EGHOLM
Natten mellem 17.—18. Maj afløste det ene voldsomme Regnskyl det andet.
Stormen peb hen over Havnen. Om Morgenen klarede det noget op af Sydøst og Blæsten flovede. Vi startede fra Aggersø og gik op under Egholm, hvor vi ved Titiden ankrede op i Bugten paa Øens Sydøstside. Men undervejs hertil opstod en ny Storm af Vest, og vi var glade over at naa ind i Læ af Øen mens Legen var god og faa Ankeret ud inden Vejret kulminerede, og herinde fra saå vi en Mængde Fartøjer komme sønderfra og ty ind under Aggersø af Frygt for Stormen; rimeligvis har deres Barometre advaret dem. —
Snart tager Uvejret til, Blæsten piber og hyler, og Havet bliver isengraat med krappe Søer. Det er koldt, saa jeg knapt kan holde paa Blyanten mens jeg skriver, og min Næse drypper. Det er saamænd haardt at være Sømand — og idag er det den 18. Maj! Kl. 11 om Formiddagen har vi + 7° Reaumur i Kahytten, saa udenfor er der næppe mere end 3—4! Vi er glade for vore fortrinlige Ankergrejer, for Stormen stiger mere og mere og Havet begynder at ryge. Men vi har 20 Favne 3/g“ Kæde mellem os og et svært Anker, og det fjedrer jo ganske godt!
En halv Time senere kommer en Galease sønderfra og forsøger at ankre op inde under Land i Nærheden af os. Det mislykkes, og vi ser den drive af side-længs og slæbe Ankeret efter sig ud fra Kysten. Først da den hiver begge Ankere og faar alle Sejlene ned lykkes det for den, den svajer endelig rundt og ligger fast. Men da er den kommen 200 Favne agten for os ud i Beltet og ligger og hugger i Søerne.
Vi kan ikke ro iland mod Stormen, men maa slaa os til Ro foreløbig. En Kop skoldende The kvikker os op og sætter Temperaturen i Kahytten op fra 7 til T/a0 — saa nu kan vi jo sagtens!
Kl. 1 flover Blæsten, og da det samtidig klarer op ror vi ind til den lille Landingsbro, hvorefter vi gik en Tur hele Øen rundt langs Kysten.
Egholm er den nordligste og mindste af de tre Søsterøer, kun 170,3 Tdr. Land stor. Den adskilles fra Aggersø ved et Fladvand paa et Par Hundrede Meters Bredde, Egholms Vejle, som ikke er dybere end at det daglig befærdes med Køretøjer. Mod Øst skilles den fra Sjælland ved det her kun 3 km brede Aggersø Sund.
Ligesom Aggersø og Omø hørte Egholm (i Jordebogen „Ekholm") i sin Tid under Kansleren Johan Friis til Borreby og har senere skiftet Ejer sammen med disse Øer lige til den nyeste Tid. Den mest kendte af dens senere Ejere er Otto Møller, som residerede her fra 1852—95. Han var en ejendommelig Personlighed og er kendt bl.a. som en ivrig Dyreven, som gjorde sig megen Umage med at frede Øens Fauna og især med at skaffe Fuglene saa gode Livsbetingelser som muligt. En Proprietær Qvistgaard købte i 1895 Øen af Møller, men solgte den allerede i 98 til Højesteretssagfører Octavius Hansen, Overretssagfører Viggo Lachmann og Direktør Herman Heilbuth, som siden har haft Sommerophold paa Øens Villa og holder en Forpagter til at drive Landbruget. Foruden Villaen med Forpagter-gaarden findes endnu et Par Boliger paa Øen, saaledes har Dr. Rubow, der har skrevet en Bog om Stormmaagerne paa Stedet, et Træhus liggende paa Nordvestsiden, og Octavius Hansens Enke et lignende Hus i norsk Stil paa Nordøstsiden. Antallet paa Beboerne veksler da stærkt med Aarstiderne; om Vinteren er som Regel de faa Personer, der hører til Forpagterfamilien, ene paa Øen.
Egholm bestaar geologisk af to stærkt adskilte Dele, en nordlig som er den højeste og ældste, og en sydlig, der er betydeligt yngre og bestaar hovedsagelig af hævet Havbund, som endnu danner ganske lave Strandenge, gennemskaaret af mange Laguner og dannende et uvejsomt Terræn, hvorover der kun hist og her hæver sig lave Diger med en Sti paa. Længst mod Syd forløber Strandengene i en spids og sandet Odde ud langs med Egholms Vejle.
Af Øens ældre Del er henimod 40 Tdr. Land under Plov. Men her findes det seværdigste ved hele Øen, dens pragtfulde og ejendommelige Smaaskove. Den største og mærkeligste af disse ligger paa Vestsiden omkring Hovedgaarden „Villaen" med dens Forpagtergaard. Den er kun godt en Snes Tdr. Land stor, men rummer indenfor dette ringe Areal saa megen Afveksling, saa mange Skønhedsværdier og saa herlig en Fauna, at kun faa langt større Naturskove i Landet — for ikke at tale om de forstdrevne, hvorfra næsten alt naturligt Liv efterhaanden forsvinder — kan holde Maal med den. Det er besynderligt at komme fra Sydenden, der kun rummer det sædvanlige Landskabsbillede som de aabne, øde Strandenge fremviser, og ind i denne underlige Skov. Man maa vestfra være kommen ind over Nordsjællandskystens aabne, vide Sandflader ind i Tisvilde Hegn for at kunne forestille sig, hvorledes Væksterne her arter sig. Men her har man det meste af, hvad disse vældige Arealer frembyder, saa at sige samlet i en Nøddeskal. Hvad Tisvildeskoven viser af Væksternes Kamp mod Klimaet over en Strækning af én til to Kilometer, den samme Skala gennemløber man her paa knapt et Par Minutters Vandring — fra den yderste Kyst, hvor de vindhærgede Tjørne ligger fladt i Sandet, avet af Vestenstormene, og hvor kun Stormmaagerne staar paa stive Vinger over Brændingen, ind til Skovens Dybder, hvor Nattergalen slaar i Læet under de frodige Eges og Bøges Skygge.
Sydfra kommer man hertil langs Stranden forbi nogle Forposter af vejrslagne Ege, hvis Mage jeg aldrig har set, end ikke i den berømte „Troldeskov" ved Tisvilde. De staar lige paa Strandens yderste Bræm nær Havstokken og er saa hærgede af Vestenvinden, at de bogstaveligt kravler henad Jorden; deres Stammers Overflade er sandblæst og saa haard som Glas, med en mærkelig Halvglans som gammelt Rav. Forbi disse Blænkere naar man selve Skovens Fortropper, hærgede i en Trediveaarskrig mod alle Kejserens Tropper — Storm, Frost, Knog, Saltfog og Saltflod, og med en synderlig ringe Sold fra den sandede Jord. Men det er gaaet dem som i Sangen:
— -— da faldt den første Række, men efter den de andre kom og de var lige kjække!
Det er arrede Karle, som staar her i de forreste Geledder, men de staar! — som Jyder og Kulsviere stod ved Sankelmark. Og de redder hele Arméen bag sig. —
Knapt 100 m indenfor den aabne Strand er man i den fuldkomne Skovidyl, hvor mægtige Stammer veksler med frodig Underskov, og hvor kun hist og her en gammel, flerhundredaarig Egekrop endnu vrider sig ved Mindet om, hvad den i sin Ungdom har været med til, da den tjente mellem de yderste Forposter. Spredt mellem Egene staar Bøg og Ask, Lind og Naur og frodige Elme, og i Underskoven Tjørne og Slaaen, i hvis Læ vi finder Bregner, Storkonval, Skovløg, Skovviol og Lærkespore, Brændenælder og Gærdekørvel, hulkravet Kodriver og Flokke af Anemoner.
Fra de aabne Marker med de enlige Viber og fra den barske Strand med de skrigende Stormmaager er vi havnet i en Idyl med Lyde af alle Sangfugle. Herinde, hvor Svalernes Hær kredser over Træernes høje Kroner, synger Stær, Drossel og Solsort; her smutter Gulspurv og Blaamejse mellem Tjørnene, og Stenpikkeren søger herind paa Visit ude fra Digerne paa de aabne Enge. En Tornskade skræpper fra en blomstrende Slaaenbusk. Bogfinke, Havesanger, Løvsanger, Gærdesanger, Munk og Gulbug blander deres Stemmer mellem hinanden til en bestandig rislende Melodi, og gennem dens sagte Brusen høres pludselig Nattergalens dybe Klunk — et Tonedryp, der er som Sølvmønters Fald i Fontana Trevi.
Herinde glemmer man Stormen og Kulden, her er Foraaret i fuld Gang. Solen, som engang imellem falder gennem Skyernes Rifter, rammer med sine Straaler en nysudsprungen Krone med lyst Bøgeløv og farer hen over de knudrede, hundredaarige Egestammer og Anemonernes gule og hvide Flok ved deres Fødder.
Ogsaa den lille Skov paa Nordenden er værd at se, men er dog langtfra saa smuk eller ejendommelig som denne. Foruden disse gamle Skove ligger paa Østsiden en mindre Plantning, hovedsagelig bestaaende af Naaletræer, i enhver Henseende de to andres diametrale Modsætning.
Fra Skoven gaar vi østerud over Nordlandets aabne Flade til Kysten paa den anden Side. Terrænet naar paa dette Sted kun 1 m’s Højde, og man forstaar, at den lille Ø under Stormfloden 1872 blev næsten helt overskyllet af Havet, over hvilket kun Nordendens 5 m høje Bakke ragede op.
Overalt paa det aabne Land ser vi Stormmaagernes Sværme, men mest ude langs Østkysten, hvor de for Tiden ruger, og hvor de ligger Side om Side i Sandet, paa Rallet eller i Græsset indenfor dette. Ja helt ind over de vide Enge paa den sydlige Del finder vi deres Reder, langs Veje og Stier, paa Digerne og inde mellem Tjørnene — selv i Tjørnenes Top har man fundet dem. Inde paa Pløje-
markerne ruger de i en ganske primitiv „Rede", en lille Fordybning i den bare Muldjord.
Otto Møllers Fredning af Fuglene har medført denne ene Ulempe, at disse Maager er kommen til at dominere altfor stærkt, ja i den Grad har taget Over-haand, at de har fordrevet saa godt som alle andre Arter, der ruger i samme Lokalitet som de. Overhovedet er det besynderligt at se, hvor de udprægede „Maageøer" bestandig er relativt fattige paa alle andre Arter af Svømmefugle og paa Vadere. Ingen kan klare sig for Stormmaagerne, naar disse er stærkt i Overtal. Vi har lagt Mærke til, at den der sidst viger, er Strandskaden; saaledes ogsaa her, hvor vi fandt den som den eneste ynglende Fugl paa Kysten sammen med Maagerne. Maaske er det dens Gnavenhed og dens lange, spidse Næb som i Forening kan skaffe den „en Plads i Solen". —
Førend Stormmaagerne var tilstede i saa forrygende et Antal, fandtes her endnu forskellige andre Fugle rugende i det aabne Terræn, saaledes endogsaa en Klydekoloni og en større Koloni af Hættemaager. Nu er de borte, rimeligvis alle af samme Grund. Ogsaa den store Havmaage har opholdt sig her som Ynglefugl, men er nu forsvunden.
Til Gengæld kan man nu aarlig samle 22,000 Stormmaageæg paa Øen. Fuglene gebærder sig aldeles som tamt Fjerkræ, intet andet Sted, maaske Vresen undtaget, har jeg set dem saa tillidsfulde. Vi passerer dem paa 2—3 Alens Hold, og rejser de endelig fra Rederne foran os, kaster de sig straks igen bag vor Ryg ned over Æggene. De sidder paa Grenene af Tjørne eller Frugttræer langs Stierne og kikker paa os, naar vi gaar forbi.
„Maageøen" kaldes Egholm. Og som „Otto Møllers Fowle" er Stormmaagerne kendt langs Storebelts østlige Kyster og paa Færgerne mellem Korsør og Nyborg. Til Korsør, til Slagelse og helt til Sorø siges de at komme, ja langs hele Sydvestkysten af Sjælland. Bønderne ser dem gærne, thi de fortæller, at de æder alle Oldenborrelarverne; nu er dette jo efterhaanden et forældet Ry, eftersom disse Larver er forsvundne af andre Aarsager. Hos Fiskerne er Maagerne mindre populære, der paastaas, at de ødelægger Rejefangsten, og den Sætning at „en Maage behøver 1 Pot Rejer om Dagen" er almindelig vedtaget som Kendsgerning mellem Rejestrygere.
En anden Paastand om Øens Dyreliv har jeg set citeret og godkendt af en enkelt Forfatter. Det er denne, at „den eneste Vildgaas, der yngler her i Landet, Graagaasen, ruger her paa Øen i hule Træer". Et Fotografi af Dyret i den Situation vilde nok gøre stor Lykke i ornithologiske Kredse. Og det kunde jo i al Fald nok tilvejebringes paa samme Maade, som naar f.Eks. „Dansk Jagttidende" bringer fotografiske Naturstudier efter Fugle som Hejrer, Gravænder og Isfugle efter udstoppede Eksemplarer, der anbringes i en Lokalitet under aaben Himmel, hvor de formodes at høre hjemme. — Der er faa Vanskeligheder, der ikke kan overvindes!
Maleren Knud Kyhn, der i en Aarrække har besøgt Egholm, fortæller at her tidligere har været en Mængde Ugler i Skovene; om Aftenen saa man dem altid ved Stranden i Brynet af den største Skov. Om de er her endnu fik vi ikke at vide, vi saå ingen og kunde ingen Oplysning faa derom.
Egholm er et enestaaende skønt og idyllisk Stykke dansk Natur, paa et ringe Areal findes her saagodt som alt, hvad vor Ønatur kan yde af Afveksling, und-
tagen netop Klinter og stenet Strand. Kun „Villaen” bryder i nogen Grad Stedets Harmoni. Den er opført af Qvistgaard i 1895, og man vilde nemt kunne bestemme den Periode, hvori den er bygget, selv om den havde været noget mindre anmassende i sine Dimensioner. Men den ligger fortrinligt! Glæder man sig ikke stærkt over at se den ude fra Landskabet, saa er det omvendte Syn ganske betagende: Udsigten fra Hovedbygningens øverste Stokværk over de pragtfulde Eges og Bøges Kroner, over de vidtstrakte Strandenge og Havet mod Aggersø eller mod Sjællands Kyst er af enestaaende Skønhed. Det er et Stykke dansk Ønatur, som altid burde bevares.
De nuværende forstaaende og omsorgsfulde Ejere er en Borgen for, at denne Natur vil blive skaanet og fredet saa længe Øen er paa deres Hænder.
Vort Besøg faldt netop paa et Tidspunkt, da Direktør Heilbuth med sin Familie beboede Villaen. Deres Hjælpsomhed og Gæstfrihed mod os var saa stor, og vi benyttede os deraf i en saadan Grad, at Villaen bogstavelig talt blev omdannet til et „Herberge for Søfolk”. — Opholdet i dette indtagende Hjem hører til de Minder fra den skønne Ø, som senest vil gaa i Glemme.
Øens Fauna rummer ingen Rovdyr, brune Rotter, Muldvarpe eller Snoge; men „Mosegrisen” findes her i stort Tal ligesom paa Naboøerne. Af de almindeligste Vildtarter findes en Mængde Harer og en Del Fasaner.
Inde i Villaen staar et udstoppet, fortrinligt Eksemplar af en Kongeørn, som er skudt her paa Stedet for 3—4 Aar siden. Der var to sammen, som daglig i lang Tid afsøgte Øen, og man taalte dem længe. Men da det viste sig, at de hver Dag krævede en Hare til Underhold, blev det tilsidst Forpagteren for meget, og saa greb han Skyderen. Den ene blev skudt, og den anden forsvandt straks efter og har ikke vist sig siden.
Naa — man kan jo ikke give sig til at indrette et Harestutteri for at holde Ørnene til Stedet! Men alligevel — de frelste Harer har været dyre, synes jeg. Overalt i Landet udryddes de jo trods alt. Om det er af Krager, Foxterriere, Fredningsbestemmelser eller Tjenestedrenge, véd jeg ikke. Men det er ingenlunde af Kongeørne.