De Danskes Land -- Achton Friis

BRANDSØ

Dem, der paa Prent følger os paa vor Rejse, holder jeg helst borte fra de Sider af Dagbogen, hvor Ubehagelighederne forekommer. Forceret Arbejde under aaben Himmel i al Slags Vejr tæller ikke — det er en ren og skær Vanesag og kan være en stor Forlystelse, og paa den haarde Køjebænk i et rullende Fiskerfartøj kan Hvilen være sød efter en stræng Dag. Hænder det, at man ikke har mere tørt Tøj at tage paa Kroppen, véd vi, at man tørrer et drivvaadt Sæt hurtigst og sikrest ved at tage det paa og gaa ud i Blæsten. Det er dagligdags Oplevelser og ikke Omtale værd.

Paa vor Færd op gennem Lillebelt fik vi nogle Gange Anvendelse for denne Teknik, og vi slap til sidst „i god Salve“ ind i den lille Wedellsborg Havn, hvorfra vi en Morgen i Magsvejr stod over mod Brandsø.

Denne, som hører under Wedellsborg Gods, er 369,6 Tdr. Land stor, hvoraf de 43 er Skov, 78 Mose og Resten Ager og Eng. Øen har 10 Familier, deraf er 2 Gaardmandsfamilier og 6 Husmænd med Jord. Ialt er her 57 Indbyggere, og her findes Skole med ikke mindre end 14 Elever. Øen hører under Husby Sogn i Odense Amt. Den er ganske flad, de højeste Punkter naar ikke over 8 m.

Over et fladt Terræn paa Sydvestsiden, dannet af gamle Strandvolde, hvor-paa der findes en udstrakt Armeria-Fælled, hist og her bevokset med Ørnebregner, naar vi ud til Øens store Moseterræn. Denne vide Strækning, som vi søger til umiddelbart efter at være landet, er sikkert én af Landets smukkeste og ejendommeligste Moser udenfor Jylland. Dens vide Flader er overalt tæt begroet med Lyng saa frodig, at jeg ikke mindes at have set noget lignende. Buskene naar en Højde fra 1—U/4 m og har ganske vedagtige Grene. I det stærkt kuperede og næsten uvejsomme Terræn rager vældige Egestød op over Lyngen eller over de dybe, blanke Mosehullers Vand. Overalt ser man Moseegens sorte Stammer ligge i Sumpen. Det er et betagende, herligt jydsk Landskab! Birk, Røn og Egepurr løfter deres grønne, lysende Buske over den brune Lyngflade, som desværre mange Steder er spættet af den hæslige Bjærgfyr, der dominerer ved sin falske Farve. Medens naturligvis de førstnævntes Trævækster er selvsaaede eller komne hertil med Fuglenes Ekskrementer, er Bjærgfyrren sluppen løs her paa den Maade, at Greven engang havde faaet mere Frø af denne Vækst, end han havde Brug for, og derfor sendte Restoplaget her over!

Ad Veje, hvor Hasler, Hyld og Slaaen vokser paa Digerne, og forbi Markskel, hvor Seljepil gror, gaar vi over Øen mod den prægtige Skov paa dens nordøstre Side. Overalt føler man her, at der ved Skovens Røgt er taget Hensyn til dens Skønhed. Omkring de store, gamle Ege og Bøge og om de høje, slanke helt monumentale Aske med brede Kroner er Skoven tyndet ud, saa de faar Plads og Luft til at vokse. Væksterne i Skovbunden under dem trives fortrinligt, Mængder af Brombær gror overalt i tæt indfiltrede Krat sammen med Tjørn og Roser, og Kaprifolien hænger rundt omkring ned fra Stammerne.

Besynderligt er det i disse Omgivelser at se, hvor visse Ædel- og Rødgraner vantrives. Grenene i deres Toppe hænger paa mærkelig Vis ned mod Jorden, ofte ganske tæt ind til Stammen, saa Træerne paa Afstand minder om kæmpemæssige Parykblokke eller Lampepudsere. For Rødgranernes Vedkommende finder samtidig en Hældning af Stammerne Sted som paa en Nissehue. Grunden hertil skal være den, at der i Jordbunden optræder usædvanlig store Mængder af Kvælstof, og at dette sandsynligvis hidrører fra de uhyre Masser af Stærekskrementer, som ophobes her. Stærene kommer paa bestemte Aarstider til Øen i kolossale Sværme, bogstaveligt i Millionvis, og de forelsker sig bestandig i ganske bestemte Lokaliteter, hvortil de Aar efter Aar vender tilbage. Og man har lagt Mærke til, at det netop er paa disse Steder, at Granerne sygner hen. Det er altid de to nævnte Arter af Naaletræer, det gaar ud over, og en Mængde af disse store Vækster er truede med ligefrem Undergang fra denne mærkelige Fjende, som man næppe kan komme tillivs.

Under et senere Besøg paa Wedellsborg talte vi med den gamle Greve om Øens landskabelige Bevaring og nævnede i den Forbindelse den Skade, som de udsaaede Bjærgfyr har forvoldt i det ved sin Skønhed og Ejendommelighed ene-staaende Moseterræn. Han tilstod ganske ligefrem, at han havde gjort sig skyldig i et stort Fejlgreb ved at lade disse saa derude, og at han nu efter Samraad med Skovrideren vilde beslutte sig til at lade dem fjærne. — Naar man har set, hvad der er ofret af Arbejde og Udgifter paa Brandsøs Skov og Skovene omkring selve Wedellsborg, tvivler man ikke om, at det vil ske.

Øens Navn udtales af dens Beboere og af Folk paa Fyenskysten Brandsø med Eftertryk paa Slutningsvokalen — ligesom i Ilumø i Helnæsbugten. I Valdemar Sejrs Jordebog skrives den Øbranzø, og her nævnes af Vildt Daadyr paa den. Alle Øerne i Lillebelt var paa den Tid rige paa Hjortevildt.

Om Øens Oldtidsbebyggelse vidner nu kun én eneste Dysse. Men den ligger omgivet af Bondegaarden „Gamle Brandsøgaard“s Have og bestaar af et Dyssekammer med en stor Overligger. Det er denne „Kæmpehøj", som Dankvart Dreyer malede nogle Gange, og som endnu paa hans Tid, første Halvdel af d. 19. Aar-hundrede, laa synlig paa fuldstændig aaben Mark og var en Runddysse med alle dens smukke Randsten paa deres Plads. Disse er nu alle forlængst slæbt bort, og Dyssekamret er omgivet af og næsten skjult under Havens Træer og Buske. Man ser den overhovedet ikke, før man staar tæt opad den. Det er dette, der hos Trap hedder „en fredlyst Runddysse"!

I Historien nævnes den lille Ø kun én Gang; den dukkede ud af sin Ubemærkethed under Svenskekrigen, da selve Carl X Gustav kom over den i 1658 paa Marchen over Isen fra Jylland til Fyen, og da vi nær ved Wedellsborg havde en Skærmydsel med Fjenderne, der hurtigt blev endt til Fordel for Svenskerne.

Navnet „Svenskehøjen" paa en lille Bakke ved Øens sydøstre Side er nu det eneste Minde paa Stedet om Carl Gustavs Ilmarch over Beltet.

1-28

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela