De Danskes Land -- Achton Friis

KORSHAVN

Det var kraftig Søndenvind med graa, overtrukken Himmel og efteraarsagtige Byger, da vi ankrede op udfor Landingsbroen i den lille Bugt paa Korshavns Nordside.

Vi gik iland med det Forsæt straks at gaa vestpaa ud til Tangen for at se de berømte „Bautastene" Høje Stene, som alle topografiske Hovedværker nævner, men som det aldrig har været mig muligt at faa nogen virkelig Beskrivelse end sige det ringeste Billede af.

Ved en større Bondegaard lige indenfor Landingsbroen traf vi en stor, tyk, jovialt udseende Bonde, der vidste Besked om Stedet og var meget meddelsom.

„Høje Stene," udbrød han, „jo det Sted kender jeg godt. Det ligger kun et lille Stykke Vej herfra — tre Langdysser med omtrent 15 Sten i hver, siger De! Ja det er rigtig nok, og Dysserne laa med 30 Alens Mellemrum — det passer ogsaa omtrent.

Men alle Stenene blev sprængt ifjor!“

— „Men du gode Gud — af hvem!"

— „Af Bønderne. Det var Hensigten at anvende Stumperne til at forstærke Drejet med, og saa „skød" vi dem. Men — bagefter opgav vi for Resten at reparere Drejet, og nu ligger Stykkerne derude .. ..“

Jeg syntes, at jeg foreløbig havde faaet tilstrækkeligt at vide, rejste mig og tog Afsked med Manden. Jeg kunde ikke faa mig selv til at tro, at han havde talt sandt. Men det viste sig at være rigtigt. -—

Det er med en stærk Følelse af Ærgrelse og Skam, man ser Resultatet af det Hærværk, som Befolkningen her har øvet. Hvorfor er dette prægtige Oldtidsminde ikke bleven reddet? Det er dog ikke ukendt. Hos Trap nævnes det som en Samling Bautastene, allerede for 100 Aar siden er de omtalte, og der stod Strid mellem Fagmændene om dem dengang. Nu er Stenene smadrede, og indtil dette Øjeblik er der ikke et Menneske udenfor Øen, som har Anelse om, at dette er sket.

Høje Stene har bestaaet af 3 — muligvis 4 — Grupper af oprejste Sten. Udentvivl er det „Skibssætninger", d. v. s. Samlinger af Bautastene opstillede i Baad-form for at symbolisere Fartøjet, hvori den Døde skulde naa til sit Bestemmelsessted i Dødsriget. De stammer sikkert fra Vikingetiden og findes altid ved Kyster. Man har længe regnet det for et udansk Fænomén, opstaaet paa Steder, hvor norske eller svenske Vikinger har haft Stade, og det er overordentlig sjældent indenfor Landets Grænser, naar undtages paa Bornholm. Udenfor Bornholm er det kun truffet 4—5 Steder.

Her findes Rester af 3 (maaske 4) Stensætninger, omtrent i Nord—Syd for hinanden. En stor Del af den Plads, hvorpaa den sydligste Stengruppe har ligget, var dækket af en Stabel Bundgarnspæle. Men tilsyneladende har den ligesom de to andre haft Længdeakse fra Øst til Vest. Der var af denne kun 3 Sten synlige, de to hele, men væltede, den tredje sprængt i 4 Stykker, som laa paa Stedet.

Den mellemste Gruppe var den bedst bevarede i Formen og dannede en meget tydelig Oval af ca. 11 m.s Længde og 5 m.s Bredde. At dømme efter Sten og Stenrester samt af Huller, hvori Stenene har staaet, har den bestaaet af 14 Sten, hvoraf 4 er hele og tilsyneladende endnu staar paa deres oprindelige Plads. De hele Stens største Højde over Jorden er ca. 90 cm., de væltede, hele Sten maalte højst 130 cm., og viste paa ca. Vs af deres Højde Spor af at have været nedgravede i Jorden. 10 af denne Gruppes 14 Sten var sprængte, og Resterne fandtes alle liggende paa Stedet.

I den nordligste, der maalte 14 x 4 m., har der tilsyneladende været 12 Sten at dømme efter Hullerne i Jordsmonnet. De var alle væltede, og kun 3 af dem var endnu hele, den ene dog med Borehuller til Sprængladningen. Tilsyneladende har Ovalen i denne Gruppe næppe været saa regelmæssig som i den mellemste.

Imellem denne og den foregaaende Stensætning ligger en enkelt hel, men væltet Sten, der kunde tyde paa, at her har ligget en fjerde Gruppe. Alle Spor i Jorden af denne var imidlertid forsvundne.

Fra den nordlige til den mellemste Dysse er en Afstand af 25 m., fra denne til den sydligste godt 9 m. — Havet har bortskyllet Landet ind under sidstnævnte; det er naturligvis ikke muligt at sige, hvor Kystlinjen har gaaet, da Stenene blev rejst, men sandsynligvis har Stensætningerne oprindelig været fjær-net et godt Stykke fra Sønderstranden, da Terrænet kun er 2 m. over Havfladen. Til Nordstranden er Afstanden 40 m. — Terrænet er ganske flad Strandeng, og der er næppe mere end 150 m. ud til selve Drejets Begyndelse.

Trap siger om Høje Stene, at der paa Korshavns vestlige Side findes 12 Bautastene fra Oldtiden. — Og Fabricius leverer følgende Skildring af Stedet (1882) : „En lille Stensætning Nordvest (skal være Øst) for Drejet hidrører vistnok fra nyere Tid. Omkring nogle større Sten i Midten (?) der tildels er omstyrtede og ødelagte af fremmede Stenhuggere kredse i nogen Afstand 2 Rækker Stene, der ligger saa dybt nedsunkne i Jorden, at flere af dem næppe kan ses.“

Mere behøves der vel ikke for at vise, at hverken Traps Meddeler eller Fabricius har været paa Stedet. —

Tangen, hvorpaa Høje Stene ligger, naar fra Korshavn By og ud til Drejet i Vest og er omtrent V/₂ km. lang. Paa sit bredeste Sted er den ca. 400 m.; den er fuldstændig flad og naar paa sit højeste Sted kun et Par Meter over Havfladen, og den er inddæmmet af Diger paa alle Sider. Et Par enkelte Udflytter-gaarde ligger herude, ensomme og fuldstændig ubeskyttede mod Vejret. — Efter-aaret og Vinteren maa være barske her!

Hvilket Landskab herude, og hvilken Ensomhed.

— Intet Vejr i Verden er stemningsfuldt som den danske Septembermorgens — og saadan er det idag, hvor en solgennemskinnet Dis ligger tonende og gylden over Land og Hav, over flade Strandenge og over de fjærne, blaa Bakker. Efteraarets Farver er kommen tidligt ovenpaa den hede og tørre Sommer. Men endnu er der dog noget af Sommerens tunge Varme tilbage, Himlen er som falmet Perlemor, og Havets bløde Opalfarver har endnu ikke forladt det.

Hele Landskabet toner af fine Farver, alle dæmpede af det graagyldne Slør. Dette er de danske Farver, Lavlandets Toner. Det er de graa Farvers Poesi!

Ingen anden Natur i Verden er saa sart og yndefuld som denne, paa intet andet Sted har jeg mødt disse vide Fladers dæmpede Farver, skabt af det nære Hav, hvis Aande driver ind over de lave Marker, hvor hist og her et ensomt Hus og et Træ eller nogle Telegrafpæle, der svinder i det fjærne langs en Vejs bølgende Linje, er det eneste, der rager op. Ingen Kyst er som denne, intet Grønt saa herligt som Strandengens under denne slørede Himmel, bag hvilken man blot aner Solen som den stille, fjærne Varmegiver.

Og denne Lyd af Havet!

Sagte synger det over Strandens Sten sin evige Vuggesang, som en Moder, der visser for sine Børn. Strandlangs gaar Lyden af de brede Gænger, vidt ind over Land til Hytterne naar deres Susen.

Se — fjærnt ude over Havet flyver store, tavse Fugle, de hæver og sænker sig paa brede Vinger og svinder ude mod Kimingens Rand. Og det klinger for mit Øre:

Om Eftermiddagen cyklede vi fra Korshavns By østpaa til „Revkrogen". Vejen gaar over Øens bakkede og knudrede Midte gennem et fuldstændigt Bjærgland-skab, og Cyklerne fløj op og ned, som sad vi i store Kastegynger. Hele Turen tager kun 10—12 Minutter, men det er nogle af de skrappeste Bakker, jeg har besteget paa Cykle! —

Revkrogen er den Bugt, som i Syd begrænses af Revtrillen eller „Kaarsens Trille" og i Nord af „Kapelsodden". Vejen falder brat ned mod dens Midte og ender i en vid, aaben Strandeng.

Ved at spadsere nogle faa hundrede Alen langs Stranden mod Nord kom vi ind under nogle vilde, forrevne Bakkeskrænter, de østlige Udløbere fra „Ravnebjerg", der falder stejlt ned mod Stranden paa det Sted, hvor Øens berømte, gamle Kapel har ligget, det, som har givet Kapelsodden dens Navn.

Fra de ældste Tider har Revkrogen været Øens naturlige Havn, og endnu bestandig holder Flaader af Fiskerbaade og mindre Fartøjer under Storm og Uvejr til indenfor dens skærmende Odder, hvor alene Nordosten er i Stand til at naa ind. Endnu erindrer ældre Folk paa Øen det gamle Kapel, hvis Ruiner har været synlige, lige til Stormfloden i 1872 opslugte deres sidste Rester. De laa ved Stranden paa Kapelsodden lige under det Sted, hvor et Krat endnu staar tilbage som den sidste Levning af Øens gamle Skove.

Her, i Læ af Bakker og Skove, ved den lune, skønne Bugt, hvor ingen Storme naaede ind, blev det hellige Hus bygget længe før den Tid, da Øen fik sin egen Kirke. Her hensatte Beboerne deres Døde i det nære Krat, indtil de kunde føre dem til deres Grave paa Ærø.

Af den gamle Helligdom er nu blot Krattet tilbage. Men en besynderlig gribende Stemning er der bestandig over dette Sted under de vældige Bakker med de stejle, monumentale Klinter og de gamle Tjørne, som vælter ud over dets Skrænter, snart i uigennemtrængelige Klynger, snart brudt af skønne, aabne Pletter. — Det er, som om inde i Krattet Stilheden endnu ruger efter de Døde, som ventede her paa den sidste Baadfærd bort fra den hjemlige Strand. —

Men træder man ud af Krattet og ser over mod Revtrillen, der som en kroget, begærlig Finger strækker sig ud mod den fjærne „Flæskholm“, da møder der straks i Forgrunden Øjet et Syn, som nok skal betage én Stemningen. Et hæsligt hvidmalet Monstrum af en moderne Villa med anilinrødt Tag er for et Par Aar siden opført tæt opad Krattet af et Konsortium, som her vilde indrette et Badepensionat. Den nuværende Ejer har beplantet store Arealer af de omliggende Bakker, hvor Hul ved Hul i lange Rader udenom Krattet, ja endog paa aabne Pletter inde i dette, er beplantet med Fyr og Gran -— 10 Tdr. Land ialt!

Jeg træffer Ejeren, som straks fortæller, at han er en stor Naturelsker, og at han har i Sinde at bringe Landskabet heromkring dets oprindelige Udseende tilbage. „Hele Øen har jo været skovbevokset,“ siger han, „altsaa planter jeg Træer paa den igen!“

Det er jo meget simpelt — og Bjærgfyr og Gran skal nok gøre deres! Paa et meget stort Areal bag Villaen er dog de fleste af Naaletræerne allerede gaaet ud, og forhaabentlig vil det gaa ligedan med Resten; saa kan det jo være, at de daarligere Tider kan bevirke, at han ikke gentager Forsøget. Men de herlige Bakker ligger nu pløjede i dybe Furer eller med Hul ved Hul, og Villaen med dens uhyggelige røde Tag skinner langt ud over Havet.

For Øen skal have sit oprindelige Præg igen!

Kommen op over Skrænterne bag dette hærgede Terræn er man paa et Sted, hvor vide, aabne Marker spænder over vældige, kuplede Bakker, delt af pragtfulde, høje Stendiger, der i bølgende Linjer løber fra Højderne ned mod Stranden eller ender brat paa Randen af den stejle Klint ud mod Øens Nordside. Enkelte kraftige, fritstaaende Tjørne med en Vækst som smaa Egetræer vokser her paa Klintens Kam, og ud over dem, over Strandens svungne Linjer, over Havet og Øerne i Nord, Øst og Vest vandrer Blikket, og man betages af dette Steds Storhed og Skønhed.

Over stenede Marker, over Stendiger og gennem Tjørnehegn gaar vi U/2 km mod Nordvest og staar nu paa Toppen af Øens højeste Punkt „Ravnebjerg“. Det er 33 m. højt og er saaledes ikke alene Korshavns, men alle de Vest for Taasinge liggende Smaaøers højeste Punkt. Øens østlige, bjærgfulde Del ser prægtig ud herfra, og en vid Udsigt har man over hele Øhavet. Lige i Vest har vi Øens næsthøjeste Punkt „Ørnebjerg". Er det mon et Tilfælde, at Ravnens Navn er heftet til det anseligste Punkt af disse to? Eller er Benævnelsen saa gammel, at den stammer fra den Tid, da Ravnen var Nordens hellige Fugl — Odins Fugl, hvis Billede stod paa Ravnebanneret, under hvilket Danerne kæmpede, til det maatte vige for det kristne Kors, Johannitterordenens Mærke fra Korstogene.

Ravnen var Heltenes Yndling, Skjaldene besang den og gav den klingende Navne:

staar der i et af Sigurdskvadene.

I Slaget ved Ashington 1016 raabte Torkel den Høje: „Se til Ravnen, Karle, hvor den flagrer i Dag! Saa med os har det ingen Nød Og de Danske

vandt England under Ravnebanneret. I England har man opbevaret Sagnet om et Ravnebanner, syet af Lodbrogs tre Døtre. Det var Danernes ældgamle Mærke og bares forrest i Slaget paa samme Vis, som Romerne bar en Ørn, og Gallerne i Sydfrankrig en Gris! — Ravnen er „Kampens Maage“ og „Sejrens Svane“, den er „Sårets Høg“ og „Dødens Gøg“. I flere af de gamle Kvad hører vi den tale. I „Haraldsmaalet“, et norsk Digt fra d. 9de Aarhundrede, taler Valkyrien med Ravnene, der sidder paa Klippen nær hende. Valkyrien siger:

Fra at være Sejrens Symbol, der svæver over den dampende Valplads, er den sagte dalet ned i Almuens Tro, hvor den dog længe vedbliver at være en hellig Fugl. Ofte viser den Dødes Sjæl sig i Skikkelse af en Ravn; og i Jylland siger man, at dens Unger fødes hvide, først efter 9 Dages Forløb begynder deres sorte Fjer at komme frem, og indtil den Tid faar de Føde fra Himlen.

Allerede længe har den været en saare sjælden Fugl i Landet. Et gammelt Ordsprog siger, at der nu i hvert Sogn kun findes to Ravne — nemlig Præsten og Degnen. Det ser saaledes ud til, at den ogsaa er dalet stærkt i Anseelse. — Kun af og til møder vi endnu i vore gamle Stedbetegnelser dens Navn som Minder om dens Storhedstid.

Ravnebjerg er en eneste, mægtig Bunke af Grus og Flintesten, næsten uden Vegetation paa sin øverste, brede Top; kun sparsomt Græs med hvidgule Aks gror i tynde Totter og med lange Mellemrum. Vinden suser i de stride Straa.

Højt oppe over Generalstabsmærket paa dens Top kredser en Lærkefalk paa brede Vinger. Her er ensomt og øde og godt.

Gennem den lille kedelige By, som er uden noget Særpræg, cykler vi østpaa og drejer mod Nord ad Vejen, som fører ud til NakkensOdde — paa Generalstabskortet rettet til „Nakkeodde". Vejen fører her gennem et kraftigt formet og storslaaet Landskab, Bakke efter Bakke med dybe Kløfter imellem. Den gaar op og ned over Bakker, som mest er dannede af Grus og Flintestensknolde, mellem ufrugtbare, tyndt begroede Græsmarker og elendige Kornagre, hvor der er lige saa mange Flintesten som Straa. Nede i Kløfterne er Jorden bedre og ryddet for Sten; og rundt om Agrene og op og ned langs Vejens Sider -— himmelhøjt op og svimlende dybt ned, forekommer det — løber Stendige ved Stendige. Deres Indhold har været Markernes Førstegrøde hvert Aar i Aarhundreder. Mange, mange Slægtled har møjsommeligt vandret her med bøjet Ryg og forsøgt at skabe Brød af disse Sten. —

Bakkerne vælter mellem hinanden i kaotisk Virvar. Staar jeg paa ét af disse Kampestensdiger, der ofte er et Par Alen høje, og følger dets Linje med Øjet, ser jeg det pludselig i et dybt Fald gaa ned i en Dal og atter løfte sig tilsyneladende lodret paa dennes modsatte Side, løbe op over den skarpe Banke som en Kam paa et Uhyres Ryg — op imod de ilende, graa Stormskyer — og atter styrte sig ned paa den anden Side af Bakken og forsvinde, for endnu en Gang at komme tilsyne paa fjærnere Højderygge.

Hvor er nu de blide Stemninger fra Lyø og de andre nydelige Smaaøer, som vi har besøgt? Her er intet af dette; men der er kommen noget andet i Stedet. Denne østre Del af Korshavn er barsk og vild, og det er det mest storslaaede Landskab, vi endnu har mødt paa denne Rejse. Det redder de sydfyenske Smaaøer ud af den evindelige Idyl. —

En Mose med en lille, blinkende Sø, opfyldt af store Tuer, skimtes heroppe fra ved Vejen ud mod Nakkens Odde. Smaakrat af Pil og Poppel, Tjørnekrat og Smaabuske skjuler sig hist og her i Lavningerne -— og kun dér. Intetsteds spærrer de heroppe for Udsigten over de alvorlige Bakker.

Op fra Mosen, hvor store Dunhamre og Bittersød Natskygge danner en Ring om det dybe Vand, flyver to tavse Muddersnepper op, da vi kommer forbi. Inde fra de tætte Rør hører vi Sivsangeren gale sin lille Melodi; dens eneste synlige Tilhører er en Flok grønne Frøer, som sidder med Hovederne op gennem Andemaden.

— I Moserne her nær Nakkens Odde har tidligere været store Hættemaage-Kolonier; men en enkelt Mand fra Øen har under Krigen gjort saa store Forretninger med Æggene, at Fuglene nu er næsten totalt fordrevne.

Paa ingen af de to Tvillingøer findes nogen udpræget, ejendommelig Befolkningstype, saaledes som paa det nære Lyø! Den er fremherskende blond, men dens Træk er stærkt udviskede.

Maaske kan den gamle Gaardmand fra Avernakø, som jeg tegnede, være en Generalnævner for mit Indtryk af denne Befolknings Ydre; men kun af dette.

Han var iøvrigt en stille Gamling, tavs og meget indesluttet, men blid og venlig. Som en velhavende Husmand, der sad lunt inden Døre, forkøbte han

sig under Krigens Begyndelse paa én af Øens største Gaarde, da disse var højest i Pris. Siden kom Ulykkerne over ham i de daarlige Tider, det ene Krak fulgte efter det andet. Han gaar nu bestandig omkring med et stille, forundret Udtryk, uden nogensinde helt at fatte Uheldets kolossale Omfang og dets Uoprettelighed — ensom stavrer han rundt i den store, halvtomme Gaard.

Skæbnen er gaaet forbi og har slaaet Hatten ned over Ørerne paa ham:

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela