tidlang Venderne skatskyldig, og Falster var halvt vendisk, dens Beboere gik Fjendens Ærinde og var ofte ligefrem i Ledtog med ham.
Derved blev Venderne et betydeligt Befolkningselement, paa Øerne talte mange deres Sprog, kunde optræde som Tolke og holde Taler paa Vendisk. Bemærkelsesværdigt er det, at naar der var Opbud af Skibe til at drage mod Venderne, henvendte man sig ikke før i sidste Øjeblik til Lollænderne eller Falstringerne af Frygt for, at disse skulde faa Tid til at advare Fjenderne. Valdemar I’s paatænkte Straffetog mod Falstringerne var begrundet i dette Forhold.
En Mængde Stednavne især paa Lolland og Falster vidner om Vendernes Ophold og deres Anlæg paa disse Øer. Indløbet til Rødbyfjord hedder Kram-nitze Gab, af Beboerne nu kaldet Kremnitze. Paa Rygen finder vi Grambenitze, Nord for Presburg i den slaviske Del af Ungarn Kremnitz, i Volhynien Byen Kremienic, i Guvernementet Wladimir en By af samme Navn — alle nuværende eller tidligere slaviske Besiddelser. Krem eller Kremen betyder Flintesten, og Kremenice en flinthaard stenet Vej eller Grund. Det er netop en flintrig Revle, som karakteriserer det omtalte Gab, og Navnet er et fuldstændigt Sidestykke til det danske „Flinterenden“ i Øresund. — Østen for Tjørnebjergholm fortsattes tidligere langs Lollands Sydkyst de sandede Smaaøer, som nu er bleven landfaste med denne; blandt disse fandtes Store og Lille Billese, saaledes stavet paa Det Videnskabelige Selskabs Kort fra 1776, senere paa Generalstabskortet forvansket til Billesholm (!) men nu rettet til Bellitse Holme. Bellitse er af vendisk Oprindelse og et meget udbredt Stednavn i Slaverstammernes forskellige Besiddelser og i Nordtysklands slaviske Egne, saaledes Beliz, Belz, Bielitz, i Polen Bielice, i Mohilew Bielitza. Ordet kommer af bel eller bjel, der betyder hvid; og bjelitse eller belice er hvid Jord eller Grund. Denne Benævnelse er stærkt karakteriserende for de hvide, af Havsandet dækkede Øer og Forstrande, der omgiver Lollands sydlige Kyster.
Vigsø. Tjørneskoven paa Øens Østside.
Vigsø. Udsigt fra Dyssen over Bugten mod Øens Vestside.
Fæmø. Den gamle Mand fra Nørreby.
Vigsø. Sletten paa Øens Midte.
Dyrefoden. Paa Vej over Fladvandet mod Øens Østkyst.
Bogø. Den hærgede Jættestue i Østerskov.
Bogø. Langdysse ved Skaaningebugten.
Inde paa Lolland ligger Landsbyen Binnitze i Hillested Sogn, og Vesten for denne Landsbyen Tillitze; begge Navne er vendiske, Begyndelsen af det sidste kommer af tyle eller tele, som betyder Kalv, Slutningsstavelsen af ize, iza eller iz, den sædvanlige Stedsendelse — altsaa Kalveby. I Nærheden ligger Landsbyen Kuditze, og en tidligere Herregaard hed Irlitzegaard.
Paa Falster har vi i Sønder-Alslev Sogn Hovedgaarden Kozelitze (Stave-maade fra et gammelt Haandskrift, nu Korselitse) — hos Pontoppidan kaldet Korseløse (!). Af tilsvarende Navne findes i Pommern Coslitz, i Sachsen Koss-litz, i Polen Koscielic, i Schlesien Korzlitz o.s.v. — Ogsaa paa Møn kan paavises Navne af vendisk Oprindelse, saaledes Halvøen Koster, der strækker sig over mod Kallehave. I Posen findes sammenlignelsesvis Byen Kosten og i Bøhmen Slottet Kost, som var besat af Svenskerne under Trediveaarskrigen. (Se Fr. Schiern: Om den slaviske Oprindelse til nogle Stednavne paa de danske Smaa-øer, „Hist. Studier", Kbhvn. 1857).
Det var en ondartet Svamp, der havde angrebet Landet. Og der maa være gaaet en Storm af Henrykkelse over det efter de Sejre, som endelig befriede os for videre Indtrængen af disse Fremmede. Hvad havde Befolkningen ikke lidt af Nedværdigelse under denne hundredaarige Utryghedstid! Hvor krænkende for et ældgammelt, krigersk og fast bosiddende Folk at deres Landomraade stadig befingres af en fremmed, beskidt Race, deres Marker lægges øde af gale Folk, deres Gaarde plyndres og svies ned af farende Pak •— deres lyse Kvinder slæbes bort af uhumske Orang-Utanger! Uh, hvor deres krumme Snabler og sorte Hestehalehaar maa have virket til Brækning paa de nordiske Mænd. Og hvilken Forsmædelse at disse Kvinder, som de gamle Love dømte til Døden, naar en hvid Mand havde krænket dem, at de — Søstre, Døtre, deres Børns Mødre — blev slæbt bort paa Hesteryg til Forlystelse for Vilde, der gik paa Bagbenene som gejle Hunde! Haarene kunde rejse sig paa éns Ryg ved Tanken derom ....
Det maa have været grov Politik, naar Valdemar Sejr efter Vendernes Undertvingelse gav sin Søster Catharina til Ægte til den vendiske Fyrstesøn Prislav, som fik Len af Kongen paa Lolland!
Fra mit Højdedrag ser jeg ud over Farvandene i Øst og Vest. Her, hvor Valdemarsflaaderne før samledes, flokkes nu kun fredelige smaa Fragtskuder. Men Stedets Ry som naturlig Havn er det samme gennem de Hundreder af Aar, og de smaa Kuf’er, Yachter, Tjalke og Everter — omtrent lige saa store som Vendertidens Krigsfartøjer, ligger her og venter paa passelig Bør, eller de kryber herind i denne Nødhavn for alle Storme; thi Rev og Grunde skærmer det til alle Sider mod Søen. De halvthundrede Skuder, som just nu letter og staar ud mod Øst i en stor Sværm, med Soldisens blide Farver over deres røde og gule Sejl — det er et gammelt, gammelt Billede. —
Heroppe fra mit Stade er Kontrasten iøjnefaldende mellem det sjællandske og det lollandske Landskab, i Nord de herligt svungne Bakkedrag om Vordingborg By med dens røde, lave Tage og Gaasetaarnets bastante Mure, kulminerende i det mærkeligt formede, høje „Kulsbjerg", der skyder tilvejrs som en Knudetand i en Rovdyrkjæbe. I Syd de evindelige Flader, kun hævende sig hist og her i et
blaanende Skovbryn. Milevidt ser man over Sunde og Belter til begge Sider, hvor Brisen nu stiger og jager den sejlende Flaade bort med sig, ind i de drivende Soltaager.
Paa min Vej tilbage til Havnen bliver jeg ved Indgangen til et lille beplantet Anlæg kaldt tilbage til Nutiden ved Synet af et Skilt, hvorpaa der staar: Locomo-tivkørsel forbydes! — Efter nogen Søgen finder jeg godt gemt i Græsset et gammelt, rustent Jærnbanespor, som peger lige ind mod Haverne. Men hvad er Meningen med Skiltet? — Er det Skik, at Øens Indbyggere om Søndagen gaar hen og tager et Locomotiv og foretager Udflugter med dette ad Veje og Stier og gamle, nedlagte Jærnbanespor, ind gennem Parker og Haver, ligesom man andre Steder farer i Bil!
Det maa være et farligt Sted at opholde sig. Jeg skynder mig ombord, ihukommende at det er Søndag idag. —
Medens den Masnedø tilhørende „Kalv“ kun er 5,9 Tdr. Land og er ubeboet, er Hovedøen 280,8 Tdr. Land og har en stor Gaard, „Masnedøgaard“, paa sin Midte og et Par enkelte Huse foruden sin lille Jærnbanestation og nogle smaa Funktionærboliger ved Havnen paa Sydenden. Gaarden er paa 20 Tdr. Hartkorn og har 170 Tdr. Land under Plov. Øen er helt uden Skov og har kun Træer i Haverne ved Boligerne og i Anlæget ved Havnen. Denne blev aabnet for Færgeforbindelser med Orehoved paa Falster i 1884 og udvidet i 1893. Af Beboere er her 176, og Øerne hører under Vordingborg Landsogn i Præstø Amt.
Øens højeste Punkt paa Vestsiden er kun 67a m. „Kalven" er en ganske lav, flad og græsklædt Holm, der kun synes at egne sig til Rugeplads for Søfugle. Da vi senere paa Formiddagen lettede og passerede den paa Vej til „Dyrefoden“, saa vi, at dens grønne Græstæppe gaar lige ned til Stranden, hvor nogle enkelte store Sten rager op, og den ligner Hundreder af den Slags Smaaholme i vore Farvande.
Af Fugle saa vi under vort Ophold paa Masnedø ingen udover de mest almindelige Arter.