De Danskes Land -- Achton Friis

LYØ

Yi tørnede tidligt ud en Morgen og satte Kursen fra Dyreborg mod Lyø, hvor vi ankrede op i Læ af Landet et Par Hundrede Alen fra Nordkysten nær Øens lange Anløbsbro. Det første, der vakte vor Opmærksomhed derinde, var et fint Oplagsskur yderst paa Broen, paa hvilket der var malet et Skib, og ovenover dette var skaaret med store, fede Bogstaver Ordet LYØ.

Man kan ikke prise Beboerne nok for denne Foranstaltning. Thi her sejler man rundt i et Amt, som har ikke mindre end tooghalvfjerds Øer, der ligger i det værste Roderi mellem hinanden og minsandten ikke altid er saa nemme at hitte Rede i ude fra Vandet. Men her er man kommen ind paa det rigtige: at skære Øens Navn i den. Her er ingen Fejltagelse mulig, og Politiet gaar ikke op og anholder en Lyøbo, fordi en Mand paa Avernakø har stjaalet en Sæk Kartofler!

Saasnart vi saaledes var kommen paa det rene med, at vi rigtigt var ankommen til vort Bestemmelsessted, gik vi i Jollen og roede ind til Broen.

Umiddelbart indenfor Landingsbroen ligger det lille idylliske Sted „Boster Huse“ bestaaende af en herlig gammel, velholdt Bindingsværksgaard og et Par Smaahuse. Herfra skraaner Vejen jævnt opad mod Syd til Lyø By, der ligger omtrent en Kilometer fra Landingsstedet.

Fra Havet Nord for Øen tager denne sig ikke særlig indtagende, ja nærmest kedsommelig ud. Men er man kommen paa Land, opdager man hurtigt, at Indtrykket derude fra er ganske fejlagtigt. Med sine kun 1113 Tdr. Land, hvoraf 8 er Søer og Laguner, danner Øen et saa pragtfuldt og afvekslende Landskab, at man faa Steder i Landet finder Magen paa et saa ringe Areal. Her findes saa godt som alt, hvad dansk Natur frembyder — undtagen Hede og Skov.

Øens Idyl synes at naa sin Kulmination i Landsbyen. Ved vor første, hastige Morgenvandring gennem denne virkede den straks imponerende ved sin Størrelse, sin Frodighed, sin Hygge og overordentlige Skønhed. Jeg tror ikke, der i denne By findes én eneste Ting, som forstyrrer Harmonien. Her ligger Gaarde og Huse saa gammeldags og mindst lige saa velbevarede som i Drejø By, hyppigt endnu med de smaa, blyindfattede Ruder. Men modsætningsvis findes her en Vegetation, som man ikke ser Sidestykke til paa andre af disse Øer, og næppe i nogen Landsby i hele Landet. Byen er én eneste, sammenhængende Have, kun brudt af brede Veje og hist og ,her en lille, aaben Plads. Paa vor første Tur gennem Byen talte vi ikke mindre end 5 store Gadekjær!

Under store, skyggefulde Træer, bag Frugthaver og kraftige Pilehegn toner de gamle Bindingsværkslænger frem med deres hvide Mure. Byen er overordentlig vid af Udstrækning, det er umuligt at overskue den fra noget Punkt for dens Træer og tætte Haver. Man vandrer som i en Skov, og Gaarde og Huse bliver bestandigt ved at pippe frem under Løvet langs Vejene. Indtil man pludselig ned ad én eller anden Sidevej faar et Udkig og gennem dette ser Kornet staa i gyldne Traver paa de bakkebølgende Stubmarker og bag disse faar vide Udsigter over Kløfter og Dale, over enligstaaende Trægrupper og over Havet til andre, fjærne Øer — et bedaarende Syn. Det er det ideale, danske Ølandskab!

Den ejendommelige Maade, hvorpaa de enkelte, slanke Popler her rager op over de lave Hegn og de smaa Trægrupper i det vide Landskab, minder mig i høj Grad om Landskabsindtryk fra Nordøstfrankrig. — Men her bølger Havet om mig til alle Sider, Luften er salt og bærer Dufte af Tang fra den nære Strand, Maagernes Skrig og de store Poplers stærke Susen siger mig, at jeg er hjemme.

Et højst besynderligt Køretøj mødte vi paa Vejen udenfor Byen: en lille Vogn, trukket af en kæmpemæssig Vædder, som blev ledet af en ung Pige. Paa Vognen stod en stor, fyldt Mælkejunge, som Pigen skulde bringe til Mejeriet. Hun fortalte, at Væddere almindeligt anvendes som Trækdyr herovre foran disse Mælkevogne. Og senere saa vi ogsaa hver Morgen saadanne Køretøjer paa alle Veje, som fører til Byen, altid med en ung Pige som Vognstyrer. — Vædderen anvendes altsaa her ligesom St. Bernhardshunden paa Bjørnø.

Da vi sidder om Bord efter Middagen, ser vi, at et svært Uvejr er under Opsejling fra Sydvest. Luften er hed og lummer, og det begynder at blæse. Tunge, blaasorte Skymasser bevæger sig hastigt nordover, og fra deres nederste, skarpe Rand ser vi allerede Regnen som en tæt Masse paa skraa i nordlig Retning, skarp som et Plovjærn skærer den ind i den gustengule Himmel. Dumpe Drøn høres nu og da, og fjærne Lyn begynder at glimte bag Lyøs Bakker.

Nogle Hættemaager, der svømmer spredt i Stranden, letter næsten samtidigt og fjærner sig ilsomt ind over Øen for at komme hjem til Ungerne i Mosen. Enkelte Strandskader kommer pilende kystlangs i stor Hast for at slippe afvejen, inden det begynder. Snart er ikke én Fugl mere at øjne. Luften bliver kvælende og tung af Tangens Dunster, og Vinden, som kommer paa tværs af Tordenbygens Vej, er hed og bringer ingen Lindring. Men Bygens tunge Masser kommer hurtigt nærmere, det mørkner af den over Land og Hav.

Pludselig jager et farligt Lyn henover Lyø med hurtigt følgende, svært Skrald. Det begynder at stænke med store, tunge Draaber, der falder med en prikkende, skarp Lyd paa Dækket. Regnen kommer hurtigt og voldsomt, Lyn og Skrald skifter ustandseligt. Nu falder Vandet med en eneste jævn, syngende Susen; Springvand staar i Vejret fra Draabernes Smæld mod Dækket og den oljeglatte Vandflade.

To blanke, hvide Lyn farer lige efter hinanden ned Sydøst for os, og faa Sekunder efter ét i Nordvest. Det er lige over os nu. Regnen er saa tæt, at vi kun ser hundrede Alen til Siderne; to hollandske Tjalke, der er vore Naboer, skimtes et Steds paa Grænsen mellem Luft og Hav; udviskede og spøgelse-agtige synes de at svæve ovenover Havfladen.

— Et eneste tungt, jærnhaardt Knald som af en Kanon lige over vore Hove

der, og en susende Stilhed derefter — og to Sekunder senere endnu et Nedslag i Læ af os med et Rabalder, som af hundrede Jærnharver, der rasler ned paa Strandens Kampesten......

I dette Øjeblik dukker en stor Havmaage ud af Regntaagen, langsomt sejlende paa rolige Vinger ind i vor Synskreds, isagtig hvid mod Skyen — saa forsvinder den igen i det Graa.

Og saa er det hele forbi. Hurtigt farer Vejret mod Nordøst, skjulende Smaa-øerne og Fyen i sit Mørke. Men Lynene staar endnu som gloende Pæle derude og bærer den sorte Kuppel, og langt borte bag Avernakø dundrer det endnu fra Himlens store Kanoner.

Blæsten falder med den bortdragende Tordensky; det bliver stille, og Solen skinner igen.

— Men i samme Nu, som Solen kom frem, brød Lærkesangen ud inde over Lyøs Bakker.

— Byen, som ellers er den fuldkomne Idyl, har omkring sit største Gade-kjær et Præg, der er saa stilfuldt og alvorligt, at det næsten kan kaldes strængt. Den vide Vandflade med det graa Stendige omkring, de lange, højtidelige Bindingsværkslænger, der spejler de hvide Mure i det stille Vand, og først og fremmest den helt skovagtige Bevoksning omkring det, giver dette Sted et Skær af Fornemhed og Ro, som ellers er saare sjældent at finde i en Landsby.

Stærkest medvirkende til at befæste dette Indtryk er de kæmpemæssige Sølvpopler, der her bærer det besynderlige og uforklarlige Navn Abeliner, et Navn, som dette Træ har fælles paa flere af de smaa, vestlige Øer i det sydf yenske Øhav. Navnet har selvfølgelig intetsomhelst med „Abild“ at skaffe. Mærkværdigvis hedder det samme Træ visse Steder i de nordamerikanske Fristater abelee, og man vilde kunne tro, at én eller anden Sømand havde hentet Navnet hjem derovre fra, dersom man ikke vidste, at Ordet er brugt om det samme Træ i Sønderjylland i det mindste de sidste 200 Aar og rimeligvis herfra er vandret over til Smaaøerne.

Disse Træer præger ved deres Mængde og deres Anseelighed hele Byens Fysiognomi. Et Par af dem, som staar sammen ved Hovedvejen nær Kirken, naar sikkert mindst 50 Fod i Højde, og flere andre naar en lignende Størrelse. En Besynderlighed ved deres Vækst er, naar de som her vokser nogenlunde frit, deres til Tider skuffende, pinjeagtige Form. Med deres pragtfulde, graagrønne Løv, der har en Corots Farver, virker de fornemt og ædelt mod de andre Løvtræers saftigere Grønne. Abelinen er et af de stolteste Træer, vi ejer, og burde vinde vid Udbredelse.

Gaardtypen paa Øen er nuomstunder noget nær den samme som paa de andre, nærliggende Øer og som paa det fyenske „Fastland". Det er den rigtige, ægte Øbogaard med de lange Bindingsværkslænger, som nu sidst og bedst er bevaret i Sydfyen, men naar sin smukkeste Skikkelse paa disse smaa Øer i Syd. — Men den ældre, lyøske Gaardtype, af hvilken der nu kun er levnet tre paa Øen, ser anderledes ud; den bestaar af én Længe med Beboelseshus, Lader og Staldrum i Forlængelse af hinanden. Omtrent midt paa Facaden findes Hovedindgangen, hvor der bag en Forstue ligger en meget lille „Folkestue", en Blanding af Køkken og Spisestue. Henimod den østre Ende ligger herfra i Rækkefølge Dagligstue, Storstue og endnu en Stue, alle forbundne ved Døre. I Fortsættelse af disse, men adskilte fra dem ved en tynd Mur uden Dør, kommer yderligere 2 Stuer, der er Beboelse for Aftægtsfolkene. Alle disse Rum har Vinduer mod Vejen. Fra Forstuen mod Vest er Sovekamre og Bryggers, og efter disse de forskellige Stalde og endelig Loen. — Bag denne umaadelige Længe findes nu et Par enkelte, senere opførte Udhuse, der sammen med Hovedbygningen danner en Slags Gaardsplads.

Som paa Fyen og paa de nærliggende Smaaøer er Bygningerne vidunderlig velholdte. Hvert Foraar bliver alle Længer kalkede, og Stolperne tjærede. Murene er intakte og glatte, Tagene uden Lyde, det hele er saa pudset og sirligt, at man gaar i en bestandig Helligdagsstemning i denne mærkelige, idylliske By — næsten angst for, naar man ser et Køretøj paa den brede, jævne Landsbygade, at en uforsigtig Hest i Tanker skal komme til at tabe en Pære paa Jorden. —

Medens Beboerne saaledes viser Sans for at bevare deres gamle Bygninger, gælder dette ikke for disses indre Udstyr. Her er efterhaanden næsten alt „moderne" ; det vil sige, at alt, hvad det lavere Bourgeoisi i Byerne har fejet ud efter Rædselsperioden i Slutningen af forrige Aarhundrede, her som andre Steder paa Landet har holdt sit Indtog i Hjemmene: Etagerer med forfærdeligt „Nips“, Staffelier af forgyldne Spyd med Portrætter i oval Ramme, omgivet af et Fløjelsdraperi med „Klunker", Antimakassar over plyschbetrukne Møbler af tysk Fabriksoprindelse, hæslige spraglede Tapeter paa Væggene med rædselsfulde „Olje-malerier", Hængelamper paa Størrelse med Karruseller og med Fluenet omkring.

Endnu finder man i disse Rædselskabinetter et enkelt Minde om den gode Tid, som én eller anden Særling i Familien ikke har villet slippe, saaledes i Form af nogle ypperlige Fayencer, mest Fade og Skaale, der nu fra Tallerkenrækkerne er vandrede ind imellem Ragelset paa Etagererne eller paa Stuernes Vægge. De fleste af disse Fade er indførte til Øen af én bestemt Skipper, Per Ommel, som bragte dem med sig fra Holland eller Slesvig; en stor Del af dem er fra Kjæl-linghusen. Desværre er der nu kun et Par enkelte Steder paa Øen virkelige Samlinger tilbage af disse Fade, som har undgaaet de graadige Opkøbere under Krigs-aarene, da selv de fjærneste Kroge af Landet blev gennemstøvede.

Næsten alle de unge Piger, vi møder paa Øen, er éns af Type, meget høje og slanke og som Regel lyse. Deres Gang er let og spændstig, deres Væsen ejendommelig blidt, og de er lette til Smil. De bærer paa denne Aarstid næsten alle en let, bredskygget Straahat, saa deres Ansigt trods den stærke Sol bevarer sin lyse og skære Lød. — Jeg mindes modsætningsvis de Halenegerinder, der om Eftersommeren vender tilbage til Hovedstaden fra nærmeste Badested og spreder Skræk blandt Mandfolkene ved deres ækle, brune Hudfarve, der vilde klæde en Fyrbøder eller Sortfod-Høvding, men berøver disse stakkels Simili-Friluftsvæs-ner al kvindelig Charme. —

Jeg besøgte i Byen Øens Møller, hvis Gaard er et Herskabshjem af en usædvanlig Storstilethed og fri for enhver Mindelse om Almue. Uden Tvivl er det Øens Kulturcentrum.

Da jeg fortalte Mølleren, at jeg gærne vilde tegne én af Øens unge Piger, sagde han straks: „Ih bevares, vi kan jo bare sende Bud efter en halv Snes Stykker i Nabolaget, saa kan De se paa dem her og tage den bedste ud!"

Lyø. „Klokkestenen". Bemærk Stenen til at hamre paa Overliggeren med.

Lyø. Dyssekamret paa „Syn-Graves Mark'

Lyø. Ved Ilmekilde med Udsigt mod Syd over denne.

Lyø. Kærre med Mælkejunge. Vædder som Forspand,

Men da jeg blev ængstelig for, at jeg ved at følge dette Raad skulde faa den udvalgte til at hovmode sig og vække de ni andres Ondskab, bad jeg Mølleren vælge for mig og kun hente én. Hun kom straks efter, og jeg kunde næppe have valgt bedre selv. Hun var typisk for sine unge Landsmandinder, en lidt drenge-agtig Skikkelse, slank og lys, en lille Aabenbaring af landlig Friskhed og Uskyldighed og et Blik saa rent som en Majmorgen. —

Den lyse Type, som sjældent har vist sig paa de andre sydfyenske Smaaøer Østen for Lyø, er her overordentlig stærkt fremherskende. Paa Øerne i det nære Drejø Sogn eller paa Avernakø kan man ikke pege paa nogen udpræget Type, Racen maa dér være meget stærkt blandet. Oftere er Folk nok dér under end over Middelhøjde, ofte mørkblonde og med meget uregelmæssige Ansigtstræk. — Lyøboen er iøjnefaldende ved sin Modsætning. Han er høj og slank med brede Skuldre og smalle Hofter, et stærkt, ovalt Ansigt med stor og lang Næse, ofte noget krummet, og med meget lyst, til Tider helt hvidgult Haar.

Mellem den Mængde gamle Folk, der ses paa Øen, findes mange endnu ranke og stoute Skikkelser; der er ikke sjældent 3 Alens Karle imellem, der har en Holdning, som om de endnu var i Kongens Klær. Til disse hører saaledes et Par 90-aarige Gubber, der begge deltog tilsøs i den første, slesvigske Krig.

Inde i Byen besøger jeg den gamle Peder Hansen, som er den ene af 4 endnu levende Søskende, deraf 3 Brødre. Den ældste Broder er 88, den næste 86, Peder Hansen selv er 82, og den yngste er en Søster paa 80 Aar. De er alle raske og lebendige! Brødrene er høje og ranke Mænd, granvoksne og lyse — ja, nu er de for Resten alle hvidhaarede. De tilhører en meget forfinet Bondetype, Slægten maa være usædvanlig raceren. Ligesom Peter H. selv i nogen Grad kan minde om H. C. Andersen, har den ældste af Brødrene en slaaende Lighed med Franz Liszt. Set forfra er Peter H. en smuk Mand, da domineres hans Ansigt ikke for meget af hans uhyre Næse, den største, jeg nogensinde har set i et menneskeligt Ansigt, endogsaa paa Lyø! Den er „som Libanons Taarn, der skuer ud mod Damaskus!" — Men bedst er han fra Siden; her danner Næsen ligesom en Modvægt mod Linjen i hans pragtfulde, hvide Haar, der efter gammel Lyø-Skik er skarpt afskaaret forneden. Jeg vover at paastaa, at han er den typiske Lyøbo. Paa Lyø Kirkes ældgamle Vejrfløj findes Profilen af en Mand, der ligner ham fuldstændigt!

Lyøboernes Tone overfor Fremmede er behagelig fri og ugenert, modsætningsvis til f. Eks. paa mange af de sjællandske Øer og enkelte af de jydske. Og heri ligner de de fleste andre fyenske Smaaøers Beboere. Men et andet Modsætningsforhold, der er stærkt udpræget mellem de fyenske og jydske Øer, af disse særligt Limfjordsøerne og Læsø, og som i nogen Grad er betegnende for Kvindens Stilling i Samfundet, kommer ogsaa paa Lyø tydeligt frem. Medens paa de nævnte jydske Øer Hustruen saa godt som altid sidder med tilbords, endogsaa naar der er fremmede Gæster, er hun her under alle Forhold, ogsaa i den daglige Husholdning, blot et Tyende, der serverer for hele Besætningen fra Manden til Tjenestedrengen. Er der Fremmede, forsvinder hun ud af Stuen, naar det traditionelle „Værsgo’“ er udtalt. —

Jeg overværede et Maaltid i en Bondegaard paa Lyø; Manden, Karlene, Drengen og Pigen sad tilbords ved „Eftermiddagsmellemmaden" — Fedtebrød og kold Vælling. I uhyre Tavshed blev Maden sat tillivs. Manden sad for Bordenden, de andre rundtom. Kun Konen stod op, ved Bordets yderste Langside, søbende af sin Tallerken paa Bordet. Skeen havde en Vejlængde paa mere end en Alen at tilbagelægge for hver Mundfuld.

Disse Bønderkoner sidder saa godt som aldrig, der levnes dem ingen Tid! Hun her var trods sine højst 35 Aar allerede en hærget Skikkelse. Der var intet mere, som tydede paa, at det var et kvindeligt Væsen, der befandt sig inden i Klæderne. Barnefødsler og Slid tog forlængst alle de blide Former. — Kun Øjnene levede endnu, i Ansigtet var der bestandig en Mindelse tilbage om hin fjærne Tid, da hun som 17-aarig Mø gik straalende hen ad Vejen som Øens Apotheose!

Med sin store Landsby og sin Kirke danner Øen eget Sogn i Svendborg Amt. Den er 1137 Tdr. Land og har ikke mindre end 90 Beboelser med 395 Indbyggere. Den er temmelig rundagtig af Form, men paa Nordsiden skærer en dyb Bugt, Lyø Havn, ind i Kysten, og der fremkommer en stor Odde, Lammehoved, hvis Nordspids ender i et langt og smalt Rev, der skyder sig over mod Fyenskysten, fra hvilken Øen er skilt ved det kun ca. 2 km. brede Sund Lyø Krog. Mod Nord og Øst, hvor Øen er ret lav, gaar Terrænet jævnt over i Strandbredden, medens den Del af Øen, som ligger Syd for Byen, er høj og meget kuperet og gennemskæres af to dybe Dalsænkninger, der gaar fra Sydkysten i en bred Bue ud til Østsiden og danner sumpede Engdrag, som østligst ender i en lille Sø, „Østersjon". Paa den store Odde i Nordvest findes Laguner og en anden Sø, som bærer Navnet „Vestersjon“.

Fra Byen, som ligger midt paa Øen, fører ikke mindre end 6 Veje ud i forskellige Retninger. Skønnest og mest idyllisk er Landet omkring „Romvejen" og Øens sydøstlige Del i det hele taget. Ejendommeligst ved sine vide, aabne Udsigter er Landet omkring den højtliggende „Syn-Graves Mark".

De højeste Punkter er „Møllebakken" Vesten for Byen og et Sted mellem „Askovbanke" og „Bjærget" paa Øens Sydøstside, begge 24 m. høje; men flere andre Steder naar en i Forhold til Øens Størrelse ret anselig Højde.

Jeg er gaaet ud ad Holtevejen Øst for Byen og sidder nær sønden for denne paa én af Øens 5 tiloversblevne Kæmpehøje, „Store Stenshøj". Som saa mange af vort Lands Dyssekamre har ogsaa dette været Genstand for Molest, Overliggeren er nedvæltet, og der er boret Sprænghuller i den — formodentlig har man haft til Hensigt at anvende den til et eller andet, Stenpikning eller Dige, men har i sidste Øjeblik betænkt sig. De underste Sten er endnu alle paa deres Plads, mærkeligt nok. — Mange, mange af Øens Dysser er det gaaet værre!

Fra Stedet er en prægtig Udsigt, hvad der iøvrigt gælder om de fleste af Øens Dysser, som ligger paa aaben Mark. Levende Hegn toner frem overalt, hvorhen man ser; men de mange Højder sørger for, at man næsten aldrig mister Udsigten. Fra Dyssens Fod skraaner en vældig Pløjemark i kraftigt svungne Linjer ned mod Dalbunden. Højen er en frodig Ukrudtsidyl midt i den sorte Pløjemuld; her gror fint, højt Græs rundt om dens Fod, og paa dens lave Sider og ind mellem de graa Bæresten staar en Vrimmel af store Knopurter og gnistrende Brandbægre. Rundt om den halve Ø, som jeg herfra overskuer, ligger Havet synligt i blege, blaa Farvetoner; Luften derover er mælkefarvet af Dis, som næsten skjuler den røde, runde Sol, og kun svagt aner jeg gennem Disen de fjærne Øers

Konturer. Som fine graa Slør synes deres Kroppe at svæve i Lyset over Horisonten — Fyen, Avernakø, Ærø, Bjørnø og Als langt borte i Sydvest.

Det er, som befinder jeg mig midt i en vældig, dampende Skaal, hvis Rand bølger i Varmen fra dens hede Indhold — og over den staar Solen som den glødende Ende af en kæmpemæssig Cigar, tændt af en besoffen Guddom, der drømmer i Dunsterne over sin dampende Bowle og finder alting saare godt. —

Fra mit Stade har jeg Udsigt over netop den Del af Øen, hvor efter Sagnet den Begivenhed fandt Sted, som for stedse har sikret Øen en Plads i Historien. „Kong Valdemars Bord“, det berømte Egebord, ved hvilket Kongen blev grebet af den „sorte" Grev Henrik, havde jeg allerede haft Lejlighed til at se. Det ejes af en Gaardmand Nord i Lyø By, og jeg fandt det staaende i et Udhus, som bruges til Cyklestald, omgivet af alt muligt Skrammel og dækket af Snavs og Støv. Pladen er af Eg og paa godt 2 m.s Længde og 75 cm.s Bredde, omtrent 9 cm. tyk. Det hele er et daarligt Bondearbejde af højst et Par Hundrede Aars Alder, og der findes flere lignende Borde paa Øen. Men dette skal altsaa være det ægte! —

Før Valdemar Sejers Tid melder Historien intet om Øen. At den har været tæt befolket, ogsaa før Bronce- og Jærnalderen, derom vidner de talrige Fund af Stenalderredskaber og Vaaben, man har fra Stedet. Men at den senere har delt Skæbne med de allerfleste andre af vore sydlige Smaaøer, som under Venderkrigene blev udplyndrede og totalt affolkede, derom er der ingen Tvivl. Som øde Land er den gaaet over i Kronens Eje.

Hvornaar den atter har faaet faste Beboere, vides ikke. Det er muligt, at Kongerne snart har afhændet deres Ejendomsret til Øen, men ialfald har de længe beholdt Jagtretten. Thi i Valdemar Sejers Jordebog fra 1231, 8 Aar efter Kongens Tilfangetagelse paa Øen, findes den under Navnet Lyuthø paa „Ølisten11 — Kongen har altsaa haft Brugsretten eller i det mindste Retten til Jagt, og der nævnes af firføddet Vildt, som her fandtes: Hjort, Daadyr og Raadyr, og desuden Heste (o: vildt Stod).

Om den dramatiske Begivenhed hin skæbnesvangre Foraarsnat mellem 6.— 7. Maj 1223 er Øen endnu fuld af „Minder" — men kun i Skikkelse af højst upaalidelige Fortællinger. Den store Mose, som her nedenfor Store Stenshøj dækker Dalbunden, som fra „Østersjon" deler Øen i to Dele, har Minder om det kongelige Slot (!), som under Navn af „Ilm“ engang skal have været paa Øen, og man viser paa Matr. 9 endnu baade „Slotsbanken" og „Ilmekilden".

N. Rasmussen Søkilde har meddelt følgende, som er bygget paa gamle Lyøboeres Beretning: „Kong Valdemar havde Aftenen før sit Fangenskab holdt Taffel i sit Telt, som var opslaaet ved den Ma (Made), som endnu kaldes „Kongens Ma“. Under det Taffel, hvor det gik lystigt til med fyldte Bægre, havde man benyttet det store Egebord, som endnu findes paa Øen. Da Kongen og hans Følge, uden at ane nogen Fare, havde lagt sig til Ro, brød Greven med sine Folk ind i Teltet, hvor Kongen saaret undslap og skjulte sig i de tætte Buske ved en Kilde paa Øens sydlige Ende. Han blev eftersøgt af Greven og røbet ved den Hund, han havde med sig. Fra det Sted, hvor Kongen blev fangen, strækker sig nogle Agre mod Vest, „Grevens Dyvelstykker", hen mod det Sted, der kaldes Grevens Pold eller Klint. Det er den Vej, man vil vide, at Greven har ført sit Bytte ned til de ved Stranden ventende Skibe."

13*

Dette er en altfor godt detaljeret Beretning i Betragtning af, at Begivenheden er 700 Aar gammel 1 —

Som Grund til det voldsomme Had, der skulde have foranlediget den tyske Grev Henrik til Overfaldet paa Kongen, en Voldshandling, der selv i hine Tider søger sin Lige, da gør Johan Arndt Dyssel sig sikkert til Talsmand for den sædvanligste Opfattelse ved i sin „Forsøg til en Indenlandsk Reise“ (1774) at sige følgende:

„Grev Henrik foretog en Reise til den hellige Grav og havde imidlertid be-giert, at hans Grevinde maatte opholde sig ved det danske Hof, under Kongens Beskiermelse; hvilket blev tilladt. Han reiste bort, i den Tanke at den hellige Grav var vel forvaret (!). Men ved sin Hiemkomst befandt, at hans Grevinde havde vederlagt sig sin høie Værts Artigheder med den Føielighed, som han for-meente sig alleene at tilkomme; hvorover for at hævne sig han fattede det fortvivlede Anslag. “

Men de Krønikeskrivere, som er samtidige med Begivenheden — Suhm nævner ikke mindre end 4 saadanne — kender imidlertid ikke det mindste til et saa-dant Rygte. De 3 af dem, som er tyske, kunde dog ellers bekvemt have anvendt det som Forklaring og Undskyldning for den Svig fra Grevens Side, der udviklede sig til en særdeles indbringende Pengeafpresningsaffære og fandt Sted under selve den tyske Kejsers Protektion. Det første Sted, man finder det omtalte Rygte nævnt, er i den saakaldte „Jydske Krønike", forfattet omtrent 120 Aar senere, og Munken Thomas Gheysmer citerer dette Sted i 1431. Men en Mængde senere Historieskrivere har gengivet Rygtet som en historisk Kendsgerning, saaledes baade Helvaderus, Hvitfeldt og Pontoppidan. Hos sidstnævnte er der oven i Købet kommet et Barn til som Bevismateriale mod Kongen. Men denne Sildefødning er dog vistnok Pontoppidan Far til. —

Suhm og senere Historikere tager Afstand fra alle Rygter om Kongens Forhold til Grevens Hustru og viser, at der er helt andre Aarsager til Fjendskabet. Kongen har to Gange tvunget Greven til at underkaste sig ham og har desuden taget en Greven fjendtlig sindet Adelsmand, Johan Ganz fra Grabow, som Greven havde forjaget, under sin Beskyttelse. Endelig havde Kongen taget det halve af Slottet og Grevskabet Schwerin i Besiddelse til Fordel for sine egne Slægtninge. Der var altsaa gammelt Had af politiske Grunde mellem Kongen og Greven.

Hvad der skete den Nat paa Lyø, hvorledes den dramatiske Handling forløb i sine Detaljer, derom véd ingen med Sikkerhed Besked.

Kongen og hans ældste Søn førtes fangne til „Lentzen", et Slot ved Prieg-nitzer Mark Øst for Elben, nær den mecklenborgske Grænse. Da Greven imidlertid ikke ansaa denne Borg for stærk nok til at modstaa Anfald, fik han af Grev Volrad Slottet Dannenberg overladt til Fængsel. Dette laa paa den vestlige Side af Elben og var paa alle Sider omgivet af Sumpe. Fangerne var nu anbragte i sikreste Forvaring paa selve Rigets Grund.

I de halvtredje Aar, Kongen sad fangen, mistede Danmark saa godt som alle sine Provinser i Tyskland og maatte udrede en Løsesum paa 45,000 Mark purt Sølv, alle Dronningens Guldsmykker paa Kronen nær, Klædninger af flamsk Skarlagen til 100 Riddere, samt 100 Heste, hvoraf 50 Stridsheste!

Men iøvrigt blev den fulde Løsesum aldrig skaffet tilveje. Da efter omtrent 5 Aars Forløb 26,000 Mark var udbetalte, var Danmark saa langt ude i Nød og Elendighed, at Greven og hans Forbundsfæller maatte opgive videre Krav.

Der gaar efter denne Begivenhed over 300 Aar, inden Øen atter dukker frem i Historien. Det er under Grevens Fejde i 1534—35 da Indbyggerne, i Følge en Præsteberetning fra 1623, to Gange ved deres heltemodige Modstand afslog Lybeckernes Angreb.

Atter gaar godt og vel 100 Aar; saa kommer Svenskekrigen. Med den Appetit, som et langt Feltliv i det fremmede giver, styrtede Carl Gustavs Lejetropper sig over de danske Øer. Det var gefundenes Fressen, og det var en Hær med en god Fordøjelse! Ogsaa til Lyø naaede enkelte Sværme af Ryttere fra denne pragtfulde Armé af internationale Krigskarle, der var under en Jærndisciplin, som desto værre skæmmedes af den Omstændighed, at Hærens Sold for største Delen maatte hentes i Beboernes Kister og Stalde. — Lyø kom slemt afsted i denne Skærsild. En Retsberetning fra 1662 viser Øens forfærdelig forarmede Tilstand efter Krigens Slutning.

Under Krigen med Englænderne 1807—14 faar vi atter et lille Glimt af Øen og dens Beboere, denne Gang i en noget mildere Belysning. Lyøboerne har nemlig i 1808 indladt sig paa at handle med Englænderne, idet de har afhændet en Del Naturalier fra Øen imod Betaling.

Øen vedblev at være Krongods til langt op i den nyere Tid. En tidlang var den henlagt under Landsdommeren paa Fyen, men blev endelig i 1693 sammen med den lille Ø Bjørnø tilskødet Didrik Schult til Findstrup, nu Baroniet Hol-stenshus, under hvilket den har hørt indtil for godt en Snes Aar siden, da Beboerne, som lige til denne Tid var Fæstere, begyndte at købe Ejendommene. Øen er nu helt i Beboernes Eje, idet den gamle, føromtalte Peder Hansen var den sidste, som for et Par Aar siden fik Gaard og Grund tilkøbs.

I mere end hundrede Aar har den lille Ø nu ligget hen i ubrudt Fred. Ingen Dønninger fra den store Verden har rørt dens idylliske Kyster.

Paa Øens vestlige Side findes paa det store Højdedrag, som øverst bærer Navnet „Syn-Graves Mark“, en fuldt bevaret Gravhøj ved Navn „Syn-Graves Høj“. Rasmussen Søkilde omtaler som beliggende i dennes Nærhed en hel Række af Høje, om hvilke man paa hans Tid havde Beretning, men af hvilke kun to tildels var bevarede; desuden nævner han som liggende paa Stedet baade „Over-høj“ og „Mellemhøj"; disse er nu ligeledes forsvundne. Deres Sten anvendtes til Bygningsmateriale, og Højene sløjfedes for Agerdyrkningens Skyld.

Syn-Graves Høj er nu heldigvis fredet; midt i Kornmarkerne her paa Øens højeste Sted ligger den med vide Udsigter til alle Sider over et kraftigt bølgende, aabent Landskab, der falder jævnt mod Kysterne og i Nord gaar over i den brede, ganske flade Tange, som ender i det store og helt ud til sin yderste Spids græsbevoksede Rev, der skyder en lang „Trille" ud i Havet. Vel findes der ikke her de stolte, svungne Bakkedrag med Kløfternes dybt indskaarne Linjer eller Engenes Grønsvær og de blinkende Moser som paa Sydøstlandet; men Landskabet har her sin egen Storhed, sin vide, hældende Flade med den prægtige Udsigt af en næsten jydsk Karakter. Man sporer Vestsiden af Landet paa den mere øde og barske Natur. Idyllen er borte, men her er mere storladent. Kun faa enlige

Gaarde og Huse skimtes over Hegnene og Negene paa de nyligt høstede Rugmarker. —

Nær dette Sted ligger den berømte „Klokkesten", som er en usædvanlig prægtig og stor Dysse med en mægtig Overligger. Den er meget regelmæssig og smuk i Formen og gør et imponerende Indtryk — naar man først faar Øje paa den. Men hvor har Fanden ikke sit Spil! Den er indrammet af et moderne Anlæg, der ganske skjuler den, saa man kun ved ihærdig Eftersøgning opdager den. An-læget bestaar af saadanne fremmede Træsorter som Ahorn og ægte Kastanje foruden enkelte andre Vækster, en højst besynderlig Indfatning for en dansk Oldtidsgrav! — Burde man ikke holde disse fremmede Vækster borte fra en saadan Dysses nærmeste Nabolag, og burde man ikke overhovedet lade være med at skjule den! Vore Oldtidshøje bør ligge paa aaben Mark, saa de kan ses og virke i Landskabsbilledet ogsaa paa lang Afstand. Klokkestenen ser man nu ikke, før man staar med Næsen opad den inde mellem de uskønne, tildels forkrøblede Træer, som liggende midt paa den aabne Mark nærmest ligner en Bunke halv-raadne Strudsfjer.

