BOGØ
Iige siden vi igaar passerede Storstrømmen og gik ind gennem „Sodsegaw“ j (Sortsøgab) mellem Bogø og Lolland, har vi haft Indtryk af at være paa Ferskvandssejlads, saa smalle er Farvandene herinde og saaledes er Øernes Kyster beskafne. Kun den overvældende Trafik af Sejlere, smaa og store, lader én udenfor Tvivl om, at man befinder sig i et Sund mellem store Farvande og at ikke faa af de Skuder, som gaar igennem, har fremmede, fjærne Lande til Maal. Her mere end noget andet Sted maa man mindes den gamle Romers Ord om det „Net af blaa Floder", som er Havet Syd for Danmark.
Fra Bogøs lille pyntelige Havn, der i sin nuværende Skikkelse er ganske ny og har en dyb gravet Rende som Sejlløb, der fører gennem den kun 3—4 Fod dybe Grund udenfor Kysten, foretog vi straks efter Ankomsten en orienterende Tur paa vore Cykler rundt ad Øens Hovedveje. Hovedindtrykket af dens Landskab er storslaaet, her findes alt, hvad der karakteriserer et dansk Ølandskab, her findes baade Idyllen og de store Linjer.
Øen er 2361,3 Tdr. Ld. og har 1254 Indbyggere fordelt paa 313 Beboelser, hvoraf ca. 70 Gaarde. Sammen med den mindre Farø og de to smaa ubeboede Holme Barholm og Kragethinget danner den eget Kirkesogn under Præstø Amt. Den har sin største Udstrækning i Øst—Vest fra Gundernæs til Vesternæs, omtrent 7 km, og i Nord—Syd fra Ellenæs Hage til Havnen „Lindebro" paa Sydkysten, ca. 4 km. Fra Falster skilles den ved Sortsøgab, fra Møen ved Letten, fra Sjælland ved Kalvø Strøm.
Landskabeligt er den langt mere i Slægt med Sjælland og Vestmøen end med Falster. Fra Kysten hæver den sig overalt ind mod Midten, hvor de bølgeformede Banker ofte naar anselige Højder, hvorfra man har herlige Udsigter over et Virvar af Øer, Sunde og nære og fjærne Kyster. En enkelt Banke Øst for Gammelby naar 32m’s Højde. Paa Østsiden ligger den store „Østerskov", hvori navnlig Bøgetræerne naar en usædvanlig Størrelse og Pragt. Den er Øens eneste Skov, og paa Vestsiden er Navnet „Vesterskoven" nu kun et Minde om, at ogsaa her engang har været Træbevoksning. Men rundt omkring ved Kjær og Moser, langs Dige og Veje og i de yppige Haver vælder Træerne op af den grødefulde Bund.
Vejene er utallige. Foruden 3—4 Hovedveje, som er ganske fortrinlige, findes her et Net af Smaaveje. Disse sidste mangler næsten altid Grøfter paa Siderne, hvad der giver dem et højst besynderligt og gammeldags Udseende.
Langs Hovedvejene gennem de to sammenhængende Landsbyer Nyby og Gammelby finder vi adskillige hæslige Nybygninger •— desværre nutildags det sædvanlige Signalement for en velstaaende Befolkning — men ogsaa enkelte endnu velbevarede gamle Gaarde og Huse mellem de mange stærkt forfaldne. Men alt det nye er sirligt og velholdt, her er saa velgørende renligt overalt.
Karakteristisk for Bogøs aabne Landskab er den Mængde smaa Stubmøller, som pryder næsten enhver lille Bakke, der løfter sig en Smule op over Terrænet. Tidligere har saa godt som hver eneste Bondegaard haft sin Stubmølle, men nu er de fleste forsvundne, og Resten anvendes kun til at male Grutning til Kreaturerne. De er af en ejendommelig og monumental Virkning og burde reddes, inden de helt forfalder.
Yndig, frodig, pyntelig er denne Ø — et herligt Stykke Sydsjælland.
Idyllen findes forenet med noget storladent paa dens fornemme Kirkegaard, hvor man fra den aabne Plads med Birkene og den fritvoksende, pragtfulde Eg ser over mod Moderlandet Sjællands Kyster, til Stensby Skove og Petersværft med deres kraftige Bakkesilhouetter, over Sundet med dets Rækker af Sejlere, over bølgende Markfelter og Vrimlen af Landsbykirkers hvide Taarne nær og fjærn. Det er et af de mest udpræget ødanske Landskaber, jeg kender, med dettes Blanding af Ynde, Storslaaethed og en Kende af Sentimentalitet.
Kirken er anselig og smuk. Dens Kor er aabenbart tilbygget i senere Tid, dets Stil er meget forskellig fra Midterskibets og Vaabenhusets, af hvilke navnlig det sidste er fortrinligt. Indvendig er den stærkt restaureret, og Alter og Prædikestol er temmelig tarvelige Billedskærerarbejder fra omkring det 17. Aarhundredes Midte. Paa den gamle gothiske Døbefont findes et fortrinligt Malmbækken, vistnok fra sen Middelalder. Dens Kirkeklokke bærer Aarstallet 1451 og Inskriptionen: help Got und Maria.
Fra Gammelby fører to Veje over mod den store Østerskov, som dækker et Areal af ikke mindre end 227 Tdr. Land langs Kysten ud mod Letten. Ad den søndre af disse Veje kommer jeg ind i den imponerende Bøgeskov, hvor Septembersolens gyldne Lys falder over de høje Kroner, de slanke, skinnende Stammer og Skovbundens gule og røde Løv. Efter aar et er Bøgens Glanstid og dens r aiso n d’étre — dette Træ, som er kedsommeligt om Sommeren med sit sortgrønne Løv, og værre ved Foraarstid med de plebejiske gule Cadmiumskulører. Nu staar Stammer og Grene synlige med deres køliggraa Farver mellem det tynde Bladehang. Her er højtidsfuldt og stille. Jeg mindes Søjleskoven i Milanos mægtige Domkirke, dennes tyste, dybe, askegraa Dæmring, hvor langt borte en falmet Lysstribe falder kølig gennem det graa Slør, men vækker Glød og Ild, hvor den rammer Bundens Støv.
