FRA SKALLINGEN TIL NYMINDEGAB
Blæsten er i Nattens Løb svinget fra Sydvest til Vest og er blevet til Storm med bygeagtige Regnskyl. Den raser hen over Ribes Tage, saa Storkene har svært ved at holde Balancen i Rederne. Familien paa Taget overfor mit Vindue maa ligge ned næsten hele Tiden; men det kniber for Forældrene og de voksne Unger at holde Pladserne, de skubbes fælt hele Tiden, og Vindstødene letter de lange Fjer, saa de staar som en Glorie om deres Hoveder.
Det er et Vejr idag til endelig at faa Vesterhavet at se efter den lange Færd gennem Jyllands Indre og langs Sønderjyllands Vadehav. Der er 6 Mil til den nærmeste Kyst ved Vejrs; men jeg maa afsted, mens Vejret er tjenligt.
Fra Ribe til Varde gaar Vejen gennem et lavt, trist og øde Land, ofte med ørkenagtige Sandmarker og kummerlige Agre, hist og her med mindre eller større Lyngsletter. Ved Nørre-Skast hæver Landet sig til større Højder, og mellem Skast og Alslev og ud til Hobugten findes et Højland, som naar 40 Meter, men som hen imod Varde paany gaar over i lavere Flader. Nord for Bramminge møder man veritable Flyvesandsklitter, som fortsætter langt ind i Landet, og hvor det gule Sand staar nøgent gennem Lyngen paa Vestsiden af Klittoppene. Og dette er en hel Mil fra Kysten! — Den magre Agerjord er hist og her omgærdet af „døde Hegn“, halvt eller helt udgaaede, forkrøblede Naaletræer, et fuldstændig uvirksomt Værn mod Vestenstormene. En halv Mils Vej Syd for Varde møder man den store „Varde søndre Plantage", som dækker et gammelt, jævnt Hedeterræn og som indeslutter Vejen, til man naar de første Huse i Byen, der ikke virker indtagende ved sit Ydre, selv om man ikke netop kommer dertil fra Ribe.
Vest for Varde, hvor Vejen fører ud mod Vejrs, bliver Sandflugtsterrænet endnu mere udpræget end forhen. Det sidste Stykke Vej ud mod Havet er dækket af Plantager; men da jeg er naaet gennem disse yderste hærgede og rustrøde Udløbere og naaet ud i Havklitterne, ændrer Synet sig hurtigt. Bilen arbejder sig hostende og stønnende op over de sidste Rygge, Sandet fyger for Stormen og slaar med Skrald mod Bilens Ruder, og Vognen ryster som i Søgang under Luftens Pres.
Og dér ligger Havet.
Med hvid Fraade i lange Bælter, skilt af absinthgrønne Bølgedale dundrer det ind over den vide, lave Strand, der næsten er helt skjult under rullende Vand og Skum. Over dét hele staar en skifergraa Himmel med tætte, tunge Skymasser, kun lavt over Horisonten ses en Rødme af Solen over den blege Fraade. En Bil er kørt fast dernede i det vaade Sand tæt inde under Klittens Fod, og et Hesteforspand er ved at slæbe den løs. Nogle Folk staar i en lille Flok dernede og ser til, hældende sig mod Paalandsstormen. Skumflager fyger som Sne hen over det hele, løfter sig i Blæsten og jager som store Fugle over Klitternes Hjelmetoppe langt ind over Landet. Over det gustengule Sand og den irgrønne Hjelme hvisler og piber Stormen, og gennem de snævre Kløfter jager Skyer af Sand og Smaa-sten som Skud mod Øjnene og knalder mod Hatten som Hagl. En stor Flok Strandskader trodser Vejret og flyver kystlangs over Braaddet i tæt Følge, skrigende omkap med Stormen som om Dommedag var nær, overdøvende Blæstens Hyl og Havets Dundren. Der er kun faa Farver i den graa og røde Himmel, de hvide Skumsøer med de bleggrønne Bølgedale, men alt lysende som i douce Kalkfarver. Elementerne raader helt alene, ingen Form for Liv — kun Luft, Saltvand og Sand.
Men Dagen efter er Vejret bleven næsten stille og med fint Solskin. Jeg tager herfra mod Syd med Kalsmærsk Hede som mit første Maal. Et Par Kilometer indenfor Kysten fører Vejen dertil saa lige som en Lineal helt ned til Oksby.
Saaledes som jeg fandt Heden nu, blev Synet af den en Skuffelse. Jeg maa med Misundelse tænke paa de Skribenter, som endnu for faa Aar siden har set den i uforstyrret Skikkelse og har skildret den med Begejstring. Thi ganske vist er den under en Slags Fredning, idet Staten ejer den; men omtrent hele den store Strækning fra Vejrs til Oksby danner i Øjeblikket et sørgeligt Skue, idet Lyngen paa et uoverskueligt Terræn Øst for Vejen er afbrændt af Militæret, og store opbrudte Banelinjer strækker sig langs Vejsiden, altsammen for at forhindre, at Heden skal komme i Brand under Granatnedslagene, naar man anvender den som Maal under Kanonskydningerne fra Kløvbjerg ved Filsø. Det er en Slags Trøst, at saalænge Militæret benytter den, vil den ialfald næppe lide anden Overlast.
Men hele den Mængde af smaa Hedesøer og Damme, som forhen fandtes rundt omkring paa denne Hedes lave Strækninger, og som langs deres Bredder rummede en højst ejendommelig Flora, er nu afvandede og udtørrede — Gud véd af hvem og med hvilket Formaal!
Først nede nær Oksby og Blaavand kommer en helt uberørt Strækning. Terrænet er her som Modsætning til nordligere stærkt kuperet, dannet af svære Flyvesandsklitter, hvis bratte Sider er begroet med sparsom Lyng og Klokkelyng og langstraaet, hvidligt Græs, mellem hvilket Rensdyrmos breder sig. Denne Hedens sydlige Del er endnu mærkelig ved sit ejendommelige Terræn, hvor der mellem Klitdannelserne paa de fugtige, lavere Flader findes en fra de normale Heders Flora stærkt afvigende Vegetation. I et Vejr som idag med den straalende Sol og lette Vestenbrise over den blomstrende Hede er Stedet af fremragende Skønhed. De eneste Dyr, som ses herude, er nogle Faar, som græsser paa den magre Jord. Deres Kroppe har en herlig Farve mod det hvidgule Græs, Lyngen og de sandede Høje. Intet andet Væsen passer som Faaret ind i dette Landskab — det er Sandflugtsørkenens Kamel.
En Lærkefalk og en Spurvehøg flyver over Klitterne nær de yderste Huse ved Blaavand; et Par Sortkrager jager forbi, og nogle smaa Regnspover trækker over paa Vej mod Syd. — En utrolig Mængde Stenpikkere letter langs min Vej gennem Klitterne; næsten for hver tiende Meter jeg gaar, rejser jeg et Par Stykker. Jeg ser dem i Hundredvis — ogsaa de maa være ved at samles til Trækket nu. En bliver siddende uden at flytte sig, da jeg gaar forbi; den nikker, slaar med Halen og skvætter edderspændt ad mig, fordi jeg staar stille og ser paa den.
Den gamle Frisergaard i Marsken nær den tyske Grænse.
Cornelius Petersens Gaard i Vester-Anflod, bygget i gammel Frisergaard-Stil i 1914-17. Set fra Nord.
Kjærgaards Gaardsplads.
Fruen paa Kjergaardshof ved Møgeltønder. Udpræget nordisk Type.
Frisergaarden „Sødams“s Østside. Bemærk den kunstige Bakke, den ligger paa.
Stuehuset i Kjergaardshof, gammel Frisergaard i Marsken Syd for Møgeltønder. Opført 1736.
Gammel Frisergaard nær Grænsen i Gammel Frederikskogs Sydvesthjørr.e. Den har 8 Lynafledere.
Trøjborg Ruin nær Nørre Sejrslev. Linde, Elme, Graapile og Kastanjer om Voldgraven.
Langt ude i Vest rager Blaavandshuks høje, hvide Fyr op mod Himlen over de graa, takkede Sanddynger.
— Sandflugten har i Aarhundreder hærget Kysterne hele Ribe Amt igennem og har her, ligesom langs Størstedelen af Jyllands Vestkyst, været den samme Ulykke for Befolkningen, som Stormfloderne langs Slesvigs Kyst. Den gamle, nu nedrevne Oksby Kirke skal være flyttet flere Gange paa Grund af Klitternes Van-dringer, saaledes i 1707, da den førtes til det Sted, hvor nu dens Tomt findes. Omkring Aar 1800 hører man, at den har maattet udgraves af en Sanddynge! Omkring 1660 kulminerede Sandflugten i Sognet, og man har Beretninger om, at Sandet løber helt ind i Bøndernes Gaarde. Bordrup Sande, som er ca. 5 Kilometer lang, er den største Vandreklit i Landet. Den har flyttet sig en hel Mil mod Øst og danner en stor, nu tilplantet Del af Kalsmærsk Hede. Aarsagen til Sandflugten skal senere omtales.
I forrige Aarhundredes første Halvdel begyndte man at tilplante Klitten herude med forskellige Naaletræer foruden El, Birk og Lærk. Resultatet blev hurtigt de fleste Steder en slem Fiasko. Af alle de Træarter, som man forsøgte med, havde man i 1875 ikke stort andet end Bjergfyrren tilbage. Med denne og senere med Gran er der faret frem over Landskabet herfra og helt op til Nymindegab — mærkeligt nok efter at man forlængst med stort Held havde søgt at dæmpe Sandflugten ved Udplatning af Klittag, hvilket paabegyndtes her allerede omkring 1800. Plantør Jens Bruel siger i en Afhandling om Klitterne i Ribe Amt (1903) : „Den Dæmpning, der skal gaa forud for Træplantning, er saa omfattende og kostbar, at det ikke kan betale sig, naar det kun skal have til Maal at forhindre Sandflugt paany; dertil kan man nutildags hjælpe sig paa anden og billigere Maade.“ -— Maaden er Beplantning med Klittag og Hjelme! Som Forsvar for Klitplantagernes Anlæg bliver der stadig tilbage at paavise, at de paa anden Maade har økonomisk Betydning. Men et Bevis herfor mangler vi endnu.
Hernede i Ribe Amts sydlige Del er det dog ikke alene Sandflugten, som har hærget Kystlandet. Ogsaa Stormfloder har voldt Fortræd helt op til den seneste Tid, og hele Strækningen fra Ribe til Blaavandshuk har Gang paa Gang lidt stor Skade, sidst i 1909 og 1911, da voldsomme Uvejr i Dagevis satte Havet ind over det lave Land. Ribe By blev begge Gange helt omflydt af Vand, og Vejene i Omegnen blev ufarbare. I 1909, da Uvejret varede fra 3.—6. December, blev af Nørre Fårup Kommunes 5600 Tdr. Land de 4000 oversvømmede, Havet trængte ind i Husene, Folk flygtede op paa Lofter og Tage, og „Isskodserne slog mod Præstegaardens Port“. I Oksby Sogn bortskar Floden 25 Tdr. Land af Blaavands søndre Strand, Skibe strandede og Lig drev iland langs Kysten. 1 1911 d. 5. November gik det endnu værre til. Ved Esbjerg drev Fyrskibene paa Land, og en Skude, Kuffen „Ane Marie“ af Sønderho, strandede helt oppe ved Plantagen ved Ribe-Varde Landevejen. Digerne langs Kysten sprængtes og ødelagdes, Broer smadredes, Huse styrtede sammen, Kvæg og Faar druknede, og otte Menneskelig drev iland paa Kysten. Skaden under de to Stormfloder tilsammen er anslaaet til op imod U/i Million Kroner.
— Den gamle Toldopsynsmand Hans Frederik Hansen, som bor inde i Blaa-vand, har set mere Vind og Vejr end de fleste Folk i Landet. Han er født i 1860 paa den yderste Gaard i Byen nærmest Hukket — det vil sige den vestligste Gaard i Danmark — og han har i en Aarrække været Fyrpasser ude paa Skallingen, inden Fyret herude blev bortskyllet under en Stormflod sammen med dets Bolig og erstattet med et automatisk virkende Fyr. Siden drev han Fædrenegaar-den til 1918 og flyttede saa til Sønder-Oksby, hvor han levede til 1930. Han fortæller, at Havet siden 1881 har revet store Strækninger af Kysten bort sønden for Hukket i et Bælte herfra paa 1ji Mils Længde og ca. 1000 Alens Bredde. Ved Hukket laa i gamle Dage en Strækning, som kaldtes Uldal (Ulvedal), der nu er helt forsvundet, og faa husker mere Stedets Navn. En anden Strækning, som hed Stortoft, forsvandt allerede omkring 1800, og siden bortreves et Stykke Land, der kaldtes Horntoft, med to Smaagaarde paa 10—12 Tdr. Land. Siden 1881 har Havet yderligere taget 5 Huse herude.
Han siger, at Befolkningens tidligere Hovederhverv, Fiskeriet, ikke har været drevet paa Oksby-Blaavandegnen siden omkring 1900. Forhen var her 12—14 Baadelag i begge Byer tilsammen, nu er alle nødtvungent bleven Landmænd eller Haandværkere. Fiskeriet drives kun som et ringe Bierhverv, og der findes ikke en virkelig Fiskerbaad paa Stedet. Grunden til denne Tilbagegang er den Skade, som de moderne Damp-Trawlere har anrettet paa Fiskebestanden. I de gamle Sejlsmakkers Tid kunde man se paa én Gang 100—150 Fiskefartøjer færdes langs Kysten, uden at dette skadede det mindste. En af Grundene til Fiskemængdens Aftagen er, at Trawlernes Besætning nu ødelægger Undermaalsfiskene, idet man ikke kaster disse overbord, før de er døde. Disse haardtgaaende Fartøjer med deres hypermoderne Fangstredskaber, som gør rent Bord, hvor de kommer frem, har ødelagt Fiskeriet for Kystboerne.
Den gamle, som kender Egnen ud og ind, advarer mig mod at fæste Lid til visse Beretninger om disse Egne i gammel Tid, saaledes i Thomas Langes forøvrigt udmærket smukke Bog: Fra Eventyrets Land. Efter hans gamle Faders Paastand har den i Bogen omtalte Eneboer paa Skallingen aldrig eksisteret. Og fuldkommen utænkeligt er det, at Præsten og Degnen fra Ho skulde være taget ud til Stranden og have bjærget Søfolk, som var i Havsnød. Det er rent Digt, paastaar han. Og „Eventyr“ af den Art har han skam ingen Respekt for!
Fra Byen gaar jeg mod Nordvest til Klitterne i Gejlhede og Hornsbjerge. Herude er endelig vestjydsk Natur, som endnu ingen har faaet Has paa. Et Kaos af Sandbjerge med farende Sol og Skygger, graat som skinnende Lava, med grønne Pletter af Revling og graagrønne Felter af Rensdyrlav mellem Sandets blege Toner, sprængt af Hjelmens gustne Irgrønt — alting blegt som Ligfarver. Et Dødens Land, det yderste Thule! Den lille Blaaklokke staar som den eneste levende Farve deri.
Betagende og fuldt af Uhygge er dette øde Landskab, som det ligger under Himlens tunge Varmedis. Stormmaager og store Havmaager skriger og skraaler ude fra Havstokken; det lyder som Voldtægt og Mord derude — man gaar og fabler om Strandvaskere langs den hvide Kyst. Havets Brusen lyder tungt herind, skønt Vejret er ganske stille, blandet med Lyden af tusinde Insekters Summen -— en jævn, vedholdende Tone af alle Bremser og Fluer nu paa Sommerens Hældning. En Hane galer, Gud véd hvor —- det er, som Lyden kommer oppe fra Himlen!
Nærmere ved Fyret finder jeg Mængder af Blaabærris med deres kolde, grønne Farver, og mange Smaablomster lyser her paa den graa Bund: Høgeurt, Blaamunke og Agersnerre. Smaa og ynkelige er de i det barske Klima. Lyng findes kun pletvis i Lavningerne, hvor den staar i forkomne Smaaklatter.
Forbi Fyret med dets Mareridt af Smaavillaer og en bestandig gøende Køter ved hvert Hus iler jeg ud paa selve Hukket — „Hornet", som det kaldes i Folkemunde. Helt herude paa Jyllands vestligste Fremspring i Havet er atter ensomt og godt. Himmel, Sand og Vand — et Lys, der blænder som Ild, ikke andet. Det er Drachmanns „Sandvej og Vandvej og Luftvej og Vrag“! Hjelmens Susen i den svage Luftning, Solen i Sydvest over et Hav som Kviksølv, to Sejlere langt ude, Dønningens sagte, evige Susen, Fyret som en Finger af en Benrad pegende op mod Himlen. Mod Nordøst den snorlige, uendelige Kystlinie med den brede, straalende Sandstrand under de vældige Klitter, der er som Pukler af døde Kameler og Dromedarer. Mod Sydøst Strandens svungne, brede Bue, der forsvinder milevidt borte i Disen.
Foran mig ligger det umaadelige, rolige Hav, hvor Hornsrev strækker sin farlige, fem Mil lange Klo ud fra Kysten, Hollændernes „Duyvels Horn“, alle Søfolks Skræk. Til Kysten heromkring og særlig til det lumske Rev knytter sig utallige Beretninger om Strandinger og Død og mange uhyggelige Sagn.
Bagved mig breder sig den graagule, solbelyste Ørken, kun med en blaasort Skygge af en eneste Klodesky over den visne Flade. En Vej med dens Telefonpæle som en lige Stribe, i det fjærne Blaavand Bys smaabitte Gaarde. Ellers intet Tegn paa Liv. Kun nede i en dyb Sandgryde lidt mager Lyng, som er sprungen i Blomst. Farven virker som Blod mod alt det døde omkring den.
Men højt oppe i den syvende Himmel laver Vorherre den ene lille hvide Cirrussky efter den anden; de sejler stille bort, efterhaanden som de bliver til, ligesom Røg fra hans Pibe.
— Det hele minder mig om Landet bag Sabinerbjergene ved Rom. Der er noget lavaagtigt ogsaa ved disse Farver og dette Stof, den samme Stemning over Stedet. Ogsaa der saa jeg højt oppe fra de blaa Skygger af Skyerne langsomt drage hen over den solbelyste, gustne Ørkenflade. Men her er jo langt bedre — det er Kysten, Havet, som gør dette Sted mere storslaaet og skønt.
Hvorfor er det nødvendigt at rejse og se saa meget andet, for at kunne for-staa og skatte det danske Landskabs særegne Skønhed! — Men det er jo saa-dan, at de, som mest uforstaaende farer frem imod det, som oftest er Hjemme-fødinge.
Et lige saa ejendommeligt Klitlandskab, men uden Havets Nærhed, findes et Par Kilometer Øst for den lille Samling Boliger, som hedder Øster-Oksby. Stedet kaldes „Boldbjerge", og deres største Klit naar 20 Meters Højde. Ikke en Menneskebolig ses herfra, intet Spor af Civilisation findes i dette Virvar af vilde Sandbanker, der vælter sig mellem hinanden som i Ve og Vaande. Kun Vejens dybe, sandede Spor, der ligner en forglemt Karavanevej, vidner om at Mennesker færdes her. Farverne er om muligt endnu mere øde og golde end ude paa Hukket; kun lidt mager Lyng findes mellem Rensdyrmosset og den sparsomme Hjelme; alle Nuancer er bleggraa og bleggrønne, visnet som i et falmet Gobelin. Er Blaavandshuk det yderste Thule, saa er dette selve Nifl-heim. Vi er uden for Grænsen for alt Liv, det synes at være et Sted for fordømte.
Den lille tidligere omtalte, af Sandflugten forfulgte Oksby Kirke, den eneste Kirke i Danmark, som var straatækt, den fattigste og mærkeligste i Landet og ved sin Beliggenhed i det forhen fuldkommen øde Landskab en stor Seværdighed, er totalt nedrevet for godt 40 Aar siden. Hvorfor dette er sket, er ganske uforklarligt, da man dog har bevaret Kirkegaarden. I Kirkens Sted er der rejst et usædvanlig hæsligt Jærnstativ med en Klokke i. Den friserede Kirkegaard, der nu fremtræder som en Græsplæne med gruslagte Gange og omgivet paa alle Sider af en forpjusket Granskov, er en sørgelig Erstatning for hvad her engang har været. Dette er dog vist noget af det taabeligste, der er bedrevet hertillands i den saakaldte Kulturs Navn.
Gravskrifter paa Jærnkors og Stentavler viser, at her er begravet Folk endnu helt ind i Halvfemserne. En lille Marmortavle over „Svenska Sjokaptenen Joh. Jansson; 1892“ fortæller om et Drama paa Havet nær ved Stedet. Rimeligvis rummer den lille Kirkegaards Grave mangen ukendt, fremmed Sømand, hvis Skæbne er bleven brat afsluttet her paa den barske Kyst.
Jeg vilde ikke have troet, at disse Stemninger af Vildhed og Ørken, som jeg mødte i Hornsbjerge og Boldbjerge, kunde overgaaes af noget hertillands. Og dog havde jeg endnu ikke mødt Kulminationen af, hvad disse Egne i den Henseende rummer. Den fandt jeg først ude paa Skallingen.
Jeg kørte dertil over Ho, hvorfra en daarlig Vej fører lige mod Syd; efter et Par Kilometers Færd ad denne passerer man en Bro over et lille Aaløb. Paa den anden Side af dette er man pludseligt ude paa Danmarks mærkeligste Kyststrækning, det Sted, som Thomas Lange med Rette kaldte „Eventyrets Land“.
Hele Blaavandshuk-Halvøen med Kalsmærsk Hede er skabt af Havet, Sandet og Stormene, og den er bleven til i geologisk talt meget sen Tid. Den gamle Kystlinje gaar fra Gjedbjerget Sydvest for Oksby til Grærup og videre mod Nord. Mange Sagn om Sejlløb, som gik gennem Landet helt op til Ringkøbing Fjord, huskes endnu af Befolkningen herude. Skallingen er den Del af dette Land, som sidst er dukket op af Havet. Saaledes som den nu former sig for Øjet, har hele Halvøen mellem Hobugt og Vesterhavet engang hævet sig over Bølgerne.
Skallingen er i Korthed sagt en Havbund uden Hav. Den rummer Danmarks største, fuldstændig plantetomme Omraade, en ren Sandslette paa henimod 15 Kilometers Længde og indtil 2 Kilometer i Bredden, som i hele sin Udstrækning kun er hævet 1 Meter over Havet ved dagligt Vande, og endnu ved Højvande hyppigt overskylles af dette. Men paa Sydvestsiden danner et vildt Klitlandskab en Bræmme, 10 Kilometer lang og 500 Meter bred, rummende saadanne Højdepunkter som „Benknolde", „Højeknolde" og „Svenskeknolde", der kun naar 11—13 Meters Højde, men virker som anselige Banker mellem de to jævne Sletter, Havet og Sandet.
— Jeg er med min Vogn naaet de to Kilometer ud over Fladen og steget op paa Toppen af „Høje Knolde". Imellem mit Stade og den gamle Kyst derinde ligger Sandsletten saa jævn som et Gulv. Den har en fin, rødliggylden Farve; et vidunderligt blødt Element, et Stof saa delikat som fine Ruskindshandsker. Solen bager fra den skyløse Himmel, Lyset er voldsomt, dets Refleks flimrer og blænder, saa jeg mindes de snedækte Havisflader ved Nordgrønlands Kyster. De to skarpe, lige Striber efter Bilens Hjul er som et ensomt Slædespor over en umaa-delig Snemark, forsvindende i Dis og lavt Sandfog ind mod Landet, hvor jeg kom fra. Bjergkæderne af Sand derinde ligner et lillebitte, smalt Baand — alt derinde er smaat i Sammenligning med den vældige Flade. Yderst i Nordvest staar det graablaa Hav i lige Linje med Sandsletten. Fæster jeg Øjet paa den vide Flade derude, svimler det for mig af det vilde Reflekslys. Luftspejlinger faar Landet til at danse derinde bag Graadyb og Hjertingløb, Esbjerg svæver paa blaa og gyldne Søjler som et straalende Luftsyn — mere end man kan sige om Byen paa nært Hold.
Intet Liv af nogen Art, intet Skrig af en Søfugl nær eller fjærn. Ude fra Havet brøler en Tudebøje; den og saa det lange Drat af Dønningen en Fjerdingvej borte er alt hvad jeg hører. Hvilken Ensomhed og Stilhed! Jeg hører tydeligt Sandets stille Lyd, naar det pusler sig sammen i Striber bag Marehalmens Duske eller laver smaabitte Kegler og Gryder om mine Fødder. Aldrig er det i Ro; dets Hvislen er som Lyden af et umaadeligt Timeglas, accompagneret af Havets evige, dumpe Tonen fra det fjærne.
Saa sker der endelig noget. Langt borte kommer en Flok Faar vandrende inde fra Landsiden; som en Karavane skrider de tværs over Sandene paa Rad efter hinanden ud mod Klitterne ved Yderkysten. Adstadigt og sindigt kommer de nærmere, med et gammelt Faar i Spidsen, eftei tænksomt og maalbevidst, med et Tempo som et Ligfølge. De ved nok, hvad de gaar efter! Det gode Græs ude i Klitterne giver Bønderne mangt et Læs Hø; Sommeren igennem henter de det herude i deres Køretøjer.
Tudebøjen bliver ved med sine lange, vaandefulde Lyde. Det er som en Mam-muth i Barnsnød.
— Staar man midt ude paa den aabne Sandslette, synes den uendelig; jævnt og umærkeligt gaar den over i den usynlige Havflade. Kun Klitterne løfter sig over den i Nord og Syd, naar ikke Luftspejlinger ogsaa faar dem til at svinde — da synes den uden Grænser til alle Sider.
— At vende tilbage herfra til Klitterne ved Ho, som jeg passerede paa Vejen hertil og som før syntes saa øde, det er som at vende tilbage fra Hades til Livets Kyst. Her hilser man igen Maagerne og Viberne over de lave Enge om den lille Aa mellem Klitterne, de græssende Køer og straatækte Hytter som noget, man næsten havde glemt. Og i en Kro kan en Kop stærk Kaffe atter bringe Blodet i Løb, efter at det næsten var størknet under det Indtryk af Død og Djævel, som denne Ørken rummer.
Paa hele Strækningen langs Vejen over Kalsmærsk Hede, forbi Vejrs og Vesten om Filsø til Blaabjerg og Lønne faar man et stærkt Indtryk af dette udprægede Sandflugtslandskab.
Det er forøvrigt først omkring det 16. Aarhundredes Midte, at man her hører Klager over Sandets Ødelæggelser; men fra nu af bliver der stadig mere Jammer over Tilstandene. Det er Beboerne selv, som har afstedkommet Miseren, idet Havklitternes naturlige Bevoksning af Klittag og andre Vækster blev udryddet, hvorved Sandflugten opstod og ødelagde de gamle, skærmende Krat og Skove. Pontoppidan skriver i 1767 om Ribe Amt, at der her endnu overalt findes Spor af gamle, betydelige Skove. „Ved Havsiden findes i Jorden hele Træer, Eg og Hessel, med Toppene mod Østsiden, hvoraf nogle ved Opgravning har været saa friske og gode, at de ere brugte til Husstolper, “ og at paa den Strækning, hvor Havet paa hans Tid gaar, tidligere har været den store Skogum Skov. — Regeringen sætter strænge Forbud mod at ødelægge Klitternes Bevoksning. I 1570 siges i en Resolution: „Efter denne Dag skal ingen opslaa, oprykke, ophugge eller i nogen Maade ødelægge Marehalm, Hvideris, Sener, Klittag, Hjelme, Slie eller Torne, som gro paa Strandbakken eller udi Klitten mod Vesterhav.“ Gør man dette, skal man straffes som Tyv uden Naade o. s. v.
— Alle Forbud og strænge Straffe hjalp ikke en Døjt! Det forekom Beboerne meningsløst at faa Forbud mod at oprykke en Smule Marehalm eller Klittag, maaske endda paa deres egen Ejendom. Tjørne og Ris brugtes stadig i Læssevis til Brændsel, Græsvæksterne til Kvægfoder. Hvad der alene gik med af Klittag til Tækning af Husene kan man forestille sig, naar man hører, at der overhovedet ingen Rug avledes i disse Egne. — Sandet fik mere og mere frit Løb over Skove og Agre. For sent gaar det op for Beboerne, hvilken Skade de har voldt sig selv. I 1661 faar vi Besked om Oksby Sogns Tilstand: „Denne By er meget fordærvet af Sand, saa deres Engdrag nu fordærves; dog staar de for deres fulde Landgilde, som ej haves."
Som før nævnt var det først ved det 19. Aarhundredes Begyndelse, man med Virkning begyndte at bøde paa Skaden ved Beplantning af Klittag. I Løbet af 20 Aar er man da ved Forsøg kommen saa vidt, at alle store, farlige Sande i Aal, Oksby og Ho Sogne „staar vel bedækket med Halm i god Grøde". — Det maa da forekomme besynderligt, at man ikke fortsatte denne forholdsvis nerrime og billige Maade at dæmpe Sandets Ødelæggelser paa. I Stedet for har man øst Penge ud i Læssevis til Beplantning med Trævækster, saa denne Egn siden er bleven mere plantagebefængt og ødelagt end de fleste andre i Landet. Plantør Briiel siger i den førnævnte Afhandling med et Suk: „Kunde Blicher atter skue ud fra Blaabjerg, vilde hans Begejstring over Egnens vilde Karakter næppe være saa stor som før."
Nej, det er temmelig sikkert!
Klitinspektør Thygesen, som var primus motor i dette Foretagende, meddeler i 1861 om Bordrups Plantages Tilstand: „En Mængde Planter er udgaaede eller sygelige. Ellen er ubrugelig til Klitkulturen og almindelig Fyr, som paa Skrænter, der vender mod Syd, har staaet frodig, har været haardt angrebet af Insekter." Udmærkede Erfaringer, tilføjer han! — Han fortsætter: „Det er et Held for Klitternes Beplantning i Fremtiden, at der i dette Distrikt kan opvises Resultater af ældre Plantninger, der maa afvæbne enhver, der nærer Tvivl om et heldigt Udfald." Det vil dog sige, at El, Eg, Ædelgran, Pil og Stikkelsbærbuske(!) er gaaet helt Pokker i Vold, og det er ganske vist kedeligt; men derimod er det gaaet fremragende godt med østrigsk Fyr, melder han. Dér har vi Redningen! — Fem Aar senere viser det sig, at Kælebarnet bliver angrebet af Svamp, „saaledes at den gaar ud, endogsaa i en temmelig fremrykket Alder". 1875 bestemmes det, at nu skal ogsaa denne for al Fremtid udgaa af Plantningerne. — Jaja, men Bjergfyrren har man dog stadig tilbage. Og med denne ædle og nyttebringende Plante samt med Gran er man da siden faret frem over Landskabet. Resultatet er bleven nogle Plantager i Lighed med næsten alle de øvrige paa Vestkysten, hvor en Mængde Vækster er medtaget af Lav og anden Daarlighed, med forkrøblede Stammer og kun med Naale i Toppen, et ynkeligt Syn!
Man behøver blot at læse Blichers Skildring af Stedet i „Vestlig Profil af den cimbriske Halvø“ eller se Billeder herfra f. Eks. i Galschiøtts „Danmark" for at forstaa, hvad disse Egne landskabeligt har mistet. — Nu staar en 4 Meter høj Sten paa Blaabjerg Mile til Minde om Klitinspektør Thyge de Thygesen, Kammerherre, „som ledede Klittens Beplantning i 44 Aar“.
Men som jeg denne Augusteftermiddag ser det fra Blaabjergs Top, er det dog endnu trods alt et betagende Landskab. Selv om dets Farver omkring Bjerget er ødelagte af den omtrent 1/2 □ Mil store Plantage, er dets kraftige Former ikke bleven helt udslettede. Udpræget vestjydsk er dette Terræn, hvor Flyvesandet har huseret over den i Forvejen høje, gamle Bakkeø. Fra Bjergets 64 Meters Højde ser jeg Banken falde svimlende brat til alle Sider. I Forgrunden mod Vest løfter andre, lavere Højder sig med Solglansen som en Glorie om deres spidse Toppe og kaster mørke Skygger hen imod mig. Især til denne Side findes endnu pletvis Rester af den gamle, naturlige Bevoksning, de lyse Egekroner, der løfter sig mellem Granernes sorte Kræmmerhustoppe. Hvor maa her have været pragtfuldt, da det gamle lave Krat og Lyngen var eneraadende over de voldsomt formede Banker!
Vidt udenom den triste Plantage ligger det aabne, lyse Land, hvorover Udsigten er vid som over et dybtliggende Hav. Vældigst formet er Landet fjærnt i Vest, hvor yderst de nøgne Havklitter ved Fallebjerge og Grønmarksbjerg staar med forrevne Alpetoppe som skarpe Silhouetter i graablaa Dis op mod det blændende Hav. I Syd løfter Henne Kirketaarn sig paa Baggrund af Søens blaa Vande og de okkerrøde Enge. Mod Øst dækkes Landet af dyrkede Agres Felter; dér og over de lave, milevide Strækninger i Nord fænger Sollyset i Snese af luende Kirketaarne, i Hundreder af hvide Længer og røde Tegltage.
Østenbrisen vifter svalende og frisk heroppe efter Turen gennem Plantagen, hvor Heden ligger stille som i en Ovn mellem de rustrøde Graner. Bier og Hvepse summer over Lyngen om Højens Top. En stor Flok Myrer strømmer til og fra en lille Forhøjning af Grannaale — et helt Folk, der er ved at bygge et Babelstaarn. De har allerede øget Blaabjergs Højde med nogle Centimeter, og de bliver fortrøstningsfuldt ved.
Lige i Nærheden jamrer en Flue sit Dødskvad fra et Edderkoppespind. Men Myrerne gaar paa med Fatning, de hænger i uden Rast, som om de bygger for Evigheden. Om et Aar har de lagt endnu et Par Centimeter til Bjergets Højde.
Den smukke Filsø lærer man ikke at kende paa en Dags Tid eller to. Den kræver at ses paa alle Aarstider for at forstaas tilfulde. Godt, at den har faaet sin Kunstner, som vil gøre den uforglemmelig, om den med sine Omgivelser rammes af det danske Landskabs sædvanlige Vanskæbne.
Mærkeligt faa indfødte jydske Malere har vi haft, som har skabt lødig Kunst af de mange ejendommelige Værdier, det jydske Landskab rummer. Eckersberg, vor berømteste, jydskfødte Maler, udvandrede hurtigt og rejste sit Staffeli ved
Sjællands blaanende Sunde og i de københavnske Borgeres Hjem. Kun undtagelsesvis har han malt et jydsk Landskab. — Gamle Kyhn, som var Kjøbenhavner, gik den modsatte Vej; han er den, som først opdagede det jydske Landskab og som især fra Rye-Egnen har givet os paa én Gang ægte og storslagne Skildringer af de midt- og østjydske Egnes aabne Vidder og stærke Former, Billeder der er malte med en Troskab og Ømhed, saa de henhører under vor ypperste nationale Landskabskunst. — Hans Smidth, som er den, der trængte dybest ind i det enfoldige jydske Hedelandskabs sære Stemning og i den jydske Bondealmues Sjæl, og som i højere Grad end Kyhn var den fødte, store Maler, har i sine Billeder skabt Værdier, der som Skildrer af Bondens Liv og Hedens Stemning sætter ham i Rang med Steen Blicher. Men denne gamle, ensomme Kunstner, som levede næsten hele sit Liv i Jylland, er født i Nakskov og opdraget i Kjerteminde. Og-saa han stod af Oprindelse udenfor det Milieu, han malede.
Heller ikke blandt Skagensmalernes store Kuld finder Jyden Næring for sin Separatisme. Den eneste blandt dem alle, som er født herovre, er Anna Ancher; hun er til Gengæld en af de bedste. — Hvad Digtere angaar har Jylland været ganske anderledes velsitueret.
— Med Hensyn til Egnene omkring Filsø, da har Fyenboen Johannes Larsen i Mængder af Billeder givet os Ekstrakten af dette Landskab i al dets Skønhed. Han har fattet baade dets Enfold og dets Styrke. Og med den Saglighed, som er ejendommelig for hans Kunst, har han befolket det under Foraarets og Efteraarets Himle, naar de store Fugle præger det under deres Træk, naar Svaner og Gæs i Hundredvis og Ænder i Tusindvis flokkes paa Søens Vande, eller ved Forsommertid, naar Urhanen skogrer i Lyngheden og Storken trækker lavt over de frodige Enge med Refleks af Græssets Grønt op under sine Vinger. Den samme Umiddelbarhed og det samme store Hjærte for Naturen, som har gjort Jeppe Aakjærs ypperste Hjemstavnsdigte til Almeneje, præger denne fyenske Maler, ikke mindst i hans Billeder fra disse ægte vestjydske Egne.
Jeg kender næppe noget Sted, hvor det danske Efteraar er prægtigere end her, naar den vide Bygevejrshimmel med sine vældige Skyporte hvælver sig over Sø og Eng, Klit og Lynghede. Eller senere endnu, naar paa Grænsen af Vinteren Rørene langs Søen er gulnede af Frosten og den første Nyis skyder sin tynde Bro ud fra Bredderne. — Jeg mindes en Novembermorgen i Kirkeby Kro, da jeg lige ved Daggry vækkedes af en mærkelig vedholdende Larmen, stigende og synkende, med en Stemning af Panik, som fik mig til at komme ud af Fjerene og hen til Vinduet. Den klare Frosthimmel var begyndt at rødme, under den fine Østenbrise laa en let Taage lavt over Engene, hvor hvert Straa var dækket af Rim. Jeg tog Tøjet paa og gik ud over Heden. Solen kom op, og hver rimdækket Tue stod med en rød Glorie af dens Glans om sin kuldeblaa Skygge.
Det langtrukne Skraal blev ved uden Ophør. Og nu saa jeg, hvor det kom fra. Søen var i Nattens Løb bleven helt islagt, og hundredvis af Gæs, som var kommen nordfra paa Træk, kredsede over den uden at kunne finde en eneste Vaage at slaa sig ned i. Den bestandig vedvarende Tone, der klang som et Kor af fordømte Oboister, steg og sank med Fuglenes Kredsen over den lange Sø. Det virkede i den dæmrende Morgen som en pragtfuld Ouverture til Vinteren.
-— Men blot to Dage senere saå jeg Kysten ved Fallebjerge under en Paa-landsorkan med Regnskyl! Vejret var saa voldsomt, at Elementerne bogstavelig
Typiske gamle Huse i Højers vestlige Del.
Gamle Huse i Emmerslev.
Ved Ruinen af det gamle Trøjborg Slot.
Ødelagte Oldtidshøje ved Hjerpsted.
Ved Bredeaaen i Ballum Marsk.
Udsigt fra Kløvbanken over Filsø.
I Hornsbjerge ved Blaavandshuk.
De yderste Klitter ved Blaavandshuk Nordøst for Fyret.
talt var rodet imellem hinanden og kommen af Lave; Luft, Sand og Hav stod i ét. Fra Havklitten saa jeg ud over Stranden; men Havet havde kun én Farve — en eneste hvid Skumflade, saa langt Øjet rakte, uden nogen Antydning af Bølger. Skummet overskyllede Forstranden og naaede helt ind til Klittens Fod, tilsyneladende uden at være i nogensomhelst Bevægelse. Saltfraade, Regnvand og Grus ramte Ansigtet, saa man næppe kunde holde Øjnene aabne. Det var for voldsomt til at fattes; det gjorde egentlig ikke noget Indtryk, for det manglede enhver Form for Orden — det virkede paa Sanserne paa samme bedøvende Vis som en arktisk Snestorm.
— Men nu er vi i August, Sommeren er kun paa Hæld, og Lyngen blomstrer. Det store Fugletræk er endnu ikke kommen, og Urhanerne er tavse. Inde i Plantagerne og paa Lysningerne imellem dem færdes Raaerne med deres store Lam; ellers er den enlige Hare, jeg rejser ved mit Komme, det eneste Væsen, jeg møder herinde. Men ude i Klitterne er der Liv ogsaa nu.
Det er en stiv Østenblæst, da jeg gaar ud i Fallebjerge, dette vidunderlige System af vældige Havklitter, der rummer nogle af vor Vestkysts anseligste Sanddynger, hobede op i et Bælte, som med Afbrydelser af jævnere Sandflugtsflader fortsættes helt ind paa den østlige Side af Blaabjerg, en Milsvej i Bredden. Spidse Kegler eller taffelformede Toppe skifter herude ved Kysten med hinanden, indrammende lange Slugter eller runde Gryder. Den lille smukke Henne Aa, som danner Afløbet fra Filsø til Havet, skærer sin dybe, grønne Kløft ud gennem Lyngheden og de øde Sandmarker. I en helt lynggroet Kløft oppe mellem de højeste Klitter rejser jeg en Flok dejlige, stærke Agerhøns paa 14 Stykker; deres Fjer skinner i Solen, da de paa strittende Vinger og højt skræppende trækker bort over Toppene. Store Mængder af Lærker og enkelte jagende Svaler møder jeg lige indenfor Havklitternes yderste Forposter, og paa lang Afstand ser jeg en lille Flok trækkende Rovfugle, formodentlig Spurvehøge, der forsvinder sydover.
Bedst er hele dette Strøg set fra den 15 Meter høje, isolerede Klitkegle „Tegne-bjerg“, som ligger ved Vejen, der gaar i Nord-Syd mellem Filsø og Havet. I Vest har man det storslaaede Klitlandskab, yderst begrænset af Havklitternes Kæde, der ligner store, takkede Tænder i en Rovdyrkæft. Og til den anden Side de lave Enge om Søens brede Vanddrag og de milevide Udsigter over Landet bag disse.
Men da jeg tager Vejen herfra nogle faa Kilometer mod Syd, hvor Børsmose strækker sig omtrent midtvejs mellem Henne og Vejrs, da møder jeg et nyt, uforglemmeligt Syn — den straalende grønne, bølgende Flade med dens Smaasøer og vandfyldte Tørveskær, som ligger mellem Klitterne og den store Lynghede. Naar Solen hersker paa en skyfri Himmel og den iltre Østenblæst gør Søernes Vande blaa mellem de intenst grønne Enge og brunt og rødt lysende Lyngflader, er Stedets Farvepragt blændende smuk. Fra en lille Højde ser jeg det blaakolde Vester-hav over de gultskinnende Klitters Toppe. Lyng, Revling og Bævreasp gror mellem Lyngbuskene, Siv med sortbrune Duske duver for Blæsten ved Randen af de mange Vandhuller, som dækker de jævnt faldende Lyngskrænter ned mod Mosens lave Flade.
To Krikænder klaprer op fra et Mosehul. Stenpikkere i uhyre Mængde færdes over Heden langs Vejen; de samler sig allerede til Trækket. De er bestandig opirrede over vort Komme, flyver lange Strækninger foran Bilen og sætter sig paany uden at vige af fra Vejen, hvorved der efterhaanden samler sig en lille Flok, som stadig følger os. Et Par af dem slaar dog af og sætter sig paa en Tele-fontraad ved Siden af en enlig Tornskade, der sidder urørlig med et determineret Udtryk i sit lille Rovfugleansigt.
I Kjærgaard Plantage ser man ligesom ved Blaabjerg Rester af de gamle Egekrat, som i ældre Tid har bredt sig over Egnen. Et andet Vidnesbyrd om denne gamle Skovs Tilstedeværelse, endda i sen Tid, har man fra Beretninger om den gamle Hennegaard, som ligger ved Vejen 1 Kilometer Vest for Henne Kirke, idet der i 1543 udstedes et Forbud mod at Gaardens Ejer Palle Bang lader fælde Raa-vildt og andet stort Vildt paa Stedet. Gaarden nævnes allerede i 1145; den er nu en prægtig Storbondegaard, endnu omgivet af sine gamle Volde og Grave. Den har da ogsaa sine Gengangere. En Herremand, som hed Galt, skal have været saa grum mod Bønderne, at disse lejede en Karl til at slaa ham ihjel. En Nat rendte Karlen sin Bøssepibe ind gennem Vinduet til Mandens Sovekammer og skød ham i Sengen. Siden gik den dræbte naturligvis igen. — Ogsaa en Jomfru ved Navn Ida spøgede paa Gaarden; Karlene kunde berette om hendes natlige Besøg paa deres Kamre, hvor hun bestandig forstyrrede dem i deres Søvn. Det er et Held for hende, at hun var et Spøgelse, da hun ellers næppe under disse aparte Forhold kunde have bevaret sin Jomfrustand.
Den unge Ejer af Henne Kirkeby Kro, Hans Beck Thomsen, som er Opsynsmand for Jagtselskabet, der har Jagtretten paa Filsø, er en udpræget nordisk Type, en lysblond trealens Kæmpe med en pragtfuld Skikkelse og svære Lemmer. Saa-dan maa man tro, de unge Vikinger har set ud, som i Lodbrogssønnernes Følge drog over Havet til England.
En Dag fulgte han mig ud til Lønne, hvor han indførte mig hos den gamle Fisker og Jæger Marius Høy, der ikke giver ham noget efter med Hensyn til Racepræg. Det er en pragtfuld Gubbe af jætteagtig Vækst. Det kraftigt skaarne Ansigt med de ganske lyse, blaa Øjne har under Hagen en Skægkrans af hvide Haar, der naar fra Øre til Øre. Træk for Træk og i sin Helhed er han et af de smukkeste Mennesker, jeg har set.
Han har i 40 Aar staaet ved Redningsvæsnet ved Nymindegab og har i denne Periode været med til at bjærge op imod halvfjerdsindstyve Mennesker. Han er en glimrende Fortæller, og det rolige Ansigt med de noget tunge Øjenlaag kan slaa ud i et Smil, der straaler af Gemyt og Lune — som naar han fortæller om den norske Søkaptajn, der forliste her paa Kysten og i Retssalen blev anmodet om at tage Hænderne af Bukselommen, hvortil han svarede: „Bukserne ær mine æjne, di!“ —
Marius Høy taler et saa uforfalsket Vestjydsk, at det vil være uforstaaeligt for de fleste, der ikke kender det. Som Fisker „brugte han æ Ha\v“ til for en 14—15 Aar siden, men fiskede til for kun et Par Aar siden endnu paa Filsø, hvortil han gik den to Mil lange Strækning frem og tilbage med sine Grejer og sin Fangst paa Ryggen. Nu dyrker han kun Jagten. Ellers holder han sig hjemme, og sammen med sin Datter, der bor hos ham, driver han Husets Jordbrug. Datteren er af samme imposante Skikkelse og Type som han, og ligesom Faderen saa ren nordisk præget, som man nu hertillands sjældent ser Folk uden netop paa Jyllands Vestkyst.
Sandflugten har forhen hærget usædvanlig haardt her i Egnene lige Syd for Nymindegab. Lønne Kirke skal ligesom den i Oksby være flyttet to Gange, og i 1649 blev Sognet aldeles „overløben" og ødelagt af Havsandet, der naaede helt ind i Byen, saa de derliggende Klitter er ialfald over 250 Aar gamle. Vest for Lønne skal i ældre Tid have ligget en Landsby saa stor, at der derfra „kunde komme 40 Vogne til Bryllup i Lønne Kirke."
Nymindegab nævnes ikke før 1824, da der omtales en stor Vandflod, som bortrev Toldboligen og ødelagde en Del Pløjeland. Endnu i 1825 saa man herude i Havbrinken underneden Sandet nær det Sted, hvor Havet skar igennem, Agerfurer og Pløjeland, tydelige Spor af gammelt, dyrket Land. Det tidligere Udløb fra de mange Aaer, som falder i Ringkjøbing Fjord, bl. a. den vandrige Skjernaa, laa paa Holmslandsklit mellem Havrvig og Bjerggaard, men tillukkedes, efter at Gabet dannedes.
Utallige Strandinger har i forrige Tider fundet Sted langs denne Kyst omkring Lønne. Jacob Stampe, Præst i Nørre Nebel 1844—1870, har berettet en Mængde herom.
Eksempelvis nævner han en Stranding, som fandt Sted ved Nymindegab i November 1850. Det meste Vraggods herfra, altsammen kostbare Varer, bestemt til Set. Petersborg, solgtes ved Auktioner i Ringkjøbing og Varde. Blandt de mange værdifulde Ting var Bøgerne det, som kom i lavest Pris. En Mængde pragtfulde, franske Værker, illustrerede med fine Kobberstik, kom paa profane Hænder; Børnene udklippede Billederne, og Stumperne spredtes for alle Vinde.
Helt ude i det Blaa gik det med nogle fine franske Pomader, som i Kassevis faldt i Bøndernes Hænder. Først forsøgte man at æde dem ved at smøre dem paa Brød; men da dette ikke gik saa godt, anvendte man dem til Vognsmørelse. Og her kom de tilpas. Naar siden en Brudeskare kørte til Kirke „kom der med samme en særdeles dejlig Vellugt!"
Man har Indtryk af, at Skibet er strandet paa Kysten af Ildlandet. — Det var dengang. Nu gad jeg set den Bondepige, som ikke kender Forskel paa Læbepomade og Vognsmørelse.
Landskabet indenfor Kysten mellem Hovstrup og Nymindegab er for det meste uden Interesse. Vejen bevæger sig hele Tiden mellem den opdyrkede Sandflugtshede og store Plantagestrækninger. Ved selve Nymindegab er en lav, temmelig jævn og ubetydelig Klitstrækning med en umaadelig Forstrand, hvorigennem Gabet skærer sig ud efter Vandets trælse Vandring helt inde fra Ringkjøbing Fjord. Gabets Virksomhed som Afløb for Skjernaaens Vandmasser er betydeligt aflastet siden Gennemskæringen ved Hvide Sande, og Udløbet forekommer beskedent og ringe — tilsyneladende helt spærret af den bombastiske Sandpumper, som ligger ved dens Bred og æder som en stor Skarnbasse og sender Spyet som en tyk, brun Flod mange Meter ud til Siden. Men Strømmen er dyb og kommer med rivende Kraft, mørkblaa mod det rødgule Sandleje. Pumperens Bestilling er bl. a. at holde Løbet farbart for de smaa Fiskerfartøjer, som har hjemme i den lille Havn inde bag Klitbræmmen.
Den synes at have paataget sig en meget anselig Opgave — den ligner en Bille, som har besluttet sig til at opæde Sahara.