BJØRNØ
Fra Dyreborgs Kyst ser vi om Aftenen, naar kulsorte Byger løfter deres Flige og lader Solen i et Glimt falde over Land og Hav, Bjørnøs knudrede Sider, der skinner gule, grønne og røde i Flammeskæret og lyser som Ild mod det mørke Vand. Øens Regnbufarver gløder hektisk i Solen, men slukkes atter langsomt. Den ligger som en umaadelig Hestesko, som en Jætte har grebet med sine vældige Hænder og rettet ud — og lagt ned i Havet for at svale den.
Da Vejret letter, driver vi en Morgen for Fokken over til Øens Nordøstside, hvor vi ankrer op ved Landingsstedet udfor den lille By, og gaar op gennem denne og ud til Øens højeste Puntk, Højbjærg, nær Sydenden.
Øen er uhyre forskellig fra de smaa, østligere Øer i dette lille Arkipelag. Den er saa bølget og knudret, at det ser ud, som om den engang er stivnet i et uhyrligt Anfald af Bugvrid. De fire højeste Knuder har ogsaa en efter Øens Størrelse ganske anselig Højde. Lysbjærg paa N. V. Siden er 12 m, Højbjærg og Milebjærg paa den sydlige Del er henholdsvis 24 og 22 m, og Sydspidsen „Odden“s højeste Punkt er 16 m.
Øen er langagtig fra N. V. til S. Ø., og dens nordligste Punkt ligger kun 1 km fra Dyreborg Skove paa Fyen og ca. 3 km S. for Faaborg. Den er 272,9 Tdr. Land, og de tilhørende Bjørnø Holme ved Sydenden 1,8 Tdr. Land.
Fra Højbjærg overskuer man omtrent hele Øen. Der er herfra et usædvanlig praktfuldt Panorama over den smukke og fra Terrænets Side mærkelige Ø, over Havet og alle de omliggende Øer og Holme.
Naar undtages en lille Lund ved en Mose er Øen iøvrigt ganske blottet for Skov. Men den Omstændighed, at Beboerne i ældre Tider ydede Svin i Landgilde, tyder paa, at her har været Oldenskove paa den Tid.
Landskabet lige omkring Bjørnø By er ret kedeligt — og ikke lidt medvirkende hertil er selve Byen, hvis Huse mest er af nyere Dato. Kun et Par af Gaardene er gamle og velbevarede. Det bedste Bygningsværk er den gamle, nu nedlagte Mølle Vest for Byen.
En Besynderlighed ved denne Ø er, at Vandrotterne, som vi paa Øerne i Drejø Sogn mest fandt i Digerne ved Stranden eller i Lavningerne nær disse, her tilsyneladende huserer over hele Øen og gennemroder denne op til dens øverste Højder og Bakketoppe. Aldrig havde jeg tænkt mig, at Marker kunde være saa hærgede af disse Dyr; Jorden er saa godt som overalt gennemhullet som et Sold. Omkring Hullerne ligger Straaene i store Mængder forvandlede til Hakkelse af Gnavernes skarpe Tænder, og Hullerne er forede med Hakkelsen
10* saa langt, man kan se ned i dem. — Det maa være nogle kostbare Kreaturer at holde.
— Jeg traf paa Marken Øens Sognefoged, som var paa Markarbejde for én af Gaardmændene — Respekten for Rangforordning synes ikke at være stærkt udviklet paa Stedet! — Han meddelte mig, at Øen har 6 Gaarde og 9 Huse med 14 Familier, og at der er 50 Beboere ialt. løvrigt henviste han mig om Oplysninger til Postføreren, som bor med sin Hustru og voksne Søn i et lille net Hus udenfor Byen. Jeg traf hele Familien hjemme, nogle ualmindelig sympathiske Mennesker, og bænket ved Kaffebordet sammen med Mandfolkene, der i Fællesskab besørger den daglige Motorbaadsforbindelse med Faaborg hele Aaret rundt, gik Snakken snart livligt om løst og fast.
Om Vandrotterne — „Jordmusene“ — indrømmer Mændene, at de her paa Øen er en fuldkommen Landeplage. Tættest skal de bo i Nærheden af Mose-hullerne, og foruden Kornmarkerne kan de ofte i Nærheden af Moserne helt ødelægge en Kløvermark, saa der fuldstændig er vendt op og ned paa Jordsmonnet. I en Kartoffelkule var der et Efteraar samlet 5 Tdr. Kartofler; Vandrotterne bortførte af disse saa mange, at der henimod Foraarstid kun var l1/. Tønde tilbage. Et andet Sted bortførte de hele en Kules Indhold og „slæbte det 3 Agre bort.“ Ofte gaar det ogsaa haardt ud over Frugttræerne i Haverne, hvor Rotterne dels opæder Trevlerødderne under Jorden, og dels under Sneskorpen om Vinteren angriber Træernes Bark. Postførerens Have er paa denne Maade bleven berøvet mange af sine store og fine Frugttræer. Man har forgæves prøvet mange Midler for at udrydde denne Landeplage.
Øen hørte tidligere under Baroniet Holstenshus paa Fyen, men er i Løbet af de sidste 20 Aar bleven købt af Beboerne, som nu efterhaanden alle er Selvejere.
— Den eneste Form for „historiske Minder“, som Øen endnu har at opvise, skyldes et Fund, som Postførerens Bedstefader engang gjorde som yngre Mand. Han opdagede nemlig i Klinterne paa Sydvestsiden nogle gamle Kanonkugler, der sad fast i Leret, og disse er uden Tvivl Minder om den bekendte Kamp, som to engelske Brigger havde med vore Kanonbaade paa „Knastegrunden“ tæt udenfor Kysten i 1808.
Trofæerne anvendtes senere paa Øen til at male Sennep med! Det vidner om Beboernes høje Kulturtrin; thi er det ikke noget lignende som at smedde Sværd om til Plovjærn! -—
Den sindige Bjørnøbonde, som nutildags forsager Søen og alle dens Gerninger, stammer ned fra Aner, som endnu har Ry for at have været en Samling forvovne Søfolk og Fiskere og nogle gudsforgaaende Smuglere, der bestandig laa i Krig paa Kniven med Toldvæsnet. Disse Folk ansaa saa lidt Toldsvig for nogen Lovovertrædelse, at det tværtimod betragtedes som en fortjenstfuld Handling at føre Tolderne bag Lyset. I Efteraaret 1752 kom en Toldbaad til Øen for at foretage en Razzia, men hindredes i sit Forehavende af de paa Stranden forsamlede Øboere, som modtog Tolderne saa varmt, at disse besluttede at tage Hævn. Da Øens Mandfolk senere var sejlede til Faaborg, gjorde Tolderne Landgang og „øvede grove Ting mod Kvinder og Børn“. — Som man ser, optraadte Toldere endnu dengang som Syndere!
Der udspandt sig en langvarig og vidtløftig Retssag af denne Historie, og den endte ved Holstenshus’ Birketing 1754 med den vidunderlige Dom, at Øboerne skulde være fri for Toldvæsnets Tiltale! Ja dette kom endogsaa af med en ringe Bøde til Øens Befolkning.
Da vi en Dag gik gennem Landsbyen, kom paa én Gang tre rasende, blodtørstige „St. Bernhardshunde“ farende imod os fra en Gaardsplads, hvis Port var netop saa lidt paa Klem, at de ikke kunde slippe ud til os.
Vi saå St. Bernhardshunden endnu et Par Steder i Byen. Det viser sig, at dette Dyr paa Øen anvendes som Trækkraft foran de smaa Vogne, som fører Mælkejungerne til og fra Landingsstedet. Bortset fra, at den saaledes gør Nytte paa Stedet, er denne Køter den mest afskyelige Form for Hund, der er slæbt ind i Landet. Med sine Kalveben, der dingler i Hofterne som paa løse Hængsler, sine sløve, rindende Øjne og savlende Mund er den et typisk Eksempel paa en degenereret Race. Det værste er, at dette Utyske, der ligesom Schæferhunden har Ord for at være et skikkeligt Dyr, som aldrig gør en Kat Fortræd, i Læ af dette Ry gør lumske og uventede Overfald paa skikkelige Folk.
Af Fugle saa vi her enkelte Kobbersnepper, nogle krumnæbbede Ryler og almindelige Ryler.
Bjørnø Holme er 3 smaa, lave Polder, der, forbundne ved et lille Rev, skyder sig mod Sydøst fra Øens Sydende, hvorfra man ad en Række Sten kan gaa ud til dem, naar det ikke er altfor højt Vande. Paa de to yderste Holme er fredede Kolonier af Stormmaager, Kystterne (sterna macrura) og Dværgterne. Af begge de to førstnævnte Arter fandtes en Mængde Unger. Stormmaagerne holder mest til paa den yderste af Holmene, hvor der iøvrigt vrimlede af Vandrotter. En nylig flyvefærdig Unge af Stormmaagen, som fløj ud fra Bredden og lagde sig en Snes Alen ude paa Vandet, blev øjeblikkelig overfaldet af et Par Dværgterner, der slog ned og stødte rasende efter den. Men et Øjeblik efter blev den bragt ud af Klemmen af en gammel Stormmaage, som kom til og fordrev Fjenden.
Til Trods for, at Dværgternerne, som holdt til paa den midterste Holm, var meget nærgaaende og bestandig slog ned efter os, saas der ingen Yngel af dem paa Stedet.
Nogle Hættemaager, en Strandskade og et Par Rødben-Klirer holdt til i Nabolaget.