De Danskes Land -- Achton Friis

LANGELAND

Som Modsætning til salig Johan Arent Dyssel, der paa sin „Indenlandsk Reyse“ i 1763 tog Langeland paa tværs nede ved Spodsbjerg, og som Følge deraf intet kunde berette om Øen, besluttede vi at tage Øen paa langs. Thi da den er 7'Mil lang og kun en Milsvej hvor den er bredest, forekom dette os at være mest formaalstjenligt.

Da vi lettede Anker ved Vresen, var Morgenen diset og graa, Himlen med et svagt Perlemorsskær og med Solen som en blank Sølvdaler netop synlig gennem Sløret. Men efterhaanden som Dagen toner frem og Solen stiger, deler Skydækket sig, og snart er hele Himlen fuld af smaa Varmeskyer, som driver for en næsten umærkelig vestlig Vind lavt over Land og Hav, skridende som lette Søjler henover den glatte Havflade eller hængende fast ved Øer og Bakketoppe som Uldtotter i en Karte. Solen begynder at blænde; som gennem vældige Tragter falder dens Straaler over Land og Hav, Markerne derinde paa Fyenssiden faar gyldne Pletter, over de blaa, fjærne Skove jager hastige, grønne Lys. Kun Havet bevarer sin Graanen. Det er, som om den letsindige Himmel har gemt alle sine Smaasorger deri og glemt dem.

Et Marsvin leger foran vor Bov og følger os et Stykke, men sakker saa agterud og giver sig til at holde Danseøvelser omkring en „Kost“, som svajer for et sagte Søndenvande. En Skarv og nogle Svartbagmaager trækker forbi. De følger os pænt til Døren ud fra det store Hav.

Saa nærmer vi os Langelands Kyst, mens Solen stiger og Taagerne svinder. Dagen bliver hed; men forude vinker det forjættede Land. Frankeklints høje Knude løfter sig over Havet foran Steensgaards mægtige Skove — det er Oehlen-schlagers og Grundtvigs Ø.

Nu kommer vi! Stævnen peger ind mod Lohals. Lad os gaa ind og vandre „i Egenes Skygge og under Bøgenes Gys ...“

Vejen fra Lohals over Hov til Frankeklint er en eneste Række af Idyller. Tætte Skove veksler med aabne, frodige Landskaber, Gaarde, Huse, Haver og Enge med alenhøjt Græs. Bugnende, bølgende Kornmarker fortsætter helt ud til Nordstranden, hvor Hegn af Hyld og blomstrende Tjørne luder ud over den bratte Skrænt. Overalt er Strækningen meget kuperet; men det er lutter smaa Bakker og Dale; alt en miniature, og Idyllen, som er afhængig af Formatet, er hele Vejen bevaret.

Et Sted i Skoven, der iøvrigt mest bestaar af prægtige Bøge, fandt vi nogle ældgamle Skovfyrre, som var tæt overgroet af Caprifolier højt opad de stærke Stammer, et usædvanligt og henrivende Syn. En urskovsagtig Fred og Stilhed herskede herinde, Bocklins „Schweigen im Walde“ — man kunde hvert Øjeblik vente at se Enhjørningen komme tilsyne gennem Tykningen og vejre med løftet Horn ...

Ved Krankeklint brydes Idyllen mærkelig brat. Udenfor den nøgne Klint er Havet over hundrede Meter fra Stranden opfyldt af vældige Sten; de store Blokke leder Tanken hen paa Kysten Nord for Hallandsaas ved Båstad — et mærkeligt uhjemligt Fænomen, men i sin Barskhed én af de skønneste Kyster, jeg har set herhjemme.

Fra Klintens Kam skuer man vidt og bredt over Havet. Sprogø ligger i Nordøst som en lille blaa, ligesidet Trekant med den ene Spids i Vejret. Fyens dejlige Kyst ses tydeligt helt fra Nyborg til Skaarupsund, og bag Thurø anes Bregninge Bakke paa Taasinge som et Fuji Yama over Hav og Lande.

Paa Tilbagevejen sætter vi Kursen mod Herregaarden SteensgaarcL, som ligger lige Syd for Nordlandets store Skove.

Som Grundtvigs Navn er knyttet til Egelykke og Oehlenschlægers til Faare-vejle, saaledes er Vincent Steensens knyttet til hans Slægts gamle Herresæde Steensgaard. Men medens de to første hver paa sin Vis lod sig fortrylle af deres Ungdoms Oplevelser herovre og omskabte dem i deres Digtning, lever den sidstes Navn kun i Forbindelse med den blodige Virkelighed. Og maaske var hans Navn glemt af Historien, hvis han ikke netop havde sat Livet til i det mørke Drama, som hedder Svenskekrigen, hvoraf nogle af de mest spændende Scener udspilledes paa hans Ø.

Gaarden, som i over halvtredje Hundrede Aar var i den Steensenske Slægts Besiddelse, har navnlig ved Ombygninger i forrige Aarhundrede totalt forandret Udseende. Den sidste mandlige Efterkommer af den Steensenske Familie var Carl Fr. Steensen, der kun efterlod sig to Døtre, af hvilke den ældste blev gift med Oberstløjtnant, Kammerherre Leth, hvis Efterkommere antog Navnet Steensen Leth og endnu ejer Herregaarden. Denne er helt ombygget i 1835—36 paa den gamle Grund og med delvis Bevarelse af de gamle Ydermure. Den ligger paa en Banke i sin pragtfulde Park, omgivet af de gamle Voldgrave og med vid Udsigt over Land og Hav. — En Mængde Familieportrætter sammen med andre Minder om Slægten og om Svenskekrigen rummes endnu indenfor dens Mure. I Billedsamlingen findes et Maleri af Constance Steensen de Leth, som Grundtvig traf paa Egelykke og som gjorde et uforglemmeligt Indtryk paa ham. Billedet viser en henrivende ung Kvinde, blond med dybblaa Øjne og et vidunderligt Smil, som har netop det lille Stænk af Koketteri, der gør det forstaaeligt, at hun alene ved sin Apparition maatte blive skæbnesvanger for den følsomme, unge Digter, der vistnok aldrig nogensinde glemte hende.

Men det Billede i hele Samlingen, som øvede den stærkeste Tiltrækning paa mig, er Maleriet af Major Podebusch; ikke for dets kunstneriske Fortrins Skyld, men fordi det er det mærkeligste Dokument om Svenskekrigen, jeg fandt paa Øen. Naar man ser dette ødelagte Billede, hvori Kugler fra de svenske Officerers Pistoler har gennemhullet Ansigtet, synes man at være Begivenhederne saa nær, som det overhovedet er muligt. De har skudt godt, disse Sataner -— især naar der tages Hensyn til, at de sandsynligvis har været stangdrukne under et Sold, da de aflagde denne Prøve paa deres Færdighed, velsagtens fra Bordet, hvor Indholdet fra væltede Kander og Krus har flydt over Dugen, og Hyl og Eder paa Svensk og Tysk har lydt mellem Smeldene af Skuddene. — De fem-seks sorte Huller, der synes saa friske som om de var lavet igaar, sidder alle i Øjnenes nærmeste Nabolag, ét lige ved Næsen i højre Øje. Hvert eneste af disse Skud vilde have været dræbende, om Maalet havde været en levende Mand.

Med et eneste, kraftigt Ryk fører dette Syn mig midt ind i de Begivenheder, der grupperer sig om Langelands Indtagelse af Carl Gustavs Tropper, til Beboernes heltemodige, sejge Modstand, og til de Rædsler, som fulgte efter Erobringen. Langelændernes Kamp mod Svenskerne er et af de faa Lyspunkter i denne ulykkelige Krig. Men de gamle Tingbøger giver den Dag idag et levende Billede af den frygtelige Tilstand, som Øen kom i efter Beboernes haardnakkede Forsvar, da de hævntørstende Fjender besatte Øen.

Det var den 5. Januar 1658, at Svenskerne første Gang kom til Øen, og det var kun ganske kortvarigt paa deres hurtige Marsch mod Øst. Carl Gustav erklærede kort og godt Øen for at være Korfitz Ulfeldts Ejendom og drog videre paa sit Togt over Lolland til Sjælland, kun efterladende en svensk Besætning i Rudkøbing. Efter Freden i Roskilde 1658 blev denne trukket tilbage. Men Krigen udbrød snart paany, og denne Gang forberedte Langelænderne sig paa, hvad der kunde komme. Det var Landsdommer Vincent Steensen, som organiserede Øens Forsvar og indøvede dens Landeværn, som bestod af 1000 nylig indøvede Bønder; foruden disse var der en Haandfuld regulære Tropper, som dog fuldstændig svigtede under de paafølgende Kampe. I Begyndelsen af Februar 1659 sendte Carl Gustav Grev Josias Waldeck over med regulære Tropper for at bemægtige sig Øen. Han viste sig pludselig med sine Skibe ved Østkysten udfor Steens-gaard, hvor han gjorde Landgang, og hvor Svenskernes øvede Krigsfolk første Gang mødte den lille langelandske Hær i Kamp.

Vincent Steensen havde et langt Livs Erfaring bag sig som Fører. Den 65-aarige Mand havde baade i Kejserkrigen 1625—29 og i Krigen 1643—45 været Krigskommissær paa Langeland, og fra 1638 desuden Landsdommer. Det var i Krigen 1657—59 han vandt sin Hæder og blev Langelands Folkehelt.

Han gjorde straks alt rede til at optage Kampen, baade Landeværnet og de regulære Tropper blev beordret til at give Møde ved Andemose Knøs Øst for Steens-gaard, hvor den svenske Flaade var ankret op. Men Rytterne udeblev; og heller ingen af de øvrige „regulære" indfandt sig, men forstak sig rundt om paa Øen.

Sammen med Oberst Bernbach førte Steensen dog nu sine Langelændere frem mod Fjenden, der havde gjort Landgang ved „Knøsen" og lededes af selve Josias Waldeck. Svenskerne dreves tre Gange tilbage; men under den sidste Kamp blev Steensen, som bestandig var i Spidsen for sine Folk og let kendelig, ramt af henimod tyve Kugler og sank om i sin Hornblæsers Arme, idet han raabte: „Ak, Broder, jeg er dødelig saaret; gør nu dit Bedste og hold Folkene sammen, saa de ikke viger fra hinanden, men ærligt forsvarer deres Fødeland!" — Og Bernbach fortsatte Kampen saa godt, at Svenskerne omsider maatte vige.

Paa en Vogn førtes Vincent Steensen efter Slaget tilbage til sin Gaard, hvor han modtoges af sin Hustru, Fru Anna Holck, der i Hast hentede nogle Lægemidler og lod ham sætte i en Stol, mens hans Klæder blev løst op. Men ved Synet af det udstrømmende Blod og de svære Saar udbrød hun i høje Klageraab og maatte føres bort. I det samme slog Steensen Øjnene op og saå efter hende. Huslæreren, der holdt ham i sine Arme, sendte straks Bud efter Præsten, men inden denne kom, havde Steensen allerede udaandet, idet han svarede paa Lærerens Opfordring at overgive sin Sjæl til Gud, ved at trykke sin venstre, usaa-rede Arm imod hans.

Saaledes skildrer Riitzow i sin Langelands Historie Folkeheltens Død.

Kampen ved Andemose Knøs fandt Sted d. 7. Februar. Siden omsejlede Svenskerne Øen og gjorde flere Gange Landgang, men blev stadig slaaet tilbage.

— Langelænderne var med Rette stolte af deres Sejre over de øvede, svenske Soldater; men i Stoltheden blandede sig Skrækken for, at Svenskerne vilde komme igen, stærkere end før. Dog faldt det dem ikke ind, trods deres tapre Førers Død, at opgive Øens Forsvar.

I Marts samme Aar kom Grev Wrangel selv udfor Øen og angreb den samtidig paa begge Sider med overlegne Styrker. Men ogsaa dette hans første Anfald blev heltemodigt slaaet tilbage. I Nattens Mørke satte han da Folk iland paa et svagt bevogtet Punkt paa Kysten, mens han ved Skinangreb holdt Størstedelen af Forsvarerne bundne til et andet Sted. Hovedangrebet blev sat ind paa det førstnævnte Sted. Og denne Gang maatte de tapre Øboere trække sig tilbage; men det blev Fod for Fod, ingen havde Tanke for Overgivelse. Splittet i Smaahobe blev Landeværnet ved at bide sig fast i enhver naturlig Forsvarsstilling. — Alle, der kunde føre et Værge, havde givet Møde, gamle Aftægtsmænd kæmpede og faldt Side om Side med Drenge, siger Nørreherreds Tingbog.

Men i Længden gik det her som alle Vegne, hvor Bønderhære har haft med overlegne, øvede Krigere at gøre. Landeværnet blev endelig helt oprevet. Og Set. Bents Dag, d. 21. Marts, var Øens Erobring endelig fuldført.

Den forfærdelige Skæbne, der mødte de overvundne, stod i Forhold til deres hvasse, langvarige Modstand. Alle Øens unge Karle førtes bort i Fangenskab til Kalmar eller Riga, hvor mange af dem døde af Sult og anden Elendighed.

Om de saarede bekymrede Fjenden sig ikke. De, der havde slæbt sig hjem til deres Gaarde, fik ikke Lov til at dø dér i Fred, men kastedes ud paa Marken, hvorpaa Husene blev plyndret og svedet af til Grunden.

Svenskerne indkvarterede nu 3 Regimenter Fodfolk og en Eskadron Ryttere paa Øen, og hermed begyndte egentlig først Nøden. Bønderne, af hvilke de fleste kun ejede 1 å 2 Køer og mange slet ingen, maatte ofte gaa rundt og tigge Føden til Svenskerne, mens de selv sultede. I den Tid, Øen holdtes besat af Fjenden, fra Slutningen af Marts til ind i November, døde omtrent 1000 Indbyggere af Sult.

Den stakkels Fru Anna døde Aaret efter sin Ægtefælle af Græmmelse over hans Skæbne.

— Ved Freden i 1661 fik Langelands Ejer, Grev Rantzow, atter sin Ø tilbage. Han vendte hjem til det fuldkommen udplyndrede Tranekjær Slot, hvor Døre og Vinduer manglede, Porthus og Vindebro var faldefærdige o.s.v., hvor intet var saaet paa Markerne, hverken Vaar eller Høst — akkurat ligesom hos Bønderne.

Det var en Datter af denne Grev Rantzow, der blev gift med Frederik Ahle-feld til Søgaard, han som styrtede Griffenfeldt og blev hans Efterfølger, og som i 1661 kom i Besiddelse af Tranekjær Slot og Len, og hvis Efterkommere endnu sidder paa Slottet.

Herskabet paa Steensgaard kører os en Tur rundt i det bakkebølgende Landskab, hvor Høduft driver for den milde Brise over Markerne mellem de skønne Trægrupper. Blandt andre Steder kommer vi til Gaarden Charlottenlund, som hører under Herregaarden, og hvis ældste Hovedbygning fra 1798 er fremragende smuk, modsætningsvis til en nyere Hovedbygning paa Stedet. Paa Marken Vest for Gaarden finder vi en gammel, fortrinlig Pavillon, ganske lille, men fornem i sin Stil, liggende omgivet af vældige Trægrupper, et halvskjult Minde om en fornem Tid, da alt hvad Haandværkere rørte ved syntes at blive til Kunst.

Ogsaa Andemose Knøs besøgte vi paa denne Tur. Der er rejst en Mindestøtte for Vincent Steensen herude paa det Sted, hvor han faldt, en simpel, firkantet Stenstøtte, staaende paa en Sokkel af murede Kampesten, og hugget ud af én eneste, mægtig Kampestensblok, en Obelisk, virkningsfuld i sin enkle Arkitektur; den synes symbolsk i sin stenhaarde Trods ud mod Havet.

Den næste Dag er jeg herude for at male. Det er Grundlovsdag og Søndag, alt Arbejde hviler, ikke et eneste Menneske ses paa Markerne. Det ser ud til Torden; Luften er lummer, og Blæsten fra Øst, som faar Bølgerne til at bruse mod Stranden, er hed og tung. Høet dufter sødt og stærkt, og Kvæget døser paa de vide Marker bag Klinterne. En næsten ufattelig Ensomhed og Stilhed -— hvor forskelligt fra hin kolde Februardag for omtrent 300 Aar siden, da Danske og Svenske holdt det blodige Stævne her!

I Nordvest, kun en god Kilometer borte, skimter jeg gennem Soldisen Steens-gaards prægtige Skove — den Vej, hvor Høvdingen blev kørt, da han, saaret og døende, for sidste Gang drog til sit Hjem ...

— Jeg ser pludselig, at jeg har faaet Selskab. Ganske stille er en lille ung Pige med to Smaabørn ved Hænderne listet nær hen til mig og staar og ser paa at jeg arbejder. Hun er sød og nydelig, en fremmedartet Type med sort Haar, sorte Øjne og gylden Teint. Den lille runde Barm er lige ved at sprænge det altfor snævre Kjoleliv. Hun sætter sig med Børnene ned i Græsset ved Siden af mig og giver sig til at pludre. Hun fortæller, at hun hedder Sine, og at hun er helt alene og forladt idag; hun skulde have været til Grundlovsfest sammen med alle de andre Karle og Piger fra Egnen, men kunde ingen finde til at køre for hende til Tranekjær. Cykle har hun ikke. Saa maa hun finde sig i at være ene hele den lange Søndag. — Stakkels lille Sine! Jeg snakker med hende saa godt jeg kan og drager hendes to smaa Følgesvende med ind i Samtalen. Det gaar helt godt, og det ser ud til, at de alligevel faar en Eftermiddag ud af det. Men der lurer dog stadig et lille Hævnglimt paa Bunden af Sines skønne Øjne — hun skal nok en Dag faa Ram paa den Karl, som har nægtet at tage hende med. Smuk er hun allerede og god at faa Forstand af. Men en skønne Dag inden altfor længe vil Karlene miste Forstanden blot af at se paa hende. Og de vil rives om at faa hende med op at køre ...

Saa biir det Sines Tur!

Jeg er taget alene ned til Egnene omkring Stoense og Snøde.

Jeg sidder paa den uhyggeligt berømte „Blodager“ ved Stoense, paa et højtliggende Sted med vid Udsigt. Havet ses paa begge Sider af Øen, i Nord Steens-gaards Skove, i Syd Snøde og Stoense Landsbyer med deres Huse og Gaarde som en næsten sammenhængende Bebyggelse. Et herligt Sted, som aldrig vilde lede Tanken hen paa den Begivenhed, Sagnet knytter til det.

Dette Sagn fortæller, at da den sorte Død paa Valdemar Atterdags Tid hærgede Landet, ramtes Langeland saa frygteligt, at næsten alle Indbyggerne døde. Efter Pestens Ophør søgte de overlevende at bemægtige sig de øde Gaardes Jorder, og der stod mangen Strid herom. Mellem to Brødre, som pløjede sammen paa denne Ager ved Stoense, kom der Trætte om noget tilgrænsende Jord, og til-sidst gik de imod hinanden med deres Plovstager som Vaaben. De dræbtes begge under Kampen. — Dette skete paa et Sted her paa Marken, hvor der indtil for faa Aar siden voksede en stor Hyld, som den nuværende Ejer af Marken, en Boelsmand i Stoense Sogn, har fældet. Og her, siger Sagnet, blev de ogsaa begravet.

Fortællingen har faaet en uhyggelig Bekræftelse derigennem, at da den nævnte Boelsmand for faa Aar siden kulegravede Blodageren, fandt han Rester af Menneskeben paa det Sted, hvortil Sagnet henlægger Begivenheden.

I henved seks Hundrede Aar har dette Sagn levet paa Stedet. Græs og Korn har groet paa Marken omkring den ensomme Hyld, og Slægt efter Slægt er gaaet i Graven, har taget deres egen Historie med sig og er bleven glemt. Men stadigt har denne Beretning om Broderdrabet holdt sig, lige til Ofrenes Ben i vore Dage kommer frem af Mulden og vidner: det er sandt, her skete det!

Hvilken Lærkesang her er, Luften er fuld af Toner — maaske som paa hin Dag, da det gruopvækkende Drama hændte. Græsset og Blomsterne gror over Marken, som om intet er hændt.

„Kirkehistoriske Samlinger" har en gammel Beretning om Præstegaarden i Snøde, med følgende Titel: „Sandfærdig og paa authentiske Documenter grundet Efterretning om den hartad utrolig ureenlige Tilstand, i hvilken Snøde Præste-gaard paa Langeland befandt sig i Aaret 1711.“

At citere Enkeltheder herfra vil være for uappetitligt. Jeg skal blot i Korthed nævne, at Præsten hed Jens Marstrand og boede her med sin „Quinde" og et 13—14 Aars Barn. Gaardspladsen, alle Loer og Lader og samtlige Beboelsesværelser fandtes saa fulde af Aadsler, Skarn og Raaddenskab, at man opgav ethvert Haab om at faa det væk. Der var ikke andet for end at afbrænde Gaarden, hvilket ogsaa omgaaende blev udført paa kongelig Befaling. Hvad der siden blev af Præsten, véd jeg ikke. Han er velsagtens bleven „entlåust" og smidt ud af Embedet.

— Byen har en meget smuk Kirke, oprindelig i Rundbuestil fra 12. Aarhun-drede med indmurede Basrelieffer. Men det strænge og stilrene Interiør skæmmes paa det forfærdeligste af et nyere Inventar, bemalet med spejlblank Oliefarve. Hvor taabeligt der dog ofte handles med vore dejlige, gamle Landsbykirker! Bønder, Præster, Ejere eller Menighedsraad synes overalt mildest talt at have en uheldig Haand.

En fortrinlig Granitdøbefont med et mærkeligt dekoreret Malmlaag findes i Kirken. Motiverne paa det sidste er Mariæ Bebudelse samt en Jagtscene med springende Hjorte, i hvis Flanker Hunde har bidt sig fast.

Kristendom og Hedenskab mødes paa sær Vis i denne Udsmykning, hvor Jomfrumoderen er omgivet af den nordiske Jægerstammes hellige Dyr Hjorten — den samme som efter Mythen viste sig for Set. Hubertus, med det fornemste kristne Symbol Korset lysende mellem sine vældige Takker.

Jeg sidder paa en ældgammel Egebænk, lavet af vredent og knudret Naturtræ. Den er saa gammel at den ligner Sten, og er næsten helt overgroet med

Vedbend, der ogsaa dækker Jordsmonnet bag den i vid Omkreds og fortsætter op ad en stejl Brink, bevokset med store Bøgetræer. Til højre for Bænken staar et Egetræ saa mægtigt, at dets Fod og Stamme ligner én af Søjlerne i Milanos Domkirke. Men opad denne Stamme slynger Vedbendens Ranker sig, som gothi-ske Ornamenter klynger de sig til denne Bundflade af forvitret Bark og forsvinder højt oppe mod det grønne Loft, som øverst ender i Mystik og grønt Mørke.

Løvtaget deroppe toner af Fuglesang. Og uden om det skimtes pletvis den dybblaa Himmel.

Foran mig er der en vid Sænkning i Terrænet med en stor Dam; paa dennes modsatte Side løfter grønne Plæner sig højt og stejlt, og øverst ligger en stor, hvid Bygning, badet i Sommersol og med et glitrende Tag. Det er Egelykke, Grundtvigs Ungdomsparadis. I disse idylliske Omgivelser var det, at han blev Digter, her havde han som han selv udtrykker sig „sit Livs Vaartid“.

Det var i Aarene 1805—08 at den 22-aarige Grundtvig kom hertil som Huslærer for en lille Dreng, Søn af Ejeren, den kun 30 Aar gamle Kaptajn Steensen de Leth, hvis unge Frue Constance gjorde et saa voldsomt Indtryk paa Grundtvigs naive, modtagelige Sind, en Følelse, hvis dybe Spor næppe nogensinde forsvandt.

Efter alt at dømme havde den unge cand. theol. Grundtvig indtil dette Øjeblik været et ganske almindeligt Menneske, paa hvem hverken Læsningen af hans Tids Storværker eller af Eddaerne og Sagaerne, af Snorre og Sakso lige saa lidt som hans Tids vældige historiske Begivenheder i Europa havde gjort noget stærkere Indtryk, og hans Tids aandelige Rørelser gik iøvrigt fuldstændigt hen over ham. Der var kort sagt intet der spaaede om de Kræfter, som laa skjult i ham, og som senere skulde gøre ham til en af de mægtigste Førerskikkelser i dansk Aandsliv. Det var paa Egelykke, at han fik sit første Gennembrud; den haabløse Kærlighed til den unge Constance Steensen fik Kilderne til at sprudle i hans Sind og gjorde det modtageligt for dybe Indtryk. Hende var det, som først og stærkest paavirkede ham, og som ogsaa førte ham til Studiet af de store tyske Digtere og Filosoffer, Goethe og Schiller, Fichte og Schelling, og til Læsning af sin store Landsmand Oehlenschlagers Skrifter, hvad der første Gang vakte hans Begejstring for Nordens Oldtid. Her tog han de første Skridt paa den Vej, som blev hans Livsbane; de Afhandlinger om Eddasangene og om Asalæren, som han her skrev, og som blev Forløbere for hans Værk om „Nordens Mythologi“, betegner hans aandelige Gennembrud. Straks mærker man i disse første Skrifter, at han for at bruge hans egne Ord var „Hælvten Skjald og Hælvten Bogorm". — Det var Skjalden, som vaktes til Live af Constance Steensen.

Der er næppe nogen Tvivl om, at den tunge og generte Yngling i Begyndelsen har gjort et bundkomisk Indtryk paa den Kreds, han her kom i Berøring med, især paa den unge Frue, som var af fransk Emigrantfamilie, og hendes omtrent jævnaldrende Veninde Pastorinde Graae i Bøstrup. I det daglige, og især i det selskabelige Liv paa Egelykke, maa han være plumpet ned som „den pantsatte Bondedreng". Men de to skæmtsomme unge Damer, som legede med den uerfarne, formodentlig fordi her har været knapt med daglig Underholdning, har ikke kunnet ane, hvilken Vending Legen tog.

Sammenligner man Ungdomsportrætter af de to Hovedpersoner, Constance Steensen og hendes Tilbeder, forstaar man Grundtvigs dybe Forelskelse og ikke mindst det haabløse i den. — Thi vil en ung, uden Tvivl stærkt feteret og underskøn Herregaardsfrue, der efter Grundtvigs første Indtryk er „en højst elskværdig og interessant Personlighed", indlade sig alvorligt end sige løbe bort med en candidatus theologiæ, hvis Bukser efter al Sandsynlighed og al Tradition har siddet forfærdeligt! —

— Grundtvigs meste Tid tilbragtes iøvrigt i Ensomhed under ihærdigt Studium og ofte i dyb Grublen.

Og tiltrods for den lette Omgangstone mellem ham og den tilbedte voksede hans Forelskelses Styrke bestandigt, en Følelse som aldrig blev besvaret. Han hentyder ofte selv til denne ulykkelige Kærlighed, blandt andet i det tungsindige Digt fra 1807, „Strandbakken ved Egeløkke":

Herlig, mangfoldige Syn

Ud over speilklare Flade!

Thurø og Taasing og Fyn

skuer jeg her fra mit Stade;

Bag mig den venlige Gaard

Med sine Mure saa hvide,

Krandset af Skovene, staar

Lun under Bakkernes Side,

Lys mod det bølgende Hav . . .

I vemodige Ord besynger han Bølgerne, de fjerne Øer, Træerne, de tavse Fugle, og sidst og mest Skovens og Engens Blomster; men

Giftig er Blomsternes Duft,

Død er i krydrede Luft.

Alt udi tredie Sommer

Vandrer jeg sorgfuld paa Ø;

Mellem de liflige Blommer

Lærte mit Hjerte at dø;

Sært, at endnu mig for Øje

Solen nedglider i Hav,

At den ei hist fra det Høie

Straalende ser paa min Grav!

— Er der ikke en Hilsen til hende, hans første uforglemmelige Kærlighed, i det Digt, som han skrev efter sin Tilbagekomst til Hovedstaden, og i hvilket han hentyder til den store Sten i Parken, som var hans Yndlingsplads:

I Bøgenes Ly, paa den mossede Sten

Over Fædrenes Ben,

Hvor saa gjerne jeg bygger

Blandt Oldtidens Skygger,

Jeg slumred saa sødt.

Da Solen bestraaled den duftende Vang,

Ved Biernes Surren og Fuglenes Sang,

Jeg vaagnede op af de saligste Drømme,

For Morgenens Saligheds Bæger at tømme.

— Han føler selv, at nu er Digteren født i ham. I denne Smeltedigel „fløj Sponsen af sig selv op“ — saaledes udtrykker han sig ved denne Opdagelse!

Hvor mange af vore Dages højtidelige Smaapoeter vover saaledes at sige Du til sig selv! —

Hans senere kraftige og ofte drastiske Sprog, som ofte kan minde om Kingos, begynder forøvrigt allerede her paa Langeland spontant at ytre sig i Vers og Tale. Han prædikede ofte i den nær Egelykke beliggende Bøstrup Kirke, hvor:

Tungen jeg voved at røre

Kæk i det hellige Hus,

Kildred det kløende Øre,

Saaede Avner i Grus.

Og allerede her sporer man ogsaa den Patos, som de store historiske Begivenheder senere vakte i hans Digtning — saaledes da han efter Københavns Bombardement udbryder:

Først da fra Axelstad Luerne svang

Høit sig i Sky,

Kom under Vaabnenes Gny

Liv i min Sang . . .

— En Patos, som maaske naar sit mest sublime Udtryk i hans Vers paa Mindestenen over de Faldne fra Kampen ved Sjællands Odde.

— Grundtvig forlod Langeland i Maj 1808 og rejste til København, og Opholdet var snart kun et Minde, men uden Tvivl uudsletteligt. Ogsaa Constance Steensen mindedes længe Grundtvig som en Ven. I Januar 1826 skriver hun i et Brev fra København: „Jeg har besøgt Grundtvig, han er altid den gamle imod mig og var saa glad ved at se mig .. ..“

Det var Aaret før hendes Død.

Meget er forandret paa Egelykke i de over hundrede Aar. Men Minder om Grundtvig og hans Tid findes her endnu. Den store Eg ved min Side synes at være et Symbol paa ham, ragende op over alt andet herinde. Vedbendens Mængder af Stammer og Grene, som klamrer sig til den, er Højskoleforstanderne ....

— Her fra Skrænten bag Egen har Grundtvig sikkert ofte skuet op mod det Sted, hvor hans Tilbedte boede.

Jeg gaar hen til „Grundtvigs Sten“, som den endnu kaldes, og som utvivlsomt er en Del af et sammensunket Dyssekammer. Jeg ser endnu tydeligt det fordybede G, som findes i dens Side, og som skal betyde Grundtvig — men det er forøvrigt mere ligt et C og er uden Tvivl en naturlig Dannelse i Stenen.

Det er med en Følelse af Andagt, jeg staar paa dette Sted og ser den samme Udsigt som Grundtvig, da han hvilende paa Stenen skuede op mod „den hvide Gaard“ og over Havet til Taasinge, Thurø og Fyen. — Og det Sekel, der skiller mig fra Ungdomsoplevelserne i hans Eden, bliver et lille Spand af Tid.

En tidlig Morgen bryder vi op fra Lohals for at gaa ned til Kysten udfor Aasø. Det er Solskin med en fin sydvestlig Kuling, der giver Skum for Boven, en herlig Sejlads. Langelands Profil er prægtig herude fra Vest, især de knoldede Banker omkring Tranekjær, der ligner mægtige Muldskud — et almindeligt langelandsk Fænomen, som har givet Anledning til, at man har sammenlignet Øen med en omvendt Æbleskivepande.

Vi fortsætter mod Syd ned gennem det snørklede Sejlløb ind til Rudkøbing, hvor vi provianterer, men vender hen paa Eftermiddagen tilbage og ankrer op udfor Atzsøs smukke og blide Kyst. —- Vinden har lagt sig og Vandet er bleven smult, da vi ror ind til Kysten.

— Det var mens vi laa udfor Aasø, at en Fisker en Dag kom hen til Johannes Larsen, som sad og tegnede paa Stranden. I nogen Tid saa han til i Tavshed. Saa sagde han:

„Naa — De er kaske en af dem, der rejser rundt og ettersier Øerne?“

„Ja, det er jeg jo. — Er De maaske kendt her paa Stedet?"

„Ne—ej,“ sa’e Manden, „jeg kommer her kun å og til. Jeg er saadan en Slags Noma’e — og rejser rundt og fisker, hvor der er Fisk!"

Saa spurgte han, om det var en Pennetegning, der blev lavet. — Jo, det var det da. — Det interesserede ham stærkt, forklarede han; for saadan en havde han aldrig før set blive til.

„Saa tegner De vel ogsaa Fu’le?“

„Jo, naturligvis!"

„Ja, det kunde jeg tænke mig," sa’e Fiskeren, „for der maa jo da være et gevaldig Fu’leperspektiv paa mange af de smaa Øer!“--

Det er ikke nogen kedelig Anvendelse af et Fremmedord, selv om det rammer lidt ved Siden af.

Jeg har næppe paa noget andet Sted i Landet af saa ringe Flademaal set et saa afvekslende og forskelligartet Landskab som det langelandske. Skove og aabent Land, høje Bakker med vide Udsigter og lave Sletter skifter ustandseligt. Medens den nordlige Del er den mest skovrige, er Sydenden den voldsomst kuperede og mest aabne. De største Skovstrækninger findes omkring Hov, ved Tranekjær, Faarevejle og Brolykke, og hertil kommer en noget mindre Strækning ved Biskoptorp. Men desuden finder man næsten overalt paa Øen Smaalunde, og de fleste Landsbyer har store og velholdte Haver. Markerne er frodige og veldyrkede, og selv hvor Landet er mest aabent og Havet fra dets Højder er synligt til begge Sider, saaledes som fra Frankeklint, Tranekjærs Slotsbanke, Bloksbjerg og Fakke-bjerg, danner det næsten overalt et Billede paa den mest udprægede Idyl. — Kilder og Vandløb er paa den smalle Ø ganske ubetydelige, og Øen er fra gammel Tid berygtet for at have tarveligt Drikkevand.

Af Søer er de eneste den lille Borresø ved Tranekjær og den næsten helt tilgroede Stengade Sø Syd for denne; men Havets Nærhed bevirker, at denne Fattigdom ikke bliver til noget Savn i Landskabet; med sine „femten Kirketaarne, femten Møller og femten Bøller" er det et af de mest indtagende i Danmark.

Man forstaar Oehlenschlagers Forelskelse, naar den giver sig Udtryk i dette Vers:

Den skiønne Ø, der, som en smekker Green,

Brudt af den store danske Rosenhække,

I Vandet ligger fastnet ved en Steen

Mens idel Knopper Løvet rundt bedække.

Det er sandsynligt, at Digteren har tænkt paa dette Landskab, da han kort efter sin Langelandsrejse skrev: „Der er et yndigt Land“, som „bugter sig i Bakke, Dal“. Dets Frugtbarhed og Ynde fik Grundtvig til at kalde det et Kanaans Land. Og selv om Møllernes Antal tiltog samtidig med at „bøl’erne" tog af, er der næppe meget forandret i Landskabsbilledet, siden de to Digtere henreves af det.

En eventyrlig smuk Vej fører os fra Aasø Landingssted over fine Enge med duftende Høstakke til den nære Tranekjær Skov, hvor nogle gamle Bønderhuse ligger halvt skjult i det høje Bryn. Gennem Skoven fører Vejen videre mod Øst til Tranekjær By og Slot.

Blandt alle Øens Landsbyer er Tranekjær den smukkeste. Den er bygget paa et pragtfuldt, bakket og bølgende Terræn, over hvilket dens lange Gade bugter sig op og ned, omgivet af gamle, velplejede Haver og Boliger, mellem hvilke sidste den smukke Skolebygning, opført omkring Aar 1800, er særlig fremragende. Overalt i Byen findes en Rigdom af Træer og andre Vækster, de første undertiden af en overvældende Kraft og Størrelse. Haverne bugner af Blomster, og det samme gør Husenes Mure, hvor Roser i alle Farver, fra dybrøde til skinnende gule, hænger i tætte Klynger. Bag alle Ruder straaler Potteplanter af enhver Art, men især de røde Pelargonier, der synes at være særlig yndet her paa Langeland. — Denne stærke Sans for Blomsternes Skønhed og Trangen til at pleje og hæge om dem, synes mig at være udpræget dansk! Overalt i Landet, fra de fattigste Egne til de frodigste, møder man dette Udslag af Trang til Skønhed. I intet andet Land, jeg har besøgt, har jeg fundet dette Træk hos Landbefolkningen i en saa høj Grad som herhjemme.

Tranekjær Slot, som oprindelig var en af Landets ældste og stærkest befæstede Adelsborge, har i Tidernes Løb gennemgaaet saa mange Ødelæggelser og Ombygninger, at intet uden Kærnen i enkelte af Murene er tilbage af den gamle Rede. Som Slottet nu er efter den sidste Ombygning af Nebelong i 1862—63 er det ikke nogen Øjenslyst, kun et uhyre Vidne om den dybeste Nedgangsperiode i dansk Arkitekturs Historie. Hertil kommer, at det er overmalet med en terrakottalignende rød Farve, som er overmaade iøjnefaldende og fremhæver dets Grimhed. — Modsætningsvis er det tilhørende Parkanlæg baade smukt, storstilet og harmonisk, men ikke paa langt nær saa romantisk og yndigt som Steensgaards, for ikke at tale om den dejlige Park ved Egelykke. I al sin Vælde mangler det disses ukunstlede Charme. —

Slottet findes tidligst omtalt, da Hertug Valdemar IV af Sønderjylland var dets Besidder og her i 1287 udstedte de ældst kendte Privilegier for Rudkjøbing By. Efter Svenskekrigen, da Carl X Gustav havde besat Øen og foræret den til Corfitz Ulfeldt, kom den i 1672 sammen med Slottet som et Lensgrevskab i Hænderne paa Fr. Ahlefeld til Søgaard, hvis Efterkommere under Navnet Ahlefeld-Laurvigen endnu ejer Tranekjær.

— Christian Molbech fortæller i sine „Ungdomsvandringer" (1815) om sit Besøg paa Tranekjær, der dengang endnu fandtes i den Skikkelse, som det fik efter en Restaurering i 1722. „Jeg fandt," skriver han, „én af de ved Beliggenhed og Omegn mest imponerende Bygninger, jeg nogetsteds har set." Og Omgivelserne svarede i fuldt Maal til Slottet. Han beundrer den mægtige Slotsbakke, der stejlt skraaner ned mod alle Sider, med Grave omringende dens Fod. —

I Grevens Stalde med deres svære Stenpiller og med Krybber til over hundrede Heste forbløffes han ved at finde Buster af Homér, Cicero, Marc Aurel, Lessing, Voltaire og andre Berømtheder „i dette Opholdssted for Hingste og Hopper“, opstillede paa Pillerne mellem Spiltovene! — Ja, man maa undres med ham, naar man hører det; men Greven har aabenbart næret den dybeste Respekt for sine Heste.

Naar man færdes i Tranekjær Slots Park og dens romantiske Omgivelser, melder der sig i Tankerne uvilkaarligt Navnet paa en Kvinde herfra, hvis Liv fik et mærkeligt og eventyrligt Forløb. — En Grev Frederik Ahlefeldt-Laurvigen, født 1760, havde med sin første Hustru, Charlotte Lovise Hedemann, kun ét Barn, den for sin Skønhed og Aandrighed berømte Elisa A. L., født paa Tranekjær 1790. Hun blev 1810 gift med den fra den tyske Frihedskamp navnkundige Friskarehøvding, Friherre Liitzow, hvem hun fulgte paa hans Strejftog. Hun var nærværende og opflammede Krigernes Mod i Slagene ved Lutzen, Bautzen, Dennewitz og Leipzig. Digteren Theodor Korner, der selv viedes til Kampen af Elisa Liitzows Haand og senere faldt, har besunget „Liitzows wilde, verwegene Jagd“. •— Hendes Ægteskab var imidlertid ikke lykkeligt; efter Krigen viste det sig nemlig, at Liitzow „fejlede baade Hjærte og Aandsdannelse" — hvad han jo forøvrigt heller ikke har haft større Brug for som Soldat, tværtimod! Han samstemmede i fredelige Tider ikke længere med den aandfulde Kvinde, fortælles det — og i 1824 ophævedes Ægteskabet.

Ad Landevejen, der strækker sig gennem Øen i hele dens syv Miles Længde fra Nord til Syd, som en Fordøjelseskanal gennem en mægtig Larve, bevæger jeg mig fra Tranekjær ned mod Rudkjøbing.

En fremragende Udsigt har man ofte fra denne Landevej, især hvor de tætte, levende Hegn er brudt, eller naar man bestiger de mange Højdepunkter i dens Nærhed, saaledes fra den 32 Meter høje Bakke Øst for Vejen ved Frellesvig. Herfra ser man mod Nord over „Stengade Sø“, nu en vældig Mosestrækning, hvor sorte Hørveskruer i Tusindvis prikker Arealet mellem de mange smaa, blinkende Vande, og over alt dette Tranekjærs skønne Skove. I Øst har man Stengade Skov, bag denne andre Skovstrækninger, og alleryderst Havet, et skiftende og pragtfuldt Sceneri.

Ogsaa Landevejen nær Simmerbølle aabner stedvis, hvor de altfor tætte levende Hegn brydes af Huller, prægtige Udsigter, især mod Vest vidt over Havet til Fyens Kyster. Byen har en aldeles vidunderlig, gammel Kirke, som indvendig har nogle fortrinlige, romanske Hvælvinger og en udmærket Granitdøbefont med meget smukt Broncelaag, helt mørkebrunt af Ælde.

Hvor ofte er det ikke hændt paa mine Rejser, naar jeg er kommen til særlig smukke Steder, at jeg er bleven overrasket over Beboernes Mangel paa Sans for den Mangfoldighed og Skønhed, som omgiver dem. Men saadan er det vel med de fleste af os -— det som vi daglig har for Øje, ser vi ikke, især naar vi ikke paa fremmede Steder har hentet en Maalestok for dets Værdi. Hvad nytter Alverdens Velstand den, der ikke kan se! Han er den virkelig fattige.

Paa Kirkegaarden i Tullebølle traf jeg en lille Mand, en underlig graa Mand, der saa ud, som om et stort Viskelæder var gaaet hen over ham og havde slettet alle Farver af ham — men med et Par mærkelig levende, lysende Øjne. Det var en ganske almindelig Husmand og Arbejder. Vi faldt i Snak om hvad vi saa heroppe fra Højderne. Og han sagde:

„Naar jeg sitter ved mit Vindu heroppe — for jeg har et ganske lille Hus oppe paa Bakken lige ved Kirkegaarden — og jeg saa ser her sydpaa ud over Landet, saa ka jeg ordenlig sitte og blie glad. Jeg synes liefrem, at det er noet a det aller-kønneste, jeg har set. Og jeg har dov set mange kønne Steder her i Landet. Den jydske Hede er jo osse storartet køn, paa sin Manér, da. Men naar jeg saa kommer tilbage fra mine U’flugter — ja saa ser jeg først rigtig, hvor dejligt her er

— og saa saa frodigtlagde han til.

Han behøver ikke at høre af den Fremmede, at hans Land er smukt. Det var en ganske jævn og bramfri lille Mand, og han gik og lugede paa Kirkegaarden og tjente til Føden ved det. Han ejer sietingen Ting andet end et lillebitte Hus, der er lige saa graat som han selv, det er det hele. Men han ser ud ad Vinduerne af og til! Og naar han gør det, synes han maaske, at det altsammen er hans. Og det er jo rigtigt!

Fra Rudkjøbing begiver jeg mig østpaa ad Vejen til Skrøbelev, hvis lille Kirke, som er opført i Rundbuestil i det 12. Aarhundrede af kløvet og hugget Kamp, forekommer mig at være en af de interessanteste og smukkeste paa Øen. Den har i de svundne Aarhundreder været Genstand for en Del Ombygninger og en Udvidelse, men har bevaret en stor Del af sit oprindelige Præg og bærer paa sine Ydermure nogle fortrinlige Basreliefs, alle meget smukke Eksempler paa Datidens ypperlige Stenhuggerkunst. Relieffet paa Nordsiden forestiller en Mand, som støtter sig til en Økse eller en Krumstav; Sydsiden har to Dyrefremstillinger, begge Løver, af hvilke den ene vender Hovedet om mod sin højtsvungne, S-formede Hale, som den synes at ville bide i. Desuden findes her en Kvader med et Skib og en anden med en Kriger i fuld Rustning, kæmpende med en Løve. Nær den graakalkede Sokkel er indmuret en ca. 2 m lang Granitsten med en rebsnoet Stav, der i begge Ender bærer et Kors, aabenbart en gammel Gravsten. Det hele er overordentlig smukt.

Men her som mange andre Steder, hvor Kirkernes Ydermure bærer Relieffer, er der smurt Kalk ind over disses Bundflader og klattet ind over Ornamenterne, hvad der i høj Grad er ødelæggende for den dekorative Skønhed. Virkningerne af et saa utilbørligt Sjuskeri burde udslettes saa snart som muligt; det vidner om fuldkommen Mangel paa Respekt hos Myndighederne, som synes at have sat Sansen for det gamles Skønhed og Bevarelse overstyr.

-— Den nære „Skrøbelev Hede“ skal i gammel Tid have været berømt for sine store Vibeflokke og mange Dobbeltbekassiner. Et Sagn siger, at Viberne og „Horsegøgene" henholdsvis er forgjorte Pebermøer og Pebersvende. „Vogt Dig for Skrøbelev Hede," sagde man paa Langeland til knibske Piger; og ældre Piger og Karle forsikrede hinanden: „Vi to skal engang mødes paa Skrøbelev Hede!"

— Et lignende Sagn har man fra Jylland, hvor man lader de to Fugle snakke sammen, naar de flyver. Viberne siger: „Hwi vild’ do it! Hwi vild’ do it?“ — „A tuur it!“ svarer Horsegøgen (den jydske Horsegumme eller Skronnihors). —

Da Bekkasinen er saa godt som helt forsvunden fra Langeland ligesom fra de fleste Steder i Danmark, vil Skrøbelev Hede efterhaanden være bleven et meget ensomt Tilflugtssted for Pebermøerne. Men det er jo vel egentlig det, de har stræbt efter. — Skønt Gud ved!

Viben er én af de Fugle, til hvilken der over hele Landet er knyttet megen Overtro. Den hører til dem, der ligesom Svalen ikke trækker bort om Efteraaret, men ligger i Dvale i Jorden om Vinteren. Naar dens Tid kommer, opsøger den et ensomt Sted, en Sump eller Mose, hvor den lader sig glide baglæns ned, holdende et hult Græsstraa i Munden, gennem hvilket den aander. Her ligger den gemt under Overfladen, til Jorden atter bliver varm og Solen vækker den af dens Dvale. Det sker allerede den tredje Februar paa „Blæsmissedag"; saa blæses der Liv i den og alle andre Dyr og Fugle, som har ligget i den lange Vintersøvn. — Navnet Blæsmisse er naturligvis en Forvanskning af Blasius, som er Dagens Navn i Almanakken.

Jeg fulgte Vejen ud til den nære Østkyst ved Spodsbjerg, hvis Omgivelser landskabeligt set er berøvet den sidste Rest af Skønhed ved sin tarvelige Villabebyggelse, sin Jærnbane, Dampskibsbro og sit Badehotel. Selve „Bjærget" er beskedent med sine 10—12 Meters Højde; og at Carl Gustav fra denne lille Knold har kunnet iagttage sin Hærs Marsch over Isen, lyder besynderligt. Men maaske er Klinten siden da bleven lavere ved Havets Angreb.

Selve Stranden er meget smuk; vid og tætbevokset med Græs, Siv og mange Slags Urter er den en Fryd for Øjet. Liggende her paa den brede Arena og med den vilde Flora som Skærm imod Civilisationens Underværker oppe bag den, kan man godt faa et Par Timer til at gaa med Funderinger. Og her er ikke længere fra Øens Vestside, end at man paa et Kvarters Tid kan naa over til denne, naar Aftenen kommer. Og det skal man gøre. For Aftenstunden ved et Hav mod Øst er en Vederstyggelighed — denne Strand hører Solopgangen til, ligesom Veststranden er Solnedgangsstundens. — Det gaar jo saa nemt at skifte her paa Øen, den har syv Mil af hver Slags, og kun én der skiller dem.

Jeg giver efter for min Trang til Forandring og sporer min Cykle med Kurs mod Faarevejle paa Øens Vestside.

Da den 25-aarige Oehlenschlager besøgte dette Sted paa sin „Langelandsrejse" i 1804, samtidig med at hans jævnaldrende Grundtvig opholdt sig paa det nære Egelykke, maa her have været meget forskelligt fra nu. Paa den Tid stod endnu den gamle Bindingsværks-Hovedbygning, opført af Erik Hardenberg i 1583, omgivet af sine Volde og Grave, men delvis som Ruin. Den blev i 1868 afløst af en ny Bygning i hollandsk Renæssancestil, som nedbrændte i 1870 og afløstes af en i samme Stil opført Bygning af røde Mursten med Sandstensforsiringer. Senere er denne bleven hvidkalket. Ogsaa Parken maa have gennemgaaet store Forandringer. Paa enkelte Undtagelser nær, saaledes et Par gamle smukke Ege, ser Træerne ikke ud til at være stort over halvtreds Aar gamle. Det er vanskeligt at finde den Stemning herinde, som Oehlenschlager giver Udtryk i disse Verslinjer:

Hvor Bøgeskoven slipper

Hist paa den grønne Jord,

Hvor tørstigt Faaret tripper

Ned mod den lille Fjord,

Hvor ingen meer kan seile,

Et gammelt Taarn man ser;

Det kaldes Faareveile,

Thi det mod Veilen leer.

Taarnet maa være det af Erik Hardenberg opførte svære runde Porttaarn, som siden blev nedbrudt under Ombygningen i forrige Aarhundrede, og som formodentlig har været i Ruiner paa den Tid, da Oehlenschlåger besøgte Stedet. Thi han omtaler to gamle Folk, som „passer Ruinen'1, og hvis Hus han beskriver:

Paa Vindvet hen sig trænger

Den grønne Green saa nær;

O see, hvor fuld den hænger

Af modne Kirsebær!

Hvor Solens Flamme blinker

I Frugtens Purpurbarm!

Hvor Træet venligt vinker

Os med sin kølne Arm ....

— Det var to Aar efter sit betydningsfulde Møde med Henrik Steffens og efter at han under Paavirkning af denne havde skrevet „Guldhornene", at Oehlenschlager som fuldmoden Digter kom til Langeland. Ingensinde naaede han højere i sin lyriske Digtning end i de „Poetiske Skrifter", som saa Lyset i 1805, og i denne Digtsamling er „Langelandsrejsen" det ypperste.

Har han nogensinde været større, mere ægte end i disse Vers, hvor Sejladsen mellem Fyen og Langeland rinder ham i Minde:

Saa venlig er Luften, mildt Skyerne staae

Og svale for Solheden køligt paa Himlen;

Fra Kirken hist lyder den hellige Bimlen,

Og Voverne rulle halv graae og halv blaae.

Saa lad nu da Kiølen i Bølgerne gaae!

See Svendborg, hvor med sine Spiir den bortiler,

Og Søndagens Morgen os hellig tilsmiiler,

Og skumklædte Dynger paa Forstavnen slaae.

Sæt Sejlet til kun da, du begklædte Dreng!

Før Smakken hen over de spillende Vande

Til Øen, hvor Løv sig med Blomsterne blande,

Og reder for Freia en duftende Seng.

Sagtmodige Bølge, med Vælde dig slæng;

Pust, Stormvind! i Seilet med fuldere Kiæve,

At Bakken vi naae, hvor sig Hytterne hæve

Saa fromt og enfoldigt paa luftige Væng.

Det er ikke alene den bedaarende, ungdomsfriske Fantasi, der med fuldkommen Ubundethed og Frihed kommer tilsyne i disse Digte, som helt overraskede hans Samtid, men maaske først og fremmest det uventede i, at det bløde og jævne

Langeland. Blodageren ved Stoense. I Baggrunden Stoense Kirke og Landsby.

Langeland. Egelykke Park. Udsigt fra Hovedbygningen mod Vest.

Bukø. Stor Sten ved Stranden.

Eskildsø. To Unger af den vilde Kanin.

Kværnen. Unge af Hættemaage.

danske Sprog kunde virke med en saadan Mangfoldighed, en saadan Rigdom og Styrke.

„Langelandsrejsen“ er et straalende Monument over det romantiske, danske Landskab, som snart overalt er forsvundet. Snart er de fleste Steder kun Klimaet tilbage.

— Vort Besøg paa Faarevejle blev kortvarigt.

Paa Stedet fandt vi nu kun lidet af Interesse uden nogle enkelte, ældgamle Ege, nogle smukke Elle, som trives fortrinligt i Parkens sumpede Bund, og hist og her noget Birkekrat. Parken maa være anlagt paa gammel Mosebund, mange Steder gynger selv Gangene under Fødderne

I de smalle og urene Kanaler opdagede vi tre sølle Svaner, som forgæves søgte at nusle sig i Vandet, maaske i Anledning af Fremmedbesøget. En vid, aaben Mark, som støder op til Parken, opfyldt med røde Kreaturer, var det smukkeste ved Stedet. Derude fra kom et Raadyr springende og jog i lange Hop henover Parkens Plæner. Og pludselig saa vi en Stork komme langsomt vandrende langs Kanalens Bred. Jeg forfulgte den med Kameraet og skød til den i Flugten paa 20 Meters Hold, da den lettede. Det viste sig senere, at det var en Forbier! Tilfældet var symbolsk for vort Besøg paa Stedet, som vi havde imødeset med store Forventninger.

Vejlen, som Oehlenschlager hentyder til i sit Digt — „den lille Fjord, hvor ingen meer kan seile“ — er det Syd for Faarevejle liggende Lindelse Nor, som forhen har strakt sig helt op til Slottet, og som endnu paa Generalstabskortet fra 1916 har to spidse Vandarme strækkende sig mod Nord og Øst mellem de to Højdepunkter ved Højklint og S. Ø. for Petersgaard. Nu er ogsaa disse Arme udtørrede, de gamle Holme derude ligger som skarpformede, smaa Bakkeøer i de grønne Enge, hvor Kvæget græsser over den tidligere Fjordbund.

Fra den sydligere liggende Lindelse Kirke har man en pragtfuld Udsigt over dette forblæste Fjordlandskab, hvis barske Karakter understreges af den idylliske Forgrund, som Kirkegaarden og Byen danner. Ogsaa her mod Syd har Lindelse Nor tidligere strakt sig langt længere end nu, vide Mosedrag naar fra dens Bred helt ned til Lindelse By og fortsættes siden forbi Havbølle til Aalemose Huse; her brydes Lavningerne af det store Højland omkring Humble, men fortsætter paany med moseagtige Strøg og Laguner fra Hesselbjerg vesten om Tryggelev og ud i Vesterstr anden.

Vesten for denne omtrent 11/2 Mil lange Mosestrækning kommer et nyt Højland, endende i den mærkelige, 30 Meter høje og bratte Ristinge Klint, der ligesom en Brystfinne paa en Kæmpeaal rager ud fra Øens Vestside over mod Ærø og halvvejs lukker for det sydlige Indløb til det lille fyenske Øhav.

Mens det langelandske Landskabs Overflade ellers er gennemgaaende lav, men med et Mylder af Bakker, løftende sig fra en halv Snes til op imod et halvt Hundrede Meters Højde som isolerede Bakkeøer over de jævne Strækninger, der ofte er opfyldt af Moser eller Enge, saa møder man paa Ristinge-Halvøen en helt anden Landskabsform. Det næsten en halv Mil lange og en halv Fjerdingvej brede Fremspring er en eneste, mægtig Banke, som fra sit højeste Punkt, der ligger omtrent paa dens Midte og naar 30 Meter over Havfladen, skraaner jævnt ned mod Nord og Øst og staar med lave Klinter ud mod Havet og mod det nu inddæmmede Ristinge Nor. Men mod Sydvest dannes Kysten af den 25 Meter høje Ristinge Klint, hvor Landets Indvolde paa mærkelig Vis træder frem i Dagen som Følge af Havets tusindaarige Angreb.

Modsætningsvis til det øvrige Langeland bestaar denne Halvø for en stor Del af det sjældne Cyprinaler og den dermed følgende Lagrække, som oprindeligt har ligget i ikke mindre end 8 forskellige Lag over hinanden, af hvilke de øverste 5, bestaaende af skiftende Smeltevandssand, Moræneler og Grus, er afsatte under de to første Istider af Bræen og dens Smeltevandsstrømme ovenpaa de ældre Lag af Cyprinaler, Ferskvandssand og Smeltevandsler. Men under den tredje og sidste Fremrykning af Isen er disse Lag bleven „foldede" i en Grad, saa der mange Steder er vendt op og ned paa den oprindelige Rækkefølge, idet der er fremkaldt en Itubrydning og Sammenskydning af Lagene under Bræens uhyre Tryk.

Mens Havets Eroderinger efterhaanden er aftaget, saa en Del af den sydøstlige Strækning, omtrent Halvdelen af Klinten, efterhaanden er dækket af Græs, er den nordvestlige Halvdel bestandig udsat for Bølgernes Anfald. Her er det, at Klinten staar med aabne Sider ud mod Stranden og lige siden dets Opdagelse har været Genstand for Geologernes Undersøgelser.

Cyprinaleret, det ejendommelige skalførende Lag, blev allerede opdaget af Forchhammer paa hans Rejse hertil i 1841; senere paa samme Rejse paaviste han det baade i Vejsnæs Nakke og Trandrup Klint paa Ærø og visse Steder i Sønderjylland. Leret har Navn af en Musling, Cyprina islandica, hvis Skaller i stor Mængde findes deri, for det meste i sønderbrudt eller helt knust Tilstand. De er Levninger fra den indre Del af et interglacialt Hav, som har dækket det nuværende Danmark og strakt sig til Østersøkysterne, samt over Nordvesttyskland og Holland til Arcachon i Frankrig.

I Ristinge Klint findes paa en Strækning af ca. 600 Meter ikke mindre end 22 isolerede Partier af denne Lerart, som har en Tykkelse paa fra 3—574 Meter. Den er aldeles stenfri og af en graagrøn Farve, let kendelig mellem de øvrige gule og blaagraa Sand- og Lerarter.

— Naar man staar paa dette Sted, er det som at have listet sig ind i selve Naturens Værksted, ind i dens inderste Lønkammer. Vel faar man ikke her det overvældende Indtryk som ved Synet af Mont Blåne eller Dent du Midi eller Rhone-dalen, hvor fraadende Giganter synes at have huseret og rejst Stenfæstninger mod hinanden og væltet dem igen. Her har man snarere Fornemmelsen af at staa ved et Sted, hvor et kaad og forkælet Jættebarn har leget med Sandet, og siden ved et Lune har kastet alt hulter til bulter og gaaet sin Vej, efterladende det hele i den syndigste Uorden.

Men man faar ogsaa her et tilforladeligt Indtryk af det Tempo, som har raa-det, da vort lille lave Land blev bygget op. Millioner af Aar er skredet hen over Kloden, mens Lag paa Lag er dannet og omhyggeligt lagt til Rette — for i Løbet af et Par korte Hundredtusinder af Aar at blive splittet igen.

Og jeg ser paa dette med samme Følelser som greb mig, da jeg senere stod ved de vældige Molerskrænter paa Nordkysten af Fur, hvor Lagene er adskilt af henimod to Hundrede fine sorte, parallele Striber, der er som trukket med et stort Stykke Tegnekul — det er Lag af sort Aske, hver for sig betegnende vældige Udbrud fra en Række Vulkaner, der i Tertiærtiden har strakt sig fra det nuværende Skagerak over Kattegat til Skaane og Østersøen. Det er hændt i et Tidsrum, som ligger 65—55 Millioner Aar tilbage.

— Naar jeg staar og ser paa Klinten her falder det mig ind, hvor kort en Tid der vil hengaa, inden jeg selv betyder langt mindre end én af disse store, sønder-brudte Muslingeskaller, der rager frem af Leret. Jeg vil i Løbet af en forholdsvis kort Stund ikke have fjærneste Interesse, selv ikke for en Geolog, men være forvandlet til noget, som kun kan udtrykkes ved en ualmindelig kedsommelig kemisk Formel. Men Jorden vil ikke tabe et Gram i Vægt ved min Forsvinden, den slipper aldrig for mig — altsaa „forsvinder" jeg ikke! Og Tanken fylder mig med en dyb Tilfredsstillelse, iblandet et lille Gran af Ondskabsfuldhed.

Paa Vej til „Kong Humbles Grav" passerede vi Landsbyen Humble, hvis store Kirke er beundringsværdig smuk. Her findes i det hele taget mange prægtige Kirker paa Øen. Deres ofte mærkelig uregelmæssige Form giver dem et specielt stedligt Præg. Navnlig er foruden Humble Kirkerne i Simmerbølle og Lindelse af ejendommelig Skønhed.

Ikke mindre end 8 af Øens 18 romanske Kirkebygninger er af Granitkvadre og ligesom den føromtalte Skrøbelev Kirke rigt prydet med Relieffer, saaledes i Bødstrup, Stoense, Snøde og Longelse, og i Magleby med Søjleportaler. Ogsaa Kirken i Humble har oprindelig været opført af tilhugne Kvadersten, men blev allerede i Beg. af 13. Aarhundrede nedbrudt og genopført af røde Mursten. Disse Kirkers Stil røber deres Slægtskab med de jydske — sønderjydske -— Kvaderstenskirker, hvis Arkitektur, der nedstammer fra Domkirken i Slesvig By, har bredt sig østpaa til de sydfynske Øer, foruden Langeland især til Ærø og Taasinge — medens Sjælland og de andre østligere Øer er helt uberørt deraf.

Tæt Nordøst for Kirken ligger paa aaben Mark den prægtige Langdysse, som bærer Navnet Kong Humbles Grav, et af vort Lands smukkeste og anseligste Stenaldermindesmærker. Foruden det prægtige Dyssekammer er saagodt som alle dens Randsten bevarede, i et Antal af ca. 80 Stykker omgiver de Graven i en Længde af ca. 55 m og en Bredde af ca. 8 m. —- Det er altsaa ikke Dyssens Udstrækning, som er særlig imponerende, mere dens Skønhed, Kamrets Velbevaret-hed og dens udmærkede fri Beliggenhed i Landskabet. — Det viste sig iøvrigt, at en Del af de pragtfulde Randsten, af hvilke enkelte har en Forsideflade paa mindst 2 □ Meter, er væltede eller slæbt bort fra deres Plads. Dette burde rettes snarest, saa meget mere som det vil kunne gøres uden stor Omkostning. Et Par af Stenene bærer Spor af dybe Borehuller, og Gravkamrets Anvendelse som Nød-tørftshus er stærkt iøjnefaldende.

— I Danmarks Krønike nævnes flere Konger med Navnet Humble, saaledes én som deltog i Braavallaslaget omtr. Aar 730. — Det er naturligvis urimeligt at sætte denne Sagnkonges Navn i Forbindelse med en Stenaldergrav, hvis Tilblivelse er et Par Tusind Aar ældre end disse Høvdinge fra Vikingetiden og deres Stridigheder om Landet. Derimod er der intet til Hinder for, at en Smaakonge af dette Navn kan have boet paa Guldborg. Langeland havde i Vikingetiden en Mængde „Fylkekonger" — Høvdinge — efter hinanden, som stod under de fyenske Stolkonger. De fleste af disse Høvdinge, „Økonger" eller „Næssekonger" færdedes paa Havet som Sørøvere, og fra hine Tider har mange af Øens gamle Borge deres Oprindelse, saaledes Guldborg, der stod paa den store Banke ved Illebølle, ligeledes Haagenhus paa Øens Nordende, som havde Navn efter Vikingen Haagen

Hov, og Hovborg, som skal have ligget Østen for Stigtehave Skov. Paa en Banke i Hovgaardene i Bøstrup Sogn har ogsaa ligget en Borg. Alle disse Navneforbindelser med Hov (oldn. hof) tyder paa, at her oprindelig har været Sæder for Gudsdyrkelse, Gudehov. Paa en Bakke ved Stranden Nord for Klavsebølle, hvor der findes tydelige Spor af Volde og Grave, har staaet et Slot „Holmslot", og paa Øens sydlige Del ved Magleby Nor findes Voldstedet Kalleborg. Faarevejle har ligeledes oprindelig været en „Vikingabæli", og Tranekjær Slot menes oprindelig bygget af en Næssekonge Tran i det 8. Aarhundrede.

Det forekommer mig, naar man berejser denne Ø i Retning fra Nord til Syd, at dens Beboeres Gæstfrihed aftager proportionalt med Breddegraderne. Paa den nordlige Halvdel mødte vi hos høje og lave den mest udsøgte Venlighed; men derefter dalede Elskværdigheden og naaede tilsidst Nulpunktet. Naturligvis fandtes der Undtagelser. Men her ved Humble bekræftedes Reglen ialfald.

Da vi var paa Vej over det Markstykke, paa hvilket Langdyssen ligger, og naaede Stedet paa omtrent 50 Meters Hold, saa vi pludselig en Mand dukke op paa Dyssens Rand, en anden kom løbende og en tredje ridende imod os, saa vi i Løbet af et Øjeblik saa os omringede. De tre Mænd gav sig alle paa én Gang til at skælde os Huden fuld, fordi vi gik ind over Marken, som var besaaet med Lu-zerne, mens de samtidig selv var kommen ind paa den — den ene endda tilhest! — Da den værste Gas var gaaet af dem, fik jeg at vide hvem af dem, der ejede Marken. Ham forklarede jeg vort Ærinde, og han faldt forholdsvis hurtigt til Ro og gav os efter nogen Nølen Lov til at blive paa Stedet og arbejde. Hjælpetropperne faldt derimod ikke tilføje; især Rytteren var kommen i Berserkergang og vedblev at rase og skælde. -— „Dersom saadan no’en Landstrygere kom ind paa min Mark, saa sku’ je’ Faenedeme snart lære dem en anden Vise og faa dem smidt ud o. s. v.“

Nu misklæder det stærkt det bløde langelandske Maal at blive anvendt paa den Maade, det virkede fuldkommen latterligt; men skønt vi næppe kunde lade være med at smile, gik Johannes Larsen dog hen til den brølende Mand og sagde stilfærdigt til ham: „Jeg synes De sagde Landstrygere!“ — Det saa helt pænt ud at se ham staa i sin tre Alens Længde ved Siden af den lille Bonde paa Hesten; og Manden har aabenbart følt sig lidt usikker, for han svarede:

„Ja, jeg sa’e nok Landstrygere — men det var da’tte til Dem!“

I det samme opdagede Mændene, at en fremmed Hest havde slaaet sig løs og roligt gik og traskede rundt paa Marken nær ved os og endelig valsede ind i et Stykke Roer, hvorpaa de forlod os og satte efter den. De tre Mænd og to Heste forsvandt fra Stedet i Firspring omtrent samtidig, og Slagtummelen tabte sig efter-haanden i nogle Sædmarker nede sydpaa. — Hele Oplevelsen minder om Molboerne og Storken.

Jeg sympatiserer iøvrigt i al Almindelighed med Markernes Ejere i dette Spørgs-maal; thi er det Sædvane her som saa mange Steder i Landet at Folk, om Søndagene, undertiden i Hundredvis, tramper ind over Kløver og Korn hos en Bonde, som er saa uheldig at have en Seværdighed liggende paa sin Jord, saa maa han en skønne Dag, naar han maaske er ond i Sværen i Forvejen, have Lov til at gaa over Gevind og rense Kæbeposerne paa Stedet.

— Fra den 37 Meter høje Guldborg Banke, som ligger tæt Nordvest for Ille-bølle Landsby, er der en vid og imponerende Udsigt. Uden Kikkert ser man tydeligt mod Sydøst Nakskovs Taarne og rygende Skorstene, i Sydvest Marstals Kirkespir. Prægtig ser Lindelse Nor ud herfra med alle dets grønne Holme. Nord for Banken strækker sig en stor Mose, som staar i Forbindelse med andre lave og flade Strækninger i Nordvest og Nordøst. Ogsaa mod Øst og Sydøst findes store Lavninger, som strækker sig ned mod Polleskov Huse. Og et gammelt Sagn siger, at der fra Langelandsbeltet har skaaret sig en Vig ind i Landet helt til Bankens Fod, hvor Byens Skole nu ligger. Sandsynligvis har Borgen i gammel Tid været omgivet af Vand paa tre Sider. Kun Terrænet mod Sydvest er overordentlig ujævnt, højt Bakkeland.

Ældre Historieskrivere er tilbøjelige til at tro, at Guldborg har været Herresædet for Langeland lige til det i Fejdetider er bleven ødelagt og afløst af Trane-kjær Slot, som omtales første Gang i Valdemar Sejrs Jordebog.

En lille Landsby Øst for Humble bærer Navnet Hverkenby. Havde Navnet været heftet til en enkelt Person i Jylland, vilde dets Betydning have været indlysende, thi paa Jydsk er en „Hverken" Betegnelsen for en Hermafrodit eller en „Tvetulle". Men her, og en hel Landsby! Hvad er Meningen?

Landevejen mod Syd fra Humble fører tæt forbi Øens højeste Punkt, det 46 Meter høje Skovlebjerg, hvorfra man har den mest storslaaede Udsigt over det sydlangelandske Landskab. Alting synes smaat og legetøjsagtigt nede paa de store Flader omkring denne Banke, Kirker, Møller, Bøndergaarde og Huse ser ud som de er hentet ud af en „Noahs Ark" og stillet op af et Barn dernede paa den vide Slette.

Herfra ser jeg første Gang ud over Østersøen i al dens Vælde. Mægtige, tunge Skymasser driver østpaa over dens blanke, hvidlige Vande, og paa Baggrund af den mørke Himmel flyver svovlgule Smaaskyer afsted som Røg fra himmelske Eksplosioner. Fyret paa Gulstav Klint staar med den ene Side hvid mod Luften, den anden Side er graa af den faldne Regn. Rundtom ligger Markerne med grønne og brunviolette Felter. Vestpaa strækker sig vældige Moseflader, hvis blanke Vandkarréer spejler de ilende, gule Skyer. — En Lærkefalk kredser højt over Bankens Top, og nede ved dens Fod, hvor nogle forblæste Graner staar, sidder en enlig Træpiber og synger sin lille melankolske Vise.

Det er ikke længere Idyllen, som er det fremherskende — der er vendt op og ned paa de Forestillinger, man knytter til Nord og Syd. Landskabet bliver alvorligt hernede, næsten barskt, og kan minde om de aabne, vejrhærgede Strækninger paa Samsøes Sydvestside — ja i sine Farver næsten om et vestjydsk Klitlandskab.

Vi tager videre ad Vejen mod Syd, mens Landskabets Ansigt bestandig bevarer sin Alvor. Fra det 37 Meter høje Fakkebjerg ser vi, at Landet hernede ved Sydenden, som deroppe fra laa i en mærkelig sølvhvid Belysning under den mørke Himmel, paa nært Hold ikke bevarer sin Lighed med det vestjydske Klitland — det er et fladt Lavland med isolerede Bakker og med Klinter i Stedet for Klit; og det er dyrket næsten overalt helt ud til Stranden. Intet andet Sted paa Øen bliver Sammenligningen med en omvendt Æbleskivepande mere rammende end her. Rundt om paa den lave Slette skyder de isolerede, skarpe eller runde Bakketoppe op som mægtige Muldskud. Øjensynligt har dette Land engang ligget saa lavt, at Bakkerne som smaabitte Holme har raget op over en Havflade, der knap har kunnet virke mere jævn end den Slette med Agre og Moser, som nu skiller dem, og som kun er brudt af det aabne Kjelds Nor, en Rest af det gamle Hav, som endnu fra Østersøen æder sig ind i Landets Sydspids.

— Skønt lavere end Skovlebjerg er Udsigten fra Fakkebjerg næsten videre, og mindst lige saa smuk. Laalands Kyster synes ganske nære i Øst; Sønden om Ærø løfter sig Als’ Højder, og i Sydvest skimtes Slesvigs og Holstens Kyster, som løfter sig over Havfladen med bleggrønne Marker og blaa Skove — ja selv Feh-merns høje Kirke, dens Huse og Træer ligger som Fata Morganaer, der løfter sig højt over selve den lave, usynlige Halvø.

Rundt til alle Sider løfter Landet sig i det fjerne som en vid, blaa Skaal med det lyse Hav som en Sølvring lagt om dens Rand.

Hvepse og Humier spiller Symfonier omkring mig og flyver fra Bæger til Bæger i de hvide Konvolvolus, som dækker Bakketoppen ved min Fod. Det er som om Solskinnet og Blomsternes Duft og Vindens Hvisken er fortættet og bleven til et i denne fine, hede Lyd om Bakkens Top — i denne lille søde Melodi, spillet af smaabitte Væsner, men saa gammel som Bakkerne, Sletterne og Havet — en Susen fra selve Tidernes Morgen.

Paa Bankens øverste Spids fandt vi noget, som ved første Øjekast kunde minde om Resterne af et gammelt Voldsted eller Grunden til et rundt Taarn. Det viste sig at være det sidste, nemlig Grundstenene af det gamle Fakkebjerg Fyr, som er bleven nedrevet, fordi det var bygget altfor langt inde i Landet. Paa Landets Syd-østspids rejstes i Stedet det meget store Kjeldsnors Fyr helt ude ved Roden til den smalle, stenede og sandede Odde, som skiller Noret fra Havet. Jeg hører, at denne Odde af Befolkningen hernede kaldes Rat, et ældgammelt Navn, som ikke har fundet Vej til noget Kort. Vilde det ikke have været baade rimeligere, nemmere og morsommere at have opkaldt Fyret efter Halvøen: Rat Fyr.

Indenfor en næsten cirkelformet Bakkerække ligger det mærkelig øde Nor med dets flade Strand, et underligt uindbydende Landskab, koldt og trist.

Paa den øde Tange, der er mager og graa som en bleget Benrad, har man paa den ene Side det rolige Nor, paa den anden Østersøens tunge Dønninger, der hæver og sænker sig som et aandende Kæmpebryst. Af levende Væsner saa vi kun Fugle herude, blandt andet en Snes Hejrer, som stod rundt om paa Fladvandet i Noret og fiskede. Her maa utvivlsomt være en Hejrekoloni i en af Skovene i Nærheden — i hvilken lykkedes det os ikke at faa at vide.

De flade Strækninger omkring Noret bærer en Kreds af de sædvanlige isolerede Bakkeknuder, saaledes Foliesbjerg, Kjedelbjerg, Dovns Klint, Gulstav Klint, en ubenævnt Banke paa Dimesodde, foruden tre svære Bakker, der slutter Cirklen i Nord — alle med Højder fra 20—28 Meter, og staaende i en Kreds omkring det højere Fakkebjerg ligesom Randstenene i en Runddysse omkring Gravkamret. Et højst besynderligt Land, men hvis Tilblivelseshistorie er saa aabenbar som Siderne i en opslaaet Bog.

Odden langs Norets Sydside henimod Dovns Klint er tæt dækket af umaade-lige Mængder af Rullesten af stærkt regelmæssig, næsten kuglerund Form og af en Størrelse fra 2—3 til op mod 10 cm’s Diameter. Disse Sten finder stor Anvendelse i Porcelænsfabrikationen ved Søndermalingen af Porcelænsjorden, idet deres Form og Haardhed, naar de i Kværnen blandes med denne, fremskynder Processen; det Materiale, hvoraf de bestaar, skader ikke Massen, selv om en Smule af det blandes med denne. At der sker en større Eksport her fra Stedet vises ved, at Stenene paa flere Steder langs Stranden er samlet i Bunker, sorterede efter Størrelse og Farve.

Den kun 16 Meter høje Dovns Klint er Langelands sydligste Fremspring ud mod det aabne Hav. Set østfra er det aabenbart, at denne Knude oprindeligt er en isoleret Bakke ligesom alle de andre, men for Halvdelens Vedkommende er den nedbrudt og opslugt af Storm og Hav. Men den har ikke mistet Humøret. Den gulhvide, næsten lodrette og svagt buede Mur staar frækt ud mod det bestandig truende Hav. Det ser bogstaveligt ud, som om Langeland har knappet ned og viser sin bare Popo ud mod Østersøen i en indbydende Gebærde.

Der er nogen Galgenhumor i Bankens Gestus ud mod Havet, omtrent som hvis en Dødsdømt rækker Næse mod det Skafot, der snart skal besørge ham ind i Evigheden. Thi om blot hundrede Aar vil Dovns Klint sandsynligvis være forsvunden i Bølgerne. Og det er jo kun et Par Øjeblikke i Forhold til dens Alder.

Hvad den langelandske Folketype angaar, finder jeg, at den adskiller sig meget lidt fra den fyenske og de omliggende Smaaøers. Gennemgaaende er den maaske mere lysblond, ja paa Øens nordlige Halvdel har jeg modsætningsvis til den sydlige fundet nogle af de mest lyshaarede Mennesker i Landet. Eksempelvis skal jeg nævne, at jeg udenfor en Landsbyskole i et Frikvarter saå 7 Drenge siddende paa Rad paa et Dige med deres Mellemmad’er. De fem af dem var blaa-øjede og havde Haar saa lyst, at det næsten var hørfarvet; de to Undtagelser var rødhaarede. Dette er kun ét Eksempel af mange, og dette tyder paa — naar de rødhaarede trækkes fra som et internationalt Fænomen — at Befolkningen har bevaret en god Del af sit nordiske Racepræg, tiltrods for, at Øen fra de ældste Tider har været berendt af alle mulige fremmede, lige fra Venderkrigenes Tid over Svenskekrigen til Englænderkrigen i Begyndelsen af forrige Aarhundrede, da 33,000 Franskmænd og Spaniere kom til Landet under Bernadette som vore Allierede, og af hvilke ca. 9000 Spaniere blev indkvarteret paa Langeland. Heldigvis blev man fri for dem, da en engelsk Flaade med Nelsons berømte „Victory" i Spidsen kom og afhentede Spanierne for at bringe dem hjem. Der er vel ingen Tvivl om, at der blandt de 9000 Mand har været et ikke ringe Procenttal, som er falden for Øens lyslokkede Fristelser, og at dette i mange Tilfælde har haft Følger.

Den unge, langelandske Kvindetype — eller rettere Pigetype — er ligesom den fyenske henrivende, lys, let, slank og fin, gyldenhaaret og med den lette Rødme paa Kinderne, som er den lyse, nordiske Races Kendemærke.

Langeland har rimeligvis i flere Aarhundreder, ligesom næsten alle vore sydlige Øer, været hundsk plaget af Venderne. Lige fra det 5. Aarhundrede til Svend Estridsens Tid i Midten af det 11. berettes om deres Plyndringstogter. Først Knud den Hellige og Erik Ejegod har, tiltrods for deres fromme Navne, kunnet tærske dem væk; men allerede under Kong Niels tog deres Røverier igen Overhaand. Efter at Knud Lavard, som slog Venderne eftertrykkeligt og i 1130 kronedes til deres Konge, var dræbt ved Haraldsted, blev Landet trindt om i lange Tider et værgeløst Bytte for Sørøvernes Skarer. Saxo beretter, at paa hans Tid var blandt

andet Øerne Syd for Fyen næsten fuldkommen folketomme paa Grund af Plyndringerne, hvorefter Venderne selv bosatte sig paa dem og dannede Kolonier. Flere Bynavne, især paa Falster, er af vendisk Oprindelse. Men ogsaa langelandske Stednavne, saaledes f. Eks. Pusselykke (af Putze), Lidsemose (Litze) og Korsebølle (Coltze) — sammenlign Korselitze paa Falster — maa ligesom Bagn-kop uden Tvivl udledes fra det vendiske Sprog. Et Gavebrev blev, saa sent som i 1395, udstedt til Stoense Kirke af en vis Niels Buze, som boede paa Øen, og hvis Efternavn er et vendisk Slægtsnavn.

Bagnkop, som menes længe at have været en vendisk Koloni, og hvor Venderne skal have haft Saltboder — som dog sandsynligvis først er anlagt senere af Liibeckerne — udpeges hos Trap og i andre historisk-topografiske Værker som rummende en Befolkning, der endnu af Fysiognomi er vendisk præget. — Under mit Besøg paa Stedet fandt jeg dog ikke det ringeste, som kunde bekræfte denne Paastand. Af Ydre er Beboerne her ikke forskellige fra Befolkningstypen andre Steder paa Øen.

Bagnkop By er med Undtagelse af 3—4 gamle Gaarde og Huse helt ny og skrækindjagende, en Mængde Bygninger er af hvidgraa Cementsten med skrigende anilinrøde Tagsten. — Dens Kyst er meget barsk, en udpræget Veststrand med Klinter, hvis stærkt foldede Lag er meget stenblandede. Ved Havets Angreb er store Dele af Klinterne raslet ned, men Grus og Ler er vasket bort, og kun de nøgne Rullesten er tilbage, dækkende Kysten vidt og bredt.

Særlig i Klinterne ved Dimesodde Syd for Byen er Lagdelingen stærkt synlig. Blaa, gule og graablaa Striber, de sidste Moræneler med uhyre Mængder af iblan-dede Sten og af meget uregelmæssig Tykkelse, gaar i Bølger over og under hinanden. Det er ikke de samme Aflejringer som ved den tidligere omtalte Ristinge Klint, Cyprinaler findes her saaledes ikke; men Klinten med dens ikke ringe Højde paa 21 Meter og med dens mange brogede Farver ud mod det friske, aabne Hav er af stor Skønhed.

løvrigt er Landet omkring selve Bagnkop By overordentlig lavt, og baade Kysten og Byen har ofte lidt voldsomt under Havets Angreb ved Storm og Højvande. Under den stærke Storm d. 31. December 1914 var Bagnkop oversvømmet, saa Baade kunde ro langt op i Byens Gader, og Folk stod i Vand til Knæene og bagte Æbleskiver til Nytaarsaften. Saa roligt tager man i Almindelighed en Stormflod paa de Kanter af Landet.

Men her findes endnu Folk paa Stedet, som mindes Katastrofen d. 13. November 1872 og kan berette om den. Ved den Lejlighed var Æbleskivepanderne ikke i Brug!

— Jeg besøger et Par gamle Fiskere i Byen, den 64-aarige Rasmus Petersen og hans 6 Aar ældre Broder, der som unge Mennesker paa henholdsvis 15 og 21 Aar oplevede den store Stormflod, som ramte alle vore sydlige Øer lige fra Falster og Lolland og Sydlangeland til Øerne inde i det fyenske Øhav. Aarsagen til dens Voldsomhed laa i, at en Storm, som havde raset i flere Dage fra Vest og Nordvest, pludselig sprang om og blev en Orkan fra Nordøst. Mens den første havde drevet Vandet fra Vesterhavet og Kattegat ned mod Syd gennem Belterne, bragte den anden en Springflod ind fra Østersøen, og Virkningen af dem begge naaede samtidig vore Øer. Vandstanden naaede en Højde af omtrent 4 Meter over dagligt Vande, samtidig med, at Stormen rejste Søen i al dens Vælde. Rundt omkring, især paa de sydlige Kyster, blev det en Katastrofe som ikke har noget Sidestykke i vor Kystbefolknings Historie. Tabet af Menneskeliv blev forbavsende ringe, takket være denne Befolknings næsten utrolige Ro og Overlegenhed i Faren og dens Kendskab til de Elementer, som den Aaret rundt med List og Lempe maa lokke sin Føde fra. Skønt ganske uforberedte mødte disse Mennesker Katastrofen med en Fatning og et Heltemod, som søger sin Lige.

Her i Bagnkop gik det haardt til. Rasmus Petersen og hans Broder kan snakke med om det.

Grunden om Huset, hvori de boede med deres Familie, blev af Floden forvandlet til en Ø, der kun havde en ganske smal Forbindelse med Landet. Lige i Nærheden laa paa en anden, nydannet Ø et lille Hus, hvori der boede to enlige, gamle Mennesker, af hvilke Manden laa til Sengs. Da de fleste Smaabaade i Havnen var drevet af med Vejret, lykkedes det først langt om længe at komme over til de nødstedte Folk -— og da man kom ind til dem, stod Vandet saa højt i Stuen, at det naaede op over Maven paa den gamle Mand. De blev begge to bjærgede, men den syge døde Dagen efter af Strabadserne. — En anden Mand gik væk under Forsøg paa at ro en Jolle over det oversvømmede Nor i Nærheden af Dæmningen.

Paa Prent at give et nogenlunde godt Indtryk af Rasmus Petersens Fremstilling af disse Begivenheder er umuligt. Man savner hans malende Gestus og hans Blik med de livlige, næsten stikkende Øjekast, naar han under Beskrivelsen pegede i Retning af de Steder, hvor Begivenhederne fandt Sted. De to gamle er mærkelig rappe Folk, deres Bevægelser mærkelig fremmedartede, deres Tale hurtig og levende, næsten fanatisk i Tonefald og Udtryksform — fjærn fra den langelandske Dræven og Langsomhed.

— Lærer Petersen fra Bagnkop, som har været i mange Aar paa Stedet og som venligt havde tilbudt at være min Fører gennem Byen, fremsatte som sin Overbevisning, at disse Bagnkopfiskere saa godt som alle i Væsen og Tale er anderledes end deres Landsmænd paa Øen. Medens jeg som før sagt ikke fandt Spor af Fremmedartethed i Befolkningens Fysiognomier her, er det muligt, at denne Raskhed og Paagaaenhed, som præger Bagnkopfiskeren, kan være et Levn fra den vendiske Raceblanding. Der er noget næsten tateragtigt over hans Væsen, som minder mig om de sidste Natmandsfolk, jeg har truffet i Jylland.

I sit Værk „Topographie over Øen Langeland" (1830) giver J. N. Lange en omhyggelig Beskrivelse af Øens Landskab, hvori ogsaa han fremhæver de store Forskelligheder mellem Øens nordlige og sydlige Del. Blandt andet siger han, at „i et Strøg paa halvanden Mil paa Sydsiden spejder Vandrerens Øje forgæves efter Skov, medens Nordlandet er dækket af store Skovstrækninger". De største af Skovene er dem ved Hov, Tranekjær, Faarevejle og Brolykke. — Han frydes over de veldyrkede Haver og Marker og over Vejsidernes frodige Bevoksning af Hindbær-, Blaabær- og Brombærbuske. Han nævner Øens rige Vildtbestand af Hjorte, Raadyr, Harer, Ræve, Maarer og Grævlinge, og mellem Fuglevildtet blandt andet Svaner, Snepper, Vagtler og Kramsfugle foruden Ørne, Falke og Høge. Blandt Øens landskabelige Herligheder opholder han sig ved dens femten Herregaarde, hvoraf fem „komplette", nemlig Tranekjær, Faarevejle, Hjortholm, Steensgaard og Nedergaard, samt de ti „ukomplette“, Skovsbo, Skovsgaard, Biskoptorp, Lykkesholm, Brolykke, Holmegaard, Nygaard, Egelykke, Møllegaard og Søvertorp.

Alt, hvad der møder hans Øje i Landskabet, vækker hans Begejstring. Her er intet af den Pessimisme, som giver sig Udtryk hos Præsten i Snøde, der i L. M. Wedels „Indenlandske Reyse" i 1799—1804 skaffer sig Luft i denne Tirade: „--her er Grævlinge, der efter Sigende har ødelagt Pindsvinene, som for

tærede tilforn Mark-Sneglene, som nu vrimle paa Agrene og gøre betydelig Skade paa Vintersæden, især Rugen, saa intet bliver tilbage." (!)

Man ser for sig en Ø, hvor næsten alt levende har ædt hinanden, og som til-sidst kun er befolket med Grævlinge. Saa galt er det dog ikke gaaet.

Men Langes Begejstring holder sig ikke, naar han kommer til Omtalen af Befolkningen, især af dennes Væsen og Karakter. Ganske vist, siger han, er de „industrielle og tjenstlige, især i den nordlige Del, og i Besiddelse af meget stor Gæstfrihed". Men med de rige Indbyggere paa Sydlandet staar det rent galt til. De parrer disse Dyder med store Laster: „luxuøst Levned med Kaffe 3-4 Gange daglig og anden Overdaadighed." — Maa man ikke korse sig!

Men det bliver meget værre. Han beskylder Beboerne for, at „Tyveri, Løgn og Bagtalelse gaa meget i Svang her, og da alle kjende hinanden, give disse Egenskaber Anledning til megen Strid og Fjendskab". Desuden er de overordentlig overtroiske.

Men den ovennævnte Beskrivelse af Befolkningens Karakter svækkes betydeligt ved den Maade, hvorpaa hele Beretningen slutter:

„Hermed ender jeg Langelands Beskrivelse, et Land, der formedelst sin Skjøn-hed maa tiltrække sig alles Opmærksomhed. — Herrens Velsignelse svæve over Landet, Fred og Lykke være stedse hos Indbyggerne, Jorden give rigelig Afgrøde, og med hver Dag tiltage de fornøiede Indbyggeres Munterhed og Tilfredshed!!"

De to Udraabstegn er Forfatterens egne. Han synes at have været en Bold for skiftende Stemninger.

— Til sin Liste over de lavere Dyreformer paa Øen, hvor der findes Hvepse, Gedehamse, Snoge, Firben, Staalorme og Hugorme, nævner han ogsaa Blodiglen. Den sidste har jeg kun truffet i enkelte af Øens Kroer, hvor den lejlighedsvis op-traadte i Form af en Regning paa en uhyre beskeden Frokost til Johannes Larsen og mig selv. Men under denne Form er det lille Dyr forøvrigt stærkt udbredt overalt i vort Land, og i Øjeblikket lever det i Haabet om, at Turistpropagandaen skal skaffe det en længe tiltrængt Afveksling i Føden i Form af Udlændinge.

Vi overnattede en enkelt Gang i Bagnkop Kro, hvor vi modsætningsvis spiste fortrinligt til rimelige Priser. Men paa Grund af den altfor bløde Seng, der holdt mig krumsluttet hele Natten, sov jeg kun lidt. Dette var heldigt, for hen paa Natten blev jeg opmærksom paa en besynderlig Lyd, som snart syntes at komme fra det nære Gadekær, snart nede fra Husets Kælderetage og snart oppe fra selve den lyse Sommerhimmel. Det var en staccato Fløjtelyd, en kort Strofe omtrent som Lu-lu-lu-lu, lylyly— med en lille Stigning i Intervallerne og et accelerando hen imod Slutningen. Fra en enkelt Stemme til at begynde med naaede det tilsidst at blive et mægtigt Kor, men bestandig douce; den lyse Sang syntes tilsidst at komme fra alle Kanter paa én Gang, og den havde alle Sommernattens Stemninger i sig. Det var, som om Stjernerne dryppede Toner ned paa Jorden.

Men nu vidste jeg, at jeg kunde føje den sjældne, grønbrogede Tudse til Listen over Øens Dyr.

Johannes Larsen, som ikke vilde tro mig, overbeviste jeg først senere, da vi havde den samme natlige Oplevelse i Besser paa Samsøe, hvor vi den følgende Morgen fangede flere af de smaa Spillemænd i Byens Gadekær.

— En blikstille Sommernat forlod vi Rudkjøbing for at gaa nordpaa til Siø. Men Guderne havde taget en anden Bestemmelse med os. — Skipper satte Sejl, og vi holdt ud fra Landet og forberedte os paa at tænde op under Motoren. Da vi var dreven et Par Kilometer ud fra Kysten, viste det sig, at vor Blæselampe var læk, saa vi ikke kunde faa tændt op. Da vi med den svage, østlige Brise og dens forkerte Retning og af Hensyn til det sene Tidspunkt ikke turde binde an med den Opgave at krydse os igennem det smalle Sejlløb, holdt vi ret vestpaa mod Troense for at gaa ind i Svendborgsund. I Svendborg kunde vi næste Morgen købe en ny Blæselampe og reparere den gamle.

For næsten slappe Sejl glider vi langsomt vestover i den stille Nat. Kun Vandets sagte Pladren for Boven og af og til en stille Knirken fra Gaflen og Masten bryder Roen. Havet er glat og blankt, kun svage Pust kruser hist og her dets jævne Flade, aldrig stærkere, end at Røgen fra vore Piber lige akkurat kan følge „Rylen" mod Vest. Som Natten skrider frem, lægger en tæt Dis sig over Havet; men over denne staar den lysende Sommernats Himmel klar og kølig, uden en Stjærne. Et for et tændes Fyrene om os, deres Blus er store og uldne gennem den lave Taage. Landet selv er svundet bort til alle Sider. En enkelt Skibslanterne, en „Flagermus", blinker søvnigt fra en ensom Skude, som dukker op forude, i den svage Dønning duver den sagte op og ned.

Saa faar vi to smaa Lys i Sigte overet. Det maa være Fyrene inde paa Taa-singe, og vi ved nu, at vi er nær Thurø Rev, uden at vi dog endnu kan se det mindste til Land. — Pludselig, mens vi gennem Mørket og Disen glider langsomt frem mod Fyrene, naar en mærkelig Lyd mit Øre. Det er Musik, de sagte Toner af et Klaver langt borte. Lyden kommer fra Styrbordssiden, nærmere og nærmere; lidt efter bliver det ganske tydeligt, og nu kender jeg Musiken — det er en af Mendelssohns Lieder! Vi er altsaa ganske nær ved Land, det er Sydkysten af Thurø, og den spillende maa være inde paa Gråstens Badehotel. Det maa være en Dame, forhaabentlig ung — kun en Kvinde spiller den Melodi netop saadan. Hvem er hun? — Om hun anede, hvilke taknemlige Tilhørere hun havde herude i Taagen, vilde hun næppe have holdt inde saa brat ...

Saa drev vi i Stilheden videre paa vor ensomme Vej, holdende ret paa de to Fyr, og da vi kom saa nær, at vi skimtede Taasinges Kyst, gik vi nordpaa og ankrede lidt efter op lige ud for Troense.

— Ved Daggry roede vi ind til Land paa Taasinge og laante en Blæselampe hos en Fisker, hvorpaa vi lettede og satte Kursen nordpaa gennem Thurø-sund.

Det er en diset Morgen, men Nattens Taager er ved at lette for Solen og en friskende Brise, snart giver det Regndrys, snart kastes et svingende Solstrejf ned over Havet og de vaade Skove. Paa begge Sider af Sundet straaler Skovene glimtvis gennem Regndisen, og ned gennem Thurøsund skimter vi en endeløs Række af oplagte, store Sejlere, hvis Rig glinser af Draaber som et Edderkoppespind, naar Solen rammer den. Det er store, tremastede Skonnerter og Barker, vist et halvt Hundrede paa Rad bag hinanden, omtrent en hel Kilometers Vej med oplagte Skibe — et trist Billede af Krigens Virkninger, men et storslaaet Syn; man er ligesom sat helt tilbage i de store, stolte Sejlskibes Periode.

Østbrisen stiger, og med Fok og Storsejl sat holder vi vestpaa ind gennem Svendborgsund. Vi ser Næs løfte sig bag Næs, Skovbryn toner frem over Skovbryn, de glider om bag hinanden, foran hinanden i et yndigt Virvar, Øerne rækker sig for at omarme hinanden i denne livsalige Morgen, Kyst glider ind i Kyst, og Farver og Lys skifter og vælder ned over dem. Brisen kommer frisk og spreder Skylaget, der ruller sig sammen i Bundter og flagrende Tæpper og glider bort mod Vest, og i store, straalende Tragter falder Glansen fra den almægtige Sol ned over Skove, Agre og den blinkende Fjord ...

Det er Søndag i Himlene idag! — Dette er Svendborgsund, som Oehlen-schlager saa det under „Langelandsrejsen":

Sejlere toner frem foran og bagved os gennem det smalle Strømløb mellem høje Skrænter, hvor Smaahytter ligger halv skjulte i de duggede Haver. Men saa ændres Billedet — vi nærmer os Byen.

Der ligger Svendborg, nu med sine rygende Skorstene og osende Havn, mens fra Skibsværftet svovlgule, lysende Skyer stiger op som Eksplosioner i den perle-graa Luft. Hammerslag paa dundrende Jærnplader, Fløjt og Hvin af arrige Motorbaade, der jager rundt som Foxterriere og sender hysteriske Fut bagud — Kirkespir og røde Tage.

„Rylen" glider forbi det hele; vi vil ind etsteds under Kysten og finde en fredelig Ankerplads, hvor vi kan indtage vor Frokost uden at faa Kulstøv blandet i Maden. Mens vi stille glider ind mod „St. Jørgen“s Strand, og Solen falder paa en iskold Bajer forude i „Mester“s travlt anrettende Hænder, kommer atter et Vers fra Langelandsrejsen mig i Minde:

Nu, ved Styx! ei varer det lang Tid, før vi paa Thorsing Lander, o Venner! thi ei kan man ønske sig skiønnere Medbør,

End den Kuling, som lufter. Nu bring os fra hvælvede Skibsrum Viinkar, Dreng! at vi froe kan hylde beskyttende Guder,

Og selv qvæge vor Aand ved den himmelsk-ambrosiske Nektar .. .

Og ved Landingen:

---Men flux fra sin Roerbænk

Skipperen foer, og greb den vægtige Stang, som ved Siden Laae, paa dens Ende med Søm var fæstet en drabelig Jernkrog;

Løb saa i snablede Forstavn hen og stødte den voldsomt Tørnende fast blandt spraglede Steen, thi brat under Thorsings Blomster-Strandbred Skibet nu stod i en magelig Havbugt.

Da vi siden nød vor enkle Spegepølsemad med et Glas Ø1 til nede i Kahytten, talte vi om, hvor Stilen skifter med Tiderne, mens vi støttede Talen med mange belærende Eksempler. Blandt disse skal nævnes et, der viser, hvorledes en gammel, grundtvigiansk Præst levendegjorde den højtidelige Beretning om Mariæ Bebudelse for sine Tilhørere af Højskoleelever:

„Josef vowned’ aa so’, te en fremmed Mand war kommen ind ad æ Dar. Saa ga’ han Mari en bette Pot i æ sid’: „Mari — Mari, ka’ do et’ hør’! Do ska’ op, der er en Engel herind’! Vi ska’ op aa te’ Egyften!““

Citatet, der er fuldkommen korrekt, viser at en bestemt Side af den grundtvigske Udtryksform med sit folkelige Udspring endnu lever og trives vel.--

Faa Timer senere gik vi med en flunkende ny Blæselampe og en gammel, repareret do. østen ud af Sundet og videre mod Lindelse Nor paa Langeland.

1-6

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela