De Danskes Land -- Achton Friis

HJORTØ

Den lille Ø ligger midtvejs mellem Taasinge og Drejø i en Afstand af 2 km fra hver. Trods sine kun 161,6 Tdr. Land kan den prale af en „Landsby", der dog ligesom alt andet herovre er af saare smaa Dimensioner, idet den bestaar af 5 Gaarde og 2 Huse, rummende 58 Beboere. Byen hærgedes i 1917 af en Ildebrand, men er senere genopbygget, hvorved den fik et Forsamlingshus.

Man vil undre sig over den Flothed, at Øen holder Forsamlingshus til 58 Indbyggere, iberegnet Oldinge og Børn! Men Øen maa hævde sig standsmæssigt mellem de andre indenfor sit Sogn, hvor det er Skik, at Beboerne gaar paa Omgang efter Tur hos hinanden ved festlige Lejligheder, saaledes Skytteforeningens ugentlige Sammenkomster med Skydning og paafølgende Bal, hvor ofte en hel Flotille af Sejlere lægger til ved Landingsbroen og slipper sit Indhold løs over Landet. Ogsaa en tournerende Foredragsholder lokker lejlighedsvis Folk til Forsamlingshuset fra de nærmeste Naboøer, eller et vandrende Biografteater kommer for at sprede Lys over Landet.

Noget virkelig imponerende herovre er Digerne, som strækker sig hele Øen rundt og nu er i fortrinlig Stand. Før Stormfloden i 1872 bestod de kun af lave Jordvolde med Tang foran; de blev under Katastrofen fuldstændig raserede, og Øen led ligesom under den paafølgende Saltflod i 1874 forfærdelig Skade af de overskyllende Vande. Men siden har de dygtige Beboere ved egen Hjælp — uden nogensomhelt Assistance fra Stamhuset Taasinge, under hvilken Øen endnu er Fæstegods — bygget Digerne op fra ny med svære Stensætninger paa indtil 2 m.s Højde foran Jordvoldene og Tangdigerne hele Øen rundt, en Strækning paa henimod 4 km. —

Med Undtagelse af en mindre Strækning paa Sydvestsiden ved Møllen, hvor der findes en Smule Eng og Rørmose, er alle Marker indenfor Digerne dyrkede. Paa den lave Flade findes kun langs Vejene enkelte Buske, ellers er Træbevoksningen indskrænket til Byens Haver.

Øens højeste Punkt er 4,7 m, men det spiller ingen Rolle som Udsigtspunkt. Havet ses ikke til nogen af Siderne for de høje Diger; man har herinde fra intet Indtryk af, at man befinder sig paa en Ø.

— Det er mærkeligt at gaa paa Digernes Ryg og iagttage, hvorledes de forskellige Planter gebærder sig i denne Sommers Tørke. Vegetationen udenfor dem langs Stranden — „Ukrudtet" — er straalende, afvekslende og frodigt, medens de dyrkede Marker indenfor er ensartede, gule og afsvedne. Paa Digerne pranger mægtige Tidsler med store, violette Blomster og frodige Burrer; Bukketornen staar saftig og grøn, Strandkarsen og Katosten bovner af Velvære med deres skinnende Blomster, Sivskovene ser ud, som om Regn var en jammerlig og overflødig Ting, og Strandkaalen staar i fede Klynger mellem Stenene og breder forsorent sine blaagrønne, saftige Blade i den brændende Hede. Og den lille Hindebæger løfter sit Øje mod Himlen i et straalende Smil og tager henrykt mod al den Sol, der naadigt vil komme over den, og det er, som om dens Blik dugger af Taknemlighed for alt det gode, den faar.

Ser man indenfor Digerne, viser det sig tydeligt, at dette gode Sommervejr ikke er de indførte Planter, Kornet, tilpas. Vort Agrarvæsen maa jo aabenbart i nogen Grad være baseret paa „Møgvejr“! — Ploven gaar Aar efter Aar sin sikre Gang over Danmarks Jord, den lægger snart hver Kvadratmeter under sig og jævner Landet — ogsaa Landskabet er ved at blive saa jævnt middelmaadigt — thi det Landskab, der ikke betaler sig, er ikke højt estimeret! Men hvad vi mister ved Erhvervelsen, glemmer de fleste; vi har ikke givet saa lidt for vort fine Agrarvæsen.

Kun paa de Steder, hvor det er for besværligt at naa dem — som her udenfor Digerne -— har vore hjemlige, oprindelige Planter, omend nødigt, Lov til at være i Fred. Forviste til et saadant Indianerterritorium kan de endnu for en Tid vegetere i Ro. •— Jeg mindes, hvad en berømt, dansk Lærd, der tillige er en meget fin Amatørbotaniker, engang sagde til mig: „Det er det forbistrede Agerbrug, der ødelægger Vegetationen i Danmark!" — —

Udsigten fra disse Diger er prægtig. Ærø, Fyen, Taasinge og Korshavn ligger rundt i Horisonten som blaanende Volde med grønne og gyldne Lys paa deres Klinter, og foran disse dominerende Højder hviler store og smaa grønne Øer i det skinnende Hav — Øer overalt, hvorhen Øjet ser.

Havet er blankt helt ud til Horisonten, Vinden er sydlig, men næsten umærkelig svag. Fra de nære Holme og Øer hører man tydeligt Stemmer, og fra en usynlig Baad langt ude i Solflimret kommer Lyden af Aarernes taktfaste Rusk mod Aaretoldene.

Ad Digerne gik vi rundt langs Øens Sydkyst til en gammel Mølle, som ligger i Engstrækningerne, bestemt til at pumpe Vandet bort fra disse. Den er tækket med Straa over det Hele undtagen Hatten og er Øens smukkeste Bygningsværk. En Hærskare af Spurve for ud fra dens Hat, da vi nærmede os, som Bier fra en Kube; vi saa, at de havde Reder i Snesevis i dens straatækte Sider.

Vi saa kun en Snes Fuglearter paa Øen, deriblandt ved Revet paa Vestsiden Svartbagmaagen og den store Havmaage, samt et Par Steder Skovspurven.

Fra „Jordebogen" véd vi, at her paa Valdemar II’s Tid fandtes vilde Stod paa Øen, og at denne var ubeboet og i Kongens Eje. Udførsel af Heste var i Middelalderen én af Landets betydeligste Indtægtskilder, og der var af den Grund en overordentlig stor Produktion af disse. Ogsaa paa de nærliggende Hjortø, Birkholm, Strynø og Siø drev Kongerne eller Adelen Hesteavl.

Lige indenfor den lille Landingsbro ligger paa Stranden ved Diget ovenpaa et forfaldent Træskur en gammel, veltjæret Redningsbaad. Den har nu ligget her i Aarevis, uden at der har været Brug for den; men Postbaadens Fører fortæller, at den engang for længe siden har reddet 4 Mand af Besætningen paa et Fartøj, som forliste her i en farlig Storm under Øens Nordside. — Historie af den Art, men uskreven og altfor hurtig glemt, har den lille Ø nok af. —

I den største Gaard i Byen lever en gammel Kvinde, som jeg mødte og ikke vil kunne glemme. „Gamle Kathrine1' kaldes hun. Gaarden har hun ejet, men har givet den til sin Datter og dennes Mand, hos hvem hun nu bor.

Noget blidere og venligere end denne Gamle har jeg ikke mødt. Hun er i sit Væsen, som om al Ondskab og Siethed er gaaet langt udenom hende for end ikke at minde hende om, at de er til. Hendes Øjne, hendes Stemme, hendes fine Hænders Bevægelser er lutter Mildhed. Og paa hendes Ansigt, der er saa udpræget dansk, kom og svandt bestandig et lille Smil, saa blidt som en Sommersky. -— Jeg tænker med Undren paa, hvordan det Smil mon har været, da hun for tresindstyve Aar siden var ung.....

Mens jeg forsøgte at tegne hende, fortalte hun om sit Livs eneste, store Oplevelse, den slemme Stormflod d. 13de November 1872, da hendes Ø led saa megen Skade. Men det, hun i Fortællingen allermest dvælede ved, var hendes Bekymring for de stakkels Beboere paa den nærliggende Birkholm, der blev saa skrækkelig medtaget af Uvejret — og saa sin Glæde over bagefter at erfare, at alle derovre var i Live! Sine egne Oplevelser under det frygtelige Døgn ofrede hun kun faa Ord.

Men jeg erfarede senere gennem Beboernes Fortælling, at hun Stormflodsnatten havde været med til at bringe Kreaturerne ind i Stuen, og siddende paa Loftet over dem med Tøjrene ned gennem Lemmen havde holdt deres Hoveder oppe over Vandet, da dette stod højest, og saaledes havde reddet dem! — Dette nævnede hun slet ikke.

Solen er gaaet ned.

I den milde og lyse, aldeles blikstille Sommernat sidder jeg alene paa „Rylen1^ Dæk. Rundt om hersker fuldstændig Stilhed, ingen Fugl viser sig mod den rødmende Himmel, hvor kun en enlig Stjærne blinker over sit eget Billede i det glatte Hav.

En lille Pige staar inde paa Bredden og ser over mod Vibeholm, hvor en Baad ligger fortøjet ved Stranden. — Saa hører jeg pludselig gennem Stilheden, at hun raaber; det er en høj, gneldrende Barnestemme, og Ordene trækkes langt ud:

„Kom hje—em!“

-— Ingen svarer. Hun gentager Raabet med Hænderne for Munden, over mod Vibeholm. Men endnu svarer ingen derovre fra. Saa atter efter en Pavse:

,,Ka’ Du høre, Du skal hje—em! — Du ska’ ha’ Klø af Mo—er!“

Saa kom Svaret langt borte fra Holmen, men ganske tydeligt:

„Hold Kæ—æft!“ —

Ingen ses derovre. Men gennem det tiltagende Mørke kommer lidt efter Lyden af Aaretag ude fra Holmen.

Det trækker op til et natligt Drama paa Hjortø. -—

1-15

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela