DET SYDLIGSTE SJÆLLAND
Vejen fra Store Hedinge ned mod Præstø er til at begynde med ikke opmuntrende. Gennem den sydlige Del af Stevns-Halvøen fører den over Frøslev, Lyderslev, Spjellerup, Vemmetofte og gennem Strandskoven til Fakse Ladeplads, jeg tør roligt hævde, at et mere uudholdeligt, men samtidigt mere frodigt Landskab har jeg sjældent set. Det ser ud, som om det er kvalt i sin egen Fedme. Her findes Sædmarker paa mange Tønder Land saa flade som Tennisbaner; og af saadanne Lapper er Landskabet sammensat vidt og bredt. Landsbyerne er lige saa kedelige, for det meste bestaar de af den grimmeste Form for Nybygninger. Strandskoven ved Fakse er mest forstdreven Bøgeskov og Naaleskov.
Men allerede paa Vejen mellem Fakse Ladeplads og Roholte begynder der at ske noget. Man faar Udsigt over Fjorden til Jungshoved-Halvøen og i det fjerne helt til Høje-Møn, der løfter sig i Sydvest mere end fem Mil borte over Havet som et lille Bjærglandskab. Og saa snart man naar Hovedvejen ved Vindbyholt og kører sydover langs Præstø Fjord, bliver Landet mere og mere afvekslende og smukt, aabne Banker skifter med Skove, og næsten overalt har man den herlige Udsigt over Fjorden, mod „Feddet" og de smaa, skovklædte Halvøer omkring Præstø. Et storslaaet og karakterfuldt Landskab.
Det gælder overhovedet om hele den store Trekant, som ligger mellem Næstved, Præstø og Vordingborg og de allernærmeste Egne udenfor denne, det vil sige saa godt som hele det allersydligste Sjælland, at den rummer nogle af vor største Øs prægtigste Landskaber, hvis Karakter skifter fra det mest storslagne til det mest yndefulde og smilende. Ingen andre Egne paa Sjælland kan maale sig med disse uden Øens nordvestligste Del, Odsherred og Hornsherred. Og man undres over, at disse to, hinanden iøvrigt stærkt modsatte Egne, paa enhver Maade Øens Yderpunkter, bestandig maa staa tilbage i Berømmelse for det altfor opreklamerede Nordøstsjælland.
— Paa min Vej mod Nord fra den hyggelige Præstø besøgte jeg Nysø, i hvis prægtige Park det lille beskedne Atelier, hvor Thorvaldsen arbejdede under sine hyppige Besøg paa Stedet, ligger velbevaret og meget smukt under store Træer nær ved Hovedbygningen og tæt opad den brede Voldgrav. Parken er overordentlig smuk, stor og soigneret med klippede Hække, med Græsplæner og Gange i sirlige Mønstre og Mængder af Blomsterbede. En saare idyllisk Plet, hvor forøvrigt mange andre Berømtheder foruden vor store Billedhugger har haft Tilhold og kastet Glans over Stedet — Oehlenschlæger, Grundtvig, H. C. Andersen, Ingemann, Hauch, Ørsted, Høyen, P. C. Skovgaard og flere. Men faa har været knyttet hertil som Bertel Thorvaldsen, der, ganske vist med store Afbrydelser, virkede her i sine sidste Leveaar fra 1839—44.
— Der er Højtid over dette Sted, hvor saa mange af Fortidens Store har færdedes. Man træder stille i Gangene omkring det lille Atelier, hvor Danmarks største Kunstner har levet og arbejdet, og hvor hans Aand endnu, næsten Hundrede Aar efter hans Død, bestandig synes at være nær.
Det er om en helt anden Skikkelse, en Person af en ganske forskellig Haand-tering, man ustandselig mindes, naar man færdes ude paa Bondelandet i disse Egne omkring Præstø Fjord. Navne som Tappernøje, Even Fjorddal, Snesere, Bækkeskov, Vindbyholt, Oremandsgaard, Sjolte og hele Jungshoved Halvøen bærer den Dag idag Minder om et Navn, hvis Klang af Bedrifter og Eventyr er uforglemmelig — den tapre Vovehals Svend Povlsen, „Gøngehøvdingen", som under den store Svenskekrig var Fører for sine Snaphaner i disse Egne og huserede som selve Fanden mellem de svenske Bødler. Denne Mand, som de fleste kun kender gennem Carit Etlars Bog med dens opdigtede Historier, der ikke giver Ingemanns noget efter i Upaalidelighed, og hvori han fremtræder som en Romanfigur og et literært Spøgelse, har gennem den nyere Forskning faaet Kød og Blod og er bleven et Menneske af sin Tid. Enhver, som vil vide noget paalideligt om denne gamle Folkehelt, bør læse Severin Kjærs fortrinlige Bog: Svend Povlsen og Snaphanerne (1892), som er bygget udelukkende paa historiske Kendsgærninger gennem Arkivstudier af samtidige Dokumenter.
Den kraftige Rejsning blandt Bondebefolkningen, som under den omtalte Krig bredte sig over store Dele af Landet, var allerede begyndt under Krigen 1643—45. De mest virksomme i Guerillakrigen mod Svenskerne var allerede dengang „Gøngerne", d. v. s. Beboerne af Goinge Herred i Skaane. Det var de rigtige, mest berømte „Snaphaner", et Ord som Svenskerne havde heftet paa dem og som oprindelig betød en Art Bøsse, der fik Navn af sin særlige Laas og Hanens hurtige Bevægelse. Disse Friskaremænd fra Goinge gjorde Fjenden uhyre megen Skade, og foruden at tilføje Svenskerne store Tab, demoraliserede de Fjenden, som aldrig kunde være tryg for dem. De blev da ogsaa af Svenskerne ubarm-hjærtigt og med udsøgt Grusomhed pint tildøde, naar de fangne faldt i deres Hænder.
„Gøngehøvdingen", om hvis Bedrifter der mellem Befolkningen har dannet sig en Mængde Sagn, har faaet en sikker Plads i Historien, blandt andet ved den Mængde Breve til og fra ham, som er bevarede. Et Dokument om ham foreligger fra 1657, da han efter Axel Urups Ordre hverver 100 Dragoner i Halland, Skaane og Bleking, hvad der har været saa meget lettere for ham, som hans Landsmænd i disse Provinser nærede et uudslukkeligt Had til Svenskerne og en fanatisk Troskab mod Danmark. Hallandsaas var Tilholdssted for Mængder af Friskaremænd fra disse danske Provinser, hvorfra de bestandig gjorde Indfald i Sverige og blokerede Vejene i de smålandske Skove til stor Gene for den svenske Hær.
Svend Povlsen havde Standkvarter i Engelholm og deltog med sine Dragoner i flere regulære Slag herovre. Efter Freden i Roskilde blev han forflyttet til Sjælland i 1658 og „aftakket“ med hele sit Kompagni; men de ventede ikke længe paa at komme i Funktion paany. Da der efter Fredsbruddet blev kaldt paa dem, stillede de alle som én!
Hvad Bønderne efter Fjendernes Overgang til Sjælland led under den lange Indkvartering, er næsten ufatteligt. Drab og Mishandlinger af enhver Art hørte ligesom Udplyndringer til Dagens Orden; der var Armod og Elendighed i alle Hjem, hvor disse Sværme naaede frem.
Svend Povlsen blev med alle sine Dragoner kaldt til København for at deltage i Byens Forsvar. Men ganske kort Tid efter fik han af Kongen den Ordre, hvis Udførelse skabte hans Ry, nemlig intet ringere end hemmeligt at begive sig ud paa det af Fjenden tæt besatte Sjælland og rejse Bønderne til Modstand mod Svenskerne. Det Opraab, som Svend Povlsen var forsynet med, indeholdt Opfordring til alle og enhver om at gøre Fjenden saa megen „Afbrech og Schade“ som muligt og derfor yde Kaptajnen al den Hjælp, han behøvede. — Det var et dristigt Hverv at gaa i Gang med, og farligt at blive taget af Svenskerne med et saadant Opraab i Lommen! At det ansaas for usandsynligt, at Svend Povlsen skulde slippe fra denne halsbrækkende Færd med Livet, vises bl. a. derved, at han af Kongen fik Brev paa, at der skulde blive sørget for hans Hustru og Børn „i dieris Liiffs Tiid“, hvis han blev dræbt.
Det var i det sydøstlige Sjælland, Svenskerne huserede værst, og det var hertil, Gøngehøvdingen begav sig med sin Flok af Vovehalse. Virkningen af hans Ankomst viste sig prompte. Fjenden foruroligedes tidligt og silde, uhyggelige Historier om Snaphanernes Virksomhed tog Fart og bredte sig, og snart klagedes der bestandig over, at Svenske ikke kunde færdes gennem Landet uden under stærk Bedækning. Og naar Gøngehøvdingens forvovne Krabater under deres lynsnare Overfald fra deres Skjulesteder gjorde Fanger mellem Svenskerne, blev disse omgaaende „arkebuserede", d. v. s. stillet op ad en Mur og skudt ned.
Landet om Præstø Fjord var som skabt til at føre denne „lille Krig“. Her i de uvejsomme Skove, som er gennemfurede af dybe Kløfter, bevoksede med en Underskov af Hassel, Tjørn, Slaaen og sammenfiltrede Slyngplanter, kunde man efter hver Daad hurtigt komme „i god Salve". Alle disse Folk vidste naturligvis, at blev de grebet af Fjenden, gjaldt det ogsaa Livet for dem, og at det vilde blive berøvet dem under bestialske Former. Muligvis har mange af disse Snaphaner været Folk, som ikke havde stort andet at tabe end Livet. Og Hævnlyst, Desperation og Lyst til Eventyr har været stærkt medvirkende til, at de meldte sig hos Svend Povlsen. Men det er sandsynligt, at han, som var virkelig Officer og uddannet i Krigskunsten, har gjort et Udvalg blandt dem, som var bedst inde i Haandværket! Adskillige af disse Folk er navngivne, saaledes Anders Bødker, Anders Lavrsen med begge sine Sønner, Rasmus Hugger, og blandt de bedste Laurids Hemmingsen fra Sjolte, én af de Byer, som det var gaaet haardest ud over. Gøngehøvdingens egne skriftlige Udsagn om disse Tildragelser kan man finde i „Sjællandske Indlæg, 1661, Nr. 126“.
I Egnene om Jungshoved Slot færdedes Svend Povlsen især meget med sit „Parti", som det kaldtes, overraskede og nedhuggede mindre Troppeafdelinger og
Ryttere, der tjente som Dækning for Tilførselsvognene. Den svenske Høvedsmand paa Slottet udlovede en Pris paa Svend Povlsens Hoved, men fik aldrig Brug for Pengene. Naar Fjenderne fangede enkelte af Svend Povlsens Folk, blev de pint grundigt, halshuggede og lagt paa Stejle, kort sagt behandlede som Forbrydere — saaledes som det blandt andre gik den brave Laurids Hemmingsen fra Sjolte, Gøngehøvdingens højt betroede Mand, som Svenskerne fangede, mens Gøngehøvdingen var i København. Han blev forraadt bl. a. af den danske Præst paa Stedet, som vidnede imod ham. Og han henrettedes, utvivlsomt under alle dertil hørende Ceremonier, d. 25. Maj 1660. — Der findes et rørende Brev fra Svend Poulsen til Kongen, hvori han anmoder om at faa sin gamle Fælles Krop taget ned af Stejlen, hvor den endnu fandtes i Januar 1661. Der udgik kongelig Befaling til Lensmanden Jørgen Reedtz om at lade Liget tage ned og begrave det i Kristenjord — tre Maaneder senere!
Efter Krigens Slutning fik Svend Povlsen af Kongen, som havde lovet „at komme ham i Hu“, den tarvelige Lundbygaard i Vordingborg Len, ikke beliggende paa den nuværende Herregaards Plads, men i den nordlige Udkant af Lundby Landsby. Dens elendige Jorder, berettes der i Datiden, var blandet med Grus og Sten „og haver været Beboerne til Ruin“. Det var en kongelig Tak for Svend Povlsens Tjenester gennem to Krige. Da Krigen paa ny brød ud i 1675, forlod Svend Povlsen Egnen og drog med Hæren til Skaane for aldrig mere at vende tilbage. Fra nu af véd man intet andet med Sikkerhed om ham, end at han som Major var med i Lejren ved Landskrona. Den sidste af hans mange Skrivelser er herfra, en Kvittering for 200 Rdlr. til Hvervningspenge. Den er underskrevet Swend A. Paulszen over et Segl med rødt Lak, bærende Bogstaverne S. P. S. og en Hammer, omgivet af fire Roser og to Kugler. Roser og Kugler •— hvilken mærkelig Sammenstilling i et Vaaben! Det er sandsynligt, at Gøngehøvdingen har kendt mindre til Roser i sit Liv end til Kugler. Men hvem véd? Maaske har han i de korte Stunder mellem Slagene ladet sig daare af Roserne. -— Mars og Venus!
— Den 26. Decbr. 1676 blev Svend Povlsens Løjtnant Povl Smidt taget til Fange i en Skærmydsel, og det er muligt, at Gøngehøvdingen ved den Lejlighed mødte sin Død. Thi i Landetatens Regnskaber B Nr. 44: „Danske Officerer fangne i Sverige" hedder det, at der d. 30. Decbr. samme Aar indkom blandt Fangerne til Johan Røddeling i Malmø en Person, som formodedes at være Kaptajnløjtnant til Hest, og som var saa syg og udmattet af sine svære Saar, at han ikke kunde mæle et Ord og ikke give sit Navn tilkende. Han blev forbundet og plejet, men døde kort efter og blev „med Ære stedet til Jorden" under militære Æresbevisninger. Til Stede var bl. a. fem navngivne, svenske Officerer.
Svend Povlsen var en god dansk Mand. Vore gamle Landsmænd derovre i Skaane burde enes med os om at rejse ham et Minde paa den højeste Top af Hallandsaas, nær den ældgamle danske Grænse, som deres Forfædre forsvarede gennem Tusinde Aar.
— Næppe noget andet Sted i Landet oplevede man under Krigen saadanne Rædsler som her i Sydsjælland, og det varede aarevis efter Fjendens Bortdragen, inden nogenlunde normale Tilstande paany indtraadte. Den udpinte og helt demoraliserede Befolkning blev simpelthen for manges Vedkommende til Tyve og
Mordere for at bjerge deres eget Liv, og hidtil uberygtede Bønder saa ingen anden Udvej end at blive rene Stratenrøvere. Man forstaar knapt, hvor de røvede, naar man fra Tingsprotokollerne ved, at alt af Værdi var bortslæbt og hele Landsbyer stod øde og forladte.
En Flok af de værste Tyve og Ransmænd, som gjorde alle Veje usikre for Rejsende og som var „Løsgængere, Røvere, Mordere og andre udædiske Mennesker", havde i lange Tider Tilhold i et Hus nær Even Bro ved Præstø Fjord, hvor den berygtede Ole Hansen Piber holdt Smugkro.
Ved Landevejen nær det Sted, hvor Afløbet fra Even Fjorddal falder ud i Præstø Fjord, ligger denne Kro endnu paa samme Sted som for over halvtredje Hundrede Aar siden, da den ligesom Tappernøje Kro var Samlingssted for Røverne, der hærgede i Fjendens Spor. Kastanjetræer gror langs Vejsiderne og Piletræer inde bag Markerne, som med sine rige Traver falder blidt ned mod Fjorden, over hvilken der er en dejlig Udsigt til Landet Nord for denne med den store Lestrup Skov.
— Ad en Bivej fra „Even Bro" mod Vest kommer jeg blot et Par Hundrede Meter vestligere op paa nogle Bakker med en pragtfuld Udsigt paalangs ad den mærkelige Even, en ganske smal Fjord paa ca. 3 km.s Længde i et Dalføre, som paa begge Sider er dækket af prægtige Skove, et af de smukkeste Steder i hele denne yndige Egn. Fjorden er nu kun som et Flodleje, der gaar gennem den smalle Dal, snart blinkende i Sollyset, snart forsvindende bag Odder og Sivskove.
Men nu kommer jeg, ved at følge Biveje fra Sjolte til Stavnstrup og forbi Bækkeskov, gennem et Landskab af en helt anden Karakter, vildt og bakket med enkelte store Skove, et Sted, der virker mærkeligt og fantastisk efter Synet af de blide Egne ved Fjorden. Hvilket forbavsende Terræn! Spidstoppede, nøgne Bakker og dybe, skovklædte Gryder veksler med hinanden i et mageløst Virvar. Men hvor yndefuldt er det alligevel altsammen! Sit mest storslaaede Præg naar dette Landskab ved den højtliggende Stavnstrup Mølle, fra hvilken jeg har den videste og mest instruktive Udsigt over Bakker og Dale, Sædmarker og Smaaskove. Vidste jeg ikke bedre, vilde jeg tro, det var et østjydsk Morænelandskab fra et af de vildeste Strøg, men pillet for hver Sten og dyrket som en Have. Jeg forstaar, at netop i denne Egn, som tidligere maa have været langt mere skovdækket end nu, har Snaphanerne kunnet være til bestandig Plage for de svenske Tropper, gøre lynsnare Udfald og være væk i næste Nu. Den store Bækkeskov mellem Herregaarden af samme Navn og Vindbyholt har kunnet yde dem fortrinligt Skjul. Inde i denne Skov finder jeg en af de besynderligste Kløfter, jeg har set. Den er omtrent 20 Meter dyb, men ganske smal og med fuldstændig bratte Sider, og den strækker sig som hugget med en Økse i et Par Hundrede Meters Længde, tæt bevokset med store Træer helt ned til Bunden, hvor en Bæk rinder trangt i sit stenede Leje, og hvor Sollyset næsten ikke kan trænge ned for Træernes tætte Løv. Sandelig et godt Sted at lege „Røvere og Soldater"!
Herfra og helt hen mod Snesere bliver Landet ved at bugte sig, som om dets Bakker er stivnede i et Krampeanfald, men saa frugtbart og veldyrket, som man sjældent ser. Vejen til Snesere er pragtfuld med vidt Syn over Præstø Fjord og dens Omgivelser.
Senere falder Landskabet mere til Ro, og kun fra et enkelt Sted, paa Lande-
Tryggevælde Aa, set under en gammel Pil ved Broen nær Hellested.
Hjørnet med Forhøjningen i Præstegaardshaven i Fensmark.
Den lille Sø ved Gisselfeld.
Fisker Kristian Nielsens Hus i Gjorslev Bøgeskov. Omgivet af gamle Ege.
?t\A
Gjorslev Hovedbygning set fra Parken.
Stevns Klint Sydvest for Højerup Kirke.
Vej gennem den lille Landsby Mosebølle ved Køgevejen Nord for Præstø Fjord.
Elverhøj, set fra Vejen nær Hellested.
vejen mod Præstø, hvorfra man ser langs ad Even-Dalsænkningen mod Nord, finder jeg noget helt bemærkelsesværdigt efter de storartede Oplevelser i den nordligere Del af dette Land.
Vil man se en mærkelig Modsætning til disse Egne, behøver man blot at tage ud paa Feddet, den lange Halvø, der som en Bom er skudt ud mellem Fjorden og Fakse Bugt og kun lader et ca. 200 m bredt Løb aabent mod Syd ind til Fjorden. Dens Udstrækning gaar mest i Længden, idet den er ca. 4 km fra Nord til Syd, men kun godt 1 km i Bredden, og med Skam at sige er dens højeste Punkt kun 3 Meter! Halvøens Veststrand er ejendommelig og smuk, især netop paa denne Aarstid, hvor dens Lyng staar i fuld Blomstring.
Denne Veststrand er forøvrigt saa godt som alt, hvad Halvøen byder paa af Natur. Hele dens Østside, som er gammel herlig Lynghede, er nu dækket af en halv Mil lang Granplantage, Guderne maa vide med hvilket Formaal!
Hele Baarse Herred er usædvanlig rigt paa Oldtidsminder, af hvilke ikke mindre end 760 er kortlagt, deriblandt 77 Langdysser, hvoraf 55 er bevarede, 35 Jættestuer med 31 bevarede, en halv Snes Dyssekamre og ca. 50 andre Stengrave. Det berømteste af disse Oldtidsminder findes nær Ammendrup, den store Rishøj Jættestue, fra hvis Top der er en fortrinlig Udsigt over det smukke, bakkede Landskab. Gravkamret er 8 m langt, \l/2 m højt og U/4 m bredt, og dets Sten er meget store, men af stærkt uregelmæssig Form.
Ude paa Jungshoved-Halvøen, omtrent 100 Meter Syd for Kirken, har det gamle Jungshoved Slot ligget paa den mægtige Jungshoved Slotsbanke, aabenbart en tidligere Ø, som endnu er omgivet af Vandløb og lave Moser. Den gamle Borg nedreves omkr. Aar 1700. Til dens ældste Historie kender man intet. Sagnet siger, at den er anlagt af en Viking ved Navn Jung og en Gang har været et herligt Slot med Volde og Grave. Saadanne Pragtbygninger kunde Vikingetiden dog slet ikke opvise! I Historien nævnes den første Gang i Valdemar II.s Jordebog under Navnet „Jungxhouæth“, den samme Benævnelse som nu, blot med en anden Stavemaade, og den er efter hin Tid kommen i en Mængde bekendte Adels-mænds Besiddelse. Blandt dens Ejere nævnes saaledes Jens Rud, Mogens Gøye og Ebbe Galt, efter Reformationen Herluf Trolles Broder Børge, Peder Oxe, Eiler Grubbe, Christoffer Walkendorf og Rigsadmiral Ove Gjedde. — Senere ejedes Godset af Christian V’s Broder Prins Jørgen, og mens det var i hans Besiddelse blev Slottets sørgelige Rester nedbrudt.
Slotsbanken har et kompliceret og mærkeligt Anlæg, et næsten cirkelrundt Voldsted paa 50 m’s Diameter, omgivet af en nu helt sivgroet Grav, som skilles fra Vigen ved en rund Vold, der mod Landsiden er omgivet af endnu en Grav.
Den gamle Borgbanke er et af Egnens skønneste Steder. Nord for den ligger Kirken næsten helt skjult bag store Trægrupper, men til de andre Sider er den mest henrivende Udsigt, udpræget sydsjællandsk. Tværs over en smal Vig ser jeg de store Skove Syd for Tjørnehoved, mod Nordvest paa langs ad Vigen med dens mærkelige Krumninger helt til Jungshovedgaard, mod Syd over Fakse Bugt langs Sjællandskysten til Skovene ved Viemose, over Nyord og Ulvshale helt til Møn. Denne Blanding af Landtunger, Hav, Øer og Fjorde er noget af det eventyrligste, jeg har set.
Tjørn og Roser, Slaaen og Hyld og vilde Urter gror over den højtoppede Borgbanke, og uden om Voldgravene er Markerne tæt dækkede af gylden Sæd helt ud til de fjærne Skove. Det er det ideale, ødanske Landskab, som synes fuldkommen urørt i Hundreder af Aar, den rene Folkevise og Middelalder.
Den nærliggende lille Landsby Stavreby er en ganske storartet Plet, hvor der langs Hovedvejen ligger smukke og velholdte, gamle Huse. Her som næsten alle Steder i disse Egne ser man i de smaa Forhaver hyppigt Tegn paa Beboernes Glæde over Væksterne derinde og deres Omhu for dem. Overalt findes der en Mangfoldighed af Aarstidens Blomster, baade i Haverne og indenfor de blank-pudsede, bulede Ruder. — Gud véd, om der er noget andet Folk saa blomsterelskende som det danske! Hvordan faar man Tid til trods det daglige Slid at holde denne Vrimmel af velplejede Urter omkring hver eneste Bolig? Naar man færdes i saadan en gammeldags Landsby, vandrer man gennem en eneste lang Allé af alle mulige, dejlige Farver. Jeg synes, det er en smuk Egenskab hos et Folk.
— Hele Jungshoved-Halvøens Indre afviger ikke stærkt fra Landet vestligere og nordligere, ialfald kun i Formatet, idet dets Bakker og Dale er af mere beskeden Størrelse. Men et enkelt Sted til ved Kysten har det foruden Slotsbankens dejlige Omgivelser helt for sig selv, det er Egehoved-Halvøen ud mod Måderne tæt Nord for Skovhuse. Halvøen er paa sin lille Højderyg bevokset med enkelte høje Ege og nogle mindre Løvtræer, under hvilke der gror et Krat, som er rigt paa forskellige Buskvækster, Smaakravl af Tjørn, Hyld og Pil, helt indfiltrede i hinanden sammen med Hyben og Slaaenbuske.
Men selve Højderne er næppe det bedste ved Stedet. De vide Strandenge paa Halvøens Nordside, der kun løfter sig nogle Tommer over Fjordens lave Vand, de mange indviklede Laguner med deres lave, sorte Rande, der er som skaaret med en Kniv, og først og fremmest Udsigten herfra over Vandet i Nord mod „Måderne", den 2 km lange Græsholm, som østligst støder op mod Rone Klint, og bag disse Flader og Feddet Sjællands fjærne Højlande med deres prægtige Skove — det er et henrivende og saare ejendommeligt Syn.
Men bedst af alt herude er dog vistnok Dalen med det lille Aaløb, som skiller Halvøen fra Landet i Syd med det store Skovbryn. Langsomt og yndefuldt snor Aaen sig gennem den lille Lavning, spejlende de store Træers alvorlige Kroner og den blanke, høje Himmel. Dette Aaløb med den gamle, primitive Træbro, som fører over til Egehoved, er noget af det mest romantiske, man kan tænke sig, lige saa yndigt, men vidt forskelligt fra det mere storslaaede Landskab ved Jungs-hoved Slotsbanke.
Mens jeg fuld af Andagt staar og betragter dette Landskab, opdager jeg pludseligt, at jeg ikke er helt alene. En lille Blaahals sidder ganske nær ved mig paa den lave Gren i en Busk og betragter mig opmærksomt, først med det ene Øje, saa med det andet, men tilsidst fuldkommen urørlig, som om jeg var en Slange, der havde hensat den i en fortryllet Tilstand.
Det er først anden Gang i mit Liv, jeg ser denne sjældne Fugl. Jeg gaar stille bort for ikke at forstyrre den — men baglæns og med Kikkerten for Øjet for at se den saa længe som muligt.
Den var som selve Krattets og Bækkens lille Aand, der var sat til at vogte min Færd paa det stille Sted.
Paa Forhaand kendte jeg slet intet til det Landskab, jeg begav mig ind i, da jeg rejste mod Syd ad den milelange, snorlige Vej mod Vordingborg. Jeg vidste ikke, at dette er Sjællands smukkeste Egne. Men saaledes er det. Landet er langt voldsommere i sine Former end de Steder, jeg just kom fra, men bevarer trods dette en mærkelig Ynde. Det var for mig, som om Sjælland her viste sit mest straalende Smil, lige inden jeg forlod den store Ø og rejste videre over Sundene mod Syd — et Smil, som kun gjorde Afskeden tungere.
Allerede ved Udby, Grundtvigs Fødested, fik jeg det første betagende Indtryk af dette Landskab. Fra Byens højtliggende Kirkegaard, som rummer en spidstoppet Banke med det for Stedet besynderlige Navn „Grinebakken", har man Udsigt over et uendeligt Panorama, over Smaalandshavet til Falsters og Lollands Kyster i Sydvest, mod Vest over det milelange Knudshoved, der overskues helt til dets fjærneste Spids. I Syd løfter Vordingborg Kirke og Gaasetaarnet sig højt mod Storstrømmens Vande med dens Vrimmel af smaa og store Øer.
Nede i Landsbyens snørklede Gade finder jeg kun lutter gamle, maleriske Boliger, blandt hvilke Præstegaarden indtager en fremragende Plads og omtrent staar i samme Skikkelse som i Grundtvigs Barndom. Det var i Gaardens østlige Længe, han fødtes; men denne er ikke mere Stuehus, idet Beboelsen er flyttet til den søndre, mens dens førstnævnte nu er Musæum. Alt synes skrøbeligt og lige ved at skride sammen, tiltrods for at det er fredet — hvilket maaske kan være komisk at tænke paa undtagen lige netop for Præsten, som bor her. En anden af de smukke, gamle Gaarde ved Bygaden er berømt for sit Bislag, der udraabes som en Sjældenhed, hvad det aldeles ikke er. Jeg har fundet Mængder af saa-danne Udbygninger paa Sjælland, baade i Nord og Syd. Men Gaarden er ypperlig, maaske den mærkeligste i Byen.
— Det er sandsynligt, at ligesom Christian Winther i sin Digtning er paavirket af Barndomsminderne fra de yndefulde, romantiske Egne om Fensmark, saaledes har dette voldsomt skiftende Landskab nær Vordingborg med dets kraftige Overgange fra Alvor og Pathos til næsten sentimental Blidhed præget Grundtvigs modtagelige Sind. Fler fortalte den gamle Malene Jensdatter ham de første Sagn og Historier fra Egnen, og Indtryk af Landskabet sporer man tydeligt saa sent som i hans storslaaede Digt til „Sydsjælland", som han først skrev i sit halvfjerds-sindstyvende Aar, og hvortil han i en Note har bemærket dette: „Udby paa Brinkerne med den smukke Skovbakke Arnbjerg ved Siden og med Valdemarstaarnet ved Sundet lige for sig, er min Fødeby i Vordingborg-Egnen“. Han behøvede jo ikke udtrykkelig at have sagt dette; det er tydeligt, at netop denne Egn blev en uudtømmelig Kilde for hans Digtning. Gaar man paa den gamle Bys Veje, tænker man uvilkaarligt paa hans Ord: „Kirkeklokke, ej til Hovedstæder skabtes Du ...“
Digtet synes at være bleven til paa dette Sted, hvor de skønne Boliger flokker sig omkring den gamle Kirke, som endnu bestandig ved Aftenstide staar og snakker med sin Gammelmandsrøst ud over den vide, stille Egn.
Paa Vejen fra Udby videre mod Syd synes Skønhedsindtrykkene at staa i omvendt Forhold til, at Vejen bestandig daler. Fra Vejknækket ved Skovvænget og fra Ørnebjerg faar man det sidste, pragtfulde Billede af Vordingborg By med det mægtige Gaasetaarn som en Silhouet op mod de blinkende Sunde.
Man tror, at dette Landskab med Hensyn til Skønhed og Storslaaethed nu har naaet sit Klimaks. Men man behøver blot at bevæge sig en lille Milsvej fra Vordingborg mod Øst, for næsten at glemme, hvad man hidtil har set hernede. Herude løfter sig de vældige Kulsbjerge, en Tvillingbanke, hvis sydligste Del naar 107 Meter og er Sydsjællands betydeligste Højde. — Mon man ikke herfra har den skønneste Udsigt paa hele Sjælland! Jeg mindes Vejrhøj i Odsherred som noget mægtigt betagende og storslaaet, et vildt Landskab, aabent og havfriskt. Men det virker jydsk. Dette har mange af de samme Egenskaber, men blandet med en uforlignelig, udpræget sjællandsk Ynde. Et mægtigt Stykke af Sydsjælland ligger udbredt for Øjet fra Vest over Syd til Øst; og fra denne anselige Højde ser man bag alt dette de bestandig slyngede Sunde, blinkende mellem Landtunger og nære og fjærne Øer. Marker og Skove og spredte Gaarde ligger strøet mellem hinanden under mig i det bølgende Land. Et skønnere Skue over den „salten Øster-strand“ findes ikke, ingen mere fredfyldt og bedaarende Egn. Selv de enkelte flade, dyrkede Marker derude gør deres Virkning ved Modsætningen til de voldsomt svungne Bakkedrag. — Atter her maa jeg tænke paa Grundtvig; lige saa omskiftelig i sin Digtning er han som dette Landskab i dets Vekslen, fra det mest ophøjede og sublime til det jævneste og fladeste.
Smuk er ogsaa Vejen fra dette Sted ned mod Kalvehave, hvor Kysten dog forekommer fad og almindelig efter Synet af disse Vidder. Men Vejen fra Kalvehave mod Vest rummer atter herlige Steder, særlig ved Skovene omkring det smukke Petersværft, hvorfra man har Udsigt mod Koster-Halvøen og mod Bogøs skovklædte Strande.
Jeg kom forbi den smukke Hulemose Sø ved Vintersbølle, et dejligt Sted med skarpe Bakker og smaa Trægrupper indrammende det blaa, vindfurede Vand og de grønne Sivskove — atter noget helt for sig selv i dette bestandigt vekslende Landskab.
Mit Maal var den store Øbjerggaard ved Kjøng, i hvis smukke Park Voldstedet findes af det Gurre Slot, „Lille Gurre", hvor Kong Valdemars Tove menes at have boet. Det er et henrivende Sted, en lillebitte Ø, som hæver sig ganske lidt over den runde Voldgrav i Yderkanten af Parken. Øen, som næppe er mere end 25 m i Diameter, bærer endnu Fundamenter af tilhugne Kampesten, som viser, at Bygningen har været et cirkelrundt Taarn, der maa have dannet hele Anlæget, og som indvendig kun er ca. 10 m i Diameter, mens Fundamentet, der som Følge af Forstyrrelser er ganske lavt og uregelmæssigt, har en Bredde fra 2—3 m. —-Her har været en Del svære Munkesten paa Stedet, men de er af en tidligere Ejer af Gaarden bragt bort og anvendt til Byggemateriale i Gaardens Kældere.
Som omtalt udførligt under det nordsjællandske Gurre maa det efter alt at dømme være dette lille Slot, som har dannet Rammen om Kong Valdemars og Toves Kærlighedshistorie. Byfogeden Knud Daliin i Vordingborg har i Aaret 1743 optegnet Sagnet her paa Egnen, og Peder Syv, som var Rektor i Næstved 1660 —64, kun et Par Mil fra Lille Gurre, har gengivet Sagnet i sin Folkeviseudgave fra 1665. Mette Gjøe, hvis Optegnelse af samme Sagn er fra 1663, siger, at det er Vordingborg Slot, som var Skueplads for Begivenhederne — atter en sydsjællandsk Tradition. Svend Grundtvig har med Sikkerhed paavist, at Tove historisk er Valdemar Atterdag uvedkommende, mens det er Valdemar den Stores Elskerinde, hun har været. Det er altsaa om denne Konge og Tove, at Viser og Sagn oprindelig har handlet.
Vi maa anse det for sandsynligt, at Tove har boet paa Lille Gurre, og at Resterne af de lave Grundsten paa den lille Ø i Voldgraven er de eneste haand-gribelige Minder om det dramatiske Sagn. Det vilde jo forøvrigt have været fuldstændig urimeligt, om Valdemar den Store, der oftest opholdt sig paa sit Slot i Vordingborg, som han vistnok selv havde bygget, og som baade under og efter ham var den sædvanlige Kongebolig, skulde have anbragt Tove paa det fjærne, nordsjællandske Gurre.
Her til dette Sted var Vejen fra Vordingborg bekvem og kort. Det er for Resten ikke udelukket, at man endnu paa den Tid har kunnet sejle til Stedet ad den lange Sværdborg Mose, som maaske den Gang kan have været en Fjord, der stod i Forbindelse med Agnøfjordens Indre.
— Den lille, skønt bevoksede Ø ligger som en Verden helt for sig, uforstyrret og stille. Den brede Voldgrav omkring den er yderst omgivet af Parkens store Træer og af de frodige Stauder i en dejlig Blomsterhave. — Det smukke lille Voldsted er bleven fredet af Nationalmusæet.
Herfra tog jeg en Tur rundt om hele den store Kjøng Mose eller Sværdborg Mose, som i omtrent en Mils Længde strækker sig fra Landsbyen Ring omtrent til Agnø Fjords Østende. Som Modsætning til Holmegaards Mose er den fuldstændig uden Træbevoksning undtagen hist og her nær dens Rand. Omtrent hele Tiden har man fra Vejene omkring den Udsigt over denne uhyre Lavning, som næsten kun finder sin Lige i den Tønderske Marsk. Seks-syv store Vandhuller eller Smaasøer findes ude paa denne Flade, der ellers er som et Hav af Græs med noget Mosevegetation omkring Dammene.
Det var herude, at man paa en tidligere Halvø i den gamle Fjord gjorde det mærkelige Bopladsfund fra Menneskets første Indvandring i Danmark under Fastlandsperioden, svarende til Fundene i Mullerup og Holmegaards Moser, men af langt større Omfang og stammende fra Mennesker, som m.H.t. Redskaber var rigere udstyret. Bopladsen var usædvanlig stor, 110x 140 m, og paa det forholdsvis lille Areal, som hidtil er undersøgt, ca. 400 □ Meter, fandtes af Affald fra Flinttildannelser ca. 102,000 Stykker, af Dyreknogler ca. 15,000, især stammende fra store Pattedyr som Elsdyr, Urokse, Kronhjort og Vildsvin. Desuden optoges 9000 Redskaber, tildannede Genstande af Flint, Ben og Hjortetak. Flintsagerne er af bedre Kvalitet end dem fra Mullerup, og i Bensagerne findes ofte en ret fin Linjeornamentik. Fundet viser, at Hunden endnu den Gang har været det eneste Husdyr.
Jeg var ude paa Stedet, hvor Fundet efter gamle, stedkendte Folks Udsagn er gjort. Det ligger nær „Mosevejen" ved Sværdborg paa Gaardejerske Fru Jensens Grund, Mosepart Nr. 2. Fra Stedet ser man i Syd, Vest og Nord kun den vældige, jævne Flade, i det fjærne begrænset af lave Banker. Mosen har uden Tvivl været et Sund, som forbandt Dybsø Fjord med Agnø Fjord, saaledes at det nuværende Svinø Land har dannet en Ø — hvad Navnet ogsaa tyder paa.
Hvad dette Landskab spænder over af overraskende Modsætninger, faar man et Begreb om, blot ved at sammenligne Kulsbjerges svimlende Højder med denne dybe Mosestrækning, hvor man fra de første ligesom ser alle Verdens Herligheder til den yderste Grænse udbredt for sin Fod, og i den anden færdes paa den gamle Søbund, et evindeligt Græshelvede, som kun ligger ganske lavt over Fladen af det Hav, der synes for ikke længe siden at have forladt Stedet. Og Havet selv, som jeg hidtil næsten ustandselig har skuet ud over i det Fjærne, har jeg endda endnu slet ikke været nær!
Det er ikke svært at komme til Kysten i disse Egne, alle Veje fører derhen. Den bedste man kan tage er ud ad den milelange Knudshoved Odde, der paa tværs af al sund Fornuft render Nordvest paa ud i Havet herfra disse Egne, hvor hele Sjælland ellers synes besluttet paa at stræbe mod Syd for endelig at holde op! Denne magre, senede Arm, som rækker hele to Mil ud mellem Agnø Fjord og Smaalandshavet og kun naar en Bredde paa højst en Kilometer, er strakt lige mod det haarde Vejr ud gennem Bølger og Braad, og er endda paa paradoksal Vis paa største Delen af sin Overflade dækket af fine Landsbyer, store Gaarde, smilende Skove og fede Kornmarker.
Jeg gik op paa den største af Trehøje, som kun er 13 m, men hvorfra jeg fik herlig Udsigt over Vandet til begge Sider. Dejlige saa Lollands og Falsters Kyster ud fra dette Sted ligesom Smaalandshavets Mængder af Øer. — Saa kommer jeg gennem Knudskov, som med sine mange forskelligartede Trævækster danner en endelig, men pragtfuld Afslutning paa de Idyller, som denne mærkelige Odde rummer. Jo længere jeg herfra kommer vestpaa, jo barskere og mere øde bliver Landet. Ved Askebjerggaard faar jeg fra den 17 m høje Bakke endnu engang vid Udsigt over de to Have, hvor der kun er et Par Hundrede Meter til Stranden paa begge Sider.
Saa snart man herfra naar ud til det mærkelige Drag, som forbinder selve Knudshoved med Odden, forandrer Landskabsbilledet sig fuldstændigt. Det S-for-mede Drag bestaar udelukkende af Kampesten, Ral og Grus og slynger sig i omtrent 200 Meters Længde og i en Snes Meters Bredde ud mellem de to vide Havarme. Paa dets Sydside naar Kampestenene en mægtig Størrelse og ligger stedvis saa regelmæssigt, som om de var anbragt af Menneskehænder. Jeg har intet tilsvarende set i hele Landet uden „Drejet" mellem Korshavn og Avernakø. Synet ud over denne stenede Tange med dens ørkenagtige Farver mod Knudshoveds tjørnebevoksede Banker er pragtfuldt og besynderligt.
Trods Draget virker Knudshoved i sin Helhed næsten som et fra Odden fuldkommen adskilt Stykke Land, en ren Robinson Krusoes Ø; ikke et levende Væsen spores herude undtagen Kreaturer, som de fleste Steder helt har afgræsset de bølgende Marker. Disse løfter sig baade ved Nord- og Sydkysten til lave Banker, som falder stejlt ned mod Stranden. Paa Sydsiden og Midten findes spredte, lave Tjørne foruden enkelte Ege. Paa Nordsiden ud mod Agnø Fjord ligger en lille Skov, som i sin Art er en fuldkommen Perle. Det er et rent Urtidslandskab, hvor ingen Menneskehaand nogensinde synes at have forstyrret Væksterne. Mellem forskellige Løvtræer, hvoriblandt mange Ege, Skovabild og Tjørne, findes en ganske urskovsagtig Skovbund med Buske af Hybenrose, Brombær og Slaaen foruden Hærskarer af Urter, især nogle kæmpemæssige Nælder.
Jeg fandt her et af de besynderligste Træer m. H. til Vækst, som jeg nogensinde har set, en ældgammel Skovabild, hvis Rødder dannede et Net, der løftede sig højt over Jorden og omtrent saa ud som en vældig, omvendt Kurv, fra hvilken den forkrøblede Stamme laa 6—7 Alen hen ad Jorden, tilsyneladende helt uden Liv. Dens Marv og Ved syntes fuldstændig fortæret, og dens Bark lignede et afflaaet Krokodilleskind, som forvitret krummede sig henad Skovbunden — et Lig af et Træ. Men ved den yderste Ende af dette Monstrum rejste Stammen sig atter fra Jorden, vindblæst og krøget, men frisk, og delende sig i en Mængde svære Grene, som alle bar det prægtigste, grønne Løv og imellem dette tusindvis af gyldent lysende Æbler, der sad saa tæt, at man ikke kunde faa en Haand ind imellem dem, uden at røre dem! En uhyre, desperat Frugtbarhed, som stadig fornyer sig gennem den tilsyneladende forlængst styrtede og døde Stamme. — Aldrig før har jeg set et saa udpræget Urtidslandskab, som paa dette Sted. Det er overalt fuldt af en mærkelig, dyb Mystik, en Rest af en dansk Middelalderkyst, som har ligget saadan siden Vendernes Skuder pløjede Havet udenfor den, ja utvivlsomt endnu længere.
At Odden har været baade befærdet og beboet lige siden Oldtiden viser bl. a. det smukke Stenalderminde „Knudshøj Jættestue'*, som ligger tæt Østen for Skoven af samme Navn.
— Overalt, hvor jeg færdes herude i denne Troldeskov, ser jeg Fjordens Vand glimte mellem de krumme Stammer og hører Smaabølgernes klukkende Lyd mellem de vældige Sten i Stranden — denne ældgamle, evige Sang om Danmarks Kyster.
Fra næsten ethvert nok saa ringe Højdedrag i Øst, Nord og Vest har jeg i denne Egn bestandig set Gaasetaarnet hæve sine bastante Mure højt over Vordingborg Bys Tage. Ustandseligt har dette Sted draget mig; men jeg har gemt det til sidst, for oppe fra dets Tinde vil jeg tage Afsked med Sjælland. Og det viste sig, at bedre Sted kunde jeg ikke have valgt.
Ad de stejle Stentrapper naår jeg op til Taarnets høje Platform, hvor jeg fra Kobberspirets Fod har Udsigt over Landet. Jeg ser alle Farvande og Sunde fra Letten, Grønsund og Sortsøgab til Storstrømmen og Smaalandshavet. Over Vandene ser jeg Møn, Bogø, Farø, Falsters Nordspids ved Orenæs og Vaalse og fjærnt over Havet til Fæmø. I Forgrunden hæver Oringe-Halvøen sig paa Baggrund af Storstrømmen, og fra Sydenden af Masnedø ser jeg Storstrømsbroens Piller tegne sig som fine Arabesker gennem Disen, pegende over mod Orehoved, hvor de taber sig helt i Solflimret — en morsom og fantastisk Pendant til Gaase-taarnets middelalderlige Arkitektur!
Dybt under mig mod Øst ligger Husene i den gamle Bydel, furet af Smaa-gadernes krumme Linjer. Vestfra stiger Bruset fra den nyere Bydel som fra en Storstad op imod mig. Smaahusene ligger alle synlige i dette vældige Perspektiv med deres smaa, røde Tegltage mellem Frugthaver og Blomsterbede, og bag dem i Øst hviler milevidt Sjællandskysten, et bølgende, herligt Land med rige Sædmarker, begrænset af svære Banker og Skove i Horisonten. Et henrivende Syn, som kun kan sammenlignes med Udsigten fra Kulsbjerge; men her har man det friske Hav skyllende næsten lige ind under Taarnets Fod. •— Dette er „salten Østerstrand** for ramme Alvor, og et Landskab med en Historie som faa andre Steder i Danmark — Valdemarernes, Absalons, Venderkrigernes og Hansestæ-dernes urolige Tider havde deres Brændpunkt her.
Det var Krigene mod disse søfarende Fjender i Syd, som krævede dette uhyre
Fæstningsanlæg, hvor der paa en Borgbanke af 7 Tdr. Lands Størrelse byggedes en Ringmur af vældige Dimensioner paa % Kilometers Længde, bærende 12 Halv-taarne foruden Porttaarnet og Hjørnetaarnene, og som sammen med en Mængde andre Bygninger rummede selve Borgen med det store Gaasetaarn. Man undres over dette Areals mægtige Størrelse, ikke mindst naar man ser det oppe fra dette Stade.
Mens saa godt som alt det øvrige er ødelagt og sunket i Grus med Undtagelse af Dele af Ringmuren, af hvilke klippesvære Ruinrester endnu rager op paa Sydsiden, staar Gaasetaarnet i sin fulde Højde og er meget velbevaret, ca. 13 m i Diameter og 35 m til Spirets Top. Det var Borgens Donjon eller Barfred, hvortil Forsvarerne under et Angreb kunde trække sig tilbage, om det var nødvendigt. — Hele Anlægget har Forbilleder i Udlandet, saaledes det berømte Carcassonne i Sydfrankrig.
Hvornaar det er bygget, vides ikke med Sikkerhed; Sandsynligheden taler for at det er paabegyndt under Valdemar den Store eller maaske endnu tidligere, mens selve Gaasetaarnet først er opført af Valdemar Atterdag.
— Det kan synes mærkeligt, at overhovedet kun en ringe Brøkdel af de Borge, som byggedes i Danmark i Middelalderen, endnu blot er delvis bevarede. Nogenlunde velbevarede Rester findes foruden her kun ved Hammershus, hvor det bedste er Manteltaarnet, som dog kun er at betragte som en Ruin, samt den næsten helt sammenstyrtede og for Materiale plyndrede Kalø Stolsruin. Dette finder et stærkt Modsætningsforhold i Udlandet, især Tyskland, hvor Hundreder af Middelalderborge er bevaret. Grunden hertil er dels den, at vort tæt bebyggede Sletteland savnede Byggemateriale i Form af Brudsten, og at det var lettere at plyndre de forladte Borge for saadanne og for Munkesten end selv at fremstille nye. I Udlandet har Borgenes vanskeligt tilgængelige Plads, ofte oppe paa spidse Klippetinder, gjort denne Udvej besværlig eller helt umulig. — I 16.—17. Aar-hundrede forsvandt en Mængde af vore gamle Borge ved at Materialet anvendtes til mere tidssvarende Bygninger andre Steder, ofte langt borte, saaledes som da Kaløs Mur- og Tømmerværk førtes helt til København og brugtes til Opførelsen af Charlottenborg. Stormændene tog først, Almuen kom bagefter og rev sin Part til sig, og endelig har Vind og Vejr smuldret de ubeskyttede Rester.
Vordingborg Slot er anlagt paa Landets vigtigste, stategiske Punkt, ganske nær ved Flaadernes sædvanlige Samlingssted under Masnedø. Her var baade under Vendertogene og Krigene med Hansestæderne Udfaldsporten mod Østersøen, og Borgen har som Flaadernes Basis haft en fortrinlig Beliggenhed. Som Udkigssted over de dengang stærkt befærdede Farvande var den uforlignelig, og at angribe den fra Søen var saa godt som umuligt. En fjendtlig Flaade maatte trænge gennem Grønsund, Ulvsund eller Storstrømmen, hvor der overalt ved Indsejlingerne laa mindre Kasteller. Sejlløbet ind til selve Oringe Nor var mod Sydøst spærret af et bredt Bælte af nedrammede Pæle, hvis Rester endnu kan spores i stille Vejr. I hine Tider stod ogsaa en langt større Del af det nærmeste Land om Borgen under Vand, og Anlæget og dets Omgivelser var næsten en Ø, som nemt kunde overskues og beherskes.
Men allerede inden Middelalderens Slutning havde Borgen udspillet sin Rolle som Befæstning, og som Kongebolig afløstes den af Københavns Slot. De strategiske Tyngdepunkter forandrede Plads, og Anlæget blev forældet. I 1567 omtales
Aaen, som skiller Egehoved Halvøen (t. h.) fra Rone Klint.
Thorvaldsens Atelier i Nysøs Park.
Udsigt mod Sydvest fra Stavnstrup Møllebakke.
Den dybe og bratte Kløft nær Bækkeskovgaarden. Høj Bøgebevoksning.
Udsigt mod Vest fra „Grinebakken" paa Udby Kirkegaard.
Fra Præstegaarden i Udby. T. v. den østre Længe, hvori Grundtvig fødtes.
Udby. Den berømte gamle Gaard med Bislaget paa Stuehuset t. v.
,Sfl:
Storstrømsbroen 1935, set fra Jernbanedæmningen paa Sjælland.
Slottet som gammelt og brøstfældigt, og det benyttedes nu kun i nogen Tid lejlighedsvis som Jagtslot for Kongerne og som Sæde for enkelte Lensmænd. Efter Svenskekrigens Ødelæggelser paa Stedet i 1659—60 begyndte man at nedbryde det, og Sten herfra førtes til København, hvor de anvendtes til Bygning af det daværende kongelige Bibliotek, det nuværende Rigsarkiv. For Frederik IH’s Søn Prins Jørgen opførtes i 1671—73 et Jagtslot paa Grundens sydlige Del; men allerede 1750 blev dettes Nedrivning paabegyndt, og det er forlængst forsvundet. I nogen Tid fra og efter 1717 anvendtes Stedet som Rytterskole, og her opførtes en Del Barakker paa Grunden.
Siden kom Resterne af det gamle Anlæg paa Privatfolks Hænder og nedbrødes mere og mere. Kun Gaasetaarnet sparedes og blev 1808 skænket til Staten, som lod det istandsætte 1821. Men det var først i 1870, at Interessen virkelig vaktes for det historiske Sted. Aaret efter paasattes det nuværende Spir, der blev opført efter nordtyske Forbilleder som Modsætning til det lave teglhængte, ottekantede Tag, som ses paa tidligere Afbildninger fra 15.—16. Aarhundrede, men som heller ikke var det oprindelige. Den nuværende Form er utvivlsomt dette nærmere, idet lignende Spir ofte forekommer paa gamle Kalkmalerier i vore Kirker og paa Købstadssegl fra Tiden. Det maa erindres, at den samtidige tyske Bygningskunst meget ofte dannede Forbilleder for den danske. I 1898 foretog Nationalmusæet en gennemgribende Reparation af Taarnet. Men allerede i 1889 var Musæet begyndt paa Udgravningerne af det mægtige Kompleks, og disse fortsættes endnu.
— Jeg ser op paa den forgyldte Gaas, som blinker over mit Hoved i Solen mod den blaa Himmel, og jeg tænker paa Valdemar Atterdag, om hvem Sagnet fortæller, at da Hansaforbundet i al dets Vælde gik imod ham og i 1367 mødte op med de 77 Byers Undsigelsesbrev, skal han, som havde Ry for at være en god Digter og „Luthslager", have svaret dem kort og godt med følgende usnerpede Vers:
Seven und seventig Hensen Hefft seven und seventig Gensen,
Wo nur de Gensen nichten biten
Nah den Hensen frage ick nich en schiten.
Og samtidig anbragte han, for at de ikke skulde glemme hans Hilsen, Guld-gaasen paa Vordingborg Slotstaarn. — Efter Freden i Stralsund blot to Aar senere har han nok ændret Tone, og Eftertiden bragte ingen flere Vers fra hans Haand. Næsten hele det Rige, han havde samlet, var adsplittet i den mellemliggende Tid.
-— Men da han fire Aar efter døde paa Gurre i Nordsjælland, havde han ved sin mesterlige Politik faaet reddet næsten alt det Land igen, som Krigen havde berøvet ham.
—- Valdemars massive Guldfugl deroppe er forlængst forsvunden og er bleven erstattet af en forgyldt Kobbergaas. Saadan gaar det: mangt og meget af det, som forhen var ægte, er bleven erstattet med ringere Varer. Men jeg staar her og ser ud over disse vide Fjorde og Sunde, som glimter derude nær og fjærn, over de rige Øer, som opfylder dem, over Storstrømsbroens kolossale Piller, der rager op over Havet og endnu ikke er forbundne, men peger i en lige Linje maalbevidst over mod Falsters nordlige Kyst — jeg ser langs Sjællands dejlige Kyster. Blikket vandrer ned over den gamle Bys lave, røde Tage mellem de smaa Haver, og jeg
hører det fjærne Brus fra Staden derude i Vest — Romantik og gammel Historie blander sin stille Hvisken med den voksende Stemme fra det nye Liv, som larmer dernede. Og jeg undres og glædes over, at alt dette endnu trods alle Trængsler er vort, at disse mangfoldige store og smaa Øer bestandig er samlede og kaldes Danmark.
Der er dog endnu ægte Metal i det Folk, som her har tilhuse, og som uden at miste sin Værdighed ikke alene forstaar at føre en klog og forsigtig Politik — men som heller ikke i Glæde som i Sorg har glemt at skrive Vers.
ØER I ROSKILDEFJORD,
I ISEFJORD OG VED SVINØBUGT