FRA KONGEAAEN TIL GASSE HØJE
Hvor Kongeaaen østfra rinder gennem de smukke Egne ved Vamdrup Vand-møllegaard, er den endnu knapt naaet ud over den spæde Alder og fortjener ikke Navn af andet end Bæk. Noget anseligere er den blevet, hvor den krydser den gamle Hærvej. At dette helt igennem ret ubetydelige Vandløb, med dets ringe Bredde og dets største Dybde paa ca. 2 Alen, i lang Tid har dannet Grænseskellet mellem dansk og tysk Omraade, ja dannede Slesvigs Nordgrænse allerede da dette i Middelalderen blev et særligt Hertugdømme, skyldes ikke geografiske Aarsager. Og naar Aaen i Oldtid og Middelalder er kendt saa godt som over hele Norden, forstaar man nu vanskeligt, at den har gjort et saa stærkt Indtryk paa sin Samtid. Men Aarsagen er den, at den var det eneste virkelige Vandløb, som Hærvejen i hele sin Længde fra Nord til Syd maatte krydse; og vi ser hos islandske Skjalde, som allerede nævner den i det 11. Aarhundrede, at den har faaet Navn efter det Sted, hvor Hærvejen krydser den. Som Skodborg Aa nævnes den udelukkende til helt ind i det 18. Aarhundrede; først da begynder Navnet at afløses af Kongeaaen.
Selv vesterude, hvor Aaen er noget anseligere, har den altid været nem at overskride. Og herude findes Steder, som har skænket den en senere og ikke ringe Berømmelse. Saadanne Navne som Isenvad, Halkevad, Ejstrup Møllevad, Klegebæk og andre bærer Minder om de Dage, der var Smuglervæsenets Glansperiode, da alt muligt lige fra Kramvarer til store Studedrifter blev lusket over Toldgrænsen udenom de lovlige Færdselsveje ved Kolding, Foldingbro, Gredsted-bro og Ribe.
Frygtelige Straffe ramte dem, som blev grebet i Forsøg paa at smugle toldpligtige Varer over de forbudte Vadesteder; helt fra det 16. Aarhundrede hører man om Dødsdomme over Smuglerne. Men Straffene hjælper ikke det fjærneste, snarere bliver Forholdene værre. I 1735 rotter Kvægsmuglerne sig sammen i Hold paa henimod 40 Mand, som med skarpladte Geværer i Armen driver Kvægflokkene forbi Toldstederne. Disse Tilstande varer til henimod Aarhundredets Slutning; Toldbetjentene „risikere Liv og Lemmer om de ville attaquere en Flok Stude, som har et stærkt bevæbnet Mandskab til Bedækkelse og ved Nattetider passerer Toldskellet,“ hedder det i 1775. Mens det især var Stude, som smugledes over Grænsen ud af Landet, var det alle mulige Varer, der førtes den modsatte Vej. Paa Napoleonskrigenes Tid var denne Indsmugling saa overvældende, at omtrent al Handel stod og faldt med den. De kongelige Embedsmænd var regelmæssigt indviklede i Affærerne. Toldbøgerne forfalskedes; der dannes Selskaber, som assurerede mod eventuelle Tab ved Smugleriet. Hvor Toldvæsenet undtagelsesvis gjorde sin Pligt, kom det paa fjendsk Fod med Befolkningen, som rottede sig sammen og gennempryglede Tolderne. Der fandtes hele Smuglerdynastier med berømte Navne, om hvilke der endnu gaar Frasagn i Midt- og Vestjylland: „Axelsønnerne“, „Nissumkræmmerne" og „Harbokræmmerne".
Men saa kommer i 1788 Toldnedsættelserne, og dette medfører et aftagende Smugleri, samtidig med at Kvægudførslen stiger til det 3—4 dobbelte. I 1827 bliver Kvæghandelen helt frigivet, og 1857 flyttes hele Toldgrænsen til Ejderen. Efter tusind Aars Berømmelse bliver Kongeaaen en ganske almindelig lille Aa, der gaar alene og hvisker med sig selv om sine halvforglemte Minder.
Stedvis er denne Aadal prægtig at se, saaledes ved Foldingbro, hvor Vejle-Ribe Vejen krydser Aaen. Lige ved Overskæringen ligger paa den tidligere tyske Side den store Kro ved den gamle, maleriske Bro af solide Egeplanker og omgivet af herlige Trægrupper. Aaen gaar med mørkblaa Sving og Hvirvler gennem de saftiggrønne, brede Engdrag, hvor Stakkene ved de rige Gaarde lyser som Guld mod de mørke Trækroner. Hele Billedet er indrammet af skovklædte Banker langs Engenes Sider.
Landet heromkring, især sønden for Aaen, er rigt paa Oldtidsminder. Østligt finder vi saaledes Hafdrup-Vamdrup Højgruppen, der nu desværre helt er omgivet af dyrkede Jorder og har mistet sin naturlige Forbindelse med Landskabet. De bekendte „Lokes Høje“ ved Kjøbenhoved har faaet til Baggrund en Granplantage, som har berøvet Stedet dets Tiltrækning, og noget lignende gælder om Lintrup-Gruppen Sydvest for Foldingbro. Men nær det sidstnævnte Sted findes ved Mejlby langs Ribe-Landevejens Østside et prægtigt Bakkelandskab med en lang Gruppe af store og smaa Rundhøje, henimod 25 paa Rad, der følger Vejen paa en Strækning af omtrent Vs Kilometer. Gruppen i sig selv er en af de pragt-fuldeste, jeg kender, og dens Beliggenhed er fremragende smuk. Ganske vist er mange af disse Høje hærget af Grusgravning og Pløjning, selv den anseligste af dem, vistnok den eneste, der er fredet, er skæmmet af en dyb Sandgrav, som skærer et stort Stykke bort af dens Side. Men selv disse vansirede Rester af fordums Herlighed præger endnu paa magtfuld Vis Landskabet omkring dem. De kunde sammen med dette reddes fra fuldstændig Fortabelse, hvis der straks blev skredet ind og Bakkedraget og Gruppen frededes i sin Helhed.
Ogsaa ved det sydligere liggende Sønder-Hygum findes paa Brødstrup Mark en Gruppe, bestaaende af 6 anselige Høje, af hvilke et Par er fredede, men som ogsaa alle burde reddes.
Da jeg stod paa den sydligste af disse Høje og saa mig om, hørte jeg pludseligt nede fra Lyngen tæt foran mine Fødder en besynderlig skarp Hvæsen, som gentoges nogle Gange. Det kunde kun være en Hugorm, og jeg sparkede rundt i Lyngrisene for at konstatere det, men uden Resultat. Efter en Stunds Forløb lettede en Lærke fra Stedet og fløj ud over Marken — og i næste Øjeblik opdagede jeg Ormen, en stor Rad, der hurtigt ringlede sig bort i Lyngen, hvor der vrimlede med Huller i Jorden. Rimeligvis har den hvæset ad mig, fordi jeg forstyrrede den i dens Jagt paa Lærkens Unger — hvilket naturligvis slet ikke var min Hensigt. For Hugorme skal ogsaa leve, selv om mange Folk synes bedre om Lærker.
Å propos Hugorme, da næres der altfor overdrevne Forestillinger om disses Farlighed. Jeg taler udfra en trediveaarig Erfaring. Der skal et usædvanligt Uheld til, for at man kan komme til at fornærme en Hugorm saa groft, at den slaar til. Det er aldrig hændt mig eller nogen jeg kender; men det sker jo af og til. Et saa-dant Uheld, oven i Købet med svære Komplikationer, tilstødte en Gaardmand oppe paa Viborg-Egnen en Aften, da han kom ridende hjem fra Købstaden. Hesten blev bange for en Svinevogn, hvis Indhold pludselig stak i Hyl. Den slog ham af, saa han fløj over Vejgrøften og langt ind i Lyngen. I Faldet hændte der ham følgende: Han brak det ene Laar, han slog sig en Brokskade til — og han havnede lige ovenpaa en Hugorm, der bed ham i Haanden.
Men det var ogsaa en Mand, som var bekendt for altid at sidde i Uheld, sagde den Slægtning af ham, som fortalte mig Historien.
De nævnte Højgrupper ligger saadan, at de har dannet den omtrentlige Nord-og Vestgrænse for det vældige Skovareal Farrisskovene, som østligst naaede helt til Fovsaadalen i Stepping Sogn, mod Vest til Hjerting og Lintrup, og mod Syd til Sommersted, Jels og Rødding. Men det stod i Forbindelse med andre store Skovstrækninger, dels med Skovene omkring Morænelandets Bymarker i Øst, dels med Øster-Lindet og Granskovene. Det er ældgammel Vildskov, indenfor hvis Grænser der aldrig nogensinde er fundet en eneste Oldtidshøj. Endnu i Begyndelsen af det 18. Aarhundrede rummede denne mægtige Skovstrækning ikke en Menneskebolig; Landevejene førte udenom den, og Terrænet henlaa i historisk Tid altid som en „01d“, der rimeligvis har hørt under de kongelige Vildtbaner. Men allerede i det 16. og 17. Aarhundrede var det gaaet stærkt tilbage med dens Vækster, dels ved ufornuftig Hugst, især til Kulbrænderi, eller ligefrem ved Skovtyveri; og i det 18. Aarhundrede er Storskoven forsvundet og har givet Plads for Krat af Eg, Bøg og Birk.
Men de vidtstrakte Kratbevoksninger med deres Moser rummede bestandig store Mængder af alt muligt Vildt, der frit huserede her og i Omegnen lige til efter Udskiftningen i 1780, da Nybyggerne begyndte at erobre den tusindaarige Skovegn. P. Rhode, som var Sognepræst i Stepping 1760—67, fortæller, at „Bonden er her i sin Kornmark mangfoldig plaget af Vildsvin. Man tør ikke dræbe dem (det var kongeligt Vildt) og nødes derfor til at holde Vagt i Kornmarkerne. Man burde, mere end man gør, forfølge og ødelægge de mangfoldige Ræve og Ulve. 1763 var her i Amtet et eget Optog med Ulvene, enten Snevejret eller en og anden Galskab drev dem, skal jeg ikke kunne sige; men det var farligt at rejse ud ubevæbnet. De søgte uden Frygt Hestene; man dræbte dem inde i Kolding By og inde i Vaabenhusene ved Landsbykirkerne; de gik frem ligesom blinde og galne.“ — 1772 skriver en Bonde fra Ørsted i sin Dagbog: „I min Ungdom var Ulvene her meget skadelige Dyr, De rev ihjel Føl, Kvæg, Faar og Lam, saa alting bestandig maatte være i god Varetægt, og de kom ofte i Tofterne og selv ind i Byen om Natten.“ — Hos Forpagterne paa Taabdrup gør Vildsvinene stor Skade paa Sæden om Vinteren og graver sig endogsaa ind under hans Lader. Det er først, da man ved Aarhundredets Udgang foranstalter store Jagter med Opbud fra mange nordslesvigske Egne, at man gør Ende paa disse Plager. Det siges, at den sidste vildtlevende Hjort i Farrisskov først blev nedlagt i 1840.
Det gik i Begyndelsen langsomt med Kultiveringen af den gamle Skovegn.
Foldingbro ved Kongeaaen, set fra Vest.
Udsigt fra Gasse-Høje mod Syd over Geesten.
Fra Slotsgaden i Møgeltønder.
Hus i Slotsgaden i Møgeltønder.
De første Nybyggere herinde levede under Kaar saa primitive, at de minder om de nordamerikanske Pionerer fra samme Periode. Endnu for 3/4 Aarhundrede siden havde Egnens Natur bevaret meget af sit vilde Præg. Men siden er dette grundigt forsvundet. Skodborg By, hvorfra en stor Del af Nybygningen er ud-gaaet, havde i 1709 kun 44 Landejendomme; nu har den 310. Og Jels, som samtidig havde 40 Ejendomme, har nu 157 spredt over Bymarken. Vejen paa tværs gennem Terrænet fra Jels til Skodborg er nu omtrent en eneste, sammenhængende Gade.
Det er gaaet med de gamle, slesvigske Heder omtrent som med disse Skove; de viger mere og mere for Ploven, eller de er som Strækningen fra Gram omtrent til Løgumkloster pletvis dækket af store og smaa Naaletræsplantninger, der dog hist og her, som f. Eks. Lindet Skov, rummer Rester af gammel Løvskov.
Naar man Vest for S. Hygum tager Vejen mod Syd over Harreby til Spandet, kommer man tæt Nordøst for denne Landsby til et Sted, som hedder Stensbæk Hede, en Rest af et af de smukkeste Indsande, vi har haft i Landet. Det strakte sig forhen med de sammenhængende Varming og Aaskov Heder over et Areal af ikke mindre end 3200 Tdr. Land. Nu er det paa tværs fra Nord til Syd brudt af store Plantager, og kun en mindre Del af Stensbæk Hede er endnu urørt. Men saaledes som jeg første Gang saa denne Hede en Majaften for et Par Aar siden, gjorde den et uudsletteligt Indtryk paa mig. Det øde og vilde Landskab, furet af dybe, mørke Kløfter mellem mægtige Klitknolde, der som lodne Trolderygge løfter sig op over den sorte Lyng, laa skarpt belyst af den brandrøde, nedgaaende Sol under en gustengrøn Himmel, der var uden en eneste Sky. Den gule Sand skinnede hist og her igennem Klitternes Sider, hvis magre Bevoksning er Lyng og Pors, noget stridt Græs, rustrøde Lavarter og Rensdyrmos. Hist og her staar en lille ensom Høgeurt og blinker med sit gyldne Øje op imod mig — den eneste blomstrende Urt, jeg finder. Over Hedens lave Vækster løfter sig kun hist og her en lille Enerbusk eller en Dværgpil, den sidste just nu med smaa, svovlgule Rakler.
Mærkeligst og uforglemmeligst af alt herude er en Dalsænkning, der slynger sig fra Vejen mod Vest, omgivet af Klitkæder, der som skarpe og stejle Bastioner indrammer Stedet. Det ligner en uhyre, aflang Skaal med en ganske jævn Bund. Jeg har intetsteds i Landet set noget lignende som disse bratte Klintesider ned mod den mørke Dal.
Men dette er ikke det besynderligste ved Stedet. — Indenfor denne strænge Ramme og op fra Dalens sorte Lyngbund løfter sig som plumpe, robuste Bygningsværker tre ensomme Høje, tre isolerede Klitkegler, hvis Fod rammer Sletten skarpt uden nogen Overgang. De er som tre mørke Boliger, rejste med Menneskehænder, mere regelmæssige end nogen Oldtidshøj. — Det er et mærkeligt og overvældende Syn her midt i den uhyre Stilhed og Ensomhed, uhyggeligt i den dybe Skumring, som langsomt breder sig over Stedet. Dystert og mystisk virker disse Høje, som Kongegrave i en Ørken.
— To Hedehøge svæver længe over Dalen i vide Kredse, den ene bestandig udstødende skarpe, korte Skrig. Et Dusin Graaænder i Selskab med en enlig Krikand letter fra et lille Kær i Nærheden og trækker forbi saa nær, at jeg hører deres Slagfjers Piben. Længe efter at de er borte sker der slet intet. Saa begynder
pludselig en Horsegumme at lave sine Kunster et eller andet Sted i Nærheden. I den fuldkomne Stilhed høres det vidt, at „Himmelgeden bræger“; og den sære Lyd øger Stemningen af Stedets uhyre Ensomhed.
Den sidste Stund, før Natten indtræder, tilbringer jeg paa Faarmandshøj tæt sønden for dette Sted. Højen ligger paa Toppen af en 60 Meter høj, sandet og kratbevokset Bakkeknude med vid Udsigt over de nære, gamle Heder. Den i ældre Tid berømte Ribe-Flensborg Landevej, tidligere kaldet „Potvejen“, fordi Jydepotterne ad denne transporteredes sydpaa, fører tæt her forbi og støder langt ude mod Øst til Hærvejen ved Urnehoved.
Hvilken Udsigt fra dette Sted, selv i denne sene Tusmørkestund! I Øst og Sydøst løfter sig bag de milehvide Sletter de blege Konturer af Nustrup- og Rangstruphøjlandenes Bakkeøer. Fjærnt i Nordvest tegner den kølige Silhouet af Ribe Domkirketaarn sig mod den røde Aftenhimmel. Højt over den svæver en lille enlig Sky, som endnu fanger en Afglans af Solens Guld og lyser som en bleg Fakkel over det mørke og øde Land.
I sin Stemning er dette Landskab et af de vemodigste, jeg kender.
Men iøvrigt er hele denne Strækning, som man tidligere kaldte „den mellemslesvigske Slette", et ret trist og kedsommeliigt Land at færdes over. Kun de gamle Bakkeøer, Aflejringerne fra den næstsidste Istid, som hist og her rager op over Fladerne, er ikke alene interessante som instruktive Udsigtspunkter, men Synet herfra over den omgivende, jævne Slette rummer ofte megen Skønhed. Dette gælder saaledes Udsigten fra Fjellutnhøj, det største Højdepunkt paa Nu-strup-Højlandet, fra hvilket man ikke alene har et vidt Udsyn over Fladerne mod Nord og Vest, de sidste begrænset af de skovklædte Aase ved Gram og Guldbjerg, men mod Øst helt til Morænelandets Bakkedrag omkring Haderslev Fjord. Mod Syd ses milevidt borte Rangstrup-Højlandet bag granklædte, lavere Aase.
Fra den 83 Meter høje Banke paa Rangstrup-Højlandet, hvilket Punkt ligger 2 km Syd for Rangstrup By, har man en lignende Udsigt som fra Fjellumhøj. Landet sænker sig langsomt til alle Sider og aabner Udsigt mod Haderslev, Helle-vad-Egnen og Løgumkloster. Det til alle Sider dyrkede Land, hvor de spredte Boliger ligger med omtrent lige lange Mellemrum, kun med Løvtræer i Haverne og hist og her med en Smule Plantage, er ikke noget opløftende Skue. Mere trist end nogensinde bliver dette Sletteland, naar man kommer ud i Egnene mellem Løgumkloster, Tinglev og Tønder. Først naar man nærmer sig den sidste, kommer Marskegnens særegne og mærkelige Karakter frem og forandrer Landskabet paa sær og betagende Vis.
Men én stadig tilbagevendende Glæde i dette i landskabelig Henseende som oftest kedsommelige midtslesvigske Landskab har man i den Mængde smukke og velholdte gamle Gaarde og Huse, som dets Landsbyer rummer. Man kan rejse milevidt i Midt- og Nordjyllands Indre, for ikke at tale om Vesteregnene deroppe, uden at møde saadanne; og sker det, er de næsten altid utrolig forfaldne.
Hernede hæger man endnu om det gamle med Pietet, og Landet faar en egen Skønhed derved. Man flytter Blikket fra Gaard til Gaard og glemmer de ensformige Marker.
En Sommereftermiddag, da Solen er svinget helt om mod Vest, staar jeg oppe paa Gasse-Høje nær Geestens Grænse mod Marsken ude ved Ballum. Her paa det højeste Punkt 50 Meter over Havet, hvor otte svære Kæmpehøje løfter deres Kroppe over Bankens Top — mishandlede og hærgede, skønt man skulde tro de var hævet højt over Allandsens Bønder — her paa dette Sted er saare skønt. Her vilde jeg lade mig friste af Fanden, om han endnu trøstigt vandrede omkring blandt sine Medjyder med den obligatoriske høje Hat, Paraply og Klumpfod.
Marsken og Vadehavet i Syd og Vest, yderst Nordsøens blændende Stribe under Solens svingende Ildhjul. Skjærbæks skæve Kirketaarn, der hælder mod Vest som for at stinde sig mod Stormene, svimmel og daanefærdigt af Lysglansen fra Himmel og Hav. Over Marskerne hæver Luftsyn sig bag Luftsyn. Skjærbæks Huse og dem i Øster- og Vester-Gasse kryber som en Ring af smaabitte Menneskeboliger sammen omkring Bakkedragets Fod — og Fanden gør sine Kunster med dem, han leger „bytte Gaarde“. Se! De letter paa Mønningen som for at linde for Heden og begynder at rokke paa Rødderne for at skifte Plads.
Selv er jeg nær ved en Svime. Heden plager mig, mine Nyrer brænder og kræver Drikkelse af en eller anden Art. Jeg giver alle Fata Morganaer til Fanden og hans Oldemor og haster ned mod Gasse Kro, plaget af en usandsynlig Tørst. Og snart havner jeg dernede ved et dugget Glas med skummende Øl.
Efter min mange Maaneder lange Færd gennem de midtjydske Egne fik jeg pludselig Trang til atter at se et østjydsk Landskab, at hvile mig ud ved en Modsætning. En Dag brød jeg da brat af fra min Rejse og satte Kursen ret mod Haderslev.
Det gaar raskt med Omskiftelserne hernede paa Jyllands smalleste Sted. Eftersom jeg kører østpaa, bliver Bakke- og Skovlandet mere og mere det herskende. Det ene forbløffende Syn efter det andet møder Øjet, naar man nærmer sig Kysten. Og endelig havner jeg atter i den rene Idyl, saasnart jeg har passeret Kløfterne Vest for Haderslev Dam og naar ud til Fjorden.
Hvorledes skal man kunne være retfærdig, naar man bedømmer et Landskabs æsthetiske Værdi? — Da jeg sidst var paa Haderslevegnen, kom jeg sydfra, allerede halvtræt af de bestandige Idyller langs Sønderjyllands Østside. Disse Egnes Skønhedsværdier udøvede ikke længere den store Virkning paa mig, fordi jeg allerede var overmæt af dette ensartede Foder. Men nu kommer jeg hertil efter alle mine Færder gennem Midtjyllands Hedeegne, hvor Sindet Gang paa Gang, trods mange Skuffelser, har været grebet af de øde og golde Vidders mærkelige Skønhed. Og paa Baggrund selv af dette, som staar mit Hjærte nærmest: Himmerlands vældige, aabne og barske Landskaber, Alhedens alvorlige, strænge Ansigt, de vemodige Steder omkring Stubberkloster og Flyndersø eller Stensbæk Hede — efter alt dette møder Østkystens romantiske og frodige Landskaber mig næsten som en Befrielse, en Overraskelse og en ny Glæde, skønt jeg mente at kende dette til Overmaal. Det gaar mig nu omvendt af, da jeg herfra maatte søge vestpaa til Sønderjyllands Smaaheder eller de barske Strøg omkring Hærvejen for at faa frisk Luft ovenpaa alt dette, som blev mig for trangt og indestrængt.
Det er Forskelligartetheden i et Lands Natur, som betinger at man skal kunne faa Øje paa og nyde dets Skønhedsværdier. Østjyden vil betages af Midtjyllands og Vestkystens strænge Modsætninger til det Milieu, hvor han har hjemme og til daglig færdes; og omvendt vil Manden fra de barske Egne kvæges ved Frodigheden, de rige Marker og Løvskove, som Østen og Øerne byder ham. Ingen behøver at staa frem paa Torvet og vidne med oprakte Fingre, at den bølgende Rugager eller en Rødkaalsmark er et herligt Syn. Men Gud bevare os dog for, at de erobrer hele Landet! I et Land, hvor hver Kvadratmeter frembringer noget spiseligt, vilde det snart vise sig paa Folkets Psyke, at der er andre Værdier mellem Himmel og Jord end dem, der giver noget i Pungen.
Det er bleven moderne at raabe op om Ensartethedens Velsignelser. Lad det dog ikke blive ensartet Hæslighed, saaledes som f. Eks. den landsødelæggende Byggeskik i vort Bondeland! Vi kan ikke gøre Landet til et Musæum for gamle Bønderhuse; men vi kan forlange, at de, der skraaler op om moderne Bebyggelse, forsøger paa at skabe en værdig Afløsning for den gamle, som virkede smuk og harmonisk i det danske Landskab. Og nogen saadan er endnu ikke funden. Denne Agitation har hidtil vist sig gold, den har kun lastet det gamle uden at bringe noget nyt af Værdi.
Der kommer vel en Dag, hvor Folk bliver klogere. Bare den ikke kommer for sent.
Saa sidder jeg da atter en Sommeraftenstund ved Bredden af Haderslev Dam. Rundt om mig i Haverne staar de vældige Piletræer som Taarne af grønt Mørke mod den gyldne Solfaldshimmel. Flagermusenes lydløse Flugt, en Sejlbaads sagte Skvulpen, Kirken paa sin Bakke derovre mellem Træernes Kupler spejlende sig i Dammens stille, dybgraa Flade — Duften af tusinde Blomster, der dugges i de yppige Bede — de skønne, hviskende Piger, som gaar forbi mig med Kystboernes lyse Smil — Toner fra et Klaver langt borte — Lysene, som tændes ét for ét langs Søbredden. Denne Fred og Tryghed, denne dybe Harmoni.
Og jeg mindes endnu fra igaar, som noget der allerede er fjærnt, den sorte, bedrøvede Hede, Ensomheden, de uendelige Vidder under den vældige Himmel, en Solnedgang som bag et øde Hav, Lyngens sidste Suk i Aftenvinden, ingen anden Lyd nær eller fjærn.
Maatte Guderne, hvis Væsen er Aand, bevare disse Modsætninger mod alle Anslag!