HIRSHOLMENE
Den lille Øgruppe, som kaldes Hirsholmene og er Kattegattets og det egentlige Danmarks nordligste Øer, ligger blot 7—8 km Nordøst for Frederikshavn. Det er ikke smaa, fede Græsholme, som dem man finder i det sydfyenske Arkipelag, i Smaalandshavet eller omkring Bøgestrømmen. Det er egentlig blot den ene vældige Stenhob ved Siden af den anden, liggende vel omtrent den Dag idag, som da Jøklens Vognlæs væltede paa Stedet for Titusinder af Aar siden. Det er Skelettet af et Land, som aldrig er bleven til stort andet fra Skaberens Haand end en hurtig Skitse; det tynde Muldlag, som har klædt denne Benrad, siden Mesteren forlod Stedet og glemte det, skjuler ikke stort af dets oprindelige Materiale, Kampestenene. Disse Efterkommere af Ilden, som for Milliarder af Aar siden svaledes og størknede som Skandinaviens Urfjeld, har her paa Stedet lige siden Istiden ladet alle de tre andre Elementer rase hen over sig næsten uden at de har efterladt sig det mindste Spor. Det er først med Menneskets Indvandring, at dette Stenansigt har faaet en Smule Antydning af et Smil. Men den lille Samling Huse, som kryber sammen paa Midten af den største af Øerne Hirsholmen, er oprindelig bygget af Folk, som man skulde tro har bestaaet af et Materiale, der er stærkt i Slægt med det, hvoraf Holmene er dannet.
Hirsholmens Havn, som er anlagt 1860—61 og udvidet i 70’erne, og hvor vi løber ind en Morgen med den lille Motorbaad, som et Par Gange om Ugen besørger Forbindelsen med Frederikshavn, er af saa store Dimensioner, at man forstaar den maa være bygget med andre Formaal for Øje end at huse de 4—5 Fiskerbaade, som nu hører hjemme paa Stedet. Det store, næsten helt tomme Bassin, hvis Fladeindhold er henimod en halv Snes Tønder Land, er et af de faa Minder der er tilbage om Stedets glorværdige Periode, da hundredvis af Fiskere havde hjemme her og gav det øde Sted Liv.
— De fattige Holmes Historie har formet sig paa mærkelig Vis. I Valdemar Sejrs Jordebog nævnes de som Hælsholmæ; men her omtales hverken Vildt eller Hus paa dem, og formodentlig har de aldrig huset andre vilde Pattedyr end de Kaniner, som endnu holder til paa en enkelt af dem. Fra Slutningen af 16. Aarh. kom de under forskellige Herregaarde. 1641 skal Kirken være bleven færdig, og fra den Tid af har Landet været et særskilt Kirke-Sogn og haft sin egen Præst og Degn.
Hirsholmen: Fisker Johannes Larsen.
Anholt: Steffen Graa. Udpræget Anholtertype.
Aggersø: Ung Fisker.
Bogø: Esben Keis.
Nyord: Den gamle Havnefoged.
En lille Nyordspige.
Bornholm: Ung Mand fra Aakirkeby.
Bornholm: Avlsbruger Peder Thorsen.
Hirsholmene. Paa Kirkegaarden ved Kirkens Sydside.
Hirsholmene. Kirkens Indre.
Hirsholmene. Stenalderbegravelse paa Græsholmen.
Hirsholmene. Klokkestabelen og "Klokkeboligen"
Hirsholmene. Lavvande Paa Græsholmens Sydkyst
Hirsholmene. Fra "Degets" Østside med Rester af Tordenskjolds Fæstning.
Hirsholmene. Fyrmesterens Datter i Haven.
Læsø. En Gaard i Byrum. Paa Taget bl. a. Græs, Lindhardsurter, store Syrer, Følfod og Valmuer.
Hvornaar Holmene har faaet deres første Beboere i nyere Tid, vides ikke. Men altsaa maa det være længe siden. Endnu saa sent som i Midten af det 19. Aarhundrede vistes i Elling Kirke „Holmboernes Stole". Øerne har siden 1641 dannet et selvstændigt Pastorat undtagen fra 1812—43, da de var forenede med Frederikshavn. Præsterne havde iøvrigt ofte deres Nød med at slaa sig igennem. Allerede den første af dem, Peder Andersen Knudstrup, klager 1646 over sine daarlige økonomiske Forhold paa de magre Øer, som kort i Forvejen (det var under den skaanske Krig) var plyndret af de Svenske. Ofte var Embedet ubesat, saaledes en længere Periode fra 1881. Den sidste Præst fik sin Afsked i 1921, hvorefter Embedet er nedlagt.
Allerede saa tidligt som i 1795 tænkte man paa at anlægge en Nødhavn paa Nordøstsiden af Græsholmen. 1848, da Holmene ejedes af en Jomfru Obersax i Frederikshavn, forelagde en Englænder Maxton en Plan om et Havneanlæg dér, hvilket dog blev forhindret af Krigens Udbrud. 1862 fremsattes Planen paany af Fyringeniør Grove, men blev denne Gang atter forpurret af en Krig — 1864. I 1871 købte et Interessentskab Øerne med det Formaal at faa anlagt en Førsteklasses Nødhavn, som ved en Dæmning fra Græsholmen til Fastlandet skulde sættes i Forbindelse med den østjydske Jærnbane. — Denne Gang var det Byen Frederikshavn, som slog Øerne ud i Konkurrencen om Havnen og gik af med Sejren. Og da Marineministeriet i 1883 købte Øerne, hvor der allerede i Halvfjerdserne var bleven anlagt et Stenhuggeri, kom den overvundne ovenikøbet til at levere Stenmaterialet til Frederikshavns Havn. — Spot og Skade følges ad!
Holmenes Fiskerbefolkning, som tidligere havde været oppe paa omtrent halvtredje Hundrede, men som langsomt var aftaget, dalede nu hurtigt i Tal. Fraflytninger blev almindelige, og der er nu af den hele Skare kun et Par Fiskerfamilier tilbage. Sammen med Fyrmesteren, Fyrpasseren og Assistenten med deres Familier er Indbyggerantallet nu højst 30 Individer, alle boende paa selve Hirs-holmen.
Det er nu ikke Havnens Anlæg alene, som drog Fiskerfamilierne bort herfra. Af de ca. 200 Beboere, som Øen endnu husede omkring Midten af forrige Aarhundrede, var der i 1900 knap Halvdelen tilbage, og Aarsagen til dette var i første Række Fiskemængdens Aftagen i de nære Farvande paa Grund af de store Vaad-og Trawlfiskerier. Men ogsaa de bekvemmere Forhold ved Skagen og Frederikshavn lokkede den oprindelige Fiskerbefolkning herfra — og mange andre uheldige Forhold medvirkede. Snart var af Beboerne Størsteparten knyttet til Fyr- og Lodsvæsnet, og de fleste af dem var tilflyttet andetsteds fra. Øerne havde paa dette Tidspunkt endnu sine 5 fastboende Lodser, som holdt til i „Lodsgaarden" nærved Havnen, og hvis Opgave det var at lodse Skibe fra Skagen til Sundet, Nyborg, Korsør og Fredericia. Her var samtidig en Toldassistentstation, men baade denne og Lodsstationen er nu nedlagte og deres Indbyggere forflyttede. Nu er det Fyret alene, som med sine faa Funktionærer dominerer Stedet.
— En Forfatter, som besøgte Holmene i 1873, træffer endnu et mærkeligt Samfund herovre. I den lille Fiskerby, som havde smalle, krogede og urenlige Gader, fandt han dog allerede dengang næsten alle Boliger i faldefærdig Tilstand, elendige Bindingsværkshuse med hullede Tage og bitte smaa Ruder var lappede og reparerede overalt. Skorstene manglede de fleste Steder, og Røgen gik gennem et Rør op paa Loftet, hvorfra den selv maatte se at slippe ud gennem Revner og
Sprækker. „For den uindviede ser det ud, som om Ilden raser indvendig og snart vil række sin røde Tunge frem“! — Sagen var dog denne, at den indespærrede Røg havde den Bestemmelse at konservere Fiskegarnene, som hang paa Loftet. Kun én af Gaderne havde Navn; det var den længste, som hed „Ned forbi Per Jørgensens". —
Det var en barsk Tilværelse, disse Holmboer førte paa den Tid, da Fiskernes Arbejde var saa strængt og farefuldt. Men det var ogsaa en hærdet Befolkning, som her trodsede Vejr og Sø. Særlig berømmes Stedets gamle Lodser som haarde og uforfærdede Karle, der i de store Dæksbaade med det røde Kors paa Storsejlet trodsede Storm og Bølger som en Barneleg — og som sammen med Fiskerne i Fristunderne befolkede Øens Kro, hvor der sviredes „som i de værste Kroer i Vendsyssel", siger den omtalte Forfatter.
Lodserne var Stedets mest velhavende Folk. En af deres Hustruer fortalte, at hun endogsaa havde tilladt sig at „trapessere" én af sine Stuer!
Et gammelt Sagn fortæller, at det er skaanske og skotske Fiskere, som først har bebygget Holmene, og at de slog sig ned paa Græsholmen. Men da næsten alle Mændene engang gik væk paa Havet under et Uvejr, flyttede Resten af Befolkningen over til Hirsholmen. Paa visse Steder af Græsholmen findes efter Sigende endnu Spor af de gamle Landingssteder sammen med Grundsten af Bygninger og Affaldsdynger af Dyre- og Fiskeben. Tidspunktet for denne Indvandring sættes til Midten af det 17. Aarhundrede; men da havde Hirsholmen jo allerede mange Beboere og dannede med sin Kirke et eget Sognekald.
I gamle Tider, naar Isgangen ved Vintertid skruede sammen om Holmene, var Beboerne ofte længe afskaaret fra Forbindelse med Fastlandet. Naar der da ind-traadte Mangel paa Levnedsmidler eller man paa anden Maade led Nød, tændtes mægtige Baal for at hidkalde Hjælp fra Landet. — Det siges, at Befolkningen i 1807—14 døjede meget ondt af Englænderne, og at den daværende Præst sammen med de fleste af Beboerne flygtede til Elling Sogn, hvor de blev nogle Aar til Krigen var forbi. Dette lyder meget usandsynligt, ialfald for Fiskernes Vedkommende. Englænderne har næppe været mindre humane her end andre Steder i Landet — og hvad har de kunnet plyndre en saadan Befolkning for? Denne vilde jo desuden være baade erhvervs- og hjemløs ved at udvandre til Fastlandet.
I Slutningen af Krigen 1864 den 3. Juli blev der Liv paa Holmene. Da kom et jydsk Dragonregiment samt noget Artilleri herover og kamperede nogle Dage paa Hirsholmen under Tilbagetoget fra Jylland. Der maa have set mærkeligt ud paa den lille Stenø, da de 30 Officerer med 1000 Mand og deres 1100 Heste tog den i Besiddelse og dækkede den med deres Teltrader, som dannede lange Gader omkring Byen. Det var en Oplevelse, som maa have gjort et mærkeligt og stærkt Indtryk paa den ensomme Fiskerbefolkning. Men allerede den 7. afrejste hele Styrken igen til Frederikshavn for at indskibes til Nyborg. —
Nu oplever man intet herovre Aaret rundt. De faa Mennesker, som sidder tilbage, har ikke stort andet at vente paa end — naar det kommer højt •— en Snes Feriegæsters Ankomst om Sommeren, eller paa Søndagene en Motorbaad fuld af Frederikshavnere, som nyder deres medbragte Smørrebrød paa Stranden, og efter hvis Bortdragen man finder noget Madpapir og tomme Ølflasker spredt paa Holmen. —•
Stranden rundt om Hirsholmen er de fleste Steder helt nøgne Stenhobe — Kampesten paa indtil en Kubikmeters Størrelse, hvor man maa springe fra den ene til den anden for at komme frem. Synet af de mos- og lavklædte Granitmasser med det brogede og straalende Blomsterflor imellem er ejendommeligt og mærkeligt — der er noget vildt og fremmed, næsten arktisk over Stedets Skønhed. Midten af Øen, paa hvilken Resten af dens lille By ligger, har dog et tyndt, græsklædt Muldlag, hvor der avles en Smule Hø. Og her findes der om Husene nogle Smaahaver, hvis yndige Frodighed man forbavses over at møde paa dette Sted.
Ude langs Yderkysten finder vi mellem Kampestensblokkene baade Stargræs, Rør og Marehalm, og ved Sydstranden nogle store Strandkaalsplanter, omringet af gul Snerre og store Mængder af Melde. Blæresmeldens yndige hvide og graa-grønne Blomster og Kællingetandens køliggule staar i Masser mellem de rust- og irfarvede Stenkroppe.
— Her er saa utroligt stille langs denne Strand. Ikke en eneste Fuglestemme lyder, ikke engang de sædvanlige Maageskrig. Kun det lange, susende Slag af en langsom Dønning mellem Stenene — ellers intet. Over Holmene og det vide Hav hviler en skyløs Himmel. Solens hvide Lys kastes blændende tilbage fra Sand og Sten og fra den blyfarvede Havflade, hvor ikke en Sejler øjnes nær eller fjærn. Men Fyrets vældige Søjle, af Granit som alting herude, rager ensom og mørk op mod Himlen og stirrer med det dagblinde Øje ud over Havet.
Af de henimod 30 Huse, hvoraf Byen endnu for halvtreds Aar siden bestod, er nu foruden Kirken og hvad der hører til Fyret kun en 7—8 Stykker tilbage. De forsvundne Boliger laa dels inde i den nuværende By, hvor deres Sted betegnes af aabne Pladser, dels Vest og Nord for denne. Den gamle Kro, hvor der tillige var Købmandshandel, laa nær det Sted, hvor den nuværende Skole findes.
Og af de gamle Holmboer er der nu kun to Familier tilbage, nemlig tre gamle Brødre Larsen, som bor sammen, og en Familie Bock, to Brødre og en Søster, som bebor to Huse. Resten er at finde ved Bangsbostrand, i Skagen og Frederikshavn — eller i Amerika.
Den 73-aarige Johannes Larsen er én af den Slags Typer, som man nu ellers kun finder ved Jyllands Vestkyst. Det er, som om de er gjort af et helt andet Stof end andre Landsmænd, disse Striler; de er saa forskellige fra de sydlige Øboer som det Landskab de bebor og det Hav, hvor de færdes. — Den gamle forlod pludselig som ganske ung sin Hjemstavn, man siger paa Grund af en hemmelig Sorg — og vist er det, at han blev borte i otteogtyve Aar uden at et Menneske hørte fra ham. Saa en Dag for 23 Aar siden dukkede han igen op paa sin Fødeø — for at finde den lige saa forandret som han selv var bleven. Og siden har han boet her sammen med sine to lidt yngre Brødre, der er ugifte som han selv. — Man maa forresten ikke tro, den gamle er et Hængehoved. Jeg saa ham en Dag imitere en Brandkæfert ned ad Bygaden til Fryd for hans Landsmænd, der bedre end jeg vidste, at den aldrig kunde være ægte. — Men Forbillederne var go’e nok!
Den yngste af Brødrene er Skrædder; han blev dette, fordi han som ganske ung ved en Ulykke mistede sin Førlighed. Han er et usædvanlig fint Hoved, en Mand med mange Interesser og vel belæst — hans Yndlingsstudium er Retshistorie! — Den mellemste Broder er Klanens Alvorsmand og den af dem, som havde det interessanteste Ansigt — men han nægtede desværre at lade mig tegne det! Da jeg viste ham Tegningen af den ældste Broder, bestyrkedes han i sit Forsæt: „Det dér,“ sagde han —- „det ligner for godt!" Og saa gik han sin Vej.
Den yngste er istand til at fortælle mig en Mængde om Øens Forhold i ældre Tid. Han véd saaledes, at Holmene allerede fra omkring 1820 ejedes af en Købmand Obersax i Frederikshavn, Fader til den omtalte Jomfru O., som var deres Ejer i 1848. I Begyndelsen af Halvtredserne fik en Kommerceraad Kali i Frederikshavn dem ved Køb. I hans Tid var alle de gifte Mænd paa Hirsholmen forpligtede til at give Møde paa Deget, den sydligste af Holmene, naar Høhøsten stod paa, og tilbringe 3—4 Dage med at transportere Høet derfra i Baade til Frederikshavn. Det var Kali, som solgte Holmene i 1871 til et Konsortium med en Landinspektør Ring i Spidsen, som spekulerede i Stenhugning og Udførsel, men som i 1883 solgte Øerne til Marineministeriet.
Paa et gammelt Kort over Øerne fra 1818 kan man se, at Boligernes Antal har været mindst det dobbelte af hvad det nu er. Fortælleren siger, at der i hans Tid er falden mindst en halv Snes Stykker. Det var Utilfredshed med Forholdene paa Stedet, især Rivninger mellem Beboerne og Øernes Forpagtere, som var Aar-sag til mange af Udvandringerne. I 1879 flyttede ikke mindre end 6 Familier samtidig til Bangsbostrand, og i 1882 drog 4 andre til Frederikshavn.
— Om Strandinger kender Brødrene mange Beretninger, naturligvis især fra ældre Tid, da Farvandene var langt mere trafikerede. 1 1834 strandede den store Bremerbark „Jupiter" paa Sandene mellem Strandby og Holmene. Det var Natten til den 16. December, og Kl. 4 om Morgenen gik Redningsbaaden ud fra Hirsholmen for at bjærge Besætningen. Det var stræng Frost og stiv Nordøstkuling, og Mændene i Redningsbaaden led haardt under Arbejdet. De naaede først hjem efter 11 Timers Strabadser, da Øboerne for længst havde opgivet ethvert Haab om at se dem igen. Men da de landede paa Holmen Kl. 3 næste Dags Eftermiddag, havde de hele Barkens Besætning med sig paa to Mand nær, som var gaaet overbord. Baade Redningsmandskabet og de fremmede Søfolk var slemt medtaget af Forfrysninger.
I Tres’erne strandede en Ærøskonnert paa Kovsholm, og hele Besætningen omkom. I 1887 gik en Vejlebark op og stod paa Nordøstrevet i en Storm, men her bjærgedes alle Folkene. Den sidste Stranding paa Stedet var en hollandsk Skonnert i April 1916.
At Skibsfarten er aftaget saa stærkt i disse Farvande — hvortil bl. a. Kieler-kanalens Aabning har bidraget betydeligt — har bevirket, at Lodserne er bleven overflødige paa Stedet og er flyttet til Frederikshavn og Skagen. Saaledes har forskellige Ting sammensværget sig og affolket de smaa Holme. —
Her findes nu i Virkeligheden knap en Snes fastboende Mennesker paa Stedet. Af de ubeboede Huse udlejer Marineministeriet enkelte til Sommergæster, og disses Ankomst er ensbetydende med, at Indbyggerne fordobles for en Maaneds-tid eller to.
— Den ene af Brødrene mener, at ogsaa Tyvsholm engang i gammel Tid maa have været beboet; thi her har han engang i Grunden fundet en Mængde Kakkelpotter, firkantede foroven og runde forneden. De var ca. 25 cm høje og stod 6 og 6 ved Siden af hinanden. Desuden har han paa de lave Grunde mellem Tyvsholm og Kovsholm fundet mægtige Lag af Østersskaller, muligvis Rester af en Køkkenmødding. Flere gamle Flinteredskaber og Skærver fra Tilhugning har han samlet paa Holmene, og han siger, at de sidste findes i saadanne Mængder, at her nok maa have været et Værksted engang i Stenalderen. — Foruden dette har han fundet flere gamle Mønter i Jorden, af hvilke nogle gaar tilbage til Erik Menveds Tid og en enkelt er fra Johan den Blindes Tid (det maa enten være Johan den Milde eller Gerhard den Blinde, han mener, holstenske Hertuger paa Kristoffer den II’s Tid).
Desuden har han en pragtfuld Samling Ravstykker, flere Hundrede af forskellig Størrelse og Farve, den største af omtrent 1 Punds Vægt. Han gaar paa sine Ture over Holmene bestandig og roder i Jorden og har selv paa den Maade tilvejebragt hele sin Samling. Sjældent gaar han en Tur langs Stranden uden at have noget med hjem. — Tilsyneladende vidste han ogsaa nok, hvad de indsamlede Genstande er værd! — Ligesom den yngste af de Larsen’ske Brødre er han et godt Hoved, men hans Sans for Øens Ejendommeligheder har givet sig et mere praktisk Udslag. For øvrigt er han og hans Søskende af delvis svensk Afstamning, idet Faderen er indvandret hertil fra Varberg og giftede sig med en Holm-bopige.
Øens store, nye Fyr, som er opført i 1886, er 28 m højt og bygget paa det højeste Punkt omtrent 50 m Syd for det gamle, smukke Fyr, der opførtes i 1838 og bestaar af et firkantet, kun ca. 10 m højt Taarn med en Bolig ved Siden. Det er nu helt indrettet til Bopæl for Fyrmesterfamilien og er omgivet af en lille yndig Have, hvor nogle store Hyldetræer dominerer Bevoksningen. Takket være denne gæstfri Familie kom vi hverken til at savne „Rylen“s Hygge eller Stedets for længst nedlagte Kro. Vi blev optaget som gamle Bekendte i dette udmærkede Hjem.
Man behøver ikke at se andet af Hirsholmene end dens lille By for at opdage, hvad Øen selv er lavet af. Foruden flere af Husene er alle Byens Diger opført af Kampesten — kæmpemæssige Diger, som løber paa begge Sider af Vejene og omringer alle de smaa Haver og den gamle Kirkegaard, som omgiver den lille lave Kirkebygning, der ligger inde i sin Torner oseidyl og ligner et stort, yndigt Bondehus med Græs og Buske groende frit mellem de gamle, faldefærdige Monumenter. Indvendig vilde Kirkens Karakter af Bondestue være fuldkommen, om ikke Inventaret viste dens Bestemmelse. Den gamle, udskaarne Altertavle med de to Fløje er fra katolsk Tid og maa altsaa være hentet hertil andetsteds fra — maaske er det et gammelt Skibsalter. Kompositionen paa Midterfeltet forestiller Gudfader og Søn, paa hvis Side staar Sete. Katharina og Set. Laurentius, holdende i sin højre Haand den Rist, hvorpaa han blev brændt. Fløjene rummer de tolv Apostle. — Prædikestolen og Stolestaderne er Renæssancearbejder, de sidste bærer Aarstallene 1631 og 1688. En Messehagel, som opbevaredes i Kirken, har Aarstallet 1647 sammen med Otto Skeels og Birgitte Lindenovs Initialer. Under Loftet hænger et Krigsfartøj, vistnok Model til et af Tordenskjolds Skibe. Mærkelig er en ældgammel Lygte, som er ophængt i Vaabenhuset sammen med en saa uhyggelig Tingest som den Gabestok af Jærn, der i sin Tid har været i Brug paa Øen.
Det er et af de skønneste og stilfuldeste Kirkerum jeg har set. Det staar som et ypperligt Monument over en Tid og en Befolkning, som snart er forsvunden for stedse. Hvilken Stemning der maa have været over dette Sted, naar det befolkedes af de gamle Holmbofiskere, som med deres strænge, haarde Ansigter med de ramsaltede Træk skred ind ad den trange Dør under det lave, svære Bjælkeloft! — Men sære Historier hører man om de Sjælesørgere, som har haft Kaldet her mellem Fiskerne: Om den uhyggelige Præst, som fra Prædikestolen altid først henvendte Ordet til de øverste, tomme Stolerader — som han i sin Galskab befolkede med en indbildt Forsamling af kongelige Personer, Ministre og Bisper, for hvem han gjorde en ydmyg Reverence i sin Indledning — han, der under en Strid med en Mand paa Øen, mod hvem han løftede Kjæp, fik Hovedet slaaet itu, og Dagen efter uden at have vasket sit blodige Ansigt rejste til Frederikshavn, hvor han saadan tilredt optraadte som Anklager mod sin Uven! — Det kunde under saadanne Forhold ofte være bedre „at sidde i Kroen og tænke paa Kirken end at sidde i Kirken og tænke paa Kroen“, som Mundheldet lyder! —
— Paa Markerne Nord og Nordvest for Byen finder vi mange Spor af den tidligere Bebyggelse — ophøjede Firkanter, som er Rester af Tomter, enkelte Veje, og Spor af gamle, nu næsten udslettede Diger — altsammen dækket af højt Græs og et tykt Tæppe af den blodrøde Storkenæb.
Forbi alt dette kommer vi ud til den ny Kirkegaard ved Nordveststranden, fjærnt fra Byen. Ligesom alt andet er den omgivet af et Stendige, men af tilhuggede Kampesten, som er opmurede med Cement. Grim er Kirkegaarden, kold og — uindbydende! — som Modsætning til den gamle Have, der omgiver den lille Kirke. Den ser slet ikke ud som om den glæder sig til at modtage de 7—8 Personer, som er tilbage paa Øen — eller det Par Strandvaskere, som maaske ved Tidernes Ugunst vil drive iland paa den stenede Kyst — og Følelsen er formodentlig gensidig. Det er Øens eneste udpræget ugæstfri Sted!
Den lille Øgruppe bestaar foruden selve Hirsholmen, som er 24,7 Tdr. Land og den eneste beboede, af Græsholmen 29,4 Tdr. Ld., Tyvsholm 1,2, Kovsholm 3 Tdr. Ld. foruden de ved Græsholmen liggende Smaapolde Møgholm, Lilleholm og Dødmand. Sydvest for Hirsholmen ligger udenfor denne Hovedgruppe i U/a km’s Afstand den smalle Stenhob Kjølpen, som er 3 Tdr. Ld.
Fyrassistenten sejlede os en Dag i sin Motorbaad over til Græsholm, som er den største af Gruppen. Den er skabt som Hirsholmen, udelukkende af store, runde Kampestensblokke, som langs Kysten ligger blottede i et Bælte paa op imod 50 m’s Bredde, indenfor hvilket den er græsklædt. Kun to ensomme Buske findes paa dens Muld, et Par Tjørne — den ene paa Nordvestenden, den anden paa Holmens Midte. Foruden disse rager kun nogle store Brændenælder op over den jævne Flade. Nogle mindre Holme i dens Nærhed har den i Tidens Løb faaet Forbindelse med, saaledes Pikkerholm, Storeholm og Dødmand, hvad der har givet den en mærkelig, højst uregelmæssig Form. Paa Øens Nordvestende finder vi en Stensætning, Rester af en veritabel Stenalderbegravelse, 372 x 41/2 m stor, sat af ret regelmæssige Sten, som nu ligger temmelig dybt i Grunden. Her fandtes intet synligt Spor af noget Gravkammer; en Fisker har i 1916 gravet en Del paa Stedet og efter Sigende fundet et Skelet, og siden har ogsaa andre rodet her, men uden at finde noget.
Det eneste Spor, Mennesker i den senere Tid har sat paa Stedet, er ved Stranden paa Nordvestenden, hvor 5—6 for Kampesten ryddede Fordybninger, de saa-kaldte „Kaaser“, fører vinkelret fra Havstokken indefter, i gammel Tid benyttede til Ophaling af Fiskerbaade. De er 3—4 m brede, indtil 30 m lange og endnu ganske jævne paa Bunden. Derimod er her intetsomhelst Spor af Boliger.
Nogle faa Faar danner i Øjeblikket sammen med et Utal af vilde Kaniner Holmens eneste Pattedyrbestand. Selv Sælerne, af hvilke Fyrassistenten endnu for 8—10 Aar siden hver Sommer kunde skyde en halv Snes Stykker, viser sig nu næsten aldrig mere paa Revene. — Et større, topografisk Værk siger om denne Holm, at den kun „anvendes til Græsning af Kaniner". Man kunde lige saa vel sige om en Rotteø, at den kun „anvendes" til Græsning af Vandrotter! — Kaninerne er her som de fleste Steder i Landet vilde, og de er her rimeligvis lige saa gamle Beboere som paa Ovrø, paa Sprogø og Amrum, hvor Valdemar Sejrs Jorde-bog nævner dem.
Holmens lave Flader, hvor Højvandet just er ved at sætte ind med en Fart af tredive Meter i Minuttet, og hvor jeg et Par Gange maatte flygte med Fotografi-stativet for dets Fremtrængen, bliver i Løbet af faa Minutter forvandlede fra Landjord til Fladvande, mens jeg staar og ser paa det. Der er en mærkelig øde Stemning over denne ensomme Kyst, hvor Sten paa et Menneskehoveds Størrelse ligger strøet med en besynderlig Regelmæssighed over den bestandig vandtrukne Bund. -— Yderst paa Fladen staar en Flok paa mindst tre Hundrede fjorgamle Havmaageunger og snakker sammen, allerede med Forældrenes grove Røst. Det er et pragtfuldt Syn da disse mægtige Fugle, Sendebudene ude fra det nære, aabne Hav, paa én Gang letter foran os og bogstaveligt formørker Solen, alt mens Skraalet stiger.
Gravgæs ser vi herude baade flyvende og svømmende, og et Par Flokke Ederfugle ligger ude paa det aabne Hav, der er grønt, dybblaat og violet — nu er vi borte fra Limfjorden og møder atter det store Havs kraftige Farver! —
Nord for Holmen ligger den lille Tyvsholm, til hvilken Johannes Larsen svømmede over, kun iført sin Kikkert. — Der gik nemlig Rygter om, at Tejsten rugede derovre. Men paa sin Udflugt dertil saå han kun denne Fugl flyvende over Holmen, og foruden den nogle Skalleslugere og Gravænder samt enkelte Maager og Terner.
— Paa Deget, som vi derefter gæstede, fandt vi de endnu ret imponerende Rester af „Tordenskjolds Fæstning". Holmen er iøvrigt om muligt af Naturen endnu mere barsk og utilgængelig end de andre, overalt rager vældige Kampesten op, og kun paa dens Indre er Rummene imellem dem bevokset med meterhøjt Græs og Brændenælder, hvor man tumler rundt og jager Benene i dybe Spalter uden at kunne vare sig for disse. — Ind til Fæstningens ca. 5 m høje Volde, der er sat af Kampesten og Jord, fører over Voldgraven vestfra en med store Stenfliser brolagt Vej, som ender i en Stentrappe ind til Fæstningen. Denne var saa sent som i Krigen 1807—14 sat i Forsvarsstand, og endnu er Anlæget ganske tydeligt og meget smukt.
Langs den vestre Strand findes en Samling af disse Holmes største Kampestensblokke; enkelte naår en Højde over Grunden paa 2 m og er 5—6 m i Omkreds.
Den 9,4 Tdr. Land store Ø hører iøvrigt ikke med til Hirsholmene, men henhører under Frederikshavn.
Læsø. Tangtækt Gaard nær Østerby.
Læsø. Bangsbogaarde. Nordlige Indkørsel til den største Gaardsplads. Graapil og Fyr ses over Tagene.
Læsø. Bangsbogaarde. Den store Skovfyr med Brøndvippen ved Gaardens Sydside.
Læsø. Juelsmindes Stuehus. Facade mod Haven i Syd.
— Kjølpeti, som vi sidst besøgte, viste sig at være en udpræget Maageø. Den smalle Holm, der paa Afstand ligner et dødt Stenrev, rummer ikke andre Fuglearter end Maager og Terner. Dominerende er Sterna cantiaca, af hvilken vi endnu aldrig har mødt en saa talrig Koloni; her yngler i Tusindvis af denne Fugl. Unger løb, krøb og kravlede henover Stenene, det saå ud som disse var levende eller befængt med Utøj — et misvisende Billede om noget saa nydeligt. Trods al Forsigtighed traadte vi en enkelt ihjæl. En anden fandt vi døende — den blev stillet op paa en Sten og tegnet, mens dens Øjne langsomt faldt til — den lille Fyr døde, da Tegningen var færdig. „Der Mohr hat seinen Pflicht gethan.“ —
En enlig Kjove saås over Holmen, forfølgende en Stormmaage, fra hvilken det efter lidt Ulejlighed lykkedes den at røve en fed Bid. Kjoven — eller Strunt-jægeren — er den fødte Røver, der som Regel ikke finder noget selv, men lever af at stjæle fra stræbsomme, flittige Medborgere.