LIVØ
Rylen" glider langsomt bort fra Jetiles Strand. Et Døgn har vi tilbragt i det Aakjærske Hjem, og rejser bort endnu et Minde rigere om den Fred og Skønhed, som dette Sted bestandig rummer. Og nu runder vi Bankerne ved Es-kjær og Sallings østlige Fremspring ved Hvalpsund og sætter Kursen nordover mod Livø.
— Man kaldte Fur Limfjordens Perle, endnu for faa Aar siden med Rette. Men den har langsomt og sikkert tabt sin Glans under Agrarers og Forstmænds fælles Bestræbelser. En Skæbne, som i sig selv er mere ond end denne, har paa besynderlig Vis været medvirkende til at bevare Livøs Natur i en Grad, saa det nu er denne Ø, der har Krav paa Navnet. Men det har været dyrt. Thi Prisen, som Øen har betalt for at undgaa den almindelige Vanskæbne, er bleven denne, at kun nogle stakkels aandssvage Forbrydere og deres Vogtere har Ret til at betræde dens Jord.
I sin Novelle, der bærer Øens Navn, har Sten Blicher givet den netop den Farve af Romantik, som har hvilet over den omtrent helt op til Digterens egen Tid. Et Skær af Vemod er der siden gennem Blichernavnet kastet over den, idet Digterens yngste Datter, hans smukke og højtelskede Malvine, hvem han nævner med Ømhed i sin „Svanesang", her levede en kort Tid i et af de sidste Stadier paa hendes fattige og triste Livsbane.
Liv eller Livland kaldes Øen af Fjordfiskerne og Omegnens Folk. I Valdemar Sejrs Jordebog kaldes den Lygh, og der nævnes Jagthus for Kongen paa den. Allerede 1157 var Øen fra Kronen kommen i Vitskøl Klosters Besiddelse. Under Frederik II kom den paany under Kronen, men fra 1573 under Godset Stenalt. Senere bortforpagtedes den til en Mængde forskellige Personer. — I 1769 findes efter Pontoppidan to Gaarde paa Øen, som ellers kun besøgtes af Fiskere og Søfolk, som var forslaaet hertil af Storm og Uvejr. I 1809 blev Caspar de Mylius Ejer af Stenalt og Lyø. Det var i 1850’erne, at Blichers Svigersøn, Rasmus Schade Berg, havde den i Forpagtning i et Par Aar. Den solgtes til Aalborg Bys og Omegns Sparekasse i 1872. Dens nuværende Hovedgaard er bygget i 1874, efter at dens gamle Hovedgaard var brændt. Det var en Ritmester Oppen-Schilden, som opførte den sidste Bygning, og som desværre ogsaa ryddede en Del af dens ældgamle Skov af Eg og Hassel og plantede Graner ved dens Sydvestside. — En Lensbaron Rosenkranfz, som købte Øen i 1906, solgte den i 1911 til „De Kellerske Aandssvageanstalter". Øen var paa dette Tidspunkt baade landskabeligt og med Hensyn til dens Hovedgaards mange Bygninger i en sørgelig Forfatning. Men siden Aandssvageanstalternes Direktion er bleven Herre paa Stedet, er der kommen en eksemplarisk Orden i alle Forhold, hvilket allerede paabegyndtes under Anstaltens første Inspektør, Hr. Harald Leth, Inspektør paa Øen fra 1911—15. Arbejdet er fortsat i samme fortrinlige Spor under hans Efterfølger, den nuværende Insepktør Hr. Viggo Jensen.
Fur. Gaardejer Jens Tharre.
Fur. Fisker Per Sørensens Kone.
Livø. Klint paa Øens Nordvestside.
Livø. Mange-hundredaarig Eg i den gamle Urskov. Bagved tilhøjre en gammel Røn.
Livø. Nordvestklinten med Bevoksning af Sandtise.
Livø. Fritstaaende Ege nær „Jomfrustenen".
Livø. Væld i Bakkerne paa Nordsiden. Hyld, Sandtise, Vandranunkler.
Livø. Ege i Skoven nær „Jomfrustenen
Fra Hovedbygningen med dens Avlsbygninger, som er udmærket restaurerede, ligger ned mod Havnen en Række pæne Smaahuse, som bebos af Funktionærerne og de Internerede. Agerbruget drives mønsterværdigt af disse sidste under en Forvalters Ledelse. Skovene er under forstmæssigt Tilsyn, og behandles overordentlig skaansomt, de ældste Partier bevares og skærmes. Professor Keller selv og hans Inspektør paa Stedet er forstaaende overfor Øens særegne og ejendommelige Natur. Af Øens 599 Tdr. Land er kun 250 under Plov. 150 Tdr. Ld. er Skov, deraf 80 oprindelig, gammel Naturskov. Resten er Strandeng, Forstrand, Lynghede eller vildt bevoksede Bakker og Slugter. Øen hører under Bjørnsholm Sogn i Aalborg Amt og har 158 Beboere. Af disse er omtrent 100 Alumner paa Anstalten. Her findes foruden Inspektøren og en Økonoma 11 Opsynsmænd med deres Familier foruden nogle andre Funktionærer og Tjenestefolk. Professor Chr. Keller har her sikkert fundet en paa mange Maader fortrinlig Løsning paa et af Aands-svageforsorgens vanskeligste Problemer. Anstalten rummer saadanne Individer, som paa Grund af deres moralske og aandelige Defekt falder de almindelige Sindssygeanstalter til for meget Besvær, og som for deres gentagne Forbrydelsers Skyld vilde være paa bestandig Vandring fra den ene Straffeanstalt til den anden. Disse Folk, Forbrydere af enhver Art foruden at de er seksuelt perverse, er hyppigst store Mandskroppe med en Hjærne, der er gaaet istaa i Drengealderen, og uden hæmmende moralsk Ballast. De kommer her til at gøre et sundt og nyttigt Arbejde i fri Luft, er under opdragende Paavirkning.
For Fangerne vilde Livet her kunne forme sig som for Folkene paa en større Bondegaard — naar det ikke var for denne bestandigt nagende Orm: Ønsket om at slippe væk, den evindelige Tanke om for enhver Pris at vinde Friheden.
— „De Vilde paa Livø“ kalder den omboende Befolkning Fangerne, og Navnet er et godt Udtryk for den naturlige Ængstelse, hvormed Godtfolk betragter Naboskabet, og for den Uhygge, som breder sig, naar det rygtes, at en Livømand paa en Tømmerflaade eller over Isen har banet sig Vej ud til Friheden. — Jeg mindes Udtrykket i Furboernes Ansigter, da jeg fortalte dem, at vi skulde over og tilbringe en 5—6 Dage paa Livø!
— Straks ved Landgangen fik vi det første Indtryk af disse Beboere af Øen. Vi modtoges ved Havnen af en af Stedets Funktionærer sammen med en halv Snes af Fangerne, der havde fri i Anledning af Søndagen. Jeg maa tilstaa, at disses Ydre ikke havde noget absolut tillidvækkende ved sig. De bar alle tydelige Spor af Degeneration, i deres Holdning, deres Gang, i deres ofte uhyggeligt formede Kranier og det sløve Ansigtsudtryk. Det var Hogarths værste Modeller fra Londons Forstæder. — Den første Tanke der faldt mig ind var denne, at de her paa Øen findes i et Antal af omtrent et Hundrede, under Opsyn af kun 11 Vogtere ! Men i samme Øjeblik vi kom dem nær og efter at have vekslet blot et Par
Ord med dem, fik vi den rigtige Opfattelse af dem, at de er nogle stakkels bedrøvelige og forhutlede Fyre, som ikke enkeltvis rummer nogen virkelig Fare, og som ikke har Intelligens nok til at rotte sig sammen med nogensomhelst Udsigt til Held. I de 6 Dage, vi tilbragte paa Øen, traf vi dem bestandigt under vort Arbejde paa Land, ligesom flere af dem besøgte os ombord. Og de var altid Skikkeligheden selv.
Skipperen paa Dampbaaden, som besørger Øens Forbindelse med Fastlandet, fortalte, at da deres bestandig fremherskende Tanke er at flygte fra Øen, stjæler de alle de Baade, de kan overkomme for at ro bort. Skønt der passes godt paa, er det enkelte Gange lykkedes dem at slippe væk. Nu findes der ved Havnen en solid lille Bygning, hvori alle ankommende Fartøjers Baade straks bliver lukket inde, og hvori ogsaa Anstaltens Baade er bag Laas og Slaa. Men at Fangerne ikke alle er lige tossede viser den Omstændighed, at de har været i Stand til at eftergøre den indviklet konstruerede Nøgle dertil, som de aldrig har set, og paa denne Maade en enkelt Gang er kommen ind i Skuret!
To fremmede Fiskere, som laa i Havnen, blev en Nat mens de sov i Kahytten lukket inde af nogle Fanger, hvorpaa disse forsøgte at gøre Fartøjets Baad klar til Flugt. Men Fiskerne, som havde været saa forsigtige at tage en Økse med tilkøjs, gav sig med denne til at splintre Kappen for at slippe ud, og ved dette Spektakkel flygtede Fyrene straks og forsvandt.
Selv kalder Fangerne sig „Elever", hvilken Betegnelse ogsaa efterhaanden bruges af Anstaltens Funktionærer. En Fremmed, som var paa Besøg, henvendte sig en Dag i Staldene til en Fange, uden at vide det var en saadan, og spurgte ham: „Sig mig engang, hvor mange Aandssvage er der egentlig herovre?" — „Aandssvage," raabte Manden, „her er den Onde kraftedeme ingen Aandssvage! Ve’ do herut me’ Dig!"
Inspektør Viggo Jensen, hvem vi straks opsøgte for at faa Tilladelse til at gøre Studier paa Øen, gav os beredvilligt denne og ledsagede os paa vor første Udflugt til Nordlandets Bakker. Han viste sig at være en stor Naturbeundrer, begejstret for Øens uberørte Strækninger — Egenskaber, som hos en Mand paa hans Plads er af allerstørste Betydning for disse Lokaliteters Bevarelse. Under vore Vandringer gennem Skoven og over de vilde Hedebakker viste hans ægte Begejstring for denne Natur sig lige saa frisk som vor, det var næsten som om ogsaa han saa Stedet for første Gang.
Unægteligt er dette ogsaa noget ganske enestaaende indenfor dansk Natur. En Bræm paa 2—300 Meters Bredde af vældige Bakker bølger sig til begge Sider ned mod Stranden, henliggende ganske uberørte af Menneskehænder, bevokset med Lyng, Grupper af vindhærgede, ofte fladtliggende Enerbuske og tætte Krat af Sandtisse, isprængt Slaaentorn, Roser og Hyld. Eneren og Sandtissen dominerer skiftevis, de findes ofte i saa store og tætte Masser, at man har et overvældende Indtryk af et fuldkomment Urlandskab. Nærmest inde mod den gamle Skov, som her i sin Udkant mest bestaar af Ege, voldsomt forvredne og forkrøblede i Blæsten, og hvor man har Sandtissen bredende sig over de vældige Bakkers Fald, her naar dette Land sin højeste, næsten heroiske Skønhed. Indtrykket af Urlandskab forstærkes gennem det Væld af Kilder, som springer fra Bakkernes Sider eller danner Smaadamme under Krattets Skygge.
Fra de højeste Steder har man vid Udsigt over hele Løgstør Bredning, dette Limfjordens største og farligste Farvand, hvor især Livø med alle dens Rev og Grunde og den grumme „Liv Tap“ er frygtet. Bag Bredningen løfter sig de fjærne, pragtfulde Kyster af Mors, Salling, Thyland og Himmerland, hvorom Havet gaar dybgrønt med skummende Brændinger. Over Forgrundens Bakker med de springende Harer ser man ud over Øens aabne Sydende, hvor Høet staar i Stak over de hældende Marker og hvor Kvæget græsser. Langt borte i Kartoffelmarkerne ser vi de arbejdende Fangers Grupper — de er bleven Led i en Idyl.
Et Par store Dalsænkninger fører gennem Højderyggen ud mod Nordvestkysten, den ene omtrent 200, den anden vel 400 m bred, den første bevokset især med Sandtisse, den anden tildels med Ener. De naar her nede i Lavningerne henholdsvis 4 og 5 m’s Højde. Imellem dem staar helt i Læ Hylden, som allerede er i fuld Blomstring og rager op med sin friske Krone over Enerens mørke Toppe. Ogsaa Roserne har nylig sat Blomster, der gløder og straaler mod Sand-tissens kolde, olivengrønne Løv. Aldrig har jeg set et herligere Terræn eller en skønnere Bevoksning — kun den fuldstændig uberørte Natur kan frembringe noget saa harmonisk som dette.
Vi maa bruge alle Kræfter for at bane os Vej gennem Krattenes tætteste Steder, mens Tornene river os og vi snubler og glider i den lerede Bund, hvor Smaakilder springer. Ved et af de mange Vandhuller i Tykningen, bevokset langs sin Bred af Siv og Vandanemoner, fandt vi nær Vandspejlet, hvor Gøgeurt og Steffensurt stod i Mængde, en bittersød Natskygge, som krøb frem af en stor Enerbusk, og hvis frodige Ranker var fulde af Blomster. Og her finder vi den morsomme Skjolddrager med de mærkelige blaalilla Blomster i Bladhjørnerne.
Rundt om os hører vi bestandig Gærdesmuttens lille mystiske Melodi, der lyder som selve Krattets Hvisken — men stigende til en Hvæsen, naar vi kommer en Rede for nær. En Irisk blander sin Stemme deri, og en Gærdesanger falder ind. Langt borte slaar pludselig en Solsort. Lige over vore Hoveder svæver en Taarnfalk, solbelyst mod den dybblaa Himmel.
Ude paa de aabne Bakkers mest udsatte Steder, hvor intet Læ findes mod Stormene, staar Sandtissen som den eneste Buskvækst, der aabenlyst kan trodse de haarde Kaar uden at det ses paa den. Anderledes med Eneren, som herude maa holde til i Læ af den; mister Eneren denne Forbundsfælle, ligger den krybende som Lav henover Grunden og danner lave, pandekageagtige Pletter af faa Centimeters Højde men ofte af mange Meters Udstrækning. Ogsaa for Hyld, Roser og mange Urter maa Sandtissen danne Værn paa disse aabne Brinker, de staar altid Østen for den og naar aldrig med Hovedet op over dens Skulder.
Hvilken Rigdom af Smaakravl, der holder til her: Hindbær og Jordbær, Bakketidsel, Rødbynke, Lægenellikerod, Masser af gul Fladbælg og blodrød Storkenæb, Musevikke, gul Snerre, Torskemund, Røllike, Snerle, Geranium, Timian, Regnfang, tveskægget Ærenpris og rød Pragtstjærne -— alt i Krattets Bund eller udenfor i dets Læ, indrammende Vældene og de med Siv og Andemad klædte Smaadamme.
Vi gaar ind i den gamle Skov mellem dens vestligste Forposter af stormslagne Ege, og længere ind hvor disse rejser sig i al deres Pragt og Herlighed, med Stammer saa gamle som Methusalem og med Hulinger, saa voksne Mænd kan gemme sig i deres Vom, og omgivet af deres Vaabenbrødre Røn, Ask og Elm og en talrig Vagt af Hassel, Hindbær og Brombær ved deres Fødder. Herinde finder vi Levningerne af Øens gamle Hesselskov. Jeg har næppe noget andet Sted set Røn og Hassel (Hessel) af en saa vild Skønhed som her og med saa pragtfulde Linjer i deres Stammer. Caprifolier slynger sig straalende om de gamle Eges Stammer, og i Skovbunden finder vi mellem Bævreasp og Hindbærbuske et Væld af Bregner, hvoriblandt ikke mindre end 4 forskellige Arter af Mangeløv. Anemone, Skovsyre, Fladstjærne, tveskægget Ærenpris, Hanekro, Storkonval og Liljekonval, Kodriver, Fuglegræs, Galtetand og Dueurt strides om Pladsen herinde, ude i Lysningerne blandet med Fredløs og Pericum.
En ustandselig Sang af Bogfinke og Musvit, Tornsanger, Sumpsanger og Gærdesanger fylder mit Øre. Ringduen kurrer dybt og blødt, og Gøgen galer. Og ogsaa herinde pipper Gærdesmutterne, de synes at være overalt i dette Vildnis. En Fuglekongefamilie spiller saa fint og i saa høje Toner, at det lyder som Græshopper med Sordin paa Vingerne, det er en Musik der faar Hjærnen til at svimle, et Edderkoppespind af Lyde, der synes intetsteds at komme fra, som om usynlige Blomster har faaet Mæle.
Saa lyder et højt, gjaldende Krageskraal, lige over mit Hoved — og det er som om Skoven gør en Pavse, det varer et lille Nu, inden jeg igen fatter dens Hvisken.
Der ligger en lille dyster Skovsø inde i den tætteste Tykning.
Man naar til den gennem et underligt Ellekrat og over en Sump, hvor en tu-sindaarig Eg, hul og frygtelig at skue, staar paa Vagt som en Trold med uhyggelige Fangearme. Er man kommen forbi ham, saa er man ved Søens Bred, inde i Fortryllelsen. Eg, Eli, Røn, Hassel og Seljepil hælder deres Kroner sammen og luder ud over dens Vand, de har Farver herinde i Tusmørket som et gammelt bleget og ædelt Gobelin. Det mørke Vandspejl under dem er næsten dækket af Padderokker, Dunhamre og gule Iris. Paa et eneste Sted falder en Solstrime som gennem en Tragt ned over dens Flade, og paa det Sted skinner Padderokkerne som Spindelvæv og gyldne Spyd i dens Straaler. Hvepse staar stille over Sumpen paa spillende Vinger og straaler som Alfesmykker paa den sorte Bund, ophængte i usynlige Traade.
Her skal man sidde ganske stille — alene — Time efter Time. Saa kommer „Jomfruen"! Hun kommer vandrende derinde fra den aabne Plads med de store Ege midt i den gamle Skov, svæver over Sumpen, glider gennem Solstraalen uden at fange dens Lys, og daler stille ned ved din Side, mens alle Skovens Fugle tier. Hun kommer derinde fra den store Sten, ved hvilken hun spøger og hvortil hendes Navn er knyttet, ingen Mennesker véd mere hvorfor, ingen har vidst det i hundrede Aar. Men Stedet og „Jomfrustenen" er hellige og værner sig selv. Mange Gange har Menneskene forsøgt at sprænge Stenen, men hver Gang har Skuddet dræbt Manden uden at Stenen slog mindste Revne. Saadan siger Sagnet. —
Just da jeg mente, at Tiden kunde være inde for Aabenbaringen, traadte tre hvide Daadyr lydløst frem af Tykningen; men i sidste Øjeblik opdagede de mig, slog af med et Smæld og galoperede bort over den raslende Skovbund.
Her er ellers stille nok til Spøgerier, ikke en Lyd, uden af og til nogle klynkende Gulspurveunger. De gamle har i Øjeblikket altfor travlt til at synge, selv om Visen ikke er længere end en Gulspurvs. Nu gælder det om at bjærge Føden til Ungerne og betale Foraarsregningen!
„Jomfrustenen" havde vi besøgt allerede Dagen forud. Vi fandt den omtrent 200 m Vest for „Vægterhuset", den ældste Bygning paa Øen, paa en indhegnet Plads mellem nogle store, ranke Ege med Smaakrat imellem. Den vældige Sten, som er mosgroet og dyster af Ydre, ligger i et dybt Hul, men rager med sin Ryg højt op over dettes Rand. Omkring den i det frodige, høje Grønsvær gror den skønne, violette Pragtstjærne i de gamle Eges Skygge. — En Daakalv, som havde ligget og sovet, for op fra sit Leje lige ved vore Fødder, og en Harekilling røg op to Alen derfra og flygtede lige saa rædselslagen.
Da vi idag paany gæstede Stedet, listede vi os hen for at prøve paa at fange Daakalven og fotografere den. Vi kravlede paa alle fire og fandt den sovende i det samme Leje som igaar. Johannes Larsen, som greb efter den, fik for agterligt fat, og den gled fra ham og fjærnede sig med lange Spring ind i Tykningen. Jeg skød naturligvis forbi! —
Vi har listet os saa stille hen til Stedet, at en af „Eleverne", den 60-aarige Røgter, som har tilbragt 16 Aar i Horsens Tugthus før han avancerede her til Øen, ikke har opdaget os fra sit Sæde paa en gammel væltet Egestamme. En Drossel synger over hans Sted, og en Flok Sortmejser holder Palaver i Krattet bagved ham. Omkring ham græsser de fede Kreaturer.
Den gamle har i den sidste Halvdel af sit Liv ikke haft megen Underholdning, men forstaar at søge sine Oplevelser i Ensomheden. Han har lært at snakke med sig selv. Det gør han ogsaa i Øjeblikket. En Gang imellem farer han forbavset og indigneret op ved den blinde Makkers Replik, og med vældig Gestus og høj, profetisk Røst slaar han hans Meninger til Jorden. Hans Stemme lyder mærkeligt paa Baggrund af Blæstens tunge Sus i de høje Kroner over ham. Hvor han sidder er der for Resten stille, for jeg ser en stor Flok Fluer, som sværmer over hans Hoved i Solskinnet, de følger ham i alle hans Bevægelser. De løsgaaende Kreaturer græsser roligt omkring ham og bryder sig ikke om hans Raab, ingen tager Hensyn til ham, kun den blinde Makker er opmærksom.
Nu rejser han sig endelig og kommer hen forbi os. Han er tynd og lang med en Storkehals og har graa Skægstubbe i Ansigtet. Han ligner en gammel Hessel-kæp, der har faaet Haar paa Haandtaget. Og han danner en mærkelig pauver Kontrast til de blankskinnende, aristokratiske Høveder bagved ham.
Saa opdager han os paa den anden Side af Hegnet.
„Der er saadan no’et dejlig Græs derinde hvor De staar," siger han i et Tonefald, som om han fortsætter en lang Samtale med os. „Det er Synd og Skam, at de sølle Køer ikke kan faa Lov til at gaa ind og æde det. Jeg sagde det til Inspektøren, men han kan jo ikke forstaa det. Han siger, at saa æder Køerne ogsaa Smaabuskene derinde."
Uden at afvente et Svar gaar han videre, hovedrystende. Han tænker bestandig kun paa sine kære Dyr. Formodentlig har den blinde Makker været Inspektøren og Emnet det fede Græs i Indhegningen. Og han gaar videre hen ad Vejen, profeterende over de uforstandige Magthavere. Fluerne følger ham over hans Hoved.
Yderst paa Nordspidsen af Øen, hvor Bakkernes sidste, aabne Hæld løber ud mod Stranden, ligger den snart usynlige Tomt af det gamle „Krumhøkerhus", hvor Fiskere og andre Søfarende holdt til, da Øen havde Forpligtelse og Bevilling til at traktere dem. Nu søges Stedet kun af græssende Kreaturer, og langs Stranden, hvor før Skuderne landede, færdes Skalleslugerflokkene ensomt. En Flok Regnspover trækker højt henover Stedet og slæber nogle lange, bløde Fløjtetoner efter sig, der synes at dvæle lidt i Luften. I Læ af Skrænten gror de vilde Rosenbuske helt ned mod Kysten.
Netop saadan saa Landskabet vel sagtens ud, da det gamle Hus endnu laa her med sit mærkelige Liv. Men om den Tid og hvad her da er hændt kan ingen mere berette — dem der kunde er allesammen forlængst „dø’ aa henn’“. —
Paa den fladt udløbende Sydodde ligger paa Vestsiden et lille Klintedrag, hvis højeste Punkt er det 12 m høje Hesselbjerg — atter ved sit Navn et Minde om Øens gamle, vidtstrakte Skov. Paa dets Top ligger Resterne af en gammel Gravhøj, „Hesselbjerg Høj“, nu forlængst forstyrret. Havet har taget Halvdelen af den, og Beboerne omtrent hele Resten, deriblandt alle dens Sten. Rundt om gror Sandtissen frodigt, strækkende sig pletvis op langs Oddens Kyster. Store, smukke Klynger af vild Timian blander sig deri med deres violette, vidtskinnende Blomster, og den blodrøde Storkenæb staar i Hærskarer under Klinten og ind over de vejrbidte Marker. Stranden har Bræm af den gyldne, bidende Stenurt og af Muse-vikken med de blændende blaa Blomsterbægre. Eddergule Ranunkler, Regnfang, rød Syre, Kællingetand og gul Snerre velsigner disse magre Jorder med deres Overflod, mens imod Nord smaa lave Egekrat med Roser imellem strækker sig over mod de højtliggende, dyrkede Marker og begynder at varsle om Skovens Nærhed.
Umaadelige Mængder af Viber sværmer over Fladerne, hundredvis letter paa én Gang og flyver skrigende om os i vide Buer. Strandskader, Præstekraver og Rødben færdes langs Kysten, udenfor hvilken Skalleslugere svømmer. Faa Steder har vi set saa mange af disse sidste Fugle som her. Ligesom Sandtissen behersker Klinternes Flora, dominerer Skalleslugeren Fuglelivet langs Stranden.
Imod Syd ser vi Liv Tap krumme sig som Armen paa en crawlende Svømmer, der iler over mod Ertebølle, mens Brændingens Skum og Fraade kastes imod ham. I den farlige Løgstørbredning er Tappen med dens kilometerlange, undersøiske Grunde et af de mest berygtede Steder, hvor mangen Fisker har sat Livet til i Storm og Mørke.
Vi gaar over Odden og ud ad dette smalle Rev. Allerede Odden bestaar udelukkende af Sand og Grus, sparsomt bevokset med lav Lyng og tyndt Græs, hist og her med Smaabuske af Sandtissen. Engelskgræs, bidende Stenurt, Rødbynke, Kællingetand, gul Snerre og lave, magre Puder af vilde Timian, hist og her en lille forkommen Høgeurt, er spredt over Oddens Jordsmon. — Paa den kun 8 —9 m brede og omtrent 200 m lange „Tap“ ses kun noget forblæst Marehalm, lidt Cochleare, smaa vantrevne „Stolt Hendrikker" og noget bidende Stenurt. Stenurten er den, der længst holder Stand, den giver ikke fortabt før helt ude, hvor Brændingen begynder at overskylle Revets Sten.
Brændingen er voldsom fra Vest idag. Limfjordens ejendommeligt uklare, gulgrønne Vand, der aldrig er saa klart som Kattegats eller Belternes, er til Luvart for Revet pisket op i hvidgul Fraade, til Læ ligger det graat og grønt helt ud til, hvor Stormen paany begynder at rejse det i smaa, skummende Kamme.
Det stormer idag næsten uafbrudt paa Slutningen af tredje Uge, saa vi faar et godt og paalideligt Indtryk af dette nordjydske Fjordklima!
En stor Del af Øens gamle Fauna er forsvunden herfra, saasom Pindsvin, Muldvarp, alle Rovdyr, Hugorm og Snog. Her findes vistnok mærkværdigvis slet ingen Frøer paa Øen. Rævene udryddedes af Oppen-Schilden af Hensyn til Fasanvildtet, som han ligesom Daavildt indplantede paa Stedet. Af Vildt findes her iøvrigt baade Harer og Agerhøns. Egernet, som for nylig er indført hertil, formerer sig med rivende Hast, vistnok i høj Grad paa Bekostning af Smaa-fuglene.
Af Fugle saå vi trods det bestandig stormfulde og barske Vejr ca. 40 Arter, hvad der sammenlignet med Fur er et ret betydeligt Antal. Af disse var ikke mindre end 19 Arter Sangfugle, hvilket vel nok skyldes Øens gamle Naturskov. Af Vadere saås 5 Arter, deriblandt Bekkasinen i ganske faa Eksemplarer. En Hejre kom en Dag trækkende over Øen, en anden Dag saås baade den store og den lille Regnspove. Efter Inspektørens Udsagn skal baade Skallesluger og Gravand ruge her. Den sidste saå vi imidlertid slet ikke, hvorimod Skalleslugeren som før nævnt var meget talrig ved Kysten.
Sælhunden, som vi til vor Overraskelse af og til havde set i Bredningen, forekom ogsaa ved Livø, hvor vi en Dag overraskede en lille Flok paa det tørre Rev ved Liv Tap. Hvad enten den er vandret herind fra Vest eller Øst, er dens Vej gaaet gennem 60 Kilometer lange og oftest ganske smalle Sunde!
Det kunde paa saa afsides Steder som Livø ofte knibe for os med at skaffe den nødvendige Proviant til vore frugale Maaltider. Men en bedre Mand til at handle end vor Kjertemindefisker, har vi ikke haft ombord. Han drev helst Tuskhandel med de indfødte, og havde han maattet raade og anvende sine Tricks, vilde vi have faaet Føden gratis gennem Limfjorden i hele dens Længde. Jeg tror, det var ham, der engang skaffede os et vældigt Maaltid fede Makrel for en gammel sønderlæst Roman om Sherlock Holmes.
Ogsaa med nogle Nykjøbingfiskere, som er søgt herind for Storm, slog han nu en Handel af. En Aften, da vi kom ombord, stod Menuen til vor behagelige Overraskelse paa Aalesuppe, hvad Duften straks røbede, da vi skrævede over Lønningen. Det var et af hans gastronomiske Glansnumre, og vi glædede os som smaa Børn til Maaltidet. Denne Ret skal tilberedes af Aal i den eneste passende Størrelse, omhyggeligt udvalgte, nemlig 27a cm i Tværmaal — aldrig tykkere siger Skipperen. Fiskene skæres i Stykker paa 4 cm.s Længde og serveres i Suppen, der er sur og sød og skal rumme et Utal af Boller, gule som Æggeblommer, samt en passende Visk. — Kan serveres paa emaillerede Bliktal-lerkener.
Det er en sund og nærende Kost, egnende sig til Skibsbrug.
Jeg ved ikke om jeg forudskikkede den Bemærkning, at vi var sultne. Ialfald lykkedes det virkelig for os ombordværende 3 Mand ved den paagældende Lejlighed at sætte 93 (treoghalvfemsindstyve) Stykker Aal tillivs foruden de tilhørende Boller.
Vi ærgrede os naturligvis stærkt over, at vi paa dette Tidspunkt maatte give op, og talte om det forsmædelige i, at vi ikke naaede det runde Tal 100. Men det lykkedes altsaa ikke, og det var vi stærkt nedbøjede over.
Men et Kvarters Tid senere, da Skipper var ifærd med at vaske op forude, mens vi andre strakte os paa Køjebænkene med lindede Vesteknapper, bankede han pludselig paa Skottet ind til os. Og saa hørte vi paa et herligt og klangfuldt Fyensk følgende Ord:
„Nu ka’ Di godt notere di Hundrede, Hr. Friis — for nu har je’ ædt syv Romper 1“