De Danskes Land -- Achton Friis

AGGERSØ

Barometret falder stærkt, fortæller man os i Fiskerbyen. Vort eget er ogsaa faldet — desværre af Sømmet og helt ned paa Gulvet, hvorved Viserne røg

ned og stod paa Cornelius Knudsen! Hvad kan vi nu ikke vente os--

Vi forlader Omø Havn og sætter Kursen mod Aggersø. Da vi gaar østpaa gennem Sundet, kommer en svær Tordenbyge fra Nordvest med kraftig Kuling og trækker over Aggersø ind mod Sjælland. Inde i Aggersøsund, hvor vi faar Næsen mod Kulingen, piskes Søen endnu svært af Vinden, men vi tager ikke en Draabe Vand ind — „Rylen“ er god nok!

Havnen ved Aggersø er den fuldendte Idyl med yndige, maleriske Omgivelser, kulminerende i den prægtige Elmeallé, som fører op mod Byen. Den ligger midt paa Øens Østside, der som Modsætning til Omøs er karakteristisk ved sin Fladhed og ujævne Indskæringer, medens Vestsiden er ret som en Lineal i Nord—Syd med større og mindre Klinter. Aggersø har saaledes alle Papirer i Orden, den er en Ø som den skal være. Den er den største af Tvillingøerne, dens Længde fra N.—S. er 67₂km, dens største Bredde 2¹/₃km. Mod Syd er den skilt fra Omø ved det 2 km brede Omø Sund, mod Øst fra Sjælland ved det 2³/₄km brede Aggersø Sund, og fra den lille Egholm i Nord ved den kun 200 m brede Egholms Vejle, der er saa lavvandet at den daglig befærdes af Køretøjer. Øens Areal er 1245,7 Tdr. Land. Men til Sognet hører desuden Egholm og et Par ganske smaa Holme, saa dettes samlede Fladeindhold er 1399 Tdr. Land, Øen har et Befolkningstal paa 447 Individer og hører under Sorø Amt.

Aggersøs Navn staves i Valdemar II.s Jordebog Akærøs -— en Skrivefejl for Akærsø — og udledes af Mandsnavnet Akær. Foruden Jagthus nævner Bogen baade Hjort og Daadyr paa Øen, og desuden „Æbin" — et gaadefuldt Ord, som ingen hidtil har kunnet tyde. Det er naturligvis ikke epin (lat. for Aber), da saadanne ikke kan leve vildt i vort Klima. Man har gættet paa Egern, men da disse Dyr dengang fandtes i Mængde i enhver Skov i Landet, har Jordebogen næppe beskæftiget sig med deres Forekomst specielt her.

Ogsaa andre Steder hører man tidligt om Øen som Vildtbane. Friis-Edvardsen siger om den i Skælskørs Beskrivelse, at den under Frederik II og Christian IV var „som en general Vildbane'¹, saa at „Schielschørs" Borgere stadig maatte færge Kongen og hans Jægere eller Lensmanden over til denne Ø. Under Christian III og Frederik I havde Kansleren Johan Friis hjemsøgt Stedet af samme Aarsager.

Denne Herre til Hageskov, Hesselager og Borreby (f. 1494, d. 1570), som forøvrigt havde Ry for at forøge sit rigelige Jordegods paa temmelig grisk Vis, var en højtdannet og kundskabsrig Mand, som var Rigens Kansler fra 1536 og desuden Kansler for Universitetet og stærkt interesseret i Videnskaberne. Han ejede baade Aggersø, Omø og Egholm, og paa hans Tid var „Aggersøgaard" et Jagtog Lystslot, hvor han ofte opholdt sig. Fra hans Tid hidrører den endnu bestaa-ende, pragtfulde Lindeallé i Aggersøgaards Have og den imponerende Elmeallé „Strandalléen" mellem Havnen og Gaarden.

Der gaar endnu paa disse Øer Frasagn om Jagterne i gamle Dage, naar Herren til Borreby med sine Jagtfæller rasede henover dem med de halsende Hundekobler, efter først at være landede i deres Chalupper ved Aggersø Havn og i højtideligt Optog med Forridere var draget op til Gaarden. Og herinde gik det drøjt til efter Dagens Jagt.

Dengang var der Bomme for alle Indkørsler til Byen. Den gamle Port foran Strandalléen fandtes til 1760, og endnu træffer man hos Øens Beboere et Skilderi, der bærer Indskriften fra den gamle Strandport, og som begynder saaledes:

Øerne kom i det 17. Aarhundrede paa Amtmand Hugo Lutzows Hænder for „udlagte Penge". 1770 skødedes de for 16,200 Rdlr. til Kromand Lars Nielsen, der i 1774 solgte dem til Sognepræst i Skelskør Fr. Liitken Thank (f 1820) og en Medinteressent, som i 1782 overlod Præsten hele Redeligheden. Som omtalt under Omø købtes Øerne i 1812 af en Assessor Møller, hvis Børnebørn arvede Øerne, der saaledes kom paa forskellige Hænder. Siden den Tid er Indbyggerne alle bleven Selvejere.

Christian V og hans Dronning opholdt sig i 1681 flere Dage hos Præsten paa Aggersø, da de under Overfart over Beltet maatte søge herind for Uvejr.

Om Øens gamle Skove siger Pontoppidan (1764) : „Paa hver Side af Agersøen ligger tvende smaa Holme ved Navn Eegholm og Helleholm 1). Dér saavel som paa Agersøen selv er nu liden Skov, men skal fordum have været overflødig, og siges at være deels paa eengang ruineret Anno 1652 af en stærk Orkan, som kuldkastede de bedste Træer, deels ogsaa af en Slags Strandfugle kaldet Roger, som i stor Mængde byggede Reder og med deres Urenlighed forvoldte at mange Træer gik ud."

Det er vel her som alle andre Steder snarere hensynsløs Hugst, der har forvoldt Miseren, og muligvis har Kromanden og Præsten været med til at repræsentere henholdsvis Orkanen og „Rogerne".

„Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn“ 1812 omtaler ligesom ved Omø Øens frugtbare Jord, rige Fuglevildt og „overflødige Fiskerie". Dengang var her endnu mange Spor af tidlig Bebyggelse, saaledes Gravhøje og mange Oldtidsfund. Her omtales desuden „en Bautasten, 3 Alen høj, der staar ved Helleholms Mølle".

— Det var ud for Aggersø, at nogle danske Kanonbaade den 2. August 1808 erobrede den engelske Orlogsbrig „The Tigress", og paa Sydvestpynten ud mod Omø Sund findes endnu Resterne af en anselig Skanse, som stammer fra Krigs-aarene 1807—14, da et jydsk Jægerkorps var stationeret paa Øen.

Der har ingen Ildebrand været paa de 3 Øer siden 1734, og Indbyggerne paastaar, at „det kan ikke brænde paa Øerne". — I 1891 var det dog ved at gaa galt, idet der gik Ild i en Stak Ærtehalm tæt opad en Bondegaard, og det paa et saa uheldigt Tidspunkt, da alle Byens Mandfolk var i Marken. Men Kvinderne slukkede Ilden alene og afværgede Brandfaren fra Gaarden, hvis Ejerinde selv stod i Gadekjæret hele Tiden og fyldte Spandene, mens de andre bar Vand. Og bortset fra denne Løssluppethed har det slemme Element virkelig ikke siden vagabonderet paa Øen.

Gennem den imponerende, gamle Elmeallé gaar jeg op til Byen, denne Allé, som efter sigende skylder Johan Friis sin Tilblivelse, og saaledes skal være sine 300 Aar gammel.

Vandringen gennem Landsbyen bereder baade glædelige Overraskelser og Skuffelser. Mange prægtige gamle Gaarde og Huse findes her endnu, som er en Fryd for Øjet, og ligesom i Omø By findes ogsaa her de smukke Stendiger, omend færre og siettere vedligeholdte og ligeledes mindre anselige. Men Øksen ligger allerede ved Roden af Træet: mange Steder, ogsaa i Byens ældste og bedste Del, ligger Pyramider af Cementsten opmagasinerede, omgivet af Kalkballer, og hist og her er Nedrivningen af gamle Bygninger begyndt. Mange Forhaver er allerede nedtrampede og dækkede af graat Kalkstøv, og de skønne Huse staar for Fald.

Det gamle Lystslot stod endnu til Begyndelsen af det 19. Aarhundrede, da en Køber rev det ned og byggede en ny Gaard paa Stedet. Ogsaa denne nedreves i Begyndelsen af Halvfjerdserne og opbyggedes i sin nuværende Skikkelse. Hvor Gaardens Materialhus nu ligger, stod efter Sigende Johan Friis’ Hovedbygning, hvilket passer godt nok med de gamle Alléers Retning. Nær Stedet har ogsaa staaet et Kapel, af hvilket ethvert Spor er forsvundet. Gaarden, der nu kun har 50 Tdr. Land under sig, ejes af et Par Købmænd i Aggersø, der driver Sommerhotel i Hovedbygningen, som nu paa Øen bærer Navnet „Pensionatet". Stedet er omgivet af en herlig, gammel Have, hvori endnu findes de fra Kanslerens Tid levnede Dobbeltalléer af Lindetræer; de er af anselig Størrelse og stor Skønhed, skønt det kun er Rester af fordums Herlighed.

Smuk er Aggersø By endnu, men fortrinlig maa den have været for 25 Aar siden, da der endnu ikke fandtes én eneste af de stilløse Nybygninger, som nu bryder Harmonien i dens gamle Gader. En ejendommelig Slags Tilbygninger, paa det lokale Sprog kaldet „Løder" og oftest bestaaende af tjæret Træ, finder man hyppigt ved dens gamle Længer.

Aggersø. De store Ege, som vokser i Mosens Vand.

Aggersø. Forladt Skovfogedhus.

Aggersø. Kansleren Johan Friis’ Elmeallé.

Aggersø. Stubmøllen paa Helleholm.

Egholm. Vej gennem Egeskov nær Vesterstranden.

Egholm. Gamle Ege nær Skovens Vestside

Mere spartanske og skønhedsfattige Interiører end i Bondehjemmene i denne By skal man lede efter, tiltrods for at Beboerne nu som Modsætning til tidligere er ganske velstillede. Hjemmenes Indre danner en stærk Modsætning til deres Ydre. De fleste Steder findes der saa godt som intet, der kan tilfredsstille de simpleste Krav til Skønhed. I en forholdsvis stor Bondegaard fandt jeg saaledes i Stuerne kun nogle elendigt lavede, rødmalede Møbler, og kun de allernødven-digste: i Dagligstuen et Bord, en Bænk og 3 Stole, en lang Trækasse, indrettet til „Chaiselongue“, et primitivt Hjørneskab og en Spyttebakke. De øvrige Stuer var endnu fattigere og uhyggeligere. Gaardspladsen var snavset og uordentlig, Længerne yderst forfaldne. Og dette Sted var langtfra noget Unicum, især i de ældste Gaarde hersker et slemt Sjuskeri.

Det er paafaldende, hvor den fremadskridende Civilisation viser sig kulturfjendsk og især paa ét Punkt lader Almuen blank: Sansen for det man kalder anvendt Kunst! Og det er en Sans, som én Gang tabt tilsyneladende yderst vanskeligt erhverves igen. Besynderligt er det ogsaa at se, at selv højtdannede Folk af Bondeæt, som er forstaaende Læsere og Teatergængere, som har klassisk Musik paa deres Klavér, fortrinlig Literatur paa deres Boghylder, som lærer at ynde god Billedkunst, ja endogsaa selv bliver fremragende Musikere, Malere eller Skribenter — at de kan fylde deres Hjem med Møbler og „Nips“ saa man maa korse sig derved! Tilsyneladende har Slægten ganske tabt Følingen med denne bestemte Form for „Luksus“, som netop saa stærkt prægede de gamle Bønderhjem.

Naar det i disse Tider er hændt, at en Husmand rejser sig op i Thinget og erklærer, at han ingen Kulturfaktor kan finde i Opera og Ballet, saa kan man dertil svare, at det er der heller ingen der forlanger af ham. Men dersom han kører et Pragtstykke af en Dragkiste, som han har arvet af sine Forfædre, ud af Huset og erstatter den med en „Etagére“ af tysk Fabriksarbejde — saa har vi Miseren lige i Synet.

Dette tabte Land er ikke nemt at vinde tilbage — og de tabende kan ikke lære stort af vort snart lige saa nødstedte Bourgeoisi.

I højeste Grad nedstemmende er det at komme ind i Øens Kirke, som ligger i Aggersø By og er bygget i 1872. Uskøn er den af Ydre, som det meste fra denne Periode, men endnu værre er dens Indre, der ved sin Udsmykning med Kalkmaleri i et hæsligt Tapetmønster leder Tanken hen paa et Forsamlingshus eller Tredjerangs-Biografteater.

Paa den lille Kirkegaard, hvor tidligere Gravvoldene ikke blev udjævnede, men vedligeholdtes som lave Tuer, der stadig overstrøedes med Sand og var Stedets eneste Monumenter over de Døde, er nu ogsaa denne gamle smukke og ejendommelige Skik ved at forsvinde, og kun faa af disse Grave er tilbage. Yndige er de at se paa, disse ovale Forhøjninger, der lyser hvide som Sne af det rene Sand indenfor den smalle Rand af Grønt eller Blomster, der indrammer dem, skønne i deres fromme, enfoldige Simpelhed. Nu findes paa næsten alle Grave i deres Sted de sædvanlige blankpolerede, markskrigerske Granitsten.

— Øens gamle Lærer fortæller mig, at Befolkningens Kaar, som Modsætning til nu, i gamle Dage var overordentlig knappe. Endnu for blot 50 Aar siden bestod et Par af Dagens Hovedmaaltider af en Brødskorpe at gnave paa og hertil undertiden en Stump Spegesild. Af og til fik man en varm Mælkeret til Middagen — det var alt. Efterat Mejeriet blev opført i Midten af Halvfemserne, og især efter Opførelsen af Skelskør Svineslagteri, som er en god Aftager for Øen, er

Befolkningen bleven velstaaende. Nu har de fleste baade Penge mellem Hænderne og Grunker i Sparekassen. Men bestandig er Beboerne foruden at være flittige tillige overordentlig paapasselige — det gælder om at lægge hen til en ordentlig, standsmæssig Begravelse og spare en Klat foruden, siden kan man tænke paa at „leve“! Ungdommen slægter dog ikke de Gamle paa, de er mere forlystelsessyge og løse paa Traaden, siger de ældre Folk, og de har efterhaan-den mistet Øboernes Særpræg.

Men det er ikke alt Nyt, der er galt: da Øen i 80’erne fik Dampskibsforbindelse med Skelskør ændredes ogsaa en Mængde uheldige, gammeldags Forhold, og Samkvemmet med Verden har saaledes indvirket paa det bestandige Indgifte, der var en Følge af den tidligere Afspærring, og som ligesom paa Omø førte til nogen Degeneration. Læreren har lagt Mærke til, at denne tidligere ytrede sig blandt andet i en paafaldende slet Hukommelse hos Børnene.

Alt dette tiltrods for det raske, jydske Jægerkorps’ Indkvartering under Krigen 1807—14, som naturligvis ikke var uden Følger; thi at Befolkningen efter den Tid ikke er ganske ublandet, fremgaar af de mange jydske Personnavne som Hassing, Hegnswith, Hjortkjær og Hatting, der endnu er Minder om de 200 jydske Jægere og deres Fødested paa det fjærne Fastland, og om det Indtryk det har gjort paa Øbopigerne, naar „en Jæger gik at jage“.

Enkelte gamle Skikke har holdt sig længe paa Øen. Saaledes fejredes endnu indtil for fem Aar siden Voldermissegildet den l.Maj. Festen indlededes om Morgenen med Tuden i Byhornet, og man samledes da hos den Bonde, hvis Tur det var, til Smørrebrød, Punsch og Kortspil. Kun ældre Folk blandt Bymændene (Gaardmændene) kunde deltage, Husmænd og Kvinder taaltes ikke. Husmæn-dene havde deres eget Gilde ved Fastelavnstid. Her fejres endnu hvert Aar Fastelavnsgilde, hvor Karlene er udklædt med kulørte Baand, som Pigerne har skænket dem. Pengene, som kommer ind under deres Ridt fra Gaard til Gaard, holder de Gilde for om Aftenen — og her taales det andet Køn særdeles gærne!

Det skal være almindeligt, at Folk bliver meget gamle her paa Øen, og en Alder af 80 Aar eller derover er ikke usædvanlig — altsaa noget lignende som paa Lyø.

At Øens Beboere, som paa den Fremmede ikke gør noget overstadigt Indtryk, kan være i Besiddelse af et fremragende omend lidt drøjt Lune, kan jeg give et Par Smaaprøver paa. Den gamle Lærer fortæller, at en mild, maaneklar Høstnat vækkedes Byens Befolkning af Sang. Ude paa Gaden klang to Mandsstemmer,

som højt, klart og bevæget forenede sig i „To Drosler sad paa Bøgekvist--.“

Da man undersøgte, hvorfra Sangen kom, fandt man to gamle Bønder, som sad og hyggede sig opad et Dige ud mod Bygaden. De var paa Vej hjem fra et Høstgilde, og Feststemning i Forbindelse med Maaneskin og god Fordøjelse havde grebet dem, saa de maatte ty til Kunsten for at skaffe Sindet Luft.

Fra en anden Kilde har jeg følgende Historie: Ved et Bryllupsgilde for godt en Snes Aar siden havde Præstefruen, som sammen med sin Mand nylig var kommen hertil, en gammel „Bymand" tilbords, som havde Ord for at være sær og ordknap. Præstefruen overtog derfor Føringen af Konversationen, men lokkede trods alle Anstrængelser ikke et eneste Ord ud af Gamlingen, der kedede sig og blev mere og mere sur. Endelig henvendte hun sig til ham med følgende Replik:

„Synes De ikke, Ole Lavses Niels, at det er en yndig Brud at se paa?“

Ved disse Ord kom der pludselig Liv i den Gamle:

„Jow, jow,“ sagde han ivrigt. „Men saa skulde Di ha’ sit hinner Mowr! Hun hade saadan en ny’elig Figur — smobitte, korte Bien, og hiele Resten R..!“

Det siges til den fornuftige Præstefrues Ros, at den indtrædende Pavse i hendes Konversation kun blev ganske lille.

Ole Lavses Niels levede endnu for et Par Aar siden. Navnesammenstillingen, af hvilken Familienavnet efter Stedets Skik er udeladt som overflødigt for Identificering, er ikke ualmindelig paa de sydlige Øer. Lavs har været Bedstefaderen og Ole Faderen til Niels.

Uden i mindste Maade at være afvisende eller uelskværdig er Øens Befolkning ikke meget indladende overfor fremmede. Naturligvis er det vanskeligt at fælde nogen Dom over et saa stort Samfund efter faa Dages Ophold paa Stedet — maaske mangler man som Modsætning til den omtalte Præstefrue én bestemt Nøgle, der kan aabne for Talen! Deres Ordforraad synes ringe, og naar de endelig taler er det uden noget Særpræg i Sprog eller Vendinger. De havde en stærk Modvilje mod at lade sig afbilde, ikke mindre end fire forskellige Steder fik jeg Afslag hos Bondebefolkningen, og en enkelt Kvinde, som jeg havde særlig Lyst til at faa et Billede af, maatte jeg tegne efter Hukommelsen. Fiskerne ved Havnen var mere indladende, den første jeg henvendte mig til var straks villig.

Han var en velvoksen, slank Karl, med sit rødlige Haar og fregnede Ansigt af saa udpræget, smukt nordisk Ydre, som man kun sjældent træffer det i vort efterhaanden saa stærkt blandede Folk.

Fiskerne er her som de fleste Steder hyggelige Folk, som Følge af deres Berejsthed mere Verdensmænd end andre af Almuen, og ligesom med et lysere Syn paa Tilværelsen. Fiskerbyen hernede ved Havnen er noget for sig selv med de tætliggende Hytter og de rygende Skorstene bag de smukke Haver, og midt i det hele de optrukne Fartøjer med de morsomme Navne — der ganske vist ikke alle tyder paa Optimisme. Hvad mener man om et Navn som „Haabets Minde", der ses paa Agterstavnen af vor nærmeste Nabobaad, som ligger halet paa Land lige ved Siden af vort Fortøjningssted — man maa forlængst have opgivet alt, naar selv Haabet kun er et Minde! — Men man tænker paa den lave Barometerstand i de romanske Fisker- og Sømandssange med deres bestandige molto triste — det skal ikke tages for højtideligt, de synges paa alle Havnebeværtninger. —

At Jean de France har sin stille Gang ogsaa mellem Aggersøfiskerne ses af Agterstavnen paa en Fiskerjolle nær ved os: Lamouette, staar der (la mouette o: Hættemaagen).

Øens Sogneraadsformand, som jeg besøger i hans store Gaard Nord for Byen, fortæller mig at her nu findes 33 Gaarde som Modsætning til tidligere, da her kun var 25, idet flere af disse er bievne delt. Her er desuden 6 Parcelsteder foruden Præstegaarden og Skolen, samt 18 Huse med og 45 uden Jord, de sidste mest beboet af professionelle Fiskere. Da foruden disse sidstnævnte de fleste af de 18 Husmænd driver Fiskeri som Hovednæringsvej, og ogsaa enkelte Gaard-mænd dyrker dette i Flæng, er det her som paa Omø en udpræget Fiskerbefolkning. Her er ialt 447 Beboere. Af Øens omtr. 1250 Tdr. Land er kun ca. 800 opdyrket, Resten er Strandeng, Mose, Hede- og Sandstrækninger.

Øen har ingen Rovdyr, Muldvarpe eller brune Rotter, men derimod store Mængder af Vandrotter. Der gaar endnu paa Øen Ry af „Mosegrisenes“ frygtelige Hærgninger i Aaret 1820. Som paa Omø frøs en Mængde af dem ihjæl i den strænge Vinter 1893; men de er senere kommen til Hægterne saavidt, at de nu paany er en fuldkommen Plage, saaledes især i 1921, Aaret med den tørre og varme Sommer. Her findes mange Pindsvin, og Snogen er almindelig paa Øen. Klokkefrøen fandt vi i flere Ferskvandsdamme, her som paa næsten alle vore Smaaøer. Det er nok paa Tide at aflive Skrønen om at Peder Oxe har indført den her i Landet; han maatte da have været lige saa berejst paa Smaaøerne som vi, og havde næppe faaet Tid til at drive Politik af saa indviklet Art som den, han gav sig af med. —

Byens Skrædder er tillige Postmester, og det var i hans sidste Egenskab vi stiftede Bekendtskab med ham. „Hvis De vil rundt paa Aggersø og se noget og ha’ noget at vide, saa kan De ikke faa nogen bedre med Dem end mig!“ sagde han en Dag til mig. Paa denne Anbefaling, som han fremførte paa ganske bramfri Vis men uden at blinke, inviterede vi ham en Eftermiddag paa Rundtur over Øen. Og han var en fortrinlig Ledsager.

Aggersø er mærkelig derved, at den har virkelig Skov, endda paa to Steder, nemlig ved Skrænterne Nord for Havnen og paa sin Nordveststrand. Ogsaa Sønden for Havnen findes et lille Krat, bestaaende af Tjørn, Naur, Ask og Bøg, i hvis Bund vi fandt blomstrende Dansk Ingefær (den gamle Skovbundsplante). Nord for Havnen paa Skrænterne og i deres Læ finder vi en veritabel Skov af Eg, Naur, Tjørn, Ask og Elm, der paa sin græsklædte Bund bærer en Mængde blomstrende Urter som gule og hvide Anemoner, Guldstjærne, Stedmodersblomster, Smørblomster, knoldet Stenbræk, Bjørneklo, Fladstjærne, Bengelurt, Vorterod og en hel Hær af umaadelig langstilkede, hulkravede Kodrivere. Stedet kaldes paa Øbomaalet „Laanerne“ (vistnok Lundene?)

Det stormer og er hundekoldt. Inde under Træerne paa den engagtige Skovbund staar et Par Faar og græsser, og 3—4 Lam, saa nyfødte, at de endnu staar og dingler paa deres leddeløse, altfor tykke Ben, kryber sammen af Kulde tæt opad Mødrene og synes, at de er kommen mer end tidsnok til Verden.

Fra Skoven gaar vi over en Højslette paa 9—10 m’s Højde, kaldet „Stiban-ken“, ad en Vej til Øens Nordspids. Terrænet er aabent og dyrket, jævnt skraa-nende ud mod Kysten. Blæsten farer raakold og strid over Marker og Strand, der er ikke meget, der herude tyder paa Foraar — det skulde da være den Flok Knortegæs, som ligger ude paa Fladvandet og tager sig en Hvil paa Vejen mod Nord. Nogle af dem staar paa Hovedet og æder med Gumpen i Vejret, der er intet i deres Væsen, der tyder paa Travlhed. De skulde hellere skynde sig videre, for de skal helt til Spitzbergen eller Novoje Semljå for at ruge, og allerede i Slutningen af August eller Begyndelsen af September maa de være her tilbage med deres flyvefærdige Gæslinger, saa der er tilsyneladende ingen Tid at spilde! — Paa Stranden i Nærheden vader 28 Kobbersnepper, hvoraf 8 Hanner, hvis Bryster skinner røde i Solen som modne Kastanjekærner. Raager kommer trækkende herover i stort Tal fra Sjælland, vi ser dem fouragere paa en Pløjemark nærved os og vende tilbage over Sundet med Gabene fulde af Føde. Bogfinke, Musvit, Bomlærke og Stær synger fra Skrænterne ved Skoven; Melodien lykkes

bedre for dem end for de grønbrogede Tudser — man kan høre paa deres Røst at det er raat Vejr endnu, Lyden springer i Stykker for dem i Kulden. Selv gaar vi og knagfryser endnu efter Morgenbadet paa Dækket, da den stride Støvregn gjorde alt vort Undertøj vaadt. Men nu kommer Solen frem, og sammen med Blæsten vil den snart tørre os helt ind til Skindet. —

Over Markerne naar vi ud til Øens største Skov paa Nordvestsiden, Snede Skov. Den er 4 Tdr. Land stor, yderst langs Stranden bestaaende af lavt, vindhærget Krat af Slaaen, Tjørn, Eg og enkelte Bøge, men efrerhaanden hævende sig mod Øst, hvor den snart bliver til pragtfuld Storskov af Bøg, vældige Ege og enkelte anselige Aske. 1 Skovens sydøstlige Side fandt vi en moseagtig Dam, omkring hvilken den tætte Underskov bestod af Hyld, Seljepil, Naur og Tjørn samt en Del højerevoksende Elletræer. Som en stor Besynderlighed, der virkede ganske naturstridig, skal det nævnes at et Par mægtige Ege her gror ude i selve Mosen, paa alle Sider lige til Stammerne omgivet af det dybe, mørke Vand. Det er uforklarligt, hvordan de er groet op her — Mosen er gammel og kan næppe være dannet efter Egenes Opvækst, og paa den anden Side er det dog utænkeligt, at Egene har kunnet saå sig selv midt i Vandet! Det var et Par af Skovens største og kraftigste Træer.

Overhovedet var i Skoven Egene overvejende i Antal og velvoksne som Modsætning til de mere vindhærgede og forkrøblede Bøge. I Skovbunden fandt vi røde Anemoner i Mængde, meget store og frodige, og desuden en Viol, som vi anslog til at være Skovviol — ialfald var den lugtløs. Endvidere Skeblad, Mjødurt, Vorterod, Storkonval og tørre Ris af Kattehale. Nord for Skoven fandtes Dansk Ingefær i store Masser.

Mosen er fuld af Stemning og stor Skønhed med den kraftige Vegetation i den sumpede Bund omkring det stille, dunkle Vand, hvor Iris og Star spejler deres friske Farver og de store, sorte Aks.

Nær ved den ligger ved Skovens østre Indgang et gammelt, nu forladt Skovfogedhus under Bøges og Askes dybe Skygge. Her levede indtil for faa Aar siden en Gamling, der benyttede sig af Stedets Ensomhed til at holde Smugkro for By-mændene, og vældige Orgier er der fejret herinde paa Stuernes skæve Bræddegulve under de sværtede Loftsbjælker. Et gammelt Fjællebord staar endnu derinde, men Bægrene og de der svang dem er borte — og den sidste Duft af Finkel er forlængst forsvundet fra dette Tempel for Bacchus. Men heromkring færdes vel endnu ved Nattetide Aanderne af de gamle Bymænd og holder Møde i Bellmans Navn. En mere slaaende Illustration end denne Rønne har jeg aldrig fundet til Ordene i „Fredmans Sång“ :

Her er dødt og stille — alt er Fred og Forglemmelse. Men i Buskene under de knoppende Trær synger Fuglene med Foraarets Stemmer, Drossel og Solsort, Bogfinke og Løvsanger, Tornsanger, Musvit og Gærdesmutte. Og paa Mønningen af det gamle Tag sidder en enlig Stær og „knappar på stora Dulcian".

Fra Skovene gaar vi langs Veststranden mod Syd. En mere snorlige Havstok har jeg aldrig set; det er en udpræget Vestkyst, hvor hvert eneste Fremspring er udslettet af Bølgeslaget — og det kan være kraftigt her paa Storebelts Østside! Ogsaa paa Kortet ser denne Kyst mærkelig ud, ret som en Lineal og parallel med Meridianen i hele sin Længde. Landet udenfor de lave Klitter, der kun naar et Par Meters Højde, er dækket af Hjelme, Marehalm, Strandkaal, Strandbede og Strandarve.

Syd for Skoven finder vi ved vor Ledsagers Hjælp paa en flad, moseagtig Lyngslette af stor Udstrækning en Langdysse liggende paa en svag Forhøjning i Jordsmonnet. Dens Maal er omtrent 60 x 10 m, og den har mærkeligt nok Længderetning fra Nord til Syd. Et Par Steder har der været gravet i den, og Randstenene er bortslæbt undtagen nogle enkelte, som er saa overgroede af Tjørne, Roser og Brombær, at det har været for besværligt at faa fat i dem. Den ganske anselige Dysse maa have haft en pragtfuld Beliggenhed paa den aabne, hede-agtige Slette. I dens Buske var Masser af Graaspurvereder, i en enkelt Tjørn 4— 5 Klumper af sammenbyggede Reder med 5—6 Stykker i hver. Vrimlende Mængder af Spurve fér ud fra Buskene, da vi nærmede os.

Længere sydpaa, hvor Heden er brudt af magre, dyrkede Tavl med enkelte Mosehuller imellem — et skønt og uvejsomt Terræn — finder vi i Nærheden af Øens Sydøstspids „Næbet" paa Niels Ole Nielsens Mark ikke langt fra Stranden endnu en Langdysse, noget mere velbevaret end den første. Randstenene ved begge dens Ender er imidlertid helt borte, saa det er vanskeligt at dømme om dens oprindelige Længde. Den resterende Del er kun ca. 16 m lang. og Bredden er TU m. Randstenene, som er tilbage, er skærmede af en kraftig Bevoksning af stærkt indfiltrede Tjørne foruden Lind, Hyld, Eg og Brombær — der nu danner et lige saa virksomt Værn mod Bøndernes Angreb som tidligere Overtroen! Paa Dyssens Midte ses endnu et Gravkammer, hvor Overliggeren mangler. De bevarede Sidesten har svag Hældning indefter og temmelig regelmæssige Mellemrum fra 1—3 Fod. Ligesom den første Dysse har denne sin Længdeakse i Syd-Nord. Tværs over den nordre Ende, hvor Stenene er fjærnede, er det ophøjede Terræn bleven sløjfet, og tværs over Stedet er for ikke længe siden anlagt en Køkkenhave! —

Langs Stranden naar vi ud til „Skarpenklint", hvor den vældige „Skarpensten" ligger i Havet tæt under Kysten. Sagnet siger om denne Sten som om saa mange af dens Lige, at „den vender sig, naar den lugter friskt Rugbrød". Til adskillige store Kampesten af samme Beliggenhed udfor vore Smaaøers Kyster knytter sig mange andre Sagn. Det stadig tilbagevendende er om den ensomme Jættepige paa Øen, der længes mod Kæmpen paa Fastlandet eller den store Ø, men hvem det stride Hav skiller hende fra, og som bærer Sten i sit Forklæde for

at bygge Bro imellem sig og det store Karlfolk derovre, men altid rammes af Uheldet med det bristende Forklædebaand — en Begivenhed der indtræffer i Utide og først skulde have fundet Sted, naar hun sank i den elskedes Favn. Nu sker der i Stedet for kun dette, at alle Stenene falder i Vandet, og dermed brister mærkeligt nok én Gang for alle Pigens Forhaabninger, man hører aldrig nogensinde, at hun gentager Forsøget, men kun at hun i sit Raseri griber den største Kampesten og slynger den over mod det forjættede Land, hvorhen hun aldrig selv skal naa.

Derfor ligger disse store, mærkelige Sten rundt om ved vore Smaaøers Kyster, de er Minder om de utallige Øbopiger med det vilde, heftige Sind og med den haabløse Længsel. —

En gammel Mand, som kommer hen til os, fortæller at den Maagerede, som vi ser ude paa Stenen, har ligget saadan i fyrretyve Aar. Det maa altsaa være længe siden, der er bagt Rugbrød i Nabolaget! — „Og,“ tilføjer Manden, „det er ogsaa den samme Maage, for jeg kender den, det er mig der har haft den i alle di fyrretyve Oer! Hvert Foraar lægger jeg frisk Tang med Stien paa derud og rager det gamle væk, ja — og Fowlen kommer hvert Aar tilbage og ruger. Der er ingen, der vover at røre den, for jeg ska’ nok holde dem væk!“

Manden er en lille tæt Øbotype med rundt Ansigt og kortklippet graat Fuldskæg; han er 79 Aar siger han, men ser ud som om han er 60. Vi staar og ser paa den rugende Fugl derude, hans Maage, og saa siger han pludselig: „Ja, si jeg freder jo Fowlen derude — sgu! Men dérovre paa Helleholm, dér skrawer di alle di Æg te’ dem, som di ka’ overkomme — nu er der jo sat hundrede Millioner overstyr i Landmandsbanken, saa nu skal der laves Penge igen i en Fart!"

Til Aggersøs Kyst knytter sig Sagnet om „Damhesten", omtalt i Thieles Folkesagn, hvor der fortælles at nogle Børn engang løb og legede ved Stranden, da en lang, hvid „Damhest" skød sig op af Vandet og tumlede sig paa Marken. Drengene løb til for at se den, og én af dem sprang op paa dens Ryg. Men i samme Øjeblik som Hesten vilde styrte sig i Bølgerne med ham, raabte han i sin Forfærdelse :

Og i det samme forsvandt Spøgelsehesten under ham. — Sagnet knytter sig ganske vist ogsaa til en anden, sjællandsk Egn, men maa vist oprindelig høre hjemme paa Aggersø, hvor der ogsaa gaar andre Sagn om en hvid Hest, som varsler Død i den Gaard eller paa det Sted, hvor den viser sig. — Her kender vi Helhesten igen, den har blot rystet Kirkegaardens Muld af sig, har forladt Fastlandet og er bleven Fabeldyr, omdannet til Øbobrug!

Vi ser herfra Øens højeste Punkt „Tværbjerg", som ligger omtrent en km S. V. for Byen og naar den beskedne Højde af 12 m. — Saa fører vor Vej os mod Syd ud over den lave Tange, som forbinder Helleholm (opr. Helgeholm, i Jorde-bogen „Helgæholm") med Aggersø. Dette omtrent 2km lange Drej „Skagen" (et gammelt Ord som betyder en sandet Odde) er en mærkelig og ejendommelig

Lokalitet, der sammen med Helleholm danner et Landskab som man vil huske, efter at mange andre er glemte, storslaaet ved sin øde Vildhed, sin næsten ørken-agtige Stemning. Aggersøs dyrkede Agre skraaner jævnt ned derimod i Syd, og omkring en lille Sø, „Skagsøen", gaar de over i de store Flader, hvis Lyngheder og Strandenge strækker sig uafbrudt ud til Helleholm, et Terræn der er saa lavt og fladt, at Ebbe og Flod i høj Grad forandrer dets Kystlinjer. Dette er Drach-manns „Strandvej og Vandvej og Luftvej og Vrag!“ —

Tusinder af Stormmaager ruger paa de vide Flader, helt fra Vestkysten og indefter over Heden, og i Nærheden af de spredte Ferskvandsdamme ser vi Kolonier af Hættemaager, som letter skræppende i store Flokke, naar vi gaar forbi. Kobbersnepper staar paa Fladvandene ude i Syd, og en Ryleflok paa flere Hundrede Stykker vader rundt i Lagunerne sammen med et Dusin Strandhjejler. Selv en saa sjælden Fugl som Stenvenderen møder vi her, ganske vist kun et enligt Par — men det er først 3. Gang paa vor Rejse vi træffer Fuglen, saa den slipper ikke for at blive noteret!

Langs den øde, forblæste og næsten fuldstændig vegetationsløse Vesterstrand finder vi kun nogle magre og forkrøblede Beta maritima og et eneste Eksemplar af Strand-Mandstro, som lige er begyndt at pippe op over Sandet — det er vistnok Aarets første paa Stedet.

Naar man fra disse Flader, hvor man bestandig synes at færdes i omtrent samme Højde som Havoverfladen, er naaet ud paa Helleholms 3m høje Bakke — dens højeste Punkt — har man Følelsen af at være kommen ordentlig højt tilvejrs. Herude ligger en enlig Avlsgaard, og i Nærheden af denne en prægtig gammel Stubmølle og det nye Fyr. De to sidste ser udmærket ud sammen — og det er ikke almindeligt, at et gammelt og et nyt Stykke Bygningsværk klæder hinanden; men disse er hver paa sin Vis fortrinlige. Jeg véd ikke, hvem der har bygget Fyret, men det er et Kunstværk som er i fuld Samhørighed med den omgivende Natur, og taaler som Prøvesten fuldtud den gamle Stubmølle i sin Nærhed. Her ser man virkelig den gamle og den ny Tid i skøn Forstaaelse række hinanden Haanden.

Sammen med Fyret bruges den gamle Mølle endnu som Sømærke til at markere Sejlrenden om Øen. Trap meddeler fejlagtigt, at Aggersøs Kirke ligger paa Helleholm; der maa vist være tænkt paa Fyret; thi Kirken ligger velforvaret oppe i Aggersøby!

Næsten hele Holmen er opdyrket Agerland, kun dens Østside er Strandenge. Paa Vestsiden nær Fyret staar en Række smukke, kraftige Tjørne, dens eneste Træbevoksning udenfor Avlsgaardens Have. Overalt paa Agrene finder vi Jordsmonnet fuldstændig undermineret af Vandrotter, som efter Sigende i de sidste to Aar har været paa Vandring sydover fra Aggersø.

Nordvest for Gaarden finder vi paa Marken den ofte omtalte „Bautasten", som er af anselige Dimensioner (ca. 2m høj). Baade disse og den Lokalitet, hvori Stenen findes, kunde tyde paa at den er ægte, d. v. s. rejst i Vikingetiden af formodentlig fremmede Vikinger. Skikken at rejse „Skibssætninger" eller enkelte, indskriftsløse Bautastene var en svensk eller norsk Form for Mindesmærker (se under Hjarnø i Horsensfjord). Imod dens Ægthed synes jeg det taler, at den ikke i Tidens Løb er sunket dybere ned i Jordsmonnet. En Sten af saa mange Tons’ Vægt kan vanskeligt tænkes at staa saa overfladisk som denne efter i henimod tusinde Aar at have hvilet paa Grunden, og medens Muldlaget omkring den i al den Tid stadig har været i Vækst.

Egholm. De vindhærgede Tjørne ved Vesterstranden.

Egholm. Stormmaager ved Stranden.

Slotø. Ruinen af Engelborgs Taarn. I Baggrunden en af de divergerende Mure.

Slotø. Taarnruinens Indre, set fra Nordøst. Forneden Skydeskaar.

Da vi gaar hjemad og naar op paa Aggersø, overraskes vi af en vældig Byge, som trækker fra Fyenssiden over mod Sjællands Kyst og mødes med et Tordenvejr, som kommer farende sydfra. Bygerne slaar sammen over os og lægger et graat Slør af piskende, styrtende Væde over hele Egnen. Et enkelt Kanonskrald runger lige over vore Hoveder med raslende Ekko over Strandens Sten og ud over Havet. Saa trækker det over, mens vi staar i Læ i et Tørveskur og nyder den medbragte „Bajer" til en Pibe. Vejene glinser og Hjulsporene er to strømmende Floder, da vi begiver os paa Vej mod Byen. Som et straalende Syn fjærner Vejret sig mod Nord. Solen skinner paa den blaasorte Sky, der synker mere og mere bag Byens straalende røde Tage og den vædeglinsende Vejrmølle derinde. Nu rammer dens Lys det blinkende Kirketaarn med den vældige Kastanjekrones grønne Kuppel; som to lysende Jærtegn staar de mod den tordendunkle Sky over de grønne, vaade Marker.

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela