INTERMEZZO
Ø-listen i Valdemar Sejrs Jordebog viser, at Smaalandene var nogle af Landets vildtrigeste Øer. Det er særlig Hjortevildt Bogen nævner. Men „hus", d. v. s. Jagthus, hvor Kongerne med deres Følge kunde opholde sig og overnatte, findes modsætningsvis til de fjærnere Øer paa en Mængde af disse, saa-ledes paa Vejrø, Raagø, Fæjø, Fæmø, Askø, Masnedø, Bogø, Tærø og Langø. Dette tyder paa, at disse Egne var særlig yndede Jagtrevierer, hvad der let kan forklares ved deres Vildtrigdom og deres nære Beliggenhed ved Sjælland.
Saa godt som alle disse Øer laa omkring Begyndelsen af det 13. Aarhundrede fuldstændig mennesketomme hen som Følge af de hundredaarige Kampe med Venderne, i hvilke Smaalandene og de større Øer i Nærheden dannede det uhyggelige Brændpunkt. Saxo siger, at paa den Tid, da Svend, Knud og Valdemar kæmpede om Herredømmet i Danmark, „stod som Følge af at Sørøveriet havde taget saa stærk Overhaand, alle Landsbyer i det østlige Jylland forladte fra Vendsyssel og helt ned til Ejderen, og Markerne laa udyrkede hen. Den østlige og sydlige Del af Sjælland laa ogsaa gold og øde, thi Bønder var der ingen af, og Sørøverne holdt til dér, som om de var hjemme. Paa Fyen var ogsaa kun faa Indbyggere tilbage". — „Man stolede hverken paa Vaaben eller Byer, men spærrede Bugter og Vige med lange Pæle og Bomme, for at Sørøverne ikke skulde kunne lægge derind."
Lolland og Falster skaffede sig undtagelsesvis en Tid Fred ved Overenskomster og ved at betale for sig. Resten af Øerne laa fuldstændig øde. Disse Smaaøer, hvor Oldtidsfund de fleste Steder viser, at de havde været rigt bebygget lige siden Stenalderen, blev ved denne Lejlighed fuldstændig affolkede, sank tilbage i Naturtilstand og endte med som Ingenmandsland efter Loven at blive Kongens eller Kronens Ejendom. Som Regel betyder dette i første Instans kun, at de bliver kongelige Vildtbaner. Men efterhaanden som de ved Salg eller paa anden Vis kommer i Adelens og siden i Borgerliges Besiddelse, bliver mange af dem paany beboede og efterhaanden opdyrkede — men Kongerne vedblev næsten bestandig at beholde Jagtretten.
Jagten var jo i Middelalderen og Begyndelsen af den nyere Tid den eneste Idræt, som Kongerne og Adelen kunde være bekendt at give sig af med. Det var derfor ganske naturligt alle uadelige forbudt at drive Jagt overhovedet, naar undtages Jagt paa Ulve, som ikke ansaas for at være fin Sport. Historiske Optegneiser om disse Jagter fra ældre Tider kender man ikke. Først omkring Frederik H’s Tid kommer der Underretninger om, hvordan saadanne Jagter har artet sig.
Paa de af Smaaøerne, som allerede dengang havde nogle faa fattige Indbyggere, Bønder eller Fiskere, maa disse Forlystelser have kunnet give Anledning til stor Forundring. For det første var der Jagtselskabets Ankomst. Dette bestod foruden af Jagtherrernes Mængde som Regel af 3 Vildtskytter, 1 Jæger, 6 Jægerdrenge, 19 Pandesvende (som opstillede Duge eller „Pander" til at dirigere Vildtets Flugt), 1 Dreng, som tog Vare paa Mynderne, og 4 Drenge til Opvartning for „Reckelerne", de store Hunde, der især benyttedes til Vildsvinejagt.
Dernæst kunde den Fortæring, som det høje Selskab lod skaffe tilveje eller medbragte, nok faa en arm Bonde til at korse sig og lokke Spyttet frem i hans Mundkroge. Efterhaanden havde han jo ikke stort andet tilfælles med disse Herrer end dette, at han endnu — hvor formasteligt det end lyder — ligesom disse betjente sig af den oprejste Gang. Hvordan maa det ikke have taget sig ud for saa-dan et Kreatur, naar et Kongefølge mødte op med en Spiseseddel som f. Eks. Frederik II ved en Jagt paa Falster den 6. Juli 1558, da der blev anskaffet følgende til hans og hans Følges Nødtørft: 1000 Sider Flæsk, 100 Øksne, 950 Lam, 3000 Høns, 1000 Tdr. Havre og saa fremdeles foruden hvad der blev fortæret af Vildt, for ikke at tale om de Drikkevarer, der konsumeredes!
Endelig var der selve Jagten, hvori Bonden naturligvis kun deltog som Klapper, og som ogsaa kunde give Anledning til Undren over den uhyre Nedsabling af Vildt, der fandt Sted. Det store, løbende Vildt blev af Bønderne som oftest klappet ind mellem 2 Rækker af store, opstillede Duge, de førnævnte „Pander", der fra en begyndende større Afstand løb vinkelformet mod hinanden og endte i en Aabning paa et Par Hundrede Alens Vidde, udenfor hvilken Jægerne var posteret. Eller Drevet endte i et Indelukke med en snæver Aabning, som tillukkedes naar Vildtet var flygtet derind. Herinde endte Jagten med et fuldkomment Slagteri, idet Vildtet fældedes af de tapre Herrer med Skud eller Spyd. Der fortælles, at Blodbadet sjældent overværedes af Herskabets Damer — men dette fandt dog altsaa Sted! Selv naar det drejede sig om Jagt paa Vildsvin, maa denne have været temmelig ufarlig for Jægerne, thi der forekommer intetsteds i de omhyggelige Jagtregnskaber Udgiftsposter til Sygepleje el. lign. for Jagtherrerne, medens saadanne er almindelige for Staldpersonalet eller andre af Kongens Følge paa disse Udflugter.
Der nævnes forøvrigt ogsaa Piirsch- eller Birsch-Jagt og ligeledes den saa-kaldte Hetzjagt, omtrent svarende til Nutidens Støverjagt.
Den eneste Jagt, hvori Bønder som nævnt maatte deltage som Jægere, var Ulvejagten, der ikke saaledes som de ovennævnte ansaas for nogen „fornem11 Idræt! Naar Ulvene blev for nærgaaende, blev Egnens Bønder simpelthen udkommanderede til Møde med Vaaben og Værge hos bestemte „Ulvefogeder", der var indsatte af Lensmanden til at lede disse Jagter.
Paa Frederik II’s Tid opførtes der flere Steder i Nærheden af Jagthusene Rum, hvori Dronningen og hendes Damer kunde bo for at være saa meget nærmere ved Skuepladsen for disse heltemæssige Bedrifter. Dette har dog formodentlig ikke været Tilfældet uden paa de større Øer.
En Fremmed, som i 1590 besøgte Danmark, meddeler, at her fandtes Vildt i Mængde, især Raadyr og Vildsvin. Særlig var de sydlige Egne omkring Smaa-landshavet vildtrige, og fra de større Øer hernede har man f. Eks. i 1560 plantet Vildt til de vildtfattigere Egne paa Sjælland.
— Trods denne Overdaadighed vaagede de kongelige Herskaber strængt over deres Jagtrettigheder, og Bestemmelserne om disse var overordentlig haarde. Det var yderst sjældent, at en Adelsmand havde Jagtret paa sin egen Grund, og selv om dette var Tilfældet, var denne Ret ofte betydelig indskrænket, saaledes paa Lolland og Falster fra 1558 ved Paabud om, at Adelen maatte afholde sig fra Jagt i nogen Tid, for at Vildtmængden kunde øges. Og sjældent fik en adelig Tilladelse til at jage paa Kongens Jagtgrund, selv om det var Adelsmandens egen Jord, uden som Kongens Gæst og i denne høje Herres Følge. Henrik Brahe paa Hammershus fik allernaadigst Lov til aarligt at nedlægge ét Stykke Vildt til eget Brug paa sin Jord, hvortil Kongen havde Jagtretten! En ganske sjælden Overenskomst blev indgaaet mellem Lensmanden paa Ravnsborg den 15. Juni 1582, idet han fik Lov til at drive fri Harejagt paa Fæjø, Fæmø og Askø, saa ofte han personlig ønskede det, imod aarligt at betale Kongen 2 Rosenobler og Dronningen 1 Por-tugaløs! —
Den 22. Juli 1552 udstedte Frederik II en Forordning, gældende for Fyen, Sjælland og Smaalandene, at Præster og Bønder ikke maa færdes med Bøsser og Armbrøster i Skove og Marker, og Borgerne ejheller medmindre de skal paa Udenlandsrejse. — Ingen udenfor Adelen maatte ifølge samme Forordning holde Hund, hvilket siden ændredes til at der maatte holdes én Hund i hver Gaard, men Dyret skulde være enten bestandig lænket eller „lemmet" paa det ene Forben, d. v. s. have dette afhugget ved Knæet.
Krybskytter behandledes som Tyve og Røvere af værste Slags. Ifølge en Recession af 1537 stod det enhver, som greb en Krybskytte paa fersk Gerning, frit for at stikke begge Mandens Øjne ud eller klynge ham op paa Stedet i det nærmeste Træ. Blev han behandlet naadigt og forinden Afstraffelsen ført i Forhør, var dette almindeligvis „pinligt" — d.v. s. Ofret var anbragt paa en Træhest eller Pinebænk for at fremme Talefærdigheden. Krafsernes Dyrskytte, som var kommen for Skade at skyde et Dyr for egen Regning i et Enemærke og derpaa havde skudt Hesten væk under en kongelig Jæger, blev pinlig forhørt og derefter hængt i en Galge, der var dekoreret med Hjortehorn samt hans to lange Bøsser paanaglede — den almindelige Prydelse for en Krybskyttes Galge.
Paa en Kancelliskrivelse til Lensmanden i Kallundborg Len, hvor to Bønder dømmes til Hængning for Krybskytteri i Novbr. 1574, har Frederik II med egen Haand tilføjet disse barmhjærtige Ord: „Slipper Du dem, da skal Du selv hænge, siger Niels Kaas." — En anden Gang hænder det, at en Hjort springer paa en Staver i en Bondes Gærde, render den ind i sig og dør paa Stedet — hvorpaa Bonden æder Kødet af den. Han straffes for denne Handling „paa Gods og Penge efter hans højeste Formue". — Det er Formuen, man skal lægge Mærke til!
For Fiskeriets Vedkommende fandtes iøvrigt lignende, stramme Love, og da disse ikke alene gjaldt de ferske Vande, nyttede det ikke stort, om Kystbonden i sin Elende søgte ud paa Havet for at finde en Ferskebid til Grovbrødet.
— Det var ikke skønt at være Bonde i de Tider.
Mange Ting mellem Himmel og Jord kunde give ham Anledning til stor Forundring — om han endnu besad den Evne at kunne forundres! Naar det høje Selskab efter endt Jagt forlod Stedet, hvor han Aaret rundt sled for sin mavre Kost, da vilde han kunne skaffe sin Undren ny Næring ved at betragte de nedtrampede Marker, som den vilde Jagt var gaaet hen over uden fjærneste Hensyn til de Straa, der groede paa den.
— Men Tiderne skifter, som alle andre Steder saaledes ogsaa paa Smaalands-havets Øer. Her som alle Vegne i vort hyggelige Land er Bønder og Husmænd gaaet straalende fremad. Og ganske lovmedholdeligt har de benyttet sig af Konjunkturerne til helt at udrydde Vildtet og delvis Adelsmændene.