LINDHOLM
En af disse blanke Oktoberdage brød vi op fra Nyords Havn for at gaa ud til den lille Ø Lindholm, en Klat paa 10,9 Tdr. Land, som ligger midt i Stege-bugt. I fuldkomment Vindstille og paa spejlblankt Vand ankrede vi op ved Middagstid udfor dens Vestkyst. Holmen er ganske lav og flad, langagtig fra Nordvest til Sydøst, og her endende i en sandet Odde, som fortsætter langt ud under Vandet som Rev.
Vi blev ved Landingen modtaget af en ung Fisker ved Navn Permin, som præsenterede sig som Øens Opsynsmand og straks inviterede os ind paa Kaffe i sit Hjem, og ved Bordet fortalte han os det lidet, der er at berette om Stedet. Han bor her sammen med sin Hustru og lille Søn hele Aaret med Undtagelse af 3 Vintermaaneder, og Familien føler mere Trang til at høre os fortælle end til selv at berette!
Øen ejes i Øjeblikket af en Maskininspektør fra København, som opholder sig her 3—4 Sommermaaneder, hovedsagelig for at drive Sælhundejagt, der mest fore-gaar i Farvandene Nord og Syd for Nyord. Indtil 1912, da den nuværende Ejer købte den af Proprietær Petersen paa Koster, var den lille Ø i den Grad overfyldt af „Mosegrise", at man næppe kunde træde for dem. Men først ved Hjælp af Katte, siden med Gift blev de i Løbet af ganske kort Tid fuldstændig udryddet. •— Var det ikke værd for Beboerne paa de Øer, hvor Vandrotten endnu er en Landeplage, at faa lidt at vide om, hvordan man er gaaet frem her paa Stedet, f. Eks. hvilken Gift der er anvendt!
løvrigt findes her nu hverken Muldvarpe, brune Rotter eller Mus, og naturligvis ingen Rovdyr. Men en ny Plage er i de senere Aar kommen til i Form af Smeldelarven, som gør Skade paa baade Frugttræer og Grøntsager.
Under en Tur Øen rundt saå vi en stor Agerhønseflok lette ude paa „Halen“, Øens lange Sydodde, og trække ind over Øen. Hr. Permin fortæller, at de er plantede paa Stedet for faa Aar siden, trives fortrinligt og yngler godt, ligesom de aldrig gør Forsøg paa at trække bort herfra, skønt Afstanden til nærmeste Land er saa kort. Men de er forøvrigt endnu ikke beskudt. 4 af Flokken er østerrigske Høns for at blande Racen. Ogsaa en Del tamme Ænder, som findes her, er indforskrevet fra Tyskland.
Villaen, som behersker dette Sted, ligger paa Øens Nordende, hvor denne naar sin største Højde, 4m. Bygningen er et af de sædvanlige Rædselskabinetter
og skæmmer i høj Grad Stedet; den omgivende Beplantning fuldkommengør Ødelæggelsen af Øens oprindelige Natur. Herfra danner den sydlige Ende, Lindholms Hale, en Undtagelse, idet denne ligger vild og uberørt hen og er det smukkeste og ejendommeligste ved Stedet. Mægtige Strandasters gror langs Oddens Østside, mandshøje og frodige som dem vi saå paa Lilleø, omend mindre tætvoksende. Rundtom saå vi den sædvanlige Strandflora, mest Strandmelde, Marehalm og Stargræs. Paa Sydspidsen fandt vi et cementstøbt Skydehul, tæt begroet med Strandasters; Hullet anvendes til Nedskydning af Knortegæs, og 5 Lokkegæs af Træ, sømmede til en trekantet Træramme, laa paa dets Bund.
En Strandhjejle og en eneste Lærke var alle de vilde Fugle, vi saå paa Øen. Men fra Villaens Udsigtstaarn saå vi Vandet til alle Sider opfyldt af svømmende Fugleflokke. Nogle Knortegæs, som ligger ind ad Stege til, letter og trækker bort. En Flok Sædgæs trækker højt over Øen ud mod Vest. Nogle Pibeænder høres fløjte ovre i Retning af Ulvshalen, og i Kikkerten ses fjærnt og nær paa det solbeskinnede Hav store, hvilende Flokke af Graaænder.
Vejret er idag vidunderligere end nogensinde før i denne pragtfulde Oktober-maaned. Hav og Himmel gaar over i hinanden, Grænsen findes kun hvor Sjællands blaanende Skovrand og Møns finttegnede Klinter viser den. Den lille Ø selv ligger og svæver som et Aandesyn midt i Bugtens spejlende Vande, ikke den mindste Krusning ses nogetsteds paa den blanke Flade, hvori Solens runde Spejlbillede flammer.
— Hvor er det forstaaeligt, at man bliver Enthusiast paa et saadant Sted, hvis Natur maa gøre et stærkt Indtryk paa selv de mindst modtagelige Sind, og at man som Stedets Besidder ikke et Øjeblik vil undvære Synet af disse Yndigheder. Dette fremgaar da ogsaa blandt andet paa overbevisende Maade af det W.C., som er bygget paa fri Felt i Villaens umiddelbare Nærhed og viser sin Bygmester som en fanatisk Naturdyrker. Det er bygget i Form af et Skilderhus paa en Pæl, om hvilken det kan dreje som en Stubmølle. Og siddende derinde kan man ved at dreje et Haandsving som paa en Lirekasse faa hele Appartementet til at rotere om sin lodrette Akse, saaledes at man under Ouverturen bestandig kan skifte Udsigt og blot med en Haandbevægelse oprulle hele det forhaandenværende Panorama for sit Blik.
Hen paa Eftermiddagen lettede vi fra dette civiliserede Sted og sejlede tilbage til det langt mindre fremskredne Nyord. Her findes endnu hverken Villaer, Plantager eller rullende W.C.er paa Bakkerne. Men vær rolige — ogsaa hertil vil den moderne Civilisation naa! Fra alle Sider nærmer dens Forposter sig, inde fra Byernes ophøjede Kredse breder den sig i større og større Ringe ud over Landet og naår efterhaanden de fjærneste og ensomste Steder.
Det begynder at lakke henimod Midten af Oktober, da vi endelig har tilendebragt denne Del af vor Rejse. Vi er ikke ked af at vende hjem, trods de sidste Dages enestaaende herlige Vejr. Thi som det ofte hænder paa denne Aars-tid, Thermometret er gaaet den modsatte Vej af Barometret. Vor sædvanlige Morgentemperatur i Kahytten ligger mellem 3 og 4 Grader Plus, og ved Morgen-maaltidet, naar vore Kroppe opvarmer Lokalet, naås der kun 6—7 Grader. Morgenstyrtebadet paa Dækket har holdt os klar af Snue og anden Daarligdom. Men alligevel — alligevel! Ogsaa en Kakkelovn har sin Charme.
Den Morgen vi forlader Nyord for at vende Stævnen hjemefter er det bleven Østenluft med Graavejr, og Blæsten føles kold og raa. Store Regnbyger trækker hen over Høje-Møn og ud over Stegebugt, da vi ved Indsejlingen til Ulvsund glider ind i et stort Selskab af andre Sejlere, der ligesom vi skal vestover. Landet er bleven saa mærkelig bart og hærget derinde paa Sjælland, siden vi sidst kom her forbi, Skovene om Petersværft staar halvt bladløse og er røde og gule i Løvet.
Vore Sejl trækker godt sammen med Motoren, og vi begynder at hale ind paa flere Sejlere i vort Følge. Imod os kommer stoltelig krydsende op mod Vinden Skonnerten „Hans“ af Faaborg; det er prægtigt at se dens store, tunge Sejlmasser taage hen over os, idet vi passerer den paa klods Hold. Skipperen deroppe, tyk som en Ejdammerost, slaar en passant ud med Lufvanten til Hilsen. „Rylen“ gør hvad den kan til Gengæld og slipper en lille hvid Vind agterud: Salute! — En hæsblæsende lille Damper indhenter os og vipper os i sit Kølvand. Hyl og Jammerskrig skærer gennem Luften nede fra dens Last. Vi ser den hedder „Særim-ner“ — den sejler med Svin!
Sønden om Langø og Norden om Tærø gaar Farten, og siden render vi forbi Lilleø og øjner Farø forude, mens Bogøs Bakker løfter sig dernede i Syd. Vi repeterer alle Rejsens Øer baglæns. Ude i Storstrømmen hugger flere af vore Følgesvende under Farten mod Vest; dér nappede vi just under Forbisejlingen ved Farø Everten „Kapella" af Egernsund, skønt den har alle Sejl bovnende for Medbøren og spilede Mesansejl. Og siden tager vi Kuffen „Windsbraut" (!) af Kiel, lastet til Lønningen og med alle Klude oppe. Men Kuf’er, Everter og Tjalke og hele det glidende Følge flyver fra os vestover, da vi ved Middagstid bryder af fra vor Kurs og runder Vesterskov Flak og Kosten ved Suderø Flak for at gaa ind i Guldborgsund. Snart efter styrer vi ind mellem Vigsnæs og Valnæs og kommer gennem den kun 150 m brede Indsejling mellem Guldborg og Nordskov.
— Hvad vi har herinde at gøre? — Ingenting! Vi vil blot lave en Smule Sejlads gennem Guldborgsund og stikke Næsen ud i Østersøen for at se, hvordan dér er. Dette Farvand var Valdemarsflaadernes gamle Vandvej, Porten mod Østersøen hvor de faldt ud mod Arvefjenden i Syd. Vi vil se lidt af det Land og Hav, de har set, inden vi vender hjem. —
Kulingen, som efterhaanden var ganske frisk og væltede med „Rylen" ude i den aabne Bredning, løjer nu noget; men stærke Byger trækker bestandig rundt, og Solen kaster kun af og til et grelt Lys ned over de overalt skovdækte Strande paa begge Sider af Sundet. Da fænger det i en Klint eller et Skovbryn, og det gule Ler eller det røde Løv bliver en lysende Brand, som straks igen slukkes under det graa Slør. En blaasort Sky taarner sig pludselig op for Blæsten over de brandgule Skove ved Vennerslund paa Falstersiden, men Forstrandens Træstammer og Kroner staar i vildt Lys mellem de dystre Skymasser og det mørke Hav. En Flok Viber paa Hundreder kommer over Hjelmsnakke paa Lollands-kysten og kaster sig ud over Sundet; de er sorte mod Soldisen dérovre, men saa snart de har passeret Sundet falder de ned over Falsters Skove som en forvirret Masse af sølvskinnende Blade, der kastes af Blæsten ned foran den sorte Sky — til de daler og forsvinder bag det skarpe Skovbryn. En Stump Regnbue skyder op over Skoven som en gloende Pæl der bærer Skyen, til denne breder sig og slukker dens Farver.
De smaa græsklædte Polde Majbølle Ø og Hjelms Ø glider forbi os til Læ, næsten usynlige mod Stranden foran Majbølle By. Gennem det smalle Løb mellem Klodskov og Grænge Skov ser vi over Klodskov Nakke Spiret paa Nykjøbing Kirke. Og hen paa Eftermiddagen løber vi ind i Nykjøbing Havn for at overnatte.
Morgenen kommer med Byger og Kuling som Dagen der gik. Men Vejret er efteraarskoldt og raat som aldrig før; vi mærker at vi staar paa Vinterens Tærskel. —
Videre sejler vi mod Syd over det stride, isengraa Sund mellem de sorte Skove. Skyerne farer forrevne afsted for Blæsten og skjuler Solen, som ikke mere finder nogen Revne i det tætte Dække. Vi kommer forbi de smaa Holme Flatø og Kalvø og ud i Bredningen mellem Vigerløse og Fuglsang, hvor det ellers kun V2—1 km brede Sund udvider sig til et veritabelt Hav, der vælter skinnende Braadsøer for Sydøstkulingen mod vor Stævn.
Det er en haard Tørn at lave Bidevinds-Sejlads i en Kulde som idag og i denne bidende Blæst. Tiltrods for at jeg har Kamelhaarstrøje paa og derover Overfrakke og Oljetøj ryster jeg over hele Bælgen af Kulde, naar jeg er paa Dækket.
Det har ikke været „lutter Lagkage", Livet ombord paa Absalons Flaader, naar de gjorde Efteraarstogter gennem disse Farvande ud over Østersøen — med alt Slags Vejr jagende henover de aabne Fartøjer, selv om Folkene nok har kunnet holde Kulden ude ved at ro. For ro har de naturligvis hyppigt været henvist til. Man skal ikke tænke sig disse Flaader — saaledes som alle Illustratorer ynder det — bestandig komme trækkende for fulde Sejl med Dragestævnene stoltelig skummende den med- eller modgaaende Sø. Bidevind-Sejlads med Bredfok gik ikke nemt for sig -— om den overhovedet har kunnet finde Sted med disse Skuder! „Tjenlig Vind" i Sagaerne betød Medbør. De gamle Søfarere har udentvivl maattet have Vinden agten for tværs for at Sejlene kunde trække, hvilket altsaa vil sige, at de paa deres Langfarter har roet mindst lige saa meget som de har sejlet — og sikkert mindst lige saa hurtigt!
I Særdeleshed maa vi i et Farvand som Guldborgsund tænke os dem saa godt som altid brugende Aarerne, og ihvertfald har kun nordlig eller sydlig Vind muliggjort Sejlads igennem det.
Men fortrinligt har der været i dette smalle Løb til at bie paa tjenlig Vind. Og naar denne er kommen har det kun været faa Timers Sag for dem at flyve for Aarer og fulde Sejl over Østersøen i Flok og Følge til Rugens Kyst.
Hvorledes dette har set ud kan maaske den tænke sig, som har ligget paa Bergens Fjord og set Nordlandsskuderne komme dragende for Medvind fra Havet ind mellem Skærene — disse Baade, som med den gamle Bredfok og den spidse, høje Stævn endnu paa Afstand kan give et Begreb om, hvordan de gamle Vikinge-snekker har set ud, omend fattigt mod den Storhed og Pragt, som dette Syn maa have rummet.
De to Smaaholme Lilleø og Kejlsø er gledet agterud, næsten usynlige op mod Landet ved Fuglsang; det er de sidste af Sundets mange ret ensartede Græsholme. Vi gaar sønderud af Bredningen forbi Herring Nakke og Fuglehave Nakke og skimter snart i Vest den lave Flinthorne Odde, Lollands yderste Forbjerg mod Sydøst. Og nu gribes „Rylen“ allerede af Østersøens graa Dønninger og bæres ud over det aabne Hav. Den løftes højt og synker tungt mellem de brede Dynger, ruller vildt og peger rystende mod Himlen med den svingende Mast. — Nu er vi ude af de ferske Indvande, her er Verden aaben!
Naar Mændene paa de gamle Snekker følte denne Rythme under sig, da vidste de, at nu var de sluppet ud af de smalle, trygge Fjorde og havde givet sig det aabne Hav i Vold, dette Hav som med dets Tilfældigheder og lumske Farer bestandig dengang var dets Vej til Hæder og Rigdom, hvadenten de nu færdedes paa det for at værne Landet mod Fjender og Sørøvere, eller de selv som Rans-mænd for ud for at slaa ned og plyndre hvor de kunde. —
De var Ætlinge af den bestandig vandrelystne og kampglade Race, der over Land havde fundet Vej til Evropas fjærneste Steder og rystet de mægtigste Riger, Kimbrerne fra Himmerland, Teutoner fra Thy og Vandaler fra Vendsyssel, Am-broner fra Amrom, Eruler og Silinger fra Sjælland, Burgunder fra Bornholm. „De Danskes Vej“ førte dem over Østersøen til Rygen, til Estland og Lifland. Med deres Snekker for de ad Ruslands Floder til Bysantz. Over Nordsøen kom de til Normandiet, og det var Angler fra Slesvig og Jyder, der som Vikinger først underkastede sig Storbritannien. De opkastede sig til Herskere i Rusland, Frankrig og England, foruden at de en Tidlang raadede i hele det egentlige Norden.
Denne stærke, lyse Race satte sit uudslettelige Præg paa de Folk, med hvem den kom i Berøring. Den gamle hellenske Adel var ligesom Bærerne af den store Renæssance i Norditalien racebiologisk i Slægt med den. De portugisiske Opdagere havde Vikingernes Blod i sig. Og gennem Normannerne fra Frankrig underlagde den sig for anden Gang England. Stærkest af alle har den præget det angelsaksiske Folk, det som blev det dominerende i det vældige engelske Verdensrige og i de nordamerikanske Fristater, dette Folk, som arvede de gamle Nordboers Trang og Evne til at raade og styre, ordne og lede, og som ved disse Egenskaber har udbredt sit Herredømme i alle Verdensdele og paa alle Have.
Overalt i de gamle danske Domæner staar der tusindvis af Minder tilbage om Danskens Virketrang og Daadkraft — maaske blot en Ligsten, et Voldsted eller Ruinen af en Fæstning. Men ogsaa store Minder om Danevældet findes endnu i Mængde. Fra Estlands Kyst over Gotland, hvor de pragtfulde Mure løfter sig om den gamle Visby, følger vi dem over hele Sydsveriges Mængder af danske Kirker og Gaarde, over Holsten til Normandiet og til England, hvor endnu Normannertidens storslaaede Bygningsværker rækker deres Tinder mod Himlen. Helt op i den nyere Tid følger vi vore Forfædres Spor — til Vestindien, til Guldkysten og Tr ankebar.
— Vi tilhører en Stamme, som engang var stor og mægtig. Vi er nu et lille Folk. Men der er vel Grund til at tro, at vi endnu ikke er noget helt ringe Folk.
Lindholm. Strandasters paa „Lindholms Hale". I Baggrunden Stege By.
Lindholm. „Rylen" i fint Oktobervejr i Stege Bugt.
Lolland. Købelev Præstegaards Stuehus, set fra Haven.
Gammel lollandsk Bondegaard nær Rudbjerggaard. Stuehuset yderst til højre gaar vinkelret gennem den anden Længe og ender til venstre i Billedet med Stalde.
VORE SYDØSTLIGE ØER