Men træder jeg herfra ud i Lysningen, da er det som om et stort Orgel pludselig skifter Melodi fra Dybden op til den lyse Diskant. Herude straaler Duggen i Edderkoppespindene, som dækker de unge Eges Top, her staar Ask og El endnu med grøntskinnende Blade. Solen hilser med Lys og Skoven svarer med Farver.
Et Par Skovskader kommer jagende efter hinanden i bløde Kast over Lysningen fra Bred til Bred, straalende som store Smykker. En lille Rødhals lister lydløs ud fra Tykningen og sætter sig til at drikke i et Hjulspor paa Vejen. Da den er færdig, flyver den op paa en Gren og synger lidt: Tak for den gode Drik!
Over Trætoppene driver lette, hvide Skyer for Østenbrisen, en Musvaage skriger langt borte, og en Krageflok i Nærheden svarer den. En Solsort klunker sin Vise etsteds, og mellem Bogfinkers Sang høres en Kvækerfinkes lille Melodi. —
Tværs igennem Skoven kører jeg ad brede, jævne Stier ud til Østkysten med dens pragtfulde Skovbryn ud mod den engagtig bløde Strand, hvor vide, tætte Rørskove som en dybgrøn Bræm strækker sig langs Bredden helt over til Nord-og Sydkystens Midte. Forsigtigt lister jeg mig frem tilfods og kommer ud paa et Sted, hvor 6 mægtige Birke staar i en Gruppe. Det er et fuldstændig Bocklinsk Landskab, og jeg fandt mig en solbelyst, stille Plet omgivet af høje Ørnebregner, hvor jeg andægtigt kunde ryge min Morgenpibe.
Her var intet Tegn paa Liv da jeg kom, men da jeg er falden til Ro, begynder det snart at pusle om mig. Et Par Musvitter flyver over, og straks efter kommer nogle Mejser og ser paa mig, men forsvinder igen i Tykningen, hvorfra jeg hører deres Pippen. Saa begynder nogle Græshopper, der er bleven tossede af Solskinnet, at file ude paa Engen — man sidder og faar Sommerfornemmelser og begynder at overveje, om det skulde være for sent at remontere! — Her biir varmt som paa en Julidag.
Da jeg saå op, opdagede jeg en Hejre, som sejlede i Glideflugt paa stive Vinger over de høje Birke, dalende i lavere og lavere Kredse, til den endelig landede i den højeste Top. Her sad den og skraalede med Næbet vendt ud mod Sundet. Efter en Stunds Forløb kom der Svar derude fra. Lyden kom nærmere, og lidt efter dukkede en anden Hejre op, som jog lavt henover Vandet imod mig. Først lige over Lysningen saa den mig; den slog øjeblikkelig af, saa dens Styrefjer susede som et Stormstød, og den skraalede stærkere og paa en særlig uhyggelig Maade, da den fjærnede sig. Saa kredsede den nogle Gange rundt paa langt Hold og endte med at lokke den anden med sig, og de forsvandt langs Kysten mod Nord. —
Af Vildt ser man saa godt som intet paa denne Ø, der ligesom alle andre Smaalandsøer tidligere var saa overmaade vildtrig. Agerhønsene er totalt udryddede, og der skal Held til at træffe en enlig Hare. I de store Rørskove kan man af og til møde en Odder, og Ræven viser sig her en sjælden Gang, indvandret fra Møn ligesom Lækatten og Husmaaren, af hvilke den sidste holdt sit Indtog her i 1911. Her findes en Mængde Pindsvin og tillige baade Muldvarp, Mus, brun Rotte og Vandrotte (Mosegris). Om Eftersommeren kan det endnu hænde, at man ser Sæler i Farvandene omkring Øen.
Det er besynderligt, at man paa denne Ø, som er saa rig paa næsten alt andet, skal helt gaa og savne Synet af det almindeligste Vildt i Landskabet, skønt der maa være fortrinlige Livsbetingelser for baade Agerhøns og Fasaner, der med en ringe Bekostning kunde indplantes.
Trap oplyser, at der paa Bogø findes 4 Jættestuer, 10 Langdysser og 5 Dyssekamre foruden 20 Gravhøje. Færdes man nutildags ad Øens Veje, faar man vanskeligt Øje paa én eneste, og Lærer Andersen ved Byens Kommuneskole, som kender Øen fra Ende til anden og har samlet Materiale til dens Historie og Topografi, giver mig en Oplysning, der desværre viser, at der i de sidste Par Menneskealdre er faret slemt frem mod Oldtidsminderne af Øens Beboere. Af alt det nævnte er der nu kun 4—5 nogenlunde velbevarede tilbage ialt, og han gav mig nøjagtig Anvisning paa deres Plads.
Bogø. Udsigt fra Kirkegaarden mod Sjælland.
Bogø. Gaard i Gammelby med Gavl fra før Udskiftningen.
Bogø. Nordøstlige Hjørne af den store Bondegaard i Vestenskov med udbygget Hestegang og Mølle.
Bogø. Dyssekamret paa Johs. Klogs Mark, set fra Nordøst.
Bogø. Kirkens Vaabenhus og Skib.
Bogø. Smedens Hus i Gammelby med typisk Stendige fra før Udskiftningen.
Bogø. — „Hingsten græsser stolt paa Fædres Grave".
Bogø. Gadekjæret „Tranmosen" i Gammelby.
Den første jeg besøger er en Jættestue, beliggende i Skovens Nordvestside ved Vejen fra Gammelby lige indenfor Skovbrynet. Selve Gravkamret har 5 Overliggersten, som endnu er paa Plads skønt noget nedsunkne. Derimod er alle Dækstenene fjærnede fra Gangen, som østfra fører ind til Kamret. Det hele ser sørgelig medtaget ud, og oprørende er det at se, at en hæslig Danseestrade er opført kun 50 Alen fra Graven, og at der lige ved Højens Fod ligger en Kagebod, hvor man under Skovballer og andre Festligheder paa Stedet kan købe Iskager og Vafler, hvad et Skilt oplyser om. Jordsmonnet over hele Højen er nedtrampet og uden Spor af Grønsvær, og alt ser ud, som om Gravstedet er Midtpunkt for det Uvæsen, som hertillands synes at være knyttet til Folkefester. I intet andet Land har jeg mødt en saadan Despekt for Folkeminder som i Danmark. I Italien og Frankrig, hvor man saa godt som aldrig ser Advarsler mod Hærværk, eller i Tyskland, hvor der vrimler af saadanne, ser man aldrig noget tilsvarende Bølleuvæsen som her.
Hvorfor er mon denne Plet ikke fredet? Er det fordi man finder, det er for sent! — Der er dog endnu en anselig Rest af de faa Oldtidsminder, Øen har tilbage.
Lærer Andersen havde fortalt mig, at der i Østerskovens nordre Del skulde findes en særlig mærkelig Form for Voldsted, og jeg tog herfra hen for at opsøge Stedet. Jeg fandt det, hvor man fra Hovedvejen, som fra Gammelbys Nordende gaar ind i Skovens nordre Del, drejer fra denne ad første Sidevej til venstre. Højst besynderligt var ganske vist det, som jeg fandt, og om noget Voldsted synes her ikke at kunne være Tale. Er det mon dette, der hos Trap omtales som en „Borgplads"? —- Snarere har det været et Forsvarssted, en Slags „Folkevold“, hvor Øens Beboere eller andre ved en bestemt Lejlighed har forskanset sig til Forsvar, og som maaske da har været omgivet af et Pæleværk paa sin lave Vold. Det danner en næsten cirkelformet Ellipse, omgivet af et lille Dige eller en Vold med en ganske lav og smal Grav udenfor. En gammel Sti fører tværs igennem
det. Ellipsen er ca. 86 * 73 m og ligger i Længderetning S. V.—N. Ø. Hele Pladsen indenfor Diget er svagt kuplet mod Midten, og tæt ved dens Nordside findes en cirkelrund Fordybning, 5 m i Diameter og 1/a m dyb, omgivet af en 50 cm bred og 20 cm høj Vold af Jord. Der findes intet synligt Spor af Sten paa Stedet, hverken naturlige eller tilhugne, heller ikke andre Rester af Bygningsmateriale.
Pladsen er bevokset med spredt Bøgeskov af mindst 50 Aars Alder.
— Atter krydser jeg Skoven for at komme ud til Østerstranden, hvor der skal være et Dyssekammer beliggende paa en Mark, som tilhører en Mand ved Navn Johannes Klog. Da jeg naar Skovbrynet ved Stranden, gaar jeg langs denne nord-paa, kravler over det ene Gærde og Dige efter det andet og ser foran mig lutter aabent Land med flade, side Kjær og Pløjemarker. Paa en af disse finder jeg Dyssekamret, liggende aabent paa en Mark, som skraaner jævnt ned mod Stranden. Det er endnu overordentlig velbevaret; Overliggeren hviler paa to lange, hele Sten, som danner Kamrets Langsider. Disse er ca. 21/im lange, og ved den sydvestlige Ende er der lukket med to mindre Sten. Kamret er bygget af særdeles smukt Materiale, som er valgt med stor Omhu, Stenenes indvendige Side er fuldstændig plan og glat. Skønt meget lille og ret uanseligt er dette Dyssekammer et af de smukkeste, vi har fundet paa Smaaøerne.
Det er overordentlig glædeligt at se, at dette Sted er fredet af Nationalmusæet.
Men kunde man ikke sætte en lidt videre Grænse for en saadan Fredning? Marken er pløjet til nogle faa Tommer fra Stenenes Rand, og Spor af Hestehovene findes mellem Ukrudtet tæt opad Graven.
Med Lærer Andersen som Vejviser foretog vi en Udflugt over Øens vestlige Del. Turen gik langs „Skaaningebugten“s Sydside, hvor der paa „Hovgaards Banke", ogsaa kaldet „Hovgaarden" eller „Hovmarken", efter Sagnet skal have staaet et Slot. Det siges, at man her endnu for 100 Aar siden kunde finde Murstensbrokker og Spor af en Kælder i Grunden. Nu er imidlertid ethvert Spor af Voldsted og Bebyggelse forsvunden, og kun Sagnet er tilbage, som siger, at her i længst forsvunden Tid boede en Næssekonge, der blev overfaldet og dræbt af en anden Næssekonge, Hans fra Vaalse (paa Falster).
Nu finder man kun paa Stedet en trekantet Lysning i et lavt Krat og i Nærheden en dyb Grav, som Beboerne kalder „Vinkjælderen".
Gennem vaadt og uvejsomt Terræn trak vi vore Cykler videre langs Skaa-ningebugtens Sydside og kom til en lav Banke, hvorpaa der findes en lille fredet Langdysse. Vidunderlig smuk ligger den her paa Skræntens yderste Rand, omgivet af lave Træer og med en herlig Udsigt over Sundet mod Sjællandskysten. En rød Plag med lysegul Manke og hvide Sokker paa Bagbenene, der trods alle Forbud stod tøjret indenfor Stensætningen, opfyldte i enhver Henseende sin Mission som Hingsten, der „græsser stolt paa Fædres Grave". —
Denne Dysse ligger paa Anders Jensens Mark ved Skaaningegaarde. Den har en Længde af ca. 30m og en Bredde af ca. T/2m og gaar nøjagtig i N.—S. To Gravkamre ligger Side om Side paa dens Midte, det østlige er omtrent 2m langt, 85 cm bredt og 1 m dybt, medens det vestlige er noget mindre. Dækstenene mangler hos dem begge, medens den yderste Stensætning om Dyssen er temmelig velbevaret og smuk.
Foruden de her nævnte Oldtidsminder, som jeg saa, findes der efter Lærer Anderens Opgivelse paa Øen nu kun Resterne af to Langdysser foruden Spor af nogle stærkt ødelagte, saaledes 6 i den nordøstlige Del af Skoven, samt enkelte delvis sløjfede Broncealderhøje. Det er alt.
Øens smukkeste og bedst bevarede Langdysse fandtes i sin Tid paa Hans Peter Sørensens Mark i Vesterskov. Den var undersøgt af Nationalmusæet i 1880, men blev ikke fredet. I 1911 blev den totalt lagt øde af Ejeren, som slog alle dens Sten til Skærver. Læreren anede intet om dette, før det hele var besørget.
Den Dag maa vel komme, da Bønderne selv vil beklage, at de har berøvet deres egne Marker én af deres Skønhedsværdier i Stedet for at hente Stenene ved Stranden, hvor der er nok af dem.
Og saa er det for sent. — „Saadan gaar Éns Strikker," sa’e Konen, hendes Mand hængte sig i Tøjsnoren!
Vi besøger en gammel Bondegaard paa Øens Vestside, liggende nær Vejen fra Gammelby til Vesternæs. Den er typisk for de gamle Bogøgaarde, som nu næsten alle er forsvundne. Det er den mindste firlængede Bondegaard, jeg i mit Liv har set, og vistnok den hyggeligste. Gaardspladsen er knap 10 m paa hver Led, den aabenstaaende Dør paa Fotografiet sidder nøjagtigt i Vesterlængens Midte. Men hvor lunt der er herinde paa en blæsende Efteraarsmorgen, ikke det
mindste Vindpust trænger herned. Duerne sidder paa Taget og soler sig, og hernede paa Gaardspladsen kan vi staa og lade os ordentlig gennembage som paa en Sommerdag. Det var gode Vinterboliger, disse Smaagaarde!
Stalden, som er meget mærkelig og gammeldags, ligger indenfor Døren til-venstre paa Billedet umiddelbart opad Stuelængens Køkken. Det gamle Køkken er fortrinligt og velbevaret, mens de øvrige Værelser nu er noget moderniserede og fyldt med nye Møbler.
En helt anden Type paa et Bondehjem fandt vi i en pragtfuld, stor Gaard i Nærheden. Dens nordøstre Hjørne med den tilbyggede Hestegang og med Møllen, der er vandret op paa Taget og erstatter den gamle Stubmølle, er af stor Skønhed. Her er Orden og Velstand. Der strømmer Ro og Tryghed ud fra dette Sted. Den store Have og de brede Vænger, hvor rige, gamle Frugttræer gror, denne Overdaadighed af Plads til alle Sider, medvirker til at give det hele et Præg af Fornemhed.
En Bonde i en saadan Gaard maa i gode Tider være en lille Høvding paa sin Egn. Ingen Mand i Landet kunde være mere misundelsesværdig end han.
Græsset i Vænget, som endnu trods Sol og Vind perler af Morgenduggen, ligger overalt under de fritstaaende Frugttræer dækket med røde og gule Frugter. Vi er forlængst hørt op med at spørge om Forlov, naar vi vil ha’ Frugt, vi er bleven kede af, at man smiler ad os! Og den halve Time, vi var her, blev ikke spildt. Nogle smaa, stærkt røde Pærer, som vi fandt herinde, vilde have faaet Jacob til at lade sin Handel med Esau gaa tilbage! Hvor de lyste i det duggede Græs, og hvor de dryppede af Saft! De ledte Tanken hen paa den første Frugt, for hvis Nydelse Herren gjorde Arbejdet til en Straf for Adams Efterkommere •— hvad disse forøvrigt ikke alle synes at have bemærket. —
Landskabet Nord og Vest for disse Steder falder langsomt ud mod Kysten. Ved „Skaaningebro" paa Nordsiden har man et næsten limfjordsagtigt Billede, men naturligvis i Lommeformat. Den store Landingsbro paa Stedet bruges nu næsten udelukkende til Udskibning af Sukkerroer, som er et vigtigt Produkt paa Øen. Personbefordring og anden Trafik foregaar nu fra Havnen ved Nyby paa Sydsiden.
En mærkelig Kyst finder vi ved Overfartsstedet til Farø, der adskilles fra Bogø ved den lavvandede, kun 700 m brede „Melvig Strøm“, hvorover Forbindelsen sker med Vogne. Mælkevognen kører saaledes hver Dag frem og tilbage mellem Øerne. I Nærheden ligger én af de mange smaa Stubmøller, som er saa ejendommelige for Øen men desværre mere og mere gaar af Brug og forfalder.
Øens store Landsby er delt i to Dele, af hvilke den mindre, nyere Nyby ligger nær Havnen, medens den større og ældre Cammelby eller Bogø By gaar som en Fortsættelse af den første langs Vejen tværs over Øens Midte paa en Strækning af henimod et Par Kilometer. Det er en imponerende Landsby, og hvor den endnu har sine gamle Bygninger velbevarede, er den overmaade smuk. Af stor Skønhed er de gamle Stendiger, som ud mod Vejene indrammer Haverne om de gamle Huse, af hvilke enkelte endnu har samme Skikkelse som før Udskiftningen, medens andre, desværre de fleste, til dels ligger i Ruiner, saaledes dog især
i Nyby, der oprindelig er bygget som et Slags Nyboder for Øens Sømandsbefolkning.
Dersom Hovedvejen gennem Gammelby ikke domineredes af de to store og hæslige Bygninger Kostskolen og Navigationsskolen, vilde Størstedelen af den være harmonisk og smuk. Nu er det Vejen fra Kirken østpaa mod Skoven, som bærer Prisen, hvad der i nogen Grad skyldes det bølgende Terræn med dets smukke Fald og Vejens stærke Slyngninger.
Byens vestlige Del om det store Gadekjær „Tranmosen" — velsagtens oprindelig Tranemosen — vilde man maaske kunne kalde dens Proletarkvarter, dersom der overhovedet fandtes et Proletariat mellem Befolkningen paa en saadan Ø. Ialfald er det den mindre velstillede Del af Beboerne, som her har tilhuse, hvad der giver sig sit sædvanlige Udslag i ganske forbavsende Mængder af Børn. Det var ikke vanskeligt at faa en halv Snes Stykker af disse til at sidde paa Rad da jeg fotograferede „Tranmosen“, en Flok velsignede sunde Unger, allesammen saa lyshaarede som lige saa mange Tene med en Hørtot paa.
Dette Gadekjær er vel nok den store Landsbys morsomste Sted. Med sine gamle fattige, men skønne Huse, med den vide Vandflade, hvorover blankløvede Pile hælder deres Kroner, der er saa lyslokkede i Solglansen som Børnene, der leger under dem, er det et Æventyr af saa stor Skønhed, at hvis det ikke frembringer en Digter engang af alt det Raamateriale, som bestandig leger saa faretruende nær dets Bred, en Digter der paany vil skænke os Idyllen, som for vore Synders Skyld forsvandt af vor Litteratur for halvfjerdsindstyve Aar siden -— ja, hvad ligger det saa og er Gadekjær for, hvad kan det hele saa nytte! —
Det hænder, at man paa Øens Gaarde endnu finder de samme gamle Slægter, som har været bosat paa Stedet fra før Udskiftningens Tid. Men kun et Par af disse Gaarde findes endnu i uforandret Skikkelse. løvrigt gælder det om Øens gamle Bygninger, at de som oftest er i saa høj Grad forfaldne, at Gavlene bogstavelig talt er ved at ramle ud af Længerne. Interessen for det gamle forsvinder samtidig med at Smagen gaar til Grunde, og ligesom Livet paa Byens Veje mest præges af Kostskolens og Navigationsskolens Elever, saaledes har den nye Tid præget Øens Fysiognomi ved den moderne Bank, dens Elektricitetsværk og dens Dampskibsselskab — samt dens Sommerturister. Som de eneste Minder om den gode, gamle Tid staar foruden Stubmøllerne kun de for største Delen faldefærdige Bygninger og de pragtfulde, monumentale Stendiger om de gamle Haver.
Øens Befolkning kalder sig Bogøere — paa Landsens Maal hedder det én Bowøer, to Bowøere. Deres Fysiognomier forekommer mig forskellig fra Befolkningens paa de vestligere Øer; her er flere mørkhaarede Folk, efter Sigende findes der kun én rødhaaret Familie paa Øen, og de er mere intellektuelle af Ydre. Ved første Møde synes de lidet indladende, men kommer man dem paa noget nærmere Hold f. Eks. ved Introduktion gennem en kendt Mand paa Stedet, viser de sig imødekommende og elskværdige, omend de bestandig virker selvbevidste og stolte. De mange Turistbesøg har dog nok allerede været medvirkende til at udslette deres Ejendommeligheder, og saa særprægede som f. Eks. Beboerne paa de sydfyenske Øer er de langtfra. Til Gengæld er der intet Præg af Hjemme-føding hos dem, dertil har de i for mange Slægtled været søfarende Folk. Især Kvinderne har jeg fundet fulde af Selvfølelse, ugenerte og sikre af Væsen, af Ydre minder de om det solide og tunge, men velplejede Land hvor de har hjemme.
Folk som har boet længe paa Øen og kender dens Beboere nøje, har mange Lovord om dem.
Paa Øen findes endnu paa det nærmeste lige saa mange Sømands- som Bønderfamilier, hvad der nutildags er et stort Særsyn paa vore Øer.
Jeg besøger én af dens gamle kendte Sømænd, fhv. Skibsfører Ejlersen i Gammelby. Til Trods for, at han aldeles ikke har en Sømands Ydre er han en vaskeægte Ulk, hjemmevant i alle Farvande mellem Polarhavet og Middelhavet. Han har været Enkemand og Eneboer i tyve Aar, men fingernem som alle Søfolk klarer han hele Klunset selv. I tredive Aar for han paa Island og siden en Aar-række paa Ishavet til Archangelsk, hvor han engang under en Orkan forliste paa Kysten sammen med omtrent fyrretyve andre Skibe af alle mulige Nationer. Som Skibsfører kulminerede hans Maanedsgage med 75 Kr., men denne svimlende Sum oppebar han selvfølgelig kun naar han var i Søen. I de fem Vinter-maaneder, hvor han lagde op, fik han naturligvis intet! Efter Forliset ved Archangelsk erstattede Rhederen ham ikke engang hans Gangklæder, fortæller han. Nu lever han af sin Alderdomsunderstøttelse — der kunde jo ikke lægges meget hen. Saadan ender Bogøs stolte Sømænd, et traurigt Resultat efter femogfyrre-tyve Aars Slid paa Søen. Han er nu 82 Aar, men ser omtrent 20 Aar yngre ud, og hans Humør tyder ikke paa, at han har ladet sig gaa paa af Skæbnen.
Og mon han trods alt ikke har været en Mand, der i sine Velmagtsdage har kunnet faa hvad han havde Brug for? I de gode gamle Dage kunde Skipperen ganske godt „dangdere den“ paa forskellig Vis. Man fik jo saaledes af Rhederne bestemte Penge til Mandskabets Forplejning, men der stod ikke noget skrevet op om, hvordan denne skulde se ud! Jeg mindes et Avertissement, jeg for mange Aar siden læste i et Dagblad, saalydende: Et Parti let fordærvede Klipfisk, egnende sig til Skibsbrug, er billigt til Salg. — N. N.
Hvad der er spart er fortjent, ogsaa paa en Skude. Skipperen har selv været Matros, og man skal vel tage Chancen, naar man endelig er kommen om paa den rigtige Side af Merlespiret!
Den gamle fortæller den ene haarrejsende Sømandshistorie efter den anden, mens jeg tegner ham. Med sit lune Smil minder han mig om gamle Schandorff, naar han gren over sin Spanskvin. Han afslaar haardnakket at tage Betaling for at have siddet Model — man er vel Herskab og en Mand i et Skiw! —
Dagen efter tegnede jeg en anden gammel forhenværende Skibsfører, Esben Keis. Nu er han gaaet paa Land og er bleven Gaardmand, men mest gaar han og sysler i sit Snedkerværksted, hvor han modtog mig da jeg kom. Et Væsen, der i mindre Grad ligner en Sømand, har jeg ingensinde set. Der er aabenbart Forskel paa Ydret hos Bogøskippere og Marstallere, tænkte jeg! Han var den udprægede Landsby-Haandværkertype, lidt sippet om Munden og med et bestandig tænksomt Sideblik ud gennem Værkstedsvinduet, naar han grundede paa Besvarelsen af et Spørgsmaal.
Da jeg kom ind i Stuerne og anmodede om at faa Lov til at tegne baade ham og hans Kone, trak hun sig straks tilbage, hun vilde for ingen Pris udsætte sig for noget saadant. Men Gudbevares — han maatte naturligvis selv tage Bestemmelse for sit Vedkommende! Med denne Opmuntring forlod hun Stuen.
Manden lod mig tage fat med det samme som han gik og stod, uden Fagter. Han var for øvrigt en elskværdig og fin Gamling, der udtrykte sig med stor Forsigtighed om alt, hvad Talen faldt paa. Da Tegningen var færdig kom hans Kone ind for at se den, tilsyneladende en lille Smule skadefro. Hun var imidlertid bleven friseret og var kommen i Stadstøjet. Og da jeg rejste mig for at tage Afsked standsede hun mig og sagde, at nu havde hun betænkt sig — og hvorfor skulde hun ikke li’esaagodt tegnes som han? Der var vel ingen Grund til at springe hende over!
Jeg slog straks til, for hun var en prægtig Type med et fuldendt Raceansigt, højst ejendommeligt for en Bondekvinde og mellem Bogøs hollandsk-byggede Døtre et rent Unicat. Det viste sig da ogsaa, at hun var af gammel Farøslægt og født paa denne Ø.
Vi skiltes som fine Venner, for da hun saå sit Portræt sa’e hun:
„Det var dog forbausende — med en hielt almindelig Blyant! Det er da verkeli’ det, de’ kalder for Konst!“
Jeg svarede med en Kompliment paa seks Hestes Kraft. Og da jeg gik, var vi lige begejstrede for hinanden.
Lærer Andersen fortæller, at Øens Bønder endnu af og til holder nogle Gilder, som der staar stort Gny af. Særlig ved Brylluper kan det gaa temmelig strængt til, og der er ved saadanne Fester ofte samlet 2—300 Mennesker. Men ogsaa Formen for Gæstfrihed er nu stærkt reguleret af den moderne Tids Strømninger — Gilderne finder Sted i Forsamlingshuset! Ogsaa Begravelsesgilderne kan være ganske storstilede — de foregaar dog ikke paa Forsamlingshuset — og den Afdøde har altid, hvis det er en agtværdig og anset Mand med Respekt for sig selv, i god Tid sørget for at bestemme hvordan han skal fejres og hvad der skal nydes ved Begravelsen, lige til Drikkevarernes Mængde.
Fra Bogøs Høje skuer man til alle Sider ud over sagnrige Sunde. Havet, som mere er Danskens Vej til Ros end til Magt, glimter overalt frem med Belter og Fjorde. Først og fremmest Grønsund, den aabne Port ud mod Østersøen, Valdemarsflaadens slagne Vej ud mod Arvefjenden i Syd.
Tidligt og sent berettes om blodige Optrin i dette Sund. Her kæmpede Regnar Lodbrog mod den svenske Kong Esbern og sin Slegfredsøn Ubbe og slog dem. Her hændte den mindre glorværdige Affære, at Mandskabet fra ét vendisk Skib stjal og bortførte Svend Tveskjæg lige for Næsen af hele den danske Orlogs-flaade og slæbte ham til Julin, hvorfra han først blev løskøbt, da de danske Kvinder ofrede deres Smykker. Histnede i Sundets sydlige Udløb var det, at den store Venderflaade søgte ind efter de mislykkede Planer om Møns Erobring og Absalon ved Daggry overrumplede Fjenden, der tog Flugten mod Syd, da der pludselig opstod en Orkan, i hvilken hele Venderflaaden gik under, saa Vragstumperne længe efter drev iland paa de danske Kyster. Herfra én af Smaa-bugterne, maaske fra Fanefjord eller fra Letten, var det at Absalon maatte ise sine Skibe ud, da en pludselig Frost ved Vintertid overraskede ham og Isen indespærrede hele hans Flaade, saaledes som Saxo beretter.
Allerede i Valdemar Sejers Jordebog benævnes Øen som nu, kun med Stave-maaden Bokø, og her nævnes Hjort og „Hus“ paa den. Det er utvivlsomt dens
gamle Bøgeskove, som har givet den Navn, og om Oprindelsen til disse Skove fortæller Sagnet, at Enken efter den føromtalte Næssekonge paa Øen, som blev fældet af den falsterske Kong Hans fra Vaalse, bad Sejrherren om Vaabenhvile og Fred indtil den Sæd hun vilde saå var bleven moden. Da han tilstod hende dette besaaede hun hele Øen med Bog.
Allerede i første Halvdel af det 14. Aarhundrede møder man Øens Navn i Historien. De holstenske Grever, som havde sat Hertug Valdemar paa Tronen, mødtes her med Grev Henrik af Mecklenborg og Grev Gert efter at Kristoffer II. var flygtet. Muligvis har selve Kong Valdemar deltaget i denne Sammenkomst, hvor Grev Henrik sluttede en Traktat med Grev Geert og af denne modtog 3000 Mark for at gaa imod Kristoffer. Det maa have været noget problematisk med den Hjælp man kunde vente af denne Herre, som Aaret i Forvejen havde faaet 17000 Mark for at støtte Kristoffer!
Under Svenskekrigen mod Carl X Gustav reddede Bogøboerne deres Ø fra Plyndring ved et lille Trick, som længe gav dem et daarligt Ry. Efter at en Afdeling af Fjenden var bleven slaaet tilbage af Mønboerne, vendte den sig mod Bogø hvor den uhindret af Befolkningen gik iland. Bogøbønderne lovede nu efter Sigende at skaffe Fjenden Møn i Hænde, hvis de selv til Gengæld maatte undgaa Plyndring. Forræderiet skal være bleven udført i Forening med selve Corfitz Ulfeld, idet alt det vaabenføre Mandskab fra Fanefjord og Damsholte paa Møn blev tilsagt til Hoveriarbejde paa Ulfelds Gaard i Elmelunde paa en forud aftalt Dag. Svenskerne, som laa parat paa Bogø, fik af Indbyggerne her Underretning om at Banen var fri, og indmarscherede i to Afdelinger fra Østerskov over Fladvandet „Letten“ med Bogøbønder som Vejvisere, det ene Parti til Grønsund Færgegaard, det andet til Lilledame Mader. Efter ringe Modstand af de faa, tilbageblevne Bønder faldt Møn fuldstændig i Svenskernes Vold og blev Skueplads for en raffineret og særdeles omhyggelig Plyndring.
Men Bogøbønderne slap fri! — Dette skal have givet Anledning til et aar-hundredvarigt Had fra Mønboernes Side. Endnu indtil Begyndelsen af forrige Aarhundrede havde disse en paafaldende Modbydelighed for Indbyggerne herovre.
Det skal siges med det samme, at Forholdet mellem de to Naboøer nu er fortrinligt, saa godt at man forhandler om at hele Geografien ved at udtørre Letten, saa de to Øer kan blive landfaste med hinanden for fælles Bekvemmeligheds og Fordels Skyld — et Projekt, som forøvrigt længe har været paa Tale. —
I den Fredstid, som fulgte efter Svenskekrigen, ramte Himlens Hævn Bogøbønderne, idet Øen fra 1689 blev lagt under Møns Amt for at hjælpe Bønderne derovre med at fodre den der stationerede Livgarde under Oberst von Piessens Kommando. Denne Helt, der mellem Beboerne gik under Navnet „den Onde“, udsugede og torturerede Bønderne paa Øerne saa man næsten glemte Svenskernes Bedrifter — indtil Klagerne over ham blev saa hjærteskærende, at Garden blev beordret væk herfra i 1697.
Herefter blev Bogø sammen med Møn indrettet til „Baadsmandskvarter". I 1696 tilbød Regeringen inden- og udenlandske Matroser, som vilde nedsætte sig paa de to Øer, en aarlig Løn og Fribolig samt Græsning til en Ko. Paa Møn blev Garderkasernerne omdannet til Baadsmandshuse, men paa Bogø opførtes i 1697 Huse nær Stranden, og paa denne Maade fik Nyby sin Oprindelse. Det
paabødes ved Lov indenlandske Skippere at hente en Fjerde- eller Femtedel af deres Mandskab blandt disse „Baadsmænd".
Det har sikkert været en broget Tilvækst til Øens Befolkning, og den har nok præget baade Livet og Afkommet. Men ialfald var det en bekvem Afveksling fra de Plessenske Garderkarle.
Senere blev Beboerne, naar der var flere Sønner i en Familie, forpligtede til at lade den ene af disse dygtiggøre i Sømandsskab, og til Gengæld for dette fritoges Indbyggerne for Vornedskabet. Paa den Maade opklækkedes her en lokal, fremragende Sømandsstand. Og lige op til vore Dage er det paa Bogø vedblevet at være Tradition at Bøndersønnerne kom tilsøs i Drengeaarene. De fleste nulevende gamle Gaardmænd er begyndt deres Liv paa Søen, og Bogø har den Dag idag fremfor nogen anden dansk Ø Præg af en gammel Sømandskoloni.
Den af Christen Berg oprettede Navigationsskole er stærkt medvirkende til at dette Præg bevares, og herfra udsendes aarligt et Elitehold af fortrinlige, unge Søfolk.
Frederik IV’s gamle Rytterskole ligger endnu paa Øen i hele sin umaadelige Længde. Den smukke Bygning, der bærer Tavle med den sædvanlige Inskription over Hoveddøren, er nu indrettet til Kommuneskole, hvor der i dens eneste Længe findes 6 Klasser og Lejligheder til tre Lærere! Øen var Ryttergods til
langt ind i det 18. Aarhundrede, indtil Regeringen for at skaffe Midler i den
magre Statskasse begyndte at stille disse Godser tilsalg. I 1769 den 19. September blev Møn og en Del omliggende Øer stillet til Auktion. Som Modsætning til mange andre Steder i Landet, hvor en enkelt Rigmand købte disse Godser og blev Bønderne en strængere Herre end Kronen havde været, købte Bogøbøn-derne selv deres Ø. — Købesummen var 18,456 Rdl., og for at betale denne fældede de Aaret efter hele den ene af Øens store Skove, „Vesterskoven", som var 148 Tdr. Land, og som indbragte dem omtrent hele Købesummen.
Udskiftningen af Øens Jord tilendebragtes dog først i 1807. Før dette Tidspunkt laa alle Bøndergaardene samlede i Gammelby, og Jorden dyrkedes som andre Steder under lignende Forhold i Fællesskab. Nu blev af 30 Gaarde de 20
udflyttede. Foruden disse havde Øen 80 Huse hvoraf de fleste laa i Nyby og 36
havde Jord.
Christen Berg, der kom til Øen som Kommunelærer i 1861 og virkede her til 1871, stiftede Bogø Sømandsforening og oprettede i 1863 Navigationsskolen, som dog i de første Aar blot var en Sømandshøjskole med ham selv og endnu en Mand som Lærere. Den blev i 1866 virkelig Navigationsskole, og i 1884 er den nuværende Skolebygning opført. Fra 1874, da Bergs Virksomhed som Politiker førte ham til København, blev Bogø dog bestandig ved at være det Sted hvortil han vendte tilbage i sine Ferier for at søge Hvile. I November 1891 var han her sidste Gang til en Festlighed. Faa Uger senere døde han i København.
Det skal have været et festligt Skuespil naar „Kongen paa Bogø“ i sine sidste Aar kom hertil og gik iland paa sin Ø. Det var dengang ikke videre bekvemt at lande paa Øen, idet den nuværende dybe Sejlrende ind til Havnen paa Sydkysten ikke fandtes, saa lidt som den nuværende Havn. Man maatte roes iland fra Skuden, og ofte tvang Lavvande Baaden til at standse langt fra Bredden og Passagererne til at vade iland.
Bogø. Gaardspladsen i den lille Bondegaard, opført 1855. Længst til venstre Køkkendøren; til højre for denne Stalddøren.
Bogø. Birke ved Øens Østerstrand.
Bogø. Stalden i den lille Bondegaard, opført 1855.
Lilleø. Strandasters paa Nordøstkysten.
Farø. Gadekjær ved en Gaard.
Farø. Udsigt fra Øens forladte Mølle mod Gaardene.
Farø. Homo sapiens som Røgter paa Farø.
Det kunde Christen Berg dog ikke indlade sig paa. Han, der i sine senere Aar var en stor og tung Mand, blev ved saadanne Lejligheder altid baaret iland, og der stillede fem Mand til dette ærefulde Arbejde. To havde fat under hans Arme, to andre tog hver et Ben — og den femte gik bagerst i Optoget og bar Bergs uadskillelige høje Hat, som han altid før Starten højtideligt tog af Hovedet og overrakte ham.
Der er ingen Tvivl om, at det hele virkelig har været et kongeligt Syn!
Øens lille Havn „Lindebro", som er bygget i 1921, er den renligste, hyggeligste og stilfærdigste Plet paa Jorden. End ikke herinde staar noget Gny af Øens Dampskibsselskab, skønt dette daglig besørger Forbindelsen med Stubbekøbing ved Hjælp af en lille Damper. Naar denne skal afgaa, tillader den sig ganske vist først at ringe med en lille Madklokke, men denne er saaledes anbragt, at den næppe høres udenfor selve Damperen, og kan derfor ikke forurolige noget Menneske. Ankomsten foregaar helt uden Spor af Signaler, ganske lydløst. Da baade Afgangs- og Ankomsttider er meget problematiske, maa man ligge paa Lur efter Baaden om man vil med eller have sin Post ved Havnen. De eneste Mennesker, som ses ved Havnen udenfor de nævnte Tider, er Pakhusforvalteren og en gammel, forhenværende Kaptajn i et dansk-russisk Dampskibsselskab. De mødes her 3—4 Gange daglig, Kaptajnen bestandig iført Sejlsportsdragt. Ved Damperens Ankomst, hvor de altid stiller i god Tid, staar de paa Molen og diskuterer om hun vil klare Pynten. —
Da vi vidste at Damperens Mandskab altid tilbringer Natten i deres Hjem paa Øen, blev vi en Nat noget underlig tilmode ved lige til Klokken ét at se Damperen fuldt oplyst bag Koøjerne i Kahytten. Dagen efter fortalte Øboerne os, at det er de unge Mandfolk fra Byen som sammen med Pigerne gaar ombord om Natten for at nyde de Bekvemmeligheder, som Lokaliteterne byder paa. Og det er der jo ikke andet end Godt at sige til, for Nætterne er kolde nu, og Folk skal forlove sig alligevel — Verden maa gaa rundt paa Trods af Thermometret. Det er da hævdvunden Skik, at Ungdommen saaledes i al Stilhed holder Salon ombord. Og man plejer at sige naar man ser Lys dernede, at det er jo bare Navigationsskolens Elever, som er ude og tage Stjærneobservationer! —
Det er faldet ind med Nattefrost nu. Vi mærker det nede under det aabne Skylight og maa kravle helt under Dynerne for at holde Varmen. Men stikker vi Hovedet op gennem Lugen og ser os om, er der hver Nat det samme Havbleg rundt om, og Luften er altid ganske stille. Septembernattens nye Maane har listet sig op over Horisonten og spejler sit fine Horn i Vandet. Fyrene paa Lolland og Falster og Smaalysene i Stubbekøbing glimter som Fixstjærner. Og smaa, roligt brændende Flammer glider som Set. Hansorme langsomt frem og tilbage inde under Falsters Kyst og laver lange Ildbroer over Vandet. Det er Aalefisker-nes Blus.
Og saa disse Morgener med Solopgange som en Fanfare af Lys og Farver, hvor Duggfald og Rim glimrer i Solen, mens Skyggerne er kolde som Himlen i Zenith. Den tynde Frosttaage hviler lav og let over Havet, og Falsters Skove og Smaabakker rejser sig over den som solbelyste Øer. Rørskovene udenfor Havnen er paa blot to Nætter af Frosten bleven forvandlet fra dybgrønne til okkergule.
Men det varede kun kort. Blot et Par Dage senere vaagnede vi en Morgen og saå Rørskovens Farver op imod en tung, dødgraa Himmel, og det blæste koldt ud under Skyerne.
Sædgæssene er begyndt at trække. Og ude over Havet, som gaar med blyfarvede Søer, ser vi gennem Tykningen af og til Knortegæssenes lange Kurver, der hæver og sænker sig og langsomt skifter Form under Flugten.
Om Nætterne er det mørkt nu, og naar den nytændte Maane endelig glimter gennem Skytæppet, er den mat som en Hornlygte og har en bleg Ring omkring sig.
Ouverturen er forbi. Nu er det Efteraar.