De Danskes Land -- Achton Friis

HJELM

Dønningen fra Gaarsdagens Nordvestkuling brydes med Søgangen for en sydvestlig Brise, som fylder „Rylen“s Sejl. Luften er graa og giver Vandet en dyb, dødblaa Farve. Vi mærker, at Havet herude har en anden og alvorligere Ryfhme end Smaafarvandene, vi hidtil har besejlet. Baaden ruller og giver sig, men i runde, tunge Bevægelser. Det er som at hvile paa et dybt aandende Bryst af et sovende, vældigt Dyr.

Vi kommer sønderfra, fra Samsø, og krydser op mod Nordøst. Træerne er forlængst forsvundne bag Kyholms Skanser, og én for én synker Smaaøerne dernede i Havet; kun Nordsamsøs Banker staar endnu høje og mægtige i Sydvest. Men forude løfter en Ø sin tunge og tætte Krop højere og højere over Kimmin-gen. Barsk som en Klippe ligger den ensom derude. Det er, som om Ellemands-bjærget har født et Monstrum af en Unge og i den sidste Vé skudt den fra sig ud i Havet. Det er Djurslands Kalv. Med sin mørke, haarde Ryg løftet over Vandene lover den den Fremmede, som kommer udefra, hvad Mols’ Bjærge vil holde.

Det er Øen Hjelm.

Aldrig før havde jeg været den nær. Men ofte har jeg skuet imod den fra min Barndoms Kyst derinde paa Djursland. Fra denne stærke, havomsuste Halvø, Jyllands yderste Huk mod Øst ud i Kattegat, har den sindige Befolkning Aarhun-dreder igennem stirret ud mod den besynderlige Ø, som med sin Mystik og sine Sagn satte dens tunge Fantasi i Svingninger. Lige fra de Dage, da deres mægtige Landsmand flyede fra Mollerup og blev en fredløs Hævner og Ransmand, har Øens klingende Navn været knyttet til hans. Mon der lever den Bonde af gammel, djurslandsk Slægt, hvis Hjærte ikke den Dag idag banker i Takt med hans Forfædres, naar Ordene fra den gamle pragtfulde Folkevise falder ham ind, hvis Rythme er som den tunge Brænding mod hans Kyst, som Skibsstævnens Dunk mod Søens graa Dynger ...

Digtets Ord gaar for Marsken mod Kongen! Thi „Marstig" er i Digtet en fuldgod Jyde, og han stod bestandig som Helten for dette Fastlandsfolk, der havde saa svært ved at komme paa Hat med vore Øbokonger. Der er Jubel i de to Linjer, som viser Kongens Afmagt overfor Borgen. — Det var jo ikke Erik Glipping alene, som i et uheldigt valgt Øjeblik begav sig for langt op paa Fastlandet og stomlede dér. Kongernes Triumftog gennem Jylland er en mere moderne Opfindelse, det er ikke saa længe siden at Halvøen blev et godt Turistland for kronede Hoveder og dets Beboere loyale Danskere. Der er en lang og træls Vej gennem Historien fra Finderup Lade til Marselisborg. —

Til Sydspidsen af den godt 5 km herfra liggende Halvø, det gamle Hasnæs, har Sagnet knyttet et andet Navn fra Erik Glippings Tid. Det er dér, hvor Ransbæk forhen gled ud i Stranden som Afløb for den forlængst udtørrede Vestensø, og hvor Voldstedet Rane Ladegaard endnu tydeligt vises. Her boede, siges der, Rane Jonssøn, Marskens Hjælper og Fælle. Voldstedet er en firesidet, regelmæssig Borgbanke, der endnu hæver sig 4—5m over de udtørrede Grave.

„Hiælm“ er Øens ældgamle Navn, saaledes finder vi det paa Ølisten i Jorde-bogen. De senere Former Hialm, Hyelm eller Hyalm er kun forskellig Stave-maade for det samme Ord. Resen fortæller, at „denne Øe kaldes Grote-Hielm til Forskel fra andre, mindre Øer, som ligger nærmere til Skagen". Der kan hermed kun menes H irsholmene, som man skulde synes det vanskeligt at forveksle den med. — Sagnet fortæller, at her engang i forrige Tider skal have ligget et Slot, som Kong Jarmerik har bygget, hvor han blev slaaet og dræbt — sandsynligvis et Minde om Venderkrigene.

Hvitfeld har følgende Beskrivelse af Øen: „Denne Insul er kun en liden Plads, men fast af Naturen, beqvem for alle dem, som løbe igiennem Beltet til Norge, thi der er en god Havn og ferskt Vand paa, ligger ogsaa høit, at Folket deraf kan giøre et stort Værn. Nu hører Hielm til Grevskabet Skeel, og Greven holder derpaa om Sommeren et anseeligt Stutterie. Paa Øen er ingen anden Byg-

Vejrø. Husruinen, set fra Sydstranden.

Kyholm. „Grevens Stude" i Kommandantens Have.

Hjelm. Skaadebakken, Øens ældste Voldsted, set fra Nordøst.

Hjelm. T. v. Kastelsbakken, t. h. Fyrbakken bag Sydvestlandets Strandvoldsdannelser med blomstrende Engelskgræs og rugende Maager.

Hjelm. Nordvestkystens mægtige, vilde Bakkeland. 1 Forgrunden Klitdannelser.

Thunø. Øens Kirke med sit Fyrtaarn.

Thunø. Hus med blomstrende Syrener i Thunø By.

ning end et teglhængt Huus, hvori bor et Par Ægtefolk, som skal opagte Crea-turerne og Græsningen." —

Med „Havn“ menes her naturligvis kun Ankerplads; men hvor kan en saa-dan have været? Øen er for lille til at yde Læ, og under Storme gør den vældige Løbesø Opholdet under dens Kyst bestandig farligt. Men hvor har da Marsk Stig og hans Tilhængere haft deres Skibe liggende i de Aar, Øen var i deres Hænder? Sandsynligheden taler for, at det har været i Bugten bag Hasnæs, nær Rane Jonssøns Gaard. Ved Elsegaarde har jo Øen den Dag idag sin nærmeste Forbindelse med Fastlandet.

— Medens Hovedmanden for det store og langvarige Drama, som begynder med Erik Glippings Drab, den mægtige Marsk, som en taaget og mørk Sagaskikkelse rider ind i vor Middelalders Historie, kun én Gang visende sig i fuld Belysning, i Skæret fra den brændende Finderup Lade, saa er hans og de Fredløses mægtigste Bundsforvandt her i Landet, Ærkebisp Jens Grand, en kraftig belyst og stærkt historisk behandlet Forgrundsfigur. Uden al Tvivl har denne mærkelige Mand ved en enkelt Lejlighed gæstet den lille Ø Hjelm.

Denne geniale Prælat, som greb saa dybt ind i hele Nordens Historie, var en nær Frænde af de fornemste af Kongemorderne, og han støttede dem af al Magt og med alle Midler i deres Kamp sammen med Norges Konge Erik Magnussøn mod Erik Menved. Det er sandsynligt, at Jens Grand her handlede af storpolitiske Grunde, at han var fremsynt nok til at forudse de Ulykker, som kunde følge af, at Jylland var delt mellem to Linjer, og at han hellere ønskede den danske Krone paa Erik Magnussøns Hoved. — Da Grev Jacob af Halland, Marsk Stig og 9 andre fornemme danske Adelsmænd paa Danehoffet i Nyborg 1287 — Aaret efter Kong Eriks Drab — var dømt skyldige i dette og erklæret fredløse, tog de deres Tilflugt til Norge og fik her overladt Kongshelle Slot ved Tønsberg, hvorfra de paa faa Timer kunde være indenfor Danmarks Grænser. De gør herfra bestandige Hærgningstogter, saaledes sammen med den norske Konge til Aalborg, til Langeland, som hærges og brandskattes, til Svendborg, som afbrændes, til Øerne Agersø og Omø og endelig til Odsherred, hvor de brænder Nykjøbing og Holbæk — altsammen i Aaret 1290. Samme Aar sætter de Fredløse sig fast paa Hune-hals og paa Hjelm. Det er Bispen, som skænker Grev Jacob den Grund i det nordlige Halland, hvor Borgen bygges samtidig med at Marsken befæster Hjelm. Borgene nævnes sammen i et samtidigt Dokument, og heri meddeles, at Hjelms Borg blev bygget og befæstet af de Fredløse i 1290.

Da Jens Grand paa Kongens Vegne var i Jylland for at dagthinge med de misfornøjede Jyder, havde han paa Tilbagevejen hemmelige Sammenkomster med Marsk Stig og de øvrige Fredløse, der siden fulgte ham i hele 3 Døgn lige til Middelfart. Det tør vist anses for givet, at disse Sammenkomster har fundet Sted paa Hjelm; der er ganske vist en Mulighed for, at det kan have været paa Djursland, hvor Rane Jonssøn havde sin Borg ved Elsegaarde, men det er mindre sandsynligt. Til Sammenkomster af den Art egner den lille Ø sig bedre end Fastlandet. Denne Antagelse støtter P. A.Munch i Ann. f. Nord. Oldkyndighed, naar han siger: „Thi dette kan kun have været medens Marsk Stig havde sit Tilhold paa Hjelm, altsaa efter 1290 og tillige før 1293, da Marsken døde."

Forsigtighed var aldrig den drevne Bisps Sag, skønt han længe med Held bar Kappen paa begge Skuldre. Paa Sjællandsfarernes Thing ved Ingelund sagde han offentligt, at ingen kunde undre sig over, at Kong Erik var bleven dræbt. Og en anden Gang, at det var Skade, at Erik Glipping ikke var bleven slaaet ihjæl for 12 eller 16 Aar siden, da der i saa Fald ingen Afkom vilde have været efter ham!

Efter sin Fængsling i 1294, Aaret efter Marskens Død, kom han paa sin Flugt til Rom over Briigge, hvor han i en Forsamling bl. a. ytrede, at det var ham „det samme, hvem der var Konge i Danmark, enten Hertug Valdemar eller en Jøde, en Saracen eller en Hedning eller selve Fanden, naar det bare ikke var Kong Erik eller hans Broder!"

Efter Marskens Død og Bispens Fængsling var de Fredløses Magt lammet. Norge, som mistede deres Støtte, gjorde ikke flere Anslag mod Danmark. Men da Erik Menved samme Aar, 1294, gjorde et Tog til Vendsyssel for at straffe Indbyggerne, fordi de havde gjort fælles Sag med de Fredløse, gjorde han ved samme Lejlighed et forgæves Anfald paa Hjelm. Der findes i Historien en dunkel Hentydning til dette mislykkede Angreb, som ogsaa Folkevisen nævner. Der har da endnu været Krummer i de Fredløses Flok, selv uden deres fornemste Fører!

Aaret efter blev dog mange af dem fangede i Jylland, ført til Ribe og henrettede. Men først i 1306 eller 07 indtog Erik Menved Borgen paa Hjelm og rev den ned til Grunden -— efter at den kun havde staaet i 16 Aar.

Trods de Pinsler, han havde været udsat for paa Søborg Slot, lykkedes det ikke Jens Grand at gaa i Graven med Martyrglorien om Hovedet. Ved sin Død i Avignon i 1327 var han i Besiddelse af et mægtigt, videnskabeligt Bibliotek, der talte selve Paven mellem sine ivrigste Læsere. Og samtidig efterlod han sig en kontant Formue, som i Nutidspenge vilde udgøre en Sum paa henimod en halv Million Kroner. •—

Efter Borgens Indtagelse kom Øen under Kronen og havde siden i flere Hundrede Aar ingen faste Beboere. I 1524 gav Kongen Borgmesteren i Æbeltoft Mou-rids Pedersen Befalingsbrev paa Øen og „paa de Øg, som derpaa ere“. Og i samme Brev siges der, at Fiskerne ikke maa ligge og fiske her, da de forhugge Skov og Krat, som Øgene skulle have Skjul af. — Her har altsaa endnu dengang været Skov paa Øen. 1631 fik Frands Rantzau til Rantzausholm Øen, „hvorpaa kan fødes mindst 18 Hopper". Senere kom den under Gammel-Estrup, hvor den endnu er. Endnu saa sent som 1808 omtales den som ubeboet. Men i 19.Aarh.s første Halvdel bortforpagtedes den, og her byggedes en Forpagtergaard.

Fyret opførtes 1855 efter at Staten havde købt 9 Tdr. Land af Øen. En berømt Mand har været Fyrmester her i adskillige Aar, den forlængst afdøde Carl Petersen, der i 1857 som Tolk deltog i Mac Clintocs Eftersøgelsesekspedition efter den forulykkede Franklin-Ekspedition og var med til at finde dens omkomne Deltagere og konstatere dens sørgelige Skæbne.

Fra Krattet lyder Solsortens Sang os imøde, da vi ror vor Baad ind paa Forstranden under Vestsidens høje Klinter. Midt paa en ganske smal, sandet Sti, som fører op ad den stejle Skrænt, sidder en lille Pige, brun som Bronce og saa stille som en Buddhafigur med Benene trukket op under sig. Hun ligner Stedets lille Guddom, som hun sidder der og skinner i Solen, ubevægelig og tavs. Hun ser ud, som selve Solen har avlet hende med Klinten, som om hun fuldfærdig og gyldenbrun er krøbet ud af Bakkens Side ligesom de vilde Blomster, der staar i Klynger om hende.

„Hvad hedder du?“ sa’e jeg.

„Ellen Margrethe fem Aar!“ sa’e hun.

Jeg klappede hende paa Hovedet og gik videre. Hun havde talt mit Barndomssprog, det bløde djurslandske Maal. —

Siden fik jeg at vide, at hun er Datter af Forpagteren og har 3 Søskende. Familien er fra Fjellerupegnen og har boet her i 12 Aar, alle Børnene er født paa den lille Ø og har næppe set stort andet af Verden. Foruden Fyrets Besætning, Fyrmester, Assistent og Fyrpasser er Forpagterfamilien Øens eneste Beboere, tilsammen en Snes Mennesker. Gaarden har 24 og Fyret 8 Tdr. Land under Plov, altsammen daarlig Jord, enten for fed af Mergel eller altfor sandet. Men Forpagteren har en god Ekstraindtægt af Maagerne, idet han i Æglægningstiden aarligt indsamler ca. 600 Snese Æg, som han afsætter paa Fastlandet. Skønt Maagerne iaar først begyndte at ruge omkring den l.Maj, er det nævnte Antal bleven samlet paa godt 3 Uger.

Den nye Forpagtergaard er bygget 1915 og ligger under „Kastelsbakken“. Nord for den findes i en dyb Kløft ved Vestsiden Resterne af den nu næsten helt nedbrudte, gamle Forpagterbolig.

Det er først naar man er ganske nær ved Øen at man opdager det udstrakte, flade Forland, som omgiver den til alle Sider. Bredest er dette paa Sydvestenden, hvor det strækker sig langt ud i Havet og ender i Vesthage Rev. Paa Afstand ser det ud, som om Øen staar med sine bratte og høje Klinter lige ned i Havet, og det er denne sammentrængte, kuplede Form, som har givet den Navn. 1 Virkeligheden har den Form som en Stormhat med bred Skygge og med Nakken vendt mod Sydvest. Dens Størrelse er 112,8 Tdr. Ld., men deraf er Højlandet næppe mere end 40, og det bestaar af en eneste mægtig, sammenhængende Banke, der bølger op og ned, og hvis Materiale er Moræneler, Morænesand og -grus. Den løfter sig paa et enkelt Sted til en Højde af ikke mindre end 41 Meter.

Forlandet paa Sydvestsiden, hvis Størrelse jeg vil anslaa til mindst 50 Tdr. Ld., er besynderligt ved at det bestaar af lutter Strandvolde, som er dannet til forskellige Tider og inderst følger Klinternes Yderlinjer, ligger gruppevis bag hinanden og yderst skærer hinanden i alle mulige Retninger. løvrigt findes der Strandvolde synlige hele Vejen rundt langs Yderkysten; en Undtagelse danner Nordvestkysten, hvor Voldene skjules af en regulær Klitdannelse af Flyvesand, hist og her beplantet med Hjelme.

Vor første Vandring gjaldt Øens tre gamle Voldsteder. De ligger alle paa den Bakkekam, der begrænser Højlandet mod det vide Forland i Syd: Skaadebakken mod Øst, Kastelsbakken mod Vest, og i Midten det navnløse Voldsted, hvor Marsken byggede sin Borg. Siden Fyret i 1855 blev bygget paa dette Sted, har det faaet Navnet Fyrbakken.

Skaadebakken, som er det ældste, er et ganske lille Voldsted fra Oldtidens Slutning eller Middelalderens Begyndelse, og dets Bebyggelse kan kun have be-staaet af et Taarn, mere har der ikke været Plads til paa den snævre Platform, der ligger øverst paa den lille, naturlige Bakketop, omgivet af Smaakløfter, der engang som tørre Grave har skærmet Stedet. Tæt Tjørnekrat gror omkring det, og Kvægets Stier snor sig i bølgende Linjer om dets bratte Sider. Ingen Murrester er fundet paa Stedet, men ved Gravning har man dybt i Jorden fundet en

Bjælke. Var dette den sidste Rest af „Jarmeriks Borg“, som Sagnet nævner? —

Kastelsbakkens Voldsted skylder en senere Tid sin Oprindelse og er langt anseligere. Over de næsten helt udslettede Spor af en Grav hæver Voldstedet sig til en Højde af godt 8 Meter og har en Udstrækning af 34 x 70 Meter. Ogsaa dette er en naturlig Bakkeknude. I dens Nærhed er fundet en Mængde smaa runde og firkantede Bronceplader, rimeligvis falske Mønter, som Marsk Stig har præget her. Det er da muligt, at Borgen har staaet lige til Marsken i 1290 opførte den nye Borg paa den midterste Banke, maaske delvis af Materialet fra denne, løvrigt er intet Sagn eller Navn knyttet til denne Plet, ingen véd, hvem Borgens Beboere har været.

Paa Vej fra Kastelsbakken over mod Fyrbakken stødte mit Øje pludselig paa noget hvidt, som stak op af Pløjemarken. Det var en stor Dyreknogle, hvori et Plovjærn havde rispet en Skure. Da vi tog den op saå vi, at det var en Laar-knogle af en Okse, og at den var oversavet, de ru Strøg af Savtænderne saas endnu tydeligt som Striber i Benet. Vi gik videre og fandt i Hundredvis af lignende Ben, næsten allesammen store Okseknogler, som tæt dækkede en Rundkreds af Jordsmonnet paa omtrent 25 m i Diameter. De var alle gennemsavet paa samme omhyggelige Maade, aldrig brudt.

I næste Øjeblik véd vi, hvad det er. Vi befinder os paa Stedet hvor den Kule har ligget, som de gamle Borges Beboere brugte til Henkastning af Affaldet fra deres Maaltider!

Jeg holder den tunge, glatte Knogle i Haanden. Hvor Benet dog endnu er haardt og blankt, uden en Lyde! — Jeg ser den endnu skarpe Rand af Savens Saar gennem Knoglen, frisk som om det var fra igaar. Jeg lader Fingeren løbe rundt langs Randen og trykker til — trykker jeg endnu lidt stærkere, vil den skære mig! Og jeg borer Fingeren ind i det dybe Hul i Knoglen; da den har været derinde lidt, føler jeg en Varme, lidt fugtig og lunken, omtrent som Marven endnu sad deri ....

Det er over seks Aarhundreder siden, at Marsken og hans Mænd aad Marven af disse Ben; og endnu ligger de her og ser ud, som om det var sket ifjor. — Længere er jeg ikke borte fra Middelalderen! Her ligger en Dyreknogle i min Haand, den har endnu ikke faaet Tid til at forvitre — og alt hvad den véd, er kun dunkle Sagn! Der vælder en underlig Følelse op i mig. Jeg stod, før jeg naaede hertil, paa mange Steder hvor Verdenshistorie er blevet til — Palatinerbjærget og Katakomberne, Forum Romanum og Capitolium. Og jeg har staaet betaget og grebet ved Napoleons Grav. Alle disse Steder følte jeg Andagt. Men her var det mere, det var en Følelse af dyb Lykke. Det var, som den lange Tid var udslettet, og jeg var mit eget Fædrelands Historie nær.

Jeg lod Knoglen falde tilbage paa Jorden igen -— den skal ikke med hjem og vises frem som Relikvie, den skal blive paa sit Sted. —

Da vi herfra vender Blikket mod det Sted, hvor Marsken byggede sin Borg, rives vi ud af alle vore Illusioner. Thi dér, hvor Borgen laa, som husede Marsken og hans Mænd, hvor Hjelm rejste sine Horn mod Himlen saa alt Landet skjalv, dér hvor den sidste Rest af de Fredløse tilsidst værgede sig mod Kongs-mændenes Anfald og Hjelm endelig lagde sit Horn i Støvet — dér breder sig nu over de gamle Volde det moderne Fyr med alle dets hæslige Funktionærboliger.

Hvad Erik Menved ikke naaede, har Fyrets Bygmester været Karl for, at tilgrise Stedet og skjule dets sidste Rester.

Det er den samme Mangel paa Pietet for historiske Steder, der aabenbarer sig, naar vi finder Vestborg Fyr paa Samsø anbragt paa den gamle Visborg Slotsbanke, eller Sprogø Fyr paa Øens ærværdige Voldsted med dets Ruin.

Vi staar paa det store, lave Forland, som med sine bølgende Strandvolde breder sig nedenfor Klinterne med de tre Voldsteder. Hele det vide Areal er tæt dækket med blomstrende Engelskgræs, og det ligger om os som et 50 Tdr. Land stort, rødt Tæppe. Bunden bestaar af Rullesten og groft Morænegrus, som flere Steder danner bare Pletter midt i det uhyre Væld af Blomster. Hist og her paa den røde Flade gror nogle ganske lave, tueagtige Buske af smaa, forblæste Tjørne, tætte og haarde at se til og uden en eneste, fremspringende Kvist. De ligner store, mørkegrønne Skamler og ser saa besynderlige ud, at vi paa Afstand ikke anede, hvad det var for en Plante. Overalt er der i eller ved disse Tuer én eller flere Maagereder. Og omkring dem med omtrent en Meters Mellemrum rager overalt paa Marken Hoveder og Halse af de rugende Stormmaager op over det røde Tæppe. De ligner hvide Lys, der er plantet i Jordsmonnet. — Hvid- og sortbrogede Ungkreaturer græsser rundt om paa Fladen; det er den gamle, jyd-ske Race, der ser saa herlig ud i dette Landskab.

Luften over hele Strandengen er fyldt af en besynderlig stram og lunken Lugt; det er de rugende Maagers Uddunstninger.

Øen i sin Helhed danner et af de mærkeligste og skønneste og trods sin Lidenhed mest afvekslende Landskaber, vi endnu har mødt. Dette skyldes i høj Grad dens Klinter, der snart som paa Sydkysten staar nøgne og i et jævnt, brat Fald gaar ned mod Forlandet, kun med den lille Arum maculatum som Minde om den gamle Skov, der tidligere har dækket dem, snart som paa Vestkysten forrevne og med vilde, dybe Kløfter og Styrtninger, bevoksede med Slaaen, Tjørn, Roser og Vrietorn i lave, uregelmæssige og forblæste Grupper, snart som paa Østsiden med roligere, brede Former, hvor Buskene i Læet er bleven træagtige og frodige, og hvor endog enkelte store Aske er groet op i Klintens Læ. Her ser vi fra Stranden de vilde Kaniner smutte mellem Buskene deroppe, og fra Krattet hører vi Solsortens Sang sammen med Bastard-Nattergalens og Tornsangerens Toner. Jordsvaler, Bysvaler og Forstusvaler kommer svingende ned fra Klinterne og kredser over vore Fodspor i Græsset. Stære ser vi i Mængde og enkelte Bomlærker — og højt over Bakkerne inde paa Øens Midte en svævende Taarnfalk.

Det eneste, vi ikke finder her, er Idyllen! Jeg maa atter tænke paa de fyenske Smaaøer — og jeg føler straks, som saa ofte paa Samsø, at vi her staar overfor en helt anden Natur, mere alvorlig, storslaaet og barsk. Her har Istidens Bræer huseret ligesom paa det nære Mols. Øen er jydsk — den er godt nok i Familie med Syd-Djurslands aabne Egne, deres mørke og vilde Bakkeland.

Da jeg under min Vandring rundt langs Stranden drejede omkring Nordpynten, som mærkeligt nok hedder „Østhage“, og herfra saå ned langs Øens Nordvestside, fik det Landskab, som her pludselig tonede frem, mig uvilkaarlig til at standse. Med Forundring saå jeg, at jeg her befandt mig i et lille, veritabelt Klitlandskab, hvor Flyvesandet af Stormene er formet i Bølge bag Bølge, der strækker sig helt ind under de høje Klinter ved Indlandet. Og herfra, opover de mægtige, forrevne Banker slyngede og krummede sig gennem Buskenes Vildnis en Vej, der snart blev borte, snart atter skinnede frem med sin lysende Linje bagom Tjørn og nedstyrtede Klintblokke. Højt oppe blinkede smaa Kildevæld ud fra Bakkernes mørke Sider, hvor Faar gik og græssede i Styrtningerne.

Og hernede i Stranden, hvor Maagerne i Hundredvis ligger og ruger i Tangens brune Dyner, her hører jeg gennem Vindens Piben i Hjelmens stride Tuer Toner af Fuglesang oppe fra Højderne -— Gulbugens rappe Smæld blandet med Iriskens Fløjten — og saa den stilfærdige, dryppende Lyd af en lillebitte Bæk dybt inde fra en af de mørke Kløfter.

Intet Spor af Menneskers Virken nogetsteds, undtagen maaske Hjelmen, som sparsomt gror over Klittens Sand. Dette er et Urlandskab, saadan saa her ud, da Marsken og hans Mænd tog Land paa Stedet. —

Den Nordvesten, som har blæst siden vor Ankomst til Øen, er bleven til Storm. Hele første Pinsedag ligger vi vejrfast ved Kysten i Stedet for efter Bestemmelsen at gaa videre til Thunø. Og da Fyrmester Nielsen har varskoet os ved at fortælle, at det er „Vindstyrke 10“, bliver vi liggende til Trods for at Skipper siger, at vi godt kan ta’ Tørnen. —

Det er umuligt at finde ordentligt Læ for Stormen under Øen. Kun for nordøstlig Vind kan man finde en beskeden Nødhavn Nord for Vesthage Rev. Men skønt vi tager Stormen paa den bedst mulige Plads paa Sydøstsiden, kommer Løbesøen rundt om Øen fra begge Sider og laver en vældig, uregelmæssig Dønning, som vi maa tage paa Siden, da den kommer paa tværs af Vindretningen. Mastetoppen skriver Cirkelbuer paa 90 Grader, alt ramler ned paa Dørken i Kahyt og Forlukaf.

Da vi tre Mand, siddende med Benene spændt imod den modsatte Køjebænk, gjorde Forsøg paa at spise til Aften, var det ikke saa lige en Sag at faa Maden anbragt paa det rigtige Sted i Ansigtet. Just som vi var ved at komme godt igang, slog Johannes Larsen en Næve i Bordet og sagde: „Nu har jeg F. g. m. ikke været søsyg siden 1887!“ — Og saa skrævede han hen til Trappen og gik op paa Dækket. Da han havde faaet sig anbragt paa Skylightet og stivet sig af med Benene, raabte han ned gennem Lemmen:

„Maa jeg saa faa noget Mad og et Glas Brænd’vin herop!" —

Han sagde senere, at det var Synet af Rullepølsen, som havde gjort ham svag. Den var paa eget Initiativ og paa en underlig, ublufærdig Maade kommen vandrende henad Bordet og havde lagt sig til Rette foran ham......

Selv spiste jeg „mit langen Zåhnen", og Rulningen gav mig hen paa Aftenen en afskyelig Hovedpine. Jeg bevæbnede mig med et Pulver, roede i Land og sov hos den gæstfri Fyrmesterfamilie, hvor jeg i en Seng, som jeg efterhaanden syntes stod nogenlunde stille, sov bort fra al Jammer; og her efterlod jeg min Hovedpine, da jeg næste Morgen Kl. 6 vandrede ombord. Der traf jeg de to Vikinger. Johannes Larsen paastod, at han havde tilbragt største Delen af Natten med at falde ned paa Dørken og kravle op igen.

Efter for Slingeragens Skyld at have lagt vor Mast ned, saa „Rylen" kom til at ligne en Hare, der stikker af med Ørerne lagt fladt henad Ryggen, startede vi straks for at gaa til Thunø. En vældig Sø tog imod os, da vi naaede udfor Hjelms Sydkyst; men Vinden, som vi gik lige imod, var flovet betydeligt, og „Rylen" er et fortrinligt Fartøj i Søgang. Den gaar let og behændigt hen over alting, den kæmmer Søerne og skiller dem i Midten, saa Skummet kastes fint til Siderne. Det blev en frisk Sejlads. Men vi har nu slingret og rullet ustandseligt i 3 Døgn, og vi glæder os til at komme i Havn og ligge vandret et Par Dage.

Ved Indsejlingen til Øen passerede vi tæt forbi Østre Røn udenfor det lange Rev. Det lille Fyr yderst paa Røn’en ser storartet ud, det ligner paa Afstand fuldstændig et Krucifiks, som staar plantet her midt i Bølgerne. En enkelt Sælhund svansede under vor Forbifart hele Tiden rundt i Vandet nær Fyret. Vi forstyrrede den aabenbart i at kravle iland paa Røn’en.

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela