DET NORDVESTLIGE VENDSYSSEL
Vejen vesten om den store Vildmose til helt op mod Løkken fører gennem Vendsyssels mest ensformige Strøg. Det er de gamle højere eller lavere Plateauer, som dannede Stenalderhavets Bund, man her bevæger sig hen over. Først ved Saltum Kirkebakke faar man Udsigt over Landet, og herfra ogsaa et sidste Glimt af Vildmosen nede i Sydøst. Men Vendsyssel har jo ellers landskabeligt alting, omtrent ligesom Himmerland, blot endnu mere udpræget. Fra Vester-hav til Kattegat, fra Limfjordsstrand til Skagens Gren rummer det de fleste af den jydske Naturs Særegenskaber, ofte drevet ud til det yderste i deres Modsætninger. Kun Søer mangler det helt.
Naar man sydfra kommer ad Landevejen omtrent ud for Vrensted, møder man her et Syn, som er en god Introduktion til, hvad man skal faa at se i denne Del af Landet. Ude i Nordøst hæver sig en kraftig formet Bakkeryg, der bærer en Mølle, og et lille Stykke fra Møllen løfter en vældig Bygning sine hvide Murmasser og mægtige Tage højt over Landet. Det er det gamle Børglum Kloster. Storslaaet, men næsten uhyggelig virker denne Bygning allerede paa denne lange Afstand, ren Middelalder — endnu som en Trusel mod alt Smaakravlet viden om. Men man skynder sig gennem den kedsommelige By Løkken for ad en mindre Vej mod Øst at komme dertil.
— Hvor Efteraaret dog allerede begynder at vise sig i alle Ting — i Markernes Farver, det visnende Løv paa Havernes Træer, de mosgroede Tages grønne, hektiske Farver, de gule Roetoppe, de graa, drivende Skyer. Ogsaa paa Fuglene mærkes det. De gamle Stære er forlængst forsvundet, og de unge samler sig til Trækket. I Tusindvis sidder de paa Telefontraadene, der er vaade af tunge Regn-draaber. Som en vældig Sky paa mange Hundrede Meters Længde hæver en Flok sig fra Agrene, af en langagtig, buet Form som en Føhnsky, der holder sig næsten uforandret, mens den trækker over mod Børglum. Den hæver og sænker sig langsomt under Flugten, der er en Ro og Selvfølgelighed i dens Bevægelser, som om den er styret af én eneste Vilje og kun har ét Maal. Pludselig bliver den næsten sort, saa lyser den op i en langsom Vending. Men alt imens bliver den ved at vokse, nye Masser letter og slutter sig til den; dens ene Ende synes aldrig at ville slippe Jorden.
— En skønne Dag, maaske allerede idag, om en Time, sejler hele den umaadelige Sky sydover, revet med af den gamle mystiske Trang, et Magtbud fra Tidernes Morgen. Og saadan forsvinder de allesammen, Flok efter Flok, Dag eller Nat, til Landet ligger stille og øde efter dem. Kun Agerhønen bliver tilbage herude paa de vaade Stubmarker, hvor den første Nattefrost snart vil begynde at svirpe om dens bare Fødder. Saa raaber Hønen paa sin Mand: „Jerrik—Jerrik!“ og han svarer hen over den frostbidte Ager: „Av, mi Tæer — mi Tæer!“
Kragerne trækker om Morgenen ind til Byerne for at søge Æde, skraalende som Tiggere for en lille Bid, og vender ved Aftenstid tilbage til deres Sovepladser i Skove og Krat. Ænderne jager frem og tilbage mellem Strand og Moser. Snart kommer Vildgæssenes og Svanernes Træk —- og saa er Vinteren nær over Jylland og alle de danske Øer.
Jo mere man nærmer sig Børglum, jo mere mærker man det forstemmende Indtryk, denne Kolos gør paa Sindet. Den imposante, fæstningsagtige Bygning med dens hvidkalkede Murflader og brunrøde Tegltage virker ugæstmild og skummel. Især set fra Nord, fra Toppen af den nære „Baalhøj" naår denne gamle Kongeborg, senere de mægtige Børglumbispers Sæde, sin fulde Virkning i Landskabet.
Men alt dette er kun den haarde Skal om Gaardens Indre. Man behøver blot at se gennem Indkørselsporten ind mod dens Gaardsplads, hvor hundredaarige Lindetræer staar langs de hvide Længer, for at faa et Indtryk af, hvad man vil møde derinde. Og Pladsen, fra hvilken en svær Stentrappe fører op til Nordfløjen, den gamle Klosterkirke, der endnu bruges som Sognekirke, er med sin Stemning af Styrke og Højtid et Stykke Romantik af sær betagende Virkning — en Stemning, der øges, naar man tænker paa Stedets Historie. Efter Krønikeskriveren Ælnoth gaar denne helt tilbage til en Dronning paa Stedet ved Navn Burlina, som skal have givet den oprindelige Borg dens Navn. Tidligt var den Kongsgaard, og det var her, Knud den Hellige opholdt sig, da Vendelboerne i 1086 rejste den farlige Opstand imod ham, som endte med hans Flugt og hans Drab i Odense. I Begyndelsen af det 12. Aarhundrede kom den under Kirken, blev Sæde for Vendsyssels Bisper og Stiftets Domkirke, som samlede store Rigdomme og blandt andet ejede Bangsbo, Birkumgaard, Kartoft og Hammelmose. Selveste Dronning Margrethe lod sig optage i den derværende Ordens Broderskab. — Men Følgen af de store Rigdomme blev hurtigt et dybt, moralsk Forfald, som henimod Reformationen kulminerede under de to Bisper Niels Stygge Rosenkrantz og Stygge Krumpen. Klostret inddroges efter Reformationen under Kronen og blev senere bortforlenet til Adelsmænd. I 1688 købtes det af Dronning Charlotte Amalie, efter hvis Død det paa ny ejedes af forskellige Adelsfamilier, til det i Begyndelsen af det 19. Aarhundrede kom paa borgerlige Hænder.
Af Klosterbygningens 4 Længer staar for det mestes Vedkommende kun Ydermurene tilbage; men disse er den Dag idag i en Skikkelse, saa man kan danne sig et fuldgyldigt Billede af, hvordan dette historiske Sted har set ud i sine Velmagtsdage. Bag Klostrets tykke Mure har Livet ytret sig paa voldsk Vis, baade i den ene og den anden Retning —- et Liv, som næppe blev mere verdsligt, efter at Adelsmændene havde overtaget, hvad Kirkens Mænd levnede. Saadan var Sæd og Skik mellem Christi Efterfølgere paa hin Tid.
Sagn i Mængde knytter sig til Stedet. En gudsforgaaen Krop af en Adelsmand ved Navn Jørgen Bille, som skal have levet paa Frederik IV’s Tid, spøgede længe efter sin Død paa Slottet for sine Ugerningers Skyld. Blandt andet havde han efter Sigende været slem til at sætte Lanterner op ude ved Vesterstranden for at lokke Skibe ind paa Revlerne, og det fortaltes, at han engang havde maattet leje en Mand til at gaa i Slaveriet for sig. Han ejede foruden Børglum baade Gammel-Vraa og Ellinggaard, og alle Vegne var han en Bøddel mod sine Bønder. Han turde da heller aldrig vise sig uden sine Hunde, en Flok paa halvfjerdsindstyve Stykker, som bestandig omringede ham.
En anden af Børglums Ejere ved Navn Frederik Kjær maatte ligeledes bøde for sine Ugerninger ved at gaa igen og blev af Præsten paa Stedet manet ned i et Høl ved Munkebro; men han har Lov til hvert Aar paa Juleaften at nærme sig Gaarden et Kokketrin. Naar han kommer helt dertil, bliver han atter Herre paa Børglum. Naa — bliver det ved at gaa, som det gaar, saa er det jo muligt, at han til den Tid foretrækker de „fire Fjæle“ for en Herregaard ....
Udsigten fra Baalhøj er herlig og vid, smukkest mod Vest forbi den nærliggende Børglum Mølle, som ligger paa sin egen Bakke, adskilt fra Baalhøj ved en skarp og dyb Kløft. Op over Møllebakkens Skrænter løber den skønneste Bevoksning af lave Buskvækster, især store Mængder af Sandtidsen med dens blaagrønne Blade og gulrøde Bær paa de stive Torne. Langt ude i Vest ser jeg de smaabitte Huse i Løkken, mod Nord langt over de store Flader til Vennebjerg Kirkebakke.
Solen er lige ved sin Nedgang, hist og her bryder den gennem Skysløret, og Landskabet flammer op i et Strejf af dens sidste Straaler. Saa gaar den ned. Natte-taagerne danner sig nede i Engene og vandrer for den sagte Vind ind over Børglum Bakker, hvor de hænger sig fast som hvide Taver i Havens vindkrøgede Træer. De ligner Genfærd af hedenfarne Bisper og Herremænd, som søger ind for Natten til de kendte Steder.
Fra den hyggelige Hjørring By, som jeg har valgt til Standkvarter, gør jeg Udflugter i dette mærkelige, nordvestlige Landskab, over hvilket jeg faar et ypperligt Overblik fra Byens 67 Meter høje Møllebakke, som desværre er tæt beplantet, men fra hvis Top man efter at være trængt igennem et forsvarligt Pigtraadshegn endnu kan se ud over Granerne. Det store Højland i Nord omkring Mygdal, Asdal og Tornby ser lokkende ud herfra med sine kraftige Bakkelinjer. I Vest øjner jeg Havet bag Klitterne ved Lønstrup, i Sydvest den mægtige Rubjerg Knude, mod Øst de 3 Mile fjærne Tolne Bakker.
Endnu nærmere ved Byen ligger Hjørring Galgebakke, tidligere berømt for sin Udsigt, men nu uhjælpeligt begravet under Beplantning. -— Jeg fandt i Hjørring Musæum et mærkeligt Minde fra den Tid, da Bakken endnu var Byens Rettersted, en Genstand, som — formodentlig paa Grund af dens uhyggelige Udseende — ikke findes udstillet i Musæets Samlinger.
I Aaret 1822 blev en Gaardmand paa Egnen, Thomas Bisp, fængslet, overbevist om Mordforsøg paa sin Hustru, og samtidig fængsledes en af Gaardens Piger som meddelagtig i Forbrydelsen. Skønt Hustruen slap fra det med Livet, blev Pigen dømt til livsvarigt Tugthus, og Thomas Bisp blev halshugget, hans Hoved sat paa Stage og Kroppen lagt paa Stejle paa Hjørring Galgebakke. — Men Dagen efter Henrettelsen var Liget forsvundet. Det blev ikke fundet siden, og alle mente, det maatte være Familien, som i Nattens Mørke havde hentet det ned fra Retterstedet og begravet det. Historien blev efterhaanden glemt.
Men for ganske faa Aar siden, omtrent halvfems Aar efter Begivenheden, fandt nogle Arbejdere, der var beskæftiget med et Vejanlæg østen for Bakken, et Mandsskelet, hvis Hoved var skilt fra Kroppen og fastspigret til Enden af en Stage. Der er ingen Tvivl om, at det er Thomas Bisps Levninger, der her er bragt for Dagen. Hovedet havnede i Byens Musæum efter at have været sendt til København til Undersøgelse. Det er et Unicum, man har aldrig før gjort et lignende Fund og har ikke tidligere med Sikkerhed kunnet paavise, hvorledes denne skrækkelige Akt er fuldbyrdet. Man havde hidtil tænkt sig, at Spidsen af selve Træstagen var stukket op gennem Hovedet; men det viser sig, at et mægtigt Spiger er rammet fra oven gennem Hovedet og dybt ned i Stagen, som øverst var forsynet med en Jærnring for ikke at sprænges.
Det er underligt at tænke sig, at noget saadant har været Skik i et civiliseret Land endnu i vore Bedsteforældres Tid, og at en Dom af den Art er underskrevet af Landets Konge, i dette Tilfælde den folkekære Frederik VI. — Kraniet er stort og usædvanlig smukt, det har været en anselig Mand, som har baaret dette Hoved.
Det er sandsynligt, at Hjørrings gamle Tingsted har ligget i Nærheden af Galgebakken. Tingstederne, som opstod i ældgammel Tid, hvor en Kreds af Bønder sluttede sig sammen, var i hvert Fald for Jyllands Vedkommende altid anlagt under aaben Himmel. Her samledes man for at drøfte fælles Anliggender og afgøre Retssager. Tingstedet, som i Reglen var anlagt nær ved en Oldtidsgravhøj, bestod af en Firkant af store Sten, ovenpaa hvilke der var anbragt 4 Planker til Sæde, de saakaldte Tingstokke; midt i Firkanten laa en enkelt Sten „Tyvstenen", paa hvilken Forbryderne sad, naar de fremstilledes i Retten, mens Fogeden Skriveren og Tinghørerne (Stokkemændene) sad paa de fire Tingstokke. Først henimod Aar 1700 begyndte man at opføre Tinghuse. I Almindelighed rejstes Stedets Galge ved disse Tingsteder. Da Horns og Vennebjerg Herreder fik fælles Tingsted med Hjørring By, fik de ogsaa fælles Galge med denne, og Hjørring Galge stod netop her paa Bakken, forbi hvilken den gamle Skagensvej gik.
Thomas Bisp skal være den sidste, som maatte lade Livet paa det gamle Rettersted.
En Mils Vej Vest for Hjørring hæver sig den 69 Meter høje Vennebjerg Kirkebakke, som langtfra er disse Egnes højeste Punkt, men er det blandt dem alle, hvorfra man har den mærkeligste og mest instruktive Udsigt over dette Landskab, som er saa karakteristisk for det vestlige Vendsyssel. Over de højere eller lavere Sletter ser man som ud over et fuldkomment Hav af Agre, hvis Bebyggelse virker som mange Kvadratmil af sammenhængende Landsbyer — hele Landet synes fra denne Højde at vrimle af Boliger. Saa godt som alle er de nu hvidkalkede, medens det til for faa Aar siden var karakteristisk for Vendsyssel, at de altid var gule eller røde. Det er Synd, denne Forandring er sket; men Længerne har dog endnu næsten alle deres gode Straatage.
Kirken med det smukke og svære Taarn fra Middelalderens Slutning er blandt andet berømt for, at den har en usædvanlig stor og smuk Oldtidshøj liggende paa
Kirkegaarden tæt opad Taarnet, som kun med sin øverste Del rager op over Højen.
Vennebjerg Bakke er kun en enkelt af de store Pukler i det mægtige Bakkeland, som danner Vennebjerg Herred og staar i Forbindelse med de østligere liggende Tolne og Vogn Bakker, og hvis vestlige Forbjerg er den mærkelige, 74 Meter høje Lerbanke Rubjerg Knude. Alle Vegne fra ses dennes dominerende, sandføgne Ryg milevidt over Landet. Men det gaar her som ved Bovbjerg, at naar man inde fra Øst nærmer sig til den, faar man intet virkeligt Indtryk af dens Højde, før man staar helt ude paa dens yderste, næsten lodrette Fald mod Havet.
Over en vid og prægtig Klithede naar man ud til Bjerget. Det sidste Stræk, inden man staar paa Klinten, er paa et Areal af mindst 100 Tdr. Land dækket af et lavt og tæt Sandtidsekrat. Et Par vældige, mærkeligt regelmæssige Sandmiler, den ene helt kuppelformet, har lagt sig i Læet af Klintens øverste Lermasser, udslettende alle Ujævnheder med deres glatte, vindslebne Overflade. Det er et mærkeligt Fænomen, at denne vældige Klints Ryg er næsten totalt begravet under Sandflugtens Dyner. Udsigten over Milerne med deres Duske af strittende Hjelme ned mod det mørke Sandtidsekrat og over Fladerne mod Vennebjerg Bakke og det fjærne Børglum, er noget af det ejendommeligste, jeg har set.
Selve Klintens Fald ned mod Stranden er i sin Art det mest storslagne langs hele vor Vestkyst, baade hvad Højden og Formationerne angaar. Fra en Højde ude ved Randen paa omtrent 70 Meter styrter Lermasserne med deres forrevne Former næsten lodret ned mod Havstokken.
Men Rubjerg Knude skal ses nede fra Stranden, for at man kan faa det rette Indtryk af dens forbavsende og imponerende Arkitektur. Den virker som Rhinens Bjerge med Ruiner af gamle, dystre Borge ragende op over de stejle Kamme.
Da jeg to Aar efter dette Besøg atter kom til Stedet, fik jeg et Indtryk af Havets nedbrydende Virksomhed paa Klinten. Ikke ét af de Fotografier, som jeg havde taget to Aar forinden, passede mere paa Klintens Former. De taarnhøje Formationer var nu næsten borte, kun enkelte „Tommelfingre" ragede endnu op over de bratte Brud. Brede, nedstyrtede Masser skød sig ligesom „Rovs“ fra en Klippeside langt ud over Sandstranden. Det er, som om jeg er kommen til et helt andet Sted. Men Klinten rykker ogsaa her paa sine Steder aarligt henimod 3 Meter ind i Landet. Og Sagnet siger, at Rubjerg By, som skal have været meget stor, engang har ligget Nordvest for Kirken. En endnu levende Mands Bedstefader, som boede i en af Ulstrup-Gaardene, har fortalt, at han har været med til at nedbryde Ovnen i det sidste Vaaningshus ude i det gamle Rubjerg, hvis Beboere efterhaanden alle flyttede til Ulstrup.
Ved mit sidste Besøg fik jeg Klinten at se i en blændende Augustdags Sydsol med lette, drivende Cirrusskyer, med Klintens tunge Masser i Skygge op mod den glansfulde Himmel, og et blidt mumlende Hav, der med langsomme Søer skyller op over det glatte Sandgulv lige til Klintefaldets Fod, helt ombrusende Knudens yderste Huk. Klinten var helt tør og haard, ingen Regn havde i lange Tider vædet dens Sider, over hvilke kun enkelte tynde Smaabække pludrede og rislede.
— Flere Sagn tyder paa, at de gamle Beboere herude længe mindedes de gode Tider, før Sandflugten ødelagde deres Jorder bag det frugtbare Rubjerg, og at de dybt i deres Bevidsthed gemte Erindringen om den gode Muld, som blev begravet under Sandet og gik tilgrunde. I levende Live fik ingen mere nogen Glæde af den Jord, som deres Fædre forhen havde dyrket. Men efter Døden vilde de i det mindste ned i den igen! — Man har Eksempler paa dette gennem Sagnene, af hvilke bl. a. et fortæller om en Mand fra Rubjerg, som efter at være død og bleven begravet paa den sandede Kirkegaard, bestandig hørtes raabe nede fra Graven. Præsten lod denne kaste op og Kisten aabne — og dér laa den døde Mand paa Maven med alt Ligtøjet nede ved Fødderne! Dette gentog sig endnu en Gang, efter at Graven paa ny var kastet til. Men saa blev Præsten fra Skjelle-rup hentet, og han fordybede Graven, saa der kom et stort Lag Muld over Kisten. Og siden lod den Døde ikke høre fra sig.
Det er den gode Muld, som Fædrene har dyrket, og som i Bondens Tanke er bleven til noget helligt — ligesom „det velsignede Brød“, af hvilket ikke en Krumme maatte spildes. Mulden har næret Slægterne fra længst henfarne Tider, og den bliver paa mystisk Vis bestandig ved at bevare sin Kraft. Den, der dyrker Jorden, er i Pagt med den og alle dens gode Aander. Helt fra Hedenskabets Tider maa Bonden have bevaret denne Tro. Man finder den igen i Zend-Avesta, Parsernes hellige Bog, som siger, at „den, der dyrker Jorden, fordriver Djævlene!" — Denne Tro paa Jordens Hellighed og mystiske Kraft er sent forsvundet af Bondens Sind.
Gamle Johannes Villadsen, Jeppe Aakjærs „Gammel Jehannes", maa have følt saadan. Den gamle fik en smuk Død. Jeg maa fortælle om den, skønt det ikke hører hjemme her; men det fortjener at kendes. — Jeg havde besøgt Johannes, da han som en næsten blind Olding gik alene omkring ved sit lille Hus i Aakjær By, hvor han yndede ved Sommeraftenstid at sidde ved Vestgavlen, vendt mod Solnedgangen, hvis Lys han endnu kunde spore, omgivet af sine Høns og med Katten paa Skødet — ellers som oftest helt ensom. Det blev sagt om ham, at han i den sidste Tid var begyndt at synge et Par Salmevers nu og da, og man betragtede ikke dette som gode Tegn. Det var ikke netop Salmer, Johannes havde sunget før i Tiden. Men man maatte vel sørge for nu paa Hældningen at komme paa Talefod med det hinsidige.
Saa blev han da endelig sengeliggende, og siden gik det hurtigt ned ad Bakke med ham, han laa stille hen og sagde ingen Ting. Men en Dag, da to gamle Nabokoner var inde og se til ham, blev han urolig, gebærdede sig sært og vilde ud af Sengen. De to Kvinder søgte forgæves at berolige ham, han forlangte at komme op. Saa hjalp de ham.
Støttet under Armene bevægede han sig paa sine gamle, bare Fødder hen over Gulvet mod Udgangen. Han gik helt udenfor Gangdøren, til han var kommen ud paa den bare Jord. Her stod han roligt og godt en lille Stund og mærkede Mulden under Fodsaalerne, mens han saa med de blinde Øjne ud over Landet.
„Saa!“ sagde han. -— Konerne hjalp ham ind i Sengen, nu var han bleven helt rolig igen.
Lidt efter døde han.
Det er for Fiskerbefolkningens Skyld, man skal tage til Lønstrup. Landskabeligt rummer Stedet ikke andet af Interesse end den dybe Kløft med den lillebitte Bæk paa sin Bund, der ser saa uskyldig ud, men som engang under et Uvejr med voldsomt Regnskyl steg til en brølende Strøm paa 15 Meters Bredde og 5 Meter dyb, og som rev flere Huse foruden Træer og Masser af Jord med sig paa sin Fart ud mod Stranden. Det var den 11. August 1877, og et Mindesmærke over Begivenheden sfaar i Lønstrup By ved Nedgangen til Kløften.
Jeg lagde ved Stranden Mærke til nogle Høf der, som strækker sig fra Klitterne over Forstranden ud i Havet. Da jeg Aaret i Forvejen var paa Stedet, ragede disse Høfder med deres Pæleværk og Sten omtrent i Mandshøjde op over Sandet nedenfor Klitten. Nu kunde jeg med Lethed skræve op over dem, saaledes er Sandet skyllet op omkring dem! Det er den kolossale Strøm, som gaar kystlangs ad hele denne nordvestlige Del af Vendsyssel fra Hirshals og sydover, som er i Stand til i Løbet af et eneste Aar at aflejre saadanne Masser. Baadene, som er hjemmehørende her, maa paa Grund af Havets Overskyllen af den lave Strand, selv ved den mindste Vestenkuling, hales tværs over hele Forstranden op i selve Klitten.
Her er i Øjeblikket 32 Fiskerbaade hjemmehørende paa Stedet, hvoraf Halvdelen er Motorfartøjer paa 7 Tons, Resten mindre Sejlbaade; de sidste har 2 Mands Besætning, Motorbaadene fra 2—3 Mand. De sidste gaar indtil 28 Kvartmil til Søs, men ofte langt større Strækninger kystlangs.
Gaa ned til Stranden en Dag, naar Fiskerne er hjemme, og se paa dem. Der er brillante Typer mellem disse Folk, ogsaa blandt de unge, som endnu trods Stedets haarde Vilkaar driver et ret storstilet Fiskeri.
Jeg traf et Par brillante Folk her ved Stranden mellem disse Fiskere. Det var to ganske unge Mænd, Bertel Mikkelsen og Carl Arildsen, i hvis Selskab jeg tilbragte et Par morsomme og interessante Timer — et Par dejlige, friske Gutter, som vidste Besked om Sagerne og havde Lyst til at fortælle. I deres Beretninger om Fiskerens strænge Arbejde paa den farlige Kyst var der ikke Antydning af Beklagelse over Livsens Ondskab, det hele synes aabenbart for dem at gaa som FIaand i Handske. Hvor forskellige de end var af Ydre, ét havde de tilfælles: det stærke, selvtillidsfulde Smil, som vidner om mandfolkeagtig Styrke, og som aldrig syntes at kunne forlade deres Ansigter.
De fortæller, at en ikke uvæsentlig Indtægtskilde for Befolkningen her er Strandingerne, som endnu er forholdsvis hyppige paa dette farlige Sted, næstefter Gammel-Skagen den Plet ved vore Kyster, hvor de fleste Ulykker af den Art endnu forekommer. Det er ikke ualmindeligt, at en Stranding kan give en Indtægt af 200 Kr. pr. Mand i Redningsvæsnet. Bjærgelaget, som bestaar af 60 Mand, faar af Switzer indtil 25 pCt. af Bjærgningssummen, naar Folkene har været med til at bringe Skibet flot. Bliver Skibene Vrag, betales ogsaa nogle Procenter til Folkene af Udbyttet fra Strandingsauktionerne.
Det er derfor ikke underligt, at naar man gennem Storm og Tykning hører en Damper tude derude, da er det endnu her et almindeligt Ønske saaledes som i gamle Dage langs hele Kysten, at „skal den strande, saa lad det blive i vort Len! “
Jammerbugten bærer selv i vore Dage ikke sit Navn for et Syns Skyld, der hænder alvorlige Ting endnu. I Januar Maaned 1923 forliste en svensk Damper med 25 Mands Besætning i rum Sø under en orkanagtig Vestenstorm ca. 12 Kvartmil V. til N. for Lønstrup. Skibsjollerne blev knust, da Besætningen søgte at gaa fra Borde i dem; en Tømmerflaade med to Mand drev væk, og de eneste af Besætningen, som blev reddet, var 4 Mand paa en anden Tømmerflaade, der drev ind paa Kysten Syd for Rubjerg Knude. De fire Mand havde haft Skibsdrengen med paa Flaaden og hjulpet ham med at holde sig fast; men en Braadsø rev ham væk. To af de reddede var saa udmattede, da de naaede Stranden, at de sov i en Hule ved Knuden, mens de to andre gik efter Hjælp og omsider naaede Strand-fogedgaarden ved Nørre Lyngby. — En dansk Sømand havde været ombord, ham fandt man kort Tid efter som Lig, drivende paa Vandet i sit Redningsbælte. — De druknede af Besætningen blev jordet i en Fællesgrav paa Rubjerg Kirkegaard.
I 1928—29 var her ikke mindre end 4 større Strandinger paa Kysten, og de faldt netop til Jul, Paaske og Pinse, to af dem Aftenen før Lille Juleaften. Slemt var det jo paa sin Vis. Men det gav Penge til Højtiderne!
Det er den stærke østgaaende Strøm, som sætter Skibene herind fra deres Kurs mellem Hanstholm og Hirshals, den samme Strøm, som i saa høj Grad vanskeliggør Havneanlægene paa denne Kyst.
En Mængde Fiskere herude udlejer deres Huse til Feriegæster i Badesæsonen og bor selv i Udhusene; derved tjenes ogsaa af og til en god Skilling. De to Fiskere fortæller, at en Masse Folk paa Stedet bliver overordentlig gamle. Her lever f. Eks. tre Søskende, to Kvinder og en Mand, i Alderen fra 92—96 Aar. Manden har drukket et Niagara af Brændevin i sin Tid, og overhovedet drak man i ældre Tid drabeligt herude; mange Folk tog hver Dag deres hele Liter. Og det var en udbredt Tro, at dette var særdeles sundt og konserverende. At det særligt var dem, der drak Brændevin, som naaede en høj Alder, bestyrkede de saa-ledes troende i deres Forestillinger.
— Det var her paa Lag, at det store engelske Krigsskib „Crescent" forliste i 1808, og hundredvis af dets Besætning druknede. De begravedes i en stor Fællesgrav paa den nære Maarup Kirkegaard norden for Kirken, Graven dannede en Forhøjning over Jordsmonnet og var omgivet af store Sten, forbundet med Jærn-lænker. Denne Grav er sløjfet, og ethvert Spor af den er udslettet for et Par Aar siden, skønt kun godt Halvdelen af Kirkegaardens Areal er benyttet. Hvad Grunden til denne Handling har været, har jeg ikke kunnet faa at vide. Men det maa vel skyldes noget uundgaaeligt, at man begaar et saadant Hærværk mod et Minde om Søfolk fra en fremmed Nation. Derimod har man omhyggelig skærmet en Mindesten over Christian IX’s Besøg paa Stedet i 1872.
Den lille smukke og ejendommelige Kirke, som ikke mere anvendes, er i fuldstændigt Forfald; Blytaget er utæt, og den bliver fugtig og grøn indvendig. Men dens Mure er endnu solide. Man skulde tro, at naar der paa Egnen har kunnet indsamles ca. 100,000 Kr. til det nye Monstrum af en Kirke, som er opført ved Lønstrup By, at man da ogsaa kunde tilvejebringe den forholdsvis beskedne Sum, som var nødvendig til Restaurering af denne lille romanske Kirke, som alene i Nordmurens og Korets udvendige Udsmykning rummer stor Skønhedsværdi.
Kirken ligger ganske ensom i et højt og øde Klitlandskab med Sandmiler og Sandtornsbevoksning, som jævnt faldende strækker sig helt hen Nord for Lønstrup.
Næsten hele den henimod 2 Kvadratmil store Firkant af Landet mellem Lønstrup, Hjørring, Tversted og Hirshals er et ejendommeligt forvredent og stor-slaaet Bakkeland, der indenfor Kystens lave Klitbræm naår saa vældige Højder som det 85 Meter høje Tornby Bjerg og tæt østen for dette den 88 Meter høje Banke Hellehøj. Disse Bakker med deres dybe Kløfter omkring Bjergby, Mygdal og Tornby danner et af de skønneste og kraftigste Landskaber, det vestlige Vendsyssel ejer. Bjergby Bakker er Nord for Byen, hvor de endnu ikke er beplantede, af en mærkelig Skønhed, og viser her en Rest af dette oprindeligt storartede Landskab. Agre med grønne Felter skyder sig ind i dette Kaos af svære Banker, bryder deres Enstonighed med nye og smukke Farver og fremhæver med deres Linjer Bakkernes stærkt svungne Former.
Dyssekamret nær Nørre Tornby. I Baggrunden Havklitterne mellem Lønstrup og Hirshals.
Bækken og Kløften ved Lønstrup, ca. 100 m fra Stranden.
Fisker Jens Heilesen, Hirtshals. 78 Aar
Ung Arbejder ved Hirshals Havn.
— Det er under min Færd nordpaa bleven rigtig surt Vestkystvejr med Støvregn og Havgus, da jeg naar ud i Mygdal-Bakkerne Øst for Bjergby. Men hvor klæder netop dette Vejr disse Steder! — Dette Landskabs mægtige Former, der ser ud, som om Jorden har faaet Bugvrid og er stivnet i Krampe, har i Taagen de dejligste Farver; dets runde Kupler om de snørklede Kløfter staar rejst mod hinanden i bløde Toner, lettere og lettere, til de forsvinder bag Tykningens Slør.
Under Turen videre mod Nord fra Tornby Bjerg til Hirshals bliver Vejret stadig tykkere, men Landskabet faar en øget Storhed derved, en Stemning af Efteraar, af Tilintetgørelse og Død. I denne rødgraa Havtaage mindes jeg Ishavssejladser — det er den samme Følelse af Utryghed og Uhygge, som her griber mig. Som en tæt Mur standser Taagen nu og da alt Udsyn. I det dødblege Lys sejler nær forbi mig en mørk Bakkeryg med sin Kæmpehøj, langsomt og højtideligt dukker den frem gennem Taagen og glider forbi som et stort, tungt Skib. Et iskoldt, gulgrønt Hvidt kommer pludselig tilsyne forude, lysende som et Isfjæld — en hvidkalket Bondegaard paa sin Bakke. Først ganske nærved den ser jeg dens eddergrønne Mostag, hvis Skæg drypper af tunge, hvide Draaber.
— Hele dette underlige, dystre Landskab har lige til i vore Dage huset en saa-dan Mængde Overtro om Hekseri og Trolddom, at det næppe har noget Sidestykke, selv i de fleste andre, afsides liggende jydske Egne. Det er, som om Heksene har dvælet længst her ved Halvøens nordligste Spids, før de paa deres Kosteskafter begav sig paa den allersidste Rejse mod Nord til „Troms Kirke“ — ligesom Trækfuglene, der ved Foraarstid holder det sidste Hvil her, før de farer ud over Skagerrak.
Troen paa „onde Øjne“s Magt har holdt sig til for ganske nyligt, og det er højst sandsynligt, at den ikke er forsvunden endnu. En for kort Tid siden afdød Mand sagde engang, at naar han var paa Vej til Havet for at sejle ud og fiske, vilde han hellere møde selve „æ gammel Kaal“ (Fanden) end et Kvindfolk. Og en firsaarig Fisker udbrød, naar han mødte en Kone paa sin Vej til Stranden: „Saa, nu ka’ vi li’saa godt vende om, for nu faar vi ingenting idaw!“ Som en Slags Modgift spyttede han 3 Gange efter Kællingen og raabte: „Tvi, tvi, tvi!“
For 25—30 Aar siden kom der ind til Lilleheden et Baadelav, der havde arbejdet paa Havet i samfulde 3 Maaneder uden at fange det ringeste. Som Folkene nu sidder i Kroen ved et Glas, kommer en gammel Kone ind ad Døren og beder om en Skilling, og Fiskerne giver hende 25 Øre. Den gamle blev saa glad for Pengene, saa hun med høj Røst forsikrede, at den Gave skulde de aldrig komme til at fortryde. Da Fiskerne kort efter atter tog ud paa Havet, fangede de i Løbet af to Dage Makrel til et Beløb af 1700 Kroner. — Kutterføreren sagde bagefter, at de 25 Øre var de bedste Penge, han nogensinde havde givet ud.
Endnu i 1910 hændte det, at Fiskere herude vendte brat hjem fra Havet, naar Torskene ikke vilde bide, fordi Redskaberne var forgjorte.
Den berygtede Kjesten Kok i Højrup var en formaledidet Heks. Hun var blandt andet en Gang Skyld i, at Nabokonen i lang Tid ikke kunde faa Smør i sin Kærne. Men en klog Mand gav den uheldige Kone det Raad, at naar Kjesten næste Gang viste sig i hendes Stue, skulde hun skynde sig hen og sætte sig „med Røwen øwwer Kjærnen". En tidlig Morgenstund kom Kjesten da anstigende, og da hun tog Plads i en Stol, satte Konen sig i en Fart med den bare Ende over Kærnen lige over for hende. Saadan sad de til hen ad Middagstid — saa begyndte Kjesten at gi’ sig, nu kunde hun ikke længere.
„Do kommer ligh te aa lett Dæ,“ sa’e hun, „for A haar mi Haa’nd i Kjærnen, aa A ka et’ komm hjem!“ — Saa rejste Konen sig, og Kjesten forsvandt. Og siden gav Kærnen Smør nok.
Hos Møller-Jens blev Konen en Nat saa „forskrækkele vag“, hun brækkede sig og fik voldsomme Smerter, som om hun skulde føde, og to sølle fremmede Skrædderpiger, der laa i Nabosengen, fik ikke Søvn i Øjnene. Til sidst gik Manden ud i Stalden og hentede en Øgpude, som han stillede op foran Sengen. Og nu saa Skrædderpigerne til deres Undren, at Konen uden at sige et Ord gik ud af Sengen og kravlede splitternøgen gennem Aabningen i Øgpuden tre Gange itræk. — Hun kom sig straks, og der faldt Ro over Huset. — Men den følgende Morgen rygtedes det, at Bette-Wolles Kone, som boede i Nabolaget, den samme Nat havde født en stor Dreng uden Spor af Fødselsveer. Det var denne lede Kvind, der havde forstaaet at kaste sine Smerter paa hans Kone, forklarede Møller-Jens!
Heksene kunde synes paa fræk Vis at ville prale af deres sportsmæssige Overlegenhed i Retning af Befordringsmidler. Saaledes hændte det, at en Kone fra Tornby inviterede en skikkelig Tjenestepige til at køre en Tur, hvad Pigen gladelig tog imod. Først kørte de i Skridtgang, siden raskere og raskere, saa Hestehovene til sidst slog Gnister fra Vejstenene. Pigen blev saa skrækslagen, at hun gav sig til at bede til Vorherre — og i samme Øjeblik faldt hun af Vognen. Og godt var det, for de var paa Vej til „Troms Kirke"!
— En Mængde gamle Ildgærningsmænd huserede endnu for et Par Slægtled siden som Gengangere mellem Bakkerne, Trolde og Nisser naturligvis ligesaa. Endnu saa sent som i 1850 døde en Karl i Uggerby, fordi han var forgjort af Bakketrolde.
Men værst gik det til ude ved Stranden, hvor saa mangen Misgærning havde fundet Sted i det skjulte. Under en heftig Storm var to Sømænd drevet iland ved Tversted Strand, hvor en Mand fra Byen fandt dem endnu levende. Efter at have udplyndret dem, skød han Mastetræet, hvortil de var fastsurrede, ud i Braaddet igen. Men siden kom hver eneste Nat to tavse Mænd i store Søstøvler og vandrede frem og tilbage paa Mandens Sovekammergulv, frem og tilbage uden Ophør. Og siden ramtes Hjemmet af alle mulige Ulykker.
Mikkel Bøssemager fra Tornby Bjerg fandt paa en Tur langs Stranden et ilanddrevet Kvindelig, som han plyndrede for de Kostbarheder, det bar. Og fra nu af raadede Ufreden i hans Hus. En hvidklædt Kvinde viste sig dér tidlig og silde, om Dagen bag Bagerovnen og Grubekedlen, om Natten stod hun ubevægelig som en Støtte foran Mikkels Seng. Dette vedblev i Aarevis, og til sidst døde Mikkel som en vanvittig Stakkel.
Heller ikke Klit-Kræn i Købsted fik nogensinde Ro efter en Bedrift ved Tornby Strand. Hvori Ugerningen bestod, blev aldrig røbet; men Spøgeriet ytrede sig paa den Maade, at der præcis Kl. 11 hver eneste Aften lød en uhyggelig Banken bag Alkoven i hans Stue. Naar det begyndte, lagde hans Kone altid Hænderne i Skødet og sagde stille: „Saa i Jøssu Navn!" — Gamle Pastor Ulrich fra Tornby var nede og hørte selv Spøgeriet i Huset, og ligeledes den gamle Segelche paa Kjærsgaard foruden mange andre af Sognets Beboere. Ingen gik forbi Klit-Kræns Hus uden med Rædsel i Sindet. Først da Bygningen blev revet ned, holdt Uvæsnet op.
Mærkeligt nok nærede man her i det nordvestlige Vendsyssel ligesom andre Steder paa Nordjyllands Kyster, hvor norske Skippere fra gammel Tid drev „Skudehandel", mærkelige Forestillinger om disse Nordmænd, som man tiltroede overnaturlige Evner og beskyldte for at kunne udøve Trolddomskunster. Det fortaltes om en af dem, at han var saa skrap, saa han engang gik tværs igennem 6 Kæmpehøje paa Rad, men ved den syvende maatte han give op, fordi „den havde en Kobberport“. — Nutildags er man kommen bort fra disse Forestillinger, og der er vel ingen — ialtfald ikke udenfor deres eget Land — som vil paadutte Nordmændene overnaturlige Evner.
Bestandig i tyk Taage og Støvregn naar jeg ud til Kysten ved Hirshals, hvor Jættefyret staar mellem Klitterne ud mod Forstranden. Længe før jeg skimtede Havet, havde jeg hørt Lyden af den tunge Dønning, som uden en Krusning af sin Overflade gaar ind mod Kysten. Taagen og det isengraa Vand gaar ud i ét, man ser kun et Par Hundrede Meter ud fra Stranden. En Fiskerkvase gaar syd-paa langs Kysten derude, men jeg skimter gennem Tykningen kun dens rustrøde Sejl og det koldt lysende Skum for Boven, hele Resten af den er usynlig; det ser ud, som om den sejler højt over Horisonten. — Nogle store Havmaageunger ligger og driver i Dønningen. En Gang imellem letter de dovent og skifter Plads, flyvende lavt over Vandet med langsomme Vingeslag. Et Par Hundrede Ederfugle, de fleste Hanner, ligger og vugger og ruller nær Havstokken paa et Sted, hvor Dønningen bryder mindst. En Gang imellem rejser de sig og basker med Vingerne, lige saa tavse som Maagerne. Jeg hører kun Lyden af den silende Smaaregn og den tunge Dunken af Fiskerbaadens Motor.
Landskabet omkring Fiskerlejet ved Hirshals, Lilleheden, som det hed i gammel Tid, skyder sig med et lavt Forbjerg ud mellem Tannisbugt og Jammerbugt. Landskabet er ensformigt og trist, sammenlignet med de stolte Bakkestrøg indenfor Kysten og de nye Huse i den hurtigt opvoksende Hirshals By er ikke mere opmuntrende end Omgivelserne.
— Den gamle Fisker Martin Mikkelsen, kaldet Martin Sort, som er 78 Aar, husker fra sin Barndom, at Lilleheden kun havde 4 Huse ialt; og han fortæller, at han i hele sin Barndom kun havde tre Legekammerater, de eneste andre jævnaldrende Drenge, som fandtes paa Stedet. Byen, som nu har i Hundredvis af Huse, næsten lutter Fisker- og Arbejderboliger, har siden faaet Navn efter den Pynt, hvorpaa Fyret er rejst.
Den gamle Mand er en usædvanlig smuk Type, en Odinskikkelse, men med et mærkeligt blidt, næsten romantisk Udtryk i sine Øjne. Han har slidt troligt paa Havet, til han for nogle Aar siden fik en Skade i Ryggen, ved at en Baad væltede over ham, mens han stod og støttede den. Sammen med sin jævnaldrende, Jens Heilesen, har han i mangfoldige Aar været ved Stedets Redningsvæsen, og de to sad altid paa Toft sammen i Baaden. Ingen af dem er mere med i noget Baadelag, men de fisker endnu lidt for sig selv paa Havet. Det er et Par gode Veteraner, to gamle „Havets Helte“, for hvem det har holdt haardt at skulle gaa paa Land og lægge op.
Den gamle fortæller, at en ikke ubetydelig Strækning af Kysten Vest for Havnen er bleven ædt af Havet, efter at man har bortslæbt den Mængde store Sten, som forhen laa i Stranden, for at anvende dem til Molebygning ved Havneanlægget. Nu er man bleven klog af Skade. Men Kysten er forsvarsløs, indtil Klinten paa ny ved Nedbrydning af Bølgerne har afleveret saa mange Sten, at disse igen danner Værn mod Søens Anfald.
Det er iøvrigt mærkeligt at sammenligne Fiskertyperne her med Folkene paa de tidligere omtalte Steder langs Vestkysten, hvor endnu den gammeldags Form for Fiskeri er igang. Jeg tænker eksempelvis paa Holmslandsklit, Stenbjerg Strand og Lønstrup. Dernede findes endnu mange ramsaltede Havkarle, muskuløse, magre, ofte høje og stærke Folk af udpræget nordisk Race — gammeldags i god Forstand. Her som ved de andre, moderne Fiskerihavne er det forbavsende at se, hvor hurtigt Kaarene er i Stand til at ændre Præget. Man ser paa en Mængde af disse Folk, at en ikke ringe Del af deres Tid gaar med at være Maskinpassere, ja adskillige kunde snarere se ud til at være Vejarbejdere og Grusharpere end Søfolk. Motoren og Styrehuset i de moderne Fartøjer i Forbindelse med Havnene har gjort den nymodens Fisker til en Slags Chauffør. Men ikke faa af dem er dog endnu i nogen Grad præget af det krasse Liv paa Havet, og der findes enkelte smukke og stærke Folk imellem dem.
Det er især siden 1902, da man begyndte at indføre Motorbaade ved Hirshals, at Fiskernes Kaar har gennemgaaet saa store Forandringer. Før den Tid foregik alt Fiskeri her med 16 Fod lange Sejlpramme, af hvilke der var ca. 30 med 2 Mands Besætning. Efter Havnens Bygning er her nu det dobbelte Antal Fiskere, og en Mængde Folk har fundet Beskæftigelse ved Havneanlæget, siden dette paabe-gyndtes for fjorten Aar siden. Her er nu 20 Fiskerkuttere paa 10—24 Tons, 4 Dæksbaade paa 5—6 Tons og 27 mindre, aabne Motorbaade.
— Saa godt som alle Mennesker her paa Stedei udtaler sig forhaabningsfuldt om Fremtidsudsigterne for dette Kæmpearbejde, som Havneanlægget er -— ogsaa hvad dets paatænkte Dampskibsforbindelse med Norge angaar. Modsætningsvis hører man de samme Mennesker udtale den Mening, at Chancerne for Hanst-holms Fremtid er overordentlig ringe.
Der har flere Gange været rejst Strid i Hirshals-Sagen; adskillige kompetente og betydelige Folk er fremkommen med yderst pessimistiske Forudsigelser om Havneanlæggets Fremtidsmuligheder som Trafikhavn og anser det for et fuldkommen haabløst Foretagende. Maatte de stedboende Folk og andre, som er direkte interesserede i Anlæggets Fuldførelse, have Ret! Thi det kan være interessant og smukt, betragtet som „Barnets Leg i Sandet". Men bliver det ikke til andet, da er det en dyr Spøg. Og Dommen over dem, der har gaaet i Barndom ved Hanstholm og Hirshals, vil ikke blive mild.
Jeg traf en brillant Mand her ved Havnen, af hvem jeg fik mange fortrinlige Oplysninger om Stedet, Formanden for Redningsvæsnet, Auktionsmester N. C. Jensen, som ledsagede mig rundt i Byen, viste mig mange gode Folk mellem de gamle paa Stedet og fortalte en Masse Ting om Redningsvæsnet, om Strandingerne og om Fiskernes Liv før og nu.
Det fremgik med al ønskelig Tydelighed af hans Tale, at trods alle Fremskridt, trods Redningsvæsen og Havn, kan den nulevende Fisker paa disse Kyster af og til være udsat for lidt af hvert. Det hændte saaledes i Oktober Maaned 1931, at 11 Fiskerbaade fra Løkken under en vældig Storm fra V. S. V. søgte ind her for at komme i Havn. Hirshals Redningsbaad, et Motorfartøj paa 50 Hestekræfter, gik straks ud for at tage imod dem og vise dem Vej gennem Indsejlingen, som paa Grund af Strømforholdene er usædvanlig vanskelig. Men lige udenfor Indløbet ramtes Redningsbaaden straks af en saa voldsom Styrtesø, at den svære Rorpind af Jern bøjedes, og Roret gik i Borde og sad fast. Baaden sejlede rundt i en Cirkel midt i det værste Braad, men slap endelig ud tilsøs og fik langt om længe repareret Skaden. Trods Strømmen og den vældige Sø lykkedes det imidlertid omtrent alle Baadene at slippe gennem Indløbet, skønt de allesammen blev næsten helt fyldt med Vand. Kun en gik tabt, den forsvandt nordpaa, hvor man et Steds fra Kysten den paafølgende Nat fik Besked om, at en af dens tre Mand store Besætning var fundet som Lig i Stranden. De to andre drev i Land ved Kandestederne et Par Dage senere. — En af de andre Baade havde mistet en Mand, som skylledes overbord i det stærke Braad lige ved Indløbet.
Redningsvæsnet ved Hirshals, der her ligesom andre Steder oprindelig stiftedes for de store Strandingers Skyld, er mere og mere gaaet over til kun at være Hjælp for Fiskerbefolkningen. Men skønt de større Strandinger er i bestandig Aftagen, er der dog alligevel fra denne ene Station, siden den blev oprettet i 1890, reddet over 200 Mennesker.
Redningsformanden beretter om de sidste, større Strandinger, hvor han har været med mellem Bjærgningsmandskabet. Han taler kortfattet og knapt, næsten tørt, om disse Begivenheder, uden noget Forsøg paa at understrege det uhyggelige ved dem, omtrent med den rolige Selvfølgelighed, hvormed gamle Veteraner kan berette om Krigen.
I Oktober 1910 strandede en tysk Damper „Sofie“ fra Danzig udfor Tornby. Det var stærk Tykning, men fint Magsvejr, og Kaptajnen signalerede ikke til Land om Hjælp, men aabnede straks alle Skibets Luger og lossede Kul i Baadene for at hæve Fartøjet. Men under dette Arbejde, som trak ud til den følgende Dag, opstod meget pludseligt en voldsom nordlig Storm, der kom „som ud af en Sæk“, og et Øjeblik efter var Havet saa oprørt, at Lugerne ikke kunde skalkes. Skibet fyldtes med Vand og sank paa Stedet. Da Kaptajnen endelig fik Signalforbindelse med Kysten, havde hele Mandskabet maattet bjærge sig op i Riggen. Rednings-baadene kom til baade fra Tornby, Hirshals og Lønstrup, og trods den haarde Sø lykkedes det med stort Besvær at redde de 9 af Skibets 15 Mands Besætning. En saa man drive af sønderpaa uden at kunne komme ham til Hjælp. Han havde Redningsbælte paa og drev i en Time, inden han naaede Kysten, hvor nogle Folk fandt ham. Der var da endnu Liv i ham, og han kunde ogsaa gaa med Folkene; men pludselig sank han sammen og var død paa Stedet.
Blandt de seks Mand, der gik væk, var Kaptajnen selv, som til sidst stod en-
som paa Bakken, mens Sø og Fraade rasede om ham. Han havde helt mistet Besindelsen og vilde ikke lade sig redde. Til sidst forsvandt han i Brændingen, og hans Lig drev iland sammen med de andres.
Det er mærkeligt og rørende at se, hvor ofte der i saadanne Beretninger om Strandinger gøres omhyggeligt Rede for Skibsdrengens Skæbne. Midt i alle Ulykkerne synes de hærdede Fiskeres Øjne særligt at vaage over denne lille Fyr, som saa tidligt stilles Ansigt til Ansigt med Døden, og som paa Grund af sin Svaghed ofte rammes af den. Ogsaa her havde vagtsomme Øjne fulgt den lille Skikkelse ombord. Lige under Uvejrets Begyndelse, da alle Mand ilede op i Rigningen, saå man ham blive grebet af en Braadsø, som slog ham ned i Lasten og dræbte ham.
— I 1914 strandede det sidste større Sejlskib her ved Tornby Strand, en svensk Bark „Orient", hvis Mandskab bjærgedes i Redningsstolen. Siden har kun én eneste større Stranding fundet Sted her i Nærheden, da Damperen „Flandria11 af Goteborg kom ind paa Kysten i Efteraaret 1923. Ogsaa her reddedes alle Mand.
Inde i Hirshals By traf jeg en lille, gammel Kone paa henimod de 80 Aar, som jeg fik Lov at tegne. Hun var ikke helt rask, hun blev hurtigt træt af at sidde for mig, og Billedet blev ikke godt. Det milde og søde i dette gamle Kvindeansigt slap bort for mig, og kun det triste blev tilbage, det lidt haarde og anspændte Udtryk, som ofte maa have været i disse Fiskerhustruers Ansigter, naar de forhen stod paa Klitterne derude ved Kysten, mens Storm og Sand og Saltvandsfog røg om dem fra Havet, og de i Rædsel og Spænding ventede paa, hvilken Skæbne der skulde møde deres Mænd og Sønner, som var paa Vej derudefra ind mod den farlige Strand. Det er Begivenheder, som nu er sjældne; men de gamle Kvinder herude bærer endnu Spor af Minderne paa deres Ansigter, Spor der sjældent helt udslettes, selv under det smukkeste Smil.
En skønne Søndagmorgen, da Solen smilede sit bredeste Smil, mødte jeg inde i Hjørring en Pige, som det er godt at tænke paa som Modsætning til alt det strænge, mørke og triste, der er løbet mig i Pennen under mine Skildringer af denne Del af Vendsyssel. Det var en Bondepige fra en stor Gaard i en Landsby i Hjørrings Nærhed. •— Hun var smuk. Det samme synes jeg naturligvis om alle mine Modeller uden Hensyn til Alder og Køn, ellers vilde jeg ikke have afbildet dem! Hun er det i Kraft af sin sunde Styrke, sin Friskhed og sit livsalige Smil. — Der sidder mange saadanne Piger endnu rundt omkring i Vendsyssels Gaarde, deres Friskhed og glade Sind tyder paa, at de er rundet af en sund Slægt, Folk med en god Fortid.
Maatte de allesammen gifte sig, og maatte en Hærskare af smaa „stolte Vendelboer" springe i deres Fodspor! Sker det, saa kan vi være rolige ogsaa for Slægtens Fremtid.