Klokkestenen er nu nærmest et Led i et Arrangement for Turisterne, som kommer til Øen. Det har vist sig, at Overliggeren, formodentlig paa Grund af Jærnholdighed og den særlige Maade, hvorpaa den hviler paa Bærestenene, kan frembringe nogle svage, klokkeagtige Toner, naar man slaar paa den med en Sten. En saadan er derfor anbragt til Afbenyttelse foran Dyssens Indgang, og paa Overliggeren ses tydeligt paa flere Steder hvidlige Fordybninger, fremkomne ved Slagene.

Anlæget om denne Dysse bør af Velanstændighedshensyn fjærnes; og „Knebelen" bør erstattes med et Forbud mod at slaa Huller i dens Sten. —

Lyø har indenfor Mands Minde kunnet opvise 16 Stengrave. Af disse er nu 4 tilbage, den ene med nedvæltet Overligger!

Og inde i Byen staar udenfor Kristian Jensens Gaard — dette er blot ét Eksempel — lige overfor Møllerens Have et Par ualmindelig store, firkantede Stenstøtter, kløvede af Overliggeren fra et af Øens Dyssekamre. En ældre Mand, hvis Fader i sin Tid ejede denne Gaard, fortalte mig, at han selv som ung Karl har været med til sammen med sin Fader og sine Brødre at kløve Overliggeren og slæbe Stykkerne herind. Støtterne er, medregnet det Stykke, som er nedgravet, godt 5 Alen lange. Affaldet fra Overliggeren og Resten af Dyssens Sten fandt ogsaa Anvendelse — de blev brugt til Stenpikning i Kostald og Svinesti!

Man maa mindes Goethes Ord:

Der grosste Kônig schliesst die Augen zu,

Und jeder Hund bepisst gleich seine Grube.

Hvor „Romvejen" slynger sig gennem Engdraget Syd for Byen, ligger de to Kilder „Ilmekilde" og „Thehullet"; den sidste hedder saaledes, fordi en gammel Præst, som engang levede paa Øen, altid lod hente Vand herfra til Fremstilling af sin The! Hvilket kunde tyde paa, at dens Vand er mindre brakt end det øvrige Vand paa Øen. — Kilderne er begge klare og rene, men de bruges nu kun til Vanding af Kvæget. Stensætning er der om dem begge, og om Ilmekilde desuden et lille Stakit. Den frodige Eng omkring dem har skønne Trægrupper og Abeliner i Række langs Vejene.

Gaar man herfra østpaa tværsover et Par Dale, passerer man den saakaldte Valdemarskilde, nu kun et elendigt, tilgroet Hul, hvoraf knap nok Kreaturerne gider drikke, og herfra naar man op paa det høje Bakkedrag Syd for Østersjon. Sydsiden af denne er overordentlig smuk, høje Abeliner staar i Rad paa Bakke-hældet, og imellem deres Stammer ser man ud over hele Søen. Udentvivl har hele Dalen her forhen været et sammenhængende Sund, ligesom formodentlig ogsaa den indre, større Dalsænkning, som gaar parallelt med denne. Øen maa dengang her have dannet et pragtfuldt Landskab med sine store Skove ned mod Sundenes Bredder. Og saaledes maa det have set ud paa den Tid, da Kongerne endnu havde det som Jagtrevier.

Et gammelt Sagn fortæller, at Lyøs Skove er forsvundne paa Grund af en Skippers Uforsigtighed. Skipperen havde, før han sejlede hjemmefra, af sin Moder faaet et Baand med 3 Knuder paa, for at han ved at løse disse kunde skaffe sig føjelig Vind. Den første løste han, da han lettede Anker, og fik da jævnt god Vind, den anden, da han kom i rum Sø, hvor han fik en drivende Bør; men den tredje løste han ved Svendborg, og da kom der en saadan Brandstorm, at han selv kuldsejlede, og al Skoven paa Lyø blæste væk.

Lidt sandsynligere lyder den Beretning, der gaar ud paa, at Skoven blev brændt af Lybeckerne under Grevefejden. Men det er rimeligere at tro, at det her som andre Steder er Beboerne selv, der har brugt Veddet, her paa Øen vistnok til Fremstilling af Myremalm.

Ude ved Øststranden møder jeg en Bonde, som jeg har truffet før inde i Byen — det er ham, som ejer „Kong Valdemars Bord“ — og vi falder i Snak, skønt han er i fuldt Arbejde med at høste en Bygmark sammen med 7—8 andre, Kvinder og Mænd mellem hinanden. Samtalen blev kun kort, for Dagen hælder, og man skal have færdighøstet, inden Aftenen falder paa. Han vender snart tilbage til Arbejdet og glider atter ind i Rækken af Høstfolkene, som har staaet og ventet og lyttet til vor Samtale.

Han løfter Leen, det samme gør de tre Karle — og i næste Øjeblik bevæger de sig med Pigerne imellem sig langsomt langs Skaarets Rand gennem den lave, hvidgule Byg, over den vide Mark, der skraaner ned mod Havet. Dernede ligger Stranden med de store Kampesten, der gløder i den lave Eftermiddagssol som Jærn, Okker og Mønje, og bag dette det ultramarinblaa Hav, dækket af smaa Sejlere med røde og gule Sejl.

-— Jeg hører Rythmen af de syngende Leer, naar de med et dybt Grut gaar igennem Straaene i det brede Skaar — den samme frodige Lyd omtrent som naar en Ko tygger. Jeg ser denne levende Linje fjærne sig, den skyder sig langsomt, som ét sammenhængende Legeme, et umaadeligt Tusindben, ned mod Stranden, mens dens Skygge falder blødt over det gyldne Korn.

Hvor Marken møder Stranden, ser jeg dem standse og holde et kort Hvil, mens Mændene stryger Leerne — denne velsignede Lyd — saa kommer Vandringen med Leerne paa Nakken tilbage til Skaarets Begyndelse, og saa alt forfra.

Og jeg tænker paa Embedsmanden inde i Byen......

Lærer Askholm, som har været paa Øen i 24 Aar, fortalte mig følgende:

Den eneste virkelig fattige Mand paa Øen holdt forleden Sølvbryllup. Bryllupsfesten, hvortil var indbudt 200 Gæster, holdtes paa Byens Hotel! Sølvbrudgommen, der er Fisker, leverede til Festmaaltidet 100 % Rødspætter, som han selv havde fanget, og desuden 100 H Aal, som han havde købt af en anden Fisker. Manden og Konen henvendte sig nu til forskellige af de indbudte og fik dem til at tage en Spandfuld Rødspætter eller Aal hjem til Stegning eller Kogning og levere dem færdigtilberedte til Festdagen. Unge Piger pyntede Lokalets Vægge og Borde med Løv og Blomster, og alle de 200 Gæster stod iøvrigt hinanden bi for at gøre det hele saa smukt som muligt.

Festen forløb fortrinligt, skønt man kun drak Afholdsøl til Maden; og Dansen gik til den lyse Morgen.

Gaver var strømmet ind til Parret fra alle Sider, Gulvtæpper, Møbler og andre Genstande — saa at Sølvbruden efter Festen regnede ud, at naar alle Udgifter var dækkede og man regnede Gaverne som Indtægt efter deres Pengeværdi, saa havde hun og Manden tjent 200 Kr. paa Gildet!

Lykkelige Ø! —

Men ogsaa dette Arkadien har sin Plage. Her findes endnu en god Portion Overtro levnet paa Stedet, dog naturligvis fortrinsvis blandt gamle Folk.

I Rasmussen Søkildes Beskrivelse af Lyø fra 1875 finder man følgende: „Overtroen har slaaet sin dybe Rod i Befolkningen, dybere og stærkere end maa-ske noget andet Sted i Landet. Endnu har man Sagn om Hexe og Hexeri, Spøgeri og meget andet. Men at især Troen paa Hekseri har været meget stærk, derom vidner den 200 Aar gamle Tingbog fra Lyø Birk.“

Det er rigtigt, at de gamle Tingbøger beretter forfærdelige Ting om Hekseforfølgelser og Afstraffelser herovre. Men man behøver ikke at ty til de gamle Retsdokumenter for at konstatere Overtroen hos Lyøboerne. Fra dens Rod skyder grimme Blomster den Dag idag; alle Øerne heromkring er omtrent lige stærkt befængte dermed, ja paa saagodt som alle Smaaøerne i Svendborg Amt og paa Dele af det sydfyenske „Fastland" florerer Overtroen endnu kraftigt. Her findes Folk, som har „onde Øjne", og som man for enhver Pris undgaar at have nogen Forbindelse med, veritable Hekse og Troldmænd, som med et eneste Blik kan gøre Ulykker paa Folk og Kreaturer.

Saadanne Personer er mærkede, og der findes flere af dem rundt omkring. Man tænke sig, hvad det vil sige i et Samfund paa undertiden kun et Par Hundrede Individer!

— En ung Kvinde paa Lyø er fra en Landsby paa Fyen, hvor hendes Moder var Heks. — Datteren, der fra ganske ung har haft samme Ry paa sig, kom som 15-16 aarig i Tjeneste hos en Gaardmand, som var en nær Slægtning af hende, paa en ganske lille Ø i Nabolaget. Efter hendes Ankomst dertil udbrød der Gang paa Gang Sygdom blandt Gaardens Kreaturer, og denne Plage ophørte først, da man fik hende bort fra Øen. Hun rejste til Lyø, og her blev hun senere gift med en udmærket Gaardmand. Men næppe rykkede hun ind i dennes Hjem, før Kvæget i Nabogaarden blev befængt med alle mulige Plager, og bl. a. alle Svinene døde. — Den haardtramte Nabo søgte Raad hos en venligsindet „klog Mand" paa

Avernakø, og Sygdommens Aarsag blev omgaaende konstateret. Men nutildags brænder man jo ikke Hekse.

Jeg var saa heldig en Dag at møde denne unge Kvinde. Uden dengang at ane noget om det Ry, hun har, blev jeg grebet ved det fremmedartede Præg, der var over hele hendes Fremtoning. Hun var ikke af Lyø-Race! Det var en udpræget mørk Type med sort Haar og gyldenbrun Hud, som var mat og smuk. Og hendes Øjne, som var dybe og mørke med en underlig, flakkende Glød, ja — de var meget farlige! Ogsaa jeg veg for dem. Men jeg sagde til mig selv, at langt snarere skulde man staa — som Carl den Tolvte:

Han kunde icke vika,

Blott falla kunde han!

— De overnaturlige Evner er i høj Grad arvelige og grasserer ofte i flere Slægtled. Paa Avernakø findes saaledes endnu Efterkommere af et meget gammelt Dynasti, som er frygtet i vide Kredse.

Troen paa Cyprianus er endnu stærk. Da nuværende Lærer Askholm i Lyø Skole en Dag sad i sit Arbejdsværelse med et Værk om Kileindskrifter fra Ninive opslaaet foran sig, traadte en gammel Mand fra Byen ind ad Døren. I Bogen findes Reproduktioner i Sort efter Kileindskrifterne, de manglende Steder i Teksten er udfyldte med Bogstaver i rød Farve. Askholm løftede Bogen op foran den gamles Ansigt og spurgte, om han kunde se, hvad det var. — Den gamle blev ligbleg, svarede ikke et Ord, men veg baglænds henimod Døren og forsvandt hurtigt ud af denne — til Lærerens store Forundring. Først bagefter gik det op for ham, at den Gamle har troet at staa overfor den skinbarlige Cyprianus. — Men der har adrig siden været vekslet et Ord mellem dem om Sagen! —

Ligesom i Nordjylland Landsbyen Als’ Beboere i sin Tid rejste en Retssag mod Rotterne paa Rotholmene i Limfjorden og efter Herredsfoged Thestrups Beskrivelse i Aaret 1711 lod udfærdige en lovformelig Stævning imod dem, som blev oplæst 3 Gange, hvorefter de opfordredes til at forlade Øen og forsvinde i Kattegat, saaledes har ogsaa Lyø haft sin Rotteproces, men det saa sent som i Begyndelsen af d. 19. Aarhundrede!

I Foraaret 1805 formerede de sorte Rotter (Vandrotterne) sig saa stærkt, at de trodsede alle de Hunde og Katte, man indforskrev fra Fyen for at udrydde dem. De optraadte efter Præstens Opgivelse i Millionvis. Ved denne Lejlighed viste sig ligeledes „den brune Mus eller Dragemusen“ (?). — Midt under Beboernes Mismod meldte sig én af de saakaldte Rottemænd, en Husmand fra Ebberup ved Assens, som tilbød at skaffe Rotterne bort, naar man vilde give ham 100 Rdlr., hvilket Tilbud naturligvis blev modtaget med Henrykkelse. Rottemanden anordnede da, at Rotterne skulde stævnes, og at man tillige skulde skaffe en Procurator til Forsvarer for dem. Der blev nu foranstaltet 3 Stævninger til Holstenshus’ Birketing, som skulde forkyndes for Rotterne ved hver Mands Bopæl paa Øen og paa enhver Jordlod. Men næppe havde man faaet den første Stævning forkyndt, før Øvrigheden lagde sig imellem og forpurrede Sagen.

— Efter at have huseret slemt paa Øen et Par Aar, forsvandt Rotterne af sig selv.

Er denne Forsvinden Virkningerne af den ene Stævning, er det Skade, at Sagen ikke fik Lov at gaa sin Gang. Thi den afbrudte Kur virkede ikke ret længe, og Rotterne vendte i Aarenes Løb tilbage til Øen, selv om de ikke tilnærmelsesvis findes her i saa stor Mængde som i Drejø Sogn eller paa Bjørnø. •—

Her, som paa enkelte af de andre Smaaøer, er den brune Rotte undertiden indvandret med Skibe, men er kort Tid efter atter forsvunden. En enkelt blev fornylig funden her syg og elendig, og man kunde myrde den, uden at den gjorde Forsøg paa at undslippe. — Den har maaske været glad til!

Her findes paa Øen hverken Rovdyr eller Muldvarpe, men derimod en stor Mængde Pindsvin. Man kalder dem „Pindhunde" og paastaar, at de er afvigende fra andre Pindsvin ved Snudens Form! — Da de imidlertid først for 50 Aar siden er indført hertil fra Ærø, er det usandsynligt, at de i det korte Tidsrum har kunnet anlægge den karakteristiske Lyøprofil.

Som et Kuriosum skal det nævnes, at her i mange Aar ingen Agerhøns har været paa Øen, men derimod en Del Fasaner, hvis Antal er i stadig Stigning. Af Harer findes her endnu nogle faa; men dem vil den ny Jagtlov nok faa Bugt med i Løbet af et Aarstid eller to.

— I gamle Dage var Sælhundene en stor Plage for Lyøfiskerne, og de lød derfor gærne Kohornets Tuden, naar det kaldte Mandfolkene til samlet Jagt paa Isen. Under Afsyngelse af skumle Sange marcherede man i Flok og Følge ud til Sælernes Hvilesteder, væbnet med stingendes Redskaber i Form af Pigkæppe og Leer.

Af Fugle saa vi paa Øen ikke mindre end 52 Arter. Blandt Vadefuglene, hvoraf fandtes de fleste af vore almindelige Arter, saas den krumnæbbede Ryle, Kobbersneppen, Strandbrokfuglen og begge Arter af Regnspove. Paa Vandet saas liggende nogle Gravgæs, en Del Ederfugle og enkelte Skalleslugere, og langs Stranden saas daglig Havmaagen, Svartbagmaagen, Stormmaagen og Hættemaa-gen samt 2 Ternearter (macrura og hirundo). Inde over Øen forekom en enkelt Gang baade Taarnfalk og Lærkefalk.

Umaadelige Hærskarer af den almindelige Spurv hjemsøgte Øens Kornmarker og myldrede overalt, hvor man kom. Stenpikkeren var almindelig rundt om paa Øen, Skovspurven fandtes i Landsbyen, hvor ligeledes Gærdesmutten saas meget hyppigt. Af Sangere var her Solsorter i Mængde og ikke faa Drosler, ja endogsaa Bastardnattergalen hørtes af og til.

Mens vi har ligget under Lyø, er Sommeren gaaet paa Hæld. —

Blot nogle faa Augustdage har vist os, at vi maa være beredt paa Efteraar, allerede er Høstens kølige Morgener og brogede Solnedgangsfarver begyndt at varsle dets Komme.

Endnu kan om Nætterne et forsinket Tordenvejr gaa og dundre derude i Syd og Øst og med vældige Glimt oplyse Landet, saa nære og fjærne Øer staar med sorte Silhouetter mod den fosforlysende Himmel. Men det blæser koldt ud under Skyen, og Vandet gaar i svære Dønninger langs Kystens Sten. Det er ikke længere den forjættende Sommertorden, svanger med Grøde og Befrielse, det er en Opløsningens Musik, forstemte Pauker, der drøner og overdøver alle blide Instrumenter. Snart vil alle Violiner og Oboer gaa ind til den store Pause, og Efter-aarets Blæsere sætte sig ved de høje Sky-Pulte. Og blot Kornmodsglimtene er tilbage som Minder om Sommeren, der gik.

— En Morgen vaagner vi alle ombord før Solopgang ved den høje Syngen i Riggen, der betyder Kuling, og Baadens stærke Slingren fortæller os, at Blæsten staar ind mod Land. Vi tørner ud og ser, at det er en Nordøststorm, der er i Anmarch, og da vi ligger her paa 7 Favne Vand, staar der allerede en svær Sø. Det gælder om at komme væk i en Fart.

Vi dampede Norden om Revet og lagde os i Læet under Vestsiden af Øen.

Da det dagedes, saå vi, at vi laa under en højst besynderlig Kyst. Den mindede mig, blot i langt mindre Format, i høj Grad om „Bastionerne" paa Østsiden af Store Koldeweyø i Grønland. Vi roede derind og saå, at Kysten, hvis Klinter her naar en Højde paa fra 4—5 Meter, er delt af ganske regelmæssige Fordybninger, som er brede for oven og ganske smalle nedefter, medens Fremspringene imellem dem omvendt er skarpe foroven og breder sig nedadtil. Klinten, som overalt er græsbevokset, gaar mod Syd jævnt over i almindelig, men ret stejl Klintformation, samtidig med, at den tiltager i Højde. Mod Nord bliver den derimod hurtigt lav og uregelmæssig i Delingen. Strækningen med „Bastionerne" er omtrent 300 m. lang. Fra Midten af den ene af Bastionernes Toppe til den anden er der en Afstand paa 9—10 m., Højden er som før nævnt ca. 4—5 m., og Indskæringernes Dybde henimod 10 m. — Udenfor Skrænten er Forstranden kun 10—12 m. bred og dækket af mindre Rullesten, der i Havstokken ender i ren Sandbund.

Især set ude fra Vandet danner denne Kyst et højst mærkværdigt Skue, og saa regelmæssige er disse Formationer, at man ved første Syn af dem uvilkaarligt maa tro, at det er Menneskeværk.

Det er det Fænomen, som Geologerne meget betegnende kalder Næser, og som fremkommer ved, at lodret delte Jordlag har lagt sig paa Hæld — omtrent som hvis man lægger en Mængde Cigarkasser ved Siden af hinanden paa Højkant og derefter giver dem alle en Hældning til samme Side, saaledes at deres ene, skarpe Kant rager tilvejrs.

— Imod Nord gaar Landet her over i de jævne Marker og Strandenge, som indrammer „Vestersjon". Denne er nu en Samling større og mindre Laguner med meget brakt Vand; her findes kun faa Søfugle, og Vegetationen frembyder intet iøjnefaldende ud over den sædvanlige Strandflora. Landskabet minder meget om de flade Strækninger ved „Drejet" paa Drejø, men er en hel Del frodigere.

Da vi om Aftenen vadede ud til Jollen, som hentede os, føltes Vandet koldt, saa det sved om Benene. Og i Vest gik Solen ned under en irgrøn Himmel med tykke, mørke Skyer, som varslede Storm. Det er ved at blive Efteraar — og først i Morgen begynder August! —

1-25

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela