DYBSØ
Næste Dag er Taagen borte. I fin Vind og Solskin glider vi ned mod den lille Dybsø. Da vi nærmer os Øen letter fra Vandet 2-300 Ederfugle og trækker østpaa. Inde over Land ser vi tusindvis af Stormmaager over Strandengene.
Den ganske smalle Indsejling mellem Dybsø og Svinø Land er højst besynderlig. Løbet er paa det smalleste Sted ca. 70 m bredt og danner en rivende Strøm. Den høje Klint paa Sjællandssiden med de graa Huse og Træskure ned mod det smalle Strømløb har noget fuldstændig skærgaardsagtigt over sig. Det er rammende, hvad vor Skipper sagde, da vi stod ind i Løbet: „Det er akkurat li’som at komme op i Norge!“ —
Lige idet vi lægger til Øens lille Anløbsbro, kommer en Motorbaad ind fra Søen og lægger sig agten for os. Det er Aalefiskere, fire Mand, som har været paa Søen hele Natten, og de er Sønner af „Dybsømanden", som bebor Øens eneste Hus. Det ligger ganske nær ved Broen oppe under Bakken, et pænt lille Hus med en sirlig Have omkring. Fiskerne er voksne Folk, og det er som de gror endnu mere, da vi nærmer os for at hilse paa dem. Det er føre Karle, rene Kæmper at se til et Par af dem. Deres Oljetrøjer er af en Størrelse, saa almindelige Mennesker kan gaa i Telt under dem, Søstøvlerne er som Høkasser at skue! Da jeg veksler Haandslag med dem er det med en vis Forsigtighed. Men den mægtige Næve lukker sig varsomt om min — den er at føle paa som en død Fisk, saa kold og stiv. Karlene er trætte og sultne og skynder sig op til Morgenkaffen. Lad dem ha’ Madro, mens vi ser paa Øen!
Dybsø er lav og langagtig, fra N. til S. ca. 3 km og omtrent 1 km paa sit bredeste Sted. Højest er den ved Enderne mod Enø og Svinø Land, hvor den falder mod Stranden med stejle Lerklinter paa 6 m’s Højde. Medens den midterste Del er bølget med mange Ferskvandsdamme er den nordlige Del flade Strandenge. Den er 239,4 Tdr. Land stor, hører under Vejlø Sogn i Præstø Amt og har i sit eneste Hus 5 Indbyggere.
Den lille Ø’s Historie er naturligvis ikke særlig spændende. Den nævnes i Valdemar II.s Jordebog som „Dyupsø", men efter at have været i Kronens Eje, kom den i Beg. af 17. Aarh. under Gaunø, som den endnu tilhører.
Som de fleste smaa Herregaardsøer, der ligger udyrkede hen, er den henrivende ved sin Uberørthed. Den danner en slaaende Modsætning til de Øer, som er kommen i Bøndernes Besiddelse, og hvor ikke alene den naturlige Plantevækst har maattet vige for Ploven, men hvor Dyrelivet ofte hurtigt gaar sin
Undergang imøde paa Grund af Vanrøgt og Mangel paa Opsyn, hvad der fører ulovlig Jagt og Æggerøveri med sig.
Det er en pragtfuld Fugleø, én af de interessanteste vi har, rig paa Arter af Svømme- og Vadefugle. Omkring dens rigelige Mængde af smaa Ferskvandsdamme og Laguner ruger Masser af Hættemaager, og langs dens Kyster Tusinder af Stormmaager. Desuden er Øen berømt for sin Koloni af Klyder, som desværre er bleven sjældent rugende Fugle her tillands.
Klyderne holder til paa en vældig Flade af hævet Havbund paa Øens nordøstlige Side, som helt er dækket af en Mængde smaa Laguner. Allerede paa lang Afstand faar vi Øje paa Fuglene, som svømmer i Dammene, ivrigt søgende efter Æde. Til Trods for at de er Vadefugle opfører de sig fuldstændig som Ænder, de staar paa Hovedet med Gumpen strittende lodret i Vejret, mens de kratter med Benene for at holde Balancen. Kun paa behørig Afstand faar vi Lov til at se dem paa Vandet, vi maa hele Tiden bruge Kikkerten. De hvirvler omkring sig selv, det opadbøjede Næb peger snart i Øst, snart i Vest. Det er en af de mest adrætte Skabninger, man kan tænke sig, henrivende smuk i sin glansfulde hvide Dragt med den sorte Tegning, en yderst fornem og elegant Fremtoning, en fuldblods Aristokrat at se til.
1 samme Øjeblik, vi rejser os, letter hele Flokken fra Vandet, og fra Rederne i Græsset kommer andre til. Flyvende er denne Fugl et Underværk, Ryglinjen er elegant og levende, svunget som et S, og i Glideflugten, som den hyppigt anvender, er dens pragtfulde Vinger helt tagstillede med Spidsernes kulsorte Fjer dybt sænkede. Hvor er den straalende hvid i dette Solskin mod den dybblaa Luft!
Rundt om i Græsset finder vi Fuglenes mange tætliggende Reder, alle med 4 Æg i, foruden mange enkelte, spredte Æg udenfor Rederne.
En Flok Pibeænder paa et halvt Hundrede jager forbi. En Hare farer ud fra sit Leje under Diget og styrter med Hjærtet nede i Bukserne lige løs paa nogle Viber, der letter med Rabalder fra Marken. En Klire skælder fra en Sten ved Stranden, hvor en Kjove styrer forbi paa brede Vinger og trækker sin Skygge hen over det lysende Grus. En Stæreflok jager over mig paa brusende Vinger — som et Skud. En Præstekrave jamrer i den yderste Skræk for sit nødstedte Afkom, og en 5—6 Dage gammel Vibeunge, der ligner Fandens Oldemor, flygter paa dinglende Stylteben i halsbrækkende Forhindringsløb tværs over Muldskud og alting. —
Ikke et Træ findes paa Øen udenfor den lille Have ved Huset. Og af Buske findes kun én eneste, en forblæst Tjørn, der som den sidste Fjer paa en plyndret Strudsebag stikker ud fra Klinten paa Sydenden.
Ved Hævning af Fjordbunden er Øen i bestandig Vækst østpaa, et Forhold, som er meget almindeligt ved visse af vore Smaaøer, der ligger omgivet af Fladvande. Sædvanligvis er det Østsiden, som vokser, medens Havet paa Grund af de overvejende vestlige Vinde staar med Brod ind paa Vestsiden og her oftest æder af Landet. Snese af vore mindre Øer er blot i Løbet af de sidste hundrede Aar paa denne Maade bleven sammenhængende eller er groet sammen med nærliggende større Øer eller Fastlandet. Landet er paa denne Maade i bestandig, langsom Vækst, især efter at Beboerne er begyndt at hjælpe til ved Inddæmninger og lignende Foranstaltninger. Dybsøs store, østlige Flade er en saadan naturlig Tilvækst, og den maaler henimod 100 Tdr. Land eller næsten Halvdelen af Øens Areal.
Det eneste, som rager op over disse Flader, der er saa jævne som et Billardklæde, er Mængder af gamle, forladte Myretuer. Paa disse gror der som Modsætning til Græsbunden omkring dem nogle Lyngplanter, hærgede af Blæsten, og saa lave og stride som Mos, hvad der giver Tuerne en mærkelig dyster Farve til Omgivelserne. De ligner gamle, forglemte Grave.
Ud fra Øens ellers ganske snorlige Vestside rager paa Midten en vid og flad Forstrand som en Halvø ud i Havet, „Tyresandet“ kaldet, hvor Flokke af Storm-maager idag staar hvilende paa Sandet og lyser imod det azurblaa Hav.
— De lave Skrænter lige Nord for Øens eneste Hus bærer endnu Vidne om, at her i gamle Dage har været Skov paa denne Del af Øen — Jordsmonnet er vrimlende fuldt af Kodrivere og nogle uhyre store Anemoner i Blomst. Huset er bygget og ejes af „Dybsømanden“. Under dette Navn er han kendt videnom, baade inden- og udenfor Godsets Grænser.
Jeg gaar op for at aflægge ham et Besøg og finder ham staaende udenfor Døren. Han er nu en Gubbe paa femoghalvfjerds og er begyndt at fylde lidt mindre i Klæderne end før i Tiden. Men han er endnu Karl for sin Hat! De lange, lige Ben stikker i et Par Støvler med Skafter af fint, blødt Læder, der sammen med den dobbeltradede Jakke over de brede, magre Skuldre giver ham et jægermæssigt Udseende. Men det store, uldne Tørklæde, der ligger i vide Folder om hans tynde, senede Hals, der staar deri som en Støder i en Morter -— den bredskyggede Hat og den korte, forbrændte Snadde, og saa dette Ansigt med den haarde, sammenknebne Mund, som Alderen har givet Underbid, den lange, krogede Næse mellem de sammenknebne, forslagne Øjne, og Huden der ligner et gammelt Æble — alt dette viser Sømanden, Fiskeren. Glansen i de gamle Høgeøjne er næsten slukt, men man fornemmer, at der endnu lurer Ild under Asken, den kan blusse op ved den mindste Foranledning.
Som han staar dér foran mig med Hænderne i Lommerne, ligner han et Afgudsbillede, skaaret ud i Moseeg.
Paa min Hilsen svarer han kort. Saa kommer den ene Haand pludselig op af Lommen og rækkes frem til Velkomst, og han viser mig ind i Huset.
Inde i den rummelige og pæne Stue sidder Skytten fra Godset allerede ved Langbordet, som er dækket til Frokost. Udenfor Døren holder hans Trækvogn aldeles fuld af Maageæg, thi Ægsamlingstiden, som varer fra 1.-—25. Maj, er jo lige begyndt. Skytten er en lille rapmundet Mand med den særlige sjællandske Form for Veltalenhed, og han er en god Mand at møde, naar man vil ha’ udførlig Besked.
Han fortæller, at den planmæssige Indsamling af Stormmaagernes og Hætte-maagernes Æg ikke paa nogen Maade generer Fuglene, men at Koloniens Antal tværtimod Aar for Aar er i Stigning — som Modsætning til Forholdet paa de Mængder af Øer, der ligger udenfor Kontrol, og hvor Gud og Hvermand plyndrer Rederne hele Yngletiden igennem. Maagerne er her bleven en Slags Husdyr, de betaler en bestemt Tribut og kommer til Gengæld under Beskyttelse.
Han siger, at af Svømmefugle, som ruger paa Øen, findes foruden de allerede nævnte Spidsand, Gravand, Skeand og Atlingand. Her ruger en Del Ryler og enkelte Strandskader. Klydekolonien tæller iaar kun 40 Individer, noget færre end ellers. Til Trods for det bidende kolde og stormfulde Foraar havde et Spids-andepar Ællinger af Æggene allerede d. 1ste Maj. For en Tid siden saas et Par Hundrede Bramgæs paa Øen. Her ses i disse Dage hver Formiddag henimod 100 Brunnakker, som gaar og græsser paa den høje Del af Øen. For kort Tid siden saa han en Flodørn (Fiskeørn) kredse over Øen. Ellers ses her nu saagodt som ingen Rovfugle mere, naar undtages Vandrefalken, som viser sig i Træktiderne. — Adskillige af vore egne Rovfugle vilde ellers kunne fouragere ganske godt her, hvor der er en Vrimmel af Muldvarpe og Markmus foruden den brune Rotte. Men disses eneste Fjende er nogle Lækatte, som dog langtfra er istand til at faa Bugt med denne Plage.
— Saa samles Familien om Frokosten. Bordet bovner af gode og solide Ret-ter. Men hvem har sat disse frem — hvor er Husets Kvinder? Et Par Gange i Formiddagens Løb har jeg set et forskræmt Skørt forsvinde i en Hvirvel om Hushjørnet — saa noget rent Jomsborg er Hytten altsaa ikke. Men Hun-Aanderne materialiserer sig ikke siden.
De fylder godt ved Bordet, Dybsøfolkene, som de sidder der Skulder ved Skulder med Armene paa Bordpladen. De klør paa Maden i god Mening. Men kun Gamlingen og Herregaardsskytten faar Dram til. „Drengene** nyder Skibsøl. Da Mætheden begynder at indfinde sig, faar Sønnerne Tid til at fortælle:
For 4 Aar siden kom den gamle sent en Vinterdags Eftermiddag roende alene hjem fra en Andejagt i sin Skydepram, en fladbundet Pram, beregnet til at kunne flyde paa meget lavt Vand. Han var dengang godt 70 Aar gammel.
Fjorden forinden og Havet udenfor var opfyldt af smadret Drivis, og Strømløbet herinde var tætpakket af denne. Midt ude i Løbet kom den gamle i Besæt med Prammen, og Isen begyndte at skrue paa en faretruende Maade omkring ham i den rivende Strøm. Hans ældste Søn, den største af Kæmperne med nogle Hænder som Hvalrosluffer, stod inde paa Bredden, hvorfra han kastede en tyk Line ud til Faderen for at prøve paa at hale ham ind til Bredden. Efter mange forgæves Forsøg lykkedes det den gamle at faa Fingre i Tampen, og mens han nu klemte godt fast om denne med begge Hænder, trak Sønnen til af alle Kræfter — og halede i et eneste Snuptag Gamlingen paa Hovedet ud af Prammen, der kæntrede med det samme. Den gamle, som faldt i til Halsen, forsøgte svømmende at naa ind til Land; men det gik jo kun langsomt, for Isstykkerne var omkring 7, Alen tykke og laa ganske tæt. Sønnen rendte efter en Planke og fandt ogsaa en, som han af alle Kræfter slængte ud i Retning af Svømmeren, men den naaede ikke engang Halvvejen. Løbet er dybt helt ind til Bredden, at komme Faderen til Hjælp var der ikke Tale om. Der var ikke andet at gøre end at lade ham skøtte sig selv. — Og det gjorde han da.
Men da Gamlingen nogle Minutter senere kravlede op af Ballen og endelig stod inde paa Stranden, kobberrød i Hovedet og med Vand og Isstumper drivende ned ad sig og ovenud af Støvlerne — da var han „morderlig ond i Sværen**, sagde Sønnerne.
Den ældste tilføjede, at da han stod alene og raadløs derinde paa Stranden og saå Faderen ligge ude i Grødisen og kratte med Armene som en synkende Hund — da saå det ikke videre morsomt ud, syntes han. Og Gamlingen tilstod, at hvad han tænkte derude var, at nu var han dog vist blevet det ældste, han skulde være!
Men Gubben slap altsaa. Og det blev ikke hans sidste Oplevelse af den Art. Aaret efter var han en Vinterdag gaaet alene til Havs paa Islægget. Og herude, staaende paa den yderste Isrand, skød han til en Flok forbitrækkende Ænder. I samme Øjeblik som Skuddet faldt, knækkede det Stykke Is af, som han stod paa, og han gik helt under lukt Laag med Bøsse og Taske og hele Pibetøjet. Men i det samme fik han af den store, opdukkende Isklump et saadant Skub i Numsen, at han for med Overkroppen et godt Stykke op over den faste Iskant, hvor han øjeblikkelig benyttede Lejligheden og huggede godt fast med Næverne.
Saadan og meget mere fortæller de om den gamle; og han nikker bekræftende af og til, og paa de spændende Steder lader han en sagte Vrinsken høre som Tegn paa Bifald. Han taler ikke selv om sine Bedrifter og behøver det ikke; hans Historie er i gode Hænder hos hans Afkom. Sønnerne er af det rette „Slaw“, og hans Eftermæle er sikret indenfor Slægten.
Den gamle Dybsømand har for egen Regning bygget Huset her paa Øen for godt 40 Aar siden. Kommen herover giftede han sig snart og da Tidens Fylde kom, arriverede den første 12-pundige Dybsødreng, snart efterfulgt af den næste og saa videre. Og fra den Tid af indledes den Række Begivenheder, som skal huskes.
Men hvad han har oplevet dengang, da han var ung og alene og Karl for sin Hat — ja, det er blevet glemt; eller det er blevet Myte. Og det tages ikke frem til Beføling for hvem som helst; det er Slægtens Eje.