De Danskes Land -- Achton Friis

ANHOLT

Det er en graa Dag med Tykning og Nordvestluft, da vi i Grenaa Havn gaar ombord i „Vera“, Motorbaaden som en Gang om Ugen slingrer af i Ruten Grenaa—Anholt—København og tilbage igen. Navnet er det mest indtagende ved den; den ligner en Mellemting af en udrangeret Omnibus og en gammel Blikbalje, tiltrods for at den kun er faa Aar gammel — og efter dens Udseende at dømme havde vi ventet at finde selve Klabautermanden paa Kommandobroen. Men slet saa galt var det dog ikke, og til vor Beroligelse hørte vi, at der virkelig var én Navigatør ombord, nemlig Styrmanden. Kaptajnen maatte modsætningsvis antages at være tilstede af dekorative Aarsager. Vi gav os roligt i Baadens Vold; men til Oplysning for andre skal jeg henstille, at af Hensyn til den særlige Form for Vellugt, der udstraaler fra dens Kahyt, bør man bestandig holde sig paa Dækket, og helst altid til Luvart.

Men „Vera“ er ellers god nok og har klaret sig paa alle Aarstider over Kattegat som en veritabel Pasgænger af en Søhest — lad os saa ikke hænge os i, at den ikke altid fremtræder saa striglet som en Væddeløber.

— Da vi allerede var et godt Stykke udenfor Havnen, fik jeg paa Dækket Øje paa en Medpassager, hvis ejendommelige Ydre straks slog mig med dyb Forbauselse. Hans mørke, gulbrune Ansigtsfarve, de dybe, skarpe Øjne, Høgenæsen og den kulsorte, stride Haarvækst kunde faa én til at tro, han var en Zigøjner, hvis ikke hans Klædedragt havde vist, at han var en god, dansk Landmand. Det var heller ikke den sædvanlige Form for Zigøjner, og langt fra Taterens Præg af Lavkaste. Han var som sprunget ud af et af Wereschtscha-gins Billeder, det var en ren sydvestasiatisk Type, jeg havde for mig!

Han var overmaade nem at faa i Tale og præsenterede sig som Steffen Graa, Gaardmand fra Anholt By. Samtalen, som han førte paa et rent og omhyggeligt Rigsdansk, men med let syngende Accent, drejede sig først om almindelige Ting, senere om Forholdene paa hans Fødeø, og endelig om Harald Kiddes Bog „Helten", hvis Beskrivelse af hans Landsmænd og Milieuet derovre han var meget misfornøjet med. Derimod omtalte han Evald Tang Kristensens „Anholt i Sagn og Sæd" med stor Begejstring. Jeg forstod, at han som de fleste Almuesfolk er en Mand, der har mest Respekt for Realiteter. Men trods sit noget ensidige Syn paa Literatur viste han sig som en overordentlig dannet og mærkelig Mand, hvad jeg gennem senere Kendskab til ham yderligere konstaterede. — Indirekte har han dog ligesom lidt Slægtskab med dansk Literatur derigennem, at han, hvad han næsten øjeblikkelig fortalte mig, er en Oldesøn af „Eremitten fra Grenaa“, hvis virkelige Navn var Ras Amm. — Gennem Blicher og gennem den Omstændighed at jeg er Djurslænding blev vi endnu mere fortrolige, og han bad mig aflægge et Besøg i hans Hjem paa Øen.

Medens han som sagt hidtil havde ført Samtalen paa Højdansk, fik jeg snart en Prøve paa det anholtske Sprog, idet han kom i Snak med en Landsmand, som stod i Nærheden. Deres Tale, hvoraf jeg kun opsnappede ganske enkelte Gloser, udentvivl af djurslandsk Maal, blev ført i et stærkt syngende Tonefald og var i sin Helhed fuldkommen uforstaaelig for mig. Sproget klang som den besynderligste Blanding af Engelsk og Plattysk. Det er den mærkeligste Dialekt, jeg har hørt i Landet.

—Tykningen er gaaet over til Støvregn, da Fornæs Fyr forsvinder i Vest, mens østerude nogle høje Banker begynder at vise sig gennem Sløret. Det er Anholts høje Vestland, forklarer Steffen Graa, og andet vil vi ikke faa at se herudefra — det skjuler hele det lave Land, som ligger Øst for det, og som strækker sig milevidt ud til hvor Fyret ligger paa dets fjærneste Udløber i Kattegat.

Siden vi løb ud fra Fornæs, hvor nogle faa Ederfugle laa og vippede paa Dønningen, har vi ikke set en Fugl paa hele den syvmiles Fart over Kattegat. Men inde under Anholt begynder der at komme lidt Liv; enkelte Svartbagmaager og senere nogle Stormmaager og Terner kommer os imøde inde fra Kysten, og endelig letter nogle Tejster fra Vandet forude og trækker ind under de høje Bakker. Da vi snart efter glider ind i Havnen, ser vi et Par unge Ederfugle der svømmer paa dens rolige Vand, og som aldeles ikke tænker paa at lette, fordi Damperen kommer forbi. —

Bag Havnen med dens Fiskerhuse, Funktionærboliger og Pakhuse løfter sig saa langt man kan se mod Nord og Syd Profilen af Højlandets tunge, kløftede Bakkekrop. — Allerede Turen fra Havnen tværsover dette vilde og ejendommelige Højland er mærkelig. Dersom ikke dets aabne, skaldede Brinker mellem de faa Agre allerede var saa stærkt beplantet, vilde det være endnu bedre i sin Art end „Højsande“ paa Læsø, om hvilket det minder, selv om det har en ganske anden Oprindelse og er af langt vældigere Format. — Men er man kommen op over den højeste Kuppel paa dets Ryg og faar Udsigt mod Øst, da møder Øjet noget, som intet andet Sted i Landet har det ringeste Sidestykke til — det er Synet ud over den store, anholtske „ Ørken “.

—- Det er endelig Thule, dette Land!

Nu véd jeg, hvad det var for et mærkeligt Blik, der kunde være i Steffen Graas Øjne, naar han saa langt frem for sig, mens hans langsomme Tale flød. Det er ikke Havet, som har mærket det — saadan ser en Kystbos Øjne ikke ud! Han er stemplet af Ørkenen derude, han og alle hans Landsmænd har et Mærke i Sjælen af dens Vidde og dens Øde — et Øde, som det levende, livfyldte, bevægelige Hav ikke kender!

Anholt og dens Beboer hører sammen som et Hele. Og mens Havet og dens magre Højlandsjord har ernæret hans Krop, har Ørkenen derude formet hans Aand; dens Stemning hviler over ham, for den var bestandig nær! Hvor den lille By ligger med sine lave Tage paa Grænsen af Godt og Ondt i Læ af Bakkernes østlige, skarpe Hæld, har den til den anden Side omtrent helt ind under sine Længer den uendelige Grusslette med dens Præg af Tilintetgørelse og Død — af Romantik og Stene. Paa denne Grænse mellem haard Virkelighed og tung Drøm hviler Anholtboens Sind.

Men der er langt ind til denne Kærne. Udvendig, overfor den Fremmede, er han en affabel Mand, ikke til at gennemskue.

— Den første Morgen, da jeg gik ud af Byen for at tage Retning mod Sønder-bjerg, Øens højeste Punkt, mødte jeg en lille tiaars Pige, som jeg spurgte om Vej. Jeg havde ventet, at hun vilde putte Pegefingeren i Munden og tie, eller i det højeste have drevet det til det i Jylland traditionelle „Hwa!“ — der sjældent bliver efterfulgt af andet Svar. Men her var jeg kommen til den rette:

„Aak,“ sagde hun, „det er langt — langt væk! Men nu skal jeg nok vise Dem Vej.“ — Hun betænkte sig lidt. „Lad mig lige løbe ind og hente min Ged, maa jeg ikke nok det? Den skal paa Græs ud ad den samme Vej.“ Saa forsvandt hun, springende paa rappe Ben, hentede Geden og var et Øjeblik efter tilbage. Det gik hurtigt ud ad Vejen, for Geden var forrest og sled i Rebet, og vi maatte halvvejs løbe for at følge den.

„Hun længes ordentligt efter Græsset," sagde Pigebarnet, „inat har hun kun faaet Hø, og det kan hun ikke li!“ — Da vi naaede udenfor Byen, pegede hun: „Lige ud ad den Vej, saa kommer De dertil."

Jeg gav hende 25 Øre. „Ih, det er rigtignok altfor meget, jeg behøvede skam sletingenting for det!" -—Farvel, og mange Tak!" sagde hun, da vi skiltes.

Mange haarde Ord hører man af bosatte Fremmede om Beboernes Umedgør-lighed, Stridbarhed og Fjendskab mod Fremmede; selv har jeg aldrig mødt andet end den Tone, som denne lille venlige Husmandstøs straks anslog overfor mig. Det er kun en ganske almindelig Prøve paa Anholtboens Belevenhed — og Gud véd, hvor han har faaet den fra! Mon det er fra Øens Embedsmænd? —

Ad en snorlige, sandet Vej paa Grænsen af Sletten kommer jeg tilsidst opad Sønderbjergs knudrede Side, hvorfra Udsigten mere og mere aabner sig ud over den vide Ørken. Et mærkeligere Land har jeg aldrig skuet ud over. Det er mere øde end nogen anden Egn jeg kender — end ikke i Grønland har jeg mødt noget lignende. Dette er som at staa ved Verdens Ende, hvor alt Liv forlængst er standset.

Det er som en rødlig, rynket og skrumpen Hud er trukket over Sletten derude. Lige fra Sønderbjergs Fod og helt ud mod Øst — over en Mil — til hvor Grænsen mellem Slette og Himmel mødes ved Havets lysende, knivskarpe Stribe, rager ikke mindste Busk eller Plante synlig op over det døde Grus. Blot hist og her trækker en tynd Farve af Marehalm og Hjelme sig som en Skimmel henover den enstonige Flade, og kun lige nedenfor Bjergets Fod rager nogle Pletter af Bjærgfyrbuske som smaa, grønne Bylder op over Jordsmonnet. Hist og her i Læ af Bakken under mig findes lidt skaldet Lynghede, hvor der græsser et Par Faar. Ellers er der intet Tegn til Liv nær eller fjærn. I Nord ligger Byens Huse tæt sammenkrøbne under Skrænten med sine lave Plantninger omkring. En enkelt Sti og et Par Hjulspor, der ligner et lige Skispor over en Sneørken, forsvinder langt ude mod Øst. — Ellers intet uden Himmel, Sand og Hav. Intet Land øjnes over det af Vestenstormen oprørte, skummende Kattegat, ingen Sejler til nogen Kant.

Solen er brudt igennem, og vidt og bredt ligger Ørkenen i dens blændende

Lys, henover dens rødgult skinnende Flade ruller store, mørke Skygger af de trækkende Skymasser som sorte Tæpper. Sandkegler rager op som vældige Myretuer derude, snart fangende Solens iltre Strejflys, snart grebne af Mørket under den ilende Sky. En Mil mod Øst staar Fyrets Mur som en ensom Skildvagt ud mod det mørkegraa Hav — hvidt som et Dødningeben, der rager op af Sandet.

Der ligger en Ø i Kattegat,

den ligger saa ganske alene.

Og den er da kun en lille Klat,

en Bunke af Sand og af Stene

hedder det om Anholt. At den ligger alene, er vist og sandt •— den er placeret saa nøjagtigt mellem de nærmeste Kyster, at der er samme Afstand paa 71/2 Mil til Grenaa i Vest og til Morup Tange ved Falkenberg i Sverige mod Øst, og 81/2 Mil til Kysten ved Raageleje i Syd — nøjagtigt som til Læsø i Nord. Finere kunde det ikke være gjort, om det havde været om at gøre at skaffe den lang Vej til nærmeste Nabo. Men derimod er den ikke saa helt en lille Klat endda — opimod fire Tusind Tønder Land, nøjagtigt 3943.

Dens to skarpt adskilte Dele kaldes af Indbyggerne Vesterlandet og Hewen’ (Højene). Vesterlandet er Højlandet med dets Mose, „Højene" er Grusørkenen med dens Sandhøje; denne sidste optager omtrent fem Sjettedele af Øens Fladeindhold. Med Undtagelse af Farvandet paa Sydøstsiden, „Pakhusbugten", der er dybt og rent, er Øen ligesom Læsø omgivet af farlige, ofte langt udskydende Grunde og Rev, saaledes ved N.Ø.-Spidsen det over 1 Mil lange Østerrev, som ender i „Knoben", ved N.V.-Pynten Nordvestrevet og mod S.V. Stensøre. Det store Højland bestaar af Morænebakker af Ler og Grus, hist og her med tilføget Sand, og hæver sig til betydelige Højder, saaledes ved Sønderbjerg til 51 m, ved Nordbjerg til 41 m. Ligesom mod Havet i Vest falder Bankerne ogsaa mod Øst oftest brat ned mod de smalle Engdrag, der skiller dem fra det øde Sletteland. Dette er i sin Helhed hævet Havbund, bestaaende af groft Grus og dækket af Strandvolde, hvorfra det sammenblæste Sand har dannet Klitter og Miler. Kun Bakkerne mod Vest er dækket af et tyndt Lag Muld.

De geologiske Forhold paa Anholt viser et noget lignende Billede som paa Læsø, kun har den første aldrig saa fuldstændig været skjult under Havet. Da Bræen efter den store Istids Slutning trak sig tilbage, havde Øen ganske vist ikke den Udstrækning som i Nutiden, men dens højest liggende Punkter var dog synlige; under Fastlandstidens Hævning tiltog Øens Omfang, medens man dog ikke med Sikkerhed kan bestemme dens Udseende. Men det vides med Bestemthed, at Fyrren allerede dengang havde holdt sit Indtog paa Øen. Under den paafølgende Litorinasænkning forsvandt atter store Dele af Øen under Havets Overflade, og i de senere Lag findes ikke mere fjærneste Spor af de oprindelige Fyrreskove, medens der derimod af Egen findes Rester i rigelig Mængde. Alle Fund tyder paa, at den ældgamle Fyrreskov ikke har overlevet Litorinasænkningen.

De Fyrreskove, som senere dækkede Øen, og af hvilke man endnu kan finde Levninger selv paa Øens lavere Dele, er af senere Oprindelse, og disse er først forsvundne for faa Aarhundreder siden.

Aarsagerne til deres Forsvinden er som K. Steenstrup har vist to forskellige:

Træets Anvendelse til Fyrets Vedligeholdelse og til Tjæresydning. — I 1560 befalede Frederik II, at der skulde brænde en Fyrlampe paa Anholt, og 4 Aar efter udgik der yderlig Ordre til, at denne Lampe skulde tændes straks om Aftenen og brænde hele Natten igennem. Kongen har nemlig bragt i Erfaring, at der paa Øen skal findes en „gran eller fyrreskouff“, hvorfra man kan hente Næring til Blusset — men kun foreløbig, siges der, da Skoven allerede er meget forhugget og øde. Veddet maa derfor helst hentes andetsteds fra. Men Indbyggerne, som havde nemmere ved at tage hvad der var lige for Næsen, sejlede ikke andetsteds hen for at hente Brændsel. Christian IV farer senere haardt frem imod dem og befaler, at fra nu af skal Brændslet hentes fra Norge. Henimod Begyndelsen af det 18. Aarhundrede maa Fyret imidlertid helt opgives af Mangel paa Brændsel, og omtrent samtidig er de sidste Rester af Skovene forsvundet.

Den anden, sikkert stærkt medvirkende Aarsag til Udryddelsen, Tjæresyd-ningen, maa altsaa ogsaa være ophørt paa den Tid. Man har paa Anholt fundet nogle sammenbrændte Lerkager, hvis Oprindelse ikke er helt klar, men som sandsynligvis er Rester af Dække over Kul- og Tjæremiler, og hvis Indhold giver et Billede af den Vegetation, som trivedes i den anholtske Fyrreskov. I disse har man fundet Aftryk af Planter som Marehalm, Sandhjelme, Kvikhede, Sandstar, bugtet Kløver, trenervet Snerre, smalbladet Høgeurt og gul Iris foruden Trævækster som Skovfyr, Stilkeg, Rødel, Hassel og krybende Pil.

At Øens Skove har dækket ikke alene Højlandet, men ogsaa Dele af „Ørkenen", vises bl. a. endnu af enkelte gamle Stednavne. Et Sagn siger, at „østerude stod Blaaskoven", og Navnet gemmes endnu i en Bakke derude, som hedder „Blaahøj". — Et andet Sagn fortæller, at „ved Nordstranden ved Gamstensbun-kerne gik Fiskerne iland; enhver havde sit Navr med sig, og her borede de Huller i Træerne og redte deres Garn op.“ — Paa og ved Højlandet findes Navne som Birkemosen, Brændemosen, Askebrændet, Byhaverne, Nordre Have og Søndre Have.

Her fortælles, at der endnu i 1591 var saa megen Skov tilbage, at den „tjente som Sømærke" -— hvad iøvrigt et enkelt Træ kan bruges til — men at Sandflugten allerede i 1643 var saa voldsom, at den tog Magten fra Skovenes sidste Rester.

Præsten Lorenz Bynck skriver i 1801 i „Iris og Hebe", at han endnu har naaet at se Rester af Anholts Skove i Form af mægtige Stubbe af Naaletræer og Rester af Enebærbuske. „Den Deel af dem, oven Jorden, var forfuulet (!), men neden samme stoede Rødderne saa friske, som om Skoven samme Dag var fældet." — „Een af de medværende huggede et Stykke Rod løst, og man saae med Forundring, hvor aldeles frisk og stærklugtende af Harpix den var. Hele Stykket var saa fedt og giindsende i Skaaret som den stærkeste Fyrreknast, og dette alt stoed paa det vildeste Steen- og Sandhav, hvor ikke en Spire af Planteliv vidt og bredt var at finde." — Paa samme Sted fandt han desuden en Mængde „Stenovne af dem, man har brugt til at brænde Tjære i, og man kunde endnu se Spor af Ildens Virkninger paa Stenene." —

I de siden forløbne godt og vel hundrede Aar er ogsaa alle den Slags Minder om Skovene forlængst gaaet til Grunde.

Det var ude paa „Totten" ved Øens Østende, at det gamle Vippefyr laa. Og gamle Folk kan endnu huske, at Bakken derude har været helt sort af Trækul, Aske og andet Affald fra den Tid, da det var i Brug.

Paa Øens Højland, som modstod Indflydelsen af den store Sænkningsperiode, maa Stenalderfolket tidligt være begyndt at indvandre, hvad der fremgaar af Undersøgelser, som er paabegyndte allerede i 1866 og siden hyppigt gentaget. Saavel paa Højlandets Østside som paa Lavlandet er der opsamlet en Masse Redskaber i Form af Skrabere og Kiler foruden Forarbejder og Affald fra Flintetilhugning, hvilke Sager ofte henligger gruppevis omkring Stensætninger, der formodes at have tjent som Ildsteder. Tiltrods for at den anholtske Flint er særlig haard og vanskelig at bearbejde, fremgaar det af de uhyre Mængder af Fund, at her maa have været en usædvanlig rig Værkstedsvirksomhed paa Øen. — Mærkværdigvis findes der derimod hverken Gravhøje, Dysser eller andre Stengrave, ligesom intet Spor af Bebyggelse fra Bronce- eller Jærnalder — et ganske lignende Forhold som paa Læsø.

I Valdemar II’s Jordebog kaldes Øen Anund, maaske af Mandsnavnet Anund, altsaa Anundsø. I 1441 er Navnet forvansket til Anolt -— maaske af holt o: Skov. Beboerne kalder nu deres Ø Anø og sig selv „Anebuer“.

Som Jordebogen viser er Øen tidligt kommen under Kronen. Sandsynligvis har den senere ligget under Grenaa, thi sammen med denne forlenedes den i 1441 til Otto Nielsen Rosenkrants, men henlagdes senere under Kalø Len. I 1526 faar Lensmanden her Erik Banner Ordre til at formaa Indbyggerne paa Øen til at bjærge noget strandet Gods — en Opfordring, som man skulde synes var overflødig, da Strandinger fra ældgammel Tid havde været Beboernes vigtigste Indtægtskilde. Men denne Opfordring er det første Gny vi hører fra de mange Stridigheder, der fulgte efter de nye Tiders Strandingsbestemmelser, ifølge hvilke Kystboerne maatte aflevere den allerstørste Part af det bjærgede Gods til Myndighederne. Disse Bjærgningsbestemmelser karambolerede paa Anholt som de fleste lignende Steder med Befolkningens gamle Rettigheder og gav gentagne Gange Anledning til Opsætsighed, fulgt af kraftige Advarsler eller det der var værre fra Øvrighedens Side. — I 1582 sætter Frederik II i et strængt Brev til Lensmanden paa Kalø Bønderne paa Anholt i Rette for deres „Modvillighed og Uhørsomhed", saavel mod Kongens Befalingsmand og hans befuldmægtigede Fogeder som mod deres Sognepræster; og han truer dem med at sættes fra Hus og Hjem og forvises af Landet, hvis de fremturer.

Ogsaa andre Aarsager gaves der til Spektakler, saaledes efter Pontoppidans Beskrivelse, da Christian IV i 1623 havde „giort Contract med en Mand navnlig Wegla Anckers, at han efter den Hollandske Maade skulde anlegge en Fyrbakke paa Anholt, “ men Beboerne, som skulde vedligeholde Fyrets Blus hele Natten, snød for dette og lod det gaa ud ved Midnatstide. — Det advarede jo Byttet!

Det var neppe med stor Uret, at Indbyggerne hos Holberg havde Navn af „slemme Knegte“. Men man maa erindre, at hele Evropa over havde Kystboerne fra Arilds Tid haft Lov til at lægge Haand paa alt ilanddreven Gods som deres retmæssige Ejendom, og at man ikke uden videre gav denne gamle Ret fra sig. En lignende Strid havde den engelske Regering lige til Midten af forrige Aarhun-drede med Irlands Kystboere. Intet Under, at denne Skik nødigt opgaves af de fattige Anholtere, for hvem denne Indtægtskilde var absolut nødvendig til Livets Ophold.

Beboerne havde iøvrigt længe før Holbergs Tid et daarligt Ry. Ved Matriku-leringen under Christian V, hvor man havde gemt Øen som noget af det sidste, og hvor Kommissionen kvier sig ved at sende en Landmaaler og en Taksérmand derover, da Øen er saa langt fra Jylland „i hafvet indbeliggende oc ellers noget fahrligt at til och frakomme", anmoder Kommissionen simpelthen om at blive fri — ialfald mener den, at det er nødvendigt man selv medbringer Føden, da Beboerne er saa vrangvillige, og tillige at medtage Ø1 til Bønderne derovre, for „at de desto villigere schal findes, saasom de beskrifuis at verre et møget hart folck.“ Kommissionen har ad anden Vej skaffet sig den Underretning, at „der paa landet

findes fast alldeles ingen herlighed at verre......uden blot 16 mænd hafve

nogen ringe augling, saa die faa bester og kræeter die ernærris næsten om vinteren af marre-halmb, mens det beste, der skal verre, er dend fangst, die hafuer med sæel.“ — En senere Oplysning er ikke bedre, nemlig at „landet fornemmis at vere saa armt oc ringe, at det icke af sit sædeland eller fischerie kand underholdis, dersom de icke ved u-løckelig vrag iblant haf de undsettning."

— Taksationsmændene maatte derover trods alt. Og da den forønskede Tilladelse til Opsættelsen endelig indtraf, var hele Øen forlængst opmaalt!

De elendige Kaar i Forbindelse med at Øen under de hyppige Krige ofte blev hjemsøgt af Fjenderne, saaledes i 1711 da den hærgedes af svenske Kapere, bevirkede, at Beboerne hyppigt udvandrede og bosatte sig i og ved Grenaa.

I 1668 købte Fyrinspektør Peder Jensen Grove Øen af Frederik III. Hans Enke Dorothea Rhode giftede sig 1674 med den kgl. Ridefoged Hans Rostgaard til Krogerup, som nu kom i Besiddelse af Anholt. Hans eneste Søn Frederik Rostgaard, den bekendte Videnskabsmand og Samler, blev ophøjet i Adelsstanden 1702 og fik saaledes den Forstrandsret, som Adelen kunde udøve paa sine Godser. Dette blev til ny Ulykke for de i Forvejen forarmede Indbyggere. Paa Trods af Strandingsforordningen af 1705, ifølge hvilken Bjærgerne kunde fordre en saa-dan Godtgørelse af de Skibbrudne, som de kunde komme overens med disse om, for han gennem tredive Aar saa uretfærdigt frem mod Beboerne, at der efter den Tids Forløb af 22 Husmandsfamilier kun var 5 tilbage og af 7 Baade kun 3, der var meget tarvelige. Gennem et specielt Tilfælde ser man, at Rostgaard lønnede Bønderne saa usselt, at hver Mand paa Øen for 9 Dages Arbejde halvanden Mil fra deres Hjem og i den travleste Fisketid fik — 5 Skilling ialt!

I Fr. Rostgaards „Uforgribelige Underretning om Anholt" er det af ejendommelig Virkning at læse den kraftige og malende Skildring, som han giver af den lille Ø og Beboernes slette Kaar. Vedlagt denne findes et Andragende af 12. Marts 1716, som gaar ud paa at opnaa Eftergivelse af forskellige Skatterestancer for Anholt. Virkningen af det hele er komisk, naar man har „Peder Paars" og R.s paafølgende Klage over Holberg i Minde. I Andragendet, som findes i det daværende Rentekammers Arkiv, fortier Rostgaard nemlig fuldstændig den fornemste Indtægt, han har af Øen, og omtaler kun Beboerne som Agerbrugere og Fiskere! Det vil sige han skildrer meget dramatisk de Farer og Rædsler, som disse udsætter sig for ved at risikere Livet for at redde de ulykkelige Skibbrudne, men nævner ikke med et Ord, hvor Ladningen, der forlises, gaar hen!

Anholt. Udsigt fra Fyrets Fod mod „Totten" i Øst

Anholt. Fyret set fra Øst.

Anholt. Sandmilerne med en Gryde Sydvest for Fyret. I Baggrunden Sønderbjerg.

Anholt. En Klit med Sandgryde i Ørkenen. 1 Baggrunden Sønderbjerg.

Anholt. Degnens Hus i Anholt By. Beboelse, Stalde m. m. i samme Længe.

Anholt. Den gamle Møller i Anholt By med sine Hunde.

Anholt. Gamle Huse i Anholt By.

Anholt. Bagsiden af „Degnens Hus“ i Anholt By. Beboelse, Stald og Lader i samme Længe.

Det er et Tilfælde der ser ud som en Tanke, at Holberg to Aar efter lader denne Ø være Skuepladsen for sit Heltedigt. Saa meget er vist, at da han en halv Snes Aar senere skrev sin Danmarks og Norges Beskrivelse, havde han Adgang til Rentekammer-Arkivet, rimeligvis paa Grund af personlige Bekendtskaber, og det er ikke usandsynligt at han allerede forinden kan have faaet Underretning om eller selv set Rostgaards Bønskrift. Ialfald danner hans Skildring af Anholt et Supplement til Rostgaards paa samme Tid som den bliver en blodig Parodi paa den. Manden, der møder de Skibbrudne mellem Klitterne, siger jo:

„--Det Eyland Anholt heder;

Indbyggerne hver Dag for Søe-Folk stedse beder,

At see dem her paa Land. De ofte biir bønhørt;

Thi et og andet Skib biir lykkelig hidført.

De ere gode Folk, hvor vel man ey kand negte,

I gamle Dage de jo vare slemme Knegte; -—

Nu derimod man seer dem bedres Dag for Dag,

Hver lever christelig, og nærer sig af Vrag. “

— Rostgaard, som senere blev stærkt kompromitteret ved sine ulovlige Ejendomshandler, flygtede til Sverige, hvorfra han blev udleveret. Senere blev han dog taget til Naade igen og blev i 1727 endogsaa Amtmand over Antvorskov Amt. Hans Strid med Holberg, som har gjort ham mere berømt til vore Dage end hans betydelige Fortjenester som Samler og Lærd, endte med at latterliggøre ham. — Ved sin Død 1745 efterlod han sig den af ham selv forfattede, smigrende Gravskrift, som findes ved hans Kiste i Holmens Kirke.

Det af Fr. Rostgaard oprettede Stamhus bestod af det smukke Krogerup ved Humlebæk og foruden Anholt af Øerne Sejerø og Nekselø. Arvingerne solgte efterhaanden Tilliggendet, saa Anholt nu er bleven den sidste Rest med en Fidei-kommiskapital paa omtrent 80,000 Kr. Af Fr. Rostgaards 7 Børn blev Datteren Conradine Sophie først gift med en Søn af Hofpræsten Masius, adlet under Navn af v. d. Maase, og blev Stammoder til denne Slægt, i hvis Eje Dele af Øen er for-bleven til vor Tid. 1)

Anholts Beboere blev Selvejere den 22. Decbr. 1902, da de købte deres Fæste-gaarde for en samlet Sum af 65,000 Kr. Kammerjunker Frederik v. d. Maase har endnu en Ejendom tilbage paa Øen, hvorunder hører 60 Tdr. Land under Plov og ca. 3000 Tdr. Land af „Ørkenen". — Her findes nu 10 Halvgaarde og 35 Huse med ialt 225 Beboere. Næsten alle er Fiskere med Undtagelse af de aller-ældste Folk; men alle har tillige mere eller mindre Jordbrug, der ved Halvgaar-dene dog højest udgør 16—17 Tdr. Land under Plov. — Foruden Kammerjunkerens Ejendom er her ialt kun 200 Tdr. Land dyrket.

Til Sammenligning skal nævnes, at Danske Atlas (1769) oplyser, at Øen dengang havde „16 Halvgaardsmænd, 4 Huusmænd, nogle Inderster, Presten og Fogeden, hvilke Familier udgiøre ialt mod 100 Siele.“ —

Foruden de dyrkede Arealer henligger der paa Højlandet store Strækninger til Græsning, især ved Nordbjerg og Sønderbjerg. Større Dele af Højlandet er i de senere Aar bleven beplantet ligesom enkelte Pletter i den nærmeste Del af Lavlandet ud mod „Ørkenen".

— Den mærkeligste Begivenhed i Anholts Historie, om hvilken Hans Hjorth fortæller i sin „Englænderne paa Anholt 1809—14", kan jeg ikke undgaa at omtale her, idet jeg ganske kort gengiver den efter denne Forfatters omstændelige Beretning. Endnu verserer mellem Beboerne Fortællinger fra den Tid, da Døn-

ningerne fra den store europæiske Krig ogsaa naaede Kysterne af den fjærne Ø i Kattegat, og Mindesmærket i dens By vidner endnu for Indbyggerne om, at Øens Sand er bleven vædet af deres Landsmænds Blod.

— I den haarde Vinter 1808—09, da Kattegat vidt og bredt var opfyldt af Is, havde Øens Fyr efter Regeringens Ordre været slukket lige siden Krigens Begyndelse og alle Sømærker fjærnede. Fyrinspektør Justesen havde bevirket, at alt Mandskab fra Øen, som var udtaget til Orlogstjeneste, maatte blive hjemme og sammen med den øvrige Befolkning deltage i Øens Forsvar, som lededes af Fyrinspektøren.

Da Fyret blev slukket, havde Englænderne udlagt en gammel Fregat „Prose-lyte“ som Fyrskib ved Enden af Østrevet. Men en Dag i Begyndelsen af Marts, da det blæste en Storm af Sydøst og Ismasserne kom i Drift, saå man fra Fyret, at Isen tiltrods for Fregattens fire Ankere rev denne løs og satte den ind paa Revet. Da den voldsomme Skruning truede med at knuse Skibet, maatte Besætningen, ca. 200 Mand, gaa fra Borde og bjærge sig i Land over Isen. Det var en lang og farlig March, og foruden sig selv havde Englænderne to Baade med Proviant og syge Folk, som de trak efter sig. — Inspektøren, som saå de Skibbrudne nærme sig, blev nervøs og samlede sin Armé, besluttet paa at slaa Angrebet tilbage! Hele Anholtstyrken, 40 Mand i alle Aldre, samledes ved Fyret, de fleste „af mørk Ansigtsfarve, med sort Haar og Skæg, rigtige Typer paa den fremmedartede Race, der fra de ældste Tider har beboet Anholt. De var iførte alle mulige Slags Klædningsstykker, tykke Halstørklæder, lodne Huer og lange Træskostøvler. Bevæbningen bestod af gamle Geværer. Om Livet havde hver Mand et Belte med Patrontaske. De fleste af dem havde en Sejldugspose fastsnøret paa Ryggen; den indeholdt Proviant, og uden den gaar en ægte Anholter nødig ud. naar han skal være nogen Tid fra sit Hjem“. Degnen Peter Olsen og Fogden var i deres Egenskab af Løjtnanter bevæbnede med Sabel og Pistoler.

Degnen var meget imod at skyde paa Englænderne og sagde, at „skibbrudne Folk kan man ikke møde med Vaaben i Haand!“ Men Fogden, der var indvandret til Øen, holdt med den krigerske Inspektør, paa hvis Kommando Styrken rykkede ud fra Fyret langs Nordsiden og tog Stilling skjult bag Klitterne for at tage mod Fjenden, saasnart han naaede Stranden.

Liggende her aftalte Degnen hemmeligt med én af de ældre Mænd ved Navn Ole, at denne skulde lade sin Bøsse gaa af, naar Englænderne var kommen i Nærheden af Stranden, for paa denne Maade at afværge Katastrofen. — Tricket lykkedes, heldigvis! Flokken laa skjult paa „Totten“s Nordstrand, omtrent 1800 Alen østenfor Fyret, hvorfra de kunde bestryge hele den yderste, flade Spids af Øen, hvor Fjenden først maatte lande. Ude paa Isen var Englænderne kommen nærmere; ingen Vaaben havde de, men hver Mand bar foruden en Iskjæp en Bylt paa Nakken med nogle faa Ejendele. De gik meget spredt og trak de to Baade med sig, forrest gik to Officerer, som prøvede Isen og vinkede til de andre. Saadan kom de langsomt nærmere til Kysten over den opskruede Is.

Da Englænderne var 500 Alen fra Land, knaldede pludselig „Vaadeskuddet“ fra Oles Bøsse. — De standsede straks. Inspektøren brølede og skjældte — men nu viste Englænderne hvidt Flag paa en Kjæp, og to kom i Land bærende dette. Ogsaa Degnen viste nu Parlamentærflag, idet han tog sit Halstørklæde af og svang det paa en Stok. Da de to Englændere naaede i Land, blev man snart enige om Betingelserne. Hele Flokken undtagen de syge, som anbragtes i Fyr-mestergaarden, begav sig til Anholt By, hvor de fordeltes mellem Beboerne. Ved Indtoget i Byen holdt Kvinderne sig forsigtigt inde sammen med Børnene, skræmte af de fremmede, mens enkelte gamle Mænd stod i Dørene og spejdede forsigtigt efter det mærkelige Optog, dette fuldkommen uvante Syn paa den lille Ø.

Byen bestod dengang ligesom nu af en Samling lave, straatækte Hytter, alle byggede i Øst—Vest, med smaa Vinduer og lave Døre. De fleste var i forfalden Tilstand, og overalt mindedes man om, at man var paa et Sted hvor Strandinger og Skibbrud hyppigt forekom, idet de mange ilanddrevne Levninger af Skibe var anbragt overalt, hvor de bedst kunde gøre Nytte. Vejene var i en elendig Forfatning, og udenfor Husene laa overalt Dynger af Affald, som enhver efter Behag havde kastet ud. — Det hele var kort sagt omtrent som den Dag idag.

I denne mærkelige By, der maa have gjort et besynderligt Indtryk paa de Fremmede, indkvarteredes Englænderne og ventede paa, at man skulde komme og befri dem. —

Et Par Dage efter knustes Fregatten af Isen, uden at man fik noget reddet derfra. Det kneb derfor med Forraad af enhver Art til alle de fremmede Mænd. Englænderne opførte sig fortrinligt og blev snart helt gode Venner med Øboerne, som beredvilligt delte deres faa Smuler med de nødtvungne Gæster. Denne Venlighed kom Anholterne i høj Grad tilgode senere, da Øen blev besat; thi Besætningen havde da speciel Ordre til at behandle dem venligt og godt.

Men Englænderne kedede sig i Længden frygteligt. De gik paa Jagt o.s.v., men længtes blot efter Befrielse. Denne kom først i Midten af April, da en engelsk Fregat kom ind til Øen. Den tog alle de Skibbrudne ombord og førte dem til Goteborg, hvor en Del af den engelske Flaade laa.

Anholterne stirrede længe efter Baadene og efter Fregatten, da den strøg afsted for fulde Sejl. Og de vandrede langsomt hjem til Byen, som de nu fandt mærkelig stille og øde. Alligevel haabede de paa, at det var sidste Gang, de skulde se Fjenden paa saa nært Hold. — Men Tiden viste dem noget andet!

Den lille danske Styrke paa 100 Mand af 1. jydske Regiment, som allerede i Maj samme Aar overførtes til Øen som dens Forsvar, blev faa Dage senere taget til Fange af engelske Landgangstropper efter en ubetydelig Skærmydsel, i hvilken for øvrigt ogsaa Anholterne deltog. De sidste, som var posteret i Klitterne paa Sydsiden, havde slæbt en gammel Kanon uden Lavet med sig, som de affyrede ved at skyde en Flintebøsse af i dens Fænghul, med det Resultat at den trimlede ned ad Klitten og gik ud af Sagaen — efter virkelig at have ramt et Par Mand ombord hos Fjenden! Men efter denne Bedrift blev Bondehæren ligesom de regulære Tropper omringet og „ledsaget" tilbage til Byen, hvor de afvæbnedes.

De fem-seks fjendtlige Skibe sendte nu ved Pakhusbugten Mandskab iland til Besættelse af Fyret, der forneden ombyggedes til en regulær Fæstning med muret, skudsikker Kasemat til Ophold for Besætningen; udenom dette byggedes en sekskantet Forskansning med Volde, Grave og Palissader. Det hele Anlæg blev kaldt „Fort York", og Garnisonen bestod af 350 Marinere under Kaptajn Torrens’ Kommando. Desuden afgaves fra Skibene 30 Marinere til Betjening af Skytset. Paa Sydsiden af Øen anlagdes foruden flere mindre Værker et større

Batteri „Massarene Batteriet”, og i Værkerne opstilledes tilsammen 40 Kanoner. Stendigerne i Byen, i hvilken der blev lagt fast Besætning, bortførtes og anvendtes til Materiale ved Fæstningsværkerne.

De danske Fanger var bleven indespærrede i Kirken, og herover blev Præsten saa rasende, at han kort efter forlod Øen for ikke mere at vende tilbage. Fyrinspektøren havde allerede set sit Snit til at flygte i en Baad, fordi han ikke vilde give sig af med den forsmædelige Virksomhed at holde Fyret tændt for Fjenden.

Anholterne blev tvungne til i Flold at deltage i Arbejdet paa Øens Befæstning. Da de saaledes ikke kunde passe deres egen Bedrift, overtog Englænderne hele Forplejningen i Byen. Der blev kogt og bakket op i Fogdens Hus, hvor enhver nu kunde hente, hvad han og hans Familie behøvede. Beboerne fik ligesom Englænderne deres daglige Portion Rom, som de imidlertid solgte til Søfolkene, der af og til drak sig fulde og lavede Spektakler. Men der blev af Englænderne holdt haard Justits, og Vagten i Byen gjorde kort Proces med Spektakelmagerne, som nede ved Gavlen af Kirsten Møllers Hus fik Tamp efter Noder. — løvrigt var Forholdet mellem Fjenden og Indbyggerne fortrinligt — ved de Baller, som Besætningen ofte holdt i Byen, svang Anholterne og deres Piger sig mellem Englænderne, og det gik lystigt til.

— Men en gammel Kone paa Øen, som var Barn, da Englænderne kom dertil, fortalte senere at naar Mændene var borte sad Kvinderne indendørs og skælvede, naar Englænderne var fulde. „De kom og dundrede paa vor Dør om Natten og vilde ind, og saa gik de og turede udenfor og sang eller rettere brægede den smukke Vise, som begynder: „Drunk to night and drunk last night and drunk last night before." —

Allerede samme Aar havde man fra dansk Side Planer oppe om at generobre Øen, fra hvilken der gjordes stor Skade paa Landets Mellemrigshandel. Det var dog først i Februar 1811, at der kom Gang i Planerne, da den Øverstbefalende over Jylland, General Telleqvist, fik en egenhændig Skrivelse fra Frederik VI, der til de mindste Enkeltheder gav Forskrifter for Angrebet. Det fremgik af Skrivelsen, at det var Kongens Hensigt at gøre Øen ubeboelig ved at ødelægge alt derovre og bortføre Befolkningen, saa Fjenden intet Underhold kunde finde.

Alle kongelige Forskrifter hjalp imidlertid intet. Ved Planen for Angrebet, som var baseret paa at kunne finde Sted som en Overrumpling, havde man ikke regnet tilstrækkeligt med den fortrinlige, engelske Vagttjeneste. Guvernør Maurice, Kommandanten over den engelske Besætning, havde længe holdt lejede Spioner i Jylland, og allerede i Februar var han gennem disse bleven klar over, at der var noget i Gære. Alle Vagtposter var derfor forstærkede; og hertil kom, at en Anmodning fra Guvernøren til England om at faa Krigsskibe til Undsætning blev afsendt i saa god Tid, at Skibene den 26. Marts naaede Anholt, hvor de intetanende Ledere af den danske Styrke satte Angrebet ind den 21.1 —

Den danske Ekspedition, som afgik fra Gjerrild Bugt Vest for Fornæs paa Djursland, bestod af 12 Kanonbaade, 12 Førselsfartøjer, 1 Lugger, 1 Kutter og 3 armerede Baade. Ombord var 2den Batti. af Jydske Skarpskyttekorps, mindre Afdelinger af 1ste og 2det jydske Reg.s 4de Batti., samt et Komp. af fyenske

Reg.s 4de Batti., og desuden 30 Artillerister med et Par Kanoner — ialt 19 Officerer og 660 Underofficerer og Menige. Hertil kom 120 Mand fra Kanonbaa-dene og desuden ved Landgangen 200 Matroser af udsøgt Kvalitet -— ialt en Styrke paa opimod 1000 Mand mod 400 Englændere i Forterne. Major Melsted var Leder af Foretagendet, medens dog Søfolkene under Angrebet skulde kommanderes af Søofficerer.

Det var en taaget Morgen den 27. Marts, da den danske Styrke ankrede op i Pakhusbugten, hvor Landgangen straks begyndte. Men inden denne endnu var fuldført lettede Tykningen, og man observerede de engelske Krigsskibe, som laa Nord for Fæstningen. Da Vinden samtidig friskede, fik man straks Øje for den Fare, som truede Kanonbaadene; og da man nu tillige var klar over, at Englænderne stod fuldt forberedte, fraraadede Flertallet af Officererne Angrebet som farligt og meningsløst. Men Melsted vilde intet høre og gav Styrken Ordre til at gaa frem.

Det blev en frygtelig Massakre paa de Danske. De besindigste Officerer, der efterhaanden som man under Stormen langsomt nærmede sig de indre Forter saå at Foretagendet var dømt til at mislykkes, raadede Gang paa Gang til ikke at fortsætte. Men Melsted svor, at han vilde sejre eller dø! Og efter hvert frygteligt Angreb, naar de Danske atter havde samlet deres Styrker i Læ af Klitterne, gik man frem paany. Under det sidste fortvivlede Stormløb, hvor man var naaet lige hen under Fyrets Palissader, faldt Melsted og flere andre Officerer. Og endelig her blev den danske Styrke fuldstændig oprevet.

Ved Titiden, da Kampen var forbi, laa omtrent Hundrede Danske strøede rundt mellem Klitterne paa Valpladsen, deriblandt 4 Officerer og 40 Mand døde. 500 Landsoldater toges tilfange af de forfølgende Englændere; kun de fleste af Søfolkene slap under deres Officerer ned til Sydkysten, reddede sig ombord i deres Baade og frelste Flertallet af Kanonbaadene fra de engelske Krigsskibe, som satte efter dem.

Englænderne var fra nu af i uforstyrret Besiddelse af Øen til Krigens Slutning.

— I 1904 samledes der Bidrag ind til et Monument for de faldne, og det rejstes i 1905 i Anholt By. Kanonerne og Kuglerne, som ligger omkring det, hidrører dels fra Englændertiden, dels er de fundne langs Kysten som Rester af strandede Skibe.

Men de fire danske Officerer, Melsted, Prytz, Holsteen og Obel, som faldt foran Forterne, hviler i en Fællesgrav paa Kirkegaarden uden at noget Menneske med Bestemthed véd, hvor Graven er. — Og alle de øvrige Døde blev jordede ude paa den øde Slagmark. De glemtes snart, og intet Mærke betegner Stedet, hvor de ligger. Men Efteraarsstormene, som ude fra Havet jager henover den graa Ørken og flytter dens Klitter fra Sted til Sted, blotter af og til Resterne af en simpel Trækiste, som viser Stedet hvor den ukendte Soldat faldt.

Mens jeg har siddet her paa Sønderbjergs Top er Luften begyndt at graane, et Slør er trukket for Solen og det blæser koldt af Sydvest. Men det er, som om de vilde Planter i Græsset omkring mig har faaet mere Farve, siden Solen tabte sin Glans, og rundt om mig straaler de prægtigere end før: Høgeurt og gul Evighedsblomst, Klokke, Blaamunke og Bakketidsel. — Jeg staar op og gaar hjemad.

Over lidt Lynghede med Rensdyrmos og Krageklo, hvor jeg hist og her møder en enlig, forblæst Enebærbusk, kommer jeg ned over den store Dalsænkning, som skærer sig omtrent tværs gennem Højlandet, og hvis Bund endnu danner en Mose, en tidligere Sø, som er bleven udtørret ved en Kanal ud til Øens Vestkyst. Endnu for halvtreds Aar siden var der saa meget Vand, at det dannede et Par Holme, omkring hvilke Drengene roede i deres Pramme og fiskede.

Bakkerne fra Sønderbjerg og Vesten om denne Dal er af stor Skønhed; deres store, men blødt rundede Kupler forløber blidt ned mod den grønne frodige Dalbund, hvor de sorte Mosehuller ligger med deres Bevoksning af Vandaks, Star og Rør, Vandanemone, Pindsvineknop, Vandpileurt og Skeblad, omgivet af Følfod og Smørblomster. Langs Kanalen gror Kvan i Mængde, og opad Skrænternes Sider Lyng, Enebær og Dværgpil.

— Det tykner mere og mere, om Solen staar en mangefarvet Ring, som

spaar Regn. Hjejlerne piber saa langeligt ude over Mosen. En lille Flok Irisker jager forbi, taber et Par smaa Pip i Luften og forsvinder i bølgende Flugt op over Bakkerne. Fjærne Brøl af en usynlig Ko, og en enlig Regnspoves Fløjten.--

Jeg gaar ned til Byen, hvis Huse kryber tæt sammen om den lille Kirke i Bakkernes Læ — som Dyr, der flokkes mod Aftenstide.

Dagen efter gik vi til Nordstrand Klit tværsover Højlandet. Ogsaa dettes nordre Del er et højtliggende, stærkt bølgende Plateau; noget lavt og stridt Græs, hist og her med lidt magert Korn, er saagodt som disse Bakkers eneste Bevoksning. Paa Vestsiden er der en Del Naaletræsplantninger, som foreløbig kun op-naar at skæmme det storladne Landskabs Skønhed. Hele Højlandet med dets Kupler og Dale, Bakkerækker og Kløfter mellem hinanden, ofte med højtrejste, skarpe Profiler, er Aflejringer af Bræen under Istiden.

Nordligst falder Landet brat ned mod brede, sandede Flader, inderst med Klitter langs Bakkernes Fod, mod Øst forløbende ud i Ørkenen, men nordligst endende i et Huk med en umaadelig, vid Forstrand, fuld af rørbevokste Laguner, omkring hvilke Klittag og Marehalm pletter Sandet. Ned over Nordbjergs lyngklædte Fald kommer vi ud over Klitterne, hvor Engelsød og Revling gror i Mængde omkring spredte Buske af Dværgpil, og bag dette ud til Fladerne med deres Laguner, hvor Strand-Mandstroen staar som den yderste Forpost paa Sandets stenhaarde Barriere.

Om Lagunerne og ved Yderstranden færdes Mængder af Vadefugle. Paa et enkelt Sted ser vi henimod 200 Ryler; det er Arten tringa canutus — den lille Fyr har Navn efter Knud den Store, hvis Yndlingsspise den siges at have været. Nogle Ederfugle og enkelte Stormmaager staar ude paa den yderste Revle, og ved et Indvand finder vi en Mængde forskellige Vadere: en stor Flok Kobbersnepper, nogle Præstekraver, Strandhjejler og Strandskader, en Dværgryle, og desuden en lille Flok Krikænder foruden en Mængde Maager og Terner. En Skallesluger med to Unger svømmer i Stranden, mens nogle store Regnspover trækker af sted fra Sted til Sted mellem Lagunerne.

— Fra Bakkernes Højder, hvor umaadelige Mængder af den lille gule Evighedsblomst dækker Terrænet, er en vid Udsigt over Landskabet, som er fuldkommen betagende ved sit Øde, sin Ensomhed og Ro. Ikke en eneste Fugl færdes heroppe over Bakkerne, kun enkelte tavse Lærker letter af og til for vor

Fod. Men Liv møder vi dog — i en dyb Kløft i Klinten, hvor der er Solvarme og Læ for Vinden, er der en saadan Vrimmel af smaa, graabrune Sommerfugle, at jeg maa slaa om mig med Hænderne for at værge Ansigtet imod dem.

Imod Øst svinger den skinnende Kystlinje ud mod det fjærne Fyr. Men over Ørkenens Vrimmel af Klitter løfter „ Ostebakken “ sin mærkelige Kegle, hvis Navn er kommen af, at den i Formen fuldstændig ligner en Knapost. Tværs over Ørkenen tog vi Retning ud mod dette Sted.

Det var vor første Vandring over denne Flade — og hvilket besynderligt Landskab at færdes i! Jordsmonnet mellem de sammenføgne Klitter bestaar udelukkende af ganske smaa Sten fra en Ærts til en Hasselnøds Størrelse, kantede og afrundede mellem hinanden. Noget mere øde og forfærdeligt end denne Grusørken kan man ikke tænke sig. Den har en mystisk rødlig-graahvid Tone, en besynderlig gusten Ligfarve, hist og her med smaa grønlige Udslet, der dannes af ganske lave Revlingbuske. Men mærkeligt er det at se, at paa denne stenede Bund, der ikke har fjærneste Spor af Muld, ja næppe et Sandskorn, bærer disse Revlingbuske med de tørre smaa, læderagtige Blade uhyre Mængder af fede, saftige, sorte Bær, der glinser af Frodighed og Saft -— og at man af og til foruden denne Manna i Ørkenen møder smaa Stedmoderblomster og hist og her lidt mager, vild Timian, Lyngklatter, Rensdyrmos, Sandskæg, Blaaklokke, ja endog enkelte Enebærbuske, der mest er saa lave, at de kun er en Farve over Stenene, men dog i Klitternes Læ naar til en Alens Højde. Men alt dette, der er saa underlig lavt, fattigt og forkrøblet, tjener kun til at fremhæve den uhyggelige Farve i den døde Bund. Det ser ud, som om det røde Grus har været brændt paa en Pande. Milevidt er Bunden den samme mellem de gulhvide, sammenføgne Klitter, i hvilke Stormene har fejet alt Sandet sammen i vældige Bunker, der danner Kegler, Volde og Ringe mellem hinanden. Denne underlige Farvetone, der hviler over Bunden, kommer af fine Mosser, der som en Skimmel er trukket over hver eneste af de smaa Sten, og som nu efter Nattens Regnskyl har faaet Liv paa samme Maade som Straatages Mos, der i Væden faar deres dybgrønne Farver, som atter forsvinder under Solens Skin.

Bag den døde, rødgraa Ørken løfter Vestlandets Høje sig som Bastioner mod den ildgule Aftenhimmel — sorte og tunge staar de og kaster deres skarpe Skygger ud imod os. Det er, som befinder vi os i en Afdeling af Dantes Helvede — et Stenhelvede, hvor alt Liv maa lade Haabet ude.

Men se — selv her er levende Kræ! En lille skinnende, irgrøn Bille sidder paa en Revlingebusk. Og da jeg bukker mig for at se paa den, forskrækkes jeg af et stort Kreatur, som flagrer ud fra Stedet — en Admiralsommerfugl minsandten! Fornemme Beboere. —

Oppe paa Toppen af „Ostebakken“ stod i sin Tid et lille Fyr, der opførtes i Halvfemserne, men allerede nedreves i 1912. Det tjente til at vise Indsejlingen til „Rønneløbet" Vest for Flakket paa N. V.-Siden, men blev overflødigt da dette Løb sandede til som Følge af Havnemolernes Bygning. Rundt om paa Bakketoppen ligger endnu de sidste Rester af Fyret; de spredte Murbrokker og andre Spor af Ødelæggelsen tjener kun til at gøre Stedet endnu mere trøstesløst og øde.

Paa vor Vej mod Syd fra dette Sted uddybes denne Stemning af Uhygge næsten for hvert Skridt. Utallige Mængder af gamle Strandvolde krydser hen over Bunden, alle af Rullesten til op paa en Knytnæves Størrelse. Almindeligvis løber Voldene her i Retning S.S.Ø.—N.N.V., sydligere mere i S.Ø.—N.V., til de endelig nærmere ved Sydøstkysten helt følger Strandlinjen. Men tværs over disse løber i alle Retninger Klitterne, dannede i lange, bølgende Rækker, eller undertiden i Ringform — det ser ud, som Gigantbørn har klappet Kage i Sandet, for bagefter i Kaadhed at slette Resultatet ud med et Spark.

Ud og ind under Klitterne løber Voldene, undertiden et Par Meter høje og fra 10—25 Meter brede, ofte kilometerlange, kun hist og her med en ganske kort Afbrydelse. De ligner store, fremspringende Aarer paa det umaadelige Aadsel.

En uendelig Række af Telefonpæle, det eneste Spor af Menneskers Færden, strækker sig langs et dybt Spor som en Karavanevej gennem Ørkenen. Det er Vejen fra Byen til én af Redningsstationerne paa Øens Østside.

Den eneste Fugl, man af og til møder i Ensomheden, er en énlig Hjejle. Sjældent ses den; men dens bedrøvede Fløjten lyder langt over de døde, stille Vidder, hvor Klittens stride, graagule Hjelme sagte hvisker i Blæsten.

Vil man gaa fra Anholt By ud til Fyret, skal man tage den længste, men bekvemmeste Vej ud til Nordstranden og videre langs denne. Man skal ikke forsøge at traversere Sletten, thi ikke stedkendte Folk kan fare vild herude om der kommer Tykning, og selv i Klarvejr spærrer de tætliggende Klitrækker Udsigten, saa man bestandig maa tiltops for at orientere sig.

Ad denne nordre Vej langs Kysten naaede vi en Formiddag ud til Fyret, fra hvis høje Tinde man har den mærkeligste Udsigt i Landet. — Til begge Sider ligger den vide Kyst og tilbagestraaler Solens ildgule Lys fra sin brede Havsandsbræmme. 1 Sydvest ligger Ørkenen med vældige Flyvesandsmiler, bag hvilke milevidt i Vest Højlandet staar som en Mur af skarpskaarne, vinblaa Bjærge, der ligger i Skygge under store Klodeskyer — mørkt og tungt bag den straalende Forgrund. Vidt og bredt under os ligger Nordstranden i Læ af Vinden, gennem det lave, stille Vand skinner Stene og Tang blaat og kandisfarvet mod den flaskegrønne Bund. Men mod Syd gaar „Pakhusbugten“s Vande med susende Bølgeslag for Sydvesten ind mod Stranden, hvor et stort, ensomt Skibsvrag ligger træt og hælder med sin sorte Mastestump ind over Havstokken.

Den eneste Lyd foruden Bølgeslaget er den store Havmaages Skrig, der lyder som en raa Latter fra Stranden dybt nede: Haw — Haw — ha ha ha ha ha! En Vandrefalk kommer tæt forbi os — dens Landevej er høj, men vi ser dog Fuglen paa Ryggen. Den er forfulgt af et Par Havmaager, som den kun dovent flytter sig for, lige til de er ganske nær og gør et Udfald. Saa undgaar den dem ved et eneste elegant Kast som en Hvirvelvind ud til Siden. Fem—seks Lom’er svømmer dernede, og paa Vandet ved Havstokken, næsten lodret under os, ligger en Tejste, som har travlt med at dykke. Vi ser den tydeligt under Vandet, hvor den farer frem som en lille, lynsnar Torpedo, men med sine egne, latterlige Indfald.

Yderst i Øst staar „Totten“s skarpe Kno ud i Havet, gnistrende som Fosfor mod en kulsort Tordenbyge. De blanke Hoveder af et Par Sæler kommer af og til tilsyne over Vandet derude, som i Fralandsvinden er mat og dybblaat som ildhærget Staal.

Men nede under os til den anden Side lyser Solen skarpt henover de endnu synlige Spor af de gamle, engelske Forskansninger — og udenfor dem henover

Anholt. Opsynsmand Steffensen. Blandet Anholterslægt.

Anholt. Redningsbaaden gaar ud.

Anholt. Sognefogden. Ren Anholtertype.

Anholt. Den 17-aarige Karen Grentzmann. Har kraftigere Hage end de rene Anholtere.

Klitternes og Milernes haardføgne Sand med de Faldnes helt udslettede og forglemte Grave.

•— Omkring Fyrets Fod staar endnu, som da Englænderne forlod Stedet, Tilbygningen med de cirkelrunde, alentykke Mure, indenfor hvilke Besætningen havde sin skudsikre Bolig. Fyrmesterboligen, hvis Længer danner en regelmæssig Sekskant omkring Gaardspladsen, er opført samtidig med selve Fyret i 1788 af en Bygmester Jansen; ogsaa denne Bygning staar omtrent som den var paa Englændernes Tid. Kun de Længer, som oprindelig var Stalde og Tjenerboliger, er ombyggede. Gaarden med sin Brolægning af røde Mursten er meget smuk, og de gamle Bygninger har hele deres Tids stilfulde og fornemme Præg.

Paa Hjemturen fra Fyret gaar vi ved Aftenstid ind over de store Miler, som Sydvest paa strækker sig ud mod Kysten. Som umaadelige Sanddyner ligger de, hist og her med Fordybninger som Mærker af store Gryder, der har været trykket ned i dem, uden en Plante eller et Straa. Kun i deres Rand paa Overgangen til Klitten staar nogle tørre, stride Totter af Hjelme og bevæger sig sagte i den faldende Vind. Paa denne øde Kirkegaard, hvor de faldne Danske et Steds hviler, høres ikke en Lyd — ses ikke en eneste Fugl. Selv Vinden har nu mod Aften lagt sig helt til Ro, ingen Sky bevæger sig, langs den stille Strand ikke en Bølge. Det er som at staa paa en uddød Klode, som at vandre ved Bredderne af Styx.

Sorte Sommerfugle flagrer hen over Klitterne. Det er „Sørgekaaber“. Hvor underligt at se dem netop her, tænker jeg — det er næsten som det var de Dødes Sjæle, der i den sidste Glans af Aftensolen sejler hen over deres Grave.

Solen daler bag glødende Skyer over et Hav, der er grønt som Absinth og har lange, langsomme Dønninger, der lydløst dør mod Havstokken; Enkelte Havmaager flyver udenfor Kysten, men er tavse nu mod Natten. En Flok Ederfugle ligger og sover ude paa det blanke Vand.

Duggen er begyndt at falde paa Revlingens Buske. Da vi lægger os ned paa Knæ og øser de saftige, bittersøde Bær ind i Munden for at læske vor Tørst, fornemmes de kolde som Is.

Øens lille By har i de senere Aar faaet nogle nye Huse, der ikke er bedre end dem man ser andre Steder, men som her for det meste skjules af barmhjær-tige Trægrupper, der er frodigere end man turde vente paa dette Sted. Inde i den store Have, som tilhører den gamle Kammerherreinde, findes endogsaa et Morbærtræ af saa anselige Dimensioner, at man sjældent ser dets Lige.

— Igaar Morges Kl. 5,55 ringede Degnen med Kirkeklokken. Han er aldrig helt præcis og vælger hver Dag et nyt Klokkeslet — idag lød Klokken først ved Halvsyvtiden. Det gør ikke saa nøje, for der er ingen oppe, som kan kontrollere det. Lige til Kl. 8—9 er Byen som uddød, næsten ikke et Menneske ses paa Vejen eller ved Gaardene. Endelig omkring 9 begynder en enkelt at trække Kreaturerne ud, man hører en Pumpe knirke og hvine — og Byen vaagner. En ung Mand herfra fortæller mig, at Beboerne til Gengæld sjældent gaar iseng før Midnat, hvad enten de sidder og kukkelurer alene eller gaar sammen for at faa et Slag Kort. Som Følge deraf staar de sjældent op før 8, selv i Sommermaanederne.

Hvad om de stod op en Timestid før og anvendte denne til at muge lidt i Gaderne! Jeg har aldrig set et saa malpropert Landsbyinteriør som her — Beskrivelsen fra Englændertiden passer endnu, der kunde endda gøres flere mindre smigrende Tilføjelser. — Paa Byvejene finder vi Rester af Rokker, hvoraf Fileterne er afskaarne. Disse Fileter er en vigtig Eksportvare for Beboerne, som sender dem til et stort Konservesfirma i England, hvorfra de spredes over Verden som Daasehummer — med en enkelt Hummerklo liggende øverst for at gøre Livagtigheden betryggende. Disse tilbageværende Skrotter, af hvilke enkelte naaede en Størrelse af 2l/a Alen, laa henslængte paa Vejene, og flere var raadne; ingen tænker paa at fjærne dem fra Husenes Nærhed lige saa lidt som at bortfeje alt det andet Skarn og Affald, som laa rundtomkring.

De gamle Huse er som oftest slemt forfaldne og vanrøgtede. Det almindelige Sløseri viser sig ikke mindst ved Pasningen af de faa offentlige Anlæg. Saaledes er Omgivelserne ved det Mindesmærke, som Beboerne selv rejste i Anledning af at Øen i 1902 blev Selveje, saa tilgroede med Ukrudt, at man næppe kan faa Øje paa Stenen; Laagen dertil er falden af det ene Hængsel og hænger skævt. — Byens faa Haver er som Regel ikke bedre røgtede, og kun i et Par enkelte findes ordentlige Blomsterbede mellem Frugttræerne.

Værst faren er den lille, gamle Kirkegaard, som synes at være helt forglemt siden den har faaet en ny kedsommelig Afløser Øst for Byen. -— Og dog er den det yndigste Sted paa hele Øen.

Det var en tidlig Morgenstund, jeg første Gang kom derind efter at jeg var gaaet igennem den stille, endnu sovende By. Solen skinnede paa Træerne i Haverne, hvorfra Duggen sagte dampede. Der var saa besynderligt stille, at end ikke et eneste Fuglepip hørtes. Det er iøvrigt en Besynderlighed ved Anholt, at vi her har mødt færre Sangfugle end noget andet Sted paa vor Rejse. Det giver Øen et Præg af tristesse, som navnlig paa en saa yndig Morgen virker besynderligt, da ellers alt former sig for at gøre Idyllen fuldkommen — ogsaa dette, at Beboerne endnu ikke er staaet op.

Alting omkring mig er endnu saa forbausende gammeldags som i salig Peder Paars’ Dage; og jeg maa mindes, hvad en historisk Forfatter skrev, da han for godt et halvt Hundrede Aar siden besøgte Stedet: Saa lille Byen end er, forekommer det dog dem, som bo i dens ene Ende, at Vejen til dem, der bo i den modsatte Ende, er saa lang, at der kan hengaa meget lang Tid uden at Koner og Børn fra disse Bydele besøge hinanden. Beboerne af den østlige Del kaldes endog „de Vilde", fordi de bo saa afsides, at man aldrig hører eller ser noget til dem.

Herved mindes man uvilkaarligt om Beskrivelsen i „Peder Paars“ af den Styrke, hvormed Rygterne om Jens Bloks Forræderi voksede, efterhaanden som de spredte sig over Byen:

„Jo længere man bort fra Fogdegaarden kom,

jo mere vidste man at tale stort derom.

Sær vidste de, som boe paa Kanten, at afmale

Jens Bloks Forræderi fra Hoved og til Hale ---“

Man skulde næsten tro, at Holberg selv havde været paa Anholt!

Jeg naår til Kirkegaarden og gaar derind. Stille som udenfor. Alt herinde er forfaldent og forglemt — de hældende Kors paa de uplejede Grave, de halvt-væltede Stakitter, det frodige Ukrudt. Men hvor smukt her er — en Stemning af vidunderlig Fred, som over alt, hvad der faar Lov til at forfalde i Stilhed. Kun den lille Kirke er velbevaret og overordentlig smuk, særlig er dens Indgangsdør et helt Mesterværk af Arkitektur. Kirken er opført 1818, da den gamle ødelagdes under den engelske Okkupation. Hvor denne laa, véd mærkværdigvis ingen mere med Sikkerhed, skønt det kun er godt hundrede Aar siden den forsvandt. Men Navnet „Nordre Kirkebjerg" Nord for den nuværende Telegraf station kunde tyde paa, at her har dens Plads været. Det var i denne, at Englænderne indespærrede deres danske Krigsfanger, og én af disse ved Navn Halse, som var Fyrpasser paa Øen, skal have fortalt, at han havde „sovet paa Alteret i den gamle Kirke".

— Kirkegaarden er en fuldkommen Torneroseidyl. En hvid Due, som sidder sovende paa sin Pind ved en Trægavl, der vender ind mod Anlæget, sidder saa stille, som om den egentlig har sin Plads nede paa ét af Gravkorsene, men er bleven flyttet herop for ikke at gaa tilgrunde med alt det andet. Et Par Sommerfugle holder til mellem Gravene, og nogle Bier summer — det er den eneste Lyd, der bryder Stilheden. Bierne og Sommerfuglene er de eneste Beboere, der allerede er vaagne.

Omend Øens Indbyggere i de seneste Aar ved indvandrede Folk er bleven stærkt blandede, findes der dog endnu imellem dem enkelte af den udprægede „Anholter-Type", og man møder paa Vejene i den mærkværdige By Mennesker, som ikke er mindre ejendommelige end den Natur, hvori de færdes.

Besynderligt maa det forekomme, at ingen Anthropolog nogensinde har gjort dette Folk til Genstand for Undersøgelse. Professor H. P. Steensby, som i 1906 foretog en Udflugt til Anholt, har i „Medd. om Danmarks Anthropologi" givet en Skildring af Befolkningstypen, og det paa et Tidspunkt, da der endnu fandtes adskilligt flere af den oprindelige Type tilbage. Steensby var Geograf, og hvor megen Betydning der skal tillægges det Resultat han kom til, er det vanskeligt at afgøre. Selv indrømmer han, at der ved senere Undersøgelser maa kunne komme betydeligt mere ud af Iagttagelserne. Men saadanne har saavidt mig bekendt ikke siden fundet Sted — og Aar for Aar er Materialet imidlertid blevet mindre og delvis ringere, eftersom Indvandring er bleven hyppigere, især af lyse Kvinder, der er kommen til Øen som Tjenestepiger og har giftet sig med de Indfødte.

Steensby maalte 75 Beboere af gammel Anholterslægt. Nu er der ikke halvt saa mange tilbage, og Bevægelsen i Retning af mere Indblanding er bestandig stigende.

Anholt er én af de Egne i Danmark, der gennem Tiderne har været mest isoleret, og dens Befolkning kunde endnu til for en Menneskealder siden opfattes som saa ublandet, som man kan vente at finde den i Skandinavien. Resultatet af Steensbys Iagttagelser blev, at ogsaa Anholts Befolkning dog maatte være sammensat af flere Raceelementer, men at „et forholdsvis stort Antal Individer var i Besiddelse af legemlige i Særdeleshed kraniologiske Fællestræk af en Art, som man efter den gængse Opfattelse ikke skulde kunne vente at træffe, og af en Finhed og harmonisk Ensartethed, der kunde tyde paa, at man ikke stod langt fra en biologisk Urtype." Individerne udmærker sig ved mørk Ansigtslød med mørkt, ja sort Haar, Skæg og Øjenbryn, mørke Øjne og gulagtig eller mørkladen Hud. „Enkelte af de midaldrende Mænd saa med deres store, mørke Skæg, buede Næse og brunlige Lød flygtigt ud som Tscherkessere.“ Han fremhæver „den høje, ranke Vækst, den skraat tilbagevigende Pande med de tydeligt udprægede Temporallinjer og de kraftige arcus superciliares, en tilsyneladende cylindrisk, horisontal Indsænkning om Tindingerne, saa der fremkommer ligesom en Indknibning fra begge Sider af Ansigtet i Højde med den øverste Del af Øjen-hulerne; høj Nakke og afrundet Baghoved, temmelig bredt Kindbensparti i Forhold til nævnte Indknibning og til Underkæbepartiet, lang og smal, krum Næse med indsænket Næserod."

Forfatteren finder Anholtertypen beslægtet med Typer, han har fundet i Aadum Sogn i Vestjylland og et enkelt Sted i Nordfyen; men disse var lysere baade af Haarvækst og Øjne. Han sammenligner „Anholterformens" Kranier med dem, der fremkom ved det mærkelige Borrebyfund ved „Strandmarken" S. Ø. for Borrebygaard ved Skelskør i 1858, en Jættestue, som indeholdt Dele af 60— 70 Skeletter. Og han kommer herved til den Anskuelse, at „det typiske Element, der ytrer sig i de gamle Borrebykranier og nutildags paa Anholt og i Vestjylland, samt i mindre udpræget Grad enkelte Steder i Østjylland og i Nordfyen, ikke er andet end selve det neanderthaloide. Dette er nok i Tidens Løb, siden det først optraadte her i Evropa i Istiden, undergaaet Ændringer i Udvikling, navnlig i Retning af at blive mindre groftbygget, men genetisk talt er det det samme." —

Hvor dristig den Tanke er, at Anholterne endnu skulde gaa rundt paa deres Ø som en sidste Rest af Danmarks Urbefolkning, skal jeg naturligvis ikke udtale mig om. For mig, der næsten hele mit Liv har givet mig af med Portrættering og bestandig haft det specielt typiske for Øje, var Mødet med Øens Befolkning en næsten chokerende Oplevelse. Jeg benyttede Lejligheden til dels at tegne og fotografere saa mange af Indbyggerne som muligt, dels til at laane enkelte ældre Fotografier. Steensbys Iagttagelse af den lange, krumme Næse forekommer mig forkert — Næserne er krumme, men oftest korte. Ogsaa den ranke Vækst søgte jeg forgæves; de er magre og slanke, men typisk er netop den duknakkede Skikkelse med en noget ludende Gang, under hvilken Benene løftes unødigt højt, mens Knæer og Fødder peger udad og Overkroppen hopper og svajer.

Som de reneste og smukkeste Typer jeg mødte maa nævnes Steffen Graa, den forhenværende Postbaadfører Henrik Jakobsen og Sognefogden PI. C. Andersen. Mest udpræget fremmedartet var Postbaadføreren, der forekommer mig at være en fuldkommen indisk Type. „Maharadjaen af Khanpur", sagde jeg til mig selv, da han traadte ind i Stuen! Nu er han tilaars, og ved et Ulykkestilfælde for nogle Aar siden blev han ramt i Hovedet af en Jærnkætting, hvorved han blev skamferet og Ansigtstrækkene slappedes. Mærkelig maa han have været som ung Mand, saaledes som han findes paa Fotografiet — pragtfuld som én af Kiplings indiske Soldater; det er Malvaney lyslevende!

Men det mest straalende Eksempel paa denne Races Fremmedartethed er den unge Kvinde paa Fotografiet, som er taget for omtrent 25 Aar siden. Læg til Synet af dette Farven paa den gyldne Hud, Haaret sort som Lak og de mandelformede mørke Øjne, hvorover Brynene staar som et Strøg af en Japaners Tuschpensel. Hun hører hjemme i en indisk Festdragt i Stedet for i Konfirmationskjolen med de vide Pufærmer. —- Det er jo selve Sakuntala, som aabenbarer sig i dette fine Ansigt!

Nogen Indblanding maa naturligvis have fundet Sted ogsaa tidligere, ved Strandinger, hvor enkelte Fremmede kan være bleven paa Øen, ved Samkvem med Fastlandet, ikke mindst med Sverige, hvortil en Mængde Sagn peger hen. Sagnene taler om den Tid, da Anholt „hørte under Morup Sogn“ i Halland og Beboerne maatte søge Kirke dér. Dengang, siges der, kom Svenske og Danske godt ud af det med hinanden; men anderledes blev det jo, da Landene adskiltes ved Krigene og Landsmandskabet gik overstyr. Da kom der engang en Svensker til Øen, som sagde: „Før kom jeg som en Livsens Engel, men nu kommer jeg som en glubende Javel!" Forbindelsen vedligeholdtes, selv om det var gennem Røveri og Plyndring, da mange Mænd paa Øen dræbtes, mens Kvinderne flygtede ud i en Dal i Nordmarken, hvor de skjulte sig og siden gik hen og begræd de Faldne — „Klagedalen" hedder den endnu. Børnene fik i de Tider ikke Lov til at sove om Aftenen, før de havde opsendt Bønner om at blive befriet for svenske Røvere.

Naar man ser bort fra hvad der kunde følge med saadanne Uregelmæssigheder, der naturligvis ikke sjældent har haft Indblanding til Følge, da har der naturligvis her som paa andre, mindre Øer fundet et stærkt Indgifte Sted. Allerede i 1738 havde Præsten Fr.Dauw en Strid med Bønderne, fordi han ikke vilde vi dem „i de forbudte Led“, skønt Kongen havde tilladt dette ved Rescript af 18.Aug. 1680 — fordi de dog alle i Forvejen var beslægtede med hinanden! Der meldes dog intet om Tegn paa Degeneration af den Aarsag. Alligevel vil den stigende Indvandring utvivlsomt bringe en gavnlig Fornyelse af Blodet.

Mærkeligt er det at se, hvor hurtigt Præget kan udviskes gennem Blanding med Kvinder af nordisk Racepræg og hvor fin denne Blanding kan blive. Steffen Graas Datter er et saadant Eksempel; trods mange Ligheder med Faderen, saa-ledes den korte, krumme Næse og det kraftige Baghoved, er der kommen nye Træk til af en Styrke, som er udpræget nordisk, og som sammen med den overordentlige klare Lød og det lyse Haar gør hende til en typisk „Danekvinde". Hun kunde staa Model til en af Dronning Dagmars Terner. — Det er et kraftigt Spring bort fra den Slægt, som har frembragt en „Sakuntala"!

Eller sporer man ikke tydeligt den sydtyske Folketype i Portrættet af den unge Karen Grentzmann, hvis Fader er en indvandret Tysker, gift med en Anholter-inde af udpræget mørk Type. Hun har faaet sin kraftige Hage udenvelts fra, forskellig fra Moderens, som er svag og typisk for Anholterne. Men alt det øvrige er endnu Anholt — Næse, Øjnene og det pragtfulde sorte Haar. Modsætningsvis er Broderen stærkt „germansk" — han er en udpræget „Feldgrau" — Ulanen med Huen paa det ene Øre og Vaterland iiber alles!

Den gamle Møllerkone er den skinbarlige Gunild i Peder Paars. Om man mødte hende inde i det gamle København, vilde man ikke være i Tvivl om, at hun var en ren Hebræer og mindst af alt tænke, at hun er en god dansk Almuekvinde.

— En af de mærkeligste og stærkeste Skikkelser paa Øen er dens gamle Sognefoged, H.C. Andersen. Næsten helt hvid er han nu, men typisk for sin Race i Sind og Skind, og som alle sine gamle Landsmænd en udpræget Lokalpatriot. Han ligner en stor Rovfugl med det hvide Haar over det brungule Ansigt med den store Næse — eller en Kondor! En imponerende Mand er han med en næsten mefistofélisk Styrke i sit Blik — aldrig har jeg set ind i hvassere Øjne. De kan stirre ufravendt paa mig i lang Tid — eller han kan sidde og se længe ud ad

Vinduet, for saa aldeles pludselig at vende sig imod mig. Saa rammer Blikket mig som et Stød, jeg mærker det uden at se paa ham.

Han er en Herremand i sin Færd; og naar vi snakker sammen mens jeg tegner ham, er det ham der fører Ordet som den, der ved Besked og vil høres.

Han taler om Befolkningens Stolthed under Englændernes Okkupation, da Fjenden havde tvunget Anholterne til at gaa som Trækdyr foran de Vogne, som skulde føre Brændsel fra Øens Moser ud til Fyret og Sten til Fæstningsanlæget. Guvernøren bød en Aften disse Folk paa et Glas Toddy; men Degnen traadte frem foran den tavse Flok og sagde: „Thank you, Sir — but horses drink no grog!“ — Hvis Degnen har sagt dette med samme élan som Sognefogden, saa har Ordene svedet godt. Og det siges, at det var sidste Gang, Anholterne blev brugt som Trækdyr; fra den Dag benyttede man Baade til Transporten.

Sognefogden har et indgaaende Kendskab til alle Forhold paa sin Ø. Som et Speciale har han omhyggeligt samlet og optegnet alle Stednavne derfra, af hvilke de fleste har været anvendt fra de ældste Tider, medens andre er knyttet til Begivenheder, som endnu mindes paa Øen. Intet andet Stykke Land, jeg har be-traadt, er i den Grad dækket med Stednavne som Anholt; hovedsagelig er det Bakkerne, som er benævnte, saaledes findes der i „Ørkenen" næppe en større Klit, som ikke har sit Signalement — det maa have været svært for Børnene at lære den anholtske Geografi, skulde man tro!

Jeg anfører alle Navnene, som ikke findes paa Kortet, thi de vil rimeligvis forsvinde sammen med ham, der har optegnet dem.

Sønderbjerg har følgende Navne: Borresen, Kanebjerg, Lindalshøj, Puldalshul, Søndreaas, Leerrenden, Døberkilden, Galgebakken, Brændebo, Tværageren, Kringhøjen, Gandesbakke, Dybedal, Fogdekoneshøj, Godager, Søndresand-flugt, Søndrestænge og Hulgaden.

Vesterklit med Hvidkrogen, Hvidkrogenshøj, Hvidkrogenstange, Kragehøj, Sudal, Præstensknude, Snogkrogen, Hedehøj og Renden (et Vandløb).

Karresholm med Søndre- og Nordre Hesselspjeld og Vinterengen.

Stisholm med Aulskiftet, Viberhøj, Nordre Gærde og Lutholm.

Engene med Søndre Mose (mellem Karresholm og Værge), Beden, Kongs-enge, Langenge, Gaasepølen, Bredeenge, Brægerholm, Vestre Mose, Nordre Mose, Lange Vandsti, Gaaseengen og Tangen.

Ageren med Persende, Samseskaarets Rende, Bjærget el. „Byens Bakke" (bag Byen), Wolleskaaret, Bordal, Elverhøj, Bollen, Hagelskaaret, Nordre Kirkebjerg, Boelskrog (Bodils-), Tungen og Smidten.

Vestlandet med Vesterstrand, Nordre Sandflugts Bugt, Stenklippen (hvor Havnen nu er), Nordbjerg, Hovedet, Hedeles Graver (vistnok Helvedes Gr.), Birkemosen, Det rindende Vand, Klottens Klit, Tottingbakken, Humlelykken, Hukket, Nordre Sandflugt og Dræthøj.

Nordmarken med Nordre Aas, 1., 2. og 3. Rende, Løbekilde, Højmølle, Højmølles Rende, Højmølles Vangen, Stenvangen, Askebrændet, Den krogede Jord, Den ny Jord, Klagedalen, Skiftehøj, Dværgehøj (ejes af Degnen; hvergang den indenfor Mands Minde er bleven pløjet, kom der Dødsfald i Ejernes Familie. Sidste Gang, da Degnen lod pløje, mistede han 3 Børn af Difteritis, saa nu skal den aldrig mere røres), Idal, Nordstrands Klit, Nordstrands Snude, Jydens Kilde (en fuld Jyde faldt i Kilden og druknede) og Paaskes Halm.

Vest, Nord og Syd om Byen: Byhaverne, Nordre Have, Nordtofte, Storens Lyng, Nordsand, Stenbrunnen, Søndre Have, Søndre Tofte, Kistehøj og Ørets Hage. — Alle disse Navne knytter sig til Højlandet.

Ørkenen rummer følgende Stednavne:

Paa Sydstranden fra Ørehage til Totten: Gyden, Skejnæs Hage, Voksgyden, Barstente (efter en Kaptajn Bar, som strandede her), Pakhuset, Gammel Anker, Jon Pitter, 1. Sælhøj, Kuffen, Skjellebakken, Skibes Sælhøj, Vandhullet, Sønden Fyret og Totten.

Fra Havnen til Totten paa Nordstranden: Flakket, Nordstrand, Kuf krogen, Revskrogen, Studebakken, Pikethuset (Navn fra Engelskmændenes Tid), Anders Peters Stævn (efter Stævnen af et Skib, en gammel Mand havde købt og som længe laa her), Svanen (efter et strandet Skibs Navn), Elsevig, Vinskibet (her laa engang et strandet Skib, omkring hvilket man længe hengav sig til de vildeste Orgier, hvor man slog Hul paa Tønderne og holdt en Kop under Straalen, eller man sugede deres Indhold op gennem lange Rør), Kallenshage og Fyret.

Det Indre af Ørkenen: Husmandsbakken, Pælebakken, Maagehøj, Jordemoder-bakken, Slette Veje (flade), Ostebakken, Pengehullet, Fævejen (ad hvilken man drev Kvæget i gamle Dage, naar det skulde ud i Ørkenen og græsse Marehalm!), Sneppen Trange, Rattornen, Listes Bakke, Flintebjen (Flinteben, med en Mængde Levninger fra Stenalderen), Brændelyng, Søndersten, Keglebakken, Dværgekrukken, De seje Owser (Aks), Bassen, Rummelud, Rønkrogen, Det gale Stræde, Muskrogen, Nordre Hewe (Høje), Søndre Hewe, Åndehullet og Stenrevlerne.

— Mærkeligt nok nævner han ikke Blaahøj, som skulde være et Minde om „Blaaskoven“, der i sin Tid stod omtrent midt ude i Ørkenens nordre Del.

Mens jeg sidder og tegner Sognefogden spekulerer jeg paa, hvorfra han og hans Landsmænd har denne mærkelige syngende Tale, som ikke ligner andre Øboers. Pontoppidan siger i „Danske Atlas", at Anholterne tidligere søgte til Mo-rup Kirke 1 Mil Nord for Falkenberg i Halland. -— Og en gammel Kone fra Mo-rup, som for omtrent 30 Aar siden var paa Besøg paa Anholt, fortalte at i Morups Kirkekiste laa gamle Bøger om Anholt, som havde været der fra gammel Tid. Hun havde ogsaa som yngre hørt fortælle en Masse Ting om Anholterne derovre af en meget gammel Kone, saaledes om en Brudeskare fra Øen med to Brudepar, som druknede ved Hallands Kyst da de var paa Vej til Morup Kirke. Ved Morup viser man endnu „Brudestenen", hvor de forliste. — En anden Beretning findes der om en Enke paa Anholt, som alene sejlede bort fra Øen med Djursland som Maal for at købe et Par Heste derovre, men som kom ud for en Vestenstorm og forsvandt i flere Dage. Da hun endelig efter nogen Tids Forløb vendte hjem, havde hun Hestene ombord — men hun havde købt dem ved Torekov i Sverige, hvor Stormen havde drevet hende hen!

Er det mon fra dette hyppige Samkvem med Svenskerne, hvis Kyst laa dem lige saa nær som Djurslands og hvem de omgikkes som Landsmænd, at Anholterne har faaet deres syngende Tonefald? —

En gammel Mand, som jeg en Dag traf paa Vejen, fortalte mig at „Aneboerne" under Pesten i 1711 fuldstændig uddøde (!). — Den næstsidste, som døde, blev slæbt til Kirkegaarden paa en Stige og gravet ned dér af den sidste overlevende, hvorpaa denne, da ogsaa han følte Døden nærme sig, slæbte sig hen til en Brønd,

dér hvor den nuværende Lægebolig findes. Her døde han. — Da Fortællerens Svigerfader for ca. 60 Aar siden gravede paa Stedet, fandt han et Skelet af en Mand, saa nu var der næppe Tvivl om Sagnets Rigtighed. — Men siden blev Anholt atter befolket ved at 3 Familier kom hertil fra forskellige Steder. Den første var en svensk Fisker, som strandede her med sin Familie og bosatte sig paa Øen. Siden kom en Jyde drivende hertil fra Djursland paa en Vognfading og strandede paa Sydvestkysten. Han blev her og giftede sig med en Datter af Svenskeren. Hvor den tredje Familie kom fra, huskede Fortælleren ikke.

Hvis dette Sagn var rigtigt, vilde Theorierne om Stenalderfolket paa Anholt være fuldstændig tilintetgjorte! —

— Ogsaa Steffen Graa ved ligesom Sognefogden en Masse om Øen. Behageligt og let fortæller han med sin rolige Stemme, mens han langsomt bevæger de mærkeligt fintformede Hænder om hinanden — disse slanke Hænder, som er typiske for de rene Anholtere.

Om Øens vilde Dyrebestand fortæller han, at her tidligere har været en stor Mængde Harer, men at de siden 1913 er i bestandig Aftagen. Her findes ingen Vandrotter, men derimod brune Rotter og mange Mark- og Husmus. Muldvarpen forekommer ikke og heller ikke nogen Form for Rovdyr. Pindsvinet er ret talrigt. Af Slanger findes kun Snogen. Firben og Frøer er almindelige — om de sidste siger Steffen Graa ganske vist, at „de hopper ikke“, saa det maa vel snarere være Tudser, der er Tale om.

Indtil for 6—7 Aar siden fandtes her en stor Mængde Agerhøns, som oprindelig er plantet paa Øen i Firserne. Deres Antal kulminerede i Halvfemserne, da man engang ved Vintertid saa omtrent halvandet Hundrede samlede paa en enkelt Tønde Land. Nu er her meget faa, ca. 40 Stykker ialt, og Anledningen er naturligvis hensynsløs Beskydning.

— Sidste Gang jeg besøgte Steffen Graa, modtog han mig med Violinmusik. Han spillede rent og med udmærket Rythme nogle gamle, anholtske Folkedanse — og samtidig med at han spillede, viste han mig hvordan de dansedes! Først var han Mandfolkene, der dansede ud fra den ene Væg. Saa skiftede Tempoet, og nu forestillede han Kvinderne, som valsede frem fra den modsatte Side. Endelig forenedes Grupperne i Kaos under Violinens stigende Brus — Loftet løftedes og Væggene skred tilbage, og jeg saa hele Scenen lyslevende for mig, mens Steffen i sine Strømpesokker ensom som en Fakir jog frem og tilbage over de sandstrøede Gulvbrædder, svang Buen over Strængene og dirigerede hele Stuen.

Gennem Musiken fandt vi rigtig hinanden. Jeg saa hans Blink i Øjet — og jeg blev varm om Hjærtet af Glæde. Er det ikke ogsaa en Udmærkelse for en Fremmed at blive gjort saadan Væsen af! Og er det ikke slemt at skulle fortælle, hvor vi to sad og havde det rart sammen!

Jeg skulde nok trives mellem Anholterne:

Wo man singt, da lass dich ruhig nieder,

Bose Leute haben keine Lieder!

— Anholterne har aldrig saaledes som Læsøboerne været egentlige Søfolk; men deres Nødtørft og Næring fik de dog først og fremmest af Havet, dels ved Fiskeri, som endnu er langt det vigtigste Erhverv, dels i gammel Tid gennem Jagten paa Sæler. Denne foretoges altid uden Skydevaaben, idet Mændene kravlede ind paa de sovende Dyr og slog dem med Knipler — altid kun de unge, naar disse var ene paa Stranden, for ikke at skræmme de fuldvoksne Dyr bort fra Stedet. Men allerede efter Englænderkrigens Ophør havde denne Jagt faaet sit Knæk, idet Fjenden ved sin bestandige Skyden efter Sælerne jagede disse bort, og de blev efter den Tid sjældne at træffe paa deres tidligere udkaarne Ynglepladser.

Ogsaa Strandinger var en Indtægtskilde, vigtigere jo længere man gaar tilbage i Tiden. Thi Anholt var fra ældgammel Tid sammen med Læsø og „Nidingen“ — den farlige Stenø udenfor Goteborgs Skærgaard — de tre Skrækkens-Steder, for hvilke Sømanden altid gruede, naar han for over Kattegat i Storm og Tykning.

„Lessø, Niding und Anhalt

Machen das mennig Styrman nicht wird alt“

siger det gamle Vers. Og Anholt har set mangen en Sømand blive kold, mens hans Skude splintredes mod dens Kyst. Øens Sagn bærer mørke Spor af denne Side af dens Historie. Paa Anholt siges, at disse Strandinger aldrig kastede noget videre af sig. „Naar man havde gaaet og sjovet længe nok og slidt baade Kjød og Klæder af sig, fik man dog saa lidt, at det ikke er at nævne.“ En Mand, som kendte til Sagen, har engang sagt: „Naar en Anebo dør, saa dør en Slave — og jeg vil følge ham til Jorden og gøre ham den Ære, jeg kan.“

Strandingerne fandt oftest Sted paa Østerenden, milefjærnt fra Byen, og Mæn-dene havde stort Besvær og haarde Dravater under disse lange Ture. Engang strandede et stort Skib ladet med Vin ude ved „Totten", og Anholterne havde det undtagelsesvis lystigt derude. Da de endelig den første Dag løsrev sig og gik hjemad mod Byen, standsede Fogden pludselig og sagde til sin Følgesvend:

„Min Kone og min Kat

haver mangen god Nat,

mens jeg og min Hund

døjer mangen ond Stund!

Lad os gaa tilbage!" — Saa vendte de om og gik atter ombord i Vraget.

Skibet blev staaende helt paa Stedet i 3 Aar, og Lasten er formodentlig af Autoriteterne bleven anset for at være fordærvet; for Anholterne nød i disse tre Aar Gavn af dens Indhold, før dette slap op. —

Strandinger er nu en sjælden Begivenhed, Anholt Fyr og dens 3 Redningsstationer afværger Ulykkerne, og de sidste har her paa Øen en Baadbesætning, som i Vovemod og Søkyndighed søger sin Lige.

— Der stod meget Spøgeri i Forbindelse med disse Ulykker i gamle Dage. Ligesom paa Læsø meldte de Druknede sig hos Beboerne for at komme i Kristenjord. I Almindelighed stillede de hos Degnen om Natten, eller de stod og jamrede udenfor Fogedgaarden, indtil man lovede at sørge for at begrave dem. -— Tre Hornbækkere strandede og druknede paa Revet i en Sydøststorm, og naar det siden trak op til Storm fra den Kant, saa man de tre Druknede vandre rundt ude paa deres Sted. Engang viste de sig helt ovre i Grenaa Havn for tre Anholtfiskere og varslede en svær Sydøststorm, som kom over dem paa Hjemvejen.

De Druknede raabte og klagede altid som Varsel for en Storm, der blæste fra samme Kant som den, i hvilken de forgik, saaledes nogle Nordmænd paa Flakket,

Tyskere paa Vestkysten o. s. v. — En Svensker, som halvdød var bleven bjærget i Hus, hvor han snart efter udaandede, snorkede altid mod Sydveststormen. „Bossen snorker i Kamret," hed det saa, „det er bedst at gaa ud og bjærge Garnene." Og næppe vendte de hjem, før Sydveststormen var over Øen.

En Skibshund, som engang var bjærget fra et Skib paa Østerrevet, sad altid mod Stranding og tudede paa Jejjbak’ •— Varslet slog aldrig fejl. —

Overtroen var mørk og voldsom, ikke blot den som knyttede sig til disse Katastrofer. Masser af Kvinder kunde forvandle sig til Marer, og Mændene blev til Gengæld til Hunde, i hvilken Skikkelse de gjorde Ulykker paa Folk og Fæ. — Holbergs Gunild har haft mange Kaldssøstre paa Øen, aldrig har jeg i noget andet Samfund af saa ringe Størrelse hørt Tale om saa mange Hekse!

Særlig berømt var Boel Jensdatter Møller, som forøvrigt ikke var fra Øen, men født paa Djursland. Om hende fortaltes, at „1787 døde B. J.M., født i Grenaa kaldet Boeld Amm Heks, 59 Aar gammel." Denne Kvinde, ogsaa blot kaldet Boel-Amm, „dette udidige Mennisk og Generalheks", forgjorde i sin ikke altfor lange Levetid den halve Befolkning og dens Kreaturer og blev Stammoder til en Slægt, som længe regerede paa Øen. — En anden som hed Mær ged, ogsaa kaldet „Myrden" fordi hun skal have taget Livet af sin Mand, havde det uhyggelige Speciale helt at undlive Folk og Krætur med sine Kunster. „Hun var saa pestagtig, at hun forheksede sin Broderkone, saa hun maatte over til den kloge Pjer Wollemon i Nimtofte" (paa Djursland). Engang var hun lige ved at blive lynchet af nogle andre Kvinder, som stod med bange Hjærter ved Nordstrands Klit i en Vestenstorm og ventede deres Mænds Hjemkomst. — „Dér kommer de," raabte pludselig Mærged, „og det koster mig kun fire Skilling for at lægge dem!" — De andre Kvinder blev rasende, og kun ved en anden Hekses Mellemkomst blev Mærgeds Liv sparet.

En anden Furie, som vilde hævne sig paa sine tre Sønner, gik en Dag, da de var ude paa Havet op paa „Bjærget". Hun havde en tom Sennepsskaal med sig, og den sad hun og heksede med og læste over, til de kom tilsyne derude. Og just som Baaden gled over Søndre Sande, vendte hun Skaalen med Bunden i Vejret, og i samme Nu kæntrede Fartøjet og alle Sønnerne druknede.

Af gamle Heksebøger fandtes tidligere mange paa Øen; en enkelt som for faa Aar siden endnu var at se, kaldtes „Lille Marens Heksebog" og havde selve Lucifer afbildet paa Titelbladet.

Voldborg Nat red alle Hekse til Troms Kirke (?), og den Nat maatte man „hugge Ild" over Kreaturerne med Flintesten, for at det Onde ikke skulde ramme dem.

„Eremitten fra Grenaa", Ras Møller eller Ras Amm, var en Slægtning af Boel Amm, vistnok hendes uægte Søn. Andre siger, at han var en Fremmed, som ingen vidste noget om, andet end at han var Boels Plejesøn. Ogsaa han var en grumme „Heksemand og Kogler", som forgjorde Folk og Fæ. — Blicher har kendt ham og hans Ry godt nok, da han traf ham ved Grenaa. Anholt Kirkebog viser, at „Anno 1774 blev Ungkarl Rasmus Nielsen Møller og Enkekone Maren Olsdatter trolovede." Mod Konen, hvis nom de guerre var Maren Tonnis, var han ond og grusom, han mishandlede hende og jog hende ofte ud af Huset om Natten. Da hun endelig døde, satte Konerne, som vaagede hos hende, sig ned og takkede og priste Vorherre, fordi hun var sluppen væk fra Manden. — Efter hendes Død flyttede Ras til Egnen ved Grenaa og „boede i en StenmurEngang, da han sejlede hjem dertil sammen med nogle Anholtere, blev det fuldstændig Vindstille; men Ras fik fat i to Knive, og ved at hugge deres Ægg mod hinanden rejste han en saadan Storm, at de kom til Grenaa Havn med to Reb i Sejlene!

Da senere en Datterdatter af ham besøgte ham paa Djursland sammen med sin Kæreste, vilde Gamlingen kysse Pigebarnet; men da hun forskrækket veg tilbage for ham, sagde han ondt: „Det var Synd for den nette Karl, der staar — for ham skal Du aldrig faa!“ — Og saadan gik det ogsaa.

Om hans Afkom paa Øen siges ikke meget godt, ingen kunde lide det Kuld; og de Gamle sagde altid til de unge Piger: „Lille-Baanet (Barnet), for hvad end Du gør saa vogt Dig for Tonnens Folk!“

— Foruden „ Eremitten “ har en anden af Blichers Figurer været kendt paa Anholt, nemlig Ole Jyde •— den Fisker, som Søren Kanne reddede fra at drukne paa Djurslands Kyst. Og ogsaa Søren selv var herovre flere Gange, idet en Slægtning af ham, som hed „Mari Kaanden" var gift herovre. En gammel Kone kunde fortælle, at hun som Barn en Gang ved et Gilde havde set Ole Jyde og hans Folk, som hun var meget bange for. Ud paa Natten hændte der da ogsaa dette, at Spillemændene saa „et forskrækkeligt Syn udenfor Vinduerne"; de tog straks Fiolen under Armen og gik, og „alle vi andre gik bagefter dem, og alle var slotne og ilde tilmode." — Og Aaret efter var der da sandelig ogsaa en Mand paa Øen, der døde!

Alt, hvad der fortælles fra gammel Tid, tyder paa daarlige, ofte elendige Kaar, og hele det lille Samfund har et graat Præg af lav Almue.

En gammel Enke, der døde, havde som eneste Arv til sine to Børn en gammel Kaabe. Paa Dødslejet delte hun Efterladenskaberne imellem dem idet hun sagde: „Dig, Boel, giver jeg Kaaben, og Dig, Ras, giver jeg den vide Verden!"

I Sagnene, man finder i Evald Tang Kristensens fortrinlige: Anholt i Sagn og Sæd, er det næsten altid Jylland, som er „den rigtige Verden", hvor man drømmer om at komme hen og leve, hvis man bliver rig. — Men hvad nytter det, for slipper man endelig derover, saa gaar de sammensparede Skillinger hurtigt deres Gang, og man dør i Armod. Man skulde alligevel hellere være bleven hjemme!—

Strandingerne bragte Bud om Eventyr — og de mærkelige Sager, der ad den Vej naaede den ensomme Kyst, kunde sætte Farve paa den graa Tilværelse. Man smagte og lugtede sig til et Paradis, som man ellers aldrig naaede her, og maaske næppe hisset. Kaffe, Tobak og Vin fandt Vej ind i de mindste Hytter. Og naar Anholterne udenfor deres Ø smagte noget, der glædede Ganen, kunde de udbryde i Begejstring: „Ah — det smager som Konderbang!" o: Kontrabande.

Men ikke alt, hvad Søen bragte, var af det Gode. Saaledes gav Orlogsskibet „Christian VII“s Stranding Anledning til baade det ene og det andet. Skibet var bestemt til Ostindien, men naaede aldrig længere end til Anholt, hvor det havde lagt sig for Anker udfor Kysten Nytaarsaften. Det var saa stille Vejr, at man inde fra Øen kunde høre Hanerne gale ombord. — Men om Natten blæste en Storm op af Sydvest, og Skibet drev ind paa Grunden. Besætningen reddedes iland, og dette blev til stor Ulykke for Beboerne, for der var en smitsom Sygdom ombord, som senere paa Øen blev kaldt „Sprinkelen“ eller „Christian VH’d Syge“, og mange af Landsens Folk maatte lade Livet for den. Blandt disse var en Mand ved Navn Store-Wolle, som aldrig før i sit Liv havde været syg, men som blev helt ude af sig selv da Soten slog en Klo i ham. Han sagde til Skibslægen, at han vilde have „noget ind paa Liv og Død“ for at faa en Afgørelse — og denne lavede ogsaa en Mixtur, som han dog fraraadede ham at tage, da det var Knald eller Fald! — Men da Lægen var gaaet, truede Store-Wolle sin Kone til at give ham Medicinen, og da han fik den, støvtede han med det samme!

Konen var den førnævnte Mærged, kaldet Myrden, senere berømt som Heks. Hun blev saa desperat over, at man nu beskyldte hende for at have dræbt Manden, at hun smed Tøjet og vilde løbe splitternøgen ud i Stranden. Da man fangede hende, var hun bleven helt edderspændt og maatte til Grenaa — her blev hun helbredet af en klog Kone og „kom hjem og var splinterny". — Hun blev gift paany, fik en Masse Børn og praktiserede som Heks i mange Aar.

— Anholt var bestandig forglemt af de højere Magter. Den eneste Gang, Naadens Sol skinnede paa Øen, bragte den „Christian den VII’s Syge“ dertil. Saadan noget som Armoden tog man vist ikke altfor højtidelig, man manglede jo dens Modsætning til Sammenligning! Det eneste som truede var de mystiske Magter, men mod dem havde man sine Kneb, der som oftest var ufejlbarlige — som f. Eks. naar man ved Brylluper paa Vej til Kirken sendte en gammel Stodder, som ikke var bedre værdt, foran Optoget for at han kunde faa det onde paa sig, som Skarnsfolk havde lagt ud for Brudeparret! — Man lærer at arrangere sig. Mod en haardhændet Øvrighed kæmpede man naturligvis ikke, det var forgæves, men man lærte fra gammel Tid at drage Fordel af det evindelige Fjendskab mellem Øens Embedsmænd, Fogeden og Præsten. Og man sagde fortrøstningsfuldt: „Kun naar Foged og Præst holder sammen, ser det galt ud for Anebuen!"

Hos et Folk, hvor saadanne Ordsprog dannes, maa der være Stof til mangen politicus.

Men ingen paa Øen mindes nu disse svundne Tider med deres fordringsløse Liv. Telefonerne spænder deres Net mellem Husene og tværsover Øen; fra Havnen med dens Funktionærboliger og Pakhuse er der Dampskibsforbindelse med Omverdenen, Flyvemaskiner tordner hen over Himlen, og „Stenalderman-den“ lytter i sin Radio.

Hvor fjærne synes de Tider nu, da Døgnet kun maaltes med Sols og Stjær-ners Hjælp, da højst et Par Firestunds-Timeglas fandtes og ingen Klokke endnu havde holdt sit Indtog paa Øen. Og dog er det kun to-tre Menneskealdre siden. — Da tog man endnu af Himmellegemernes Gang Stilling til Vind og Vejr. Naar der var Hjul om Solen vidste man, at det blev Storm om kortere eller længere Tid, eftersom Hjulet var lille eller stort. Var det Nytænding, saå man af Hornets Retning, om Vejret blev vaadt eller tørt; naar Hundestjærnen stod Maanen nær, blev det Uvejr. Tre Dage før Set. Hans gik „Swaalwærred" — Solhvervet — da ingen Garn maatte være i Hav eller Tøj i Vand, for saa vilde det raadne. Man tog Raad og Varsel af Fuglenes Væsen og deres Flugt.

Til og fra sit Arbejde gik Bonden efter Himmellegemerne. Naar „Tærske-stjernen" om Efteraaret og Vinteren stod op, var Klokken tre — saa gik man ud for at tærske — for „det kan ikke gaa an at ligge i Sengen, naar Tær skestjernen er oppe“, sagde de Gamle. — Den gamle Stine Underfoged gik ogsaa altid iseng efter sin Stjærne. Naar hun sad og spandt og det lakkede ud ad Aften, kastede hun af og til et Blik ud af Ruden. „Nu er min Stjerne kommen op over Hyld’en," sagde hun endelig, „nu er Klokken ti!“ — Og saa varede det ikke længe, inden hun slukkede Vægen i „Tranrasmus“ og lagde sig til Ro.

Saadan var de — og det er godt. For det skal spores lange Tider paa en Slægt, at den engang har levet smukt.

Storm og Hav og det øde Land prægede Folkenes Liv og gav det sin Alvor og Tynge. Lige til deres Navne mærker man Elementernes Spor: Anders Carlsen Vind og Anders Rasmussen Storm hedder et Par af dem. Ogsaa Fremmede, som er kommen hertil og har bosat sig, er bleven mærkede deraf. Et tungt Trækors paa Anholt Strand vidner om, hvad man her maa kunne vente sig og taale. Paa Nordvestkysten mellem de vilde Bakker staar et stort Kors af Træ, hvor en Indskrift paa en lille Marmorplade fortæller, at to purunge Piger her er bleven taget af Havet.

Det var en Sommerdag for femogtyve Aar siden, da den unge Datter af Lægen paa Øen, Distriktslæge Thierry, søgte at redde en Veninde, og de begge to blev derude. — „Fra Havet herudfor henbare Englene Elfrida Grentzmann og Gisela Thierry i Abrahams Skød“, staar der. — Saa megen Sorg i saa faa, naive Ord.

— Men et andet Kors, som staar i Ørkenen nær Sønderbjergs Fod bærer Vidne om, at Havet ogsaa kan være gavmildt til Gengæld. Det staar til Minde om en Søn af den samme Læge, en halvvoksen Dreng, hvis Forstand engang ved et frygteligt Chok var bleven sløvet, og som her en Dag under en stærk Fralandsvind drev alene tilhavs i en aaben Baad og var ved at omkomme. Rædslen gav ham hans Fornuft tilbage — og faa Timer senere vendte Blæsten og sendte ham frelst ind paa denne Strand.

Havet tager og Havet giver — det er Øboens Lod.

Det er bleven henimod Slutningen af August, om faa Dage er vi inde i Efteraarets første Maaned.

En Dag er der pludselig kommen et stort Træk af Fugle til Øen. Det er allesammen Smaafugle, som holder en lille Rast her paa deres Vej fra Nord mod sydlige, blidere Egne. Løvsangere, Rødstjærter, Fluesnappere, Bynkefugle, Stenpikkere og gule Vipstjærter — de vrimler alle Vegne, i Byen og i Haverne, i Plantningerne langs Bakkernes Hæld. En lille Flok af de stedlige Skovspurve har benyttet sig af den almindelige Forvirring til at rykke helt ind i Fru Marna Jakobsens Pensionat, hvor vi bor, og hvor de indtager deres Maaltider i Hønsegaarden sammen med det tamme Fjerkræ. Det er jo ogsaa en Form for Træk.

Men det farende Fuglefolk skal ud paa den store Vandring. Øen er bleven levende af flagrende og pippende Kræ — de synger ikke, de er altfor fulde af Forventning og Rejsefeber. For længe siden er Regnspoverne begyndt at trække over, og nu vil det ene Hold efter det andet følge i deres Spor som store Arméer paa Vandring. Rovfuglene er parat til at tage med, Taarnfalk og Spurvehøg vil slaa Følge. Og de danske Øer vil faa mærkelige Ting at se.

—- Ogsaa vi skal til at trække bort. Vor Rejse er endt.

Jeg staar den sidste Dag paa Bjærget bag den lille By, her hvor Beboerne fra gammel Tid stod og spejdede, og hvorfra man ser næsten hele Øens Kyst. Mangt et Budskab af mangehaande Art har de her faaet det første Varsel om.

— Det hændte, naar Havet i mange Dage havde ligget blegt rundt om Øen, og ingen Bør kunde bringe deres Baade fra Land, at Anholterne her stod og stirrede efter Tegn paa Vind. Da kunde nogle smaabitte, hvide Skyer danne sig, ligesom blive til af sig selv lavt i Horisonten, vokse saa smaat •—• og endelig løfte sig og svæve hen over Himlen. „Børfugle“ kaldte Anholterne dem. For de var et sikkert Tegn paa, at nu kom der Luft over Havet, Sejlene vilde bugne og fyldes og føre deres Baade bort fra Land.

Børfugle — hvilket smukt Ord!

Det er saa dansk og lyst i sin Klang. Et Sømandsfolk har digtet det. Jeg ser for mig i et Glimt hele dette gamle Folk, hele vor Slægt, som fra sin Barndom har leget med Skibe, og som fra Regnar Lodbrogs Dage har spejdet efter Bør fra sine Høje. Dette Trækfuglefolk, Vikingeslægten, der for over Havene i Flok og Følge foran Børfuglenes Vingesus. Et Folk, som havde Raad til at sende Hære bort, der aldrig vendte tilbage, der havde Raad til at lade sig tappe for Blod i tusinde Slag, Raad til at blive borte og blande sin Kraft med de Slagne. Og et Folk, som dog kunde sidde hjemme og regere hele Norden, mens Børfuglene bestandig bar dets Mærke — Ravnebanneret — over Havene til Estland og Lifland, Rygen, England og Skotland, Normandiet, og siden foldede dets Flag ud over alle Verdens Have. Og som dog ikke tappede mere af sin Kraft end at dets Bonde den Dag idag sidder i sit Hjemland som en Mand, der blandt Fæller næppe har sin Lige i Verden.

Vejret er saa stille idag. Vidt og bredt ligger Havet blankt og blegt om alle de danske Øer.

Men langt ude, hvor Himmel og Hav har deres usynlige Grænse, begynder de hvide Smaaskyer at gro frem i Kimmingen, én for én fødes de — de bliver til Flokke, som løfter sig og langsomt vandrer op over det Blaa, hvor de i Zenith samler sig til en tung, dampspændt Klode, der drejer sin hvide Bug fra Vest mod Øst, mens den bestandig vokser. Mod dens lysende Side kredser tre Taarn-falke —- de ligner et sort Ornament, heraldiske Fugle i et stort Vaaben.

— Nu kommer Børen derude. Den blanke Flade mørknes af de første Ilinger, om lidt vil Sejlerne vise sig om Pynten med Stævnene pegende bort fra Landet.

Ogsaa i os er Vandrelysten paany vaagnet, den gamle Trang til at fare bort — nye Egne og andre Himle. Ogsaa vi vil give os Børfuglene i Vold.

1) Conradine Sofie blev senere gift med en Justitsraad Oluf Bruun.

3-4

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela