ERTHOLMENE
Saa er jeg da igen paa Havet.
Ligesom jeg for over sejsten Aar siden sejlede ud paa min første Færd for at begynde denne lange Rejse og stævnede mod den første af Danmarks Øer, saaledes er det nu atter Søen, som danner Vejen til den sidste.
Hvad ligger der ikke af Oplevelser imellem hin Foraarsdag, da „Rylen" første Gang gled ud fra Kjerteminde og havnede mellem de grønne, fyenske Græsholme og denne Dag, da Stævnen af den lille Damper fra Gudhjem peger ud mod Danmarks østligste Øer, de smaa Klippeskær, der ligger knapt synlige derude i Kimmingen! Det er med en Følelse af Vemod, jeg tænker paa, at Ringen nu er sluttet.
— Saare ubetydelig og kort er disse vore østligste smaa Øers Historie. Mens de geologisk ligesom Bornholm hører til det allerældste Danmark, den gamle Jordskorpe, som for Millioner af Aar siden størknede, krympede sig og svaledes med Brag og Bulder under Dampe fra Tidernes Morgen, saa er de først dukket op i Historien for godt og vel et Par Hundrede Aar siden. De ensomme, golde Skær husede før den Tid ingen Beboere; kun Søfugle slog sig ned paa deres barske Kyst, og to Gange om Aaret drog det store Fugletræk susende hen over dem. Ellers skyedes de af alle levende Væsener. Fundet af en lille Guldring og et Hoved af en Stenøkse herude vidner ikke sikkert om nogen Bebyggelse, men kun om, at enlige Fartøjer kan have strejfet det ugæstmilde Sted, maaske modvilligt, højst sandsynligt forslaaet hertil af Storm og Strøm — eller de Søfarende har i Taagen forvildet sig til dette verdensfjerne Sted — dette Sten-Atlantis uden Beboere, uden Historie og uden Sagn.
Men allerede forlængst havde man set dem, og deres Navn er gammelt — man maatte dog i al Fald have et Signalement paa dem for at kunne advare hinanden imod at komme dem for nær. Ar<5a hed de paa Oldnordisk; det betyder Knold, Knort, Ujævnhed. Og det er betegnende. De var ikke rare at møde helt uforberedt, for de slog igen, hvis man skubbede til dem med en Skibsstævn. Og maaske kunde de ogsaa godt fortælle et og andet om en uforsigtig Sindbad, som i sin udhulede Egestamme eller sin Vikingeskude har ramt dem uden ligefrem at ville det, og som ikke selv er kommen derfra og har kunnet berette om det! Man skulde aabenbart være flyvende, for med Tryghed at kunne lande paa disse Kyster. Og Søfuglene har benyttet sig af deres Fordel som Landnamsmænd paa dette Sted; i Tusinder og atter Tusinder var de fra de allerførste Tider ene-raadende paa Stranden, hvor ellers kun en vædeglinsende Sæl snøftende dukkede op i Havstokken og skubbede sig med Lufferne op paa en af de flade Sten ved Stranden for at ræbe og fordøje.
Et Par Stenhumpler, som Vorherre tabte af sin Haand, da han lavede Landene, og som han siden havde glemt, det er det hele. Og saadan kunde de have ligget den Dag idag, hvis ikke Fiskerne havde opdaget den fortrinlige, naturlige Nødhavn, de danner.
Det blev Fiskerne, som først befolkede dem for en kort Tid af Aaret under deres Farter paa Havet omkring dem, især Folkene fra Gudhjem, der om Sommeren holdt til her med deres Baade og Grejer, hvor de var bekvemt nær ved de rige Fiskepladser. Først senere var det de højere Magter, reverenter talt Militærmagterne, som fik Øje paa dem og lavede om paa Idyllen. Det var under den svenske Krig, at Christian V fandt det ønskeligt, at der ved Bornholm indrettedes en Havn for Orlogsskibe, som skulde have til Opgave at genere Sveriges Forbindelse med dets tyske Provinser og tillige tjene som Tilflugts- og Reparationshavn for en større Eskadre. Et Forsøg, man gjorde ved Arnager paa Born-holmskysten, forløb temmelig uheldigt, idet den første Fregat, man stationerede her paa Prøve i Vinteren 1683—84, omgaaende forliste. Og derefter vendtes Blikket mod Ertholmene. En Kommission sendtes herover i 1684, og Arbejdet med at omdanne Øerne til en Fæstning paabegyndtes samme Aar under Ledelse af Oberst Anton Coucheron. Det gik ikke af uden en anselig Gestus. Under stor Højtidelighed lagdes Grunden til Fæstningens „Store Taarn“, og den Medalje, som blev slaaet i denne Anledning, bar følgende Inskription: „Ertholmene, hidtil Fiskernes Tjenerinde, nu Østersøens Beherskerinde, hidtil ugæstmild ved sine Klipper, utilgængelig ved sine Skær, nu — 1684 ved Christian V’s mere end herkuliske Bedrift — Østersøens Beskytterinde, de Søfarendes Tilflugt, Rigernes Pryd; fra sin Klippeborg aver den Fjendtligheder, Venner modtager den mildt — kaldes herefter Christiansø!" — Inskriptionen blev forfattet paa Latin, for at det ikke skulde være Løgn. Men alligevel, det var vel ikke netop for Gæstfrihedens Skyld, man traf disse Forholdsregler! Det ser i al Fald ikke saadan ud, naar man undersøger dem nærmere. Men paa den Maade fik Øerne endelig en Nationalitet, de var ikke længere Allemandseje.
Fæstningen bestod paa Christiansø af det førnævnte „Store Taarn“, en af Kampesten opført, ringformet Bygning, 20 m i udvendigt Maal og i to Stokværk, hvoraf det nederste var Tøjhus, Magasin og Ammunitionsrum, mens det øverste dannede et med 16 Skydeskaar forsynet lukket Batteri, hvor Kanoner stod monterede som paa et Skibsdæk. Et lignende Anlæg, „Lille Taarn“, anlagdes paa Frederiksø, og forøvrigt blev Øerne i Tidens Løb spækket med Fæstningsværker uden om disse, saaledes paa Christiansø „Coucherons Batteri1' og flere andre, hvor Landgang af Fjender kunde befrygtes, foruden det nævnte „Kongens"- og „Dronningens Batteri", „Hertugindens Batteri" m. flere. Paa Frederiksø „Spåns Batteri", „Sehesteds" og „Tordenskjolds Batteri", hvilke Anlæg senere forenedes med Mure, der tjente som Dækning for Infanteriet. Begge Øer var i Virkeligheden tilsidst omgivet med Ringmure af store Kampesten bestykket med svære Kanoner i et Antal af henimod hundrede.
Kampestensblokkene tog sig imponerende ud, men de var desværre ikke forbundne med Kalk. De ved Havneindløbene anlagte Dæmninger og Brohoveder var for svagt konstruerede, og Vandet inden for dem for smalt til Krigshavn. I Løbet af det 18. Aarhundrede var Anlæget bestandig Genstand for forsøgsvise Forbedringer; den ene Kommission afløste den anden, nye Bekostninger anvendtes, uden at det hjalp det fjerneste. Endogsaa den lille „Græsholmen" blev inddraget i Anlæget, men den der anlagte „Stjerneskanse" blev snart igen sløjfet. Foruden selve Fæstningsværkerne rummede Anlægene Kaserner, Bolig for Kommandanten, et vældigt Pakhus og en Mængde andre Bygninger, og desuden en Mølle paa Øens højeste Punkt, 22 m over Havet.
Den eneste alvorlige Prøve, Fæstningen blev udsat for, var under Englænderkrigen 1807—14, da en fjendtlig Eskadre paa 2 Linjeskibe og 6 mindre Fartøjer i 1808 angreb den og kastede 300 Bomber ind over den. Skaden stod ikke i noget som helst Forhold til Anstrengelserne; det vides, at „en Bygning ved Havnene blev ramt," og de eneste Ofre skal have været seks svenske Krigsfanger, som sad og spillede Kort, og som blev i den Grad pulveriserede, at man kunde nøjes med to Kister at begrave dem i. løvrigt var der kun en halv Snes saarede. Det fortælles ganske vist, at en Kone paa Frederiksø ved samme Lejlighed fik Hovedet skudt væk af en Kanonkugle, og at en Efterkommer af hende endnu gemmer denne til Minde om Oldemoderen! — Kommandanten Kaptajn Kohi forsvarede forøvrigt Fæstningen saa flinkt, at Englænderne efter et Par Timers Forløb trak sig tilbage. Ellers findes Fæstningens Navn kun optegnet i Historien, naar den har modtaget Besøg af venligtsindede, fyrstelige Personer, f. Eks. Peter den Store og Frederik VII — fra den ene Yderlighed til den anden.
Siden 1814 har Fæstningen haft det stille og fredeligt og blev fra nu af kun anvendt som Opholdssted for Statsfanger. I 1855 blev den nedlagt som ubrugelig; men Havnen vedligeholdes af Staten som Nødhavn, ligesom Fyrvæsenet, hvis Taarn er bygget oven paa Resterne af „Store Taarn", og Lodsvæsenet stadig opretholdes.
I 1863 inddroges den tilbageværende militære Besætning helt. Jeg vil ikke tro, den har sørget over dette. Bortset fra de to Timers Bombardement, som Øerne var udsat for under Englænderkrigen, havde den i de omtrent 200 Aar, Besætningen laa her, ikke været forvænt med Adspredelser. Og selv om det ikke var de samme Folk, der var indespærret paa denne Djævleø i 200 Aar, maa Tiden have faldet dem nederdrægtig lang! Dette fremgaar blandt andet af, at i Aaret 1809 gjorde 200 Marinere, som havde Station her, ligefrem Oprør og sejlede bort fra Øen over til Sverige, hvor de lod sig indrullere i Dronningens Regiment i Stockholm. Herfra deserterede de dog senere en masse til Orebro, hvor de røvede og plyndrede. Men her blev de adsplittede og mange af dem skudt ved Krigsretsdom. Syv af dem blev senere fanget i København, hvor de blev hængt.
— Som Statsfængsel havde Øerne iøvrigt været benyttet, længe før Garnisonen blev trukket bort. Blandt de prominente Folk, som sad her, kan nævnes Præsten Peter Chr. Piper, der for „uchristelige Gjærninger" blev fradømt sit Embede. Han førtes hertil i 1731 og sad her til sin Død 1749. En anden Præst, C. F. Gerlach i Rye, transporteredes hertil i 1747; en Advokat Schade fra Altona delte Skæbne med disse, ligesom den sindssyge Dr. med. P. Fabricius, som sad her fra 1775—79. Mest bekendt af dem alle blev Dr. J.J. Dampe, som sad i Statsfængslet her fra 1826—41, efter først at have tilbragt 5 Aar i Kastellet, fængslet for Højforræderi og først dømt til Døden, men senere „benaadet" med livsvarigt Fængsel. Som Præst i København havde han taget Del i „en politisk Sammensværgelse mod Kongemagten", som det hed — en Handling, hvis Omfang og Betydning i Virkeligheden var saa ringe, at han nu til Dags havde klaret det med en Pengebøde. Frederik VII benaadede ham helt ved sin Tronbestigelse og gav ham yderligere en lille Statspension til 1857, da han døde i København 67 Aar gammel. Paa Ertholmene var han afholdt for sit venlige Væsen, og hans Popularitet øgedes blandt andet ved, at han til Kommandantens Frues Fødselsdag forfattede Lovsange, der blev sunget af Øens Smaapiger. Stakkels gamle Ørn, som tæmmedes i Buret ...
Skal jeg opgive disse Skærs Størrelse, vil jeg ikke gøre det i Tønder Land eller Hektarer, det vilde klinge for pauvert. Bedre er det at sige, at Christiansø er 710 m lang og 430 m bred, Frederiksø 440 m lang og 160 m bred, og at den ubeboede Græsholmen omtrent har en Mellemstørrelse. Foruden disse findes en Del smaa Skær, af hvilke de største er Tat, Vesterskær og Østerskær, foruden en Mængde større og mindre Stenbrokker, der rager op over Vandet. Tat har for Resten opnaaet historisk Berømmelse derved, at Prins Frederik Carl Christian her i Aaret 1833 sammen med sit Følge spiste sin medbragte Frokost.
— Mens Baaden stilfærdigt vugger paa sin Vej nærmere mod Øerne, vil jeg referere det sidste af hvad jeg ved om dem, inden jeg betræder dem. De sorterer under Marineministeriet, og der findes en Forvalter, som varetager Toldforretningerne, en Præst som ogsaa er Skolelærer for de 12—14 Børn, Øerne kan opvise, en Læge, en Kirkesanger, som desuden er Gymnastiklærer, samt Fyrpersonale og Lodser. De almindelige Beboere er Fiskere, og deres Antal varierer ret hyppigt, men ligger i Almindelighed omkring et Hundrede Stykker, fordelt paa begge de større Øer.
Af den Mængde Bygninger, som delvis var knyttet til Fæstningsanlæget, findes endnu paa Christiansø det nederste Stokværk af „Store Taarn“, der er Fundament for Øens Fyr, og som indtil 1821 tjente som Kirke, da det afløstes af den nuværende, der oprindelig var bygget som Smedje, men blev omdannet i det nævnte Aar og endelig ombygget i 1852, da dens Anvendelse ændredes under højtidelig Indvielse af selve Biskop Mynster. — Desuden er der den tidligere Kommandantbolig, Magasin, Kasernebygning, Forvalterbolig o. s. v. — Det smukke „Lille Taarn“ og det hæslige tidligere Statsfængsel paa Frederiksø ikke at forglemme. Endelig har de to Øer jo hver sin „Gade“ med rigtige Menneskeboliger, som forøvrigt ogsaa findes spredt enkeltvis uden for Gaderne; men det kan jo ikke være noget overvældende Antal Boliger til de godt og vel 100 Mennesker, som har tilhuse herovre. Øerne har naturligvis Kirkegaarde, hver sin endda; der har endogsaa tidligere været én paa Græsholmen, men den er nu uden Tilgang af nye Indvaanere.
Havnen dannes af den naturlige Revne, der skiller de to Klippeøer fra hinanden i Retning Nord—Syd, endnu en fortrinlig Nødhavn, hvis sydlige Del er 14 Fod dyb, og som kan benyttes under alle Vejrforhold. Tværs over den er Øerne forbundet ved en 30 m lang Jærnhængebro, som i 1912 afløste den gamle Flydebro af Træ.
Ja — det var saa omtrent alt, hvad jeg paa Forhaand vidste om Ertholmene, før jeg saa dem. Og det var jo ikke netop dette, som fristede mig til at tage derover. For hvad kunde der vel være tilbage af Landskab efter denne Behandling gennem to Aarhundreder!
Allerede længe før Baaden naaede ind, opdagede jeg, at hvad der ovre fra Bornholm ved Solnedgangstide havde lignet en lang, gult lysende Klint, var det mægtige Pakhus lige ved Havnen. En Medrejsende bemærkede, at det ikke var saa underligt, det skinnede saa langt væk, da det jo stammede fra Øens Glansperiode. Jeg smed ham ikke overbord; og jeg beretter kun dette for at vise, hvad Folk kan komme til at sige, naar de er bange for at blive søsyge.
Saa gled vi ind i Havnen og fortøjede ved Kajen.
Overraskelsen over Synet af dette Sted ramte mig øjeblikkelig. Blot paa et Par Hundrede Meters Afstand virker Øerne endnu som de yderste Forposter i en svensk Skærgaard — de samme gulgraa, matte Farver, blandet med sorte, røde og grønlige Toner, hvor Søen har naaet at vaske Stenene. Men naar man kommer dem helt nær, hører denne Lighed op. Den ensartede døde Tone opløser sig i Hundreder af spillende Farver. Blomster, Urter og Buske klæder den haarde Klippe i en overvældende Vrimmel, pragtfuldere fordi den raa Baggrund overalt skinner igennem.
— Tæt ved Nordenden af det gamle Fæstningspakhus, der som en Noahs Ark ligger strandet paa Kysten, gaar en Sti op mellem Klipper og lave Fiskerhytter — ikke altid nemme at skelne fra hinanden, da deres Farver omtrent er de samme bag det tætte Løvværk, som omgiver dem. Denne Sti har jeg aldrig før eller siden set Magen til. Her bliver Sammenligningen med andre Skær-gaarde helt meningsløs — for dette er jo Syden.
Men denne Blomsterrigdom i Haver og paa Veje, denne frodige Bevoksning, der klæder og hænger ud over alle Mure, denne Farvepragt — den er alligevel anderledes end Sydens, thi den er baade stærkere og dristigere. Dette friske, straalende Grønne i Græs og Buske, denne dybblaa Himmel og Havets skummende Brænding — det er Nordens Farver! Blomsternes Mængde blander sig deri og giver det hele en dyb og fin Harmoni, et Præg af Middelhavskyst. Det er Syden og Arktis, som mødes paa dette Sted!
Vi var tavse af Lykke, vi som for første Gang betraadte denne Kyst og ved hinandens Side skred op ad den lille Klippesti, som er omgivet af ældgamle Haver, og paa hvis Grænse under de blomstrende vilde Roser og Hyld, frodige blegviolette Baldrian, straalende gule Stenbræk og alle mulige andre vilde Urter klæder den haarde Grund.
Efferhaanden som vi kommer op paa Øens lave Højder, aftager Frodigheden sammen med Menneskeboligernes Antal, men uden at dette formindsker Stedets Skønhed. Det er heroppe ikke alene den vidunderlige Udsigt over Havet, som fanger Øjet, men — hvad man mindst af alt skulde have troet — de gamle, forfaldne Fæstningsværker, som paa henrivende Vis smykker selve Landet. Overalt paa den haarde Klippegrund finder vi smaa Ferskvandsdamme — Guderne har ikke helt glemt dette Sted, men endogsaa skabt Betingelser for, at de vilde Fugle og selv Mennesker kunde slaa sig ned her — selv om de sidste har været sendrægtige til det. Ikke mindre end 22 Smaadamme findes her i Klipperne, deraf de 20 paa Christiansø, den lille Frederiksø har maattet nøjes med 2. Naturligvis hænder det om Sommeren, at mange af disse Damme udtørres, ja undertiden dem alle paa én eneste nær. Denne, som man bestandig med Held kan ty til, har de troskyldige Beboere givet Navnet „Guds Forsyn"! Selv i de hedeste Somre tømmes den aldrig.
Denne lille sorte Sø, der ligner en bundløs Brønd, er henrivende smuk, indrammet af stejle Klipperande. Den findes lige i Nærheden af „Coucherons Batteri", og dens Overflades Udstrækning er ikke mere end 10 x 20 Meter.
Overalt heroppe, selv paa de barskeste, mest isskurede Klipper, følger Smaa-blomster os, hvor vi gaar, Engelskgræs og Margueriter pipper ud fra hver en Revne. Muld findes'i Virkeligheden overalt, hvor Klippen aabner den mindste Mulighed for dens Tilstedeværelse, Græs bider sig fast allevegne, ja selv paa de store Flader over Klippebunden findes hist og her helt frodigt Grønsvær. Det er paa Tide at faa aflivet den gamle Skrøne, at al den Muld, som findes paa disse Øer, er ført hertil ovre fra Bornholm — det vilde simpelthen være umuligt at gøre dette. Det er sandsynligt, at der i sin Tid er ført nogle Skibslaster Jord herover for at pynte paa Embedsmændenes Haver, og at det har givet Anledning til denne Overdrivelse. Selvfølgelig har Øerne ligesom alle andre lignende Skær selv dannet sig Muld lidt efter lidt; de har jo haft Tid nok til det, siden Istiden trak sin Hætte bort fra dem. Tænk blot paa Græsholmen i denne Forbindelse, hvem har ført Muld til den? Og dog vrimler den af Græsser og vilde Urter overalt, ja endog Buskvækster findes her. — A propos Græsholmen mindes jeg en Historie om, at Præsten paa Frederiksø engang holdt en Ko paa Græs derovre; det kloge Dyr svømmede hjem tværs over „Taarnrenden" til Frederiksø, hver Gang det trængte til at malkes, og vendte tilbage til sin Græsgang, naar dets Yver havde fyldt Spanden!
Koen er blevet historisk, fordi den, naar Sælhundene undtages — og maaske en enkelt almindelig Hund og Kat — er det eneste Pattedyr, som har haft Tilhold paa Øerne. Der gaar rigtignok Frasagn om, at en Fritte (et lille Rovdyr i Slægt med Ilderen) engang er spadseret over Isen hertil fra Sverige, og at det ravgale Dyr efter denne lange Vandring var saa træt og forkommen, at det blev skudt i et Hønsehus straks efter Ankomsten. Det eneste, det fik ud af det, var at blive udstoppet, og det naaede saaledes aldrig at danne Skole og finde Efterfølgere. Efter Sigende findes der Børn paa Øerne, som aldrig har set en Hest.
Paa Øens Østside, det allerøstligste Danmark, ligger det af vældige Kampestensmure indesluttede „Bjelkes Batteri". Ydermurene gaar iøvrigt hele Øen rundt et lille Stykke inden for Kysten. Det kolossale Fæstningsanlæg maa have kostet uhyre baade af Arbejde og Penge — som man nu bagefter véd til ingen Verdens Nytte. Men for saa vidt er det godt, at det er blevet gjort, som det fremhæver Øens Skønhed. Disse umaadelige Kampestensmure, hvis vandrette Linjer bestandig skærer Klippernes ofte lodrette Flader og Fald, er af en ejendommelig og pragtfuld Virkning. Jeg har ingensinde før set Menneskeværk falde saa fuldkommen harmonisk sammen med den rene Natur. Heroppe paa „Bjelkes Batteri", hvorfra man kan overse en Mængde af disse svære Forskansninger, der højt eller lavt, men bestandig horisontalt gaar paa tværs af Klippernes lunefulde Hævninger og Fald, her har man samme Følelse af fuldkommen Harmoni, som nede mellem de smaabitte Huse og store Kaserner, hvor Naturen overalt har smyget sig ind over Menneskeværket og klæder det.
Faa Ting har jeg set i mit Liv, der hører sammen som Klippen og disse gamle Fæstningsmure.
Smaa og store Krudtmagasiner fra Befæstningens Tid ses endnu overalt, I „Bjelkes Batteri" er et saadant anvendt til Beboelse — det er det østligst liggende Hus i Landet. Den enlige Frue, som bebor det, kaldes af Befolkningen herovre „Danmarks østligste Dame". Betegnelsen følger hende, selv naar hun bevæger sig bort fra Stedet og ikke svarer til Pladsbestemmelsen. —
Smukt er her overalt. Fra „Hertugindens Batteri" har man et herligt Syn over den yndige Dam, som kaldes „Salomons Brønd", og mod den prægtige gamle Præstegaard, der spejler sig dybt i Dammens Vand mellem et Væv af Vandranunkler. Præsten har ikke mindre end 3 Haver at promenere i, naar han laver sine Prækner — foruden hele Øen!
Lige Nord for Øens Kirke er maaske dens smukkeste Sted, hvor man i Forgrunden ser de uregelmæssige Klippeblokke med Buske og vilde Urter, derefter den svære Fæstningsmur med dens haarde, lige Linjer, og bag denne Vandet, som skiller Stedet fra Frederiksø, hvis „Lille Taarn" med dets spidse Hat lige netop naar op over Horisonten. Bag dette igen Græsholmen, hvorfra der lyder et bestandigt, tusindstemmigt Skrig af de ynglende Maager, der i uhyre Sværme svæver over den stenede og græsgroede Holm. Og allerbagest det vide Hav med Bornholms Kyst blaanende i Kimmingen — det eneste Land man kan øjne.
Jeg har aldrig hørt et saadant Leben fra nogen Fugleholm i Landet som fra Græsholmen. Hele Luften vibrerer og skælver af Maagernes Skraal, ustandseligt. Det er et fuldkomment Fuglehelvede, i al Fald for andre end Maagerne, som holder alle mindre Arter borte ved simpelthen at æde deres Æg og Unger. Kun Ederfuglen kan klare sig her foruden enkelte Alke, Tejster og Lomvier, hvilke Fugle ogsaa ruger herovre ligesom den sjældne Sildemaage. De stilfærdige Ederfugle, som ses alle Vegne langs Skærenes Kyster og ror i hele Kolonner inde i Havnen, er blevet en Turistattraktion, som hører med til Billedet af dette Sted. De er naturligvis fredede, og Beboerne har en lille Biindtægt ved at plukke dem for Dun to Gange i Rugetiden og én efter at Ungerne har forladt Reden. Skønt Trækfugle er de blevet en Slags Husdyr herovre. — Maagerne har det forøvrigt ikke altid selv for godt, idet deres uhyre Antal skaber Hungersnød i Kolonien paa Græsholmen i daarlige Sildeaar, og Masser af Unger dør ynkeligt af Sult. Foruden de nævnte Fugle søger mange forskellige Slags Ænder Holmene, og saa godt som alle nordiske Fuglearter passerere Stedet under det store Træk. To Gange om Aaret — naar Turisterne lader Holmene i Fred, og de faa Beboere trisser rundt i Stilheden, da svinger dette Tidens store Pendul hen over de ensomme Øer, hver Art med sin Røst hilsende Kravlet dernede paa Stenskærene. Forbi — forbi!
Paa Græsholmen findes der Rester af en lille Kirkegaard, hvis sidst tilflyttede Beboer er en Kommandants Hustru, som begravedes her i 1812.
Ad Broen mellem Søndre- og Nordre-Havn gaar man over til Frederiksø med det prægtige „Lille Taarn", der modsætningsvis til „Store Taarn" paa Christiansø endnu staar i sin oprindelige Skikkelse og er et morsomt lille undersætsigt Bygningsværk, der synes at have haft de bornholmske Rundkirker som Forbillede. — Det er noget rent Pølsesnak, hvad enkelte Værker paastaar, at Taarnet er af Sten helt op til dets øverste Spids. Det kegleformede Spir er og har altid været af solidt Bjælkeværk, som er spaantækt helt op til Vindfløjen.
Naar man kommer til Taarnet sydfra ad den lille Holms mærkelige, maleriske Gade med den mægtige, dybe Rendesten i Midten, med de toppede Brosten og gamle, rustne Skibsankre ragende op af Grunden, og det ses indrammet af de lave, uregelmæssige Husrækker med fremspringende Trapper, virker det som fuldkommen Middelalder.
Øen, som forhen kaldtes Boeholm eller Bukholm, men nu af de Indfødte mest benævnes „Lilleøen'*, har af andre Bygninger foruden Fyret Statsfængslet, bl. a. bekendt for at have huset den førnævnte Dr. Dampe, som sad her i 15 Aar og i hvis Celle, som er fredet og forevises for Besøgende, der hænger et Billede af denne stakkels Fange. De øvrige Celler anvendes som Oplagssted for Fiskeredskaber. Fængslet er en skummel, firkantet Bygning med svære Mure og Tegltag, næsten kubisk virkende i sine Forhold og overordentlig uhyggelig og afskrækkende, ikke mindst i de snævre, mørke Rum, som har været de ulykkelige Fangers Opholdssted. Af andre virkelige Seværdigheder har Øen langs Vestkysten en kolossal Stenmur med enkelte Batterier, Rester af den gamle Befæstning. Bag nogle forfaldne Hytter findes en Kirkegaard fra Koleratiden, hvor alenhøje Brændenælder, Skarntyder og andet Ukrudt gror stolteligt hen over de gamle Grave og næsten helt har udslettet ethvert Spor af dem. Bag „Sehesteds Bastion** ses endnu Rester af Haven, som hørte til den ældste Præstegaard paa Stedet, der senere blev brugt til Fattighus og endelig er nedrevet. Kirkegaarden har Minder fælles med „Lille Taarn“, idet de Kadavre, som blev begravet her under Epidemien, kom fra Taarnet, der i denne Periode anvendtes som Lazaret.
— Død og Forgængelighed overalt hvor man vender sig herovre!
Men prøv bare paa at tale til en af de Indfødte, som færdes i de gamle Gader eller ved Havnen, saa vil du møde samme storslaaede Smil, som du genkender fra de rigtige Bornholmere ovre paa Moderøen, hans Replik vil have samme Frejdighed og bunde i det samme Humør. Fiskerne her synes at være af samme solide Støbning som Fællerne histovre, maaske lidt „tungere i Slawet**, med endnu mere Drøn i deres Færd. Stærke, oftest skægløse Ansigter med storslagne Træk, og nogle Hænder, i hvilke en almindelig Rorpind maa syne som en Tandstikker. — Man kunde misunde de Embedsmænd og det Par Kunstnere og Forfattere, som har slaaet sig ned her og levet mellem disse Folk i Aarevis. Hvor maatte især en Vinter paa dette Sted være mærkelig og herlig!
— Efter Vandringen paa Frederiksø er det trods alt en Lettelse at vende tilbage til den større, landskabeligt langt mere afvekslende og i enhver Henseende interessantere Christiansø, hvor Naturen er saa broget, at man ikke skulde tro det muligt paa saa forholdsvis ringe en Plet. Hundreder af forskelligartede Skønhedsindtryk skifter med hinanden paa denne lille stenhaarde Ø, hvor Natur og Menneskeværk har indgaaet saa skøn en Forbindelse. Hvor findes der vel indenfor eller udenfor vore Grænser noget lignende! Smaadalenes og de smaabitte Søers lune Idyller sammenlignet med de barske, øverste Klippeflader, der er slebet af Gletscheren, skurede og glattede, med Revne ved Revne og med Græs og vilde Blomster i Tusindvis. Og gaa saa herfra for at øge Modsætningen ned og se de frodige Figentræer, som staar i Række nær ved „Bella vista**, og hvis Frugter modnes i varme Somre, der her kan være fuldkommen tropiske — grundet paa at Klipperne indsuger Solvarmen og bevarer den Natten igennem. Naturligvis kan til Tider en regnfattig Sommer blive skæbnesvanger for alle Vækster her paa denne haarde Grund. Bestandig Omskiftelser, ingen Tryghed — men er det ikke godt!
Jeg er gaaet op paa de øverste Højder for at tage et sidste Farvel med Øen. Rundt om mig ligger de gamle Fæstningsvolde i den sene Eftermiddagssol, bag dem Skærene og yderst det opalfarvede Hav milevidt til alle Sider, uden Grænse. Kun i Vest anes Bornholms Kyst som en mørk Linje og vidner om, at „Øen“ herude ikke er det eneste Land paa en død Klode.
Hvor besynderligt her er! Jeg maa mindes Grønlandskysten — det eneste, som kan sammenlignes med dette. Vist saa — den var langt mere storslaaet, vældigere, mere øde, dens Dyreverden mærkelig og skøn; alting deroppe vil bestandig være uforglemmeligt for mig. Men dette Sted har én Ting forud for denne fjerne Kyst, hvor jeg levede mere end to Aar af min Ungdom — det er dens uendelige Charme. Den er uforlignelig.
Men ligesom Grønland er dette dansk Land! Hvor er vi rige.....
Solen daler langsomt, og Skyggerne bliver lange. En af de gamle, vældige Kanoner lægger sin Slagskygge hen over Sten, Græs og Blomster, pegende mere og mere mod Øst. Dens brune Jærnside er endnu lun at føle paa, hvor Solens lave Straaler rammer den. Jeg læner mig op ad Kanonens haarde Krop, lægger mig godt tilrette og har det rart. Saadan en fredelig gammel Kanon — kan man hvile sig paa noget bedre ? Den har for længe siden talt ud, det er mere end hundrede Aar siden, den sagde sit sidste spydige Ord. Nu fører den ikke engang løs Tale mere, den er blevet helt stille, er saa at sige blevet kneblet. For ud af dens Mund, der før spyede Ild mod Engelskmanden og jog ham væk fra Kysten, dér gror nu et Væld af vilde Blomster, en broget Urtekost med Rod i den Jord, som Vinden har ført ind i det mørke Svælg.
Blomster i Kanonens Munding! Er det ikke dansk — et Symbol paa vort lillebitte, elskelige Land, saa fredeligt midt i en Tid af Rædsel og Blod, i en Verden, hvor alle andre Folkeslag ligger paa Spring for at ødelægge hinanden.
Vi bliver os selv lig, til Trods for, eller maaske paa Grund af alle Genvordigheder og Farer.
— I en af de dejlige københavnske Parker staar en Broncestatue af Pallas Athene, som holder sin Hjelm i Haanden. I Hjelmen har en Graaspurvefamilie bygget Rede, den befinder sig som hjemme dér, hygger sig paa det bedste. Dens Medlemmer gasser sig og tænker ikke paa Pallas’ farlige Ugler.
Men hvad gør det egentlig, at vi finder Graaspurve i Pallas Athenes Hjelm, naar Uglerne dog ogsaa trives her, og naar vi har hjemme i et Land, hvor der gror Blomster i Kanonernes Munding.