FUR
En hvilkensomhelst „Stationsby" forekommer mig at være som Elloras Templer og Semiramis’ hængende Haver sammenlignet med Løgstør. Det var derfor med let Sind, men fyldt Proviantrum, at vi forlod den en Eftermiddag og satte Kursen mod Vest for at gaa til Fur over Løgstør Bredning, hvor et Uvejr med Vestenkuling, som længe havde truet, nu var i fuld Gang og satte høj og drøj Sø som paa et veritabelt Hav, hvad Bredningen forøvrigt ogsaa er. Strømme af salt og fersk Vand rasede henover Dækket, mens Kulingen efterhaanden steg til Storm. Da vi kom ind i Løbet mellem Livø og Fur maatte vi stryge Sejlet, men rullede dog godt rundt, indtil vi naaede ind i Smulten under Furs Østkyst, hvor vi endelig ankrede op tæt under Land i Læ af „Kirkebakken" med den anselige, højtliggende Kirke.
Øens vældige Højland med dets imponerende og alvorsfulde Bakkeknuder tager sig prægtigt ud fra Fjorden. Ak — det er nu femogtyve Aar siden jeg sidst satte mine Ben paa dette Sted! Straks ved Gensynet gaar det op for mig, at ikke alt derinde er ved det gamle: en Bunke hæslige Nybygninger har siden rejst sig langs Kysten, og deres grimme, iøjnefaldende Farver ses paa lang Afstand. Desværre skulde vore Vandringer paa Landet ikke berede mig mindre Skuffelser. Disse femogtyve Aar har været onde mod Naturen paa denne forhen saa dejlige Ø.
Geologisk falder Fur i to stærkt adskilte Hoveddele, det nordlige Højland og Syd- og Østsidens lave Flader. Den 4030 Tdr. Land store Ø, hvis største Udstrækning fra Knudshoved i Vest til Færkør Odde i Øst er 8 km, ligger med sin tætsluttede Krop, der kun paa Østsiden har et Par større Bugter, adskilt fra Sal-lingland i Syd ved det paa sit smalleste Sted kun 5—600 m brede Fur-Sund. Til dens nærmeste Nabo mod Nord, Livø, er der over „Favnedyb" 4 km. Fra dens firskaarne Krop rager som afstumpede Lemmer de lave Odder Færkør Odde og Engelst Odde, Grønør Odde, Timmose Odde, Stenør Odde og Harvarp Odde ud mod Øst og Syd, medens paa Nordvestsiden Højlandet skyder „Knuden" ud i Havet, endende i det højtrejste Knudshoved. Flere Lavninger, gamle Sunde, der vistnok før har delt Øen i 4 Dele, saaledes Faskjær og Vojel Kjær, strækker sig som dybe Flader gennem dens Indre. Paa Østsiden ligger den vide Færkør Hede. Den nordlige Del, et veritabelt lille Bjærgland, hvis højeste Punkt naar 81 m, bugter sig i skarpe Højderygge og dybe Kløfter, og ud mod Nordkysten falder det i bratte, vildsomme Skrænter ned mod Stranden.
Om Oprindelsen til Øens Navn siger Pontoppidan, at „nogle mener at der i ældre Tid har voxet Fyr-Skov og en Mængde Fur-Træer paa Landet" og at dets Navn kunde udledes heraf. Efter Resen kommer Navnet ogsaa af „Fur Skovene, hvis Levninger først i forrige Seculo endda vare til, men bleve af de Kejserlige Krigsfolk afhugne og ruinerede". Øens Moser viser endnu, at Fyrren har været almindelig paa Stedet. Den benævnes allerede i Valdemar II’s Jordebog Fuur, og det ses heri, at her af Vildt fandtes Harer, og at Øen desuden havde Jagthus. Allerede paa den Tid har Fur dog været stærkt beboet, thi dens Kirke er opført saa tidligt som 1130. — Efter en Tradition paa Stedet skal Øen i ældgammel Tid kun have haft 3 Gaarde, nemlig Gammelgaard paa Knuden, Lundgaard paa Nordkysten og Kjønsborg (et forvansket Navn) paa den østlige Side. Men dette er næppe anderledes at forstaa, end at det er gamle Hovedgaarde, maaske Herreborge, som har behersket Øen.
Kirken og det meste af Landet kom under Domkapitlet i Viborg, som det tilhørte et godt Stykke Tid efter Reformationen. I 1410 tilskødede nemlig Maren jensdatter Kapitlet Lundgaard og hele sin øvrige Ejendom paa Øen, som hun var kommen i Besiddelse af ved sin Fader Ridder Jens Mikkelsen Krabbes Død. I nævnte Aar blev Domkirken Eneherre paa Øen. Men Slægten Krabbe, som senere boede paa Krabbesholm ved Skive, vedblev dog længe efter at strides med Domkapitlet om Retten til Øens Jord, og den adelige Familie opgav først Kampen i 1536, da det fastsloges, at alle Kannikedømmer „skulde blive ved Magt at stande". Sidenhen kom Øen under Herregaarden Sødal ved Viborg. Af Sogneraadsforman-dens Papirer, som jeg havde Lejlighed til at se, synes det at fremgaa, at Udskiftningen af Jorderne fandt Sted i 1812, og kort efter er Beboerne bleven Selvejere.
Øen har Landsbyerne Debel, Madsbad, Nederby, Vojel og Engelst foruden flere Samlinger af Gaarde og Huse, saaledes Sundsgaarde, Hvirpgade og Grind-selgaarde, Søndergaarde og Pikhede Gaarde. Her er nu ialt 483 Beboelser med 1711 Indbyggere. Øen danner eget Sogn under Viborg Amt.
Lige overfor vort Landingssted ligger paa Klinternes øverste Hæld den gamle Fur Kirke, som oprindeligt hed Set. Mortens Kirke og er bygget i romansk Stil. Pave Alexander III stadfæstede i 1169 Viborg Domkapitlets Ejendomsret til Kirken. Den er ofte restaureret, dens oprindelige Stil er delvis ødelagt, og de fortrinlige Granitmure er flere Steder udvendigt dækkede af et Cementlag.
Efter en gammel Beretning skal Dele af Lavkirken, saaledes Sakristiet, være opført af det Rødsands-Konglomerat, hvoraf „Rødstenen" bestaar; men dette Materiale er ialfald ikke mere synligt i Bygningen. Kirken har endnu sit gamle Blytag; men dens Taarn er bleven forhøjet, thi der findes Spor af gamle Glamhuller langt under de nuværende.
Indvendig rummer Kirken af Seværdigheder en romansk Døbefont af usædvanlig Skønhed.
Det blæser bestandig af Vest, men Solen er ved at bryde frem. Langs Stranden under Kirken, hvor Fiskerne gaar og bøder deres Garn, synger Solsort og Gulbug i Haverne, og Skovspurvene, som har Reder i de gamle Brønde, sidder og hygger sig paa Rækværket omkring dem og pipper med sagtmodige Stemmer.
Vi gaar ind over det aabne, svagt bølgende Lavland om Vojel Kjær, hvor der endnu findes enkelte gamle smukke Boliger, men bryder af fra Vejen ved Kapel Mølle og styrer mod Højlandet i Retning af Smedjehøje.
— Hvor forandret er ikke dette Højland blevet, siden jeg sidst betraadte det! Hvor før den brune Lynghede med den lysende gule Visse var eneraadende over de vilde Bakker og de dybe, ensomme Slugter, hvor Hugormen snoede sig i de dybe Hjulspor i den sandede, røde Jord, her er nu saa godt som hver Kløft og Kuppel plettet af elendigt Agerland, og den ene kummerlige Naaletræsplantning er skudt op ved Siden af den anden. Med deres ækle Farver skænder disse Vækster her et af de ejendommeligste og skønneste jydske Landskaber, som fandtes. Allerede nu er dets vilde og særprægede Karakter udslettet, og om faa Aar vil det sidste, der er tilbage, de vide Udsigter, være forsvundne bag denne Fattig-gaard af forkrøblede Naaletræer.
Den berømte „Lille Jens’ Høj“, sammen med Stendalshøjene beliggende paa Øens højeste Punkt 81 m over Havfladen, er forlængst totalt nedpløjet, og rundt omkring er alt opdyrket •— jeg kender næppe Stedet igen! Medens de to Stendalshøje er købte af Sogneraadsformanden og fredede af Nationalmusæet, ligger lige i Nærheden den i Udstrækning største Gravhøj paa Øen, Ingershøj, upaaagtet hen til Bytte for enhver, med den ene Side bortgravet og ødelagt.
Værst er det gaaet ud over Landskabet lige Vest for Lille Jens’ Høj. Halvt forvitrede Plantninger af forkrøblede Bjærgfyr veksler med forsøgsvis opdyrkede Stykker og afskrællede, firkantede Hedefelter. Det er noget af det hæsligste, jeg har set — et af de værste Udslag af Hedeselskabets landskabsødelæggende Virksomhed. Det ligner et ækelt, ondartet Udslæt.
— Rundt om i de sparsomme Lyngfelter finder vi endnu Smuler af den gamle Flora, enkelte pragtfulde Eksemplarer af Guldblomme (Arnica montana) og Vibefedt med dens solduglignende Blade og den lille blaa Blomst paa den slanke, fine Stængel — de sidste Rester af en slagen Hær.
Og endnu, har man heroppe fra Højlandets Toppe en Rest af den Skønhed, som dette Land for faa Aar siden ejede — de vide Udsigter. Endnu hænger Luften fuld af syngende Lærker, Himlen dirrer af én sammenhængende Tone, Blæsten suser i det stride Græs om de gamle Kæmpehøje og i Lyngen paa deres Top.
Vi ligger her i Læet og hviler, og rundt til alle Sider synes Landets fjærneste Vidder at hæve sig som Randen af en dyb Skaal, hvis Bund er grøn og gylden, og hvis Kant løfter sig højt mod Himlen, dirrende i de lette Lysbølger under de drivende Solskyer. Mellem Skyernes farende Skygger falder Lyset vildt og funklende over Markerne og over Fjordens vindfurede Flade, der er saa fjærn og dybt nede, at Bølgerne synes at staa stille og Vindkastenes Ilinger at være standsede paa deres Vej. Men ude i Nord slaar Brændingen en sølvhvid Krans om de vestlige Klinter paa Livø — det ser ud, som Øen sejler vestpaa mod de skummende Vande. -— Fra Salling, Thy, Morsø og Hanherred, fra Himmerland, Harsyssel og Vendsyssel lyser en Skok af Kirketaarne. Møllerne i Ribe Stift korser sig over dem i Viborg og Aalborg. Nykjøbing, Thisted, Skive og Løgstør rækker lang Næse ad hinanden med overdaadige Luftspejlinger. Og nedenfor mig ligger Gaarde og Huse som smaabitte Ting, der kan puttes i en Noahs Ark og bæres bort i Lommen. Mennesker er som Mider at skue her nedenfor, længere borte ses de slet ikke. Men vi véd at de er der, overalt. Og overalt graver og planter de! Og de fede forstaar endnu bestandigt at jage de magre ud paa den øde Jord, af hvilken det meste vil være egnet til at øge deres Magerhed. — Men ovenover det hele er Himlen høj og blaa og uendelig. Og Lærkerne — hvor de dog synger idag!
Gennem et dystert og storslaaet Dalsystem, ogsaa delvis beplantet, kommer man herfra mod Nord ned til Kløften, hvori den berømte Rødsten rager op gennem Overfladen. Paa Steen Blicher, som besøgte Stedet, gjorde denne Hede et overvældende Indtryk. Han gribes af Uhygge ved dens Vildhed. Blicher, som var Hedens og Lyngviddernes begejstrede Sanger, levede jo i en Tid, hvor Jylland havde mere Stene end Brød. Havde han set vore Dages Resultat af Planteuvæs-net, vilde den gamle Digter have korset sig.
„Rødstenen“ og „Den røde Sien“ paa Fur er to forskellige Ting, men begge bestaar af den samme Stenart, et Rødsands-Konglomerat i Øens Bund, som kun paa disse to Steder rager op over Grunden i større Mængde. Beboerne selv kalder Fænomenet ved Stranden „Rødstenen“ (udt. Ro'stien med Eftertryk paa i), medens Fremmede, saaledes ogsaa Blicher i sin Novelle, anvender dette Navn paa den anden, som ligger i Slugten omtrent 5C0 m indenfor denne. Denne sidste, som er den mest berømte, og hvortil en Mængde Sagn knytter sig, kalder Befolkningen simpelthen „den røh’ Stien". Af praktiske Grunde vil jeg i det følgende anvende Navnet Rødstenen paa den, hvortil Blicher har knyttet Navnet.
Rødstenen ligger paa Slugtens Vestside og rager op over Jordsmonnet i en Højde af omtr. 5 m og en Længde af 14 m, medens dens Omkreds er ca. 40 m. Den synes mig mindre og mere forvitret end da jeg saa den for 25 Aar siden, og de Forandringer, som i det samme Tidsrum er foregaaet med dens Frænde ved Kysten, tyder paa, at jeg har Ret. Markerne omkring den er ogsaa nu mere dyrkede, og Stenen er paa alle Sider indhegnet af Pæle med Pigtraad, saa man tror at befinde sig i et Skyttegravssystem og ikke paa en lille fredelig Ø. En af Pælerækkerne gaar forbi Stenens Langside i blot én Alens Afstand og ødelægger helt Indtrykket af denne — en af Landets mærkeligste Seværdigheder. Det gaar med den sagnrige Rødsten som med saa meget andet af lignende Art -—• efter at Overtroen ikke mere værner den, er den hjemfalden til Ødelæggelse.
For en Snes Aar siden bad dens daværende Ejer, Bonden Tinus Nielsen, en paa Øen boende Nordmand, som var Stenhugger, om at sprænge Stenen for ham. Men en Dag, da Nordmanden sad og borede i den, hørte han en stærk, klingende Lyd inde fra Stenens Dyb. Han kom rædselsslagen løbende hjem og var ikke senere at formaa til at fortsætte Arbejdet. — Nu er man alfsaa gaaet over til Skyttegravskrigen.
Som Gudmund Schiitte paaviser har Stenen utvivlsomt i Oldtiden været viet Dyrkelsen af en Guddom, hvis Efterfølger i Folketroen er bleven den navnkundige „Bjergmand". Ved sin Størrelse og sit mærkelige Udseende var den egnet til at blive en Helligdom, hvor man som f. Eks. ved den berømte Sten i Tislund (Tyrslund) har dyrket Guden Tyr ved Menneskeofringer. Pontoppidan siger om den, at „under det bekjendte Bjerg Rødstenen er en Aabning i Stenen som et Rør med grønt glasseret, hvorom er al Formodning, at Ilden fordum der igjennem har haft sin Udflugt".
Gudens, senere Bjergmandens, Bolig maa have været i denne Aabning. Engang, siger Sagnet, var en Furbo saa nysgærrig at han lod sig fire ned deri med et Reb, og det var Aftalen, at han skulde hejses op, saa snart han rykkede haardt i dette. Snart efter hans Forsvinden mærkede hans Fæller et vældigt Ryk og halede til. Men Rebet kom tomt tilbage — det var brændt over paa Midten, og en sveden Stank var alt hvad der var tilbage af den forvovne, som havde krænket Helligdommen. Det er det sidste Menneskeoffer, som Guden har krævet.
En Mængde andre Sagn knytter sig til dette Sted ligesom ogsaa til „Smedje-højene“ oppe i Højlandet.
Naar man fra Nederby gaar gennem Madsbad og Debel og fortsætter ad Vejen over Anshede, kommer man over Faskjær Mose til „Knuden", Højlandets vestlige Udløber, hvis højeste Punkt hedder „Issehøj" (ikke som paa Generalstabskortet „Liseshøj"!). Anshede, som nu for en Del er dyrket og har spredte Beboelser, hæver sig fra den lave Sønderside jævnt bølgende mod Nord. Forude ser man paa langt Hold Issehøj og den 63 m høje Manhøj paa Nordlandet løfte deres Kropp over Varmedisen.
Vi lægger os i Læet paa „æ Knud“s Østskrænt og daser i den blomstrende Klokkelyng, som her er frodig og tæt og isprængt hvid Snerre og gyldenstraa-lende Kjællingtand. Mens Mosen og det nærmeste Land omkring den endnu har bevaret en Del af sit ejendommelige Præg, trods nogen Beplantning, gælder dette ikke om Knuden, hvor mislykkede Naaletræsplantninger skæmmer de vældige Bakker. Med deres brede Rygge dækkede af de grimme Pletter ligner de en Flok Kæmper i Pjalter.
Paa Knudens nordlige Fald mod Stranden finder vi enkelte Kildevæld, omgivet af sort, tørveagtig Jord, bevokset med Revlingris og Lyng, Klokkelyng og Rensdyrlav. Her er endnu vildt og øde. Men det er dog først naar man er kommen over Faskjærs nordlige Udløb og naar op i Klinterne østen for dette, at man ser hvad dette Land endnu kan byde paa af storslaaet Skønhed. Et vældigt Styrt findes her i Klinten, hvor Striber af plastisk Ler blandet med andre Jordarter løber i grønne, røde, gule og blaa Farver mellem hinanden og bugter sig som vældige, fede Slanger gennem Kløftens Bund ud i Havet. Øverst ligger rustgule Folder af Sand, og over disse et Bælte af graat Morænegrus. Alle Lag staar skarpt mod hinanden, det er som om Klintens Bug er revnet og alle dens Indvolde er væltede ud i Dagslyset.
Mærkeligst af alt er Forekomsten af det besynderlige Moler, som vi først saå i større Mængde ude paa Knudens østlige Fald, hvor der allerede er en storartet Virksomhed i Gang med Optagelsen og Forsendelsen af dette Materiale. Virksomheden drives af A/S Fur Moler Kompagni (startet 1919), som senere har købt Molerarealerne ved Ejerslev paa Mors, og som udfører Moleret til et stort, nyt Teglværk i Colchester nærved London, der aarlig kan producere 10 Millioner Mursten af dette Materiale. Disse Stens Isoleringsevne overfor Temperatur overgaar ligesom deres Styrke langt de almindelige Murstens, samtidig med at deres Vægt knap er den halve af disses. Man maa bøje sig for et Selskabs Virksomhed, som medfører at værdiløse Klinter og Hede kan sælges til Priser, som naar 500 Kr. pr. Tønde Land, selv om vi løber den Fare, som et Bestyrelsesmedlem i et andet Molerselskab engang pegede paa, at vi nu er ved at sælge Mors og Fur i Pundevis! —
Jo længere man kommer østpaa, jo mere stiger Klinternes Vildhed og Pragt.
Snart naar vi til Arealer, som er tæt bevoksede med Sandtisse (Tisse o: Tyrsved) der her naar en vældig Frodighed og Kraft. Vi kravler ned ad Klinten og gaar videre langs Havstokken paa den smalle Forstrand for at naa hen til den berømte Hule i Molerskrænterne, da vi ved at svinge om et skarpt Fremspring pludselig staar overfor et uhyre Monstrum, som rager frem af Skrænten, et rødt, skinnende Uhyre som et fantastisk Afgudsbillede af en glødende, koralagtig Farve. Det ligner en blodbestænkt Guddom fra en gammel Offerplads — selve Tyr, som er kravlet ud af Jorden igen efter at have hvilet der i tusinde Aar. Rødder og Sten har han kastet tilside, da Jorden brast over hans knagende Ryg. Saadan maa Gudebilledet, som Lodbrogssønnerne fandt ved Munirvogr, have set ud!
Det er „den røde Sten“, som rager ud fra Øens Indre og aabenbarer sig i Sollyset, et straalende Stykke af det Stof, hvoraf en stor Del af dens Grund bestaar, og det samme Materiale, hvoraf „Rødstenen“ er dannet, men renvasket af Stormen og Havet, som Modsætning til dens Fætter derinde, der er graa og lavbe-vokset. Hele Fremtoningen er omtrent 14 m lang og 572 m høj.
De stejle Skrænter bag Klinterne tager sig fremmedartede og besynderlige ud paa Grund af den Mængde Sandtisse, som gror ud over dem. „Vildtjørn" kalder Furboerne denne Plante; men dens gamle Navn er Tyrsved, og heraf er det nuværende Ord Tisse danne't (med langt i). Tyrsved var i Oldtiden helliget Dyrkelsen af Guden Tyr paa den Vis, at Fanger eller andre, som ofredes til ham, styrtedes nøgne ned ad saadanne bratte Skrænter, hvor denne Plante fortrinsvis vokser, hvorved deres Legemer sønderflængedes af dens skarpe Torne. Var Rødstenen helliget Guden Tyr, har der altsaa intet været i Vejen for at man ogsaa paa den her nævnte Vis har kunnet dyrke Guden lige i dens Nærhed.
Endnu et lille Stykke længere østpaa er det atter Moleret, som bliver det alt dominerende Stof i Klinten. Som mægtige Vomme hænger det ud over Stranden, delt i underlige rhomboide Brud paa en halv Murstens Størrelse og bevægende sig gennem alle Farvetoner fra sort og blaagraat til orange, okker og rustrødt. Hist og her lyser et Par glorøde, forvitrede Stumper som Ildsluer mellem graa og hvide, tørrede Lerdynger under Krattene af den friske, olivengrønne Sandtisse og de enligtstaaende Enebærbuske. Man synes at være nær ved Verdens Skabelse her, at faa et Indblik i Værkstedet og mærke et Pust fra den store Esse, hvor Jorden er bleven dannet. Og dette uvilkaarlige Indtryk er ikke helt galt. Vi staar her overfor et af de ældste og mærkeligste geologiske Fænomener i vort Land.
I Moleret har vi den største Aflejring i Danmark af Diatomékisel eller Diatoméjord, bestaaende af i Reglen mikroskopiske Skaller af Kiselalger eller Diatoméer. Disse af Kiselsyre gennemtrængte Skaller har efter Algernes Død gennem Millioner af Aar afsat sig paa Bunden af Havet sammen med Lerslam. Det er sket i Tertiærperioden, som begyndte for 5—6 Millioner Aar siden og varede til Kvar-tærperioden afløste den for ca. 73 Million Aar siden. Moleret er Saltvandsaflejringer og maa skelnes fra Mo (en meget gammel Betegnelse, som man vistnok genfinder baade i Navnene Møn og Mors). Betegnelsen Mo anvendtes i sin Tid af Geologerne bl. a. som Diatomédannelse ved Langaa i Jylland, som imidlertid er en Ferskvandskisel fra Kvartærperioden. Moleret bestaar af Diatoméjcrd iblandet Ler og enkelte andre Urenheder, især Jærn. Saa vidt vides er et Materiale af denne Art, hvor Diatoméjorden og Leret har indgaaet en saa inderlig Blanding, ikke
Egholm. Pileplantningen nær Byens Gadekjær.
Fur. Skrænter paa Nordkysten med Sandtise og græssende Faar.
Fur. Fra Nordkysten i Nærheden af den store Hule.
Fur. Detalje af Molerskrænten i Vestsidens Klinter.
fundet noget andet Sted i Verden end her i Landet. Man har uden Held forsøgt ad kunstig Vej at fremstille denne Blanding, som Naturen har været Millioner af Aar om at tilvejebringe.
Moleret findes navnlig i den nordlige Del af Mors, paa Fur og et Par Steder til ved Limfjordens nordre Kyster, i størst Udstrækning ved Hanklit paa Mors. Da det er opstaaet ved Aflejring under Vand, maa Limfjordskysterne senere paa disse Steder være bleven hævet over Havet. Dels ved disse Hævninger, dels ved Istidernes Indvirkninger er Lagene nu de fleste Steder bleven stærkt foldede.
I den nyeste Tid har Undersøgelsen af Moleret givet Anledning til den mærkeligste geologiske Opdagelse, som nogensinde er gjort her i Landet, idet en Mængde Delinger deri af fine sorte eller rødlige Lag har vist sig at bestaa af vulkansk Aske. Dette viser den overraskende Kendsgerning, at Skandinavien i den tertiære Periode har rummet virksomme, oversøiske Vulkaner, som efter Geologernes Mening har haft deres Plads fra det nuværende Skagerrak over Kattegat og rimeligvis ned over Skaane og Østersøen. Fra deres forskellige Udbrud har Asken spredt sig over Vandet og er sunket ned over Kiselalgerne som fine Lag. Disse Lags Antal er af Professor Ussing optalt til at være ca. 130, men er senere af Professor Bøggild bestemt til at være mindst 179, hver svarende til et Udbrud af Vulkanerne. Prof. Bøggild udtaler i sit Værk om dette Emne, at man næppe noget andet Sted i Verden faar Besked om en saa stor Række vulkanske Udbrud, hvis relative Afstand i Tid de mellemliggende Molerlags Tykkelse giver Maal for.
I Aflejringerne af Kiselalgerne og i de Cementstenslag, som disse stedvis har dannet, finder man Rester af Havdyr og Planter og tillige Aftryk af Insekter: Hvepse, Tæger og Guldsmede, som for Millioner af Aar siden har færdedes her mens Lagene dannedes, og som viser, at der allerede dengang har været Land i Nærheden. Man har her baade Sporene af det ældste Danmark og af dets første Beboere!
Molerets Opdagelse skyldes vistnok Postmester Niels Thaarup, som i 1761 var sendt af „Mineralogisk Selskab" paa en Undersøgelsesrejse til Fur og Mors. Senere har vore første Geologer været deroppe paa Forskningsrejse, saaledes allerede Forchhammer i 1832. To belgiske Diatoméforskere undersøgte i 1883—85 Cementsten fra Fur og var de første, som bestemte vulkansk Aske deri, men først i 1902 blev cand. polyt. E. Østrup opmærksom paa Belgiernes Opdagelse. Siden har man her i Landet ogsaa udenfor det egentlige Moleromraade fundet Spor af vulkansk Virksomhed.
Allerede saa tidligt som i 1810 berettes om Undersøgelser (i „Dagen" for 12. Oktbr.), som paa Rentekammerets Foranstaltning foretoges paa Fur for at finde Stenkul. Ved de Boringer, som ved denne Lejlighed foretoges, opstod bl. a. den endnu eksisterende Hule i Klinten ud mod Nordstranden, hvis Forekomst har givet Anledning til forskellige Forklaringer om dens Oprindelse. Ved den nævnte Lejlighed blev der nemlig paa ikke mindre end 4 Steder paa Øen anstille! Undersøgelser. Paa de to første lavede man lodrette Skakter paa 170 Fods Dybde, paa det tredje en „Stolle" paa 160 Fods Længde vandret ind i Klinten fra Stranden, og fra dennes inderste Ende en Skakt paa 170 Fod i Dybden, alt uden noget positivt Resultat. Siden borede man forgæves paa Sydsiden af Bakkerne endnu en Skakt paa 180 Fods Dybde, men intet Sted naaede man igennem Molerlaget. Medens de tre lodrette Skakter i Tidens Løb er sammensunkne uden at efterlade
sig noget Spor, har den vandrette Stolle i Yderklinten staaet til den Dag idag, omend dens yderste Del er fortæret af Havet.
Der behøvede ikke at gaa ret mange Aar, inden man paa Øen havde glemt hvorledes disse Huller var bleven til, og siden har Hulen i Klinten sat Beboernes Fantasi i de mærkeligste Svingninger. Nogle af dem hævdede overfor mig, at det er Fanger fra „Svenskekrigen", som har søgt efter Guld paa Stedet, men som blev afbrudt i Arbejdet og sendt over til Hannæs. Andre sagde, at Hulen i Begyndelsen af forrige Aarhundrede er gravet af engelske Krigsfanger, som mente at kunne finde Kul paa Stedet. Endelig har flere ældre Folk paa Øen bedyret, at deres Bedsteforældre selv har set, at svenske Fanger, som var internerede her under Krigen 1807—14, har gravet Hulen for at finde Kul, og at Beboerne selv senere hjalp Fangerne med at flygte over til Hannæs!
Det viser sig, at der er en Del Mening i Galskaben. Af Fr. Thaarups Beretning om Undersøgelserne paa Mors og Fur fremgaar det, at disse foregik paa Fur i 1809—10 under Opsyn af Bergkandidat Miinster, hvis Medhjælpere var en Stiger Sunne og en Skaktarbejder Holmboe, begge fra Segeberg Gipsbrud, foruden 10 Arbejdere. Hertil kom yderligere „Opseer" Preus med 4 svenske Krigsfanger, formodentlig Bjergarbejdere. —- Baade Tidsbestemmelsen, Kullene og de svenske Fanger er altsaa rigtige nok. Under „Englænderkrigen" 1807—14 var vi som bekendt engagerede mod Sverige i 1808—09.
Vi gik ind i den berømte Hule, som er omtrent cylindrisk, og hvis Indgang er saa nær Havstokken, at Bølgerne ved Storm og Højvande kan sende deres Fraade langt ind i den. Dens yderste Del er saa snæver, at man maa gaa krumbøjet igennem den; men senere udvider den sig og bliver mere end mandshøj. Det viste sig, at dens Bund nu kun ligger ca. 25 m fra Indgangen. At vi havde naaet dens oprindelige Bund og at den ikke var sammenskredet, viste det lodrette Hul, som er Resten af den gamle Skakt paa Stedet. Hulens Vægge er overalt ujævne, Fugtigheden driver ned ad dens Sider, og forneden er den dækket af Vand og nedvasket Slam. Ved sin Afslutning er den omtrent 3 m høj og har en meget uregelmæssig Form, som om man havde tænkt sig at grave Gange i forskellige Retninger. Resten af den lodrette Skakt maaler ca. 2 m i Diameter; dens Dybde kunde ikke maales, da vi vilde have været nødt til at dykke i Mudder.
Den nuværende forholdsvis ringe Afstand fra Hulens Indgang til dens Bund — ca. 75 Fod mod 160 da den blev gravet — viser, at Havet i de 114 Aar, som er forløbet siden den blev gravet, har fortæret ca. 28 m af Klinten.
Landskabet er barskt herude i dette Bjergland, Markerne ligger udsat for alle Vindes Hærgninger, og Jorden synes øde og fattig. Et godt Eksempel paa, hvad Klimaet udsætter disse Folk for, har vi ved Synet af en ung Plantning paa en af Bakkeskraaningerne, hvor de foregaaende Dages uhyre Regnskyl bogstavelig talt har flyttet Plantagen med Sand og Grus og Træer og det hele ned i Lavningen, hvor den er havnet i en Kartoffelmark, som den næsten helt har skjult under deltalignende Striber af Sand, mens smaa Naaletræer ligger slængt hulter til bulter mellem Kartoflerne.
Ved Nordkysten omtrent udfor N.-Lundgaard fandt vi nogle gamle Sænkninger i Klinterne, som er højst besynderlige. Klintens øverste Lag, som aabenbart hviler paa tykke Lag af plastisk Ler, er i en Række af forskellige Skred gledet ud mod Kysten, saa der er fremkommen den ene bratte Sænkning udenfor den anden med skarpe Afgrænsninger i Jordsmonnet. Undertiden er Randene mellem Afsatserne mange Meter dybe. Og op gennem Sænkningerne er Flyvesandet kommen og har lagt sig i bløde Puder, saa man har den mærkeligste Blanding af Klint og Klit.
Lige Vesten for dette Sted findes et ejendommeligt System af Smeltevandsrender fra Istiden, et indviklet Delta med store, bastionagtige Fremspring imellem Skaarene. Disse Bastioner ligner med deres skarpe Rygge en Flok gigantiske Dromedarer, der har lagt sig til Hvile tæt opad hinanden med Forkroppene vendt mod Stranden og Hovederne begravet i Sandet. Hele Landskabet heromkring er pompøst, imponerende ved sit øde Udseende, sin gribende Uhygge. Selv Samsøs berømte Nordland er en Idyl mod dette Utgaard, som først nyligt synes forladt af balstyrige Jætter.
Lavlandet, hele den sydlige Del af Øen og omtrent 2/3 af dens Areal, er i landskabelig Henseende kedsommeligt, naar undtages Færkør Hede, der begrænser den lavvandede Færkør Vig. De mange Nybygninger der findes i Landsbyerne og danner et sammenhængende Bælte imellem dem eller ligger spredt over Markerne, tjener ikke til at gøre Synet mere tiltrækkende. Fra Vejen gennem Madsbad og Debel til Søndergaarde eller østpaa til Engelst ser man overalt kun de ensartede Agres Felter, hver Tomme af Landet er dyrket eller ligger som græsrig Eng. Ogsaa her er Gaardene for Størstedelen nye, og de enkelte gamle er daarligf bevarede. Lavlandet er skovløst, og en Plantagerække langs Færkør Hedes Vestside er de eneste Trævækster, der rager op over Fladen, naar undtages nogle Plantninger eller tarvelige Haver ved Boligerne. Ved Bøndergaardene er der som oftest ret uordentligt og snusket, og i Haverne gror Brændenælder, Følfod, Tidsler og Buske i broderlig Forening mellem hinanden. Den Pyntelighed og Sans for Skønhed, som findes f. Eks. paa de fyenske og andre sydlige Smaaøer, er her en Sjældenhed.
Af Øens 3 gamle Møller er Søndermølle ved Stenør Odde sunket i Grus og totalt forsvunden, mens de to andre, Vestermølle og Kapel Mølle, endnu tygger deres solide Foder. Den sidste er sammen med Kirken Øens smukkeste Bygningsværk. Møllen virker i det lave Land som en Magnet paa Blikket og paa Sindet, der hvor den løfter sig over den jævne Flade med det fjærne, bølgende Højland som Baggrund.
Men hos en Befolkning, som næsten altid lever under haarde Vilkaar og i bestandig Kamp mod et voldsk Klima, kan man ikke vente at finde den samme Sans for æsthetiske Værdier som hos relativt forkælede Mennesker under blidere Kaar. Ser man R. H. Kruses Beskrivelse af Fur fra 1874 igennem, vil man Gang paa Gang møde Beretninger om voldsomme Udslag af det ubændige Vejrlig, hvor Storme og Oversvømmelser hærger den lille Ø, og hvor Kampen for at bjærge Livet maa gaa forud for alt andet. Man har Bryderi nok med Agrene og Ulyst til at ofre Tid paa at fremelske Luksusplanter i Haverne, som har vanskeligt ved at staa for Skud af det barske Vejr. I 1822, 1825, 1831 (to Gange, i Marts og Juli), 1835 og 1839 (i hele 3 Døgn) hærges Øen af orkanagtige Storme, hvor Havet under den sidste gennembryder den dengang landfaste Aggertange, fylder Limfjorden med Saltvand og dræber dens mange Ferskvands-Fiskearter, som i Læssevis drev op paa Stranden, og som efterhaanden helt uddøde. Skrækkelige Beretninger om Vandfloder, som jager Øboerne fra Hus og Hjem og lægger deres lave Marker øde, gaar altid i Stormens Følge. Havet stiger til henimod 4 Alen over dagligt Vande, Vojelkjær og Faskjær bliver brølende Sunde, som farer over fra Kyst til Kyst, Huse ødelægges, Redskaber og Baade forsvinder i Vejret. Saadanne Beretninger kan man finde nok af helt op til vore Dage, selv om de ikke er skrevet ned.
Dette Klima har dannet sin Befolkning.
Furboerne er sjældent udvandret. Selv som Søfolk, som hvilke de har haft et fortrinligt Ry, er de altid vendt tilbage til deres Fødeø, saa det er en gammel Slægt, der bebor dette Land, hvor ogsaa kun sjældent Fremmede indfinder sig. Indvandrerne vakte ialfald tidligere Furboens Uvilje og Mistro, han havde bestandig noget at udsætte paa dem og giftede sig ikke med dem. Derfor har Befolkningen holdt sig usædvanlig ren; men Følgen er et indviklet og udbredt Familieskab og hist og her nogen Degeneration.
Den hyppigst forekommende Furbotype er en Mand, der kan staa for Skud. Det er en stor, bred og grovlemmet men velbygget Karl med kraftige Ansigtstræk, ikke særlig høj Pande, men stor Næse og kraftigt Kæbeparti og Hage. Som gamle er Mændene tilbøjelige til at blive svære og tunge, hvad der maaske særlig gælder for Søfolkene og Fiskerne. De fleste er lyshaarede og blaaøjede, og helt igennem fortrinlige nordiske Typer. De unge Kvinder er ofte ganske smukke — en buttet, rødmusset og velvoksen Type. De ældre Kvinder er som Regel noget hærgede og udslidte og ser ofte sygelige ud. I en Børneflok dominerer den lyse Type altid voldsomt; af en Flok paa 15 Stkr. udenfor en Skole i Alderen 13—15 Aar var 7 næsten hvidhaarede, 3 gullokkede og Resten blonde i forskellig Afskygning.
De yngre eller midaldrende Fiskere, af hvilke vi ser en Mængde baade ved Nederby og ved Havnen, er næsten alle brede og velbyggede, enkelte „brølstuer KaaT‘ er der imellem dem. Mellem de ældre ses adskillige med det typiske, indremissionske Apostelskæg — det eneste ydre Tegn paa, at Befolkningen for en stor Del tilhører Missionen. Selv hos de mere udprægede indenfor denne er der ingen Surhed og Særhed at finde, saaledes som f. Eks. paa Sejerø og mange andre Steder. Alle er venlige, imødekommende, paa staaende Fod tilrede med Oplysninger — hos alle finder man Jydens lune Blink i Øjenkrogen ved første Velkomsthilsen.
Jeg vil sent glemme mit første Møde med den gamle Bonde Jens Tharri fra Madsbad, som man havde omtalt for mig som Kender af sin Ø og som Fortæller, jeg fandt ham paa sin Vogn paa Landevejen, travlt optaget -— en stor, bred Gamling af Høvdingeydre. Jeg standsede ham, og paa min Forespørgsel om jeg maatte besøge ham og om han kunde finde noget at fortælle mig, svarede han straks:
„Jow — a kan sgi’ godt find’ po nøj aa faatæ’el Dem. Aa a kan osse sæj’ nøj, der æ nær ve’ æ Sandhied!“
Ham gik jeg ikke forgæves til!
Pontoppidan siger, at Furboerne til daglig er et nøjsomt Folk, og heri har han sikkert Ret. Derimod tog han vist storligen fejl, naar han skildrede dem som ædruelige. Ialfald fortæller Lægen paa Øen mig, at endnu for et Par Menneskealdre siden var ikke sjældent en Furbomands aarlige Ration Brændevin 400 Potter og en Furbokones 200! Hans Kyrre fortæller i sin lille fortrinlige Bog „Fur-boerne", at ved Bryllupsgilderne var Mændene ofte saa drivende fulde, at de næppe kunde gaa. Et Bryllup, hvor ikke i det mindste alle Mandfolkene var dygtigt anløbne, ansaas for mislykket. En gammel Furbo fortalte Kyrre, at Faderen til en Brud engang havde ført en Brændevinsdunk med i Kirken.
Samme Forfatter siger, at Befolkningens tunge Gemytter, som er formede af den barske Natur og fulde af mørke Sagn og Overtro, kunde ved deres Gilder slaa over i vild Lystighed. „Liegstouw“erne spillede en stor Rolle paa Øen. Men medens disse i andre Egne af Jylland mest prægedes af Dans og Danselege, var det paa Fur Sangen og Fortællingen af gamle Sagn, man dyrkede. Ved disse Gilder, hvor den „røgede" Brændevin kom frem, fejrede man ofte rene Orgier. „Hwor æ Branwiin indda ka’ lætt en sølle Minnesk!" er en gammel „Sejj" fra Furbogilderne.
Af Sagn kendtes i Hundredvis, som paa denne Maade bevaredes til helt op i vore Dage. Sangene, som brugtes her, og som oprindeligt nedstammede fra vore gamle Folkeviser, af hvilke ogsaa en Del paa denne Vis blev bevarede til op imod vor Tid, og hvoraf et Par har faaet en fortrinlig Variation paa Øen, blev senere ændrede gennem Tiderne og fik her en særlig Kolorit, svarende til deres Hensigt: at forhøje Stemningen ved de bacchanaliske Fester, hvor de anvendtes. Men nye er sikkert ogsaa kommen til. Sten Blicher fortæller i Novellen Livø, at han i sin Ungdom i Limfjordsegnene „af en gammel Bonde hørte saadanne Sange, der just formedelst deres Vildhed gjorde hos mig en sælsom Virkning." — Ogsaa efter andre Beretninger skal disse Viser have været ejendommelige, dels vilde Fiskersange, dels meget drastiske og uanstændige. Kyrre har hørt en gammel Furbo-kone foredrage et Par saadanne Sange, som betegnede disse Festers Kulmination, og som brugtes ved Legestuerne i hendes Ungdom. Til Trods for at de var i høj Grad uanstændige, sang hun dem som den selvfølgeligste Ting af Verden, og hun fortalte at hun kunde flere. Men Forfatteren havde faaet nok af de to Prøver, siger han. Forhaabentlig har han dog nedskrevet alle dem, han kunde overkomme, selv om de ikke egner sig til Offentliggørelse.
Pontoppidan paastaar, at Furboerne var musikalske. Det er svært at afgøre om han har Ret. Saavidt mig bekendt er Melodierne, som anvendtes i deres Sange, ikke nedskrevne, og om de er originale eller ej, véd man nu lige saa lidt som hvorledes de har sunget dem. Men det synes at modbevise hans Paastand, at Instrumentalmusik overhovedet ikke anvendtes paa Øen — en Oplysning, som han samtidig bringer. Kan man iøvrigt hertillands virkelig med Rette tale om en musikalsk Befolkning i en bestemt Lokalitet, da maatte denne blive en Oase i vort ellers i saa Henseende stedmoderligt udstyrede Folk.
Blicher siger i „Rødstenen paa Fur", at „paa Helligdagene passer disse Øboer Kirken lige saa troligt som Marken og Havet de andre seks." I den Henseende er ingen Forandring sket. Reaktionen mod Drikkeriet er nu kommen i Form af fuldkommen Afholdenhed.
Kyrre hævder i sin Bog, at Furboerne fra gammel Tid er et voldsomt Folk, tilbøjelig til at rotte sig sammen og sfaa Ryg mod Ryg over for fremmed Vold. En Viborg Landstingsdom fra 1567 viser, at Øens Beboere paa den Tid ligger i Strid med en af de adelige Jordejere, paa hvis Vegne „Delefogeden", en Betjent under Lensmanden, har stævnet Beboerne til Møde paa Øens gamle Tingsted „Lille Jens’ Høj“. Beboerne, som frygter Lovtrækkeri og Rettens lange, besværlige Vej, er mødt fuldtalligt. Og da Delefogeden bedst er ifærd med at oplæse sine Lovparagraffer, springer en Mand ud af Tilhørerskaren og støder sin Kniv i Brystet paa ham. — I Stedet for at paagribe Drabsmanden, lagde hans Landsmænd sig paa Knæ og bad inderligt til Gud, at den døende „motte komme thiell Skiell oc Schrifftemaaeir — og mens „Gud allermægtigste naadeligen dette tilbed", undflyede Gærningsmanden. Den mærkeligt milde Dom kom til at lyde paa mindre Bøder til de tilstedeværende, fordi de ikke greb Drabsmanden. Han var paa det Tidspunkt, da Dommen faldt, endnu ikke fanget. —
Hr. Iver Krabbe paa Krabbesholm, som ikke kunde forvinde sin Ærgrelse over at han havde mistet hele sin Furske Ejendom til Domkapitlet i Viborg, afholdt sammen med sin Fælle Hr. Hans v. Wisch i 1532 demonstrativt en Jagt paa Øen, hvorved Beboernes Hegn og Sædemarker nedtrampedes, mens Hundene skambed deres Lam og Ungkvæg. Men det var de rette Folk, han var kommen til. Furboerne svor Hævn, og Domkapitlet fik i dem for Fremtiden ivrige Forbundsfæller i Kampen mod Godset, som endte med Nederlag for den mægtige Krabbe’ske Familie.
Det private Opgør, som Furboerne havde tilbage med Hr. Iver, fik de istand kort efter ved Grevefejdens Udbrud; da de mandsstærke mødte ved Svendstrup under Skipper Clemens’, var deres fornemste Formaal at faa Ram til Adelsmanden og se hans Krop hænge saa højt som hans Stand og Stilling krævede. Og da Adelsmændenes Hær er slaaet, er han ogsaa straks levende i deres Hænder. Men saa hænder det mærkelige, at paa Vej til Retterstedet er der en af de oprørske Bønder, Jens Jepsen, som beder godt for Delinkventen — med det forbavsende Resultat, at man lader ham slippe! At Krabbe fik Lejlighed til at vise sig taknemlig mod sin Redningsmand, fremgaar af følgende, citeret i Danske Magasin: „1545 torsdagen epther missericordia dominij Jens Jepsen i Hollenstedt fiick breff, att motte were frij fore hans halsløsning ephter thij hånd friide Iffuer Krabbes Hals i nesfe forgangne feygde.“--
Hans Kyrres Bog, af hvilken dette kun er et ringe Uddrag, som viser et Par enkelte Sider af Furboernes Karakter, bør læses af alle, som ønsker at lære denne gamle Befolkning nærmere at kende.
Af gamle Begravelsesskikke nævner han bl. a. den samme, som er omtalt ved de sydfyenske Øer, at Enken under Kirkefærden sidder med Skørterne op over Hovedet, men her paa samme Vogn som Liget.
— Et Folk, der har levet under saa haarde Kaar som Furboerne, og hvis Sind af den barske Natur og af Modgang maa stemmes særlig modtageligt, bliver naturligvis let grebet af Kristendommen i den særlige Form, som Almuen hører prædike af sine Jævninge. Kyrre siger, at da „den hellige Væver" i Firserne kom til Øen, var Jordbunden godt forberedt, og en svag Modstand fra enkelte Beboeres Side var virkningsløs overfor den almindelige Smitte.
Nu er „Bindstouwer" og „Liegstouwer" og Bacchanaler bleven afløst af Missionsmøder, de vilde Fiskersange af Salmer og „Hjemstavnstoner". Man gaar ikke længere i Kirke med Brændevinsdunk, men i Selskab med Salmebog. Om Overtroen er der sat Pigtraadshegn, og de mange fantastiske Sagn er afløst af Forestillinger om, at der skal kunne gro Skove paa Hedebakkerne. —
Det siger sig selv, at jeg var spændt paa at træffe en Personlighed som den gamle Jens Tharri, og snart efter vort første Møde opsøgte jeg ham i hans Gaard i Madsbad. Han modtog mig med en Værdighed, der i nogen Grad kontrasterede med hans første, joviale Hilsen paa Landevejen. En imposant Skikkelse er han, stor, bred og vægtig og med det smukkeste, skæggede Ansigt og mest indtagende Smil, jeg har set paa nogen Mand. Han fortæller, at han har tre Sønner, af hvilke den mindste er 70 Tommer, og de to andre vejer lidt over 200 Pund. Tre endnu levende Brødre har han i Australien og to Søstre i Amerika, omtrent jævnaldrende med ham. Hele hans Fremtræden bestyrker det, som han først forsikrer mig, at Furboerne er vant til som Sømænd og Fiskere at færdes viden om, og at de er mere belevne og elskværdige end de fleste af deres Naboer paa Fastlandet. Hans Landsmænd, siger han, er en stout og agtet Race, og ingen i Egnen heromkring nægter Furboen Kredit.
I ældre Tid, indtil for omtr. 80 Aar siden, var mange af Øens Gaarde Tvilling-gaarde, hvor Familierne slog sig sammen to og to af Frygt for Tatere og omstrejfende Skarnsfolk — for Forsvarets Skyld. Tharri husker tydeligt fra sin Barndom de vandrende Folk med Børn og Glarkister paa Ryggen.
Indtil for 75 Aar siden drev ingen Mandfolk paa Øen Landbrug, Mændenes Haardførhed drev dem ud paa Søen, og Kvinderne pløjede, saaede, høstede og tærskede alene, fordi Fiskeriet mest faldt paa de Aarstider, da ogsaa Agrene kræver Arbejde. En stor Del af Befolkningen er endnu fortrinlige Fiskere. Om Vinteren drives paa Islæget Aalefiskeri gennem Huller med usædvanlig lange Lystre, indtil 30—35 Alen og af en ejendommelig Form med 2 „Sakse".
Befolkningen formerer sig kolossalt; i mange Ægteskaber findes 8—10, i enkelte 16—17 Børn. Men som Følge af den megen Indgiften degenererer de ofte stærkt. Det er meget almindeligt at Søskendebørn indgaar Ægteskab, og en ofte forekommende Følge deraf er en mere og mere om sig gribende Tuberkulose.
— I Tharris smukke Stue, hvor jeg sidder og tegner ham, finder jeg et velforsynet Bogskab, hvori der hverken mangler forskellige Klassikerudgaver eller Store Nordiske Konversationsleksikon. Da han nu spurgte mig, hvad Johannes Larsen og jeg egentlig var for Folk, tog jeg Leksikonet ned og viste ham vore Navne deri. Han saa paa mig med et lunt Blink og granskede et Øjeblik mit Udtryk. Da han syntes tilfreds med det, sagde han: „Ja—ja, a tæn’t jo nok, te det war stuer Folk!" Men saa spillede han en Trumf ud:
„Men no skal a for Resten sejj Dem nøj. A er missæl Fætter te’ Indenrigsminister Hauge! Hwa sejje Di te’ det!“
Og han pegede ud ad Vinduet paa en Gaard i Nabolaget og viste mig, at dér var Fætteren født. „A stu’ Fadder te’ ham, da a war en Knæjt po sejsten Oer,“ sagde den gamle. „Og nær han no kommer aa besøge mæ, saa sejje han ligeud: Godaw Do!“
Den kunde jeg ikke stikke. Og da vi skiltes var det som Folk, der ikke har noget at lade hinanden høre.
Den gamle Fisker Per Sørensen, ogsaa i Madsbad, meddeler mig ligeledes flere Ting fra Øen. Ligesom Tharri er han en udpræget Furbotype. Han er nu 76 Aar, og har indtil for 2 Aar siden ført sin egen Baad paa Fjorden. Fra sit 54de til sit 74de Aar sejlede han rundt med en Kvase og opkøbte Fisk, som han afsatte i Løgstør, Nibe, Aalborg og andre Limfjordshavne — altid ene Mand i Baaden. Hans lille elskelige, gamle Kone er desværre sygelig og svag, lidt forslidt som saa mange gamle Almuekvinder. Men et sødere Menneske end hende har jeg næppe truffet, altid med et stille, blidt Smil, selv naar hun fortæller om de mange Genvordigheder, som har mødt hende i Livet — hvad der jo er fristende at dvæle ved, naar der endelig kommer en Fremmed, som aldrig har hørt om det før og som vil lægge Øre til.
Mens jeg tegnede de Gamle, fortalte han mig løst og fast om Øen.
— Om Hedeselskabet fortæller han, at det for 25 Aar siden tilbød at beplante Færkør Hede imod at have Retten over Arealet i 25 Aar. Beboerne sagde Nej og plantede selv. Den største Del af Plantningen derude er dog anlagt af Beboerne for længere Tid siden. Opdyrkningen af Nordlandets Bakker begyndte saa smaat for omtr. 40 Aar siden og Plantningen derude for 32 Aar siden. Men først i de sidste 25 Aar har Arbejdet taget Fart. Mindst Halvdelen af Bakkerne er nu Agerland, og af den resterende Del er over 1la Plantage. Enhver Ejer planter paa sin Grund.
Af Vildt findes paa Øen baade en Mængde Harer og Agerhøns, ligesom her er Ræve, Maarer og Lækatte, hvorimod Ilderen savnes. Her er brun Rotte og mange Vandrotter, Hus- og Markmus og Pindsvin, men ingen Muldvarpe. Firben og Hugorme er almindelige, hvorimod Klokkefrøen og den grønbrogede Tudse mangler. — Hele Øens Jagt udlejedes i 10 Aar fra 1919—29 til et Selskab af sjællandske Jægere for 25000 Kr. Pengene anvendte Beboerne til Opførelse af et fortrinligt Alderdomshjem, som for Tiden huser 16 gamle Folk foruden en Bestyrerinde og nogle Sygeplejersker. Hjemmet, som jeg havde Lejlighed til at se, synes udmærket indrettet og ligger paa Højderne ved Nederby med herlig Udsigt over Sundet. — Det var en smuk Anbringelse af Pengesummen!
Det er sjældent, man nutildags ser en af Ydre saa umiddelbart indtagende mandlig Ungdom som paa Fur. Cigaretterne, den skævtsiddende Sixpence og den marekatagtige Pandelok har endnu ikke holdt sit Indtog paa denne fjærne Ø. Sunde, naturlige og frimodige ser disse Svende ud. Særlig husker jeg et Par Fiskergutter, som jeg en Dag traf ved Havnen, efter at jeg i en skrap Paalands-storm længe havde holdt Øje med deres Baad, som kom kystlangs nordfra for at søge Havn, mens Søen gik hul, slog hvid Fraade over Baaden og fejede hen over dem. Jeg kom ned til Havnen samtidig med at Baaden løb ind, og fandt den bemandet med to Syttenaarsgutter, herlige at se paa, drivende af Søvand, smukke som to Havguder. Der var noget næsten pigeagtigt ved deres glatte Ansigter, saa unge og friske de var. Men det var et Par Karlfolk, som var inden i de stive Klæ’r. Disse to Svende havde været ovre ved Liv Tap og trække Aalevaad hele Natten, et Arbejde som var saa „dawle“ for dem, at de vilde have faaet sig en god Latter, om man havde udtalt sin Beundring for det.
For den Fremmede vil Furboens Sprog næppe synes synderligt afvigende fra de nære Sallingboers, og efterhaanden som Tiden gaar, vil vel ogsaa de fleste Dialekter nærme sig hinanden for sluttelig at gaa over i det fælles Rigssprog. Manden, som passer Telefoncentralen paa Øen, gav mig i Hænde en Del Optegnelser, handlende om en af Øens skattede Humorister ved Navn Gammel-Eski, som forlængst er død, men hos hvem Fortællerens Far tjente som Dreng. Disse
Fur. „Den røde Sten“ ved Nordkysten. I Baggrunden Skrænten med Hulen.
Fur. Indgangen til Hulen i Molerskrænten.
Fur. Et mægtigt Skred i Blaalersklinten paa „Knuden“s højeste Sted. Klumpen nede i Hakket er paa Størrelse med et Bondehus.
Fur. Et Delta af „Skaar“ fra Istiden, set indefter fra en af de yderste Knuder. Øverst en Faareflok.
Fur. Gammel Stentrappe til Bryggerset paa Nørre Lundgaard.
Fur. Gaardsplads med Piletræ i en forfalden Gaard nær Faskjær.
Fur. Fisker Per Sørensen og hans Kone.
Fur. To unge Fiskere fra Debel.
„Humoresker" har ialfald den Værdi, at de rummer en Del Gloser af det gamle Furbomaal, som nu siges næsten at være forglemt.
•— Gammel-Eski havde en Nabomand, som hed Son Moog (Søren Maage). Denne kom en Dag ind til ham. „Son Moog bowed op i æ Kant o æ Bak. Saa skuld han haa en bette Dram. Eski saa: Værsgu’ aa taa’n Slewvver i di Neb! — Men blywwer æ Mogg ikki saa gal — hopper ud o æ Dar aa ind i æ Mooghol — ha ha ha! saa Eski.“
Engang var Eski sammen med sin Søn Jakob ved at kline en Ovn op. Mens det staar paa ser han et Par Tegerkwonner (Tiggersker) komme ind i æ Hisaam (Bryggerset). I en Fart tager han et gammelt Trævinnie (Trævindue) og begynder at kline det fast i æ Baagænd’ o æ Ovn: „Her ska I si, bette Folk, hvor nem vi ka si, nær æ Brø æ baaged!“
Af slige Fortællinger fandtes en Uendelighed; men kun faa af de anvendte jydske Gloser forekommer mig at afvige fra dem, der er i Brug paa det nærmeste Fastland. Et andet Eksempel fra samme Række Optegnelser er noget bedre: Havde en Kone siddet for længe ved en Kaffesladder, kunde hun fare forfærdet op og udbryde:
„A ska meddeme ted aa hjem aa syr’ nø søien Seid innen Soren kommer hjem fræ æ Fywwer!" — Aa saa spring’ ud o æ Dar aa øwwer æ Vaisgrob aa hjem aa gjør Sand; for de’ war jo saamtih undsand. („Jeg skal minsæl til og hjem og stege nogle vindtørrede Sild inden Søren kommer hjem fra Fjorden!" Og saa springe ud ad Døren og over Vejgrøften og hjem og feje og strø Sand paa; for der var jo sommetider ufejet (undsand er uoversætfeligt).
Den ikke altfor springske Humor i disse Eksempler kan være med til at tegne Billedet af Furboerne, saaledes som de skildres i en gammel stedlig Vise:
Di er laangsom i Hannel aa senne (sindige) i Taal,
men no stærk aa no støtt aa no bredskaaller Kaal.
— Som Billede paa Furboens Selvfølelse kan bruges følgende Mundheld: „Fursund er kun 1500 Alen bredt, men dog bredt nok til at skille Verden i to Dele, Fur og det øvrige!" Og ironiserende over Beboernes Stedbundethed er følgende Ordspil: „De’ æ indda godt o vær’ hjemm’ igjen," sa’e Debelboen, han havde været i Madsbad.
Det er Havets Mystik, indpræntet i Sindet i stormfulde Døgn og i mørke Nætter, som mest giver Furboernes overtroiske Forestillinger deres dystre Præg, og i disse Forestillinger rummes mere Originalitet end i deres Sagn, der saa godt som alle har Sidestykker rundt om i Jylland. Naar den ensomme Vagtsmand i Nattetaagen sidder over Rorpinden, kommer sælsomme Ting frem under Vandet; og hænder det, at han af Kedsomhed kommer til at fløjte, da farer de op over Vandfladen, alle de onde Væsner, ildrøde Djævle med store Gloøjne, smaa Børn, der rækker Armene op for at gribe Baaden, men forneden er skabt som Fisk — eller sorte Baade, der stryger forbi med Sejlene nedad og suger Vandet bort med sig i en Hvirvel. Saa maa man nævne det hellige Jesu Navn tre Gange for at bjærge sig. —
„Søflagermusen" gør sine Mørkesving om Kølen og Baadens Borde og jager med Makrelstimerne, disse uhyggelige Fisk, som æder Mennesker og kan suge dem med sig ned paa Dybderne. — Den unge Fisker Jens Brink, som var slem til at gaa i Søvne, vandrede en Nat i sin Slummer henad Baadens Lønning, da hans Kammerat Kristjan Tækker raabte til ham for at advare ham. Men i det samme saå han Søvngængeren glide ud i Vandet og kastede en Ende ud til ham. Jens fik Tag i den, men hvor godt og længe de end stred, sank den druknende bestandig dybere og gik tilsidst tilbunds. Lige idet Kammeraten sank, saå den anden en lang, sort Skygge, der gled hen over ham og sank med ham. Det var alle Makrellerne, som skulde ned og holde Maaltid. Og siden saa ingen noget til Jens Brink.
Ogsaa paa Fur har man en Version af det udbredte Sagn om den kloge Mand, der bliver ædt af Lindormen hvorpaa Øen hviler, fordi han vil fordrive Øens Rotter. Han lokker disse over Vandet til Rotholmene, men bliver smadret af Lindormen, hvorved Beboerne slipper baade for Rotterne og den udlovede Belønning for deres Fordrivelse.
Ogsaa her findes Sagnet om Bjergfolkenes Udvandring ved Nattetide, da de fordrevet af Menneskene og deres Tummel usynlige lader sig ro over Fursund til Fastlandet og forsvinder for stedse. Kun én Gang vendte de tilbage — det var da Prins Christian, den senere Christian VIII, i sin Tid besøgte Fur. Da vendte Bjergfolkene Natten forinden hjem til Øen og pillede Mosset af Rødstenen for at hædre Prinsen!
Foruden det landskendte Sagn om Kong Valdemar, der faldt i Tanker med den ene Fod i Stigbøjlen, knytter sig til Rødstenen en Mængde andre Sagn, især om Bjergfolkenes Skatte og Befolkningens Forsøg paa at faa fat paa dem. De fleste Troldehistorier paa Øen drejer sig iøvrigt om denne Sten. Der fandtes i mange Aar paa Øen en stor Sølvkande, som en Mand en Juleaften havde røvet fra Bjergmanden inde i Rødstenen. Alt i alt stod man sig ellers ganske godt med Bjergfolkene, der hverken gjorde ondt eller godt naar man lod dem i Fred. De viste sig kun excentriske ved af og til at ville bytte Børn med Menneskene.
Af den Mængde Oldtidsminder, som Øen til for ikke længe siden har haft — Trap nævner 60 Broncealderhøje, og 6 Stenalderbegravelser — findes nu kun en halv Snes sørgelige Rester tilbage ialt. Alle de øvrige er nedpløjede og bortsprængte.
Med Hensyn til Øens Flora, da fandt vi i Kjærene, ved Moserne og i Hedebakkerne de sædvanlige Planter, som i iøjnefaldende Grad præger saadanne Landskaber. I Nordlandets Bakker, hvor Lyngen paa de endnu skaanede Steder er den dominerende Vækst og sammen med Sandtissen yderst ved Klinterne breder sig over større Arealer, fandt vi saaledes ovenfor Rødstenen store Mængder af Ulvefod, og nærmere ude ved Klinterne Hønsebær, Tjærenellike, Scabiosa og Kobjælde. Paa „Knuden“s Nordside fandtes Engelsød, Sortbær og Rensdyrlav, i Faskjær Mose Dværgpil, Klokkelyng, Tagrør, Kjæruld, Bregne, Sortbær, Syre, Kjærtidsel, Padderok og Enggøgeurt. I Vojel Kjær saas en Del Hindbær og Jordbær, Guldblomme og Vibefedt, og paa Strandengene ved Sydkysten Siv, trevlekronet Pragtstjærne, Kjæruld, Smørblomst, Tidsel, Rødbynke og nøgleblomstret Klokke.
Maaske var det vedholdende stormfulde Vejr Skyld i, at vi saå saa faa Fugle paa Øen, ialt ca. 40 Arter. Kun af Lærker var der mange. Af Bekkasiner saås forbavsende faa, naar Hensyn tages til det for disse Fugle fortrinlige Terræn med de mange, udstrakte Kjær. Og af øvrige Vadefugle fandtes kun nogle Viber, en enkelt Rødben-Klire og ved Stranden nogle Præstekraver. 3 Regnspover trak en Dag henover Øen. Ved Stranden saås nogle Dværgterner, engelske Terner og et Par store Havmaager, og paa Sydlandet en Del Hættemaager. Af Svømmefugle iagttoges kun 3 flyvende Fløjelsænder, 1 Gravgaas og en Flok svømmende Skalleslugere paa 9 Stkr.
Gøgen saås og hørtes flere Gange paa Nordlandet; en Gang saå vi to Gøge samtidig forfulgt af hver sin rasende frisk, hvilken Fugl vi iøvrigt fandt ynglende i Bakkerne. Ringduen hørtes ligeledes paa Højlandet i en Plantage.
Bomlærken var hyppig paa Lavlandet, hvor den var henvist til at synge paa Hustagene af Mangel paa Telefontraade! Over et Kjær Nordvest for Havnen med lav Rørbevoksning og en Ellemose hørtes Bekkasinerne tromme; ellers havde vi kun set denne Fugl et Par Gange ude ved Højlandet. I samme Kjær sang Gulbugen og en Tornskade.
Ved Husene paa Sønderstranden saås enkelte Skovspurve. Iøvrigt forefandt vi kun de sædvanligst forekommende Arter af Smaafugle, saaledes Skade, Solsort, Stær, Toplærke, Engpiber, Stenpikker, Bynkefugl, Forstusvale, Gulspurv, alm. Spurv, Stillids, Bogfinke og Gærdesanger.
Et Par Hejrer saå vi en Dag i en pibende Storm komme trækkende udfra Øen fra Øst til Vest i den aabenbare Hensigt at krydse over Sundet til Sallingsiden. Men da de naaede Kysten slog de af for Vejret og vendte om for at opsætte Rejsen til bedre Tider.
Vi var ikke saa heldigt stillede som de, men maatte uden Hensyn til Vejrforholdene bryde op og sætte Kursen bort fra Øen mod Rotholmene.