De Danskes Land -- Achton Friis

DREJØ

En aarie Morgenstund brød vi op fra Skarø og ankrede op udfor Drejø Landingsbro nøjagtigt en Time senere.

— Morgenens graa Taager er efterhaanden næsten forsvundne for Solen, som nu bryder igennem og allerede gør Dagen hed. „Rylen" ligger paa det blanke Vand nær Stranden og rykker dovent i sit Anker. I vor lille Kahyt er der en saadan smeltende Sommerdag en fuldkommen tropisk Hede; trods kunstig Gennemtræk ved Hjælp af Sejlet som en Tragt over Skylightet, stønner vi dernede af Varme.

Jeg sidder splitternøgen paa Dækket efter et Bad. Inde paa den nære Strand mellem Stenene straaler Strandkarsens graalighvide Blomster, og imellem dem staar ogsaa Cikorien nu i Blomst — blaa Lyn mod de gule, bølgende Kornmarker og mod Karsens perlegraa Klynger. Over det vinblaa Hav ligger endnu fjærnt en ganske lav, drivende Dis, over hvilken jeg i Syd skimter de blaanende Konturer af Ærøs Højder som en Række smaa Fuji-Yama’er. Taagens øverste, flimrende Rand staar med gyldne, røde og blaa Toner, som Dugdraabers Farver; Smaaøers Toppe rager rundt omkring mig op af Disen, røde, hvor de er belyste af Solen, blaa i Skyggen. Luften over dem ligesom klinger af Farvetoner — eller er det fjærne Lærker, som synger! — —

Havet gaar i lange, blide Dønninger, ingen Vind rører sig, kun af og til kruser et sagte Pust fra Syd den blanke Flade. Gennem det fuldstændig klare Vand skinner den rene Sandbund med sine fine Ganeriller op mod mig i skære, gulgrønne Farver, Baadens Skygge falder skarpt derpaa og paa et Par Skove af dybviolette Tangplanter. Et Par Vandmænd trawler med besindige Tag langs Overfladen.

Mellem to af de violette Skove dernede, hen over den gyldne Sandbund, kravler en mægtig Krabbe. Idet den sidelæns bevæger sig over Sandet, ser det ud, som om den hele Tiden høfligt gaar af Vejen for nogen, der vil forbi. — Midt mellem Bunden og Overfladen staar en Stime Tobiser, to-tre Tusinde sølvglinsende Tankestreger. Dønningen løfter dem i langsom Takt alle paa én Gang og sænker dem igen, uden at en eneste skifter Plads i Forhold til de andre. De er besjælede af én eneste Mangel paa Vilje, én stor Ubeslutsomhed. Men lige paa én Gang maa der være hændt et eller andet, som er af Interesse for Tobiser — de er væk i et eneste Glimt, som efter en pludselig, sindssvag Indskydelse er de Pokker i Vold!

Jeg springer i Vandet og svaler mig endnu en Gang. Saa klæder jeg mig paa og gaar iland.

Fra Broen gaar jeg ad den brede Vej op mod Byen, men drejer sydpaa udenom denne og hen til Kirken. Den stakkels Kirke! Cementpudset er den blevet over det hele, et tykt, graat „duppet“ Lag dækker den overalt og skjuler næsten fuldkomment det, som Bygmesteren oprindelig har frembragt. I sin første Skikkelse er den i 1535 opført som et Kapel af Kamp af Øens 13 Gaardmænd. Den udvidedes med et Kor i 1ste Halvdel af d. 17de Aarhundrede og er senere restaureret, sidst i 1875, da den bl. a. fik den skrækkelige Cementpudsning.

Den lille Kirkegaard er mærkelig, ikke saa meget ved sit Ydre som ved sit Indhold. Her mødes de, alle de smaa Øers Beboere, her ligger de fra hele Sognet paa Række og Geled til den sidste Parade: Bønder og Fiskere, Gaardmænd, Hus-mænd, Ungkarle og „Ungpiger“, gifte og ugifte — fra Drejø, Birkholm, Hjortø og Skarø —- ja endog et Par fra Taasinge er kommen til. Skarø har jo nu eget Kapel og Kirkegaard; men der findes dog her „indkaldte" derfra lige til 1891. Over de fleste Grave staar kun simple, hvidmalede Trækors med sorte Bogstaver.

Ad en Vej, der langsomt stiger, gaar jeg op mod Byen. Det viser sig, at denne ligger i 9 Meters Højde — minsandten, ikke ilde af Drejø!

Og saa kommer jeg ind i én af de mærkeligste og bedst bevarede gamle Landsbyer, jeg i mit Liv har set. Gaardene, der er af Bindingsværk, er næsten alle sammenbyggede og ligger mellem hinanden, foran og bag hinanden i et fuldstændigt labyrinthagtigt Roderi, som ikke er til at hitte Rede i. Undertiden er man absolut ude af Stand til at afgøre, om man befinder sig paa Landsbygaden eller paa en Gaards-plads. — Der fortælles, at en jydsk Uldkræmmer engang hjemsøgte Øen, og at han forlod en Gaard med den bestemte Hensigt at begive sig ind til Naboen, men pludselig dukkede op i Gaarden igen. Da han saa de samme Folk, som han lige havde snydt, udbrød han forbavset: „Imen hwa’ — A trowed’, A war kommen herfræ!" — Naar en jydsk Bissekræmmer løber vilds, hvem kan saa holde Sporet!

Saa godt som alle Huse og Gaarde er ældgamle Bindingsværksbygninger, de ældste gaar tilbage til første Halvdel af 18de Aarhundrede, hvad Aarstal paa Bjælkerne ofte viser. Alle er de hvidkalkede med tjærede Stolper; undertiden har de grøn- eller blaamalede Vinduesindfatninger og Døre, og det hele er overordentlig smukt og vedligeholdt. Hvert Aar ved Foraarstid bliver Husene efterset og faar en frisk Omgang Kalk og Tjære. Vinduerne er ofte blyindfattede, Ruderne er ganske smaa og næsten altid irriserede i en Grad, saa de har alle Regnbuens Farver.

Men desværre •— ogsaa her begynder Cementpesten saa smaat at brede sig. Og naturligvis har Byen et Mejeri af skrækindjagende Ydre, et do. Forsamlingshus og et amerikansk Gespenst af en Mølle, hvis Jærnskelet dominerer hele Øen som et Eiffeltaarn.

Men midt inde i den gamle By er man sat mindst hundrede Aar tilbage i Tiden, og det virker ganske løjerligt og naturstridigt pludselig at se en Bondepige fare forbi paa en Cykle!

— I et af de ældste, skønneste og bedst bevarede Huse i Byen bor Sogne-raadsformandens Svigermoder med sin lille Datterdatter. Det er en venlig og meget smuk gammel Kone, som straks opfordrer mig til at komme ind, da jeg nærmer mig. Og jeg finder her det første, ægte gammeldags Bondehjem, jeg endnu har mødt paa disse Smaaøer, hvor ellers det meste Inventar er efter den aflagte Provinsmode fra Firserne: Plyschbetræk paa Sofaer og Stole, Etagerer med grufuldt, tysk Nips og de værste Tapetrædsler paa Væggene — intetsteds nogetsom-helst der tyder paa, at man er i et Hjem, hvor der nogensinde har været Bønder og Bondekultur. Det samme gælder iøvrigt Langeland og med faa Undtagelser Taasinge og Thurø! —

Gulvene i dette Hus er af rødbrændte Teglsten og sandstrøede, Væggene hvidkalkede, Loftet tjæret Træ; rundt paa Vægge og gamle Møbler fandtes skinnende Kobber- og Messingtøj. I den store Gavlstue faldt Solen gennem de smaa, irri-serede og blyindfattede Ruder i alle Spektrets Farver over det gamle Bord under Vinduet. Bordpladen er fastgjort til Væggen og til at slaa ned som en Klap. Rummet har tidligere været Øens Skolestue, og ved dette Klapbord sad Børnene og læste eller skrev paa deres Sandtavler med en spids Pind. Mellem Døren og Vinduet findes endnu den gamle Kværn, paa hvilken man malede Kornet. Denne og de gamle Vinduer er for nyligt erhvervede af en Opkøber. — I Gavlen findes desuden et Bryggers, der ligesom det omtalte Rum har bevaret sin Stil uforandret. De andre Værelser i Huset er en Smule moderniserede, og derinde bor den Gamle.

Udvendig er Huset af overordentlig Skønhed, især Gavlen er fortrinlig; det er i det hele et af de smukkeste Landsby-Bygningsværker, jeg har set, og fortrinligt bevaret til de mindste Enkeltheder. Huset er omgivet af en herlig, gammel Have.

Den gamle Kone var desværre fuldstændig døv, saa jeg maatte opgive at faa noget at vide af hende. Men hun henviste mig til sin Svigersøn, Sogneraadsfor-manden; og mit senere Besøg der kom jeg ikke til at fortryde.

— Gennem den gamle Bys snørklede Gader gaar jeg hen til Præstegaarden. Jeg træder gennem Porten og kommer ind paa en æventyrlig, gammel Gaards-plads med et Par Kastanjetræer saa mægtige, at de overskyggede mindst tre Fjerdedel af den. I Middagsstilheden høres der ikke en Lyd uden af en skrukkende Høne, der hysterisk haler i den Snor, den har om Benet, for at naa hen til sine Kyllinger. Her ser ud, som om lutter Fred og Lykke maa bo i disse Omgivelser, under dette Tag. Om der ogsaa er Velstand tilhuse, er vel tvivlsomt, „Drejø Præstekald" klinger ikke videre fedt!

Præstegaardshaven er saadan, at man roligt kunde forpligte sig til at forelske sig i en hvilken som helst Pige paa 18 Aar, man traf derinde, eller i flere paa én Gang. Desværre fandtes der slet ingen, ikke en Gang den traditionelle Præstedatter og hendes Student. Her var ellers Sceneri til en Hostrupsk Komedie.

Ligesom sin nordvestlige Nabo Avernakø er Drejø en Dobbeltø, sammengroet med sin mindre, vestlige Del „Skoven" ved et Drag (fyensk Drej), et smalt og stenet Rev af omtr. 500 m’s Længde. Dens gamle Navn er „Østræ Draghø", som Modsætning til Avernakø, som kaldtes „Vestræ Draghø".

Øens Form er meget uregelmæssig. Dens største Udstrækning fra Vest til Øst er 5l/a km, fra Nord til Syd 2Va km. Hovedøens nordligste Punkt paa Halvøen Høllehoved hedder „Knappen". Vest for dette skærer en Bugt „Vigen" sig dybt ind i Landet. Paa „Skoven" naar det vestligste Punkt „Nebbesodde" den for disse Egne anselige Højde af 17 m, medens dens Nordspids „Mejlhoveds Odde" er lav og flad.

Paa Hovedøen er de fleste Gaarde og Huse samlede paa Midten ved en Mose, enkelte ligeledes nær den gamle Havn ved „Vigen" paa Nordsiden. Paa Skoven ligger kun 4 Gaarde langs Vejen og enkelte spredte Huse. Øens samlede Areal er 746,5 Tdr. Ld., her findes 82 Beboelser, hvoraf 27 Gaarde, med ialt 310 Indbyggere. Den er Hovedøen i Drejø Sogn, har Kirke og ligger i Svendborg Amt. Øen mangler Søer og Vandløb og er uden Skov, men har frodige Frugthaver om Huse og Gaarde og store Træer i Byen, stynede Popler og Pile langs Vejene foruden enkelte Aske, samt Hyld, Tjørn og Bukketorn ved mindre Veje og Markskel. At der rundt omkring i Vejgrøfterne findes Arum maculatum („Dansk Ingefær) i Mængde kunde tyde paa, at de sidste Skovrester har holdt sig længe paa Øen.

Efter Jordebogen har Øen været rig paa Vildt, her fandtes saaledes baade Hjorte og Daadyr og desuden vilde Stod (,,Hors“), og Øen havde Jagthus, rimeligvis paa Grund af sin centrale Beliggenhed. Herfra kunde de kongelige Jagtselskaber bekvemt komme over til de omkringliggende Smaaøer.

Endnu i 1523 finder vi Øen liggende „under Nyborg Slot til Fadebur"; men snart efter er den kommen under forskellige Herregaarde, sidst under Hvedholm, men kom siden 1807 efterhaanden ved Køb i Beboernes Eje.

Hvornaar Øen i den nyere Tid først er bleven bebygget, vides ikke; men allerede i 1660 findes her en ganske betydelig Bebyggelse, hvad en Synsforretning efter Svenskekrigen viser.

Det ser ud til, at flere af de Sognet tilhørende Smaaholme, som nu er ubeboede, tidligere maa have haft enkelte Beboere. Thi „Provinsialleksikon" for 1830 meddeler, at til Drejø Kirke søgte tidligere Indbyggere fra „Egholm, Græsholm, Gryholm, Hjælmshoved og Molholm" (skal være Mejlholm). — Af disse er Hjelmshoved den eneste, som nu er beboet. — Artiklen tilføjer imidlertid, at nu (1830) findes paa disse Holme, af hvilke Egholm hører under Marstal Landsogn, ikke andre Indbyggere end Fugle og Krybdyr! — Senere har dog Egholm paany i en Aarrække haft nogle faa Beboere.

-— Til Trods for, at Øen er omgivet af fortrinlige Diger, brød Stormfloden i Novbr. 1872 gennem disse og oversvømmede 4/7 af Øen. Da Byen er højtliggende, blev denne imidlertid sparet; men Digerne blev de fleste Steder fuldstændig bortrevne og var overalt beskadigede. Til Sammenligning skal det nævnes, at Hjortø ved den Lejlighed stod under Vand paa 16 Tdr. Land nær, og at Birkholm var fuldstændig overskyllet.

Da hans Højærværdighed Amtsprovst Boegh i Beg. af forrige Aarhundrede besøgte Peder Tommerup, som var Præst paa Drejø, faldt de i Snak med en 80-aarig Kone fra Øen; den venlige Provst sagde til hende: „I Folk bo godt her, og Eders Ø ligger ret paa et ønskeligt Sted!" — hvortil den gamle svarede andægtigt: „Ja, Fa’er! Een Mil til Taasinge, een til Fyen og een til Ærø! — Herregud! at dog Drejø er lagt saadan midt i Verden!" — —

Denne Følelse af at være Midtpunkt er endnu ikke helt forsvunden af Drejø-boens Verdensbetragtning. Endnu den Dag idag kalder han Indbyggerne paa de omliggende Øer i Sognet for „Øboer", som Modsætning til sig selv. Men det er dog ikke kommen saa vidt, at Beboerne her ligesom paa enkelte af de nærliggende, større Øer har faaet en særegen Betegnelse, som f. Eks. „Thurinere" fra Thurø eller „Tøsinger" fra Taasinge. Ligesom Beboerne paa de andre Øer i Sognet maa han nøjes med at faa ,.bo“ heftet til Øens Navn.

Har end dette lille Samfund haft Selvfølelse, saa har dets Tro paa sin markerede Stilling i Forhold til Verdensaltet ikke været parret med Tryghed overfor

Omgivelserne. Den samme Mand fortæller, at naar i gamle Dage Havet omkring Øen var tillagt med Is, gik der her som paa andre Smaaøer i Nabolaget bestandigt om Natten inde i og omkring Drejø By to Mænd med en Tromme, som de bearbejdede skiftevis af alle Kræfter hele Natten igennem. Lad blot Alverden sove — med Undtagelse af Tyve og Ildgærningsfolk derude — her skal vi dog vise disse, at vi er vaagne!

Havet, som ellers kan være Øboen en ildesindet Nabo, er i de mørke Nætter hans bedste Værn — men Isen forvandler det til en Bro, der forbinder ham med alt, hvad der er ham ukendt, lumsk og fjendsk!

I taagede Nætter var iøvrigt den samme Tromme igang nede ved den lille Havn, for at Skibene efter dens Dundren kunde finde det smalle Indløb.

Disse Øboer, som nu er et hartad stavnsbundet Agrarfolk, hvis eneste Forbindelse med Omverdenen er Postdamperen, har gennem tusinde Aar været et bestandig sejlende Folk, blandt hvilke hver Mand var hjemme i sin Jolle. I „Øbo-jollerne" hentede de en Mængde af deres Fornødenheder fra Ærøskjøbing, Faa-borg og Svendborg, og kom saaledes hyppigt til „andre Lande", som de endnu udtrykker sig. Da kendte de saa godt som alle Folk paa Taasinges, Fyens og Ærøs Kyster, hvor Storm eller Stille ofte tvang dem til langt Ophold.

Denne tusindaarige Tradition er først for ca. 30 Aar siden begyndt at ændres; men den er i Løbet af denne korte Tid saa fuldstændig forsvunden, at nu ingen uden de Gamle eller de faa, professionelle Fiskere kan sejle en Baad.

Men længe ansaas det for en Skam at tjene eller bosætte sig udenfor sin Ø ; og Drejøboen forlod først for Alvor sin Fødejord, naar det Tidspunkt kom, da han gik bort fra Alverden og dens Tant, naar han var død. — Og ikke engang da var det saa lige en Sag at slippe væk. Mangen gammel Øbo, og ung med, har Vinteren igennem henstaaet under aaben Himmel i sin Kiste ude i „Drejø Skov", et gammelt Krat, som laa Vesten for Drejet, og ventet paa, at Foraaret skulde komme med Magsvejr og roligt Hav, saa ogsaa hans jordiske Levninger kunde komme over Styx — Farvandet mellem Øen og Ærøskøbing, det nærmeste Sted, hvor der var Kristenjord!

Men alt dette er glemt. Der findes vel næppe nu Folk paa Øen, som har nogen Anelse om, hvor „Drejø Skov", denne gamle Dødens Have, har ligget; ja selv dens Navn huskes ikke mere. Livet forandrer sig her som andre Steder. De Levende gaar paa Langfart med Damperen „Ærø", som en Gang daglig forbinder Øen med Svendborg og Ærøskjøbing — og de Døde finder Hvile i Øens egen Jord.

Men endnu lever paa Øen frygtelige Sagn om, hvad der kunde ske paa Havet. Engang druknede to Smaabørn, som skulde til Kirken og døbes, samtidig med Fadderne og alle de andre, som var med i Baaden, da man var paa Vej til Ærøskjøbing. Ogsaa efter at Kirken er bygget her, har Havet krævet mange Liv fra de omliggende Øer i Sognet, naar man var paa Vej til og fra Guds Hus.

Men det er dog ingenlunde lutter mørke Billeder, Øboen har fra dette Hav. Blandt de mange Fester, hvorpaa Vinteren paa Øen var saa rig, kom ingen paa Højde med Griseslagtningen d. 1ste og 2den November med paafølgende Sejlads til Faaborg. Heri deltog alle Sognets beboede Øer, og den foregik paa bestemt aftalte Dage, som Regel 3.—4. November. Paa de Dage, da Øbofolkene fra alle de smaa Øer drog i Flok og Følge over Havet, og Karlfolkene i de skørteagtige „Veebowser" (vide Bukser) stævnede fra hver sit Hjemsted med de tunge Flæ-

„Velkommen til Mejlholm!“

Mejlholm. Unge af en Stormmaage.

Birkholm. Selma med Koen.

Hjortø. Den gamle straatækte Mølle indenfor Diget paa Sydsiden.

skesider ombord for at sælge den dyre Last paa Faaborg Marked — da gik det strængt til baade i Byen og efter Hjemkomsten. Det var en Vikingefærd med Svinehyl og blodig Optakt, endende i Fryd og sær Gammen.

„Øboflæsket“ var meget anset og efterspurgt, især paa den magre Faaborgegn, hvor man tidligere kun holdt faa Svin. — Men disse Farter, denne Form for Landbrug og Søfart i Forening, hørte op allerede i Firserne, da man begyndte at opføre Slagterier og indføre nye Svineracer.

Ved Siden af Øboernes overordentlige Sparsommelighed og tarvelige Leve-maade i det daglige Liv holdtes her tidligere en utrolig Mængde Gilder, ofte ved de besynderligste Lejligheder. Foruden det sædvanlige Æregilde eller „Ærøl“ paa Aarsdagen for en Jordefærd og de almindelige Bryllups- og Barselgilder -— Barsøl — holdtes der Igangsgilde, naar man bosatte sig, Kirkegangsgilde naar en Kone holdt sin første Kirkegang efter Barnefødsel, og Aldermandsgilde ved Tiltrædelsen af Aldermandsembedet, som besattes paany hver Majdag. Aldermanden var en Slags Leder af de Møder, hvor Beboerne afgjorde Øens Anliggender. Hos ham opbevaredes Byens Tromme, til hvis Hvirvler alle skulde give Møde under Bødestraf. — Her var Tyregilder, der afholdtes af den Gaardmand, hos hvem Øens Tyr var paa sin et-aarige Pension. Her var Pumpegilder, som gaves paa Omgang af alle dem, der var fælles om en Pumpe (!). — Traktementet var almindeligvis Smørrebrød, Brændevin, Ø1, Kaffe og Tobak.

En Mængde af disse Gilder var endnu i Hævd for en Menneskealder siden. Naar dengang en Kone gjorde Barsel, var det Skik, at Konerne fra alle Sognets Øer skulde „bære Mad“ til hende, mens hun laa. Alle Vegne fra kom de med fede Pandekager, med Risengrød eller Sødsuppe, den nærmeste Familie maatte ovenikøbet stille to Gange. Fortællerinden har oplevet, at halvtredsindstyve Koner ved en bestemt Lejlighed „bar Mad“ til samme Sted, og da ingen af dem kunde ane, naar de andre kom, eller hvad de bragte, hændte det, at der paa én Dag kom 13 Spande Risengrød til Gaarden — til Konens og Husets private Brug.

Madbæringen varede i 8 Dage. Barselstuen mindede om Holbergs, men i forværret Skikkelse. Allerede før Barnet var født, ankom alle de nærmeste kvindelige Slægtninge til Aastedet, og straks efter Begivenheden vrimlede Huset af alt Slags Kvindfolk. Dagen efter var der stor Heksesabbath fra Morgenstunden med Smørrebrød i lange Baner — og hele Byen lugtede af Kaffe. At det strængt var forbudt Mandfolk at tage Del i disse Orgier var vel en overflødig Foranstaltning!

Disse Barselgilder holdes endnu stedvis paa Øen, men dog med nogen Moderation.

En ældre Kvinde herovre, der som yngre tilbragte nogen Tid i Vestjylland, havde Indtrykket af, at hun dér var havnet hos et helt fremmed Folk. Dette kom især tydeligt frem ved deres Gilder. Hun fik Kuldegysninger ved Synet af de tavse Kvinder med det samme, uforanderlige Udtryk i de stive Ansigter, ved Begravelse som ved Bryllup, og de smaatsnakkende, bestandig piberygende Mænd, der staar som fastgroede til ét Sted i Timevis og kun vender Øjnene, naar de skal se til Siden. — Her er det anderledes, Gilderne staar der Gny af fra den ene Ø til den anden, Mændene raaber og ler, Kvinderne galer op. Der viser sig ved saadanne Lejligheder en iøjnefaldende ydre Forskel paa Jydens og Øboens Temperament.

Beboeren af den lille, sydfyenske Ø er en typisk Fynbo, med et fint Hoved,

vittig i Replikken og med en rask Ripost. En Historie fra et Vælgermøde paa Sydfyen kan tjene som karakteriserende for dette Folks Vid, med dets sunde og lidt drøje Kulør:

En fremmed Kandidat, som ikke er populær i Kredsen, har Ordet fra Talerstolen og siger følgende, bredt og salvelsesfuldt: „Ja, se, mine kære Vælgere! Danmarks Rige, det vil jeg sammenligne med en umaadelig stor Fugl, hm! Hovedet — det er Hans Majestæt Kongen. Kroppen — det er Folketinget og Landstinget. Men Vingerne — Vingerne mine kære Vælgere — det er Jer!“

Her løfter sig en lys Røst fra Tilhørerskaren: „Jamen saadan en umaadeli’ Fu’el den har ogsaa et gevaldi’t Røvhul, og det er Fa’enedeme’ Dig, Lars Pieter!“ —

Jeg har truffet adskillige Beboere af Drejø Sogn, som kunde have skudt denne flinke Replik af.

Ældre Forfattere skildrer Beboerne som et brillant Folk, nøjsomt og gæste-venligt, men med Øboernes sædvanlige stærke Vedhængen ved det gamle, utilbøjelige til at gaa med til Forbedringer og Fremskridt. „Det er nu saa vor Skik!“ -— med disse Ord affærdigede man hyppigst den Fremmede. Med Hensyn til det sidste har de senere Aar dog gjort store Forandringer.

Præsten Peder Tommerup skriver (1825), at gamle Beretninger tyder paa meget fattige Kaar hos Beboerne; de bandt deres Sko med Aaleskind, mens Fyen-boerne „braskede med deres Sølvspænder". Lige saa fattig som Klædedragten var Husenes Bohave. „For omtrent 50 Aar siden var Jacob Henrichsen den første, der prydede sin Stue med Uhr, og hos ham forsamledes man, naar Timen var ude, for med Forundring at høre dette Kunstværk at slaae!"

Livet var saare forskelligt dengang fra nuomdage, Beboerne tog, hvad der faldt for til Livets Ophold paa Hav og paa Land; især færdedes man dengang langt mere paa Søen end nutildags. I de stille Sommeraftener og Nætter blussedes efter Aal rundt langs Kysterne, og om Efteraaret i de mørke, stormfulde Nætter toges Aalene i Ruser; ja, en „sandfærdig Mand" fortalte ham, at han engang fangede en Del Aal i en Ærteager, som han havde ved Strandbredden, „hvoraf erfares, at disse Fisk ogsaa bugte sig op paa Landet". — Desuden skødes af og til en Del Sælhunde ved Grundvandene paa de store Sten.

Ogsaa Fuglene ydede deres til Beboernes Køkken. En Mængde Trækfugle af forskellig Art holdt til her: „Viber, Bekkasiner, Havsnepper (?), Vildænder, Gravgæs og alle Slags Vildgæs, Brokfugle og Regnspurve (!) skrige og pibe, flagre og løbe her, til de atter tye til mildere Egne. — Brushøns med deres i skjønne Farver varierende Kokke komme og hid i ikke ringe Antal. Disse morende Fugle vælge sig en Dandseplads paa de ubeboede Holme, hvor de løbe efter hinanden i en Circel; men besnæres af Øboerne, der fange dem i ophængte Hestehaarsdoner."

Jeg hørte paa Øen en lille rørende Historie fra gamle Dage, som er betegnende for Livet i disse afsides Egne.

Gamle Maren Hansen fra Drejø By opdroges som lille Pige i Huset hos „Moster Maren", gift med Christoffer Jensen her af Øen. Moster Maren fortalte hende, at da hun engang som ung Kone en sildig Efteraarsaften alene færdedes ved Stranden, fandt hun en Strandvasker, Liget af en ung Mand, som laa og rullede i Havstokken. Hun vadede ud og tog fat paa Liget, som hun med Besvær fik slæbt paa Land. Saa gik hun hjem og hentede Folk, og den Døde blev bragt til Byen, hvor han faa Dage efter blev jordet paa Kirkegaarden. Ingen kendte ham. Men hans Grav vises endnu, den ligner andre Strandvaskeres: kun Vedbend er plantet over den.

Fire-fem Aar efter denne Begivenhed kom Moster Maren sejlende sammen med sin Mand en sen, mørk Nat til Als. Ligesom Ærøboerne var Drejøboerne og deres Naboer fra gammel Tid baade politisk og forretningsmæssigt knyttede til Als. — Nu skulde et eller andet Indkøb gøres derovre, og de kom i det mørke og sludfulde Vejr ind under Kysten uden ret at vide, hvor de befandt sig. Pludselig saå de et Lys, som de besluttede at styre efter. Da de naaede Landet og gik efter Lyset, kom de til et Hus, hvor de bankede paa og blev lukket ind. En gammel Kone boede ensom i Huset, og hun tog venligt imod dem og gav dem at spise. Da hun hørte, de var fra Drejø, blev hun tavs og stille; men siden sagde hun: „Naa — er De fra den Øl Ak ja, jeg havde engang en eneste Søn, der druknede — og de siger, at han drev iland paa Drejø.“

Det viste sig, at det netop var 5 Aar siden, det var hændt. Og da alle Kendemærker stemmede, blandt andet en ejendommelig Tatovering paa den Dødes venstre Haandled, da var der tilsidst ingen Tvivl om, at det var den gamle Kvindes Søn, Moster Maren havde fundet hin Nat paa Stranden.

Den Gamle sad længe stille og græd. Men saa gik hun hen og omfavnede Moster Maren, takkede hende og kaldte hende „en lille Guds Engel fra Himlen", der var kommen til hende med Visheden om hendes døde Dreng.

— Dette var i første Halvdel af forrige Aarhundrede. Den dengang store Afstand (4—5 Mil) i Forbindelse med, at Alsingerne var daarlige Søfolk, var tilstrækkeligt til, at man ikke eftersporede den forulykkede, tiltrods for, at man havde hørt, han var dreven iland paa Drejø.

Øerne her har som mange andre Egne i vort Land haft sine „kloge Mænd“ og Koner lige ned til Nutiden. Troen paa deres Magt har holdt sig her til den Dag idag. Om gamle, skikkelige Rasmus tror endnu de fleste ældre Folk sikkert, at han kan hekse. Han bor ganske ensomt i Byens Udkant nær Mosen i et lille, fattigt Hus, hvor han har levet ene i de sidste 41 Aar uden nogen Mors Sjæl til at hjælpe sig. Aldrig ser han et Menneske indenfor sine Døre; han er en Særling, og deri ligger Fejlen. Han har stillet sig udenfor Samfundet, og det har hævnet sig ved at mærke ham.

Kommer han ind til Folk, lever man der længe efter i Skræk for Følgerne. Et Sted kom han saaledes ind og forærede en lille Dreng en Pære. Næppe var han ude af Døren, før Moderen rev Pæren fra Drengen og kastede den ud paa Marken -— Barnet skulde dog ikke forgøres! —- Saadanne Talemaader som: „Nu har gamle Rasmus været her, saa bliver det nok snart galt med Kreaturerne!“ er ganske almindelige. Og kommer man ad en Vej med en Drift Høveder og møder Rasmus der, gaar man foran Kreaturerne og beder ham høfligt, men bestemt om at forføje sig et godt Stykke ind paa Marken, mens man slipper forbi med Kvæget. —

Engang forærede han en af Skolelærerens unge Døtre Tøj til en Kjole. En

Kone fra Byen sagde da til Lærerens Kone: „Det falder Dem dog vel ikke ind at give Pigen en Kjole paa af det Tøj!“ — Man lo naturligvis ad hende, og Pigebarnet fik den fine Kjole.

En Familie paa Øen, hvor der var en syg Dreng, sejlede adskillige Gange til Fyen med Barnet for at søge Lægehjælp. Men hver Gang de vendte tilbage fra disse Rejser, og ligegyldigt hvor de landede — saa stod Rasmus netop dér paa Stranden. Han talte ikke til dem og nærmede sig ikke — stod blot og saå paa dem. Og saa kunde enhver sige sig selv, at det hele ingen Ting nyttede. Og det nyttede heller ikke, Drengen er syg den Dag idag! Dér har man da et soleklart Bevis for de onde Øjnes Magt. Mod gamle Rasmus strider selv Videnskaben forgæves.

Stakkels Gamle, det er en frygtelig Form for Anseelse, han har faaet i det lille Samfund!

Jeg gaar en Dag hen for at besøge ham. Vejen fører fra Byen nedad Skrænten mod „Gadekæret", som er en stor Mose med aabent Vand paa Midten og tæt Rørbevoksning langs Kanten; kun mod den Gamles Hus er Bredden aaben.

Gamle Rasmus staar i sin Stump Have udenfor sit bitte Hus, en ganske lillebitte Mand. Han er graa over det hele, Ansigt, Haar og Klæder, og han vilde ligne en vemodig Grævling, dersom han ikke endnu betjente sig af den oprejste Gang. Men hans Ryg er allerede stærkt bøjet, Hovedet nærmer sig sagtmodigt Jorden, ligesom søgende efter et godt og tjenligt Sted, hvor man kan grave sig ned og faa Lov til at være i Fred! —

Han faar travlt med at bede mig komme ind og kanter sig selv forrest ind ad Døren. Jeg er tydeligt nok en Fangst, maaske endda ventet. Men af hans Ansigtsudtryk faar jeg ingen Forestilling om, at jeg er velkommen. Gamle Rasmus har glemt at smile. — Han rydder en Stol og beder mig sidde.

Her er fælt beskidt, med et mildt Ord. Og her lugter hverken af Lavendel eller Heliotrop! Vinduerne har næppe været aabnede i enogfyrretyve Aar, og Døren kun højst nødigt. — Gamle Koner kan nemt klare sig selv, men gamle, ensomme Mænd har det ikke godt, de tager kejtet paa Naal og Traad, og Karkluden falder daarligt i Haanden. Det falder dem svært at være huslige.

Rasmus byder mig paa Mellemmad. Han henter et halvt Sigtebrød i Naboværelset, tørrer det omhyggeligt af med Ærmet og lægger det foran mig paa Bordet mellem Papir, gamle Klude og andet Ragelse, hvorpaa han skærer et Par Skiver af med sin Lommekniv; saa tager han en Kande og skænker Ø1. „Det er godt Ø1,“ siger han, „og spis nu endelig!“ — Han byder mig det bedste, han har, bart Brød og „Dawle-01“.

Han taler stille og pænt; han er en dannet Mand, har været paa Højskole engang, er saaledes et Unicum i Landsbyen og har vidst ikke saa lidt mere end de fleste af sine Landsmænd. Det har næppe gjort ham mere yndet; men stort andet end sit Fadervor kan han dog næppe huske mere. Ensomheden generer ham ikke, paastaar han. Han glæder sig over Fuglene her i Mosen; engang var her Vildænder, hvert Aar kom de og rugede; men saa jagede Smeden dem væk med sin Skyder — det var en stor Skam! Nu har man ikke deres Selskab mere. — Firføddede Dyr holder Rasmus ikke, men han har Høns — de gaar dérhenne! Og Bier havde han ogsaa engang, de var saa rare og trivedes godt; men saa engang i et stort Stormvejr blæste de allesammen ud i Mosen og omkom, og siden har han ikke haft Raad til at anskaffe nogen ....

I Vindueskarmen finder jeg en Mængde Bøger, alle meget slidte, og alle af gudeligt Indhold. Her ligger Biblen, Luthers Katekismus, en Huspostil og mange andre. Rasmus bringer mig dem, men da vi rører ved dem, falder Støvet af dem i store Bunker — det er aabenbart sjældent, at han nu læser i dem. Han er højt over de Firs, og Øjnene er svage. Jeg aabner nogle af Bøgerne; paa Titelbladet af den ene staar: Nogle faa udvalgte og med Blod besprængte Blomster, opsamlede under Jesu Kors. Wilhelm Beck. Trykt 1888. Det er altsaa den Slags Lekture, Øens frygtede Troldmand er hengivet til! Andet fandtes der ikke, „Cyprianus" søgte jeg forgæves. —

Rasmus har én Orm — han samler paa gamle Mønter og har en Mængde. Han forærede mig tre Kobbermønter, som jeg stak i Lommen. Om dette fik jeg siden meget at høre af Beboerne — denne Letsindighed at tage mod Gaver af Heksemesteren !

Jeg tegnede ham og gav ham nogle Sedler, fordi han havde siddet for mig, og han søgte forgæves at skjule sin Overraskelse og Glæde herover. Jeg saa den tydeligt i den omhyggelige Maade, hvorpaa han indpakkede Pengene i flere forskellige Lag Papir og endelig gemte dem paa et afsides Sted i Naboværelset. — Det skal efter Sigende ikke være lutter Galskillinger, Rasmus gemmer. Han er mindre fattig end paaholdende.

Jeg tager Afsked med den Gamle, som følger mig til Havelaagen, hvor han staar og stirrer efter mig, mens jeg gaar opad Skrænten mod Byen. Nu er han igen muttersalene.

Ligesom paa Skarø er det her ikke muligt at finde nogen særpræget Type hos Befolkningen. Noget udpræget nordisk Ydre har Folk paa Øen ikke, her findes blonde, mørke og lyse mellem hinanden i omtrent lige Antal, en Blandingsrace. En Ting særpræger her Byens Gader: Her findes overordentlig mange smukke, unge Piger — som Modsætning til paa Skarø! De er tillige soignerede, velklædte og tækkelige, har en smuk Holdning og Gang og er meget indtagende. Det samme kan ikke siges om den mandlige Ungdom. Der er ingen Tvivl om, at Drejø har „ædle Kvinder, skønne Møer og Mænd —“; men de raske Svende er ikke repræsenteret paa nogen særlig tiltalende Vis, de er ikke her af mere bestikkende Ydre end de fleste andre Steder. Det er den sædvanlige Type: Sixpencen i Nakken, Cigaretten dovent hængende i Mundkrogen og en Haardusk ned over det ene Øje, Saksogadedrengen opad Dage. Det er svært at sige, hvem der præger hvem — Storbyen rekrutterer vel for Tiden sit Proletariat selv fra disse Landets fjærne Egne.

Hankønnet „moderniseres" tilsyneladende hurtigst herude. —

Livet i det hele former sig nu ganske anderledes her end for blot 25 Aar siden. Saagodt som enhver Karl og Pige har sin Cykle nu, og i Søndags knaldede Geværerne uophørligt fra den stedlige Skydebane, hvor der var Fest med paafølgende Bal i Forsamlingshuset til en Musik lig den, der stiger op fra enhver Kælderhals i københavnske Forstadskvarterer — kalveknæet Negerstep, arrangeret for Klavér og fir-hændig Orang-Utang!

Denne Slægt tror ikke længere paa gamle Rasmus. ---

Nede paa Øens Landingsbro træffer man daglig én af dens højere Embeds-mænd, Litsenbroderen, ventende paa Damperens Ankomst, mens han fredfyldt ryger sin Pibe, altid oplagt til en Passiar.

Nu gaar Dagene ellers saa ensformigt og gelinde for ham kun afbrudt af Losningen og Ladningen af den lille Damper; men han har haft sin store Oplevelse. Herom beretter én af hans Landsmænd følgende:

Under en stræng Vinter for en Del Aar siden, da Havet vidt og bredt var islagt, opdagedes en Morgen en stor Sæl ude paa Isen. Man besluttede naturligvis at gøre Jagt paa Dyret, og en Snes Jægere, bevæbnede med Spiger paa lange Stænger eller med Bøsser, organiserede og anførte af Litsenbroderen, gik i Lag med Opgaven. Man rendte hele Dagen i Flok fra det ene „Aandehul“ til det andet, naar Sælen viste sig, men kom bestandig for sent. Det samme gjorde de enkelte Kugler, der blev sendt efter den. Tilsidst fik den geniale Anfører den Idé at postere en Mand ved hvert af Hullerne — og det blev Sælens Bane. Hen-imod Aftenstid blev den spiddet af en gesvindt Drejøbo, lige som den stak Snuden op over Isranden.

Man beskuede længe i en undrende Klynge det prægtige Havdyr — en stor Graasæl — og blev snart enige om, at Tran og Skind, det kunde man altid faa af den. Der maatte gøres store Forretninger med den forinden! Der dannedes hurtigt under Litsenbroderens Førerskab et Aktieselskab paa 4 Mand, som afkøbte de andre deres Part i Dyret. Og nogle Dage efter, da det faldt i med Tø, og Havet blev aabent, gik man under Sejl med Svendborg som Maal og med Dyret ombord. Ankommen til Staden lejede man straks et passende Lokale, anbragte her Dyret i en malerisk Belysning og allarmerede Byens Befolkning, der hurtigt reagerede. I Løbet af de nærmeste to Dage havde den mest kundskabstørstende Almue af begge Køn aflagt Besøg paa Udstillingen, og Kassen svulmede. — Det samme gjorde Litsenbroderen; da der ikke kom flere besøgende, foreslog han Faaborg! Alle var med paa den. Næste Dag og den følgende „gjorde11 man denne Stad med et næsten lige saa glimrende Resultat.

Da hovmodede Litsenbroderen sig ligervis som Fiskerens Kone i Eventyret. Med opløftet Pegefinger sagde han det ene Ord: Odense! — Det trak op til Landstourné.

I dyb Undren fulgte hans Landsmænd ham, berusede af Held og Spiritus, og ingen gjorde Indvendinger. Ingen andre end Sælhunden; denne, der længe havde mærket Tøvejrets Indvirkning, begyndte at blive ked af Tingene. Hidtil havde den indskrænket sig til at have en stille Tanke, men nu begyndte den saa smaat at blive paatrængende. Allerede paa Vejen til Odense forsamledes Hundene ved Stationerne, hvor man standsede. Og da man samlede Sælhunden sammen i Odense og stillede den op i et Skur, var den bleven ondskabsfuld. Den stank, saa Moabiterkongen Egion, der omkom i sit Skarn for Ehuds Sværd, var en vellugtende Salve imod den!

Aktieselskabet holdt sig for Næsen og aabnede Billetsalget. — Den første Odenseaner, der nærmede sig Lokalet, standsede tvivlraadig, da han kom Billethullet paa 2 Alens Hold — saa opdagede han, at han havde glemt noget hjemme og vendte brat! Ligesaadaan gik det med hele Resten. Et Par enkelte med rudimentær Lugtesans købte Billet og kom helt hen i Døraabningen — men her vendte Sansen pludselig tilbage. Ingen kom helt ind til Dyret.

Her endte Sejrsgangen. Nederlaget var brat og afgørende, thi Udgifterne havde hele Tiden været svære, ingenting var der sparet paa undervejs, og man boede paa Værtshus hele Tiden. Med Sælhundens fuldstændige Opløsning fulgte Aktieselskabets, og med tom Kasse samledes man paa Jærnbanestationen og kom et Par Dage senere tilbage til Fødeøen, kun rig paa storartede Oplevelser. Fortællingen om disse verserede først brudstykkevis, inden de ved nogle fyenske Venners Hjælp formede sig til en samlet Beretning, som nu er kendt og skattet overalt paa Fødeøen. — Den eneste, der ikke griner af den, er Litsenbroderen. Men de tre andre Medlemmer af Aktieselskabet kan meddele den i ganske særlig ondskabsfuld Form.

Det er ikke givet alle og enhver at forstaa Drejøboens Tale. Hans Tilbøjelighed til at trække Ordene sammen i Forbindelse med en stærk Nasallyd gør som oftest hans Sprog til mørk Tale for den fremmede. Et Mundheld som: „Aaer Oer, aaer Hoer!“ (Andre Aar, andre Haar!) udtalt omtrent som ét Ord i et langsomt, snøvlende Tonefald, kan tjene som Eksempel. Af og til træffer man ejendommelige Gloser, som f.Eks.: „Det er en farlig Knejt, en ved ikke, hvordan han skal bø’e (ende)!“ Eller: „Det var haardt Vejr, vi drev for Stormen og tilsidst bø’e vi nede ved Ærø.“

Aatt betyder umage, og er sikkert et meget gammelt, nordisk Ord; man siger „en aatt Due“, o: en uparret Due. Det samme bruges om en Kvie, der gaar for sig selv og ikke vil følge Troppen. Paa Svensk har man udd for umage, og Ueffen hedder Udd’en. Udentvivl er det det samme som odd paa Engelsk, f. Eks. i Odd Fellow.

For et Par Menneskealdre siden var Mundarten endnu mere ejendommelig end nu. Saadanne Vendinger var almindelige: „Tael te mæ i Manaale!“ o: Kald paa mig i Morgen tidlig (aarie)! — En Morgenhilsen som: „Hva’ sejer Du idav?“ betyder: Hvordan har Du det idag? — Feist kaldte man noget, som skinner i Øjnene, glimrer; mon ikke det samme som Jægersprogets: en fejst Hjort. Paa Taasinge tog en Fader det meget ilde op, at en Præst kaldte hans afdøde Søn en Yngling. „Yngling" betød nemlig paa gammelt Ærøsprog en lille Gris!

•—- At komme i Trætte hed „at komme i Studering" (!). En Mængde oldnordiske Ord skal meget længe have været bevarede i Sproget her. Peder Tommerups Bog om Drejø Sogn (1825) indeholder mange Eksempler.

Ved Anvendelse af Personnavne er man tilsyneladende meget omhyggelig for at undgaa Misforstaaelser. Naar en Mand her paa Øen hedder f. Eks. Hans Madsen og har en Søn, der hedder Per, kaldes denne Hans Madsens Per, og hedder dennes Søn Rasmus, kaldes han Hans Madsens Pers Rasmus! Man spørger med Holberg: mon ogsaa „om Vinteren, naar Dagene er korte?"

Øens østlige Del, Hovedøen, er i landskabelig Henseende kun lidet forskellig fra den flade Skarø, dog er Terrænet her noget mere bølgeformet og naar ved Landsbyen omtrent paa Øens Midte en Højde af godt 9 Meter. Men overalt ser man her som der de aabne, dyrkede Marker, hvor den eneste Trævækst er Vejenes stynede Pile og Popler, en enkelt Ask samt Hyld, Tjørn og Bukketorn paa Digerne og ved Markskellene. Saa meget frodigere virker den naturlige, vilde Flora, „Ukrudtet", hvor dette endnu faar Lov at brede sig, saaledes udenfor Digerne og paa Strandengene.

Ved den lille Havn paa Nordsiden hersker fuldkommen Stilhed. Alt herude er af lilleputagtige Dimensioner, selve Havnen synes kun at være af Størrelse som en almindelig Gaardsplads, aabenbart indrettet paa kun at rumme Øbojoller og de mindre „Damjoller", der brugtes til Fiskeri.

Havnen har ikke været mudret op, siden den blev anlagt i 1898, saa her er ikke altfor meget Vand tilbage i den. Desuden er her efterhaanden kommen saa mange Fartøjer, at de ikke paa langt nær kan rummes herinde; om Vinteren, naar her er Isgang, maa de overskydende Baade føres om til Øens modsatte Side og hales paa Land.

— Jeg gaar tilbage til Byen og fra denne ad en aldeles snorlige Vej vestpaa ud til „Drejet". Dette snævrer sig sammen til en Bredde paa kun 20 m. Over den knastørre Bund, der herude er fuldstændig flad, er Vejen paa Afstand kun synlig ved den uendelige Række Telefonpæle, der følger den og i det fjærne forsvinder inde under „Skovens" Banker. Her er ganske øde, kun to smaa Laguner paa Nordsiden nærmest „Skoven" har en Smule Fugleliv at opvise, nogle Viber, Stormmaager og Hættemaager holder til heromkring samt et Par gule Vipstjærter og nogle Engpibere. Paa den smalle, af Solen svedne, gulgraa Flade ser man i det fjærne nogle enkelte, magre Faar, der forsøger paa at finde de enkelte Græs-straa. Nærmest ved Drejø og ligeledes ved „Skoven" gaar Drejet over i nogle halvt udtørrede Kjær, hvor nogle faa Køer stavrer omkring.

Men selv helt ude paa Drejets Midte hører jeg et Par Lærker synge højt over mit Hoved! —

Over det smalle Drej vandrer jeg, med det susende Hav faa Alen til begge Sider, over mod „Skoven“s østlige Flader, hvorfra Vejen hurtigt stiger op over bølgende Bakker, og snart faar jeg vid Udsigt til alle Sider. Her findes ikke et eneste Træ udenfor Haverne i de faa Gaarde, saa „Skoven" er nutildags et slemt Øgenavn. Men saa meget bedre bliver Udsigten herfra. Og da jeg naar de vestlige Klinter ved „Nebbesodde" efter at have passeret en 3—4 nye Gaarde, der ved deres Grimhed danner en slem Modsætning til de skønne Bygninger inde i den gamle Drejø By, har jeg et Panorama omkring mig af en Vidde og Skønhed, saa jeg forstaar de gamle Drejøboeres Forestilling om at være Midtpunkt i den Verden, de kendte.

De høje, bølgeformede Banker ender her i mægtige Lerskrænter — vældige virker de, trods deres kun 17 Meters Højde — der i bratte Kast styrter sig ud i Havet. Fyens Sydkyst, Korshavn, Lyø og Ærø i hele dens Længde breder sig for Øjet. Det er blændende Solskin, men Storm af Nordvest, og ind over de store Kampesten ved Klintens Fod staar Havet med Braad og Torden.

Længst ude paa Næsset staar i Brændingen det hensmuldrende Pæleværk af en gammel Landingsbro, yderst sort og glinsende af Væde, inderst bleget af Vind og Sol, saa Tømmeret lyser omkap med Strandens hvide Tang. En mægtig Jærn-lænke med armtykke Led, halvt opædt af Rust, snor sig langs Broen over Tang og Stene ud i Brændingen. Det ligner Rygraden af et Uhyre fra før Syndfloden, den store Søslange — er selve Leviathan taget paa Krog og slæbt op her, og siden bleven glemt paa Stranden!

Indenfor Tangen ved Klintens Fod staar Strandkarsen i store, blomstrende Klynger; den violette Strandræddike og den gule Stenkløver kommer frem i smaa Grupper bag den, netop saa langt inde, at Brændingens Skum ikke rækker dem.

Opad Lerskrænten kravler Snerlen med sine store, lysende Bægre, Rødknæ staar som smaa, slanke Popler rundt om Ruinen paa Klintens yderste Pukkel, og bag dem vokser kæmpemæssigge Tidsler med store, violette Blomster. Kællingetan-den bider sig fast hist og her paa Lerklumpernes Overflade nede i Styrtningen. — Men over alt dette, paa de høje Marker bag Klinten, staar i broget Mangfoldighed et Væld af Blomster: den graahvide Røllike, den gule Mælkebøtte og vild Gulerod, Have-Snivemælk, Agertidsel og Lindhardsurt, og længere inde store Arealer med Hvidkløver, hvori den røde Valmue luer. Stormen gaar i brede Ilinger hen over Græs og Urter, river i Blomsternes Kroner og slænger dem forvildede hid og did. Men de staar fast paa Roden — Ydmygheden sidder kun i Overkroppen! Nikkende i Takt til Blæstens Kast staar de og lytter til Bølgeslagets Dundren mod Klintens Fod, deres Standhaftighed er i Pagt med Havets evige Lyd.

Over Klintens yderste Kam staar et Par enlige Stormmaager ubevægelige paa stive Vinger og spejder ned i Brændingen.

At Øernes Træfattigdom ikke er af nyeste Dato, ser man hos Peder Tomme-rup, som fortæller, at han i Beg. af forrige Aarhundrede fandt af Træer i Sognet en enlig Eg paa Hjortø og to smaa Bøge paa Drejø. Men nu har Landsbyerne som Modsætning til dengang bl. a. sine udmærkede Frugthaver med mange anselige Træer.

Med Hensyn til Dyrelivet meddeler Tommerup, at her paa Øerne ingen Rotter findes; men „en Slags Hamstere, som her kaldes Jordmus, angriber ofte Klever og Korn. De ere sorte, ei saa lange, men lige saa tykke som Rotter, korthalede og har ingen Ørelappe.“ — Det er et udmærket Signalement for Vandrotten, som endnu findes her i Mængde, ligesom paa en Masse andre af vore Smaaøer.

Samme Forfatter siger: „I Vaarens tidlige Anbrud, saasnart Kjærene optøes, forlystes disse Øboere ved en deilig Musik af vrimlende Mængder af Peder Oxes Frøer. “

Selv fandt vi ikke Klokkefrøen paa Øen; men efter Beboernes Udsagn findes den her endnu. —

Vi traf ialt 26 Fuglearter paa Drejø. Af vilde Pattedyrarter saa vi foruden Vandrotterne kun en Del Harer, der dog ikke her som paa Skarø dyrkes som Husdyr, men behandles som retskaffent Vildt.

Under vort Ophold paa Øen riggede Skipperen og „Mester" vor Jolle til med Sejl og lavede en Ekspedition over Fladvandet til den lille Græsholm for at notere, hvad der kunde være af Fugle. Mester fandt 8 Stormmaager, 10 Rødben og en Del Viber, nogle Stære og Jordsvaler. Holmen er helt græsbevokset og kun 4,9 Tdr. Land stor.

Den Slags ganske smaa Holme, som Svendborg Amt er saa rigt paa, maa vi desværre som Regel forsage; det interessanteste hos dem er i Almindelighed deres Fugleliv; men selv dette er indenfor den samme Øgruppe saa nogenlunde ens.

1-13

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela